Institut
Kapitel 27: Alma 17-22

Kapitel 27

Alma 17-22

Indledning

Fordi de udviste kærlighed og forståelse for sjæles værd, er Ammon og hans følgesvende et eksempel for Guds tjenere alle vegne. Gennem deres oplevelser vil du se vigtigheden af personlig forberedelse, styrken i at vise et godt eksempel og behovet for at opbygge et meningsfyldt forhold til dem, du tjener. Desuden forstod Ammon og hans brødre at dem, de tjente, havde stærk tro. Læg mærke til, hvordan de forkyndte evangeliske sandheder angående Ånden, kærlighed og vidnesbyrd. Ved at følge deres eksempel kan du blive et stærkt redskab i Herrens hånd ved at hjælpe andre med at komme til Kristus.

Kommentar

Alma 17:2. De, som tjener sammen, udvikler stærke venskabsbånd

  • De, som arbejder i Herrens vingård knytter et kærlighedsbånd, som følger af at arbejde sammen om »høsten«. Dette bånd styrkes af fælles trosfremmende oplevelser og vidnesbyrd. Ældste L. Tom Perry fra De Tolv Apostles Kvorum fortalte om en personlig oplevelse, da han mødte sin første missionærkammerat igen efter adskillige år:

    »For få år siden havde jeg en oplevelse, da min søn, Lee, ringede. Han fortalte mig, at min første missionærkammerat var i hans nabolag og ønskede at se mig for en kort stund … Det blev en særlig oplevelse at være sammen efter så mange år, hvor vi ikke havde set hinanden.

    Da vi var missionærer, fik vi mulighed for at åbne op for missioneringen i en ny by i Ohio. Vi fik lov til at arbejde sammen i ti måneder på grund af denne opgave. Han var min første kammerat … Det var svært for mig at følge med ham, men efterhånden som vi tjente sammen, fik vi et stærkt kammeratskab.

    Vores kammeratskab sluttede ikke med den ti måneder lange opgave. Anden Verdenskrig rasede, og da jeg kom hjem, gik der kun kort tid, inden jeg blev indkaldt til militærtjeneste. Den første søndag i træningslejren var jeg til et af Kirkens nadvermøder. Jeg så en nakke, som virkede meget bekendt. Det var min første missionærkammerat. Vi tilbragte størstedelen af de næste to et halvt år sammen.

    Selv om vi levede under meget svære forhold under vores militærtjeneste, prøvede vi at videreføre vore vaner fra vores mission. Vi bad sammen, så ofte vi kunne. Når forholdene tillod det, studerede vi skrifterne sammen …

    Vi blev begge indsat som gruppeledere, og så fik vi atter mulighed for at tjene og undervise i Herrens og Frelserens herlige evangelium sammen. Vi havde mere succes i militæret, end vi havde haft som fuldtidsmissionærer. Hvorfor? Fordi vi var erfarne hjemvendte missionærer.

    Mit møde med min første missionærkammerat var den sidste mulighed, jeg fik for at være sammen med ham. Han led af en uhelbredelig sygdom og døde nogle få måneder senere. Det var en vidunderlig oplevelse sammen at mindes vores mission og dernæst fortælle om vores liv efter vores mission. Vi mindedes vores tjeneste i biskopråd, i højråd og stavspræsidentskaber, og pralede selvfølgelig af vore børn og vore børnebørn. Da vi sad der og frydede os over at se hinanden igen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på beretningen i Alma kapitel 17« (se Liahona, jan. 2002, s. 89-90).

