Institut
Kapitel 4: 1 Nefi 12-15

Kapitel 4

1 Nefi 12-15

Introduktion

Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har om vor himmelske Faders ønske om at opfylde vores hjertes retfærdige ønsker sagt: »Intet budskab står flere gange i skrifterne og på flere måder end: ›Bed, så skal du få‹« (Stjernen, jan. 1992, s. 24). Nefi gjorde brug af den opfordring ved at bede om at få kundskab om »det, som [hans] far havde set«, og havde »tro på, at Herren var i stand til at give det til kende« (1 Ne 11:1). Nefis retfærdige ønske blev indfriet, for ikke blot nedskrev han en beretning, der var lig det, vi har af optegnelser om Lehis syn, men han beskrev også et storslået syn om denne verden indtil tidernes ende (se 1 Ne 14:18-30). Dette syn var lig det, man finder i Johannes Åbenbaring i Det Nye Testamente. Når du læser Nefis syn, så læg mærke til specifikke profetier, der er blevet eller vil blive opfyldt i historiens løb – især konsekvenserne af frafaldet, gengivelsen af evangeliet og det godes sejr til sidst.

Kommentar

1 Nefi 12:11. »Gjort hvide i Lammets blod«

  • Hvid er symbol på renhed, retfærdighed og hellighed. Det er nødvendigt at være helt ren for at være lig Frelseren. At have hvide klæder symboliserer, at en person er iklædt renhed, eller at renhed er kendetegnende for det menneske. En sådan renhed er udelukkende gjort mulig gennem Jesu Kristi sonoffer, hvor han udgød sit blod for vore synder.

  • Præsident John Taylor (1808-1887) talte om nødvendigheden af at være mere end blot medlemmer af Herrens kirke, hvis vi vil være tilstrækkelig værdige til at kunne stå foran vor himmelske Fader: »Der er noget, som stikker lidt dybere, end vi nogle gange tænker over, og det er, at når vi hævder at følge Herren, når vi vedkender os at have modtaget evangeliet og at være ledet deraf, vil en sådan påstand ikke have nogen betydning, medmindre vi har vasket vore klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Det er ikke nok for os at stå i forbindelse med Guds Zion, for Guds Zion skal bestå af mennesker, der er rene af hjertet og fører et rent liv og er uplettede for Gud; det er i det mindste det, vi skal frem til. Vi er der ikke endnu, men vi må nå dertil, før vi kan være beredte til at arve herlighed og ophøjelse. Derfor vil et gudfrygtigt skin gavne os meget lidt … Det er ikke nok for os at tage evangeliet til os … og være sammen med Guds folk, overvære vore møder og tage Herrens nadver og forsøge at leve så skyldfrit som muligt. For til trods for alt dette er vi i Guds øjne ikke rene af hjertet, hvis vores hjerte ikke er oprigtigt; hvis vi ikke har et rent hjerte og ren samvittighed og ikke frygter Gud og holder hans befalinger, vil vi ikke, medmindre vi omvender os, få del i disse velsignelser, som jeg har talt om, og som profeterne vidner om« (se Kirkens profeters lærdomme: John Taylor, 2002, s. 114).

1 Nefi 12-14. Oversigt

  • Følgende oversigt kan give os et overblik over de begivenheder, som vil føre til oprettelsen af Guds rige på jorden:

    Billede
    Chart of Sequence of Events

    Begivenheder, som fører til oprettelsen af Guds rige

    Billede
    Nephites’ last battle

    Nefitternes undergang (se 1 Ne 12:19-23)

    Nefitternes optegnelse bevaret (se 1 Ne 13:35-40)

    Billede
    Columbus

    Det forjættede land opdages af ikke-jøderne (se 1 Ne 13:22)

    Det forjættede land bosættes af ikke-jøderne (se 1 Ne 13:13-16)

    Billede
    Uafhængighedskrigen

    © Comstock.com

    International krig i det forjættede land (Uafhængighedskrigen, se 1 Ne 13:16-19)

    Ikke-jøder som giver agt på Herren vil» blive regnet blandt Israels hus« (Gengivelsen af evangeliet, se 1 Ne 14:1-2)

    Billede
    Joseph Smith and Oliver Cowdery translating

    Nye skrifter kommer frem (se 1 Ne 13:35-40; 14:7)

    Kristi Kirke genoprettes (se 1 Ne 14:10-17)

1 Nefi 13:1-9. Den store og vederstyggelige kirke

  • »I forhold til Guds rige, ruster djævlen altid sit rige på eksakt samme tid i sin modstand mod Gud« (Joseph Smith, i History of the Church, 6:364).

  • Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum definerede den store og vederstyggelige kirke således: »Betegnelserne Djævlens kirke og den store og vederstyggelige kirke bliver brugt for et betegne alle … organisationer som af enten navn eller natur – det være sig politiske, filosofiske, uddannelsesmæssige, økonomiske, sociale, broderlige, borgerlige eller religiøse – hvis formål det er at lede mennesket væk fra Gud og hans love og dermed frelse i Guds rige« (Mormon Doctrine, 2. udg., 1966, s. 137-138).

  • En kommentator forklarede, at den store og vederstyggelige kirke består af mere end en enhed:

    »Rent faktisk er det sådan, at der historisk set ikke er nogen enkeltstående kirke, trosretning eller gruppe af troende, som lever op til alle kravene for at være den store og vederstyggelige kirke: Den må være dannet blandt ikke-jøderne, den skal have fortolknings- og distributionsret over skrifterne, den skal have slagtet Guds hellige, inklusive apostle og profeter, den skal være i ledtog med regeringer og gøre brug af sin politiske magt til at fremme sine religiøse synspunkter, den skal have herredømme over hele jorden, den skal stræbe efter stor rigdom og seksuel urenhed, og den må bestå indtil verdens ende. Der er ingen enkeltstående trosretning eller trossystem, der helt passer til den beskrivelse. Det er snarere sådan, at rollen som Babylon er blevet spillet af mange forskellige parter, ideologier og kirker i mange forskellige tider …

    Er vi så i stand til at identificere den historiske agent, der i kristendommens første dage agerede som den store og vederstyggelige kirke? En sådan agent måtte have haft sit udspring i den første halvdel af det første århundrede og gjort meget af sit virke ved midten af det andet århundrede.

    Denne periode kaldes den sorte plet i kristendommens historie, for her har vi næsten ingen bevarede historiske kilder. Vi har gode kilder for den kristendom, vi finder i Det Nye Testamente; derpå slukkes lyset så at sige, og vi hører dumpe lyde af store slag. Da lyset igen bryder frem ca. 100 år efter eller deromkring, kan vi se, at nogen har flyttet om på alle møblerne, og kristendommen er blevet noget helt andet end den var i begyndelse« (se Stephen E. Robinson, »Warring against the Saints of God«, Ensign, jan. 1988, s. 38-39).

1 Nefi 13:12. »En mand blandt ikke-jøderne«

  • Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) sagde, at denne mand blandt ikke-jøderne var Christoffer Columbus:

    »Gud inspirerede ›en mand blandt ikke-jøderne‹ (1 Ne 13:12), som ved Guds Ånd blev ledt til genopdagelsen af Amerika og gjorde europæerne opmærksomme på dette rige, nye land. Den mand var selvfølgelig Christoffer Columbus, som vidnede om, at han følte sig inspireret til det, han gjorde.

    Billede
    Christoffer Columbus på skibsdækket

    © 1992 Robert Barrett.

    ›Vorherre,‹ sagde Columbus, ›oplyste min forstand, sendte mig ud på havene og gav mig ild for min dåd. De, der hørte om mit forehavende, kaldte det tåbeligt, hånede mig og lo. Men hvem kan tvivle på, at Helligånden inspirerede mig?‹ (Jacob Wasserman, Columbus, Don Quixote of the Seas, s. 19-20)« (The Teachings of Ezra Taft Benson, 1988, s. 577).

  • Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) anerkendte, at Columbus var inspireret af Herren: »Der har været en hær af kritikere af Christoffer Columbus. Jeg siger ikke, at der ikke var andre, som kom til den denne vestlige halvkugle før ham. Men det var ham, som i tro åbnede for tanken om at finde en ny vej til Kina og i den forbindelse opdagede Amerika. Det var en storslået bedrift – at sejle vestpå tværs over det ukendte hav, længere væk end nogen anden i hans tid. Det var ham, der trods frygten for det ukendte, klagerne og noget nær mytteri fra sit mandskab, fortsatte sejladsen med hyppige bønner om den Almægtiges vejledning. I sine rapporter til den spanske konge, forsikrede Columbus gentagne gange, at hans rejse var til Guds ære og for at sprede den kristne tro. Så vi skylder ham behørig respekt for hans ubøjelige styrke trods usikkerhed og fare« (se Stjernen, jan. 1993, s. 49).

1 Nefi 13:12-19. Herrens hånd i USA’s historie

  • Præsident Joseph F. Smith (1838-1918) sammenkædede grundlæggelsen af USA med gengivelsen af evangeliet: »Denne store amerikanske nation blev oprejst ved hans almægtige hånds kraft, for at gøre det muligt i de sidste dage at oprette Guds rige på jorden. Hvis Herren ikke have beredt vejen ved at lægge grundvolden til denne herlige nation, havde det været umuligt (under de strenge love og bigotteri i verdens kongedømmer) at lægge grunden til hans store riges komme. Herren har gjort dette« (Evangeliske lærdomme, s. 343).

  • Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum talte om, hvordan Gud inspirerede stifterne af den amerikanske forfatning til at skabe et land med religionsfrihed for alle som forberedelse af evangeliets gengivelse: »Over hundrede år efter opdagelsen af Amerika vejledte sådanne religiøse følelser grundlæggere af en ny nation på det amerikanske fastland. Ved Guds hånd sikrede de religiøs frihed for enhver borger med en inspireret menneskerettighedserklæring. Fjorten år senere, den 23. december 1805, blev profeten Joseph Smith født. Forberedelsen til genoprettelsen var ved at være fuldendt« (se Liahona, nov. 2005, s. 90).

1 Nefi 13:20-29. Tydelige og yderst dyrebare sandheder er fjernet fra Biblen

  • Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede betydningen af »tydelige og dyrebare«: »Visse elementer … der mangler i Bibelen var både ›tydelige og yderst dyrebare.‹ De var tydelige i al deres enkelhed og klarhed, de var lette ›for menneskenes børn at forstå‹; de var dyrebare i al deres renhed og dybe værdi, deres frelsende betydning og evige betydning for Guds børn« (Christ and the New Covenant,1997, s. 5).

  • En lærer er kommet med følgende forklaring på ændringerne i skriften:

    »Tilsyneladende forsvandt de originale manuskripter til Biblen meget tidligt. Dette gælder i særdeleshed for Det Nye Testamente. Sir Frederic Kenyon, en af de mest skriftlærde i begyndelsen af det tyvende århundrede, kommenterede det således: ›Originalerne til adskillige bøger er for længst forsvundet. De må være forsvundet i den kristne kirkes spæde begyndelse; for der er aldrig lavet nogen henvisninger til dem af nogen kristne forfattere.‹ Kenyons udtalelse er særlig vigtig for os, fordi det betyder, at der i århundreder ikke har været noget originalt bibelmanuskript til at vejlede læseren. Selv i de første årtier i den tidlige kristne kirke, synes den originale tekst at have været fraværende …

    Englen i (1 Ne 13:21-29) gør det klart, at han ikke taler om et hændeligt, menneskeligt uheld, som har resulteret i et par fejlplacerede bogstaver eller ord – en utilsigtet fejl af en skriver. Han tilskriver skarpt disse ændringer som en planlagt handling af rænkefulde mænd (se 1 Nefi 13:27-28) …

    Når vi læser englens ord, opdager vi, at verden aldrig har haft en komplet Bibel, for den er i udbredt – ja endog ødelæggende grad blevet forvansket førendden var udgivet. Selvfølgelig har der også udover den større, forsætlige forvanskning af Bibelen i kristendommens første tid, været manuskripter som har været genstand for gradvise og relativt små ændringer, som skyldes de hændelige, menneskelige uheld, som den skriftlærde nævner. Der har således været to processer i gang: (1) en større, pludselig og bevidst forvansket redigering af teksten og (2) en gradvis udbredelse af varianter, der er opstået som en naturlig konsekvens af kopiering og oversættelse« (Robert J. Matthews, A Bible! A Bible! 1990, s. 74-75).

