Institut
Kapitel 12: 2 Nefi 25-27

Kapitel 12

2 Nefi 25-27

Indledning

Nefi fremsatte profetiske kommentarer til de af Esajas’ profetier, som han citerede. Læg nøje mærke til Nefis lære, hvad angår Frelserens rolle i tilvejebringelsen af frelse for vor himmelske Faders børn, de store onder, som venter dem, der ønsker at være retfærdige i de sidste dage og velsignelserne ved den lovede genoprettelse. En afgørende del af den profeterede genoprettelse var fremkomsten af Mormons Bog. Udover at forberede verden på at genkende Herrens store værk i de sidste dage fortæller Nefis skrivelser dig, hvordan du personligt kan gøre brug af forsoningen til at opnå tilgivelse.

Kommentar

2 Nefi 25:1-8. Hjælp til forståelse af Esajas

2 Nefi 25:4. »Fyldt af profetiens ånd«

  • Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) uddybede ordene »fyldt med profetiens ånd« og hvordan vi kan opnå denne gave:

    »Åbenbaring kan blive ethvert medlem af Kirken til del. Profeten sagde, at enhver bør være profet, hvilket vil sige, at Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd. Det er ikke blot et privilegium, men også en pligt for ethvert medlem af Kirken at kende den sandhed, som gør vedkommende fri. Dette kan man ikke vide, medmindre det er blevet åbenbaret til en …

    Helligåndsgaven gives til Kirkens medlemmer, så de kan have profetiens og åbenbaringens ånd. Lad det dog være helt klart, at de ikke vil modtage åbenbaring som vejledning for Kirken« (Church History and Modern Revelation, 2 vol., 1953, 2:217-218).

2 Nefi 25:9; 30:18. Nefis tale til jøderne, Lehis efterkommere og ikke-jøderne

  • Følgende oversigt indeholder et sammendrag af 2 Nefi kapitel 25-30, hvilket udgør en tale, som Nefi giver til tre forskellige grupper af mennesker – jøderne, Lehis efterkommere og ikke-jøderne.

    Nefis budskab til jøderne (2 Nefi 25:10-20)

    • Jerusalems ødelæggelse; fangenskab i Babylon; tilbagekomsten til Jerusalem (se v. 10-11)

    • Jødernes fornægtelse af Kristus; hans korsfæstelse og opstandelse (se v. 12-13)

    • Jerusalem lægges atter øde i år 70 e.Kr. og år 135 e.Kr.(se v. 14)

    • Efterfølgende spredning af jøderne (se v. 17-20)

    Nefis budskab til Lehis efterkommere (2 Ne 25:21-20; 26:11)

    • Nefis skrivelser blev bevaret og overdraget; Josefs efterkommere skal bevares (se 25:21)

    • Nefitterne fryder sig over Kristus; hensigten med moseloven (se 25:23-30)

    • Tegn efterfulgt af ødelæggelse; Kristus besøger nefitterne; udryddelse af nefitterne (se 26:1-11)

    Nefis budskab til ikke-jøderne (2 Ne 26:12; 29:14)

    Sammendrag (2 Ne 30:1-8)

    • Til ikke-jøderne (se v. 1-3)

    • Til Lehis efterkommere (se v. 4-6)

    • Til ikke-jøderne (se v. 7-8)

2 Nefi 25:13. »Med helbredelse i sine vinger«

  • Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum talte om behovet for forsoningens helbredende virkning – ikke blot for tilgivelse af synder, men for al livets modgang:

    Billede
    Herrens andet komme

    Harry Anderson © IRI

    »[Frelseren] opstod fra de døde med ›helbredelse i sine vinger.‹

    Hvor vi dog behøver al den helbredelse, som Forløseren kan tilbyde. Min tale er et budskab om håb til alle jer, som længes efter befrielse fra de tunge byrder, der uforskyldt har ramt jer, selvom I har levet et værdigt liv. Min tale bygger på principper indeholdt i Frelserens lære. Jeres udfordring kan være et alvorligt fysisk handicap, en kamp mod en langvarig sygdom eller en daglig kamp mod en livstruende sygdom. Det kan være som følge af, at en, der står jer nær, er død, eller kvalerne kan skyldes en anden person, der er fanget af synd, eller det kan skyldes misbrug i enhver af dets onde varianter. Hvad end årsagen er, så vidner jeg om, at varig hjælp er tilgængelig på betingelser fastsat af Herren« (se Stjernen, juli 1994, s. 7).