Alma 17:2. »De havde gransket skrifterne flittigt«

  • Mosijas sønner granskede skrifterne som en væsentlig del af deres missionærforberedelser. På samme vis fik Hyrum Smith råd fra Herren om at forberede sig til missionærgerningen ved først at søge Herrens ord (se L&P 11:21-22). Missionærhåndbogen, Forkynd mit evangelium, understreger vigtigheden af at søge Helligånden, at have et stærkt ønske om at lære og anvende det, vi lærer i praksis som væsentlige elementer i et effektivt studium af skriften:

    »Dit studium af evangeliet er mest effektivt, når du bliver undervist af Helligånden. Begynd altid dit studium af evangeliet med en bøn om, at Helligånden må hjælpe dig med at lære. Han vil bringe dig kundskab og overbevisning, som vil velsigne dig og give dig mulighed for at velsigne andre. Din tro på Jesus Kristus vil øges. Dit ønske om at omvende dig og forbedre dig vil vokse.

    Denne form for studium forbereder dig til tjeneste, giver trøst, løser problemer og giver dig styrke til at holde ud til enden. Vellykket studium af evangeliet kræver ønske og handling. ›For den, der flittigt søger, skal finde, og Guds hemmeligheder skal blive udfoldet for dem ved Helligåndens kraft, såvel i disse tider som i fordums tider‹ (1 Ne 10:19). Når du, ligesom Enosh, hungrer efter at kende det evige livs ord, og når du lader disse ord »[synke] dybt i [dit] hjerte« (En 1:3) vil Helligånden åbne dit sind og hjerte for større lys og forståelse.

    At lære evangeliet at kende er også en proces med modtagelse af åbenbaring (se Jak 4:8)« (2004, s. 18).

  • Desuden anbefaler Forkynd mit evangelium brug af en studiebog som en måde at øge kraften ved dit skriftstudium på. Ved at nedskrive dine tanker og indtryk, når du studerer skriften, kan du åbne for nye veje til at modtage personlig åbenbaring:

    En studiebog kan hjælpe dig med at forstå, tydeliggøre og huske det, du lærer. Ældste Richard G. Scott har sagt: »Viden, som er omhyggeligt optegnet, vil altid være til rådighed, når der er brug for den. Følsom åndelig information bør bevares på et helligt sted, der fortæller Herren, at du værdsætter den. Denne vane vil fremme sandsynligheden for, at du modtager yderligere lys« (»Opnå åndelig viden«, Stjernen, jan. 1994, s. 88). Gennemgå din studiebog for at genkalde åndelige oplevelser, få ny forståelse og erkende din vækst.

    »Din studiebog kan være en indbundet dagbog, en notesbog eller et ringbind. Nedskriv og organisér dine tanker og indtryk på en måde, som svarer til det, du lærer. Lav dit eget system til let at finde nøgleoplysninger i fremtiden. Brug det ofte til at gennemgå, finde og anvende det, du har lært. Brug din studiebog til at tage noter og nedskrive indtryk« (s. x).

Alma 17:3. Fordelene ved bøn og faste

  • Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum illustrerede kraften ved bøn og faste i Herrens tjenestegerning med følgende historie: »For nogle år siden blev en trofast omvendt bror, George McLaughlin, kaldet til at præsidere over en lille gren med 20 medlemmer i Farmingdale i Maine. Han var en ydmyg mand, der tjente til føden ved at køre mælkebil. Gennem faste og oprigtig bøn lærte Ånden ham, hvad han og medlemmerne af hans gren skulle gøre for at hjælpe Kirken med at vokse i deres område. Gennem hans store tro, vedvarende bøn og kraftfulde eksempel lærte han medlemmerne, hvordan de skulle dele evangeliet med andre. Det er en vidunderlig historie, en af de store missionærhistorier i denne uddeling. På blot et år var der 450 omvendte, der blev døbt i grenen. Følgende år var der yderligere 200 omvendte« (se Liahona, maj 2003, s. 38-39).

Alma 17:9. Bed og fast for dem, der ikke har sandheden

  • Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) rådede hvert medlem til at arbejde og bede for muligheder for at missionere: »Lad os udvikle en bevidsthed i hvert eneste medlems hjerte om deres evne til at bringe andre til kundskab om sandheden. Lad dem arbejde på det. Lad dem bede med stor oprigtighed derom« (»Find lammene, vogt fårene«, Liahona, juli 1999, s. 120).

