Institut
Kapitel 42: 3 Nefi 15-17

Kapitel 42

3 Nefi 15-17

Indledning

På Moses’ tid var Israels børn stivnakkede og hårdhjertede. Som følge deraf mistede de privilegiet med at leve efter en højere lovs fylde (se Mosi 13:29-31). I stedet for fik de moseloven (den lavere lov) tillige med de dele af den højere lov, som de stadig fik lov til at efterleve, som skulle hjælpe dem med at komme til Kristus (se L&P 84:18-27). Efter Jesus Kristus var opstanden belærte han nefitterne om, at moseloven var blevet opfyldt i ham (se 3 Ne 12:17-18). Han fortalte dem, »at det gamle var hørt op, og at alt var blevet nyt« (3 Ne 15:2-4), og at han er »loven og lyset« som man skal følge (3 Ne 15:9).

Når du læser 3 Nefi 15-17, så læg mærke til forskellen på de vantro jøder og de lærevillige nefitter. Sammenlign de sandheder, som Frelseren holdt tilbage fra dem i Jerusalem med de bemærkelsesværdige åbenbaringer, der blev givet i Amerika. Bemærk at det at forstå hans lære kræver tro, granskning og bøn. Du vil sande den enorme værdi af at betale den pris, når du læser om den ubeskrivelige glæde, som disse mere trofaste disciple nød, og de mirakler, som deres troende børn oplevede.

Kommentar

3 Nefi 15:1-10. Jesus Kristus gav og fuldendte moseloven

  • Tidligere profeter i Mormons Bog havde belært om, at moseloven ville blive opfyldt senere hen. Nefi, Jakob og Abinadi forberedte alle deres folk på at acceptere, at moseloven med tiden skulle ophøre. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum fremlagde nogle årsager til, at nefitterne var i stand til at opgive den gamle lov og antage den nye:

    »Det er tydeligt, at den nefitiske folkeskare forstod dette langt mere beredvilligt, end man gjorde i den jødiske verden, fordi de nefitiske profeter havde været så omhyggelige med at undervise i lovens midlertidige beskaffenhed. Abinadi havde sagt: ›Det er nødvendigt, at I endnu holder Moseloven; men jeg siger jer, at den tid skal komme, da det ikke længere vil være nødvendigt at holde Moseloven‹ (Mosi 13:27). I samme ånd understregede Nefi: ›Vi taler om loven, for at vore børn kan vide, at loven er død, og at de ved at vide, at loven er død, kan se frem til det liv, som er i Kristus, og vide, med hvilket sigte loven blev givet. Og efter at loven er opfyldt i Kristus, at de ikke behøver at forhærde hjertet mod ham, når loven burde være afskaffet‹ (2 Ne 25:27; fremhævelse tilføjet).

    Den slags undervisning – en advarsel mod at forhærde hjertet mod Kristus i et uvidende forsvar for moseloven – kunne have gavnet (og reddet) mange, der levede i den gamle verden dengang og overalt i verden i dag« (Christ and the New Covenant, 1997, s. 156-157).

3 Nefi 15:2-8. Moseloven og den højere lov

  • Jesus sagde, »at det gamle var hørt op, og at alt var blevet nyt« (3 Ne 15:3). Ældste Jeffrey R. Holland forklarede dette: »Det er vigtigt at forstå, at der til moseloven blev tilføjet og dermed inkluderet mange basale dele af Jesu Kristi evangelium, som fandtes før den. Det var aldrig hensigten, at den skulle være anderledes eller særskilt og da slet ikke modstridende med Jesu Kristi evangelium … Formålet var aldrig, at den skulle adskille sig fra den højere lov. Begge skulle bringe folk til Kristus« (Christ and the New Covenant,  s. 147). Derfor kunne Jesus sige: »For se, den pagt, som jeg har sluttet med mit folk, er ikke helt opfyldt; men den lov, som blev givet til Moses, har fået en ende ved mig« (3 Ne 15:8).

