Skrifterne
    Lære og Pagter 138
    Footnotes
    Theme

    Afsnit 138

    Et syn givet til præsident Joseph F. Smith i Salt Lake City, Utah, den 3. oktober 1918. I sin åbningstale ved generalkonferencen den 4. oktober 1918 meddelte præsident Smith, at han havde modtaget adskillige guddommelige tilkendegivelser i de foregående måneder. En af disse, som drejer sig om det besøg, Frelseren aflagde de afdødes ånder, mens hans legeme var i graven, havde præsident Smith modtaget dagen før. Den blev nedskrevet umiddelbart efter konferencens afslutning. Den 31. oktober 1918 blev den fremlagt for rådgiverne i Det Første Præsidentskab, De Tolvs Råd og patriarken, og den blev enstemmigt antaget af dem.

    1-10: Præsident Joseph F. Smith grunder over det, som Peter har skrevet, og vor Herres besøg i åndeverdenen. 11-24: Præsident Smith ser de retfærdige døde samlet i paradis og Kristi tjenestegerning blandt dem. 25-37: Han ser, hvordan forkyndelsen af evangeliet blev organiseret blandt ånderne. 38-52: I åndeverdenen ser han Adam, Eva og mange af de hellige profeter, som betragtede deres tilstand som ånder før deres opstandelse som trældom. 53-60: De retfærdige døde fra vore dage fortsætter deres arbejde i åndeverdenen.

    1 Den tredje oktober i året nitten hundrede og atten sad jeg i mit værelse og agrundede over skrifterne

    2 og reflekterede over det store asonoffer, som Guds Søn havde bragt for at bforløse verden,

    3 og over den store og vidunderlige akærlighed, som Faderen og Sønnen havde vist, ved at bForløseren var kommet til verden,

    4 for at menneskeheden ved hans aforsoning og ved blydighed mod evangeliets principper kunne blive frelst.

    5 Mens jeg var optaget af dette, gik mine tanker tilbage til apostlen Peters breve til de fordums hellige, som var spredt ud over aPontus, Galatien og Kappadokien og andre dele af Asien, hvor evangeliet var blevet prædiket efter Herrens korsfæstelse.

    6 Jeg åbnede Bibelen og læste det tredje og fjerde kapitel af Peters første brev, og mens jeg læste, gjorde følgende skriftsteder stærkt indtryk på mig, stærkere end de nogen sinde før havde gjort:

    7 »For også Kristus led engang for synder, den retfærdige for de uretfærdige, for at han kunne føre os til Gud, idet han blev dræbt i kødet, men gjort levende i Ånden,

    8 i hvilken han også drog hen og prædikede for de ånder, der var i afængsel,

    9 de, som engang havde været ulydige, dengang Guds langmodighed ventede i Noas dage, mens arken blev bygget, hvori nogle få, nemlig otte sjæle, blev frelst ved vand.« (1 Pet 3:18-20).

    10 »For af denne årsag blev evangeliet også prædiket for dem, der er døde, for at de i kødet kan blive dømt ligesom mennesker, men i ånden leve ligesom Gud.« (1 Pet 4:6).

    11 Mens jeg grundede over dette, som er askrevet, blev min forstands bøjne åbnet, og Herrens Ånd chvilede på mig, og jeg så hærskarerne af ddøde, både små og store.

    12 Og på ét sted var der samlet en utallig skare af ånder af de aretfærdige, som havde været btrofaste i vidnesbyrdet om Jesus, mens de levede som dødelige,

    13 og som havde bragt aslagtofre som et sindbillede på Guds Søns store offer og havde blidt trængsler i deres forløsers navn.

    14 Alle disse havde forladt dette liv, faste i ahåbet om en herlig bopstandelse ved Gud cFaderens og hans denbårne Søns, Jesu Kristi, enåde.

    15 Jeg så, at de var fyldt med lykke og aglæde, og at de frydede sig sammen, fordi dagen for deres udfrielse var for hånden.

    16 De var forsamlet, fordi de afventede, at Guds Søn skulle komme til aåndeverdenen og kundgøre deres forløsning fra bdødens bånd.

    17 Deres sovende støv skulle abringes tilbage til dets fuldkomne skikkelse, bknoglen til sin knogle, senerne og kødet på dem, cånden og legemet skulle forenes for aldrig mere at blive adskilt, så de kunne modtage en fylde af dglæde.

