Institut
Kapitel 50: Eter 1-5

Kapitel 50

Eter 1-5

Indledning

Mormons Bog er ikke arrangeret i kronologisk orden. Hvis den var, så ville Eters Bog komme først. Den jereditiske optegnelse tager sin begyndelse omkring 2200 år f.Kr. Første Nefi begynder år 600 f.Kr. Eters Bog dækker en historisk periode på 1700 år fra 2200 f.Kr. og frem til Coriantumrs tid. Vi ved ikke præcist, hvornår Coriantumr levede, men det var engang mellem 500 og 250 år f.Kr. Resten af Mormons Bog fra Nefis Første Bog til Moroni dækker omtrent 1000 års historie.

Efter syndfloden på Noas tid var der mange efterkommere af de overlevende, der var blevet ugudelige. En gruppe af disse folk forsøgte at bygge et højt tårn, »som nå[ede] op til himlen« (1 Mos 11:4). Beretningen om jereditterne begynder med bygningen af Babelstårnet. Herren håndterede den udbredte ugudelighed ved at forvirre deres sprog og lade dem sprede sig over hele jorden (se Eter 1:33; 1 Mos 11:5-8).

Jereds bror tryglede Herren om at bevare sine værdige venners og families sprog. Eftersom han udviste stor tro og blev ledet ved Guds hånd, var Jereds bror i stand til at føre denne gruppe til et andet land. Beretningen om denne rejse er spækket med vigtige principper, som vi kan tage til anvendelse i dag. Disse principper tæller alt fra udøvelse af tro til at modtage guddommelig hjælp og bønnens betydning, når man skal løse vanskelige opgaver. Når du studerer Jereds brors liv, så vil du lære om de velsignelser, som kommer til mennesker, der udøver stærk tro.

Her er et overblik over kilderne til Eters Bog:

  • De jereditiske profeter førte en historisk optegnelse frem til den sidste jereditiske profet, Eter (se Eter 1:6).

  • Limhis eftersøgningshold fandt en del af de jereditiske plader – i form af 24 guldplader (se Mosi 8:7-11).

  • Kong Mosija oversatte den jereditiske optegnelse (se Mosi 28:10-17).

  • Moroni forkortede eller redigerede den jereditiske optegnelse og inkluderede sine egne skrivelser (se Eter 1:1-6).

Kommentar

Eter 1:1-2 Fundet af de 24 plader

  • Da Limhis folk var i trældom, sendte kong Limhi en ekspedition på 43 mænd ud for at finde Zarahemlas land (se Mosi 8:7; 21:25). Selv om de ikke havde held med at finde Zarahemla, så fandt eftersøgningsholdet et land, der var dækket af knogler og efterladenskaber fra et folk, der var blevet udryddet (se Mosi 8:8). Eftersøgningsholdet fandt en optegnelse på 24 guldplader, som de tog med tilbage til kong Limhi (se Mosi 8:9-10). Da Limhis folk senere undslap deres trældom (se Mosi 22), gav man disse plader til kong Mosija, så han kunne oversætte dem (se Mosi 28:1-17).

Eter 1:3-4. En beretning af skabelsen inden Moses’ tid

  • Det er bemærkelsesværdigt, at Eters Bog oplyser os om, at en optegnelse om skabelsen, Adam og Guds børns historie frem til Babelstårnet allerede fandtes inden Moses’ tid. Optegnelsen må være gået tabt på grund af apostasi og ugudelighed, hvilket nødvendiggør en gengivelse af denne viden gennem åbenbaring til Moses, således at vi kan have denne optegnelse i dag (se Moses 1:40).

Eter 1:6-32. Den jereditiske slægtshistorie

  • Eter 1 viser profeten Eters stamtavle. En sådan stamtavle er en sjælden forekomst i Mormons Bog, hvilket forklares i følgende kommentar: »Stamtavler er almindelige i Bibelen. Det hebraiske folk nærede stor interesse for deres slægtshistorie, og man førte omhyggeligt stamtavler, antallet af dem i skriften er en indikator på vigtigheden af dem. Bemærk dem i 1 Mosebog 5, 11, 46; 4 Mosebog 26; 1 Krønikebog 1-9; se også optegnelsen i Ezekiel 9-10, hvilket er en indikation på vigtigheden af at føre slægtshistorie. Mormons Bog indeholder dog kun ét eksempel på stamtavler, som den man finder i Eter 1:6-32. Den viser Eters afstamning, som var den sidste profet blandt det jereditiske folk, og hans slægtstavle bliver sporet 29 generationer eller mere tilbage til Jered, som forlod Babelstårnet med sin familie på den tid, hvor sproget blev forvirret blandt folkene. Bortset fra dette eksempel er der kun sporadiske referencer af slægtshistorisk interesse« (Sidney B. Sperry, »Types of Literature in the Book of Mormon«, i Journal of Book of Mormon Studies, bd. 21, nr. 1, 1995: s. 117).

