Således som ordet anvendes i skrifterne, betyder forsoning at lide straffen for synd og derved fjerne virkningerne af synden fra den angerfulde synder, så denne kan blive forligt med Gud. Jesus Kristus var den eneste, som var i stand til at udvirke en fuldkommen forsoning for hele menneskeheden. Han var i stand til dette på grund af sin udvælgelse og forudordination i det store råd, inden verden blev dannet (Eter 3:14; Moses 4:1-2; Abr 3:27), sin stilling som Guds Søn og sit syndfri liv. Hans forsoning omfattede hans lidelse for menneskehedens synder, udgydelsen af hans blod samt hans død og efterfølgende opstandelse fra graven (Es 53:3-12; Luk 22:44; Mosi 3:5-11; Alma 7:10-13; L&P 19:16-19). Takket være forsoningen opstår alle mennesker fra de døde med et udødeligt legeme (1 Kor 15:22). Forsoningen giver os også mulighed for at opnå tilgivelse for vore synder og at leve sammen med Gud i al evighed. Det menneske, som har nået ansvarlighedsalderen og antaget loven, kan imidlertid kun opnå disse velsignelser, hvis vedkommende udviser tro på Jesus Kristus, omvender sig fra sine synder, modtager de frelsende ordinancer og adlyder Guds befalinger. De, som ikke når ansvarlighedsalderen, og de, som lever uden loven, bliver forløst i kraft af forsoningen (Mosi 15:24-25; Moro 8:22). I skrifterne forklares det tydeligt, at hvis Kristus ikke havde sonet for vore synder, kunne ingen lov, ingen ordinance eller noget offer have tilfredsstillet retfærdighedens krav, og mennesket kunne aldrig vende tilbage til Guds nærhed (2 Ne 2; 9).