  • Ældste M. Russell Ballard har formanet os til at bede om vejledning i udførelsen af Herrens værk: »I et evangelieorienteret hjem beder vi om vejledning for os selv, og vi beder for andres fysiske og åndelige velbefindende. Vi beder for de mennesker, som missionærerne underviser, for vore bekendte og for dem, som ikke er af vores tro. I et evangelieorienteret hjem ville folk på Almas tid ›forene sig i faste og indtrængende bøn til fordel for velfærden for de sjæle, som ikke kendte Gud‹ (Alma 6:6)« (se Liahona, maj 2006, s. 85).

Alma 17:11. Vær »gode eksempler«

  • Ammon og hans brødre lærte at leve i fred med lamanitterne, før de var i stand til at dele evangeliet med dem. Ældste M. Russell Ballard foreslog tre vigtige ting, vi kan gøre for at være bedre naboer for dem, som ikke deler vores tro:

    »For det første: Lær dine naboer at kende. Lær om deres familie, beskæftigelse og synspunkter. Hyg jer sammen med dem, hvis de har lyst til det. Og gør det uden at være påtrængende og uden skumle bagtanker. Venskab bør aldrig været et middel til at nå et mål, det kan og bør være et mål i sig selv

    … Lad os udvikle meningsfyldte forhold, der bygger på gensidig tillid og forståelse med mennesker med anden baggrund og tro.

    For det andet tror jeg, at det ville være klogt, om vi udryddede et par vendinger fra vores ordforråd: ikke-medlem og ikke-mormon. Sådanne vendinger kan være stødende og nedladende. Personligt betragter jeg ikke mig selv som ›ikke-katolik‹ eller ›ikke-jøde‹. Jeg er kristen. Jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det er sådan jeg vil identificeres – for den eller det, jeg er, og ikke for det, jeg ikke er. Lad os vise det samme hensyn mod dem, som bor iblandt os. Hvis der er brug for en fællesbetegnelse, så er ›naboer‹ i det fleste tilfælde fyldestgørende.

    Og for det tredje, hvis vore naboer bliver irriterede eller bekymrede på grund af uenighed med Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige eller nogle af de love, som vi af moralske årsager støtter, så lad være med at foreslå – end ikke i spøg – at de bare kan flytte et andet sted hen. Jeg kan ikke begribe, at noget medlem af Kirken kan komme på den tanke! Vore pionerforfædre blev jaget fra sted til sted af uoplyste og intolerante naboer. De oplevede utrolige vanskeligheder og forfølgelse, fordi de tænkte, handlede og troede anderledes end andre. Hvis vores historie ikke har lært os andet, så burde den have lært os at respektere alle menneskers ret til at leve i fred med hinanden« (se Liahona, jan. 2002, s. 42-43).

  • Ældste L. Tom Perry illustrerede, hvordan vores eksempel kan lede andre nærmere på Herren:

    »En 19-årig missionær … vil aldrig glemme sin første dag i missionsmarken, for den lærte ham en vigtig lektie om at bruge sine talenter til at forkynde evangeliet.

    Han og hans ældre makker skulle åbne en ny by, som lå et stykke væk fra missionskontoret, for missionering. Da de ankom til denne nye by og gik ned ad gaden, kom de forbi en kirke, hvor præsten stod i døren. Idet de gik forbi kirken, gik præsten ind og kaldte på hele sin menighed og bad dem komme ud på gaden. Der fulgte de efter missionærerne og begyndte at råbe skældsord efter dem, hvorefter de blev mere voldelige og begyndte at kaste sten efter dem.