Eter 1:34-35. Jereds brors navn

  • Ældste George Reynolds (1842-1909) fra De Halvfjerds fortalte følgende beretning, som indikerer, at navnet på Jereds bror (se Eter 2:13) blev åbenbaret for profeten Joseph Smith (1805-1844): »Da ældste Reynolds Cahoon boede i Kirtland, blev der født ham en søn. En dag, da præsident Joseph Smith gik forbi hans dør, kaldte han profeten ind og bad ham velsigne og navngive barnet. Dette gjorde Joseph og gav drengen navnet Mahonri Moriancumer. Da han havde afsluttet velsignelsen, lagde han barnet på sengen og vendte sig mod ældste Cahoon og sagde: ›Det navn, jeg har givet din søn, er Jereds brors navn, det har Herren lige vist (eller åbenbaret) mig.‹ Ældste William F. Cahoon stod ganske nær, da profeten sagde dette til hans far, og det var første gang, at Jereds brors navn blev kendt i Kirken i denne uddeling« (»The Jaredites«, Juvenile Instructor, 1. maj 1892, s. 282).

Eter 1:33-38. Jereds og hans brors sprog

  • I Eter 1:34-38 står der, at Herren ikke forvirrede Jereds families, hans brors eller deres venners sprog på Babelstårnets tid. Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) belærte om, at jereditterne højst sandsynligt talte det samme sprog som Adam: »Det står skrevet i Eters Bog, at Jered og hans bror bad Herren om, at deres sprog ikke måtte blive forandret, dengang da tungemålene blev forvirret ved Babelstårnet. Deres ønske blev opfyldt, og de førte deres fædres sprog, Adams sprog, med sig, som var mægtigt endog i skreven form, således at det, som Mahonri skrev ›var mægtigt … så mægtigt, at mennesket blev overvældet af at læse dem.‹ Det var det sprog, Adam havde, og det var det sprog, i hvilket Enok evnede at udføre sit mægtige værk« (Vejen til fuldkommenhed, 1970, s. 61-62).

Eter 1:38-42. Et udsøgt land

  • Akkurat ligesom Israels hus er blevet kaldt et udvalgt [eller udsøgt] folk – udvalgt til at udføre Herrens værk – så omtaler Mormons Bog også Amerika som et udvalgt [udsøgt] land – som er udvalgt som stedet for genoprettelsen af evangeliet og med tiden, Det Ny Jerusalem. Både medlemmer af Israels hus og Amerika er blevet udvalgt til at bistå vor himmelske Fader i at sprede evangeliets budskab ud over hele verden.

  • Præsident Joseph Fielding Smith forklarede, at hele Nord- og Sydamerika er et udvalgt land: »Mormons Bog oplyser os om, at hele Amerika, både Nord- og Sydamerika, er ›et mere udsøgt land end alle andre lande‹, eller med andre ord – Zion. Herren sagde til jereditterne, at han ville føre dem til et land, som var ›mere udsøgt end alle andre lande på jorden‹« (Eter 1:42); (Lærdomme om frelse, komp. Bruce R. McConkie, 3 bd., 1977-1980, 3:68).

  • Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) talte også om, at Amerika var et udvalgt land: »I 1844 kom profeten Joseph Smith med denne højtidelige erklæring: ›Både Nord- og Sydamerika er selve Zion fra nord til syd‹ (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 438). Herren selv har sagt: ›Dette er et land, der er mere udsøgt end alle andre lande‹ (Eter 2:10). Denne nation er en del af Zions land. Dette land er indviet af Guds tjenere. Da en profet i Mormons Bog omtalte alle jordens nationer, blev dette land omtalt som ›godt‹ (Jakob 5:25-26)« (The Teachings of Ezra Taft Benson, 1988, s. 123).