    Joseph Smith sagde, at »mange vigtige punkter, der berørte menneskets frelse, var blevet taget ud af Bibelen eller var gået tabt, førend den blev samlet« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, s. 215). Han sagde også, at Bibelen var korrekt, da »den kom fra de oprindelige forfatteres pen,« men at »uvidende oversættere, skødesløse skrivere eller beregnende og fordærvede præster har begået mange fejl« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, s. 205).

1 Nefi 13:32-40. Tydelige og dyrebare ting gengivet

  • Præsident James E. Faust (1920-2007) fra Det Første Præsidentskab talte om, hvordan Kirkens standardværker har været det primære middel i gengivelsen af sandheder, der var gået tabt:

    »Apostlen Johannes så i et syn den tid, hvor en engel skulle komme til jorden som en del af evangeliets gengivelse. Englen var Moroni, som viste sig for profeten Joseph Smith. Han førte Joseph til det sted, hvor guldpladerne med den gamle skrift var opbevaret. Derefter oversatte Joseph Smith pladerne ved Guds gave og kraft, og Mormons Bog blev udgivet. Den er en beretning om to folk, som levede for flere hundrede år siden på det amerikanske fastland. Man vidste ikke meget om dem, før fremkomsten af Mormons Bog. Men endnu vigtigere er det, at Mormons Bog er endnu et vidne om Jesus Kristus. Den gengiver værdifulde sandheder om faldet, forsoningen, opstandelsen og livet efter døden.

    Før genoprettelsen havde himlene været lukket i århundreder. Men med profeter og apostle på jorden igen, blev himlen atter åbnet med syn og åbenbaringer. Mange af de åbenbaringer, som profeten Joseph Smith fik, blev nedskrevet i den bog, som blev kendt som Lære og Pagter. Den indeholder yderligere indsigt om principper og ordinancer og er en værdifuld kilde angående præstedømmets opbygning. Derudover har vi endnu en bog med hellig skrift, som hedder Den Kostelige Perle. Den indeholder Moses’ Bog, som blev åbenbaret til profeten Joseph Smith, og Abrahams Bog, som Joseph Smith oversatte fra en ægyptisk rulle, som han havde købt. Fra disse skrifter lærer vi ikke kun en hel masse om Moses, Abraham, Enok og andre profeter, men også mange flere detaljer om skabelsen. Vi lærer, at alle profeterne blev undervist i Jesu Kristi evangelium lige fra begyndelsen – selv i Adams dage« (se Liahona, maj 2006, s. 67-68).

  • Joseph Smiths oversættelse af Bibelen gengiver også mange tydelige og dyrebare sandheder. Joseph Smiths oversættelse af Bibelen er »en revision eller oversættelse af den engelske King James’ bibel, som Joseph Smith påbegyndte i juni 1830. Gud havde befalet ham at foretage oversættelsen, og han betragtede det som en del af sit kald som profet …

    Joseph Smiths Oversættelse har gengivet nogle af de tydelige og dyrebare ting, som ikke længere findes i Bibelen (1 Ne 13). Skønt den ikke er Kirkens officielle bibel, rummer denne oversættelse mange interessante oplysninger og giver en meget bedre forståelse af Bibelen. Den er også et vidnesbyrd om profeten Joseph Smiths guddommelige kald og mission« (Guide til Skrifterne, »Joseph Smiths Oversættelse«; se også 2 Ne 3:11; History of the Church, 1:238).

    Med fortsat åbenbaring i Herrens kirke, er det en stadig igangværende proces at tilvejebringe tydelige og dyrebare evangeliske læresætninger og principper til folk over hele verden. Generalkonferencetaler og andre inspirerede skrifter fra Herrens apostle og profeter er afgørende for en evangelisk forståelse af de tydelige og dyrebare sandheder.

1 Nefi 14:7. »Et stort og forunderligt værk«

  • Skrifterne beskriver gengivelsen af evangeliet og genoprettelsen af Kirken som »et stort og forunderligt værk« (1 Ne 14:7; 3 Ne 21:9). I denne sammenhæng betyder ordet stort bemærkelsesværdigt og betydningsfuldt, hvor forunderligt betyder vidunderligt og ufatteligt. Værk udtrykker en handling eller en bedrift af evig gyldighed.

    Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at det bemærkelsesværdige ved Kirken er dobbeltsidigt: »Denne kirke, der som institution er Kristi legeme, er ikke alene et stort og forunderligt værk, på grund af det, den gør for de trofaste, men også på grund af det, de trofaste gør for den. Jeres liv er selve kernen af det forunderlige. I er bevis på underet i det hele« (se Stjernen, jan. 1995, s. 30).

1 Nefi 14:14. Udrustet med retfærdighed og kraft

  • Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at retfærdighed vil være styrken hos Herrens folk: »Så lad os se på os selv. Med hensyn til Kirken siger skriften, at med både en øget frasortering og en øget åndelig, numerisk vækst – som begge vil gå forud for den tid, hvor Guds folk vil blive ›udrustet med retfærdighed‹ – ikke våben – vil Herrens herlighed blive udøst over dem (1 Ne 14:14; se også 1 Pet 4:17; L&P 112:25). Herren er opsat på at få sig et tugtet, lutret og prøvet folk (se L&P 100:16; 101:4; 136:31) ›og der er intet, som Herren din Gud i hjertet sætter sig for at gøre, uden at han gør det‹ (Abraham 3:17)« (se Stjernen, juli 1988, s. 6).

  • Ældste Maxwell har derudover forklaret, at det at ære vore pagter er afgørende for opfyldelsen af dette løfte: »›Kirkens medlemmer har en særlig aftale at holde, brødre og søstre. Nefi så det. En skønne dag‹, sagde han, ›vil Herrens pagtsfolk, som er ›spredt over hele jordens overflade‹, blive ›udrustet med retfærdighed og med Guds kraft i stor herlighed‹‹ (1 Ne 14:14). Dette vil ske, men først når flere medlemmer bliver mere hellige og mere indviede i deres adfærd« (se Stjernen, jan. 1992, s. 37).

1 Nefi 14:18-30. Optegnelser af Johannes Åbenbareren

  • Vers 18-30 i 1 Nefi 14 henviser til Johannes Åbenbaring, den sidste bog i Det Nye Testamente, skrevet af apostlen Johannes. Nefi så, hvad der ville ske i vor tid, men måtte ikke skrive det ned, fordi det var Johannes’ ansvar. Vers 26 kan være en reference til den del af Mormons Bog, der var forseglet (for yderligere information om den forseglede del henvises til 2 Ne 27:7; 3 Ne 26:7-11 og Eter 4:7).

1 Nefi 15:2-11. »Hårde i hjertet«

  • Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har talt om, hvordan hårdhjertethed begrænser vores åndelighed:

    »Nefi prøvede at undervise sine brødre i, hvad deres fars profetier betød, for de ›var svære at forstå, medmindre man ville adspørge Herren‹ (1 Ne 15:3). Nefi sagde til dem, at dersom de ikke forhærdede deres hjerte og med al flid ville holde Herrens befalinger og adspørge ham i tro, skulle alt ›dette visselig gives til kende for [dem]‹ (1 Ne 15:11).

    Hvis vi forhærder vores hjerte, afviser fortsat åbenbaring og begrænser vores indlæring til det vi kan opnå gennem studium og ræsonnement over det eksakte sprog i den nuværende kanon af hellig skrift, vil vores forståelse være begrænset til det, som Alma kaldte den ›mindre del af ordet‹ (Alma 12:11). Dersom vi søger og accepterer, at åbenbaring og inspiration øger vores forståelse af skriften, vil vi opnå at få indfriet Nefis inspirerede løfte om, at ›for den, som flittigt søger, skal … Guds hemmeligheder … blive udfoldet for dem ved Helligåndens kraft‹ (1 Ne 10:19)« (»Scripture Reading and Revelation«, Ensign, jan. 1995, s. 7).

    Billede
    Missionærer på MTC

  • Profeten Joseph Smith forklarede, at ikke alene kunne Laman og Lemuel i lige så høj grad vide det, som Nefi og hans far vidste, og at dette princip også gælder os: »Kunne vi alle finde sammen med ét hjerte og ét sind i fuldkommen tro, kunne sløret lige så godt sønderrives i dag som i næste uge eller på noget andet tidspunkt« (se Joseph Smiths lærdomme, udv. Joseph Fielding Smith, 1970, s. 9).

