Institut
Kapitel 23: Alma 1-4

Kapitel 23

Alma 1-4

Indledning

Alma den yngre mødte alvorlige udfordringer, da han på samme tid tjente som højpræst over Kirken og som den første overdommer for nefitterne (se Alma 4:18). Både Kirken og regeringen blev truet af mænd, som forsøgte at bruge religion og politik for egen vinding. Nehor underminerede Kirken ved at bruge præstelist til at stifte en religiøs bevægelse og profession, som tiltrak mange (se Alma 1). Amlici, en mand af Nehors orden, bekriger den nyvalgte dommerregering efter, at han forgæves har forsøgt at blive konge (se Alma 2-3). Bemærk hvordan Alma bad, udøvede tro på Gud og derefter greb til handling for at overvinde de problemer, han stod overfor. Overvej hvordan du kan følge Almas eksempel til at håndtere dine egne personlige udfordringer.

Kommentar

Alma 1:3-4. Nehor belærte om, at enhver »lærer burde nyde anseelse«

  • Nehor benyttede sig af smiger og falske lærdomme for at vinde tilhængere og angribe Guds kirke. Hans lære var populær, fordi den undskyldte synd i religionens navn. Han opmuntrede til ugudelighed ved at sige, at »til sidst ville alle mennesker få evigt liv« uagtet deres adfærd (Alma 1:4).

    Billede
    Nehor spreder sine løgne

    Jerry Thompson, © IRI

    Ældste L. Tom Perry fra De Tolv Apostles Kvorum tilskynder os til at have modet til at stå imod vor tids nehorer og deres populistiske budskaber: »Nehors ord appellerede til folk, men hans lære var, selvom den var populær blandt mange, usand. Når vi står over for livets mange valg, vil verdens lette og populære budskaber ofte ikke være de rette at vælge, og det vil kræve meget mod at vælge det rette« (se Stjernen, jan. 1994, s. 63).

  • I Alma 1:4 lærer Nehor folket, at »hele menneskeslægten ville blive frelst.« I vers 16 læser vi, at præstelisten var, at prædike »falske lærdomme … for rigdoms og æres skyld.« En af de falske lærdomme, som ofte forkyndes af de, som gør sig skyldige i præstelist er »at hele menneskeslægten [vil] blive frelst på den yderste dag, og at de ikke [behøver] at frygte eller bæve« (v. 4). Et stort problem med præstelist er, at der ikke forkyndes omvendelse, »for de var af Nehors bekendelse og troede ikke på omvendelse fra deres synder« (Alma 15:15).

  • Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har rådet evangeliske undervisere til at se hen til Frelseren og hjælpe deres elever med at gøre det samme: »En lærer i evangeliet vil aldrig fordunkle elevens syn på Mesteren ved at stå i vejen for eller ved at overskygge lektionen ved at fremhæve sig selv eller ved egennytte. Dette vil sige, at en lærer i evangeliet aldrig må beskæftige sig med præstelist, hvilket betyder, ›at mennesket prædiker og fremstiller sig selv som et lys for verden for at opnå vinding og verdens ros‹ (2 Ne 26:29). En lærer i evangeliet forkynder ikke for at ›nyde anseelse‹ (Alma 1:3) eller ›for rigdoms og æres skyld‹ (Alma 1:16). Han eller hun følger eksemplet i den vidunderlige Mormons Bog, hvor ›prædikeren ikke var bedre end tilhøreren, ej heller var læreren bedre end eleven‹ (Alma 1:26). Begge vil se hen til Mesteren« (se Liahona, jan. 2000, s. 96).

Alma 1:5-6, 16. Præstelist

  • Nehor tilskyndede til præstelist og selvpromovering for at få rigdom og ære. Nehors eksempel viser, at vi bør være på vagt over for dem, som søger personlig hæder eller velstand for deres forkyndelse. Nefi havde tidligere defineret præstelist: »Præstelist består deri, at mennesker prædiker og sætter sig selv op som et lys for verden, så de kan opnå vinding og verdens ros, men de stræber ikke efter Zions velfærd. Se, Herren har forbudt dette« (2 Ne 26:29-30).

  • Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har også definerer præstelist for Kirkens undervisere: »Alt hvad I eller jeg måtte gøre som lærer, der bevidst eller med overlæg drager opmærksomheden mod os selv – i de budskaber vi fremlægger, i vores metoder eller i vores personlige adfærd – er en form for præstelist, der hindrer Helligånden i fuldt ud at virke i undervisningen ›… prædiker han det ved sandhedens Ånd eller på nogen anden måde? Og hvis det sker på nogen anden måde, er det ikke af Gud‹ (L&P 50:17-18)« (»Seek Learning by Faith«, an evening with Elder David A. Bednar, 3. feb. 2006, s. 4, www.ldsces.org).

Alma 1:7-9. Gideon var »et redskab i Guds hænder«

  • Optegnelsen siger, at Gideon »havde været et redskab i Guds hænder« (Alma 1:8). Som en af dem, der boede i Nefis land, havde han kæmpet mod den ugudelige kong Noas herredømme (se Mosi 19:4). Senere, under Limhis regeringstid, blev Gideon »kongens anfører« og spillede en væsentlig rolle i forbindelse med at redde folket og bistå dem i flugten til Zarahemla (se Mosi 20:17; 22:3-9). Da han kom til Zarahemla levede han op til de høje standarder for at blive lærer i Kirken (se Mosi 23:14). Da Gideon blev konfronteret med Nehors falske lære, formanede han Nehor »med Guds ord« (Alma 1:7). Som følge deraf blev Gideon slået ihjel i forsvar for sin tro. Denne anfører, lærer og martyr var så velanset af folket, at de både opkaldte en dal og en by efter ham (se Alma 2:20; 6:7).

Alma 1:13-15 Hvad er en forsmædeligdød?

  • Nehor blev dømt til døden på grund af mordet på Gideon. Skriften siger, at »han led en forsmædelig død« (Alma 1:15), hvilket betyder meget skammelig, beskæmmende og vanærende (se Den Danske Netordbog, 2011).

Alma 1:17-18 Dødsstraf

  • Guds lov lyder: »den, der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker« (1 Mos 9:6). I 1889 forberedte Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum en deklaration om Kirkens holdning til dødsstraf:

    »Vi fremkommer med denne højtidelige erklæring, nemlig:

    At denne kirke betragter udgydelse af menneskeblod med den største afsky. At vi anser drab på mennesker, medmindre det sker i overensstemmelse med borgerlig ret, som en meget alvorlig forbrydelse, som bør straffes med udgydelse af forbryderens blod, efter en retmæssig retssag i et land …

    Guds åbenbaringer til denne kirke stadfæster døden som straf for mord, og kræver at forbrydelser mod liv og ejendom skal fremstilles og prøves i henhold til landets love« (»Official Declaration«, Millennial Star, 20.jan. 1890, s. 33-34).

Alma 1:19-20; 25. Bær tålmodigt forfølgelse

  • De, som følger Jesu Kristi lære vil altid møde forfølgelse. Præsident Harold B. Lee (1899-1973) opfordrede dem, som bliver forfulgte til aldrig at lade deres prøvelser standse deres åndelige fremgang eller hindre deres retskafne ildhu:

    »At blive forfulgt for retfærdighedens skyld i en stor sag, hvor sandhed, dyd og ære er på spil, er gudeligt … Den store skade, der kan opstå fra forfølgelse, kommer ikke fra forfølgelsen i sig selv, men fra den virkning den kan have på den forfulgte, som kan blive afskrækket i sin ildhu for retskaffenheden i deres sag. Meget af den forfølgelse stammer fra en manglende forståelse, fordi menneskene er tilbøjelige til at kæmpe imod det, de ikke fatter. Noget af det kommer fra mennesker, som er opsat på at gøre ondt. Men uanset årsagen så synes forfølgelse at være universel mod dem, der er optaget af den gode sag …