2 Nefi 25:15-17. Judas tilbagevenden

  • Præsident Wilford Woodruff (1807-1898) talte om Judas stammer og understregede de store velsignelser, der skulle blive dem til del, når de opfyldte det værk, som de gennem profeti var blevet udpeget til – nemlig at samles og tage deres arveland i besiddelse og genopbygge det store tempel i Jerusalem: »Dette er Elohims store vilje, o Judas hus, og når som helst I måtte blive kaldet til at udføre dette værk, vil Israels Gud bistå jer. I har en stor fremtid og skæbne foran jer, og I kan ikke undgå at indfri den; I er af en kongelig, udvalgt æt, og jeres fædres Gud har bevaret jer intakt som folkeslag i 1800 år til trods for al undertrykkelse i ikke-jødernes verden … Når I mødes med Shiloh, jeres konge, vil I kende ham; jeres skæbne ligger allerede udstukket, I kan ikke undgå den. Det er sandt, at efter I er vendt tilbage og er samlet som folkeslag, og I har genopbygget jeres by og tempel, at ikke-jøderne kan samle deres styrker mod jer til kamp … men når denne plage rammer jer, vil den levende Gud, som anførte Moses gennem ørkenen, udfri jer og jeres Shiloh vil komme og stå i jeres midte og kæmpe jeres slag, og I skal kende ham og jødernes plage skal tage en ende« (citeret i Matthias F. Cowley, Wilford Woodruff: History of His Life and Labors, 2nd ed., 1909, s. 509-510).

2 Nefi 25:17. »Et forunderligt værk og et under«

  • Udtrykket »et forunderligt værk og et under« henviser til gengivelsen af evangeliet i de sidste dage. I 2 Nefi 27 læser vi om den vigtige rolle, som Mormons Bog spiller for denne genoprettelse. Esajas profeterede, at Mormons Bog ville mane apostasiens næsten 2.000 års gamle mørke i jorden, og at de »vises og lærdes visdom skal forgå, og deres kloges kundskab« regnes for intet (2 Ne 27:26).

  • Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) fortalte om nogle af de bemærkelsesværdige begivenheder, der udgør dette store og forunderlige værk:

    »Denne herlige dag begyndte i året 1820, hvor en dreng, oprigtig og med tro, gik ud i en lund og opløftede sin stemme i bøn, idet han søgte den visdom, som han følte, at han havde så stor brug for.

    Som svar kom en storslået tilkendegivelse. Gud, den Evige Fader, og den opstandne Herre Jesus Kristus viste sig og talte til ham. Det forhæng, som havde været trukket for i det meste af to årtusinder, blev trukket fra for at indvarsle tidernes fyldes uddeling.

    Nu fulgte gengivelsen af det hellige præstedømme, først Det Aronske og derpå Det Melkisedekske, under deres hænder, som havde haft myndigheden i gamle dage. Endnu et vidne, der talte som en røst fra støvet kom frem som et andet vidne om virkeligheden og guddommeligheden ved Guds Søn, verdens store Forløser.

    Den guddommelige myndigheds nøgler blev gengivet, deriblandt de nøgler, som var nødvendige for at knytte familier sammen for tid og evighed i en pagt, som døden ikke kunne tilintetgøre.

    Stenen var lille i begyndelsen. Den var næsten ikke til at se. Men den er vokset støt og ruller nu fremad for at fylde jorden« (Liahona, jan. 2000, s. 89).

2 Nefi 25:19. »Hans navn skal være Jesus Kristus«

  • Det er bemærkelsesværdigt, at navnet Jesus Kristus forekommer så ofte i Mormons Bog. Gudsdyrkelsen af kilden til frelse, der klart er udpeget som Jesus Kristus, er noget, som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har tilfælles med tidlige indbyggere i Amerika, som også tilbad Kristus. Han er også den, der stiftede sin kirke blandt de hellige på Det Nye Testamentes tid, og det var i Jesu Kristi navn, at Adam blev døbt (se Moses 6:52). Således har hellige til alle tider set hen til Jesus Kristus som kilde til styrke og frelse, og som Nefi vidnede om var »Guds Søn« (2 Ne 25:19).