Eter 1:43. »Denne lange tid [du] har anråbt mig«

  • Herren forklarede Jereds bror, at hans folk var blevet velsignet som følge af, at han længe havde anråbt Gud i bøn. Langmodig lydighed kombineret med hyppige og vedholdende bønner er kraftfuldt. Under et foredrag i Commerce i Illinois i 1839 sagde profeten Joseph Smith: »Der er ikke personanseelse hos Gud, vi har alle de samme rettigheder. Kom til Gud, bed ham utrætteligt indtil han velsigner jer og jeres, for vi har ret til de samme velsignelser« (nedskrevet i Willard Richards Pocket Companion, s. 78-79, citeret i The Words of Joseph Smith: The Contemporary Accounts of the Nauvoo Discourses of the Prophet Joseph, saml. Andrew F. Ehat og Lyndon W. Cook, 1980, s. 15).

  • Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) har på lignende vis sagt, at vi må lægge stor kraft i vore bønner, og at vi må bede ofte:

    »Får I svar på jeres bønner? Hvis ikke, har I måske ikke betalt prisen. Kommer I med nogle få fortærskede ord og slidte fraser, eller taler I inderligt med Herren? Beder I lejlighedsvist, når I bør bede regelmæssigt, ofte, hele tiden? Tilbyder I håndører for at betale en stor gæld, når I bør betale alt for at passe den pligt?

    Når I beder, taler I så bare, eller lytter I også? Frelseren sagde: ›Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig‹ (Åb 3:20).

    Skulle vi nogensinde opleve ikke at få svar på vore bønner, bør vi rette blikket indad for at finde årsagen« (»Prayer«, New Era, mar. 1978, s. 17).

Eter 2:7-12. »Et forjættet land«

  • Eter 2:8-11 viser det, som Moroni kaldte »Guds evigtvarende forordning« (v. 10), hvad angår dette forjættede land. Som det udtrykkes tre eller fire gange, så er denne forordning, at ›ethvert folkeslag, der besidder [dette land] må tjene Gud, ellers vil de blive fejet bort‹ (v. 9).

    Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) forklarede, at lydighed er afgørende, hvis det forjættede land skal beholde sine lovede velsignelser: »Store er de løfter, der angår Amerika. Vi er utvetydigt blevet fortalt, at dette ›er et udsøgt land, og ethvert folkeslag, der besidder det, skal være fri for trældom og for fangenskab og for alle andre folkeslag under himlen, hvis de blot vil tjene landets Gud, som er Jesus Kristus‹ (Eter 2:12). Det er sagens kerne – lydighed mod Guds bud« (se Liahona, jan. 2002, s. 73).

Eter 2:14. Herren revsede Jereds bror

  • I nutidig åbenbaring har Herren sagt: »Dem, som jeg elsker, revser jeg også, så deres synder må blive tilgivet dem, for med revselsen bereder jeg en vej til deres udfrielse fra alle former for fristelser, og jeg har elsket jer« (L&P 95:1). Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum kommenterede på den karakterstyrke, det kræver at udholde revselse: »Det er svært at forestille sig, hvordan det er at blive revset i tre timer af Herren, men det tålte Jereds bror. Med umiddelbar omvendelse og bøn, søgte denne profet atter vejledning til den rejse, de skulle ud på og for dem, som skulle foretage den. Gud godtog hans omvendelse og gav kærligt yderligere vejledning til deres vigtige mission« (Christ and the New Covenant, 1997, s. 15).

  • Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at Gud elsker dem, han revser: »Herren revser i sandhed dem, han elsker, deriblandt den åndeligt overlegne. Jereds bror havde længe undladt at bede (se Eter 2:14). Selv et godt menneske kan blive ligegyldigt, hvis Herren ikke er der til at revse. Jereds revsede bror så senere Kristus!« (se Eter 3:13-16); (se Stjernen, jan. 1988, s. 28).

Eter 2:19-3:6. At få lys var en lærerig oplevelse

  • Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum sammenlignede Jereds brors oplevelse med vore oplevelser:

    »Disse fartøjer havde ikke noget lys. Det bekymrede Jereds bror. Han ønskede ikke, at hans familie skulle foretage rejsen i mørke, så i stedet for at vente på at få en befaling, fremlagde han sit problem for Herren. ›Og Herren sagde til Jereds bror: Hvad vil I, at jeg skal gøre, for at I kan have lys i jeres fartøjer?‹ (Eter 2:23).