    For yderligere oplysninger omkring nefitterne og moseloven henvises til kommentar til Mosija 13:27-35 (s. 145).

3 Nefi 15:5-8. Pagten er ikke helt opfyldt

  • For yderligere indblik i hvad Jesus mente, da han sagde: »Jeg tilintetgør ikke profeterne« (3 Ne 15:6) henvises til kommentar til 3 Nefi 12:17-20, 46-47 (s. 295).

    Hvad mente Jesus, da han sagde: »Den pagt, jeg har sluttet med mit folk, er ikke helt opfyldt?« (3 Ne 15:8). Jahve indgik en pagt med Abraham for lang tid siden. Abraham fik løfte om (1) evigt afkom, (2) et land, der med tiden ville være i det celestiale rige og (3) Guds præstedømmemyndighed. Disse løfter gjaldt også Abrahams efterkommere (se L&P 132:30-31) og vil blive opfyldt i fremtiden.

3 Nefi 15:11-13. »Dette er jeres arveland«

  • Hver af Israels tolv stammer fik tildelt et landområde, som blev deres arveland i Kanaan. Tillige med det, de fik tildelt i det hellige land, fik Josefs efterkommere også løfte om land i Amerika, som en del af deres arv. Frelseren fortalte de nefitiske tolv disciple, at de og deres folk var »en rest af Josefs hus« (3 Ne 15:12) og »dette er jeres arveland« (v. 13).

  • Ældste Orson F. Whitney (1855-1931) fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev arvelandet således: »Et andet navn for Amerika, med hjemmel i Mormons Bog, er Josefs land, der omtales i Jakobs patriarkalske velsignelse af hans tolv sønner (1 Mos 49:22-26), og af profeten Moses, da han velsignede israelitterne før sin død (5 Mos 33:13-15). Jakobs hentydning til Josef som ›et ungt frugttræ ved kilden, dets grene vokser op ad muren‹ blev opfyldt, da Lehi og hans følge drog fra Asien til Amerika over Stillehavet. Det er næppe nødvendigt at tilføje, at et af de største kendetegn ved disse vestlige kontinenter er de store bjergekæder, Andesbjergene og Rocky Mountains, som den hebraiske patriark så passende beskrev som ›de evige bjerge‹ den naturlige forekomst af ›herligheder fra jorden med alt, hvad den rummer‹ – guld, sølv og andre mineraler – og ›herligheder fra himlen deroppe‹ – hellige optegnelser, som allerede er fundet, og andre, som kommer til« (»The Book of Mormon: Historical and Prophetic Phases«, Improvement Era, sep. 1927, s. 944-945).

3 Nefi 15:17. »Én hyrde«

  • Jesus Kristus omtales ofte som den gode hyrde (se L&P 50:44; Joh 10:7-18; Alma 5:38-60; Hel 7:18). Hyrde-metaforen og hans forhold til fårene antyder den personlige omsorg. En nutidig kommentar har talt om det personlige engagement, som kræves i en hyrdes arbejde:

    Billede
    Kristus som den gode hyrde

    »Hyrden er hos sine får både dag og nat … Dette var nødvendigt på grund af den udsatte natur og potentielle fare i form af vilde dyr og røvere. En af de mest kendte og smukke scener fra Østen er den, hvor hyrden leder sine får ud på græsgangen … Han stoler på, at fårene følger ham, og de forventer til gengæld, at han aldrig forlader dem …

    Eftersom han altid er hos dem og er så dybt engageret i dem, kommer hyrden til at kende fårene meget indgående … En dag mødte en missionær en hyrde på et af Libanons mest øde områder og stillede ham forskellige spørgsmål om hans får, bl.a. om han talte dem hver aften. Da han svarede, at det gjorde han ikke, blev han spurgt, hvordan han så kunne vide om alle var der. Hans var lød: ›Mester, hvis du bandt mig for øjnene, og førte mine får frem for mig og lod mig lægge mine hænder på deres hoved, så kunne jeg på et øjeblik sige, om de var mine eller ej‹« (George M. Mackie, Bible Manners and Customs, n.d., s. 33, 35).

  • Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum talte om den personlige omsorg og sagde:

    »Jesus er meget personlig i sin vogten og undervisning! …

    … Jesus kender og bekymrer sig om enhver; han våger omhyggeligt over selv den mindste ting« (That Ye May Believe, 1992, s. 204-205).

3 Nefi 16:1-3. Andre får

  • Vers 1-3 i 3 Nefi 16 gør det klart, at der er »andre får« udover nefitterne, og Frelseren ville besøge dem. I 3 Nefi 17:4 får vi at vide, at disse andre får tilhører »Israels tabte stammer.« Den gode hyrde vogter hele sin hjord og drager omsorg for dem.

3 Nefi 16:3-13. Israels indsamling

  • For yderligere information om indsamlingen af Israel henvises til »Israels indsamling« i tillægget (s. 403).

3 Nefi 16:4-7 Mormons Bog vil føre os til kundskab om Kristus

  • Præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at et af hovedformålene med Mormons Bog er at hjælpe os til kundskab om, at Jesus er Kristus:

    »Mormons Bogs vigtigste formål er at vidne om Jesus Kristus. Af de mere end 6.000 vers i Mormons Bog henviser langt over halvdelen direkte til ham.

    Og ›vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder‹ (2 Ne 25:26)« (se Liahona, maj 2005, s. 8-9).

3 Nefi 16:4-13. Hvem er ikke-jøderne?

  • De fleste gange ordet ikke-jøde anvendes i Mormons Bog, bruges det om alle, som ikke er jøder. En jøde var enhver, som var efterkommer af Juda eller fra Jerusalems land – ligesom Lehis børn. Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) forklarede, at ud fra denne definition var mange ikke-jøder af Israels blod: »I denne tidernes fyldes uddeling kom evangeliet først til ikke-jøderne og skal derefter komme til jøderne (se L&P 19:27). Men de hedninger, der modtager evangeliet, har for størstedelens vedkommende Israels blod i deres årer« (Answers to Gospel Questions, komp. Joseph Fielding Smith jun., 5 bd., 1957-1966, 4:39).

    Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev også dette: »Vi har hidtil både identificeret jøderne som indbyggere i Judas rige og som Judas efterkommere i lige linje, alt dette uden reference til stammemæssigt tilhørsforhold. Og i henhold til den sprogbrug har vi sagt, at alle andre folk er ikke-jøder, deriblandt Israels tabte og spredte stammer, men i hvis årer, manden Israels blod rent faktisk flyder. Således var Joseph Smith af Efraims stamme, den største og fremmeste stamme blandt Israel selv, den ikke-jøde ved hvis hånd Mormons Bog kom frem, og medlemmerne af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som har evangeliet og er efterkommere af Israels blod, er de ikke-jøder, som skal bringe frelse til lamanitterne og jøderne« (The Millennial Messiah, 1982, s. 233).

3 Nefi 17:1-3. »Grund over det, som jeg har sagt«

  • Visse elever, der studerer evangeliet, kan måske føle, at det at læse skrifterne eller lytte til profeternes ord er tilstrækkeligt. Frelseren bad dog ikke blot nefitterne om at lytte til hans ord, men sagde »gå derfor til jeres hjem, og grund over det, som jeg har sagt« (3 Ne 17:3). Som han sagde, ville det hjælpe dem til at forstå og berede deres »sind for morgendagen« – hvor han ville komme tilbage (v. 3). Dette er i overensstemmelse med andre steder i skriften, hvor vi får befaling om at grunde over, hvad vi læser, ser og hører. Moroni nævnte det at grunde som en væsentlig ting i forbindelse med at opnå et vidnesbyrd om Mormons Bog (se Moro 10:3). Nefi sagde: »Se, min sjæl fryder sig ved det, som hører Herren til, og mit hjerte grunder bestandig[t] over det, som jeg har set og hørt« (2 Ne 4:16).