2 Nefi 25:20-21. Nefis optegnelser blev bevaret til fremtidige generationer

  • Billede
    Nefi skriver på plader

    © 1988 Paul Mann

    Nefi fik befaling af Herren om at føre sin optegnelse. Han vidste, at han havde fået befaling om at skrive, og han vidste, hvad han skulle skrive, men han vidste måske ikke altid, hvorfor han skulle skrive. Men han »vidste at deres optegnelser ville blive bevaret og givet til kommende generationer for at bistå med genoprettelsen« (Robert J. Matthews, Selected Writings of Robert J. Matthews: Gospel Scholars Series, 1999, s. 356).

2 Nefi 25:22. Dømt af vores villighed til at tage imod Mormons Bog

  • Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) talte om vigtigheden af at studere Mormons Bog, og hvordan undladelse af dette studium kan have uforudsete konsekvenser:

    »Hviler der evige konsekvenser på vores reaktion på denne bog? Ja, og det bliver os enten til velsignelse eller fordømmelse.

    Enhver sidste dages hellige bør gøre studium af denne bog til en livslang stræben. Ellers sætter man sin sjæl i fare og tilsidesætter det, som kunne give en åndelig og intellektuel helhed i ens liv. Der er forskel på at være en omvendt, der bygger sit liv på klippen, Kristus, gennem Mormons Bog og holder fast i jernstangen og den, der ikke gør« (A Witness and a Warning 1988, s. 7-8).

2 Nefi 25:23. Læren om nåde

  • Med nåde menes den guddommelige hjælp eller styrke, der gives i kraft af Jesu Kristi gavmilde barmhjertighed og kærlighed. »Det er ved Herren Jesu Kristi nåde, muliggjort af hans sonoffer, at menneskeslægten vil blive oprejst i udødelighed, og at enhver person vil modtage sit legeme fra graven i en tilstand af evigt liv. Det er ligeledes ved Herrens nåde, at personer ved tro på Jesu Kristi forsoning og omvendelse fra deres synder modtager styrke og hjælp til at gøre gode gerninger, som de på anden måde ikke ville have været i stand til at udføre, hvis overladt til deres egen formåen. Denne nåde er en bemyndigende kraft, som giver mænd og kvinder mulighed for at modtage evigt liv og ophøjelse, efter at de har ydet deres bedste.

    Guddommelig nåde er nødvendig for enhver sjæl som konsekvens af Adams fald og også på grund af menneskelige svagheder og mangelfuldheder. Men nåden erstatter ikke en helhjertet indsats fra modtagerens side. Deraf forklaringen. ›Det er ved nåde, at vi bliver frelst, efter alt hvad vi kan gøre‹ (2 Ne 25:23). Det er i sandhed Jesu Kristi nåde, som gør frelse mulig. Dette princip kommer til udtryk i Jesu lignelse om det sande vintræ (Joh 15:1-11). Se også Joh 1:12-17; Ef 2:8-9; Fil 4:13; L&P 93:11-14)« (Guide til Skrifterne, »Nåde«, s.142).

  • Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum talte om nådens betydning, og hvorfor læresætningen om nåde er vigtig for medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

    »Nogle kristne beskylder sidste dages hellige … for at fornægte Guds nåde ved at hævde, at de kan udvirke deres egen frelse. Vi besvarer denne beskyldning med ord fra to profeter i Mormons Bog. Nefi sagde: ›For vi arbejder flittigt … for at formå vore børn … til at tro på Kristus og til at blive forligt med Gud; for vi ved, at det er ved nåde, at vi bliver frelst, efter alt hvad vi kan gøre‹ (2 Ne 25:23). Og hvad er ›alt hvad vi kan gøre‹? Det omfatter helt bestemt omvendelse (se Alma 24:11) og dåb, at holde budene og holde ud til enden. Moroni bad indtrængende: ›Ja, kom til Kristus, og bliv fuldkommengjort i ham, og fornægt jer selv al gudløshed; og hvis I fornægter jer selv al gudløshed og elsker Gud af al jeres kraft, sind og styrke, da er hans nåde tilstrækkelig for jer, så I ved hans nåde kan blive fuldkomne i Kristus‹ (Moro 10:32).

    Vi bliver ikke frelst i vore synder – i betydningen af at blive frelst betingelsesløst ved at bekende Kristus og derpå, uvægerligt, begå synder resten af livet (se Alma 11:36-37). Vi bliver frelst fra vore synder (se Helaman 5:10) ved ugentlig fornyelse af vores omvendelse og renselse gennem Guds nåde og hans velsignede frelsesplan (se 3 Ne 9:20-22)« (se Stjernen, juli 1998, s. 64).