    Den unge mand oplevede situationen som spændende – det var hans første dag i missionsmarken, og så blev han allerede stenet, tænkte han. Så blev han pludselig ramt af en stor sten midt på ryggen, og hans følelser ændrede sig til vrede. Inden han tog på mission havde han været en ret habil baseball-kaster og i en bølge af vrede, snurrede han om og greb den første sten, han kunne finde på jorden, antog sin berømte kasterposition og skulle lige til at sende stenen mod flokken, da han pludselig indså, hvorfor han var der. Han var ikke blevet sendt hele vejen til Brasilien for at kaste sten efter folk, han var der for at forkynde evangeliet. Men hvad skulle han stille op med den sten, han havde i hånden? Hvis han smed den, ville de opfatte det som et tegn på svaghed og ville sandsynligvis fortsætte med at kaste sten efter dem. Men han kunne heller ikke kaste den ind i menneskemængden. Så fik han øje på en telefonpæl et stykke derfra. Det var en måde at redde ansigt på! Han rakte bagud og lod stenen flyve direkte mod telefonpælen, hvor den ramte præcis i midten.

    Folkene i mængden trådte et par skridt tilbage. De indså med ét, at den sten med største sandsynlighed kunne have ramt en hvilken som helst af dem lige mellem øjnene. Stemningen ændrede sig og i stedet for at kaste sten efter missionærerne, begyndte de at kaste sten efter telefonpælen. Efter den hændelse kunne denne ældste ikke gå hen ad gaden uden at blive udfordret til en stenkastningsdyst. Disse stenkastningsdyster førte til samtaler om evangeliet, som så førte til omvendelse, som igen førte til oprettelsen af en gren af Kirken i det område« (»Prophecies, Visions, and Dreams«, i 1979 Devotional Speeches of the Year, 1980, s. 3).

Alma 18:3-9. Tjeneste blødgør hjerter

  • Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab forklarede, hvordan timelig tjeneste kan blødgøre et hjerte og lede til et mirakel:

    »Da de andre tjenere fremviste beviset på, hvad Ammon havde gjort, sagde kong Lamoni: ›Hvor er denne mand?‹ De svarede: ›Åh, han er såmænd i staldene. Han gør alt for tjene dig‹ (se Alma 18:8-9).

    Er det ikke underligt? Han var kaldet til at undervise i frelsens lærdomme, men han befandt sig i staldene. Skulle han ikke hellere have bedt og fastet og finpudset sin undervisning? Nej, han var i staldene.

    Kong Lamoni var blevet opdraget til at tro på, at der fandtes en Gud, men også at alt, hvad kongen gjorde, var det rette. Han var specifikt blevet undervist i en falsk lære, som kan have gjort ham ude af stand til at føle skyld. Husker I, at han, da han hørte, hvor Ammon var, blev overvældet af skyldfølelse og frygt for, at han havde gjort uret ved at slå sine tjenere ihjel? (se Alma 18:5).

    Før i tiden har jeg altid været fokuseret på, hvor grueligt Lamoni havde misforstået denne lære, at jeg ikke havde set miraklet. Miraklet var, at der i et menneske var blevet skabt et åndeligt behov, som gjorde det muligt, at det kunne blive undervist i Jesu Kristi evangelium. Hans hjerte var sønderknust. Han følte skyld. Og det skyldtes de timelige ting, som Ammon havde gjort

    … I må aldrig, aldrig undervurdere den åndelig betydning af at gøre noget timeligt for dem, I tjener

    … Vær tjenere for dem, så kommer I til at holde af dem. Og de kommer til at føle jeres kærlighed. Og hvad vigtigere er: De kommer til at føle Guds kærlighed« (»Mormons Bog ændrer vores liv«, Liahona, feb. 2004, s. 17-18).