  • Præsident Marion G. Romney (1897-1988) fra Det Første Præsidentskab har sagt følgende om styrken i at grunde:

    »Efterhånden som jeg har læst i skrifterne, er jeg blevet tilskyndet af, at ordet grunde bruges så ofte i Mormons Bog. Ordbogen siger, at grunde betyder ›at fordybe sig, reflektere, gruble og tænke over‹ …

    At grunde er for mig en slags bøn. Det har i det mindste været en tilgang til Herrens Ånd ved mange lejligheder. Nefi fortæller os om en sådan lejlighed:

    ›For det skete, efter at jeg havde ønsket at få kundskab om det, som min far havde set, og da jeg havde tro på, at Herren var i stand til at give det til kende for mig, blev jeg, mens jeg sad og grundede i mit hjerte, taget bort af Herrens Ånd, ja, op på et overordentlig højt bjerg …‹ (1 Ne 11:1, fremhævelse tilføjet).

    Så følger Nefis beretning om det store syn, han modtog ved Herrens Ånd, fordi han troede på sin fars, profetens, ord og havde så stort et ønske om at vide mere om det, han havde grundet over og bedt om« (se Den danske Stjerne, dec. 1973, s. 522).

  • At grunde over de ting, som hører Gud til afholder os fra at blive selvtilfredse i vores tilgang til ham. Ældste Neal A. Maxwell forklarede faren ved ikke regelmæssigt at tilegne os evangeliet: »[Zoramitterne], der tilbad ved Rameumptom, havde ritualiseret deres religion, så de ›aldrig mere [talte] om deres Gud, før de igen havde samlet sig ved den hellige forhøjning‹ en uge senere (Alma 31:23). Bemærk den skærende kontrast til det, Jesus beder sine tilhængere om i denne verdenshalvdel: (3 Ne 17:3). Se hvordan Mesteren har fokus på familien – på at overveje, bede og forberede sig sammen! Det bør ikke komme som en overraskelse for os, at dersom vi gør vores tro til en rutine og ikke sætter Guds rige først – så vil vores hjerte og sind ganske naturligt drages mod andre ting« (Wherefore, Ye Must Press Forward, 1977, s. 30-31).

3 Nefi 17:4. Israels tabte stammer er ikke tabt for Faderen

  • Selvom Israels tabte stammer er tabt i menneskenes bevidsthed, så er de ikke tabt for Gud. Han ved, hvor de er, »for han ved, hvor han har ført dem hen« (3 Ne 17:4). Hans viden om dem og Frelserens besøg hos Israels tabte stammer lader os ane muligheden for, at vi en dag vil få adgang til andre beretninger om Jesu Kristi besøg hos sine får.

    Ældste Neal A. Maxwell har sagt: »Tabte bøger er blandt de skatte, der atter skal komme frem. Der er nævnt flere end 20 af disse bøger i de nuværende skrifter. Måske bliver Israels tabte stammers optegnelser de mest overraskende og omfangsrige (se 2 Ne 29:13). Vi ville ikke engang kende til det forestående tredje vidne om Kristus, hvis det ikke havde været vores dyrebare Mormons Bog, det andet vidne om Kristus! Dette tredje sæt af hellige optegnelser vil således fuldende en trilogi af sandhed. Og akkurat som den gode hyrde sagde: ›Mit ord skal også blive samlet i ét‹ (v. 14). ›Der skal være én fold og én hyrde‹ (1 Ne 22:25) i en sammensvejsning af alle kristne uddelinger i menneskehedens historie (se L&P 128:18)« (se Stjernen, jan. 1987, s. 47).