    Jereds brors svar på dette spørgsmål krævede en hel del fra hans side. Han gik op på bjerget Shelem, hvor han ›smeltede seksten små sten ud af en klippe‹ (Eter 3:1). Han bad derefter Herren, om han ville røre ved dem, så de kunne give lys.

    Billede
    Jereds bror ser Jahve røre de 16 sten

    Robert Barrett, © 1986 IRI

    Som forældre og ledere må vi huske på, at det ikke er ›passende, at [Herren] giver befaling i alt‹ (L&P 58:26). Ligesom Jereds broder må vi omhyggeligt overveje vore familiemedlemmers behov, lave en plan for at imødekomme disse behov og så fremlægge vores plan for Herren i bøn. Dette vil kræve tro og indsats fra vores side, men han vil hjælpe os, når vi søger hans hjælp og gør hans vilje« (se Liahona, maj 2003, s. 16).

  • Herren ønsker, at vi vokser og lærer at træffe vore egne beslutninger. Han ønsker også, at vi ofte fremlægger vores beslutninger, så han kan bekræfte dem. Da Jereds bror spurgte Herren om, hvordan han skulle skaffe lys i fartøjerne, besvarede Herren med et andet spørgsmål: ›Hvad vil I, at jeg skal gøre, for at I kan have lys i jeres fartøjer?‹ (Eter 2:23). Ifølge præsident Harold B. Lee (1899-1973) svarede Herrens spørgsmål til at sige dette:

    ›Har I nogen gode ideer? Hvad foreslår I, at vi gør for at skaffe lys?‹ …

    Så forsvandt Herren og overlod ham til sig selv. Det var som Herren sagde til ham: ›Jeg har givet dig et sind at tænke med og handlefrihed til at gøre det. Nu skal du selv gøre alt, hvad du kan for at løse dette problem, og når du har gjort alt, du kan, så træder jeg hjælpende til.‹

    Efter at have overvejet mulighederne udviste Jereds bror stor tro ved at bede Herren om at røre ved de 16 sten og skaffe lys. Herren besvarede denne anmodning og sørgede ikke alene for lys i fartøjerne, men gav også denne trofaste mand et syn ulig noget, nogen andre havde set.

    Præsident Lee sagde afsluttende: ›Det er princippet om handlefrihed i funktion. Hvis I ønsker velsignelsen, så knæl ikke blot ned og bed om den. Forbered jer på enhver tænkelig måde, så I gør jer værdige til at modtage den velsignelse, I ønsker« (Stand Ye in Holy Places, 1974, s. 243-244).

Eter 2:22-23. Bøn kræver en indsats

  • Det er ofte blevet sagt, at vi bør bede, som om alt afhænger af Herren, og arbejde, som om alt afhænger af os. Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum sagde, at han ofte havde hørt præsident Gordon B. Hinckley sige: »Jeg kender ikke til nogen anden måde at få noget gjort på, end ved at knæle ned og trygle om hjælp og derefter komme på fødderne og komme i gang med arbejdet« (se Stjernen, jan. 1998, s. 16).

  • Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at Herren kræver, at vi bruger vores handlefrihed til at søge hans hjælp. Omkring Jereds brors oplevelse sagde ældste McConkie: »Herren talte lidt med ham om det og sagde så: Hvad vil I, at jeg skal gøre, for at I kan have lys i jeres fartøjer?‹ (Eter 2:23). Eller næsten: ›Hvad beder du mig om? Dette er noget, du burde have udtænkt.‹ Og han talte lidt mere, og så gentog han i princippet spørgsmålet: ›Hvad vil I have, at jeg skal berede for jer, så I kan have lys, når I er opslugt i havets dyb?‹ (Eter 2:25). Med andre ord: ›Moriancumer, det er dit problem. Hvorfor lægger du det på mig? Jeg har givet dig din handlefrihed, og du er begavet med evner. Gå ud og løs problemet‹« (se »Handlefrihed eller inspiration«, Den danske Stjerne, maj 1978, s. 19).

