Studiehjælp
Elias, profeten


Elias, profeten

En profet fra Det Gamle Testamente, som er vendt tilbage i de sidste dage for at overdrage nøglerne til beseglingsmagten til Joseph Smith og Oliver Cowdery. Elias virkede i sin tid i nordriget Israel (1 Kong 17-22; 2 Kong 1-2). Han havde stor tro på Herren og er kendt for mange mirakler. På hans anmodning forhindrede Gud, at der faldt regn i 3½ år. Han opvækkede en dreng fra de døde og nedkaldte ild fra himlen (1 Kong 17-18). Jøderne venter stadig på, at Elias skal vende tilbage, sådan som Malakias profeterede, at han ville (Mal 3:23). Han bliver altid indbudt til jødernes påskemåltid, hvor man lader døren stå på klem og dækker op til ham ved bordet.

Profeten Joseph Smith har sagt, at Elias besad det melkisedekske præstedømmes magt til at besegle, og at han var den sidste, der gjorde det, inden Jesu Kristi tid. Han viste sig sammen med Moses på Forklarelsens Bjerg og overdrog præstedømmets nøgler til Peter, Jakob og Johannes (Matt 17:3). Han viste sig igen sammen med Moses og andre i templet i Kirtland i Ohio den 3. april 1836 og overdrog de samme nøgler til Joseph Smith og Oliver Cowdery (L&P 110:13-16). Alt dette var led i forberedelsen til Herrens andet komme, som omtalt i Malakias’ Bog 3:23-24.

Elias’ magt er præstedømmets magt til at besegle, hvorved det, der bliver bundet eller løst på jorden, bliver bundet eller løst i himlen (L&P 128:8-18). Herrens udvalgte tjenere på jorden i dag besidder denne magt til at besegle, og de udfører evangeliets frelsende ordinancer for levende og døde (L&P 128:8).