    »Gud har ikke åbenbaret noget til Joseph, som han ikke vil åbenbare for de tolv, og endog det mindste medlem af kirken kan vide og kende alt så hurtigt, som han er i stand til at tage det« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 176).

1 Nefi 15:12-13. Jøder og ikke-jøder

  • Vi læser ofte om jøderne og ikke-jøderne i Mormons Bog. Undertiden er det svært at forstå, hvem teksten er henvendt til. Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum kom med følgende vejledning til den udfordring: »Både Lehi og Nefi opdelte hele menneskeheden i to lejre, jøder og ikke-jøder. Jøder var enten indbyggere i kongeriget Juda eller deres efterkommere; alle andre blev betragtet som ikke-jøder. Vi er således de ikke-jøder, som skriften taler om; vi er dem, der har modtage evangeliets fylde, og vi skal bringe det til lamanitterne, som er jøder, fordi deres forfædre kom fra Jerusalem og kongeriget Juda« (A New Witness for the Articles of Faith, 1985, s. 556).

    Ældste McConkie nævnte også én ikke-jøde, som spillede en stor rolle i genoprettelsen: »Joseph Smith … var den ikke-jøde, gennem hvilken Mormons Bog fremkom og medlemmerne af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige … er de ikke-jøder, som skal føre frelse til lamanitterne og til jøderne« (The Millennial Messiah, 1982, s. 233).

1 Nefi 15:13-16. Gengivelsen af evangeliet i de sidste dage

  • Præsident Gordon B. Hinckley forklarede den historiske betydning af genoprettelsen: »Mine brødre og søstre, forstår I, hvad vi har? Erkender I vores plads i det store drama i menneskehedens historie? Dette er brændpunktet for alt det, der er gået forud. Dette er genoprettelsens tid. Dette er genoprettelsens dage. Dette er tidspunktet, hvor mennesker fra hele jorden kommer til Herrens hus’ bjerg for at søge og lære om hans veje og gå på hans stier. Dette er sammenlægningen af alle de århundreder, der er gået siden Kristi fødsel indtil denne nutidige og vidunderlige dag« (se Liahona, jan. 2000, s. 89).

1 Nefi 15:12-20. Israels indsamling

  • For yderligere information om indsamlingen af Israel henvises til »Israels indsamling« i tillægget (s. 403).

1 Nefi 15:24. Guds ord og de brændende pile

  • Præsident Ezra Taft Benson talte om velsignelsen ved at have Guds ord i vores besiddelse. Det vil ikke alene føre til store velsignelser, men vil give os styrke til at stå fast trods fristelser: »I sin drøm så Lehi en jernstang, som førte gennem et tåget mørke. Han så, at dersom mennesker holdt fast i jernstangen, kunne de undgå floder af snavs, undgå forbudte stier og slippe for at vandre på fremmede veje, der fører til fortabelse. Senere forklarede hans søn, Nefi, hvad jernstangen symboliserer. Da Laman og Lemuel spurgte: ›Hvad betyder jernstangen?‹ svarede Nefi: ›Det var Guds ord, og [bemærk forjættelsen] at den, der ville lytte til Guds ord og ville holde fast ved det, de skulle aldrig fortabes, ej heller kunne modstanderens fristelser og brændende pile overvælde dem, så de blev blinde, og føre dem bort til undergang‹ (1 Ne 15:23-24). Ikke alene vil Guds ord føre os til frugten, som er mere ønskværdig end nogen anden, det er i og ved Guds ord, at vi kan finde styrken til at modstå fristelse, kraften til at forpurre Satans og hans medhjælperes værk« (se »Ordets magt«, Stjernen, aprilkonferencen 1986, s. 81-82).

1 Nefi 15:32-35. »Dømmes for deres gerninger«

  • Ældste Dallin H. Oaks har talt om, at vore handlinger definerer, hvem vi er. Det vi bliver gennem vore handlinger, afgør den dom, vi vil modtage:

    »Mange skriftsteder i Bibelen og i vore dages skrifter taler om en endelig dom, hvor alle mennesker bliver belønnet efter deres gerninger eller handlinger eller deres hjertes ønsker. Men andre skriftsteder uddyber dette ved at sigte til, at vi bliver dømt efter den tilstand, vi har opnået.

