Institut
Kapitel 41: 3 Nefi 12-14

Kapitel 41

3 Nefi 12-14

Indledning

Under sin tjeneste på jorden holdt Jesus bjergprædikenen for at opmuntre sine disciple til at stræbe hen imod fuldkommenhed med et oprigtigt hjerte. Efter sin opstandelse viste Jesus sig for folket i Mormons Bog på den vestlige halvkugle og holdt denne prædiken igen.

De evangeliske standarder, der omhandles i denne prædiken, er gennem nutidig åbenbaring atter blevet stadfæstet i vor tid. Præsident James E. Faust (1920-2007) fra Det Første Præsidentskab har sagt: »Frelserens epokegørende budskab i bjergprædikenen har lige så stor betydning for os alle, som budskabet fra den brændende busk havde: ›Men stræb først efter at opbygge Guds rige og at grundfæste hans retfærdighed‹ (JSO, Matt 6:38; se også Matt 6:33). Dette budskab må trænge ind i vores hjerte og sjæl. Ved at tage imod dette budskab indtager vi vores personlige standpunkt i livet« (se Liahona, maj 2004, s. 67).

Gennem dit studium af disse hellige principper i Mormons Bog vil du opnå en indsigt, som kan være dig en hjælp til at forblive trofast og på vejen mod fuldkommenhed.

Kommentar

3 Nefi 12-14. En rettesnor for livet

  • Bjergprædikenen, som man både finder i Bibelen og i Mormons Bog, er Herrens rettesnor for fuldkommenhed. Om denne prædiken sagde præsident Harold B. Lee (1899-1973): »Kristus kom ikke alene til verden for at sone for menneskets synder, men for at sætte et eksempel for verden omkring standarderne med hensyn til Guds fuldkomne love og lydighed imod Faderen. I Mesterens bjergprædiken gav han os en slags åbenbaring om hans egne egenskaber, som var fuldkomne, eller man kan kalde det en slags ›selvbiografi, hvor enhver stavelse var blevet skrevet i gerninger,‹ og ved at gøre det, har han givet os en rettesnor for vores eget liv« (Decisions for Successful Living, 1973, s. 55-56).

3 Nefi 12:1-2. Giv agt på apostlenes ord

  • Frelseren indledte sin prædiken til nefitterne ved at henlede deres opmærksomhed på vigtigheden af at følge de tolv nefitiske disciple, som han havde kaldet og bemyndiget. Nutidig åbenbaring har også fremhævet den sikkerhed og de velsignelser, der kommer af at følge Herrens udvalgte tjenere (se L&P 1:38 ; 21:6). Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret, hvorfor det er af afgørende betydning for os, at vi følger Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum i dag:

    Billede
    Kristus ordinerer sine nefitiske apostle

    Jerry Thompson, © IRI

    »Således har Kirkens apostolske og profetiske grundvold altid været til for at velsigne os til alle tider, men især i modgang og fare, når vi føler os som små børn, forvirrede eller desorienterede og måske lidt bange, og når ondsindede mennesker eller Djævelen med snedighed forsøger at skræmme eller vildlede os. Til tider som dem, der kommer i vor tid, er Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum bemyndiget af Gud og opretholdt af jer som profeter, seere og åbenbarere …

    En sådan grundvold i Kristus har og vil altid være en beskyttelse. I en tid som vor – og sådan vil det mere eller mindre altid være – vil livets storme ›ingen magt … få over jer‹ (Hel 5:12)« (se Liahona, nov. 2004, s. 7).

3 Nefi 12:3-12. Saligprisningerne

  • Frelserens prædiken begynder med nogle udtalelser, der omtales som saligprisningerne. Det er en række udtalelser, som indledes med »Velsignede er … (se 3 Ne 12:1-11«). Ord som disse beskriver det resultat, som hellige opnår ved at anvende belæringerne i denne prædiken.

    I LDS Bible Dictionary forklares det, at »Beatitudes« »beskriver visse egenskaber, som tilsammen danner og forædler en åndelig karakter, og alle disse vil være til stede, når som helst denne karakter forefindes i sin fuldkommenhed. Saligprisningerne er ikke isolerede udtalelser, men er sammenhængende og progressive i deres opbygning« (»Beatitudes«, s. 620). Guide til Skrifterne tilføjer: »Saligprisningerne er opbygget på en sådan måde, at hver af dem bygger på den foregående« (»Saligprisningerne«).

    Præsident Harold B. Lee belærte om, at saligprisningerne indbefatter »grundlaget for et perfekt liv«: »Fire af dem har at gøre med vores jeg, og fire handler om vores sociale relationer med andre« (Decisions for Successful Living, 1973, s. 57, 60). Følgende oversigt viser dette forhold:

    Omkring mig.

    Omkring andre.

    Velsignede er de fattige i ånden.

    Salige er de sagtmodige.

    Velsignede er alle de, som sørger.