    Hvis I står fast ved det rette til trods for pøbelens spot eller endog fysisk vold, vil I blive kronet med den signede evige glæde. Hvem ved, om det ikke atter engang i vor tid, som i fordums tid, måtte blive krævet af hellige eller endog apostle at give deres liv i forsvar for sandheden? Om dette skulle ske, må Gud så give, at modet ikke svigter!« (Decisions for Successful Living, 1973, s. 61-62).

Alma 1:26. »Præsterne forlod deres arbejde for at give Guds ord«

  • Bemærk Mormons sammenligning mellem Nehors stolthed og de ydmyge præster fra Guds kirke i Alma 1. Nehor gik med »meget kostbare klæder« og prædikede »for rigdoms og æres skyld« og han var stolt af hjertet og troede, at han var andre overlegne (se Alma 1:5-6, 16). I modsætning dertil bar de sande præster ikke kostbare klæder, og underviste ud fra et ønske om andres fremgang, og uden de blev kompenseret økonomisk, de arbejdede selv for livets underhold og agtede ikke sig selv højere end deres tilhørere (se Alma 1:26-27; se også Mosi 18:24; 27:5). Hele vejen gennem Mormons Bog finder man mange forskellige apostatiske grupper, som gør brug af Nehors lære eller orden (se Alma 1:16; 16:1-12). Denne orden forherligede deres såkaldte åndelige ledere i en sådan grad, at de udgjorde en elitær gejstlig klasse og havde en særstatus blandt folket. Denne selvbestaltede elite udnyttede ofte den almene befolkning og forfulgte de fattige (se Mosi 11:3-6; 23:39; 24:8-9; Alma 31:23-32:5). I modsætning dertil lærer vi i Alma 1:26, at Herrens måde er at kalde lægmænd til præstedømmeledere.

Alma 1:26-31. Kirken etableres

  • Præsident James E. Faust (1920-2007) fra Det Første Præsidentskab forklarede, at det, at etablere Herrens kirke, kræver mere end at udføre dåb:

    »Vi anerkender, at den proces at oprette Herrens kirke omfatter langt mere end at døbe folk. I det første kapitel af Alma i Mormons Bog finder vi en lærerig række af begivenheder, som viser måden, hvorpå Herrens kirke bliver etableret …

    Lad os lægge mærke til følgende i denne proces:

    For det første undervises der i læresætningerne (se Alma 1:26).

    For det andet agter medlemmerne andre som sig selv (se v. 26).

    For det tredje arbejder alle, de arbejder for og fortjener det, de modtager (se v. 26).

    For det fjerde giver de af deres gods til de mindre bemidlede, og de tjener hinanden (se v. 27).

    For det femte holder de deres ønsker i ave, samtidig med at de på passende vis tilgodeser deres egne behov (se v. 27) …

    Den store forandring fandt ikke sted, fordi folket fik ting, men snarere fordi de blev undervist og begyndte at hjælpe sig selv og sørge for de mindre heldigt stillede. Det var da de begyndte at give af sig selv på Herrens måde, at deres kår blev bedre.

    Denne proces med at etablere Kirken kan finde sted alle vegne« (se Den danske Stjerne, maj 1980, s. 146).

Alma 1:27. Påklædning og fremtoning

  • Mormons Bog advarer gentagne gange om faren ved stolthed og klasseskel, som bliver tydelig, når folk begynder at bære »meget kostbare klæder« (Alma 1:6). Medlemmer af Herrens kirke er blevet advaret mod at gå til ekstremer i påklædning og fremtoning. De bør også undgå at blive for optagede af den dyre mode (se L&P 42:40). Men ikke desto mindre er Kristi tilhængere blevet bedt om at være »nydelige og pæne« (Alma 1:27).

