Skrifterne
Lære og Pagter 45


Afsnit 45

Åbenbaring givet gennem profeten Joseph Smith til kirken i Kirtland, Ohio, den 7. marts 1831. Før denne åbenbaring anføres det i Joseph Smiths historie, at »på dette tidspunkt i kirkens historie … blev mange falske forlydender … og tåbelige historier udgivet og sat i omløb … for at hindre folk i at undersøge værket eller antage troen. … Men til de helliges glæde, … modtog jeg følgende.«

1-5: Kristus er vor talsmand hos Faderen. 6-10: Evangeliet er et sendebud, der skal berede vejen for Herren. 11-15: Herren tog Enok og hans brødre op til sig selv. 16-23: De tegn, som Kristus har åbenbaret om sit komme, sådan som de blev givet på Oliebjerget. 24-38: Evangeliet skal blive gengivet, ikke-jødernes tider skal blive bragt til afslutning, og en ødelæggende sygdom skal dække landet. 39-47: Tegn, undere og opstandelsen skal finde sted i forbindelse med det andet komme. 48-53: Kristus skal stå på Oliebjerget, og jøderne skal se sårene i hans hænder og fødder. 54-59: Herren skal regere i tusindårsriget. 60-62: Profeten bliver pålagt at påbegynde oversættelsen af Det Nye Testamente, hvorved vigtige oplysninger vil blive gjort kendt. 63-75: De hellige får befaling om at samles og bygge Det Ny Jerusalem, hvortil mennesker fra alle folkeslag vil komme.

1 Lyt, o I min kirkes folk, til hvem riget er blevet givet; lyt I, og lån øre til ham, som lagde jordens grundvold, og som skabte himlene og alle dens hærskarer og ved hvem alt, som lever og rører sig og er til, blev skabt.

2 Og videre siger jeg: Giv agt på min røst, for at døden ikke skal indhente jer i en stund, hvor I ikke tror, at sommeren er forbi, og at høsten er overstået, og hvor jeres sjæle ikke er frelst.

3 Lyt til ham, som er jeres talsmand hos Faderen, og som taler jeres sag over for ham –

4 idet han siger: Fader, se hans lidelser og død, han, som ikke begik nogen synd, ham, i hvem du havde velbehag; se din Søns blod, som blev udgydt, blodet af ham, som du gav, for at du selv kunne blive herliggjort;

5 derfor, Fader, skån disse mine brødre, som tror på mit navn, så de må komme til mig og få evigtvarende liv.

6 Hør, o I min kirkes folk, og lyt, I ældster i forening, og hør min røst, mens det hedder i dag, og forhærd ikke jeres hjerte;

7 for sandelig siger jeg jer, at jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden, verdens lys og liv – et lys, som skinner i mørket, og mørket begriber det ikke.

8 Jeg kom til mine egne, og mine egne tog ikke imod mig; men til så mange, som tog imod mig, gav jeg magt til at gøre mange mirakler og til at blive Guds sønner, ja, og til dem, der troede på mit navn, gav jeg magt til at opnå evigt liv.

9 Og derfor har jeg sendt min evigtvarende pagt til verden, for at den kan være et lys for verden, og for at den kan være et banner for mit folk, og for at ikke-jøderne kan søge hen til den, og for at den kan være et sendebud for mit ansigt til at berede vejen foran mig.

10 Kom I derfor til den, og med ham, der kommer, vil jeg ræsonnere som med menneskene i fordums dage, og jeg vil vise jer min overbevisende måde at ræsonnere på.

11 Lyt derfor i forening, og lad mig vise jer min visdom, ja, visdommen hos ham, som I siger er Enoks og hans brødres Gud,

12 de, som blev taget bort fra jorden og blev taget op til mig – en by, der skal bevares, indtil retfærdighedens dag kommer – en dag, som alle hellige mænd så frem til, og de oplevede den ikke på grund af ugudelighed og vederstyggeligheder

13 og bekendte, at de var fremmede og omrejsende på jorden;

14 men fik et løfte om, at de skulle finde den og se den i kødet.

15 Lyt derfor, og jeg vil ræsonnere med jer, og jeg vil tale til jer og profetere som til menneskene i fordums dage.

16 Og jeg vil vise det tydeligt for jer, ligesom jeg viste det for mine disciple, da jeg stod foran dem i kødet og talte til dem og sagde: Eftersom I har spurgt mig angående tegnene på mit komme på den dag, da jeg kommer i min herlighed i himlens skyer for at opfylde de løfter, som jeg har givet jeres fædre,

17 for eftersom I har set på jeres ånds lange fravær fra jeres legeme som værende trældom, så vil jeg vise jer, hvorledes forløsningens dag skal komme og ligeså genrejsningen af det spredte Israel.