Eter 3:1-5. »Se, o Herre, du kan gøre dette«

  • Ældste Jeffrey R. Holland har talt om den barnlige, enkle tro, som Jereds bror udviste, da han sagde: »Se, o Herre, du kan gøre dette« (Eter 3:5): »Gud må sandelig, såvel som læseren, føle sig rørt af den barnlige uskyld og inderlighed i denne mands tro. ›Se, o Herre, du kan gøre det‹. Der findes måske ikke nogen linje i hele skriften, som er udtalt med større kraft og tro end denne mands. Det er næsten som om han opmuntrede Gud, indgød ham mod og forsikrede ham. Ikke: ›Se, o Herre, jeg er sikker på, at du kan gøre dette.‹ Ikke: ›Se, o Herre, du har gjort mange større ting end dette.‹ Uanset hvor usikker profeten var vedrørende sine egne evner, så nærede han ingen usikkerhed vedrørende Guds magt. Der ligger ikke andet i dette end en enkel, ligefrem og kraftfuld erklæring uden skyggen af tvivl. Det er opmuntring til ham, som ikke har brug for opmuntring, men som helt sikkert må have været berørt af det. ›Se, o Herre, du kan gøre dette‹« (»Rending the Veil of Unbelief«, i Nurturing Faith through the Book of Mormon: The 24th Annual Sidney B. Sperry Symposium, 1995, s. 12).

Eter 3:15. »Aldrig har jeg vist mig for mennesket«

  • Ældste Jeffrey R. Holland drøftede seks mulige forklaringer på Jesu Kristi udtalelse om, at han aldrig havde vist sig for mennesket, førend han viste sig for Jereds bror:

    »En mulighed er, at dette ganske enkelt er en kommentar i forbindelse med én uddeling, og at den således kun gælder Jereds folk og jereditiske profeter – at Jahve aldrig før havde åbenbaret sig selv til en af deres seere og åbenbarere …

    Et andet forslag er, at ordet ›mennesket‹ er nøglen til dette skriftsted, som antyder, at Herren aldrig havde åbenbaret sig selv til den uhelliggjorte, til den ikke-troende, til det timelige, jordiske, naturlige menneske. Dermed antydes det, at kun de, som har aflagt det naturlige menneske og som er helliggjorte (som Adam, Enok og nu Jereds bror) kan nyde det privilegium (se L&P 67:10-11).

    Nogle tror, at Herren mente, at han aldrig før havde åbenbaret sig selv til mennesket i den grad eller i den udstrækning. Denne teori foreslår, at guddommelig tilsynekomst for tidligere profeter ikke har haft samme ›fylde‹, at sløret aldrig tidligere var blevet løftet for at åbenbare Kristi natur og væsen fuldstændigt.

    Billede
    Herren viser sig for Jereds bror

    Robert Barrett, © 1986 IRI

    Endnu en anden mulighed er, at dette er første gang Jahve havde vist sig og identificeret sig selv som Jesus Kristus, Guds Søn, hvor skriftstedets fortolkning er: ›Aldrig har jeg vist mig [som Jesus Kristus] for mennesket, som jeg har skabt.‹ Den mulighed understøttes af en bestemt udlægning af Moronis redaktionelle kommentar senere: ›Da han derfor havde denne fuldkomne kundskab om Gud, kunne han ikke holdes uden for sløret, derfor så han Jesus.‹

    Endnu en fortolkning af dette skriftsted går ud på, at Jereds brors tro var så stor, at han ikke alene så Jesu åndelige finger og legeme (som mange andre profeter formodentlig også havde set), men også nogle mere afslørende aspekter ved Kristi legeme af kød, blod og ben.

    En sidste forklaring – og den mest overbevisende set i lyset af Jereds brors tro – er, at det som Kristus sagde til Jereds bror var: ›Aldrig har jeg vist mig for mennesket på denne måde uden min vilje, men drevet alene i kraft af din tro.‹ Som regel bliver profeter inviteret ind i Herrens nærhed, de bliver budt at træde ind i hans nærhed og kun med hans godkendelse. Jereds bror synes på den anden side at have trængt gennem sløret, ikke som en uvelkommen gæst, men måske teknisk set uopfordret. Jahve sagde: ›Aldrig er nogen kommet til mig med så overordentlig stor tro, som du har; for var det ikke sådan, kunne du ikke have set min finger … For aldrig har mennesket troet på mig, som du har.‹ Tydeligvis forbandt Herren selv denne enestående tro med dette enestående syn. Hvis synet i sig selv ikke var enestående, så måtte det være troen, og måden hvorpå synet blev modtaget, der var uden sidestykke. Den eneste måde, hvorpå denne tro kunne være så bemærkelsesværdig, var i dens evne til at bringe profeten uindbudt dertil, hvor andre kun havde været i stand til at komme på Guds opfordring« (Christ and the New Covenant, s. 21-23).

