Afsnit 31
Åbenbaring givet gennem profeten Joseph Smith til Thomas B. Marsh i september 1830. Den blev givet umiddelbart efter en konference i kirken (se indledningen til afsnit 30). Thomas B. Marsh var blevet døbt tidligere på måneden og var blevet ordineret til ældste i kirken, før denne åbenbaring blev givet.
1-6: Thomas B. Marsh bliver kaldet til at prædike evangeliet og bliver forsikret om, at hans familie har det godt. 7-13: Han bliver rådet til at være tålmodig, altid at bede og at følge Talsmanden.
1 Thomas, min søn, velsignet er du på grund af din tro på mit værk.
2 Se, du har haft mange trængsler på grund af din familie; alligevel vil jeg velsigne dig og din familie, ja, dine små; og den dag kommer, da de vil tro og kende sandheden og være ét med dig i min kirke.
3 Opløft dit hjerte og glæd dig, for timen for din mission er kommet; og din tunge skal blive løst, og du skal kundgøre glædelige tidender om stor glæde for denne slægt.
4 Du skal kundgøre det, der er blevet åbenbaret for min tjener, Joseph Smith jun. Du skal begynde at prædike fra nu af, ja, at høste marken, som allerede er hvid til at blive brændt af.
5 Sving derfor din segl af hele din sjæl, så bliver dine synder dig tilgivet, og du skal få lagt mange neg på din ryg, for arbejderen er sin løn værd. Derfor skal din familie leve.
6 Se, sandelig siger jeg dig: Forlad dem kun for en kort tid, og kundgør mit ord, så skal jeg berede et sted for dem.
7 Ja, jeg vil åbne menneskenes hjerte, og de vil tage imod dig. Og jeg vil oprette en menighed ved din hånd;
8 og du skal styrke dem og forberede dem til den tid, da de skal blive indsamlet.
9 Vær tålmodig i trængsler, hån ikke dem, der håner. Styr dit hus i sagtmodighed, og vær standhaftig.
10 Se, jeg siger dig, at du skal være læge for kirken, men ikke for verden, for de vil ikke tage imod dig.
11 Drag derhen, hvor jeg ønsker, og det skal blive givet dig af Talsmanden, hvad du skal gøre, og hvor du skal drage hen.
12 Bed altid, for at du ikke skal falde i fristelse og miste din belønning.
13 Vær trofast indtil enden, og se, jeg er med dig. Disse ord kommer ikke fra et menneske eller fra mennesker, men fra mig, ja, Jesus Kristus, din forløser, ved Faderens vilje. Amen.