    Velsignede er de barmhjertige.

    Velsignede er alle de, som hungrer og tørster efter retfærdighed.

    Velsignede er alle de, som stifter fred.

    Velsignede er alle de rene af hjertet.

    Velsignede er alle de, som bliver forfulgt for mit navns skyld.

3 Nefi 12:3. »Velsignede er de fattige i ånden, som kommer til mig«

  • Præsident Harold B. Lee forklarede, hvad det betyder at være fattig i ånden:

    »Mesteren sagde: ›Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres‹ (Matt 5:3). De fattige i ånden betyder naturligvis dem, som er åndeligt trængende, som føler sig så åndeligt udpint, at de med stor længsel rækker ud efter hjælp …

    Enhver af os må, dersom vi vil stræbe efter fuldkommenhed, stille os selv dette spørgsmål på et tidspunkt: ›Hvad mangler jeg endnu?‹ – dersom vi vil fortsætte vores færd på den vej, som fører til fuldkommenhed« (Stand Ye in Holy Places, 1974, s. 210).

  • Udtrykket »som kommer til mig« (3 Ne 12:3) finder man ikke i Det Nye Testamentes udgave af Bjergprædikenen, men det tydeliggør Frelserens lære. Det er en velsignelse at være fattig i ånden, hvis vi kommer til Kristus. Frelseren beskrev i 3 Nefi 12:2, hvordan vi begynder at komme til ham. Ordene »som kommer til mig« kan principielt også tilføjes andre saligprisninger. For at blive trøstet (v. 4), arve jorden (v. 5), blive fyldt med Helligånden (v. 6), møde barmhjertighed (v. 7) eller se Gud (v. 8) er vi nødt til at komme til Kristus.

    Da Frelseren i sin prædiken nævnte, at man skulle komme til ham, nævnte han dåb 19 gange mellem 3 Nefi 11:21 og 12:2. For at »komme til Kristus« kræves det, at man tager imod de frelsende ordinancer.

    Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) beskrev flere måder, hvorpå vi kan komme til Kristus: »Kom til Kristus ved at forkynde evangeliet, fuldkommengøre os og forløse vore døde. Når vi kommer til Kristus bliver vi, vores familie og vor himmelske Faders børn, både levende og døde, velsignet« (se Stjernen, juli 1988, s. 85).

3 Nefi 12:4. »Velsignede er alle de, som sørger«

  • Ældste Spencer J. Condie fra De Halvfjerds forklarede, hvordan saligprisningerne kan anses for at være progressive: »Saligprisningerne kan betragtes som en opskrift på retfærdighed, som trinvis tager til, idet det begynder med ›de fattige i ånden, som kommer til [Kristus]‹ (3 Ne 12:3). Det næste trin i den celestiale retning er at sørge især over vore synder, ›for bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse‹ (2 Kor 7:10)« (Your Agency, Handle with Care, 1996, s. 8).

3 Nefi 12:5. »Velsignede er de sagtmodige«

  • Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985), forklarede, at sagtmodighed ikke må forveksles med svaghed:

    »Dersom Herren var sagtmodig og ydmyg, så må man ydmygt gøre, som han gjorde, ved frejdigt at fordømme ondt, tappert skride frem med retfærdige gerninger, modigt imødekomme ethvert problem, mestre sig selv og situationerne omkring sig og være noget nær intetanende om personlig ære.

    Ydmyghed er hverken selvhøjtidelig, indbildsk eller stolt. Den er ikke svag, vaklende eller underdanig …

    Ydmyg og sagtmodig betegner i høj grad dyder, ikke svagheder. De betegner et jævnt mildt temperament uden had og begær … Det er ikke underdanig underkastelse. Den er ikke kuet eller frygtsom …

    Hvordan bliver man ydmyg? For mig handler det om konstant at blive påmindet om min afhængighed af ham. Hvem afhænger alt af? Herren. Hvordan minder man sig selv om det? Gennem oprigtig, vedvarende, ærbødig og taknemlig bøn« (The Teachings of Spencer W. Kimball, red. Edward L. Kimball, 1982, s. 232-233).

3 Nefi 12:6. »Som hungrer og tørster efter retfærdighed«

  • Da søster Sheri L. Dew tjente i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, forklarede hun sammenhængen mellem begær (hunger og tørst) og handling og evnen til at arbejde for at opnå de ønskede resultater: »Vores evne til at høre åndeligt hænger sammen med vores villighed til at arbejde på det. Præsident Hinckley har ofte sagt, at den eneste måde, han kan få noget gjort på, er ved at gå på knæ og trygle om hjælp og derpå stå op og gå i gang. Denne kombination af tro og hårdt arbejde er den fuldendte plan for at lære Åndens sprog. Frelseren belærte: ›Velsignede er alle de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal fyldes med Helligånden‹ (3 Ne 12:6; fremhævelse tilføjet). At hungre og tørste medfører intet andet end hårdt åndeligt arbejde. Tilbedelse i templet, omvendelse for at blive stadigt renere, tilgivende og søgende efter tilgivelse samt oprigtig faste og bøn øger altsammen vores modtagelighed over for Ånden. Åndeligt arbejde virker og er nøglen til at høre Herrens røst« (»Vi er ikke alene«, Liahona, jan. 1999, s. 114).