    Billede
    Passende klædt unge voksne

    I hæftet Til styrke for de unge står der: »Når du er velplejet og sømmeligt klædt, indbyder du Helligånden til at være din ledsager. Vær altid ren og pæn og undgå at være sjusket eller upassende afslappet i påklædning, udseende og manerer. Spørg dig selv: ›Ville jeg føle mig tryg med mit udseende, hvis jeg var i Herrens nærhed?‹« (2001, s. 15-16).

Alma 2:4-6. Folkets stemme

  • Amilicis forsøg på at frarøve folket deres religiøse rettigheder og privilegier blev afvæbnet gennem folkets stemme. Forestil jer resultatet dersom de retskafne nefitter på Amilicis tid havde undladt at stemme. I vor tids demokratiske samfund har enhver sidste dages hellig en hellig pligt til at stemme og gøre sin indflydelse gældende i samfundet og derigennem sørge for ærlige, vise, gode og hæderlige ledere og love (se L&P 98:10).

  • Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum opfordrer os til at gøre vore stemmer gældende i kampen mod tidens ugudelige tendenser: »Vi må huske Edmund Burkes udtalelse: ›Det eneste der er nødvendigt for, at de onde kan sejre, er, at de gode ingenting gør.‹ Vi skal sammen med andre bekymrede borgere i hele verden lade vores røst blive hørt i modsætning til de nuværende tendenser. Vi er nødt til at fortælle folkene bag de anstødelige medier, at vi har fået nok. Vi er nødt til at støtte programmer og produkter, der er positive og opløftende. Vi kan slutte os sammen med naboer og venner, der deler vores bekymring, og vi kan sende et klart budskab til dem, der er ansvarlige. Deres adresser kan findes på deres internetsider og hos de lokale filialer. Breve og e-mail har en større virkning end de fleste mennesker er klar over« (se Liahona, nov. 2003, s. 18).

Alma 2:28-31. Alma og nefitterne blev styrket af Gud

  • Herren havde tidligere lovet nefitterne, at han ville styrke dem mod lamanitterne, dersom de var retskafne (se 2 Ne 5:25). Som følge deraf påkaldte nefitterne Gud, da de stod i størst behov for hans hjælp, og de »blev styrket af Herrens hånd« (Alma 2:28). I det selv samme slag blev Alma, som følge af sin tro, »styrket« af Herren med kraft til at overvinde sine fjender (se Alma 2:30-31).

Alma 3:4. Amlicitterne havde mærket deres kroppe

  • Amlicitterne »havde mærket sig med rødt i panden« for at skille sig ud fra nefitterne (Alma 3:4, 18). I vor tid har præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) opfordret unge mænd og kvinder til at respektere legemets hellighed og ikke lade sig tatovere:

    »Og så er der den forrykte skik med at lade sig tatovere. Jeg fatter ikke, hvorfor en ung mand, eller en ung kvinde for den sags skyld, vil gennemgå den smertefulde proces med at skamfere kroppen med forskellige kulørte tegninger af mennesker, dyr og symboler. Tatoveringerne er permanente, medmindre man gennemgår endnu en smertefuld og kostbar proces for at få dem fjernet. Fædre, fraråd jeres sønner at lade sig tatovere. De vil måske protestere nu, men dagen vil komme, hvor de vil takke jer. En tatovering er graffiti på legemets tempel.

    Og så er der denne piercing af kroppen, hvor man sætter flere ringe i ører, næsen og sågar tungen. Kan de virkelig mene, at det er pænt? Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum har erklæret, at vi fraråder tatoveringer og også ›perforeringer af kroppen af andre end lægelige årsager.‹ Men vi tager ikke stilling til ›de minimale huller, som kvinder får lavet til et sæt ørenringe‹ – et sæt« (Liahona, januar 2001, s. 68).