Eter 3:23-24, 28. Kong Mosijas to sten

  • Profeten Joseph Smith brugte den samme Urim og Tummim, »der blev givet til Jereds bror på bjerget, da han talte med Herren ansigt til ansigt« (L&P 17:1). Præsident Joseph Fielding Smith skrev en kort historie om Urim og Tummim:

    »Kong Mosija var i besiddelse af ›to sten, der var fastgjort i de to indfatninger på en bue‹, som nefitterne kaldte oversættere, med hvilke han oversatte den jereditiske optegnelse (Mosi 28:11-14), og disse gik i arv fra slægtled til slægtled med det formål at oversætte sprog. Hvordan Mosija kom i besiddelse af disse to sten eller Urim og Tummim, fortæller optegnelsen os ikke, men den siger, at det var ›en gave fra Gud‹ (Mosi 21:28). Mosija havde denne gave eller Urim og Tummim, inden Limhis folk opdagede Eters optegnelse. De kan have fået den, da ›en stor sten med indgraveringer‹ blev bragt til Mosija, som han oversatte ›ved Guds gave og kraft‹ (Omni 1:20-21). De kan være givet til ham eller til en anden profet før hans tid, akkurat som Jereds bror fik dem fra Herren.

    At Urim og Tummim eller de to sten, som blev givet til Jereds bror, var de sten, som også var i Mosijas besiddelse, fremgår tydeligt af Mormons Bog. Jereds bror fik befaling om at forsegle det, han havde skrevet om det syn, han havde, hvor Kristus viste sig for ham, så hans folk ikke kunne læse det … Tillige med det forseglede skrift blev Urim og Tummim også forseglet, så de ikke kunne blive brugt til oversætte disse hellige skrivelser om dette syn, før det tidspunkt, hvor Herren ville lade menneskene oversætte dem. Når de skulle åbenbares, skulle de oversættes ved hjælp af den samme Urim og Tummim (Eter 3:21-28) …

    Joseph Smith modtog sammen med brystpladerne og pladerne til Mormons Bog den Urim og Tummim, som blev gemt af Moroni for senere at komme frem i de sidste dage som et middel, ved hvilket disse gamle optegnelser kunne oversættes, den samme Urim og Tummim, som blev givet Jereds bror (L&P 17:1)« (se Lærdomme om Frelse, 3 bd, 3:185-187).

Eter 3:25; 4:1-7. Den forseglede del af Mormons Bog

  • Moroni skrev, at Jereds bror (Moriancumer) i sit syn så alle jordens indbyggere fra begyndelsen til enden (se Eter 3:25; se også Eter 2:13). Dette syn »åbenbarer alt fra verdens grundlæggelse til dens ende« (2 Ne 27:10). Moroni forklarede, at »der er aldrig blevet tilkendegivet noget større end det«, Jereds bror så (Eter 4:4). Vi ved, at Moroni forseglede en kopi af dette syn med de plader, som han gav til Joseph Smith (se Eter 4:5; 5:1). Moroni fortalte os desuden om de krav, Herren har sagt, der må være imødekommet, før denne forseglede del af optegnelsen kan komme frem. Skriften indikerer, at vi må omvende os, udøve tro på Herren, som Jereds bror gjorde, og blive helliggjort (se Eter 4:6-7).

Eter 5. Retningslinjer til profeten Joseph Smith

  • Moroni besad »nøglerne til optegnelsen på Efraims træstykke« (L&P 27:5). I Eter 5 henvender Moroni sig til den fremtidige oversætter af Mormons Bog, selvom der skulle gå næsten 1400 år før profeten Joseph Smith skulle læse hans ord.

Eter 5. Vidnernes vidnesbyrd

  • Eter 5:2 omhandler dem, som Joseph Smith fik »lov til at vise pladerne til«, især de otte vidner. Vers 3-4 omtaler de »tre« som skulle se de plader, »hvori Guds kraft« skulle vises, hvilket er en specifik reference til de tre vidner til Mormons Bog. Vers 4 siger også, at ordet »skal stå som et vidnesbyrd mod verden« viser, at Mormons Bog er et vidne i sig selv. Det samme vers viser også, at Guddommen er vidner til Mormons Bog.

