Institut
Kapitel 26: Alma 13-16

Kapitel 26

Alma 13-16

Indledning

I forudtilværelsen brugte du din handlefrihed til at træffe retskafne valg og forberede dig til livet på jorden (se Alma 13:3-5). Som følge af din retfærdighed i forudtilværelsen, er der beredt yderligere velsignelser og muligheder for dig i jordelivet – på forudsætning af din fortsatte trofasthed. Bemærk at Alma understreger vore behov for at blive helliggjort i jordelivet og forberede os på det ultimative mål – at kunne indgå »til Herren deres Guds hvile« (Alma 13:12).

Husk at Guds nåde og retfærdighed er større end denne verdens ugudelighed. I Ammoniha modtog de, som havde omvendt sig og taget imod Almas belæringer Herrens velsignelser, selv om mange blev fordrevet eller udryddet (se kommentaren til Alma 14:7-11 på s. 187). Amulek tryglede Alma om at overtale Herren til at redde de retfærdige fra de ugudeliges handlinger. Almas forklaring til Amulek bekræfter dog princippet om handlefrihed og de velsignelser, der venter dem, der lider for evangeliets skyld. De ugudelige vil modtage Guds retfærdighed om ikke i dette så i dette liv så i det tilkommende.

Kommentar

Alma 13:1-2. Præster blev ordineret »efter hans Søns orden«

  • Alma omtalte præster, som blev ordineret »efter hans Søns orden« (Alma 13:1). Udtrykket efter hans Søns orden er en henvisning til Det Melkisedekske Præstedømme. I nutidig åbenbaring har Herren sagt, at inden Melkisedeks dage, blev det præstedømme kaldt »det hellige præstedømme efter Guds Søns orden. Men … af respekt eller ærbødighed« for Guds navn, ændrede man navnet til Det Melkisedekske Præstedømme (L&P 107:3-4).

    Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvorfor Alma 13, ligesom så mange andre passager i Mormons Bog ikke skelner mellem præster i Det Aronske Præstedømme og højpræster i Det Melkisedekske Præstedømme: »Profeterne i Mormons Bog gav titlen præst til ledere, som i denne uddeling kendes som højpræster. Det betyder, at de var præster i Det Melkisedekske Præstedømme eller som Alma udtrykte det, ›Gud Herren ordinerede præster efter sin hellige orden, som var efter hans Søns orden‹ (Alma 13:1-20)« (Mormon Doctrine, 2. udg., 1966, s. 599).

Alma 13:3-5. »Kaldet og beredt« før verdens grundlæggelse

  • Profeten Joseph Smith (1805-1844) lærte os, at de, der bliver ordineret til et kald i jordelivet, blev forudordineret til det kald i forudtilværelsen: »Hver eneste mand, som har et kald til at betjene verdens indbyggere, blev ordineret til selve denne opgave i det store råd i himlen, før denne verden blev til. Jeg mener, at jeg blev ordineret til selve dette embede i hint store råd« (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 442).

  • De, som blev »kaldet og beredt fra verdens grundlæggelse« blev udvalgt af Gud i forudtilværelsen på grund af »deres overordentlig store tro og gode gerninger« (Alma 13:3; se også L&P 138:55-56; Abr 3:22-23).

    Præsident Wilford Woodruff (1807-1898) belærte om, at Israels ældster, som bærer det Det Melkisedekske Præstedømme, tillige med profeterne er forudordinerede: »Joseph Smith blev i lige så høj grad som Jeremias udpeget af Herren, før han blev født … Så hvad angår Joseph Smith, siger jeg, at han fik dette hverv før verden blev skabt, og han kom frem, da Herren anså tiden for at være inde til at oprette dette værk på jorden. Og således er det tilfældet med titusindvis af ældste i Israel. Herren den Almægtige har givet jer det hellige præstedømme og gjort jer til redskaber i hans hænder til opbyggelse af hans rige. Overvejer vi dybden af disse ting, som vi burde?« (Discourses of Wilford Woodruff, ed. G. Homer Durham, 1990, s. 281-282; se også Kirkens præsidenters lærdomme, Wilford Woodruff, 2005, s. 15).

  • Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) forklarede, at både mænd og kvinder bliver tildelt opgaver i forudtilværelsen: »I den verden vi kommer fra, fik trofaste kvinder overdraget visse hverv, mens trofaste mænd blev forudordineret til visse præstedømmeopgaver. Selv om vi ikke nu kan huske alle detaljerne, så ændrer det ikke den strålende virkelighed af det, som vi engang sagde ja til. I er ansvarlige for det, der for længe siden blev forventet af jer, på samme måde er de, som vi opretholder som profeter og apostle!« (»Den retfærdige kvindes rolle«, Den danske Stjerne, maj 1980, s. 162).

  • Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev det ansvar, som Guds børn har i jordelivet, uanset deres valgte tilstand i forudtilværelsen: »Læren om forudeksistens er ikke en lære om at hvile på laurbærrene. For vi skal hver især uafbrudt træffe vanskelige valg, uophørlige og svære pligter skal udføres, vi oplever ironi og modgang, tid, der skal anvendes godt, vi har talenter og evner, der skal udvikles. Men fordi vi blev valgt ›der og dengang‹ betyder det bestemt ikke, at vi kan være ligegyldige ›her og nu.‹ Uanset om mænd er forudordineret eller kvinder forudset til noget, så må de, der er kaldet og forberedt også vise sig ›udvalgte og trofaste‹ (se Åb 17:14; L&P 121:34-36)« (se Stjernen, oktoberkonferencen 1985, s. 12).

  • Præsident Harold B. Lee (1899-1973) beskrev kilden til nogle af de velsignelser, vi modtager i dette liv: »Alle disse belønninger blev tilsyneladende lovet eller forudordineret, før denne verden blev til. Det er ganske givet, at disse ting må have været betinget af, hvilken type liv vi levede i den førjordiske åndeverden. Nogen vil nok tvivle på denne antagelse, men de vil på samme tid uden tøven acceptere troen på, at enhver os, når vi forlader denne jord, vil blive dømt på baggrund af vore handlinger her i jordelivet. Er det ikke lige så fornuftigt at tro, at hvad vi har modtaget her på jorden, er blevet os givet på baggrund af, hvad vi har gjort os fortjent til, før vi kom hertil?« (Ensign, jan. 1974, s. 5).

Alma 13:4. Der var handlefrihed i forudtilværelsen

  • Hvordan kunne det lade sig gøre, at ånderne i forudtilværelsen »forkastede Guds Ånd«? (Alma 13:4). Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) bekræftede det evige princip om handlefrihed, da han besvarede dette spørgsmål:

    »Gud gav sine børn deres handlefrihed – selv i åndeverdenen – hvorved de enkelte ånder, ligesom her på jorden fik lov til at vælge det gode og afvise det onde, eller tage del i det onde og lide konsekvenserne af deres synder. Som følge heraf var der også nogle, der var mere trofaste end andre i at holde Guds bud …

    Menneskenes ånder havde deres handlefrihed … Menneskenes ånder stod ikke på samme stadium; de kan muligvis have gjort det fra begyndelsen, og vi ved, at de alle fra begyndelsen var uskyldige; men retten til handlefrihed, som blev givet dem, gjorde, at nogle af dem overgik andre, og således gennem tidernes uendelighed i en udødelig tilværelse blev mere intelligente, mere trofaste, for de havde ret til at handle selvstændigt, tænke selvstændigt, modtage sandheden eller gøre oprør imod den« (Lærdomme om Frelse, komp. Bruce R. McConkie, 3 bd., 1977-1980, 1:61-62).

  • Som ånder i forudtilværelsen udviklede vi værdige karakteristika, som afspejlede vore evner. Gud iagttog vores fremgang og gav os ansvar i henhold til vores trofasthed. Præsident Joseph Fielding Smith har sagt: »I den tid, hvor vi opholdt os i forudtilværelsen, var vi ikke blot der, hvor vi kunne udvikle vore forskellige karaktertræk, og hvor vi kunne vise vores værdighed – eller manglende værdighed; men vi var også der, hvor en sådan udvikling kunne iagttages. Det er rimeligt at antage, at der var organiseret en kirke der. De himmelske væsner levede i et perfekt organiseret samfund. Alle kendte sin plads. Præstedømmet var uden tvivl overdraget og lederne valgt til at virke. Visse ordinancer var påkrævet i den forudtilværelse og Guds kærlighed herskede. Under disse omstændigheder var det naturligt for vor Fader at finde frem til og udvælge dem, som var mest værdige og vurdere hver enkelts talenter. Han vidste ikke blot, hvad hver enkelt af os kunne gøre, men også hvad hver enkelt af os villegøre, når vi blev udsat for de prøver og ansvar, som blev givet os. Så da tiden så var inde for vores ophold her på jorden var alting forberedt og Herrens tjenere udvalgt og ordineret til deres respektive missioner« (se Vejen til fuldkommenhed, 1970, s. 45-46).