Alma 3:5. Amlicitterne ændrede deres udseende for at følge lamanitterne

  • Amlicitterne ændrede deres udseende for at ligne lamanitterne. I dag føler mange sidste dages hellige sig presset til at følge verdens trends. Ekstrem påklædning og fremtoning gør det muligt at skelne den ulydige fra den tro tilhænger af Jesus Kristus. De, som følger disse verdslige trends »lytter ikke til profeten og følger i stedet verdens modeluner« (se »Questions and Answers«, New Era, mar. 2006, s. 14; se også Til styrke for de unge, s. 14-16).

  • Ældste M. Russell Ballard belærte unge mænd, der bærer præstedømmet, om at verdens mode for påklædning og fremtoning kan jage Herrens Ånd væk:

    »Der er en hel subkultur, der hylder samtidens bander og deres kriminelle adfærd med musik, tøjstil, sprog, holdninger og adfærd. Mange af jer har set, at jeres smarte venner har taget den stil til sig, som noget ›moderigtigt‹ og ›sejt‹ alene for at blive draget ind i denne subkultur …

    Jeg tror ikke, at I kan stå for sandhed og ret, hvis I går klædt i noget, der ikke passer sig for den, der bærer Guds præstedømme« (se Stjernen, jan. 1998, s. 39, 40).

Alma 3:26-27. »For enhver får løn af ham, som han vælger at adlyde«

  • Vendingen »enhver får løn af ham, som han vælger at adlyde« opfordrer billedligt læseren til at betragte sig selv som en ansat, hvis valg afgør, hvem der i sidste ende er hans arbejdsgiver, Gud eller Satan (se Alma 3:27). De, som derfor hælder mod Satan, vil snart opdage, at de er i hans sold og lønnen bliver »evig elendighed« (Alma 3:26).

    I sidste ende vil et helt livs valg vise, hvem vi har valgt som en evig arbejdsgiver. Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum underviste i denne sandhed, da han sagde: »Livet udgøres af tusinder daglige valg. Gennem årene udgør disse små valg et mønster, som klart viser, hvad det er, vi sætter pris på« (se Den danske Stjerne, apr. 1981, s. 33).

Alma 4:9-12. »En stor anstødssten«

  • Når medlemmer af Kirken bliver stolte, bliver deres dårlige eksempel en anstødssten for dem, som ikke tilhører Kirken (se Alma 4:9-12; 39:11). Præsident Gordon B. Hinckley fortalte en historie om en ung mand, som løb ind i forfærdelige vanskeligheder, da han ville lære om evangeliet på grund af måden, som Kirkens medlemmer behandlede ham på:

    »Han var ikke medlem af Kirken. Han og hans forældre var aktive inden for en anden tro.

    Han erindrer, at da han voksede op, var der nogle af hans sidste dages hellige-skolekammerater, der ringeagtede og gjorde grin med ham, og som fik ham til at føle sig udenfor.

    Han kom bogstaveligt talt til at hade denne kirke og dens medlemmer. Han kunne intet godt se i nogen af dem.

    Så mistede hans far sit job, og de blev nødt til at flytte. Det nye sted kunne han som 17-årig begynde på college. Der følte han for første gang i sit liv glæden ved at have venner. Én af disse venner, som hed Richard, spurgte ham, om han ikke ville være med i en klub, som han var formand for. Han skriver:

    ›For første gang i mit liv var der nogen, som ønskede at være sammen med mig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle svare, men jeg sagde taknemligt ja … Jeg elskede den følelse, følelsen af at have en ven. Jeg havde bedt om én hele mit liv. Og nu, efter 17 års venten, havde Gud besvaret den bøn.‹

    Som 19-årig delte han telt med Richard, mens de havde et sommerjob. Han lagde mærke til, at Richard læste en bog hver aften. Han spurgte, hvad han læste. Han fortalte, at han læste Mormons Bog. Og så tilføjer han:

    ›Jeg skiftede hurtigt emne og gik i seng. Den bog havde trods alt ødelagt min barndom. Jeg prøvede at glemme det, men en uge gik, og jeg kunne ikke sove. Hvorfor læste han i den hver aften? Jeg kunne snart ikke udholde de ubesvarede spørgsmål i mit hoved. Så en aften spurgte jeg ham, hvad der var så vigtigt ved den bog. Hvad stod der i den? … Han begyndte at læse derfra, hvor han var kommet til. Han læste om Jesus og om en åbenbaring i Amerika. Jeg var chokeret. Jeg troede ikke, at mormonerne troede på Jesus …‹

    Ved en senere lejlighed var denne unge mand og hans ven ude at rejse. Richard rakte ham Mormons Bog og bad ham læse højt fra den. Det gjorde han, og pludselig rørtes han af Helligåndens inspiration.

    Tiden gik, og hans tro voksede. Han sagde ja til at blive døbt …

    Det er slutningen på historien, men den indeholder vigtige udsagn. Den ene er den usle måde, som hans unge skolekammerater, som var mormoner, behandlede ham på.

    Derudover er der den måde, som hans nye ven Richard behandlede ham på. Den var fuldstændig anderledes end hans tidligere oplevelse. Den førte til hans omvendelse og dåb, selvom sandsynligheden talte imod det« (se Liahona, maj 2006, s. 59-60).

Alma 4:14. Bevarelse af tilgivelse for synd

  • Mormons Bog belærer os ikke alene om, at vi gennem Jesu Kristi forsoning kan modtage tilgivelse for vore synder, men den lærer os også, hvordan vi bevarer denne tilgivelse for vore synder (se Alma 4:14; også Mosi 4:11). Præsident Marion G. Romney (1897-1988) fra Det Første Præsidentskab belærte om, at det at være tro mod vore pagter og pleje omsorg for hinanden gør, at vi kan bevare tilgivelsen for vore synder: »Er der nogen tvivl om at fastholdelse af forladelse for sine synder afhænger af vores omsorg for hinanden? Dersom vi tror på denne lære, hvis vi hævder, at vi følger Frelseren og hans profeter, hvis vi ønsker at være tro mod vore pagter og have Herrens Ånd i vores liv, så må vi gøre det, som Frelseren sagde og gjorde« (se Den danske Stjerne, apr. 1981, s. 176).

Alma 4:19. Bære det rene vidnesbyrd

  • I forbindelse med at omvende folket, vidste Alma, at »forkyndelsen af ordet havde en stærk tendens til at få folket til at gøre det, der var retfærdigt – ja, den havde haft en større virkning på folkets sind end sværdet eller noget som helst andet, der var hændt dem« (Alma 31:5). Præsident Gordon B. Hinckley understregede verdens behov for at høre det rene vidnesbyrd:

    »I husker nok at Alma overgav dommersædet for at have tid og kræfter til et større værk: (Alma 4:19).

    Det er af samme årsag, at verden i dag har brug for den kraft, der ligger i et rent vidnesbyrd. Den har brug for Jesu Kristi evangelium, og hvis verden skal høre dette evangelium, så er det nødvendigt, at nogen går ud og underviser i det« (»Missionærtjeneste«, Stjernen, mar. 1988, s. 2).

  • Ældste M. Russell Ballard rådede sidste dages hellige til at bære det rene vidnesbyrd:

    »Ganske enkelt vil vidnesbyrd – ægte vidnesbyrd, som er født af Ånden og bekræftet af Helligånden – ændre liv. Det ændrer den måde, man tænker på, og hvad man gør. Det ændrer det, man siger. Det påvirker alle ens prioriteter og alle de valg, man træffer …

    Min erfaring overalt i Kirken får mig til at frygte, at alt for mange af vore medlemmers vidnesbyrd forbliver ved »jeg er taknemlig« og »jeg elsker«, og alt for få er i stand til med ydmyg og oprigtig tydelighed at sige: »Jeg ved«. Som resultat heraf mangler vore møder af og til den rigdom på vidnesbyrd og åndelige afstivninger, som rører sjælen og har betydelig, positiv virkning på alle dem, der hører dem.

