1 Der er i kirken to præstedømmer, nemlig det melkisedekske og det aronske, som omfatter det levitiske præstedømme.

2 Årsagen til, at det første kaldes det melkisedekske præstedømme, er, at Melkisedek var så stor en højpræst.

3 Før hans tid blev det kaldt det hellige præstedømme efter Guds Søns orden.

4 Men for, af respekt eller ærbødighed for det allerhøjeste væsens navn, at undgå en for hyppig gentagelse af hans navn, kaldte de, kirken i fordums tid, dette præstedømme efter Melkisedek, eller det melkisedekske præstedømme.

5 Alle andre beføjelser og embeder i kirken er tillæg til dette præstedømme.

6 Men der er to opdelinger eller hovedinddelinger: Den ene er det melkisedekske præstedømme, og den anden er det aronske, eller levitiske, præstedømme.

7 Embedet som ældste hører under Melkisedeks præstedømme.

8 Det melkisedekske præstedømme besidder retten til at præsidere og har magt og myndighed over alle embeder i kirken i alle verdens tidsaldre til at forvalte det åndelige.

9 Præsidentskabet for det høje præstedømme efter Melkisedeks orden har ret til at virke i alle embederne i kirken.

10 Højpræster af det melkisedekske præstedømmes orden har ret til at virke i deres eget embede under ledelse af præsidentskabet, hvad angår forvaltningen af det, der er åndeligt, og også i embedet som ældste, præst (af den levitiske orden), lærer, diakon og medlem.

11 En ældste har ret til at virke i højpræstens sted, når en sådan ikke er til stede.

12 Højpræsten og ældsten skal forvalte det åndelige i overensstemmelse med kirkens pagter og befalinger; og de har ret til at virke i alle disse embeder i kirken, når der ikke er nogen højere autoriteter til stede.

13 Det andet præstedømme kaldes Arons præstedømme, fordi det blev overdraget Aron og hans efterkommere gennem alle deres slægter.

14 Årsagen til, at det kaldes det mindre præstedømme, er, at det er et tillæg til det større, eller det melkisedekske, præstedømme og har magt til at forrette ydre ordinancer.

15 Biskoprådet udgør præsidentskabet for dette præstedømme og besidder nøglerne eller myndigheden til dette.

16 Ingen mand har en lovfæstet ret til dette embede, til at besidde nøglerne til dette præstedømme, medmindre han er en bogstavelig efterkommer af Aron.

17 Men eftersom en højpræst i det melkisedekske præstedømme har myndighed til at virke i alle de mindre embeder, kan han virke i embedet som biskop, når der ikke kan findes nogen bogstavelig efterkommer af Aron, forudsat at han bliver kaldet og indsat og ordineret til denne magt under hænderne på præsidentskabet for det melkisedekske præstedømme.

18 Det højere, eller det melkisedekske, præstedømmes magt og myndighed er at besidde nøglerne til alle de åndelige velsignelser i kirken –

19 at have det privilegium at modtage Himmerigets hemmeligheder, at få himlene åbnet for sig, at nyde fællesskab med den Førstefødtes almindelige forsamling og menighed og at nyde Gud Faderens og Jesu, den nye pagts formidlers, fællesskab og nærvær.

20 Det mindre, eller det aronske, præstedømmes magt og myndighed er at besidde nøglerne til englebetjening og at forrette de ydre ordinancer, evangeliets bogstav, omvendelsesdåb til syndernes forladelse i overensstemmelse med pagterne og befalingerne.

21 Der må nødvendigvis være præsidenter, eller præsiderende embedsmænd, som fremstår af eller udpeges fra eller blandt dem, der er blevet ordineret til de forskellige embeder i disse to præstedømmer.

22 Fra det melkisedekske præstedømme skal tre præsiderende højpræster, som er udvalgt af gruppen, udpeget og ordineret til dette embede og opretholdt ved kirkens tillid, tro og bøn, udgøre et kvorum, som er præsidentskabet for kirken.

23 De tolv omrejsende rådsmedlemmer er kaldet til at være de tolv apostle, eller særlige vidner om Kristi navn i hele verden – og adskiller sig derved fra andre embedsmænd i kirken med hensyn til pligterne i deres kald.

24 Og de udgør et kvorum, der, hvad myndighed og magt angår, er jævnbyrdigt med de tre føromtalte præsidenter.

25 De halvfjerds er også kaldet til at prædike evangeliet og til at være særlige vidner for ikke-jøderne og i hele verden – og adskiller sig derved fra andre embedsmænd i kirken med hensyn til pligterne i deres kald.