3 Nefi 12:8. »Rene af hjertet«

  • Ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvad det betyder at være ren af hjertet:

    »At være uden svig er at være ren af hjertet, en altafgørende dyd for dem, som gerne vil tælles blandt Kristi sande tilhængere …

    Dersom vi er uden svig, er vi ærlige, sandfærdige og retskafne. Disse er alle guddommelige egenskaber og er påkrævet af de hellige. De, som er ærlige, er retfærdige og sandfærdige i deres tale, ligefremme i deres handlinger, blottet for bedrag og hævet over at stjæle, fremstille noget urigtigt og enhver anden svigagtig handling. Ærlighed hører Gud til, og uærlighed er af djævelen, som helt fra begyndelsen var løgner. Retfærdighed betyder at leve et liv i harmoni med evangeliets love, principper og ordinancer« (Finding Peace in Our Lives, 1995, s. 181-182).

3 Nefi 12:9. Fredsstiftere

  • Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum vidnede om, hvilken kilde man må trække på for at blive fredstifter: »At komme til Jesus Kristus som er ›Freds Fyrste‹ (Es 9:5) er vejen til fred på jord og Guds velbehag blandt menneskene (se Luk 2:14)«, (se Liahona, nov. 2002, s. 39).

  • Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev, hvordan man bliver en fredsstifter: »Fredsstiftere: I den sande betydning er det kun de, som tror og spreder evangeliets fylde, der er fredsstiftere i den betydning, det har i saligprisningerne. Evangeliet er fredens budskab til alle mennesker. Guds børn: De der er blevet adopteret ind i Guds familie gennem deres hengivenhed for sandheden. Deraf er de blevet Guds arvinger og Kristi medarvinger (Rom. 8:14-18; Gal. 3:26-29; 4:1-7)« (Doctrinal New Testament Commentary, 3 vols., 1971-1973, 1:216).

3 Nefi 12:13. »Jordens salt«

  • Beretningen i Mormons Bog antyder, at det »at være jordens salt« er et mål, som Kirkens medlemmer bør stræbe efter (3 Ne 12:13). I de mosaiske religiøse ritualer var saltpagten en påmindelse om, at vi bør huske og holde vore pagter med Gud (se 4 Mos 18:19; 2 Krøn 13:5). De hellige bør på lignende vis hjælpe med at genoprette og bevare pagterne i disse sidste dage. Lære og Pagter 101:39-40 vidner om, hvad man må gøre for at blive regnet for »jordens salt.«

    At blive regnet for »jordens salt« indebærer en vigtig betydning. Da ældste Carlos E. Asay (1926-1999) tjente i De Halvfjerds’ Præsidium, forklarede han til præstedømmebærere:

    »›Når mennesker bliver kaldet til mit evigtvarende evangelium og slutter pagt med en evigtvarende pagt, bliver de regnet for jordens salt og menneskenes kraft;

    de er kaldet til at være menneskenes kraft‹ (L&P 101:39-40; fremhævelse tilføjet).

    Ordet kraft (k-r-a-f-t) betegner smag, velsmagende, interessant kvalitet og godt ry …

    En verdenskendt kemiker har sagt, at salt ikke mister sin kraft med årene. Kraften går tabt ved opblanding og forurening. Det er ligesådan med præstedømmets kraft. Den opløses heller ikke med årene, den går også kun tabt ved opblanding og forurening …

    Kraften og særpræget forlader en mand, hvis han forurener sit sind med urene tanker, skænder sin mund ved at tale andet end det, der er sandt, og misbruger sin styrke ved at udføre noget ondt …

    Jeg vil gerne give jer disse enkle retningslinjer, de er især rettet til de unge mænd, som et middel til at bevare kraften: Hvis noget ikke er rent, så lad være med at tænke på det; hvis det ikke er sandt, så tal ikke om det; hvis det ikke er godt, så lad være med at gøre det (se Marcus Aurelius, ›The Meditations of Marcus Aurelius‹, i The Harvard Classics, Charles W. Eliot, red., New York: P. F. Collier and Son, 1909, s. 211)« (Den danske Stjerne, okt. 1980, s. 71-72).

3 Nefi 12:14-16. »Lad derfor jeres lys skinne«

  • Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum fortalte om en personlig erfaring omkring vigtigheden af at være et lys for andre:

    »Da jeg voksede op på Long Island i New York, lærte jeg, hvor afgørende lys var for folk, som rejser i mørke på det åbne hav. Hvor er et forfaldent fyrtårn farligt! Hvor er det katastrofalt, når fyrtårnets lys er gået ud!

