Lære og Pagter 128
    Footnotes

    Afsnit 128

    Et brev fra profeten Joseph Smith til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som indeholder yderligere anvisninger om dåb for de døde, dateret i Nauvoo, Illinois, den 6. september 1842 (History of the Church, 5:148–153).

    1–5: Lokale skrivere og generalskrivere skal bekræfte udførelsen af dåbshandlinger for de døde. 6–9: Deres optegnelser er bindende og optegnet på jorden og i himlen. 10–14: Døbefonden er et sindbillede på graven. 15–17: Profeten Elias har gengivet magt med hensyn til dåb for de døde. 18–21: Alle tidligere uddelingers nøgler, magt og myndighed er blevet gengivet. 22–25: Glædelige og herlige tidender forkyndes for de levende og de døde.

    1 Som jeg fortalte jer i mit brev, før jeg forlod mit opholdssted, at jeg ville skrive til jer fra tid til anden og give jer oplysninger vedrørende mange emner, genoptager jeg nu emnet adåb for de døde, da dette emne synes at optage mit sind og trænge sig mest på i mine følelser, siden mine fjender begyndte at forfølge mig.

    2 Jeg skrev nogle få åbenbaringsord til jer angående en skriver. Jeg har fået yderligere nogle få tanker vedrørende denne sag, hvilke jeg nu bekræfter. I mit forrige brev blev det nemlig fremført, at der skulle være en askriver, som skulle være øjenvidne og også høre med sine ører, så han på troværdig måde kunne udfærdige en optegnelse over for Herren.

    3 Se, hvad dét angår, så ville det være meget vanskeligt for én skriver at være til stede på ethvert tidspunkt og udføre alt arbejdet. For at imødegå denne vanskelighed kan der i hver kreds i byen udpeges en skriver, der er velkvalificeret til at tage et nøjagtigt referat; og lad ham være meget detaljeret og præcis med at nedskrive alt, hvad der foretages, og i sin optegnelse bekræfte, at han så det med sine egne øjne og hørte det med sine egne ører, og anføre datoen og navne osv. samt hele handlingsforløbet og ved navn anføre tre personer, som er til stede, hvis der er nogen til stede, og som på et hvilket som helst tidspunkt, hvis de anmodes derom, kan bekræfte dette, således at ahvert ord kan stadfæstes ved to eller tre vidners mund.

    4 Lad der derudover være en generalskriver, til hvem disse andre optegnelser kan overdrages, ledsaget af attester med deres egne underskrifter, som bekræfter, at den optegnelse, de har udfærdiget, er sand. Så kan kirkens generalskriver indføre optegnelsen i kirkens hovedbog sammen med attesterne og alle de tilstedeværende vidner med sin egen erklæring om, at han oprigtigt tror, at ovenstående erklæring og optegnelser er sande ud fra sit kendskab til disse mænds karakter i almindelighed og kirkens udpegelse af dem. Og når dette er indført i kirkens hovedbog, skal optegnelsen være lige så hellig og skal godtgøre ordinancen på samme måde, som hvis han havde set med sine egne øjne og hørt med sine egne ører og udfærdiget en optegnelse om det i kirkens hovedbog.

    5 I synes måske, at denne fremgangsmåde er meget omstændelig, men lad mig sige jer, at det blot er for at efterkomme Guds vilje ved at iagttage den befaling og forberedelse, som Herren har befalet og forberedt før verdens grundlæggelse til afrelse for de døde, der måtte dø buden kundskab om evangeliet.

    6 Og videre vil jeg gerne have, at I erindrer, at Johannes Åbenbarer grundede over det selv samme emne angående de døde, da han, som I kan finde det optegnet i Johannes’ Åbenbaring 20:12, kundgjorde: Og jeg så de døde, store og små, stå foran Gud; og bøgerne blev åbnet; og en anden bog blev åbnet, som er livets bog; og de døde blev dømt efter deres gerninger i henhold til det, der stod skrevet i bøgerne.

    7 I dette citat kan I se, at bøgerne blev åbnet; og en anden bog blev åbnet, som var alivets bog; men de døde blev dømt efter deres gerninger i henhold det, som stod skrevet i bøgerne; følgelig må de bøger, der omtales, være de bøger, som indeholdt optegnelsen over deres gerninger, og henvise til de boptegnelser, der bliver ført på jorden. Og den bog, der var livets bog, er den optegnelse, som bliver ført i himlen; hvilket princip nøje stemmer overens med den lære, som der gives jer befaling om i den åbenbaring, som er indeholdt i det brev, som jeg skrev til jer, før jeg forlod mit opholdssted – således at alt det, I optegner, må blive optegnet i himlen.