26 Og de udgør et kvorum, der, hvad myndighed angår, er jævnbyrdigt med den, som de netop omtalte tolv særlige vidner eller apostle har.

27 Og enhver beslutning, som træffes af et af disse kvorummer, skal træffes ved enstemmighed, det vil sige, at hvert medlem i det pågældende kvorum skal være enig i dets beslutninger, for at give deres beslutninger samme kraft eller gyldighed i forhold til hinanden –

28 et flertal kan udgøre et kvorum, når omstændighederne gør det umuligt, at det kan være anderledes –

29 medmindre dette er tilfældet, er deres beslutninger ikke berettiget til de samme velsignelser som de beslutninger, der fordum blev truffet af et kvorum af tre præsidenter, som var ordineret til præstedømmet efter Melkisedeks orden og var retfærdige og hellige mænd.

30 De beslutninger, der træffes af disse kvorummer eller af et af dem, skal træffes i al retfærdighed, i hellighed og hjertets ydmyghed, sagtmodighed og langmodighed og i tro og dyd og kundskab, mådeholdenhed, tålmodighed, gudsfrygt, broderlig venlighed og næstekærlighed;

31 for løftet er, at hvis dette findes hos dem i rigt mål, skal de ikke være ufrugtbare med hensyn til kundskaben om Herren.

32 Og i tilfælde af at nogen beslutning i disse råd træffes i uretfærdighed, kan den fremlægges for en fælles forsamling bestående af de forskellige kvorummer, som udgør kirkens åndelige autoriteter; derudover kan deres beslutning ikke ankes.

33 De tolv er et omrejsende præsiderende højråd, der skal virke i Herrens navn under ledelse af kirkens præsidentskab i overensstemmelse med himlens forordning og opbygge kirken og styre alle dens anliggender blandt alle folkeslag, først for ikke-jøderne og derefter for jøderne.

34 De halvfjerds skal handle i Herrens navn under de tolvs, eller det omrejsende højråds, ledelse med hensyn til at opbygge kirken og styre alle dens anliggender blandt alle folkeslag, først for ikke-jøderne og derefter for jøderne –

35 idet de tolv er blevet udsendt og besidder nøglerne til at kunne åbne døren ved at forkynde Jesu Kristi evangelium, og det først for ikke-jøderne og derefter for jøderne.

36 De stående højråd i Zions stave udgør et kvorum, der, hvad angår myndighed med hensyn til kirkens anliggender, i alle beslutninger er jævnbyrdigt med det kvorum, som udgøres af præsidentskabet, eller med det omrejsende højråd.

37 Højrådet i Zion udgør et kvorum, der, hvad angår myndighed med hensyn til kirkens anliggender, i alle sine beslutninger er jævnbyrdig med de råd, der udgøres af de tolv i Zions stave.

38 Når det omrejsende højråd har brug for hjælp, er det dets pligt at rette anmodning til de halvfjerds, frem for til nogen anden, om at udfylde de forskellige kald til at prædike og forvalte evangeliet.

39 Det er de tolvs pligt at ordinere evangelister i alle store grene af kirken, sådan som det skal blive udpeget for dem ved åbenbaring.

40 Denne præstedømmeorden blev oprettet sådan, at det skulle gives videre fra far til søn og tilhører med rette de bogstavelige efterkommere af den udvalgte slægtslinje, til hvem løfterne blev givet.

41 Denne orden blev indstiftet i Adams dage og blev overdraget fra slægtled til slægtled på følgende måde:

42 Fra Adam til Set, der blev ordineret af Adam i en alder af niogtres år og blev velsignet af ham tre år før hans (Adams) død og fik det løfte af Gud gennem sin far, at hans efterslægt skulle være Herrens udvalgte, og at de skulle blive bevaret indtil jordens ende,

43 fordi han (Set) var en fuldkommen mand, og hans udseende var nøjagtig som hans fars udseende, således at han på alle måder syntes at være sin far lig og kun kunne skelnes fra ham ved sin alder.

44 Enosh blev ordineret under Adams hånd i en alder af et hundrede og fireogtredive år og fire måneder.

45 Gud talte til Kenan i ørkenen, da denne var i sin alders fyrretyvende år; og han mødte Adam, mens han var på vej til stedet Shedolamak. Han var syvogfirs år gammel, da han modtog sin ordination.

46 Mahalal’el var fire hundrede og niogtres år og syv dage gammel, da han blev ordineret under Adams hånd, og han blev også velsignet af ham.