    Vi, som har Helligåndens gave, skal være tro mod dens tilskyndelser, så vi kan være et lys for andre.

    ›Således skal jeres lys skinne for mennesker,‹ siger Herren, ›så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene‹ (Matt 5:15-16).

    Vi ved aldrig, hvem der regner med os. Og, som Frelseren sagde, vi ›ved ikke, om de ikke vil omvende sig og angre deres synder og komme til mig af hele hjertet, og jeg skal helbrede dem, og I skal være midlet til at bringe dem frelse‹ (3 Ne 18:32)« (se Liahona, juli 2002, s. 78).

3 Nefi 12:17-20, 46-47. Moseloven blev opfyldt ved Jesus Kristus.

  • Da Frelseren gik omkring og tjente på jorden, havde moseloven været israelitternes religiøse og sociale fundament i over 1000 år. Nefitterne var i besiddelse af den skrevne optegnelse af loven på bronzepladerne, og de nefitiske profeter underviste i og iagttog loven. Da Frelseren besøgte nefitterne, belærte han dem om, at loven var blevet helt opfyldt i ham. De skulle dog ikke tro, at moseloven var blevet nedbrudt eller forkastet (se 3 Ne 12:17-18). Hvordan opfyldte Frelseren moseloven uden at nedbryde den? Moseloven bestod af både moralske og rituelle aspekter.

    De moralske aspekter omfattede befalinger som: »Du må ikke begå drab« og »du må ikke begå ægteskabsbrud.« Jesus Kristus lærte nefitterne, at de ikke blot skulle undgå mord og hor, men også vrede og begær – tilstande i hjertet som leder til mord og hor (se 3 Ne 12:21-30). Således opfylder Jesu Kristi evangelium loven i den forstand, at det udvider det moralske aspekt ved moseloven ved at være en højere lov; det indeholder alle moselovens moralske bud og sætter dem ind i en kontekst af større evangeliske principper, som fordrer en forandring i hjertet.

    De rituelle aspekter af moseloven omfatter befalinger om slagt- og brændofre – det som Abinadi kaldte »skikke og … ordinancer« (Mosi 13:30). De nefitiske profeter forstod, at disse dele af moseloven skulle hjælpe folket med at se frem mod Jesu Kristi sonoffer (se 2 Ne 25:24; Jakob 4:5; Mosi 16:14-15). Da Frelserens jordiske tjenestegerning derfor var fuldbragt, skulle disse fremadskuende ordinancer ikke længere pege hen mod fremtidige begivenheder – eftersom de havde fundet sted, og ordinancerne på den måde var blevet opfyldt. Derfor lærte Frelseren nefitterne, at »slagtofre og brændofre [skulle] høre op«, og at hans tilhængere i stedet skulle bringe et offer bestående af et »sønderknust hjerte og en angerfuld ånd« (3 Ne 9:19-20). I stedet for ordinancer, der pegede fremad mod forsoningen, indstiftede Frelseren nadveren, en ordinance til ihukommelse af Frelserens sonoffer (se 3 Ne 18:1-11).

  • Ældste Bruce R. McConkie har udtalt: »Jesus kom for at gengive evangeliets fylde, som menneskene havde nydt før Moses’ tid, inden den lavere lov gjaldt. Det er indlysende, at han ikke kom for at nedbryde det, han selv havde åbenbaret for Moses, på samme måde som en matematikprofessor ikke slår en pæl igennem matematikken ved at afsløre principper for integralregning for sine elever. Jesus kom for at bygge på det fundament, som Moses havde lagt. Ved at gengive evangeliets fylde opfyldte han behovet for overholdelse af det forberedende evangeliums krav og betingelser. Ingen behøvede længere at vandre i månens skær, for solen strålede i al sin glans« (Doctrinal New Testament Commentary, 1:219-220; se også Stephen E. Robinson, »The Law after Christ«, Ensign, sep. 1983, s. 68-73).

3 Nefi 12:19. »Et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd«

  • Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum vidnede om værdien i at have et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd: »Jeg vidner om, at ›forløsningen [udvirkes] i og ved den hellige Messias … for alle dem, der har et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, og for ingen andre kan lovens krav blive opfyldt‹ (2 Ne 2:6-7; fremhævelse tilføjet). Det absolutte krav i form af ›et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd‹ angiver behovet for at være underdanige, føjelige og ydmyge (dvs. lærevillige) og villige til at adlyde« (se Stjernen, juli 1997, s. 57).

