Afsnit 136
Herrens ord og vilje, givet gennem præsident Brigham Young i Winter Quarters, Israels hær, Omaha Nation, på Missouriflodens vestlige bred, i nærheden af Council Bluffs, Iowa.
1-16: Det bliver forklaret, hvordan Israels hær skal organiseres til rejsen vestpå. 17-27: De hellige bliver befalet at leve efter mangfoldige evangeliske standarder. 28-33: De hellige bør synge, danse, bede og lære visdom. 34-42: Profeterne bliver slået ihjel, så de kan blive hædret og de ugudelige blive fordømt.
1 Herrens ord og vilje angående Israels hær på deres rejse mod vest:
2 Lad alle medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og de, som rejser med dem, blive organiseret i kompagnier med en pagt og et løfte om at ville holde alle Herren, vor Guds, befalinger og lovbud.
3 Lad kompagnierne blive organiseret med anførere for hundrede, anførere for halvtreds og anførere for ti, med en præsident og hans to rådgivere i spidsen under de tolv apostles ledelse.
4 Og dette skal være vor pagt: At vi vil vandre i overensstemmelse med alle Herrens ordinancer.
5 Lad hvert kompagni selv skaffe sig alle de trækdyr og vogne, alt det proviant og tøj og alle andre fornødenheder til rejsen, som de kan.
6 Når kompagnierne er blevet organiseret, lad dem da af al kraft gå i gang med at træffe forberedelser for dem, som bliver tilbage.
7 Lad hvert kompagni med sine anførere og præsidenter afgøre, hvor mange der kan tage af sted til foråret; udvælg derefter et tilstrækkeligt antal raske og kyndige mænd, som kan medbringe trækdyr, sædekorn og landbrugsredskaber, og som kan drage af sted som pionerer og gøre klar til at så vårsæden.
8 Lad hvert kompagni påtage sig en ligelig del i forhold til deres ejendele med hensyn til at medtage de fattige, enkerne, de faderløse og familierne til dem, som er gået ind i hæren, så enkens og den faderløses råb ikke skal stige op for Herrens ører imod dette folk.
9 Lad hvert kompagni gøre huse samt marker til kornavl klar til dem, som bliver tilbage i år; og dette er Herrens vilje angående sit folk.
10 Lad enhver anvende hele sin indflydelse og ejendom på at flytte dette folk til det sted, hvor Herren vil oprette en af Zions stave.
11 Og hvis I gør dette med et rent hjerte, i al trofasthed, skal I blive velsignet; I skal blive velsignet med hensyn til jeres flokke og jeres hjorde og jeres marker og jeres huse og jeres familier.
12 Lad mine tjenere Ezra T. Benson og Erastus Snow organisere et kompagni.
13 Og lad mine tjenere Orson Pratt og Wilford Woodruff organisere et kompagni.
14 Lad også mine tjenere Amasa Lyman og George A. Smith organisere et kompagni.
15 Og lad dem udpege præsidenter, og anførere for hundrede og for halvtreds og for ti.
16 Og lad mine tjenere, som er blevet udpeget, gå ud og undervise de hellige i dette, min vilje, så de kan være klar til at drage til et fredfyldt land.
17 Gå i gang, og gør, som jeg har sagt jer, og frygt ikke jeres fjender, for de skal ikke have magt til at standse mit værk.
18 Zion skal blive genrejst, når jeg anser tiden for at være inde.
19 Og hvis nogen forsøger at ophøje sig og ikke søger mit råd, skal han ikke have nogen magt, og hans dårskab skal blive tilkendegivet.
20 Søg; og hold alle jeres løfter til hinanden, og begær ikke det, som er jeres broders.
21 Hold jer fra dét onde at misbruge Herrens navn; for jeg er Herren jeres Gud, ja, jeres fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.
22 Jeg er den, der førte Israels børn ud af Egyptens land, og min arm er strakt ud i de sidste dage for at frelse mit folk Israel.
23 Hold op med at strides med hinanden, hold op med at tale ondt om hinanden.
24 Hold op med at beruse jer; og lad jeres ord tjene til indbyrdes opbyggelse.
25 Hvis du låner af din næste, skal du give det, du har lånt, tilbage, og hvis du ikke kan betale tilbage, gå da straks hen og sig det til din næste, for at han ikke skal fordømme dig.
26 Hvis du finder noget, som din næste har mistet, skal du søge flittigt, indtil du kan give det tilbage til ham.
27 Du skal være flittig til at passe på det, du har, så du kan være en klog forvalter, for det er en fri gave fra Herren din Gud, og du er hans forvalter.
28 Hvis du er glad, så pris Herren med sang, med musik, med dans og med en takkebøn og taksigelse.
29 Hvis du er sorgfuld, så påkald Herren din Gud i bøn, så jeres sjæl må blive glad.
30 Frygt ikke dine fjender, for de er i mine hænder, og jeg vil gøre med dem, som det behager mig.
31 Mit folk må prøves i alt, så de kan blive beredt til at modtage den herlighed, som jeg har til dem, nemlig Zions herlighed; og den, der ikke vil tåle revselse, er ikke værdig til mit rige.
32 Lad den, der er uvidende, lære visdom ved at ydmyge sig og påkalde Herren sin Gud, så hans øjne må blive åbnet, så han kan se, og hans ører blive åbnet, så han kan høre,
33 for min Ånd er blevet sendt ud i verden for at oplyse de ydmyge og angerfulde og til fordømmelse af de ugudelige.
34 Jeres brødre har forkastet jer og jeres vidnesbyrd, ja, det folk, som har drevet jer ud.
35 Og nu kommer deres ulykkesdag, ja, sorgens dage, som en kvinde med fødselsveer, og deres sorg skal blive stor, medmindre de omvender sig hurtigt, ja, meget hurtigt.
36 For de har dræbt profeterne og dem, der var blevet sendt til dem, og de har udgydt uskyldigt blod, som råber fra jorden mod dem.
37 Lad jer derfor ikke forundre over dette, for I er endnu ikke rene; I kan endnu ikke tåle min herlighed, men I skal se den, hvis I er trofaste i at holde alle mine ord, som jeg har givet jer fra Adams dage indtil Abraham, fra Abraham til Moses, fra Moses til Jesus og hans apostle og fra Jesus og hans apostle til Joseph Smith, som jeg ved mine engle, mine hjælpende tjenere, og ved min egen røst fra himlen har kaldet til at fremme mit værk,
38 hvilken grundvold han lagde og var trofast; og jeg tog ham til mig.
39 Mange har undret sig over hans død, men det var nødvendigt, at han skulle besegle sit vidnesbyrd med sit blod, så han kunne blive æret, og de ugudelige kunne blive fordømt.
40 Har jeg ikke udfriet jer fra jeres fjender netop derved, at jeg har efterladt et vidnesbyrd om mit navn?
41 Se, derfor, hør, o I min kirkes folk, og lyt, I ældster i forening: I har modtaget mit rige.
42 Vær flittige til at holde alle mine befalinger, for at straffedommene ikke rammer jer, og jeres tro svigter jer, og jeres fjender triumferer over jer. Således ikke mere for nærværende. Amen og amen.