2 Nefi 25:26. »Vi fryder os i Kristus«

  • Præsident Gordon B. Hinckley sagde, at den viden, som vi har fået gennem genoprettelsen vitterligt gør os i stand til at fryde os i vor Frelser: »Som kirke har vi kritikere, rigtig mange. De siger, at vi ikke tror på den traditionelle Kristus i kristendommen. Der er noget rigtigt i det, de siger. Vores tro, vores viden er ikke baseret på gamle traditioner, trosbekendelser, som er udsprunget af menneskets begrænsede forståelse og af menneskers næsten endeløse diskussioner i et forsøg på at komme til en definition af den opstandne Kristus. Vores tro, vores viden kommer fra et vidnesbyrd fra en profet i denne uddeling, som for sig så universets store Gud og hans elskede Søn, den opstandne Herre Jesus Kristus. De talte til ham. Han talte med dem. Han bevidnede åbenlyst, utvetydigt og ufortrødent om det storslåede syn. Det var et syn af den Almægtige og af verdens Forløser, storslået udover enhver forstand, men pålideligt og utvetydigt i den kundskab, som det bragte. Det er ud fra den kundskab, som er dybt forankret i den moderne åbenbarings klippegrund, at vi med Nefis ord siger, at ›vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at [vi og] vore børn kan vide, til hvilken kilde [vi] kan se hen for at få forladelse for [vore] synder‹ (2 Ne 25:26)« (se Liahona, juli 2002, s. 102).

    Billede
    Det Første Præsidentskab og Tolv Apostles Kvorum ved statuen af Kristus

    © IRI

  • Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum forbandt det at fryde sig i Kristus med befalingen om at adlyde evangeliets love og ordinancer:

    »Det mest spændende for mig og den mest glædelige af alle erkendelser er, at jeg nu får mulighed for med Nefis ord at sige, at jeg ›taler om Kristus … fryder [mig] i Kristus … prædiker om Kristus [og] profeterer om Kristus‹ (2 Ne 25:26) hvorend jeg måtte være, og med hvem som helst, jeg måtte være sammen med indtil mit sidste åndedrag … Der kan uden tvivl ikke være noget højere formål eller større privilegium end at være et særligt vidne ›om Kristi navn i hele verden‹ (L&P 107:23).

    Men min største bekymring stammer også fra dette hverv. En linje i skriften minder os med en rammende underdrivelse om, at ›de, som forkynder evangeliet, skal leve … evangeliet‹ (1 Kor 9:14). Foruden mine ord og belæringer og offentlige vidnesbyrd, må mit liv også være en del af det vidnesbyrd om Jesus. Selve mit væsen bør afspejle guddommeligheden i dette værk. Jeg ville ikke kunne bære, hvis noget jeg nogensinde måtte sige eller gøre på nogen måde ville mindske jeres tro på Kristus, jeres kærlighed til denne kirke eller den agtelse, I nærer for det hellige apostelembede« (se Stjernen, jan. 1995, s. 29).

2 Nefi 25:28. Følg Kristus og hans ledere

  • Ældste Charles Didier fra De Halvfjerds understregede vigtighed af at lytte til Frelseren og de ledere, han har udpeget på jorden, for at styrke vores vidnesbyrd:

    »Når et vidnesbyrd er på plads, har det behov for næring og omsorg, ligesom et bål, der har brug for brænde og ilt for at brænde, det må næres og passes ellers brænder det ud og dør. Et uddøende vidnesbyrd hænger faktisk sammen med en eventuel senere fornægtelse af Kristus, vor Frelser og Forløser …

    Uheldigvis er der de mennesker, som får et vidnesbyrd og siden fornægter og mister det. Hvordan kan det gå til? Hvis man følger de forskellige trin til at opnå et vidnesbyrd, gør man præcis det modsatte for at fornægte eller miste det. Bed ikke, og døren til åbenbaring vil være lukket. Vær ikke ydmyg, men lyt til din egen bedrevidende stemme. Deltag ikke i evangeliets ordinancer, men følg verdens fremgangsmåde. Følg ikke kirkeledere, men kritisér dem. Lyt ikke til profeterne og følg ikke deres råd, men fortolk deres udtalelser i overensstemmelse med dine egne ønsker. Hold ikke befalingerne, men lev i henhold til dine egne lyster og ønsker« (se Stjernen, jan. 1992, s. 74.

