Josef, Jakobs søn

Omtales i Det Gamle Testamente. Josef var den førstefødte søn af Jakob og Rakel (1 Mos 30:22-24; 37:3).

Josef fik førstefødselsretten, fordi Ruben, Jakobs førstefødte søn med sin første hustru, mistede denne ret på grund af overtrædelse (1 Krøn 5:1-2). Fordi Josef var værdig, var han, som Jakobs førstefødte søn med hustru nummer to, den næste i arverækken. Josef modtog også en velsignelse af sin far Jakob kort før dennes død (1 Mos 49:22-26).

Josef var en karakterstærk mand, som var »forstandig og klog« (1 Mos 41:39). Hans afvisning af Potifars hustru var et eksempel på, hvordan man udviser tro og er kysk og retskaffen (1 Mos 39:7-12). Da Josef afslørede sin sande identitet for sine brødre i Egypten, takkede han dem i stedet for at bebrejde dem deres hårde behandling af ham. Han mente, at deres handling havde været medvirkende til at Guds vilje kunne ske (1 Mos 45:4-15).

Af nutidige åbenbaringer fremgår det, hvilken storslået mission Josefs slægt har i de sidste dage (JSO, 1 Mos 50:24-38 [Tillæg]; 2 Ne 3:3-24; 3 Ne 20:25-27).

Jakob elskede Josef meget højt og gav ham en lang ærmekjortel, 1 Mos 37:3.
På grund af skinsyge kom Josefs brødre til at hade ham og planlagde at slå ham ihjel, men de solgte ham i stedet til handelsmænd, som var på vej til Egypten, 1 Mos 37:5-36.
Herren hjalp Josef i Egypten, og han blev sat til at bestyre Potifars hus, 1 Mos 39:1-4.
Potifars hustru løj og sagde, at Josef havde forsøgt at forføre hende. Josef blev uskyldig dømt og sat i fængsel, 1 Mos 39:7-20.
Josef tolkede de drømme, som faraos mundskænk og faraos bager havde haft, 1 Mos 40.
Farao fattede tillid til Josef, fordi han havde tydet en af hans drømme. Josef blev gjort til hersker i Egypten, 1 Mos 41:14-45.
Efraim og Manasse fødes, 1 Mos 41:50-52.
Josef genforenes med sin far og sine brødre, 1 Mos 45-46.
Josef døde i Egypten i en alder af 110 år, 1 Mos 50:22-26.