    8 Se, beskaffenheden af denne ordinance ligger i apræstedømmets magt, givet ved åbenbaring fra Jesus Kristus, hvorved det bliver jer tilstedt, at hvad I bbinder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen. Eller med andre ord, hvis vi ser på oversættelsen på en anden måde: Hvad I optegner på jorden, skal blive optegnet i himlen, og hvad I ikke optegner på jorden, skal ikke blive optegnet i himlen; for jeres døde skal blive dømt efter deres egne gerninger i henhold til bøgerne, hvad enten de selv har udført cordinancerne i egen propria persona eller ved hjælp af deres egne stedfortrædere i overensstemmelse med den ordinance, som Gud har beredt til deres dfrelse fra før verdens grundlæggelse, i henhold til de optegnelser, som de har ført over deres døde.

    9 Det kan for nogle synes at være en meget dristig lære, vi taler om – en magt, som optegner eller binder på jorden og binder i himlen. Ikke desto mindre er denne magt altid blevet givet i alle verdens tidsaldre, når som helst Herren har givet en auddeling af præstedømmet til nogen mand ved bogstavelig åbenbaring eller nogen gruppe af mænd. Hvad disse mænd derfor gjorde med bmyndighed i Herrens navn og gjorde det samvittighedsfuldt og nøjagtigt og på en korrekt og nøjagtig måde optegnede, det blev en lov på jorden og i himlen og kunne ifølge den store cJahves forordning ikke ophæves. Dette er et troværdigt udsagn. Hvem kan høre det?

    10 Og videre, som fortilfælde, Matthæusevangeliet 16:18, 19: Og jeg siger også til dig, at du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min kirke, og helvedes porte skal ikke få magt over den. Og jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget; og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlen; og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlen.

    11 Se, hele sagens vigtige og storslåede hemmelighed, hele emnets summum bonum, som ligger foran os, ligger i at opnå det hellige præstedømmes magt. For den, der har fået disse anøgler, er der ingen vanskelighed ved at opnå kundskab om kendsgerninger angående menneskenes børns bfrelse, både såvel for de døde som for de levende.

    12 Heri er der aherlighed og bære og cudødelighed og evigt liv: Ordinancen dåb med vand, at blive dnedsænket deri, for at modsvare ligheden med de døde, så det ene princip må stemme overens med det andet; at blive nedsænket i vandet og komme op af vandet er i lighed med opstandelsen fra de døde, som kommer op af deres grave; derfor blev denne ordinance indstiftet for at skabe en forbindelse til ordinancen dåb for de døde, idet den er i lighed med de døde.

    13 Følgelig blev adøbefonten indført som et bsindbillede på graven, og det blev befalet, at den skulle stå på et sted under det sted, hvor de levende plejer at forsamle sig for at fremstille de levende og de døde, for at alt må have sin lighed, og for at de kan stemme overens med hinanden – idet det, der er jordisk, stemmer overens med det, der er himmelsk, sådan som Paulus har sagt, Første Korintherbrev 15:46, 47 og 48:

    14 Men det, der er åndeligt, var ikke det første, men det, der er naturligt; og dernæst det, der er åndeligt. Det første menneske er af jord, jordisk; det andet menneske er Herren fra himlen. Som det jordiske er, således er også de, der er jordiske; og som det himmelske er, således er også de, der er himmelske. Og som optegnelserne på jorden angående jeres døde er, når de er korrekt udfærdiget, således er også optegnelserne i himlen. Dette er derfor den abeseglende og bindende magt, og i én af ordets betydninger brigets nøgler, som består i ckundskabens nøgle.

    15 Og se, mine højt elskede brødre og søstre, lad mig forvisse jer om, at disse er principper angående de døde og de levende, som man ikke kan tage let på, hvad angår vor frelse. For deres afrelse er nødvendig og afgørende for vor frelse, sådan som Paulus siger angående fædrene – at de ikke kan blive gjort bfuldkomne uden os – ej heller kan vi blive gjort fuldkomne uden vore døde.

    16 Og se, hvad angår dåben for de døde vil jeg give jer et andet citat af Paulus, Første Korintherbrev 15:29: Hvad ellers vil de udrette, som bliver døbt for de døde, hvis de døde overhovedet ikke opstår? Hvorfor bliver de så døbt for de døde?

    17 Og videre, i forbindelse med dette citat vil jeg give jer et citat af en af profeterne, som havde blikket fæstet på præstedømmets agengivelse, de herligheder, som skal blive åbenbaret i de sidste dage og på en særlig måde dette, det herligste af alle emner, som hører til det evigtvarende evangelium, nemlig dåben for de døde; for Malakias siger i det sidste kapitel, versene fem og seks: Se, jeg vil sende jer bprofeten Elias, før Herrens store og frygtelige dag kommer; og han skal vende fædrenes hjerte til børnene og børnenes hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå jorden med en forbandelse.