Alma 18:24. Ammon begyndte at tale med frimodighed

  • Mange medlemmer af Kirken bekymrer sig om, hvordan de skal indlede en samtale om evangeliet. Ammons tilgang var at stille Lamoni spørgsmål om hans tro på Gud. Andre har fundet det ganske naturligt bare at fortælle deres venner om »kirkelivet«. Ældste M. Russell Ballard har givet værdifulde råd til, hvordan vi kan indlede samtaler om evangeliet med vore venner:

    Billede
    Ammon forkynder

    Jerry Thompson, © IRI

    »At skabe et evangelieorienteret hjem betyder ikke, at vi er nødt til at vie store mængder af tid på at møde og få venner, som vi kan fortælle om evangeliet. Disse venner vil helt naturligt komme ind i vores liv, og hvis vi er åbne om vores medlemskab af Kirken lige fra begyndelsen, kan vi nemt tale om evangeliet uden større risiko for at blive misforstået. Venner og bekendte vil acceptere, at det er en del af os, og de vil ikke holde sig tilbage med at stille spørgsmål …

    En søster i Frankrig blev spurgt om hemmeligheden bag hendes succes. Hun sagde: ›Jeg taler ganske enkelt om min glæde. Jeg behandler alle, som om de allerede er medlem af Kirken. Hvis jeg står ved siden af nogen i en kø og indleder en samtale, fortæller jeg dem, hvor meget jeg nyder mine kirkemøder om søndagen. Når kollegerne spørger: ›Hvad har du lavet i weekenden?‹ Så udelader jeg ikke det, der skete mellem lørdag aften og mandag morgen. Jeg fortæller dem, at jeg var i kirke, hvad der blev sagt og fortæller om mine oplevelser med medlemmerne. Jeg taler om, hvordan jeg lever, tænker og føler« (se Liahona, maj 2006, s. 86).

Alma 18:24-28. Med udgangspunkt i fælles anskuelser

  • Mens ældste Loren C. Dunn (1930-2001) tjente som medlem af De Halvfjerds, talte han om vigtigheden af at vise respekt for andres tro og bygge på et fælles grundlag: »Vi lever i en tid præget af konflikt, uenighed, forskellige holdninger, beskyldninger, gensidige beskyldninger og uoverensstemmelser. Der er måske mere end nogen sinde før behov for, at vi ser ind i os selv og lader kvaliteter som gensidig respekt blandet med næstekærlighed og tilgivelse præge vore gerninger over for hinanden, så vi kan være uenige uden at blive ubehagelige, så vi kan sænke stemmen og bygge på et fælles grundlag med den erkendelse, at når stormen har lagt sig, skal vi stadig leve med hinanden« (se Stjernen, juli 1991, s. 78).

  • Det første spørgsmål Ammon stillede, da han begyndte at undervise kong Lamoni var: »Tror du, at der findes en Gud?« (Alma 18:24). Da Ammon fandt ud af, at Lamoni troede på en stor Ånd, vidnede han: »Det er Gud« (Alma 18:28). Teknisk set er Gud ikke bare en »stor Ånd.« Men Ammon så bagom det og fokuserede i stedet på deres fælles overbevisning om et højere væsen og underviste ud fra det. Ammon brugte Lamonis grundlæggende tro på en Skaber og tilføjede så »lys, som oplyste hans sind« (Alma 19:6).

    Præsident Gordon B. Hinckley forklarede, hvordan vi også kan bygge videre på det gode, som andre allerede har: »Vi siger med kærlighed, bring alt det med jer, som I har af godhed og sandhed, uanset hvorfra I har modtaget det, og kom og lad os se, om vi kan føje noget til det. Jeg giver denne invitation til mænd og kvinder overalt« (Liahona, nov. 2002, s. 81).

Alma 18:36-39 ; 22:7-14. Undervisning i frelsesplanen

  • Da Ammon underviste Lamoni »begyndte han ved verdens skabelse … og fortalte ham alt om menneskets fald« (Alma 18:36); og til sidst »udlagde [han] for dem (kongen og hans tjenere) den forløsningsplan … og han gjorde dem [især] også bekendt med Kristi komme« (Alma 18:39). På samme vis underviste Aron Lamonis far i disse vigtige grundlæggende principper omkring frelsesplanen (se Alma 22:12-14). Ved at lære om skabelsen, faldet og forsoningen forstår man sin plads i jordelivet og sit potentiale i evigheden.

    Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) De Tolv Apostles Kvorum kaldte disse tre grundlæggende læresætninger – skabelsen, faldet og forsoningen – for »evighedens tre søjler« og »de største begivenheder, som nogensinde har fundet sted i al evighed:« Han forklarede:

    »Dersom vi opnår en forståelse af dem, så falder hele den evige plan for alting på plads, og vi bliver i stand til at udarbejde vores egen frelse

    … Disse tre ting udgør det fundament på hvilket alting hviler. Uden enhver af dem ville alting miste sit formål og sin mening og Guddommens plan og udformning ville blive til intet« (»The Three Pillars of Eternity«, i Brigham Young University 1981 Firesides and Devotional Speeches, 1981, s. 27).

  • Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at hver enkel del af planen er væsentlig: »Planen fordrede skabelsen og dermed var både faldet og forsoningen også påkrævet. Dette er de tre grundlæggende elementer i planen. Skabelsen af en paradisisk planet kom gennem Gud. Jordelivet og dødeligheden kom til verden gennem Adams fald. Udødelighed og muligheden for evigt liv blev udvirket gennem Jesu Kristi forsoning. Skabelsen, faldet og forsoningen blev planlagt lang tid inden, selve skabelsen rent faktisk fandt sted« (se Liahona, juli 2000, s. 102).

Alma 18:41-43; 22:15-18. Vores afhængighed af Kristus

  • Ammon og Aron hjalp Lamoni og hans far med at forstå, hvor stort behov de havde for Kristi forløsning i deres liv. Forståelse af vores afhængighed af Kristus kan føre til omvendelse. Både Lamoni og hans far blev bevidste om deres faldne natur og deres behov for hjælp. De kom til en forståelse af, at deres eneste håb om forløsning lå i den forsoning, som Kristus havde tilvejebragt.

    Billede
    Kong Lamoni på sit sygeleje

    Af Walter Rane. Udlånt af Kirkens museum for historie og kunst.

Alma 18:42. Dramatiske omvendelser er undtagelsen

Alma 20:30. »Et mere forhærdet og et mere stivnakket folk«

  • I optegnelsen læser vi, at Aron og hans kammerater tjente blandt dem, som var »et mere forhærdet og et mere stivnakket folk« (Alma 20:30). Deres oplevelser svarer til de oplevelser, som mange andre har, der prøver at undervise dem, der enten ingen interesse har i, eller som er antagonistiske over for evangeliet. Præsident Henry B. Eyring forklarede, hvorfor vi stadig må prøve at række ud til hver eneste levende sjæl:

    »Hvorfor skulle jeg tale om evangeliet med nogen, der synes at være tilfreds med det, de har? Hvilken fare er der for dem eller for mig, hvis jeg ikke gør eller siger noget?

    Tja, faren kan være svær at få øje på, men den er virkelig, både for dem og for os. For eksempel vil alle, I nogensinde har mødt, på et eller andet tidspunkt i den tilkommende verden vide, hvad I ved nu. De vil vide, at den eneste måde, hvorpå vi kan leve evigt sammen med vores familie og i vor himmelske Faders og hans Søns, Jesu Kristi, nærhed, var at vælge at træde ind ad porten ved dåb udført af dem, der har myndighed fra Gud. De vil vide, at den eneste måde, hvorpå familier kan være sammen for evigt, er ved at antage og holde de hellige pagter, der tilbydes i Guds templer på denne jord. Og de vil vide, at I vidste det. Og de vil huske, hvorvidt I tilbød dem det, som I selv var blevet tilbudt« (se Liahona, jan. 1999, s. 37).