47 Jered var to hundrede år gammel, da han blev ordineret under Adams hånd, og blev også velsignet af ham.

48 Enok var femogtyve år gammel, da han blev ordineret under Adams hånd; og han var femogtres, og da velsignede Adam ham.

49 Og han så Herren, og han vandrede med ham og var bestandig for hans ansigt; og han vandrede med Gud i tre hundrede og femogtres år, hvilket betyder, at han var fire hundrede og tredive år gammel, da han blev forvandlet.

50 Metusalem var et hundrede år gammel, da han blev ordineret under Adams hånd.

51 Lemek var toogtredive år gammel, da han blev ordineret under Sets hånd.

52 Noa var ti år gammel, da han blev ordineret under Metusalems hånd.

53 Tre år før sin død kaldte Adam Set, Enosh, Kenan, Mahalal’el, Jered, Enok og Metusalem, som alle var højpræster, sammen med den rest af sin efterslægt, som var retfærdige, ind i Adam-ondi-Ahmans dal og gav dem dér sin sidste velsignelse.

54 Og Herren viste sig for dem, og de rejste sig og priste Adam og kaldte ham Mikael, fyrsten, ærkeenglen.

55 Og Herren ydede Adam trøst og sagde til ham: Jeg har sat dig til at stå i spidsen – en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og du skal for evigt være fyrste over dem.

56 Og Adam rejste sig midt i forsamlingen, og til trods for at han var nedbøjet af alder, forudsagde han, fyldt af Helligånden, alt, hvad der skulle ske hans efterslægt indtil det sidste slægtled.

57 Dette blev alt sammen skrevet i Enoks bog, og der skal aflægges vidnesbyrd om det, når tiden er inde.

58 Det er også de tolvs pligt at ordinere og bringe orden blandt alle de andre embedsmænd i kirken i overensstemmelse med den åbenbaring, som lyder:

59 Til Kristi kirke i Zions land som tillæg til kirkelovene angående kirkens anliggender:

60 Sandelig siger jeg jer, siger Hærskarers Herre: Der må nødvendigvis være præsiderende ældster til at præsidere over dem, der bærer embedet som ældste;

61 og også præster til at præsidere over dem, der bærer embedet som præst;

62 og på tilsvarende måde også lærere til at præsidere over dem, der bærer embedet som lærer; og også diakonerne –

63 altså fra diakon til lærer og fra lærer til præst og fra præst til ældste, hver især sådan som de er blevet udpeget i overensstemmelse med kirkens pagter og befalinger.

64 Dernæst kommer det høje præstedømme, som er det største af alle.

65 Derfor må det nødvendigvis være således, at der bliver udpeget en fra det høje præstedømme til at præsidere over præstedømmet, og han skal kaldes præsident for kirkens høje præstedømme;

66 eller med andre ord, den præsiderende højpræst for kirkens høje præstedømme.

67 Fra ham kommer forrettelsen af ordinancer og velsignelser til kirken ved håndspålæggelse.

68 Derfor er embedet som biskop ikke jævnbyrdig med det, for embedet som biskop består i at forvalte alt det timelige;

69 ikke desto mindre skal en biskop udvælges blandt det høje præstedømme, medmindre han er en bogstavelig efterkommer af Aron;

70 for medmindre han er en bogstavelig efterkommer af Aron, kan han ikke besidde nøglerne til dette præstedømme.

71 Dog kan en højpræst, det vil sige af Melkisedeks orden, indsættes til at forvalte timelige anliggender, idet han får kundskab om dem ved sandhedens Ånd;

72 og også til at være dommer i Israel, til at tage sig af kirkens anliggender og til at sidde til doms over overtrædere på baggrund af vidneudsagn, som de skal forelægges ham i overensstemmelse med lovene, med hjælp fra sine rådgivere, som han har udvalgt eller udvælger blandt kirkens ældster.

73 Dette er den pligt, der påhviler en biskop, som ikke er en bogstavelig efterkommer af Aron, men som er blevet ordineret til det høje præstedømme efter Melkisedeks orden.

74 Således skal han være dommer, ja, en almindelig dommer blandt Zions indbyggere, eller i en af Zions stave, eller i en hvilken som helst af kirkens grene, hvor han bliver indsat til denne tjenestegerning, indtil Zions grænser bliver udvidet, og det bliver nødvendigt at have andre biskopper eller dommere i Zion eller andetsteds.