    18 Mens denne umådelig store mængde ventede og talte sammen og glædede sig til timen for deres udfrielse af dødens lænker, viste Guds Søn sig og forkyndte afrihed for de fangne, som havde været trofaste,

    19 og dér aprædikede han det evigtvarende bevangelium for dem, læren om opstandelsen og menneskehedens forløsning fra cfaldet og fra egne synder på betingelse af domvendelse.

    20 Men til de agudløse gik han ikke, og blandt de ugudelige og de uomvendte, som havde bbesmittet sig, mens de var i kødet, hævede han ikke sin stemme,

    21 ej heller skuede de oprørske, der forkastede de fordums profeters vidnesbyrd og advarsler, hans herlighed eller så hans ansigt.

    22 Hvor disse var, herskede der amørke, men blandt de retfærdige var der bfred,

    23 og de hellige glædede sig ved deres aforløsning og bbøjede knæet og anerkendte Guds Søn som deres forløser og befrier fra døden og chelvedes lænker.

    24 Deres ansigt lyste, audstrålingen fra Herrens nærvær hvilede på dem, og de bsang lovsange til hans hellige navn.

    25 Jeg undrede mig, for jeg havde den forståelse, at Frelseren havde anvendt omkring tre år af sin tjenestegerning blandt jøderne og dem, der var af Israels hus, mens han bestræbte sig på at lære dem det evigtvarende evangelium og kalde dem til omvendelse;

    26 og alligevel, til trods for hans mægtige gerninger og mirakler og forkyndelse af sandheden med stor akraft og myndighed, var der kun få, der gav agt på hans røst og frydede sig ved hans nærvær og modtog frelse ved hans hånd.

    27 Men hans tjenestegerning blandt dem, der var døde, var begrænset til den akorte tid, der gik mellem korsfæstelsen og hans opstandelse,

    28 og jeg tænkte med forundring over Peters ord – der hvor han sagde, at Guds Søn prædikede for de ånder, der var i fængsel, de, som engang var ulydige, dengang Guds langmodighed ventede i Noas dage – og over hvordan det var muligt for ham at prædike for disse ånder og udføre det nødvendige arbejde blandt dem på så kort tid.

    29 Og mens jeg med forundring tænkte over dette, blev mine øjne åbnet, og min aforståelse blev oplyst, og jeg forstod, at Herren ikke i egen person gik ud blandt de ugudelige og ulydige, som havde forkastet sandheden, for at undervise dem,

    30 men se, han organiserede sine styrker blandt dem, der var retfærdige, og udpegede budbringere, iklædt amagt og myndighed, og bemyndigede dem til at gå ud og bære evangeliets lys til dem, der var i bmørke, ja, til calle menneskers ånder; og således blev evangeliet prædiket for de døde.

    31 Og de udvalgte budbringere gik ud for at kundgøre Herrens anådedag og forkynde bfrihed for de fangne, som var bundet, ja, for alle, som ville omvende sig fra deres synder og antage evangeliet.

    32 Således blev evangeliet prædiket for dem, der var adøde i deres synder uden bkundskab om sandheden, eller i overtrædelse fordi de havde forkastet profeterne.

    33 Disse blev undervist i atro på Gud, omvendelse fra synd, bstedfortrædende dåb til csyndernes forladelse, dHelligåndsgaven ved håndspålæggelse,

    34 og alle andre evangeliske principper, som det var nødvendigt for dem at kende, for at de kunne kvalificere sig, så de i kødet kunne blive adømt ligesom mennesker, men i ånden leve som Gud.

    35 Og således blev det kundgjort blandt de døde, både små og store, de uretfærdige såvel som de trofaste, at forløsning var blevet udvirket ved aGuds Søns offerbkorset.

    36 Det blev således givet til kende, at vor forløser under sit ophold i åndernes verden brugte sin tid på at undervise og forberede de trofaste ånder af de aprofeter, som i kødet havde vidnet om ham,

    37 så de kunne bære budskabet om forløsning til alle de døde, til hvem han ikke personligt kunne drage hen på grund af deres aoprør og overtrædelse, så de ved hans tjeneres betjening også kunne høre hans ord.