3 Nefi 12:27-29. Undgå begær

  • Ældste Richard G. Scott sammenlignede både resultatet og motivationen for henholdsvis kærlighed og begær: »Kærlighed, sådan som Herren definerer det, ophøjer, beskytter, respekterer og beriger andre. Den motiverer os til at yde ofre for andre. Satan fremmer en falsk kærlighed, der kaldes begær. Den drives af en hunger efter at stille sin personlige appetit. Den, der praktiserer dette bedrag, bryder sig ikke meget om den smerte og nedbrydning, der forvoldes andre. Selv om det ofte kamufleres bag smigrende ord, er motivationen selvisk tilfredsstillelse« (se Stjernen, juli 1991, s. 34).

3 Nefi 12:30. Tag jeres kors op

  • Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede udtrykket at »tage sit kors op«:

    »Det, at man dagligt tager sit kors op, betyder, at man dagligt fornægter sig selv kødets lyster.

    Ved at gøre som Mesteren, der led fristelser og ikke ›gav efter for dem‹, kan vi også leve i en verden fyldt med ›fristelser, der … [kun er] menneskelige‹ (1 Kor 10:13). Selvfølgelig bemærkede Jesus de enorme fristelser, han mødte, men han tænkte ikke frem og tilbage over dem. I stedet for afviste han dem prompte. Dersom vi begynder at lege med tanken om fristelser, så begynder de snart at lege med os! At afvise disse uønskede logerende ved sindets indgang er en måde ikke at give agt på dem. Desuden er disse eventuelle logerende de rene barbarer, og kan, hvis de lukkes ind, kun sættes ud med stort traume til følge« (se Stjernen, juli 1987, s. 64).

3 Nefi 12:31-32. »Den, der gifter sig med hende, der er fraskilt, begår ægteskabsbrud«

  • Ældste Bruce R. McConkie beskrev, hvem Frelseren talte om her, og hvordan det gælder os i dag:

    »Denne strikse lov omkring skilsmisse blev ikke givet til farisæerne, ej heller til verden i almindelighed, men kun til disciplene ›i huset‹, på et senere tidspunkt som Markus forklarer. Desuden begrænsede Jesus udtrykkeligt dens anvendelse. Alle mænd kunne ikke leve efter så høj en standard, den gjaldt kun dem, ›til hvem den var givet‹.

    Den kan have været gældende til forskellige tider og blandt forskellige folk, men Kirken er ikke bundet af den i dag. I vor tid er skilsmisse tilladt i Kirken af forskellige andre årsager end seksuel umoral, og fraskilte personer har lov til at gifte sig igen og nyde alle evangeliets velsignelser« (Doctrinal New Testament Commentary, 1:548-549).

  • Det kunne se ud som om, at hensigten med Frelserens ord ikke var at fordømme dem, som gifter sig med en fraskilt, men at lære folket, at skilsmisse ikke er løsningen på alle de små irritationer, der opstår i et ægteskab. I en tale om skilsmisse sagde præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008):

    »Selvfølgelig er alt i et ægteskab ikke idel lykke. For nogle år siden klippede jeg disse ord ud af en artikel af Jenkins Lloyd Jones:

    ›Der synes at herske en overtro blandt mange tusinde af vore unge, som holder i hånd og kissemisser i bilerne om, at ægteskabet er en hytte omgivet af stedseblomstrende stokroser, hvortil en evig ung og smuk ægtemand kommer hjem til en ligeså evig ung og fortryllende hustru. Når stokroserne visner, kedsomheden sætter ind og regningerne kommer, står man i kø for at blive skilt …

    Alle, som forestiller sig, at denne lykketilstand er normal, spilder en masse tid på at rende rundt og føle, at de er gået glip af noget‹ (›Big Rock Candy Mountains‹, Deseret News, 12. juni 1973, s. A4) …

    Blandt de største og mest almindelige tragedier er skilsmisse. Det er blevet en stor plage. I det seneste nummer af World Almanac står der, at der USA i løbet af de sidste 12 måneder med udgangen af marts 1990 rundt regnet blev indgået 2.423.000 ægteskaber. I den samme periode blev omkring 1.1770.00 par skilt« (se The World Almanac and Book of Facts 1991, New York: World Almanac, 1990, s. 834).

    Det betyder i USA, at et par bliver skilt næsten hver gang to par bliver gift …

    Selviskhed er ofte roden til problemerne …

    Billede
    Et bejlende par

    © 1986 Derek Smith

    »Alt for mange, der indgår ægteskab, er blevet forkælet og pylret om og er på en eller anden måde blevet forledt til at tro, at alt skal være helt rigtigt altid, at livet er en række forlystelser, og at lyster skal tilfredsstilles uden hensyn til principper. Hvor tragiske er ikke resultaterne af en sådan hul og urimelig tankegang!

    … Midlet mod de fleste problemer i ægteskabet er ikke skilsmisse. Det er omvendelse. Det er ikke separation. Det ligger i enkel retskaffenhed, som får mennesket til at beslutte sig til at opfylde sine forpligtelser. Man finder den i den gyldne regel …

    Man må være villig til at overse små fejl, at tilgive og dernæst at glemme.