    Profeten Nefi beskriver den endelig dom i vendinger, der drejer sig om, hvad vi er blevet: ›og hvis deres gerninger har været tilsølethed, må de selv nødvendigvis være tilsølede; og hvis de er tilsølede, må det nødvendigvis være sådan, at de ikke kan bo i Guds rige‹ (1 Ne 15:33, fremhævelse tilføjet). Moroni siger: ›Den, der er tilsølet, skal forblive tilsølet; og den, der er retfærdig, skal forblive retfærdig‹ (Morm 9:14, fremhævelse tilføjet, se også Åb 22:11-12; 2 Ne 9:16; L&P 88:35). Det samme gælder for ›selvisk‹ eller ›ulydig‹ eller en hvilken som helst anden personlig egenskab, der er uforenelig med Guds krav. Alma henviser til de ugudeliges ›tilstand‹ ved den endelige dom og forklarer, at hvis vi bliver fordømt af vore ord, vore gerninger og vore tanker, bliver vi ikke ›fundet uplettede … og i denne forfærdelige tilstand vil vi ikke turde at se op til vor Gud‹ (Alma 12:14).

    Ud fra denne lærdom kan vi konkludere, at den endelige dom ikke blot er en evaluering af alle gode og onde gerninger – altså hvad vi har gjort. Det er en erkendelse af det endelige produkt af vore gerninger og tanker – altså hvad vi er blevet. Det er ikke nok for nogen blot at gøre noget. Evangeliets befalinger, ordinancer og pagter er ikke en liste over indskud, som det forlanges, at vi foretager på en himmelsk konto. Jesu Kristi evangelium er en plan, som viser os, hvordan vi bliver det, som vor himmelske Fader ønsker, vi bliver« (se Liahona, jan. 2001, s. 40-43).

1 Nefi 15:34-35. Sjælens endelige tilstand

  • Der går en klar grænse mellem godt og ondt, lys og mørke, Guds rige og den ondes rige. Helvede er et sted, som er tiltænkt de tilsølede, der følger Satan, hvorimod de retfærdige, der har fulgt Gud, vil nyde fred og herlighed i hans rige. Men hvordan kan den endelige tilstand kun deles op i to grupper for alle mennesker – de, der skal »bo i Guds rige« eller de, der bliver »stødt ud«? (1 Ne 15:35).

    Billede
    Kristi andet komme

    Nøglen til besvarelse af dette spørgsmål finder vi i L&P 76:43, der opsummerer Jesu Kristi gerninger, som følger: »[Han] herliggør Faderen og frelser alt, hvad hans hænder har skabt, med undtagelse af disse fortabelsens sønner, der fornægter Sønnen, efter at Faderen har åbenbaret ham.« Således vil den endelige tilstand både omfatte grupperingen af frelste og ufrelste sjæle eller fortabelsens sønner. Frelste sjæle omfatter alle, som bliver tildelt en grad af herlighed. L&P 76 nævner tre grader af herlighed – celestial, terrestrial og telestial – og beskriver de sjæle, som er værdige til de enkelte steder i Guds rige. Således finder frelse i Guds rige sted i alle tre grader af herlighed, og de som ikke gør sig fortjent til det, er fortabelsens sønner.

Overvej

  • Hvordan kan I bruge Nefis eksempel på at adspørge Herren om at gøre inspiration og åbenbaring til en vigtigere del af jeres liv?

  • På hvilke måder forberedte Herren gengivelsen af evangeliet i denne uddeling?

  • Hvordan vil I forklare udtrykket »modstanderens brændende pile«? Hvilke brændende pile påvirker jeres liv? Hvad må I gøre for bedre at kunne modstå modstanderens brændende pile, som hæmmer jeres åndelige vækst?

Forslag til opgaver

  • Skriv et kort essay om et af følgende spørgsmål:

    1. På hvilke måder går du fremad mod livets træ?

    2. Hvad repræsenterer »den store og vederstyggelige kirke«?

    3. Hvad er sammenhængen mellem 1 Nefi 13 og den ottende trosartikel?