Alma 13:9. »Således bliver de højpræster for evigt«

  • Eftersom Det Melkisedekske Præstedømme er »uden dages begyndelse eller års ende« (Alma 13:9; L&P 84:17; se også Hebr 7:3), vil de, der får præstedømmet på jorden fortsat kunne udøve det efter døden. Således bliver bærere af Det Melkisedekske Præstedømme, som dør i retfærdighed, »højpræster for evigt« (Alma 13:9).

    Præsident Harold B. Lee fortalte om en oplevelse, der forklarede at hvert embede i præstedømmet, som en person måtte bære i dette liv, vil have betydning i den næste verden:

    »Jeg havde reorganiseret præsidentskabet i Ensign Stav. Vi havde kaldet biskoppen fra en af menighederne som stavpræsident …

    Seks uger efter, at han var blevet opretholdt, gik stavspræsidenten pludselig bort.

    Så begyndte jeg at modtage en dynge af breve. ›Hvor i alverden var inspirationen henne, da du kaldte en mand, som Herren lod dø seks uger efter?‹ De bad mig om at tale ved hans begravelse, og det lod til, at nogle forventede, at jeg prøvede at forklare, hvorfor jeg havde udpeget en mand, som Herren kaldte hjem til sig seks uger efter.

    Præsident Joseph Fielding Smith, der sad på forhøjningen og hørte mit forsøg på at tilfredsstille disse mennesker, sagde til mig: ›Lad det ikke genere dig. Hvis du har kaldet en mand til en stilling i denne kirke, og han dør den næste dag, så vil den stilling have en betydning for det, han bliver kaldet til at gøre, når han forlader denne verden.‹

    Det tror jeg på. Jeg tror på, at enhver præsident for denne kirke, enhver apostel, enhver biskop, enhver stavspræsident og enhver ledende stilling vil have betydning for, hvad den person bliver kaldet til, når han forlader denne jord« (se Den danske Stjerne, sep. 1973, s. 375).

Alma 13:10-13. Mange blev kaldet og forudordineret

  • Alma belærte om, at der var mange, der blev kaldet i det førjordiske liv på grund af »deres overordentlig store tro« (Alma 13:10). Han opfordrede sine brødre til atter at »frembringe de frugter« og udøve tro for at kunne blive velsignet (Alma 13:13).

    Præsident Harold B. Lee forklarede, at selvom mange blev kaldet og forudordineret i forudtilværelsen på grund af deres tapperhed, så må de stadig udøve tro og gode gerninger i jordelivet for fuldt ud at indfri alle velsignelserne ved deres kaldelse (se L&P 121:34):

    »Gud kan have kaldet og udvalgt mænd i åndeverdenen eller i deres første prøvestand til at udføre en vis gerning, men hvorvidt de accepterer denne kaldelse her og højner den gennem trofast tjeneste og gode gerninger, mens de er i jordelivet, er en sag, hvori de er i deres gode ret og privilegium til at udøve deres handlefrihed til at vælge godt eller ondt …

     Jeg frygter, at der er mange blandt os, som takket være deres trofasthed i åndeverdenen blev ›kaldet‹ til at udføre en stor gerning her, men som hensynsløse flottenhejmere udøver deres handlefrihed i et løssluppent levned og mister deres førstefødselsret og de velsignelser, som var deres, dersom de havde været tro mod deres kald. Derfor er der, som Herren har sagt, mange der ›er kaldede, men få er udvalgt‹« (Decisions for Successful Living, 1973, s. 169).

Alma 13:11-12. Helliggørelse

  • Alma belærte om, at mange blev vasket rene »ved Lammets blod« og blev »helliggjort ved Helligånden« (Alma 13:11-12; se også Moro 10:32-33). Da de engang var blevet helliggjort, »kunne de ikke se på synd uden at føle afsky« (Alma 13:12; se også 2 Ne 4:31). Men selv efter en person er blevet helliggjort og har følt sig renset ved Helligånden, vil han eller hun stadig blive fristet gennem resten af livet på jorden. Gennem nutidig åbenbaring er vi blevet advaret: »Lad derfor kirken tage sig i agt og altid bede, så de ikke falder i fristelse; ja, og lad endog dem, der er helliggjorte, også tage sig i agt« (L&P 20:33-34).