    Man må kontrollere sin tunge. Hidsighed er ondt og ødelæggende og tilintetgør hengivenhed og frastøder kærlighed.

    Der må udvises selvdisciplin, der holder sådant misbrug i skak …

    Nu og da kan der være en berettiget årsag til skilsmisse. Jeg siger ikke, at det aldrig er berettiget. Men jeg siger uden tøven, at denne plage blandt os, som synes at blive større overalt, ikke er af Gud, men at det i stedet er modstanderen af retskaffenhed og fred og sandhed, der virker blandt os« (se Stjernen, juli 1991, s. 70-71).

3 Nefi 12:48. »Derfor ønsker jeg, at I skal være fuldkomne«

  • Det er ikke muligt at blive fuldkommen i dette liv. Men som præsident James E. Faust har forklaret, så må vi stræbe efter fuldkommenhed nu, så vi kan være i stand til at opnå den i det næste liv: »Fuldkommenhed er et evigt mål. Selvom vi ikke kan blive fuldkomne i livet på jorden, så er det en befaling, at vi stræber efter at blive det, hvilken vi til syvende og sidst, gennem forsoningen, kan holde« (se Liahona, juli 1999, s. 19).

  • Præsident Spencer W. Kimball forklarede også behovet for at stræbe efter fuldkommenhed: »›Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen!‹ (Matt 5:48). Nuvel, det er et opnåeligt mål. Vi bliver ikke ophøjet, vi når ikke vores bestemmelsessted, medmindre vi er fuldkomne, og nu er den bedste tid i verden til at begynde at blive det. Jeg har ikke megen tålmodighed med mennesker som siger: ›Ingen er fuldkommen‹ og dermed indirekte siger: ›Så hvorfor gøre forsøget?‹ Selvfølgelig er ingen helt fuldkomne, men nogle er kommet et stykke op ad stigen« (Teachings of Spencer W. Kimball, s. 165).

3 Nefi 13:1-8, 16-18. Skilt ikke åbenlyst med jeres gode gerninger

  • Disse vers i 3 Nefi lærer os, at vi ikke skal give penge til den fattige eller bede eller faste åbenlyst, for at andre skal se det. Herren opfordrer os til at udøve gode gerninger i det skjulte. Præsident Thomas S. Monson forklarede værdien af anonym tjeneste:

    »Jeg gik hen til informationen på et stort hospital for at få oplyst, hvilket stuenummer en patient, jeg ville besøge, lå på. Dette hospital undergik, som de fleste andre i dette land, en stor udvidelse. Bag skranken, hvor receptionisten sad, var der en imponerende plade med navne på donorer som havde gjort denne udvidelse mulig. Navne på de sponsorer, som havde bidraget med 100.000 dollars var smukt indgraveret på et separat messingskilt, der hang i en glitrende kæde fra det store skilt.

    Navnene på sponsorerne var velkendte. Der var både repræsentanter for handelsstanden, industrimagnater og uddannelsesinstitutioner. Jeg følte en taknemlighed for deres velgørende gavmildhed. Så faldt mine øjne på et anderledes messingskilt – der var intet navn på. Et ord, blot ét ord var indgraveret: ›Anonym‹. Jeg smilede og tænkte på, hvem den unavngivne donor kunne være. Det var helt sikkert, at vedkommende havde nydt en stille glæde, som var andre ukendt …

    Sidste vinter (1981) styrtede et moderne fly, kort tid efter det var lettet, ned i den isfyldte Potomac-flod. Der blev vist tapperhed og heltedåd den dag, den mest dramatiske bevidnede piloten i redningshelikopteren. Man firede redningslinen ned til en, der kæmpede for at overleve. Frem for selv at gribe linen og komme i sikkerhed, så bandt manden linen om en anden, som så blev firet op i sikkerhed. Man firede rebet ned igen og endnu én blev reddet. Fem personer blev reddet op af det iskolde vand. Men blandt dem fandt man ikke den anonyme helt. Uden navns nævnelse ›efterlod han ærefuldt sit minde i den frostklare luft‹ (Stephen Spender, ›I think continually of those –‹, i Masterpieces of Religious Verse, red. James Dalton Morrison, New York: Harper and Brothers Publishers, s. 291) …

    Må sådan sand tjeneste vejlede os. Må vi se opad, når vi går frem i tjeneste for vor Gud og vore medmennesker. Og må vi rette øret mod Galilæa, hvorfra vi måske kan høre ekkoet af Frelserens belæringer: ›Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem‹ (Matt 6:1). ›Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør‹ (Matt 6:3). Og om vore gode gerninger: ›Se til, at du ikke siger det til nogen‹ (Matt 8:4). Så vil vores hjerte være lettere, vores liv lysere og vores sjæl rigere.

    Kærlige tjenester, der udføres anonymt, kommer måske ikke til menneskenes kundskab – men Gud kender gaven og giveren« (se Den danske Stjerne, apr. 1983, s. 98).