    38 Blandt de store og mægtige, der var forsamlet i denne umådelig store forsamling af retfærdige, var fader aAdam, den gamle af dage og alles fader,

    39 og vor ærværdige moder aEva med mange af sine trofaste døtre, der havde levet gennem tiderne og tilbedt den sande og levende Gud.

    40 aAbel, den første bmartyr, var der, og hans bror cSet, en af de mægtige, som var sin fars, Adams, udtrykte dbillede.

    41 aNoa, der advarede om vandfloden; bSem, den store chøjpræst; dAbraham, de trofastes fader; eIsak, fJakob samt gMoses, Israels store lovgiver;

    42 og aEsajas, der ved profeti kundgjorde, at Forløseren var salvet til at læge de sønderknuste, til at budråbe frihed for de fangne og åbne cfængslet for dem, der var lænket, var der også.

    43 Derudover aEzekiel, der i et syn fik vist den store dal med btørre knogler, der skulle iklædes kød, så de kunne komme frem igen i de dødes copstandelse som levende sjæle;

    44 aDaniel, der forudså og forudsagde, at bGuds rige skulle blive oprettet i de sidste dage for aldrig mere at blive tilintetgjort eller givet til noget andet folk;

    45 aElias, der var med Moses på bForklarelsens bjerg,

    46 og aMalakias, den profet, der vidnede om bprofeten Elias’ komme – hvem Moroni også fortalte profeten Joseph Smith om, da han kundgjorde, at han skulle komme før indvarslingen af cHerrens store og frygtelige dag – var der også.

    47 Profeten Elias skulle i børnenes ahjerte plante de forjættelser, der var blevet givet deres fædre,

    48 hvilket bebudede det store aværk, der skal udføres i Herrens btempler i tidernes fyldes cuddeling for at forløse de døde og dbesegle børnene til deres forældre, for at hele jorden ikke skal blive slået med en forbandelse og blive lagt fuldstændig øde ved hans komme.

    49 Alle disse og mange flere, nemlig de aprofeter, der havde boet blandt nefitterne og vidnet om Guds Søns komme, gik rundt i den umådelig store forsamling og ventede på deres udfrielse,

    50 for de døde havde betragtet deres aånds lange fravær fra deres legeme som btrældom.

    51 Herren underviste disse og gav dem amagt til at komme frem efter sin opstandelse fra de døde for at træde ind i sin Faders rige og dér at blive kronet med budødelighed og cevigt liv

    52 og at fortsætte deres arbejde, sådan som Herren havde lovet dem, og få del i alle de avelsignelser, som var sat til side til dem, der elsker ham.

    53 Profeten Joseph Smith, og min far Hyrum Smith, Brigham Young, John Taylor, Wilford Woodruff og andre udvalgte ånder, som var blevet aholdt tilbage for at komme frem i tidernes fylde for at være med til at lægge bgrundvoldene til det store sidstedagesværk,

    54 herunder bygningen af templer og udførelsen af aordinancer deri til forløsning af de døde, var også i åndeverdenen.

    55 Jeg bemærkede, at de også var blandt de aædle og store, der i begyndelsen var blevet budvalgt til at være herskere i Guds kirke.

    56 Endog før de blev født, modtog de sammen med mange andre deres første undervisning i åndernes verden og blev aforberedt til at komme frem, når bHerren anså tiden for at være inde, for at arbejde i hans cvingård for menneskesjælenes frelse.

    57 Jeg så, at de trofaste aældster i denne uddeling, når de forlader det jordiske liv, fortsætter deres arbejde med at prædike evangeliet om omvendelse og forløsning ved Guds enbårne Søns offer blandt dem, der er i bmørke og under syndens trældom i den store verden af de afdødes ånder.

    58 De døde, der omvender sig, bliver aforløst ved lydighed mod Guds hus’ bordinancer

    59 og skal, efter at de har lidt straffen for deres overtrædelser og er blevet atvættet rene, modtage en belønning i forhold til deres bgerninger, for de er arvinger til frelse.

    60 Således blev synet om de dødes forløsning åbenbaret for mig, og jeg aflægger vidnesbyrd om, og jeg véd i kraft af vor Herre og frelser Jesu Kristi velsignelse, at denne optegnelse er asand. Således er det. Amen.