Afsnit 14
Åbenbaring givet gennem profeten Joseph Smith til David Whitmer i Fayette, New York, i juni 1829. Familien Whitmer var blevet meget interesseret i oversættelsen af Mormons Bog. Profeten flyttede ind i Peter Whitmer sen.s hjem, hvor han opholdt sig, indtil arbejdet med oversættelsen var tilendebragt, og ophavsretten til bogen, som skulle udgives, var sikret. Tre af Peter Whitmer sen.s sønner, der hver for sig havde modtaget et vidnesbyrd om værkets ægthed, blev dybt optaget af spørgsmålet om deres egen personlige pligt. Denne åbenbaring og de to næste (afsnittene 15 og 16) blev givet som svar på en forespørgsel gennem Urim og Tummim. David Whitmer blev senere et af de tre vidner om Mormons Bog.
1-6: De, der arbejder i vingården, opnår frelse. 7-8: Evigt liv er den største af Guds gaver. 9-11: Kristus skabte himlene og jorden.
1 Et stort og forunderligt værk er ved at tage sin begyndelse for menneskenes børn.
2 Se, jeg er Gud; giv agt på mit ord, der er levende og virksomt, skarpere end et tveægget sværd, der sønderdeler både led og marv; giv derfor agt på mit ord.
3 Se, marken er allerede hvid til høst; derfor, den, der ønsker at høste, lad ham svinge sin segl af al sin kraft og høste, mens det er dag, så han kan samle sig evigtvarende frelse for sin sjæl i Guds rige.
4 Ja, hver den, der vil svinge sin segl og høste, han er kaldet af Gud.
5 Derfor, hvis du vil bede mig, skal du få; hvis du vil banke på, skal der lukkes op for dig.
6 Forsøg at fremme og grundfæste mit Zion. Hold mine befalinger i alt.
7 Og hvis du holder mine befalinger og holder ud til enden, skal du få evigt liv, hvilken gave er den største af alle Guds gaver.
8 Og det skal ske, at hvis du beder Faderen i mit navn i tro, med tro derpå, så skal du modtage Helligånden, som giver mæle, så du kan stå som vidne om det, du både skal høre og se, og så du også kan kundgøre omvendelse for denne slægt.
9 Se, jeg er Jesus Kristus, den levende Guds Søn, som skabte himlene og jorden, et lys, som ikke kan skjules i mørket,
10 hvorfor jeg må bringe fylden af mit evangelium fra ikke-jøderne til Israels hus.
11 Og se, du er David, og du er kaldet til at hjælpe til, for hvilket du, hvis du gør det og er trofast, skal blive velsignet både åndeligt og timeligt, og stor skal din løn være. Amen.