3 Nefi 13:7. »Brug ikke tomme gentagelser«

  • Vore bønner er tomme, dersom de blot er en vane, vi ikke tillægger megen tanke eller følelse.

    »Profeten Mormon advarede, at hvis nogen ›beder uden oprigtig hensigt i hjertet‹, så gavner det ›ham intet, for Gud modtager ingen sådan‹ (Moro 7:9). Du må for at gøre dine bønner meningsfulde bede med oprigtighed og ›med hjertets hele styrke‹ (Moro 7:48) … Tænk alvorligt over din holdning og de ord, som du bruger« (Tro mod sandheden: Et evangelisk opslagsværk, 2005, s. 11).

  • Ældste Joseph B. Wirthlin advarede mod gentagelser i bønner: »Vore bønner bliver indholdsløse, hvis vi siger de samme ord på samme måde igen og igen så ofte, at ordene bliver en recitation snarere end en samtale. Det er det, Frelseren kaldte at lade munden løbe (se Matt 6:7)« (»Bedre bønner«, Liahona, aug. 2004, s. 24; se også Alma 34:27-28).

3 Nefi 13:9-13. Fadervor

  • Vi kan bruge principperne i Fadervor, som et forbillede for vores tjeneste i riget. Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab har sagt:

    »Bønnen begynder med ærbødighed for vor himmelske Fader. Dernæst taler Herren om riget og dets komme. Den tjener, som har et vidnesbyrd om, at dette er Jesu Kristi sande kirke, føler glæde over dens fremgang og nærer et ønske om at gøre, hvad han eller hun kan, for at opbygge den.

    Billede
    Frelseren beder

    Paul Mann, © 1999 IRI

    Frelseren selv var et eksempel på det mønster, som disse ord i bønnen udtrykker: ›Ske din vilje som i himlen således også på jorden‹ (Matt 6:10). At gøre Faderens vilje var Frelserens bøn under forsoningens yderst vanskelige offer for hele menneskeheden og hele verden (se Matt 26:42). Den trofaste tjener beder til, at selv den tilsyneladende mindste opgave bliver udført, som Gud ønsker det. Det, der gør hele forskellen, er, at man arbejder for og beder om hans fremgang frem for vores egen.

    Dernæst viste Frelseren os dette mønster for personlig renhed: ›og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde‹ (Matt 6:12-13). Den styrke, som vi skal give dem, vi våger over, kommer fra Frelseren. Vi og de må tilgive for at blive tilgivet af ham (se Matt. 6:14). Vi og de kan kun gøre os forhåbning om at forblive rene med hans beskyttelse og med den forandring i hjertet, som hans forsoning gør mulig. Vi har brug for den forandring for at have Helligåndens stadige følgeskab …

    I kan være trygge i Herrens tjeneste. Frelseren vil hjælpe jer med at udføre det, som han har kaldet jer til, hvad enten det er midlertidigt i Kirken eller for evigt som forældre. I kan bede om tilstrækkelig hjælp og vækst til at udføre arbejdet og vide, at I vil få det« (Liahona, juli 2000, s. 81).

3 Nefi 13:19-24. »Saml jer ikke skatte på jorden«

  • Præsident Ezra Taft Benson talte om jordiske skattes forgængelige beskaffenhed:

    »Vores hengivenhed lægges alt for ofte på sølle forgængelige ting. Jordens materielle skatte er blot til for at sørge for, at vi har kost og logi her i livets skole. Det er vores opgave at sætte guld, sølv, huse, kvæg, land og andre jordiske ejendele på deres rette plads.

    Ja, vi er blot midlertidigt på dette sted. Vi er her for at lære de første lektier på vejen mod ophøjelse – lydighed mod Herrens frelsesplan« (se Den danske Stjerne, apr. 1972, s. 33).

  • Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum kom med dette indblik omkring de skatte, vi samler os: »Frelseren har sagt, at vi ikke skal samle skatte på jorden, men at vi bør samle skatte i himlen (se Matt 6:19-21). I lyset af det endelige formål med lykkens store plan tror jeg, at de største skatte på jorden og i himlen er vore børn og vore efterkommere« (se Stjernen, jan. 1994, s. 69, 71).

3 Nefi 13:34. »Nær derfor ingen bekymring for dagen i morgen«

  • Mormons Bog tydeliggør betydningen af Matthæus 6:25-32 ved at fortælle, at Jesus talte til de tolv nefitiske disciple på dette sted i sin prædiken (se 3 Ne 13:25-34). Efter Jesus havde sagt dette til dem, vendte han sig atter mod folkemængden og talte til dem (se 3 Ne 14:1). Det er nyttigt at bemærke, at Jesus flere gange vendte sig frem og tilbage mod disse to grupper under sin prædiken.