75 Og for så vidt som der bliver udpeget andre biskopper, skal de handle i dette embede.

76 Men en bogstavelig efterkommer af Aron har en lovfæstet ret til at præsidere over dette præstedømme, til nøglerne til denne tjenestegerning, til at handle uafhængigt i embedet som biskop uden rådgivere, bortset fra det tilfælde hvor en præsident for det høje præstedømme efter Melkisedeks orden er under tiltale, og til at kunne sidde som dommer i Israel.

77 Og den beslutning, der træffes af et af disse råd, skal være i overensstemmelse med befalingen, som lyder:

78 Videre, sandelig siger jeg jer: Kirkens vigtigste anliggender og kirkens vanskeligste sager skal, for så vidt som der ikke er tilfredshed med biskoppens eller dommernes beslutning, overdrages til og bringes op for kirkens råd, for præsidentskabet for det høje præstedømme.

79 Og præsidentskabet for det høje præstedømmes råd skal have magt til at indkalde andre højpræster, ja tolv, til at bistå som rådgivere; og således skal præsidentskabet for det høje præstedømme og dets rådgivere have magt til at træffe en afgørelse ud fra vidneudsagn i overensstemmelse med kirkens love.

80 Og efter at denne afgørelse er truffet, skal det ikke mere bringes i erindring over for Herren; for dette er det højeste råd i Guds kirke og den endelige beslutning, hvad angår tvister om åndelige sager.

81 Der er ikke nogen person, der tilhører kirken, som ikke er underlagt dette kirkeråd.

82 Og for så vidt som en præsident for det høje præstedømme overtræder, skal han bringes i erindring over for kirkens almindelige råd, som skal bistås af tolv rådgivere fra det høje præstedømme.

83 Og deres beslutning vedrørende ham skal afslutte tvisterne om ham.

84 Således skal alle være underlagt Guds retfærdighed og love, så alt må ske i orden og i højtidelighed over for ham i overensstemmelse med sandhed og retfærdighed.

85 Og videre, sandelig siger jeg jer: Den pligt, der påhviler en præsident over embedet som diakon, er at præsidere over tolv diakoner, at sidde i råd med dem og at lære dem deres pligt, således at de opbygger hinanden, sådan som det er blevet givet ifølge pagterne.

86 Og videre, den pligt, der påhviler præsidenten over embedet som lærer, er at præsidere over fireogtyve af lærerne og at sidde i råd med dem, at lære dem pligterne i deres embede, sådan som de er givet i pagterne.

87 Videre, den pligt, der påhviler præsidenten for Arons præstedømme, er at præsidere over otteogfyrre præster og sidde i råd med dem, for at lære dem pligterne i deres embede, sådan som de er givet i pagterne –

88 denne præsident skal være biskop; for dette er en af pligterne i dette præstedømme.

89 Videre, den pligt, der påhviler præsidenten over embedet som ældste, er at præsidere over seksoghalvfems ældster og at sidde i råd med dem og at undervise dem i overensstemmelse med pagterne.

90 Dette præsidentskab adskiller sig fra det over halvfjerdserne og er beregnet for dem, der ikke rejser rundt i hele verden.

91 Og videre, den pligt, der påhviler præsidenten over embedet i det høje præstedømme, er at præsidere over hele kirken og at være ligesom Moses –

92 se, her er visdom; ja, at være seer, åbenbarer, oversætter og profet, idet han har alle de gaver fra Gud, som han skænker kirkens overhoved.

93 Og det er i overensstemmelse med det syn, der viste de halvfjerds’ orden, at de skal have syv præsidenter, som er valgt blandt de halvfjerds’ gruppe, til at præsidere over sig;

94 og den syvende præsident af disse præsidenter skal præsidere over de seks;

95 og disse syv præsidenter skal udvælge yderligere halvfjerds ud over de første halvfjerds, som de tilhører, og skal præsidere over dem;

96 og også yderligere halvfjerds, indtil syv gange halvfjerds, hvis arbejdet i vingården nødvendigvis kræver det.

97 Og disse halvfjerds skal være omrejsende tjenere, først for ikke-jøderne og også for jøderne.

98 Hvorimod andre af kirkens embedsmænd, som ikke tilhører de tolv og ej heller de halvfjerds, ikke er forpligtede til at rejse omkring blandt alle folkeslagene, men skal rejse i det omfang deres forhold tillader det, uagtet at de kan besidde lige så høje og ansvarsfulde embeder i kirken.

99 Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og at handle med al flid i det embede, hvortil han er blevet udpeget.

100 Den, der er lad, skal ikke regnes for værdig til at stå, og den, der ikke lærer sin pligt, og som viser, at han ikke har Herrens billigelse, skal ikke regnes for værdig til at stå. Således er det. Amen.