    Vore vidnesbyrdmøder må være mere centreret omkring Frelseren, evangeliets læresætninger, gengivelsens velsignelser og skrifternes lærdomme. Vi må erstatte historier, rejsebeskrivelser og foredrag med rene vidnesbyrd …

    »At bære vidnesbyrd er »at aflægge vidnesbyrd ved Helligåndens kraft; at fremsætte en højtidelig erklæring om noget, som man ud fra personlig kundskab ved, er sandt« (se Guide til Skrifterne, »Vidne«). En tydelig erklæring om tro ændrer folks liv. Det er det, som forandrer hjertet. Det er det, som Helligånden kan bekræfte i Guds børns hjerte.

    Selv om vi kan have vidnesbyrd om mange ting som medlemmer af Kirken, er der grundlæggende sandheder, som vi konstant må undervise hinanden i og fortælle til dem, som ikke deler vores tro. Bær vidnesbyrd om, at Gud er vor Fader, og at Jesus er Kristus. Frelsesplanen bygger på Frelserens forsoning. Joseph Smith gengav Jesu Kristi evangeliums fylde og Mormons Bog er bevis på, at vores vidnesbyrd er sandt« (se Liahona, nov. 2004, s. 40-41).

  • Præsident Howard W. Hunter (1907-1995) kom med en advarsel om det alt for følelsesladede ved vidnesbyrd:

    »Lad mig sige et advarende ord omkring dette emne: … Jeg bliver bekymret, når der bliver sat lighedstegn mellem stærk sindsbevægelse eller fritløbende tårer og Åndens tilstedeværelse. Herrens Ånd kan bestemt godt medføre stærke, følelsesmæssige udbrud, inklusive tårer, men den udvendige tilkendegivelse bør ikke forveksles med selve Åndens tilstedeværelse.

    Jeg har gennem årene iagttaget ret mange af mine brødre, og vi har delt sjældne og usigelige åndelige oplevelser med hinanden. Disse oplevelser har skilt sig ud fra hinanden, de har været specielle på hver sin måde og sådanne hellige øjeblikke kan både være med og uden ledsagelse af tårer. Meget ofte er de, men sommetider har de været ledsaget af total stilhed« (»Eternal Investments«, an evening with President Howard W. Hunter, 10. feb. 1989, s. 3, www.ldsces.org).

Overvej

  • Hvorfor tror du, at Mormons Bog gentagne gange advarer mod at bære »kostbare klæder« (Alma 1:6, 27, 32) og fokuserer på jordiske ejendele? Hvad er noget af den stil, mode eller trends i tiden, som sidste dages hellige bør undgå?

  • Hvordan kan du bruge din stemme til at forsvare standarderne, rettighederne og privilegierne i Kirken i dag?

Forslag til opgaver

  • Læs Alma 1-4, og markér alle de skriftsteder, som omhandler rigdom, kostbare klæder og alverdens forgængelige ting. Læg mærke til den virkning, som udstillingen af deres velstand havde på de retskafne medlemmer af Kirken. Skriv en tre-fire minutters tale om principper, som Kirkens medlemmer kan følge for at holde sig på afstand af materialismens negative åndelige følger.

  • Sammenlign Alma 1:3-6, 16-20 med Alma 31:12-29 og lav en liste over lighederne. Hvorfor appellerede Nehors lære og de frafaldne zoramitters religion til så mange?

  • I kampens hede anråbte Alma Gud om hjælp (se Alma 2:30). Som respons på Almas tro, styrkede Gud ham ved kraft til at vinde over sine fjender (Alma 2:31). Find mindst to andre eksempler i Mormons Bog på, at Gud styrker andre. Tænk på en gang, hvor du selv er blevet styrket af Herren og skriv den oplevelse ned i din dagbog, hvis du ikke allerede har gjort det.