2 Nefi 26:11. »For Herrens ånd vil ikke stedse kæmpe med mennesket«

  • Ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum underviste i vigtigheden af den ihærdige stræben efter hele tiden at gøre sig fortjent til Helligåndens nærvær: »Som det gælder for alle gaver, må man modtage, godtage og nyde denne gave (Helligåndsgaven). Da præstedømmets hænder blev lagt på jeres hoved for at bekræfte jer som medlem af Kirken, hørte I ordene: ›Modtag Helligånden.‹ Det betød ikke, at Helligånden ubetinget blev jeres konstante ledsager. Skrifterne advarer os om, at Herrens ånd ›ikke stedse [vil] kæmpe med mennesket.‹ Når vi bliver bekræftet som medlem, får vi ret til Helligåndens ledsagelse, men det er en ret, som vi hele tiden må gøre os fortjent til gennem lydighed og værdighed. Vi kan ikke tage denne gave for givet« (se Liahona, maj 2003, s. 27).

2 Nefi 26:15-16. Deres tale skal hviske fra støvet

  • Nefi omformulerede Es 29:4 for at vise, at selv hans folk ville blive udryddet: »For de, som skal blive udryddet, skal tale til dem fra jorden, og deres tale skal lyde svagt fra støvet, og deres røst skal være som fra en, der maner ånder frem« (2 Ne 26:16). Til trods for at dette måske lyder mærkeligt for os i dag, var det tidligere et udtryk for en almen opfattelse af, at de afdøde kunne påvirke os fra hinsides graven. På den måde hvisker Nefis folk, som har »slumret i støvet« (2 Ne 27:9) i århundreder nu »fra støvet« gennem siderne i Mormons Bog, som Joseph Smith helt bogstaveligt tog »fra jorden« (Es 29:4; se JS-H 1:51-52).

2 Nefi 26:22. »Han leder dem ved halsen med et hørreb«

  • Da ældste Carlos E. Asay (1926-1999) tjente i De Halvfjerds, forklarede han, hvordan man laver et hørreb, og hvordan det bliver et tungt og undertrykkende åg. »Det første fejltrin er som en enkelt hørtråd, den knækker let og smides væk. Men hver gang fejlen gentages vikles der en anden tråd rundt om den første og så videre, indtil det bliver et ubrydeligt reb af sammensnoede tråde. ›Vanens lænker,‹ sagde Samuel Johnson, ›er for små til at kunne mærkes, før de bliver for stærke til at blive brudt‹« (The Road to Somewhere: A Guide for Young Men and Women, 1994, s. 88).

2 Nefi 26:29. Synden ved præstelist

  • Nefi forklarede at præstelist finder sted, når mennesker »sætter sig selv op som et lys for verden« (2 Ne 26:29). I modsætning til det, sagde Jesus til nefitterne: »Jeg er det lys, som I skal holde op« (3 Ne 18:24).

  • Ældste M Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum tilføjede, at præstelist både kan forekomme i Kirken og fra Kirkens fjender. »Lad os derfor tage os i agt for falske profeter og falske lærere, både mænd og kvinder, som er selverklærede forkyndere af Kirkens lære, og som søger at udbrede deres falske evangelium og tiltrække tilhængere ved at sponsorere videnskabelige afhandlinger, bøger og blade, hvis indhold drager Kirkens grundlæggende lære i tvivl. Tag jer i agt for dem, der taler om og udgiver materiale, som går imod Guds sande profeter, og som aktivt hverver andre med hensynsløs tilsidesættelse af den evige trivsel hos dem, som de forleder. Ligesom Nehor og Korihor i Mormons Bog sætter de deres lid til spidsfindigheder for at bedrage og forlede andre med deres synspunkter. De ›sætter sig selv op som et lys for verden, så de kan opnå vinding og verdens ros, men de stræber ikke efter Zions velfærd‹ (2 Ne 26:29)« (se Liahona, jan. 2000, s. 74).

2 Nefi 26:33. »Han opfordrer dem alle til at komme til sig«

  • Præsident James E. Faust (1920-2007) fra Det Første Præsidentskab udfordrede os til at tilsidesætte vore fordomme og arbejde sammen som brødre og søstre i riget.