3 Nefi 14:1-2. Om at fælde dom

  • Ældste Dallin H. Oaks uddybede betydningen af vers 1-2 i 3 Nefi 14 ved at forklare forskellen på en retfærdig og en uretfærdig dom. Han fremlagde disse retskafne principper:

    »Jeg har tænkt over nogle af de skriftsteder, som befaler os ikke at dømme, og andre skriftsteder, som belærer os om at dømme, og som endda fortæller os hvordan. Men når jeg har studeret disse skriftsteder, er jeg blevet overbevist om, at disse tilsyneladende modsigende befalinger stemmer overens, når vi ser dem i et evigt perspektiv. Nøglen til at forstå dem ligger i, at der er to slags domme: Endelige domme, som vi er blevet forbudt at fælde og midlertidige domme, som vi har fået pålagt, men på grundlag af retfærdige principper …

    For det første må en retfærdig dom per definition være midlertidig …

    For det andet vil en retfærdig dom være styret af Herrens Ånd, ikke af vrede, hævn, jalousi eller selviskhed …

    For det tredjemå en midlertidig bedømmelse ligge inden for vores forvaltning …

    For det fjerde bør vi for så vidt muligt afstå fra at dømme, indtil vi har tilstrækkelig viden om fakta« (se »›Judge Not‹ and Judging«, Ensign, aug. 1999, s. 7, 9-10).

3 Nefi 14:7-8. »Bed, og der skal gives jer«

  • Præsident James E. Faust bar vidnesbyrd om, hvilken gave og privilegium det er at have adgang til vor himmelske Fader gennem bøn: »Forbindelse til vor Skaber gennem vor Frelser er bestemt et af de største privilegier og en af de største velsignelser i vores liv … Ingen jordisk myndighed kan afholde os fra direkte forbindelse til vor Skaber. Der kan aldrig ske nogen mekanisk eller elektronisk fejl, når vi beder. Der er ingen grænser for, hvor mange gange, eller hvor længe vi kan bede hver dag. Der findes ingen kvote for, hvor mange behov, som vi må bede om i hver bøn. Vi skal ikke gennem sekretærer eller træffe aftaler for at nå nådens trone. Han er inden for rækkevidde til hver en tid og på hvert et sted« (se Liahona, juli 2002, s. 62).

3 Nefi 14:12. Den gyldne regel

  • Ældste Russell M. Nelson citerede den gyldne regel og kom med disse kommentarer:

    Jesus lærte os: ›Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem‹ (Matt 7:12). Dette princip finder man næsten i enhver stor religion. Andre såsom Kong Fusi og Aristoteles belærte også om det. Man må jo trods alt huske, at evangeliet var til, før barnet blev født i Betlehem. Det er evigt. Det blev i begyndelsen forkyndt for Adam og Eva. Dele af evangeliet er blevet bevaret i mange kulturer. Selv hedensk mytologi er blevet beriget af dele af sandheden fra tidligere uddelinger.

    Uanset, hvor den findes, og hvordan den udtrykkes, omfatter den gyldne regel Guds riges moralkodeks. Den forbyder den ene at indskrænke den andens rettigheder. Det gælder både for nationer, foreninger og personer. Med barmhjertighed og overbærenhed erstatter den gengældelsesreaktionen ›øje for øje, tand for tand‹ (Matt 5:38). Dersom vi skulle blive på den gamle og ugunstige sti, ville vi både være blinde og tandløse« (se Liahona, nov. 2002, s. 39).

3 Nefi 14:15. »Vogt jer for falske profeter«

  • Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum advarede mod dem, som underviser i eller udgiver falske lærdomme: »Lad os derfor tage os i agt for falske profeter og falske lærere, både mænd og kvinder, som er selverklærede forkyndere af Kirkens lære, og som søger at udbrede deres falske evangelium og tiltrække tilhængere ved at sponsorere videnskabelige afhandlinger, bøger og blade, hvis indhold drager Kirkens grundlæggende lærdomme i tvivl. Tag jer i agt for dem, der taler om og udgiver materiale, som går imod Guds sande profeter, og som aktivt hverver andre med hensynsløs tilsidesættelse af den evige trivsel hos dem, som de forleder. De ›sætter sig selv op som et lys for verden, så de kan opnå vinding og verdens ros, men de stræber ikke efter Zions velfærd‹ (2 Ne 26:29)« (se Liahona, jan. 2000, s. 63).

Overvej

  • Hvilken forskel gør det at udføre gode gerninger velvilligt frem for at gøre den samme gerning modvilligt?

  • Analyser dine egne bevæggrunde for at afgøre, hvorvidt du først søger Guds rige (3 Ne 13:33).

Forslag til opgaver

  • Omformuler så mange af saligprisningerne, som du kan huske. Tjek så 3 Nefi 12:3-12 for at se, hvordan du klarede det.

  • Hvad har du brug for at gøre for i større grad at fornægte dig selv uretfærdige tanker og begær? Lav en plan for, hvordan du vil opnå det.