    Eter 5:2-4 omtaler specifikt de tre vidners vidnesbyrd om Mormons Bog. I juni 1829 modtog profeten Joseph Smith en åbenbaring om, at »der ville blive udpeget tre særlige vidner (se Eter 5:2-4; 2 Ne 11:3 og 27:12). Oliver Cowdery, David Whitmer og Martin Harris var tilskyndet af et inspireret ønske om at blive de tre særlige vidner« (L&P 17, indledningen til afsnittet). Vi har de tre vidners vidnesbyrd på de indledende sider i Mormons Bog. Om disse tre vidner har Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum sagt:

    »De tre vidners højtidelige vidnesbyrd om det, som de så og hørte – to af dem samtidigt og den tredje næsten umiddelbart derefter – fortjener vores dybeste overvejelse. Ja, vi ved, at vidnesbyrdet fra et vidne har udløst store mirakler og er blevet accepteret af mange religiøse mennesker, samt at vidnesbyrdet fra et enkelt vidne i den verdslige verden har tilstrækkelig vægt til at udløse alvorlige domme og straffe.

    Personer med erfaring i at bedømme vidnesbyrd overvejer normalt vidnets mulighed for at observere en begivenhed samt muligheden for, hvor forudindtaget han er omkring emnet. Hvor forskellige vidner aflægger identiske vidnesbyrd om den samme begivenhed, ser skeptikerne efter, om der foreligger en skjult aftale mellem vidnerne, eller om andre vidner kunne modsige dem.

    Hvis vidnesbyrdet fra de tre vidner om Mormons Bog skal måles i forhold til disse mulige indsigelser, så står deres vidnesbyrd meget stærkt. Hver af de tre vidner havde rigelig grund til og mulighed for at benægte deres vidnesbyrd, hvis det havde været falsk, eller at udtrykke sig tvetydigt om detaljerne, hvis det ikke havde været præcist. Som bekendt blev hvert eneste af disse tre vidner udelukket af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige på grund af uoverensstemmelser eller jalousi i forbindelse med andre kirkeledere ca. 8 år efter udgivelsen af deres vidnesbyrd. Alle tre gik de deres egne veje uden nogen fælles interesse, der vidner om en sammensværgelse. Alligevel afveg ingen af disse vidner fra deres offentliggjorte vidnesbyrd eller sagde noget, som kunne kaste nogen skygge over dets sandhed – og det i resten af deres liv, som strakte sig fra 12 til 50 år efter deres udelukkelse.

    Deres vidnesbyrd står endvidere uimodsagt af andre vidner. Man kan forkaste det, men hvordan forklarer man, at tre mænd med en solid karakter forenede sig og fastholdt deres offentliggjorte vidnesbyrd hele livet igennem på trods af stor latterliggørelse og andre personlige ulemper? Ligesom Mormons Bog selv findes der ikke nogen bedre forklaring end den, som gives i selve vidnesbyrdet – den højtidelige erklæring fra gode og ærlige mænd, som fortalte det, som de så …

    Vidner er vigtige, og de tre vidners vidnesbyrd om Mormons Bog er imponerende og troværdigt« (se Liahona, juli 1999, s. 11).

Overvej

  • Hvorfor tror du, at Moroni medtog forkortelsen af Eters Bog i Mormons Bog, så vi kan læse den?

  • Skønt Jereds bror var og er kendt for sin store trofasthed, hvorfor blev han så revset af Herren? Hvordan kan vi anvende dette i vores liv?

  • Hvilke lektier lærte Jereds bror omkring Herrens forventninger til os, når vi spørger ham om noget?

  • Hvordan kan de tre vidners vidnesbyrd om Mormons Bog styrke dit eget vidnesbyrd?

Forslag til opgaver

  • Tænk over et problem, som du kæmper med for tiden. Se på, hvordan Jereds bror løste sit dilemma og brug de samme principper til at løse din egen problemstilling. Hvordan vil du bruge disse principper til at løse dit problem?

  • Tænk over den styrke dine bønner rummer ved at vurdere dine svar på følgende spørgsmål. (Advarsel: Denne test er personlig og bør behandles fortroligt).

    Hvordan er dine bønner?

    På en skala fra 1 til 10, hvordan vil du så vurdere dine personlige bønner? (Med 1 som det laveste og 10 som det højeste):

    Er de oprigtige nok?

    1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

    Er de lange nok?

    1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

    Er de hyppige nok?

    1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

    Underbygges de af lydighed?

    1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

    Lytter du efter svar, når du er færdig med at tale?

    1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

    Taler du med Herren, eller taler du bare til ham?

    1 2 3 4 5 6 7 8 9 10