    »Jeg håber, at vi alle kan overvinde enhver race-, sprog- og kulturforskel …

    Ifølge min erfaring er der ingen race eller klasse, der er nogen overlegen, hvad angår åndelighed og trofasthed …

    Åndelig fred findes ikke i race, kultur eller nationalitet, men snarere gennem vores forpligtelse over for Gud og over for evangeliets pagter og ordinancer« (se Stjernen, juli 1995, s. 61-63).

  • Ældste M. Russell Ballard forklarede, at evangeliets velsignelser gælder for alle Guds børn:

    »Vor himmelske Fader elsker alle sine børn på samme måde, fuldkomment og uendeligt. Hans kærlighed til hans døtre er ikke anderledes, end den han har for sine sønner. Vor Frelser, Herren Jesus Kristus elsker også mænd og kvinder lige højt. Hans forsoning og hans evangelium gælder alle Guds børn. Da han gik på jorden betjente Jesus mænd og kvinder lige meget: Han helbredte både mænd og kvinder, og han underviste både mænd og kvinder.

    … Tro, omvendelse, dåb og Helligåndsgaven er fx et krav for alle Guds børn uanset køn. Det samme gælder templets pagter og velsignelser. Vor Faders gerning og herlighed er at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket (se Moses 1:39) … hans største gave, det evige livs gave, er tilgængeligt for alle« (»Lighed på grund af forskellighed«, Stjernen, jan. 1994, s. 89-91).

2 Nefi 27. Herren vil udføre »et forunderligt værk og et under«

  • De sidste skrivelser af Esajas, som Nefi citerer (Es 29), indeholder mange vigtige profetier om evangeliets gengivelse i de sidste dage, der mangler i de bibelske optegnelser. En nøje sammenligning af Es 29 og det samme kapitel fra bronzepladerne (2 Ne 27) viser, at nogle af de mest »tydelige og yderst dyrebare« dele er »taget bort« (1 Ne 13:26-27) deriblandt:

    1. Vilkårene i de sidste dage som profetien omhandler (se 2 Ne 27:1).

    2. Esajas profeterede om en »bog«, som skulle komme frem i de sidste dage (v. 6).

    3. Bogen ville være »forseglet« (v. 7-8).

    4. Den rolle Moroni og Joseph Smith spillede for fremkomsten af Mormons Bog (se v. 9-10).

    5. »Tre vidner« skulle se »bogen« og »vidne om sandheden af … det, der er i den« (v. 12-13).

      Billede
      Guldpladerne

      © 1987 Greg K. Olsen

    Det er ikke svært at forestille sig, at modstanderen ved at fjerne disse profetier om den forestående genoprettelse pønsede på »at fordreje Herrens rette veje, så [han] kunne forblinde menneskenes børns øjne og forhærde deres hjerte« (1 Ne 13:27).

2 Nefi 27:1-2. »Berusede af ugudelighed«

  • Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum delte hans bekymring for de store problemer i dagens samfund:

    »Jeg kender ikke til nogen omstændigheder i Kirkens historie eller i verdenshistorien, som kan sammenlignes med vores nuværende situation. Der skete ikke noget i Sodoma og Gomorra, som overgår den ugudelighed og det moralske fordærv, som omgiver os nu.

    Man hører gudsbespottende, vulgære og blasfemiske ord overalt. Ubeskrivelig ugudelighed og perversion blev engang holdt skjult på mørke steder. Nu foregår det åbenlyst og nyder sågar retsbeskyttelse.

    I Sodoma og Gomorra blev disse ting stedfæstet. Nu er de spredt ud over hele verden og de er iblandt os« (»The One Pure Defense«, An Evening with President Boyd K. Packer, 6. feb. 2004, s. 4, www.ldsces.org).

2 Nefi 27:7-11. »Og se, bogen skal være forseglet«

  • Billede
    Profeten Joseph Smith oversætter guldpladerne

    © 1982 Robert Barrett

    Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum talte om skrifter, som endnu skal åbenbares. Især dem fra Mormons Bog: »Der er endnu mange ord fra skriften, som vil komme til os, deriblandt ord af Enok (se L&P 107:57), alle apostlen Johannes’ skrivelser (se Eter 4:16), optegnelser fra Israels tabte stammer (se 2 Ne 29:13), og omkring to tredjedele af pladerne til Mormons Bog, som var forseglede: ›Og den dag kommer, da de ord i bogen, som blev forseglet, skal blive læst op fra hustagene; og de skal blive læst op ved Kristi kraft; og alt, hvad der nogen sinde er sket blandt menneskenes børn, og som nogen sinde vil ske, ja, til jordens ende, skal blive åbenbaret for menneskenes børn‹ (2 Ne 27:11). I dag har vi bekvemt nok fire skrifter at bære på, men en skønne dag, når der kommer flere skrifter til, må vi måske have en lille vogn til trække vores bøger på« (A Wonderful Flood of Light, 1990, s. 18).