    18 Jeg kunne have givet en atydeligere oversættelse af dette, men den er tilstrækkelig tydelig til, at den tjener mit formål, sådan som den står. Det er i dette tilfælde tilstrækkeligt at vide, at verden vil blive slået med en forbandelse, medmindre der er et sammenføjende bled af en eller anden slags mellem fædrene og børnene med hensyn til et eller andet emne – og se, hvad er dette emne? Det er cdåben for de døde. For vi kan ikke blive gjort fuldkomne uden dem; ej heller kan de blive gjort fuldkomne uden os. Ej heller kan de eller vi blive gjort fuldkomne uden dem, der også er døde i evangeliet, for det er nødvendigt ved indledningen til dtidernes fyldes uddeling, hvilken uddeling nu er ved at blive indledt, at en hel og fuldstændig og fuldkommen forening og sammenføjning af uddelinger og nøgler og magter og herligheder finder sted og bliver åbenbaret fra Adams dage helt til nærværende tid. Og ikke alene dette, men det, som aldrig efter everdens grundlæggelse har været åbenbaret, men som har været skjult for de vise og forstandige, skal blive åbenbaret for de fspæde og diende i denne, tidernes fyldes uddeling.

    19 Se, hvad hører vi i det evangelium, som vi har modtaget? En glædesrøst! En barmhjertighedsrøst fra himlen og en asandhedsrøst fra jorden, glædelige tidender for de døde, en glædesrøst for de levende og de døde, bglædelige tidender om stor fryd. Hvor herlige på bjergene er ikke cfødderne af dem, som bringer glædelige tidender om godt, og som siger til Zion: Se, din Gud regerer! Som dduggen på Karmel, således skal kundskaben fra Gud falde på dem.

    20 Og videre, hvad hører vi? Glædelige tidender fra aCumora! bMoroni, en engel fra himlen, som kundgør profeternes opfyldelse – cbogen, som skulle åbenbares. Herrens røst i det uopdyrkede land i dFayette, Seneca County, som udpeger de tre vidner, som skal eaflægge vidnesbyrd om bogen! fMikaels røst på bredderne af Susquehanna, hvor han afslørede Djævelen, da denne viste sig som glysets engel! hPeters, Jakobs og Johannes’ røst i det uopdyrkede land mellem Harmony, Susquehanna County, og Colesville, Broome County, ved Susquehannafloden, som bekendtgør, at de var i besiddelse af inøglerne til riget og til tidernes fyldes uddeling.

    21 Og videre, Guds røst i gamle afader Whitmers kammer i Fayette, Seneca County, og på forskellige tidspunkter og på forskellige steder under alle denne kirkes, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges, rejser og modgang. Og Mikaels, ærkeenglens, røst; bGabriels og cRafaels og forskellige dengles røst, fra eMikael, eller Adam, op til nærværende tid, som alle kundgør deres fuddeling, deres rettigheder, deres nøgler, deres æresbevisninger, deres storhed og herlighed og magten i deres præstedømme, giver linje på linje, forskrift på forskrift, lidt her og lidt der, bringer os trøst ved at bebude det, der skal ske og bestyrker vort ghåb!

    22 Brødre, skal vi ikke gå videre, hvad angår så stor en sag? Gå fremad og ikke tilbage. Fat mod, brødre, og videre, videre frem til sejr! Lad jeres hjerte fryde sig og være overordentlig glad. Lad jorden abryde ud i sang. Lad de døde synge hymner til evig pris for kong bImmanuel, som, før verden blev til, har forordnet det, der vil sætte os i stand til at cforløse dem fra deres dfængsel; for fangerne skal gives fri.

    23 Lad abjergene juble af glæde, og råb højt, alle I dale; og fortæl, alle I have og det tørre land, om jeres evige konges undere! Og I floder og bække og kilder, flyd af sted med glæde. Lad skovene og alle markens træer prise Herren; og bgræd af glæde, I massive klipper. Og lad solen, månen og cmorgenstjernerne synge sammen, og lad alle Guds sønner råbe af glæde! Og lad de evige skaberværker kundgøre hans navn for evigt og altid! Og atter siger jeg: Hvor herlig er ikke den røst, vi hører fra himlen, og som i vore ører forkynder herlighed og frelse og ære og dudødelighed og eevigt liv; riger, fyrstendømmer og magter!

    24 Se, aHerrens store dag er for hånden; og hvem kan budholde den dag, han kommer, og hvem kan bestå, når han viser sig? For han er som en csmelters ild og som en tvætters lud; og han skal sidde som en, der dsmelter og renser sølv, og han skal rense eLevis sønner og lutre dem som guld og sølv, så de kan bringe Herren et foffer i retfærdighed. Lad os derfor som kirke og som folk og som sidste dages hellige bringe Herren et offer i retfærdighed; og lad os i hans hellige tempel, når det bliver færdigt, fremlægge en bog, som indeholder sådanne goptegnelser om vore døde, som skal være al antagelse værd.

    25 Brødre, jeg har meget at sige til jer om emnet, men vil nu afslutte for nærværende og fortsætte emnet på et andet tidspunkt. Jeg er som altid jeres ydmyge tjener og aldrig svigtende ven.

    Joseph Smith.