18 Og se, I ser dette tempel, som ligger i Jerusalem, og som I kalder Guds hus, og jeres fjender siger, at dette hus aldrig skal falde.

19 Men sandelig siger jeg jer, at ødelæggelse skal komme over denne slægt som en tyv om natten, og dette folk skal blive udryddet og spredt blandt alle folkeslag.

20 Og dette tempel, som I nu ser, skal brydes ned, så der ikke lades én sten oven på en anden.

21 Og det skal ske, at dette slægtled af jøder ikke skal gå bort, førend enhver ødelæggelse, som jeg har fortalt jer om med hensyn til dem, skal være sket.

22 I siger, at I ved, at verdens ende kommer; I siger også, at I ved, at himlene og jorden skal forgå;

23 og med hensyn til dette taler I sandt, for således er det; men det, som jeg har sagt jer, skal ikke forgå, førend alt er blevet opfyldt.

24 Og dette har jeg fortalt jer angående Jerusalem; og når den dag kommer, skal en rest blive spredt blandt alle folkeslag;

25 men de skal blive indsamlet igen; men de skal forblive spredt, indtil ikke-jødernes tider er bragt til afslutning.

26 Og på den dag skal der høres om krige og rygter om krige, og hele jorden skal være i oprør, og hjertet skal synke i livet på menneskene, og de skal sige, at Kristus udsætter sit komme indtil jordens ende.

27 Og menneskenes kærlighed skal blive kold, og ugudelighed være fremherskende.

28 Og når ikke-jødernes tider er kommet, skal et lys bryde frem blandt dem, der sidder i mørke, og det skal være mit evangeliums fylde;

29 men de modtager det ikke; for de fatter ikke lyset, og de vender deres hjerte bort fra mig på grund af menneskers forskrifter.

30 Og i den slægt skal ikke-jødernes tider blive bragt til afslutning.

31 Og i den slægt skal der findes mennesker stående, som ikke skal gå bort, førend de har set en omsiggribende svøbe; for en ødelæggende sygdom skal dække landet.

32 Men mine disciple skal stå på hellige steder og skal ikke lade sig flytte; men blandt de ugudelige skal menneskene opløfte deres røst og forbande Gud og dø.

33 Og der skal også være jordskælv forskellige steder og mange ødelæggelser; alligevel vil menneskene forhærde hjertet mod mig, og de vil gribe til sværdet mod hinanden, og de vil slå hinanden ihjel.

34 Og se, da jeg, Herren, havde talt disse ord til mine disciple, var de foruroligede.

35 Og jeg sagde til dem: Vær ikke foruroligede, for når alt dette sker, kan I vide, at de løfter, der er blevet givet jer, skal blive opfyldt.

36 Og når lyset begynder at bryde frem, skal det være med dem som i en lignelse, som jeg vil vise jer –

37 I kigger og skuer figentræerne, og I ser dem med jeres øjne, og I siger, når de begynder at springe ud, og deres blade endnu er spæde, at nu er sommeren nær for hånden;

38 således skal det være på den dag, når de skal se alt dette; da skal de vide, at timen er nær for hånden.

39 Og det skal ske, at den, der frygter mig, skal se hen til, at Herrens store dag kommer, ja, til tegneneMenneskesønnens komme.

40 Og de skal se tegn og undere, for de skal blive vist i himlene oventil og på jorden nedentil.

41 Og de skal se blod og ild og røgdis.

42 Og førend Herrens dag kommer, skal solen blive formørket og månen blive forvandlet til blod, og stjernerne skal falde fra himlen.

43 Og de tilbageblevne skal blive indsamlet til dette sted;

44 og da skal de se efter mig, og se, jeg kommer; og de skal se mig i himlens skyer, iført magt og stor herlighed sammen med alle de hellige engle; og den, der ikke ser efter mig, skal blive forstødt.

45 Men førend Herrens arm falder, skal en engel blæse i sin basun, og de hellige, som har sovet, skal komme frem for at møde mig i skyen.

46 Derfor, velsignede er I, hvis I har sovet i fred; for ligesom I nu ser mig og ved, at jeg er til, således skal I komme til mig, og jeres sjæl skal leve, og jeres forløsning skal blive fuldkommengjort; og de hellige skal komme frem fra jordens fire hjørner.