2 Nefi 27:12. »Tre vidner skal se den«

  • Ældste Dallin H. Oaks kom med følgende indblik i de tre vidners stærke vidnesbyrd: »De tre vidner, der blev udvalgt som vidner til Mormons Bog var Oliver Cowdery, David Whitmer og Martin Harris. ›De tre vidners vidnesbyrd‹ er blevet inkluderet i næsten alle de 100 millioner eksemplarer af Mormons Bog, som Kirken har udgivet siden 1830. Disse vidner bærer højtideligt vidnesbyrd om, at de ›har set de plader, som indeholder denne optegnelse‹ og ›de indgraveringer, som er på pladerne.‹ De vidner om, at disse optegnelser ›er blevet oversat ved Guds gave og kraft, for hans røst har kundgjort det for os.‹ De vidner: ›Og vi kundgør med højtidelige ord, at en engel fra Gud kom ned fra himlen, og han bragte pladerne og lagde dem for vore øjne, så vi så og betragtede dem og indgraveringerne på dem; og vi ved, at det er ved Gud Faderens og vor Herre Jesu Kristi nåde, at vi så dem og aflægger vidnesbyrd om, at dette er sandt‹« (se Liahona, juli 1999, s. 41).

  • Henvis til oversigten »Vidner om Mormons Bogs plader« i tillægget, s. 396). Det indeholder information om hver enkelt af de tre og de otte vidner.

2 Nefi 27:13. »Nogle få« flere vil »aflægge vidnesbyrd« om pladerne

  • Billede
    Engel viser guldpladerne

    © 1988 William Maughan.

    Udover de tre vidner til guldpladerne, var der yderligere otte vidner, som så pladerne og blev kaldet til at aflægge vidnesbyrd om dem (se »De otte vidnes vidnesbyrd« forrest i Mormons Bog; se også oversigten »Vidner om Mormons Bogs plader«, som indeholder information om hver enkelt af de tre og de otte vidner, i tillægget på s. 396).

2 Nefi 27:15-19. »Giv [bogen] … til den lærde«

  • Herren gav Joseph Smith befaling om, at Martin Harris skulle besøge en lærd mand. Oliver Cowdery skrev, at ved Moronis første besøg hos Joseph Smith den 21. og 22. september 1823, havde Moroni citeret Esajas’ profeti, som er citeret her i 2 Nefi 27 og sagt, at Joseph Smith skulle opfylde den: »›Men,‹ sagde han, ›skriften må opfyldes, før den kan oversættes, hvilket betød, at ordene i en bog, som var forseglet, skulle vises til en lærd, for således havde Gud besluttet at efterlade menneskene uden undskyldning, og vise den ydmyge, at hans arm stadig var usvækket og i stand til at frelse‹« (»Letter IV. To W.W. Phelps«, Messenger and Advocate, feb. 1835, s. 80). Denne profeti blev opfyldt i 1828, da Martin Harris besøgte den »lærde« mand, Charles Anthon (se JS-H 1:63-65).

    Billede
    Martin Harris og Charles Anthon

    William Whitaker, © IRI

    Ældste Neal A. Maxwell fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at denne ene begivenhed med professor Anthon kendetegnede den generelle reaktion blandt denne verdens lærde i forhold til Mormons Bog: »Det er ikke udelukkende en henvisning til professor Anthon, eftersom stedordet de er brugt i (2 Ne 27:20). Henvisningen antyder et tankesæt, som kendetegner de fleste af verdens lærde, som i det store og hele ikke tager Mormons Bog alvorligt. Selv når de læser den, læser de den ikke rigtigt, kun med et sind, som udelukker mirakler, deriblandt det mirakel, at denne bog kom frem ved ›Guds gave og kraft‹« (»The Book of Mormon: A Great Answer to ›the Great Question‹«, i Monte S. Nyman and Charles D. Tate jun., eds., The Book of Mormon: First Nephi, The Doctrinal Foundation, 1988, s. 9).