Alma 22:18. Jeg vil »aflægge alle mine synder for at kende dig«

  • Ligesom Lamonis far, må vi være villige til at ofre alt for at blive født af Gud. I Lærdomme om frelse lærer vi om vigtigheden af at ofre for vores evige fremgang: »Således lærer vi, at en religion, der ikke kræver, at man ofrer alt, aldrig har haft tilstrækkelig kraft til at frembringe den fornødne tro til liv og frelse; for lige fra menneskets første tilværelse, har den for liv og frelse nødvendige tro aldrig kunnet opnås uden at ofre alt jordisk. Gud har ordnet det således, at ved en sådan opofrelse, og kun derved, kan menneskene opnå og nyde det evige liv; og det er ved at ofre alt jordisk, at menneskene virkelig kan vide, at de gør det, som er velbehageligt i Guds øjne. Når et menneske for sandhedens skyld har ofret alt det, han har, og end ikke har holdt sit liv tilbage, og han tror, at han er blevet kaldet af Gud til at bringe dette offer, fordi han søger at gøre hans vilje, da ved han, med største sikkerhed, at Gud accepterer og vil acceptere hans offer, og at han ikke har søgt og ikke vil søge Herrens ansigt forgæves. Under disse omstændigheder kan han altså opnå den for ham nødvendige tro til at modtage det evige liv« (1985, s. 69).

  • Da ældste Alexander B. Morrison tjente i De Halvfjerds forklarede han om de ofre, vi må yde for at komme til Kristus:

    »At påtage sig hans navn vil sige at være villig til at gøre alt, hvad han kræver af os.

    Nogle har sagt, at prisen for at leve et kristent liv er den samme i dag som altid: Det består ganske enkelt i at give alt, hvad vi har, uden at holde noget tilbage, at ›aflægge alle [vore] synder for at kende [ham]‹ (Alma 22:18). Når vi ikke lever op til denne standard, på grund af sjusk, ligegyldighed eller ugudelighed; når vi er onde, misundelige, egoistiske, sanselige eller overfladiske, korsfæster vi i en betydning Kristus på ny. Og når vi så konstant prøver at gøre vores bedste, når vi viser omsorg og tjener hinanden, når vi overvinder selviskhed med kærlighed, når vi sætter andres velfærd før vores egen, når vi ›bærer hinandens byrder‹ og ›sørge[r] med dem, som sørger, ja, og … trøste[r] dem, der står i behov for trøst, og stå[r] som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder‹ (Mosi 18:8-9), når vi ærer ham og trækker på hans kraft og bliver mere som ham og vokser i lys, ›og det lys vokser sig klarere og klarere indtil den fuldkomne dag‹ (L&P 50:24)« (se Liahona, jan. 2000, s. 29).

Overvej

  • Hvordan forberedte Ammon Lamonis hjerte på at modtage evangeliet? Hvad kan du gøre for at forberede nogens hjerte på at modtage evangeliets sandheder?

  • Hvad kan vi lære af Arons og hans brødres eksempel, da de oplevede afvisning og »alle slags trængsler«? (Alma 20:29).

Forslag til opgaver

  • Efterhånden som Ammon og hans brødre nærmer sig Nefis land, fik de til opgave af Herren at (1) stadfæste hans ord, (2) at være langmodige i trængsler (3) være gode eksempler, og han lovede, at han ville velsigne dem med fremgang (se Alma 17:11). Skriv disse tre overskrifter på et stykke papir. Anfør derefter, når du studerer Alma 17-22 eksempler under hver overskrift, som viser deres lydighed mod Herrens instruks. Skriv også hvordan hvert eksempel, du anfører, hjalp med at føre lamanitterne til kundskab om sandheden.

  • Lav en liste over principper, som er relevante for missionering (se Alma 17-22). Find under bøn frem til, hvordan du kan anvende disse principper i dit liv.