47 Da skal Herrens arm falde på folkeslagene.

48 Og da skal Herren sætte sin fod på dette bjerg, og det skal spaltes i to dele, og jorden skal bæve og rave frem og tilbage, og himlene skal også ryste.

49 Og Herren skal lade sin røst lyde, og alle jordens ender skal høre den, og jordens folkeslag skal sørge, og de, der har leet, skal indse deres dårskab.

50 Og ulykker skal ramme spotteren, og foragteren skal blive fortæret; og de, der har luret på ondt, skal blive hugget om og kastet i ilden.

51 Og da skal jøderne se på mig og sige: Hvad er det for sår i dine hænder og dine fødder?

52 Da skal de vide, at jeg er Herren; for jeg vil sige til dem: Disse sår er de sår, hvormed jeg blev såret i mine venners hus. Jeg er den, som blev løftet op. Jeg er Jesus, som blev korsfæstet. Jeg er Guds Søn.

53 Og da skal de græde på grund af deres syndighed, da skal de sørge, fordi de forfulgte deres konge.

54 Og da skal de hedenske folkeslag blive forløst, og de, som ikke har kendt nogen lov, skal få del i den første opstandelse; og det skal være tåleligt for dem.

55 Og Satan skal blive bundet, så han ikke får nogen plads i menneskenes børns hjerte.

56 Og på den dag, da jeg kommer i min herlighed, skal den lignelse, som jeg fortalte om de ti brudepiger, blive opfyldt.

57 For de, der er kloge og har modtaget sandheden og gjort den hellige Ånd til deres vejleder og ikke har ladet sig bedrage – sandelig siger jeg jer: De skal ikke blive hugget om og kastet i ilden, men skal udholde den dag.

58 Og jorden skal blive givet dem i arv; og de skal mangfoldiggøre sig og blive stærke, og deres børn skal vokse op uden synd til frelse.

59 For Herren skal være midt iblandt dem, og hans herlighed skal være over dem, og han skal være deres konge og deres lovgiver.

60 Og se nu, jeg siger dig: Det skal ikke blive givet dig at vide mere angående dette kapitel, førend Det Nye Testamente er blevet oversat, og deri skal alt dette blive kundgjort;

61 derfor giver jeg dig nu lov til at oversætte det, for at du kan være beredt på det, der kommer.

62 For sandelig siger jeg jer, at store ting venter jer;

63 I hører om krige i fremmede lande; men se, jeg siger jer: De er nær, ja, står for døren, og om ikke mange år skal I høre om krige i jeres egne lande.

64 Derfor har jeg, Herren, sagt: Træk jer ud af landene mod øst, saml jer, I min kirkes ældster; drag I ud til landene mod vest, opfordr indbyggerne til at omvende sig, og i det omfang de omvender sig, opbyg da menigheder til mig.

65 Og saml med ét hjerte og med ét sind jeres rigdomme sammen, så I kan købe en arvelod, som herefter skal blive udpeget for jer.

66 Og den skal blive kaldt Det Ny Jerusalem, fredens land, en tilflugtsby, et sikkert sted for Gud den Højestes hellige;

67 og Herrens herlighed skal være der, og skræk for Herren skal også være der, således at de ugudelige ikke vil komme der, og den skal kaldes Zion.

68 Og det skal ske blandt de ugudelige, at enhver, som ikke vil gribe til sværdet mod sin næste, nødvendigvis må flygte til Zion for at være i sikkerhed.

69 Og mennesker fra ethvert folkeslag under himlen skal indsamles dertil; og det skal være det eneste folk, som ikke skal være i krig indbyrdes.

70 Og det skal siges blandt de ugudelige: Lad os ikke drage op for at kæmpe mod Zion, for Zions indbyggere er skrækindjagende; derfor kan vi ikke stå os imod dem.

71 Og det skal ske, at de retfærdige skal blive samlet ind fra alle folkeslag og komme til Zion, idet de synger sange om evigtvarende glæde.

72 Og se, jeg siger jer: Sørg for, at dette ikke kommer ud til verden, førend jeg anser det for nødvendigt, for at I kan udføre dette værk for øjnene af menneskene og for øjnene af jeres fjender, for at de ikke skal kende jeres gerninger, førend I har udført det, som jeg har befalet jer;

73 så de, når de får kendskab dertil, at de da må grunde over dette.

74 For når Herren kommer til syne, skal han være skrækindjagende for dem, så de bliver grebet af frygt, og de vil stå langt borte og bæve.

75 Og alle folkeslag skal være bange på grund af deres skræk for Herren og hans magts kraft. Således er det. Amen.