2 Nefi 27:20. »Jeg er i stand til at udføre mit eget værk«

  • Ældste Neal A. Maxwell talte om, hvordan Herren vil overvinde alle forhindringer for hans værk: »Gud lever i et evigt nu, hvor fortiden, nutiden og fremtiden konstant er foran ham (se L&P 130:7). Hans guddommelige beslutninger står fast, eftersom alt det, Gud sætter sig for i sit hjerte at gøre, det gør han (se Abr 3:17). Han kender begyndelsen fra enden! (se Abr 2:8). Gud er fuldt ud ›i stand til at udføre [sit] … værk‹ (2 Ne 27:21) og føre alle sine hensigter ud i livet, noget der bestemt ikke gælder selv menneskenes bedste planer, eftersom vi så ofte misbruger vores handlefrihed!« (se Liahona, maj 2003, s. 70).

  • Ved en tidligere lejlighed kom ældste Maxwell også med en bemærkning om, at Gud udfører sine hensigter uden at tilsidesætte menneskets handlefrihed: »Eftersom forsoningen allerede er på plads, ved vi, at alt andet i Guds plan ligeledes vil lykkes. Gud er sandelig i stand til at udføre sit værk! (Se 2 Ne 27:20-21). I sine planer for menneskeslægten, traf Gud for lang tid siden sine forholdsregler for alle menneskelige fejl. Alle hans hensigter vil blive ført ud i livet og det uden at ophæve menneskenes handlefrihed. Desuden vil alle hans hensigter blive realiseret til sin tid (se L&P 64:32)« (se Stjernen, jan. 1991, s. 13).

2 Nefi 27:21. »Når jeg anser tiden for at være inde«

  • Ældste Neal A. Maxwell talte om vores og Guds timing: »Tro indebærer også at stole på Guds timing, for som han har sagt: ›Alt må ske til sin tid‹ (L&P 64:32). Ironisk nok sættes nogle, som anerkender Gud, på prøve af hans timing af både globale og personlige hændelser!« (se Stjernen, juli 1991, s. 84).

    Ved en anden lejlighed sagde ældste Nelson: »Tro på Guds timing er at være i stand til at sige: ›Din timing ske‹, selv om vi ikke helt forstår den« (»Glorify Christ«, An evening with Elder Neal A. Maxwell, 2. feb. 2001, s. 7, www.ldsces.org).

2 Nefi 27:35. »De, som murrede, skal lære lærdom«

  • Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvordan folk, som murrer mod åbenbaret sandhed skal lære ny lære: »Det er formålet med Mormons Bog. Medlemmer af falske kirker, som drager forkerte åndelige slutninger, som tror de har sandheden, kommer gennem Mormons Bog til kundskab om evangeliets fylde. De, som har grundlagt deres overbevisninger på enkelte vers og mærkelige passager, og som har undret sig og murret over tilsyneladende modsætninger i Bibelen, kommer til kundskab om velfunderet lære. De skal ikke længere bekymre sig om forsoning, frelse ved nåde alene, barnedåb, præstedømmet, Helligåndsgaven, afsnit om frafald, en gengivelse af evangeliet og Israels indsamling. Alt dette falder på plads med dette nye vidnesbyrd om Kristus og hans evangelium« (The Millennial Messiah, 1982, s. 174-175).

Overvej

  • Hvad betyder vendingen »efter alt, hvad vi kan gøre« for dig i forhold til at blive frelst af nåde? (2 Ne 25:23).

  • Hvordan har du lagt mærke til at stolthed og kærlighed til penge har bidraget til åndeligt forfald hos dem omkring dig?

  • Nefi talte om vigtigheden af vidner i 2 Nefi 27. Redegør for de forskellige vidner han henviser til (se v. 12-14). Hvordan kan hvert enkelt medlem af Kirken, inklusive dig selv, spille en rolle som vidne for at grundfæste Guds ord? (se v. 14).

Forslag til opgaver

  • Forklar læren om nåde for et familiemedlem en eller en betroet ven, således som profeten Nefi forkyndte den.

  • Forbered en tale eller en lektion til familieaften om opfyldelsen af Esajas’ profeti om det »forunderlig[e] værk og et under« (2 Ne 27:26), som Herren vil lade udføre i de sidste dage.