3 Nefi 17:5-10. Jesus helbredte og velsignede folket

  • Man ser tydelige bevis på den barmhjertighed, Jesus nærede for folket, hans brødre og søstre, i 3 Nefi 17:5-10. Han bad om at få de syge ført frem for sig, og han helbredte dem alle. Ældste Jeffrey R. Holland har sagt følgende om kraften i dette åndelige øjeblik: »Kristus bad om, at de syge og blinde, de halte og vanføre, spedalske og krøblinge blev bragt frem for ham, så han kunne helbrede dem Med sin guddommelige indsigt vidste han, at dette folk ønskede at se nogle af de mirakler, han havde udført for deres brødre og søstre i Jerusalem, og han vidste straks, at deres tro var tilstrækkelig stor til, at de kunne helbredes, så Kristus imødekom ethvert behov i denne folkemængde, ›og han helbredte dem hver og en, efterhånden som de blev ført frem for ham.‹ Som respons på denne øsen ud af kærlighed og barmhjertighed bøjede ›alle, både de, der var blevet helbredt, og de, der var raske … sig ned for hans fødder og tilbad ham; og så mange, som kunne … kyssede hans fødder, således at de badede hans fødder med deres tårer‹ (3 Ne 17:5-7, 9-10)« (Christ and the New Covenant, s. 268-269).

3 Nefi 17:11-24. »Se jeres små«

  • Da søster Michaelene P. Grassli tjente som Primarys hovedpræsident, talte hun om børns anlæg for åndelige oplevelser:

    »Det er tankevækkende, at Frelseren senere gav de allerhelligste belæringer til børnene alene, hvorpå han løste deres tunge, så de kunne belære mængden (se 3 Ne 26:14).

    Billede
    Kristus med de nefitiske børn

    © 1995 Del Parson

    Er det noget under, at nefitterne levede i fred og retfærdig i 200 år efter Frelserens besøg? På grund af de mirakuløse lærdomme, velsignelser og den opmærksomhed, de og deres børn modtog, blev retfærdigheden bevaret i deres børns børn i mange generationer.

    Lad os ikke undervurdere nutidens børns kapacitet og mulige evner til at bevare retfærdighed. Ingen gruppe af mennesker i Kirken er så modtagelige for sandheden« (»Se jeres små«, Stjernen, jan. 1993, s. 91).

  • Kirkens medlemmer i Chile havde en lignende oplevelse, da præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) besøgte dem: »Et af de stærkeste udtryk for kærlighed til børn så jeg, da jeg tjente som stavspræsident i Chile. Præsident Spencer W. Kimball besøgte Chile i forbindelse med en områdekonference. Medlemmer af Kirken fra fire forskellige lande var samlet på et stadion, som rummede omkring femtentusinde mennesker. Vi spurgte præsident Kimball om, hvad han ønskede at gøre efter konferencen. Med tårer i øjnene, svarede han: ›Jeg vil meget gerne se børnene.‹ En af præstedømmelederne sagde over mikrofonen, at præsident Kimball gerne ville hilse på eller velsigne alle børnene, der var til stede på stadionet. Folk blev forbavsede … og meget stille. Præsident Kimball hilste personligt på ca. totusinde børn, han græd, da han gav dem hånden, kyssede dem eller lagde sine hænder på hovedet af dem og velsignede dem. Børnene var meget ærbødige og så på ham, og de græd også. Han sagde, at han aldrig havde følt sådan en ånd før. Det var et stort øjeblik for alle Kirkens medlemmer der« (Janet Peterson og Eduardo Ayala, »Friend to Friend«, Friend, mar. 1996, s. 6-7).

Overvej

  • Hvad tror du, der menes med Frelserens udsagn: »Se, jeg er loven og lyset«? (3 Ne 15:9).

  • Hvorfor tror du, at Jesus Kristus bad folket om at overveje de ting, han havde undervist dem i, og at bede vor himmelske Fader om at kunne forstå det? Hvorfor var dette vigtigt for at forberede dem på hans næste besøg?

  • Hvilken betydning tillægger du det at forstå pagterne i Mormons Bog?

Forslag til opgaver

  • Forklar en ven eller et familiemedlem, hvad der menes med de »andre får« som omtales i Joh 10:16

  • Tal med en ven om, hvordan det må have været at være en af dem, der oplevede de store mirakler og begivenheder, som skildres i 3 Nefi 15-17.