Ofre
    Footnotes
    Theme

    Ofre

    I oldtiden betød det at ofre, at man gjorde noget eller nogen hellig. I vore dage forbinder vi det at ofre med det at give afkald på eller lide afsavn, hvad angår verdslige ting til fordel for Herren og hans rige. Medlemmer af Herrens kirke må være villige til at ofre alt for Herren. Joseph Smith sagde, at »en religion, som ikke kræver, at man er villig til at ofre alt, har aldrig haft tilstrækkelig kraft til at skabe den fornødne tro til liv og frelse.« Set i evighedens perspektiv er de velsignelser, som opnås ved at yde ofre, langt større end det, man giver afkald på.

    Da Adam og Eva var blevet drevet ud fra Edens have, gav Herren dem offerloven. Denne lov indebar blandt andet, at de skulle ofre de førstefødte dyr af deres hjorde. Dette offer var symbol på det offer, som Guds enbårne Søn senere bragte (Moses 5:4-8). Denne skik fortsatte indtil Jesu Kristi død, hvorefter dyreofringer ophørte med at være en evangelisk ordinance (Alma 34:13-14). I vore dage nyder kirkens medlemmer nadverbrødet og -vandet til minde om Jesu Kristi offer. Medlemmer af Kristi kirke i dag har også fået befaling om at bringe et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd som offer (3 Ne 9:19-22). Det vil sige, at de er ydmyge, angerfulde samt villige til at omvende sig og adlyde Herrens befalinger.