    Præsident Brigham Young (1801-1877) definerede helliggørelse som følger:

    »Jeg vil fremlægge min egen definition på begrebet helliggørelse og sige at den består i at overvinde enhver synd og lade sig underkaste Kristi lov. Gud har anbragt en ren ånd i os; når denne ånd uden hindringer hersker over, og sejrer over kødet idet den regerer, styrer og kontrollerer … så kalder jeg det helliggørelsens velsignelse. Vil synden blive fuldstændigt udryddet? Nej, det vil den ikke, for sådan er det ikke udformet i den himmelske husførelse.

    Tro ikke, at vi nogensinde i kødet bliver fri for fristelsen til at synde. Nogle mennesker antager, at de kan blive helliggjorte i krop og ånd og blive så rene, at de aldrig igen vil mærke virkningen af den magt, som modstanderen af al sandhed har. Dersom det var muligt for et menneske at opnå den grad af fuldkommenhed i kødet, ville han ikke kunne dø og ej heller kunne blive i verden, hvor synden råder. Synden er kommet ind i verden og med synden døden (Rom 5:12). Jeg tror, at vi i større eller mindre grad vil mærke følgerne af synd, så længe vi lever, og til sidst må vi gennem dødens ildprøve« (i Daniel H. Ludlow, A Companion to Your Study of the Book of Mormon, 1976, 2:248-249).

Alma 13:13-19. Melkisedek, den største højpræst

  • Højpræsten Melkisedek nyder en særlig respekt blandt sidste dages hellige. Alma bemærkede Melkisedeks betydning, da han sagde, at »ingen var større« (Alma 13:19). Hvem var denne store profet? Melkisedek levede omkring 2000 år f.Kr. og var både højpræst og konge af Salem (Jerusalem; se 1 Mos 14:18). Han var den præsiderende præstedømmemyndighed i sin tid og den, som Abraham betalte tiende til (se 1 Mos 14:20). Da Melkisedek var barn »frygtede han Gud og stoppede løvers gab og slukkede voldsom ild« (JSO, 1 Mos 14:26). Selvom han kun nævnes kort i Bibelen, har nutidig åbenbaring bekræftet, at han var en mand af stor tro. På grund af Melkisedeks retskaffenhed, blev hans tjenestegerning et sindbillede på Jesu Kristi tjenestegerning og derfor navnefælle på det højere præstedømme (se Hebr 7:15; L&P 107:2-4).

Alma 13:16. »Herrens hvile«

  • Alma 13:6, 12-13, 16, 29 nævner »Herrens hvile« (se også L&P 84:24). Præsident Joseph F. Smith (1838-1918) kom med en kommentar til, hvad dette udtryk betyder, da han sagde: »Hvad vil det sige at indgå til Herrens hvile? For mit vedkommende vil det sige, at jeg gennem Guds kærlighed er blevet vundet over på hans side, så jeg kan føle hvile i Kristus, og jeg ikke længere skal forvirres af hver lærdoms vind og menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje. Og det vil sige, at jeg står fast i min viden og mit vidnesbyrd om Jesus Kristus, så ingen magt kan få mig bort fra den lige og snævre sti, der fører tilbage til Guds nærhed, så jeg kan nyde ophøjelse i hans herlige rige, og at jeg fra nu af skal nyde denne hvile, indtil jeg vil hvile hos ham i himlene« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph F. Smith, 1999, s. 426).

Alma 13:20. Hvad betyder det at fordreje skrifterne?

  • De, der således fordrejer skrifterne ændrer eller forvansker denne faktiske betydning, så den stemmer overens med deres personlige mening eller udlægning. De, der manipulerer skriften for at vække til strid er inspireret af Satan (se Alma 12:1-6; 14:6-7). De, som fordrejer skriften, besegler deres egen undergang (se Alma 13:20).

Alma 13:22-26. Der findes engle

  • Mormons Bog vidner om, at der findes engle samt formålet med dem (se Alma 13:22-26; 32:23; 3 Ne 17:24; Moro 7:29-31; L&P 20:10). Idet ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum henviste til, at der vitterlig findes engle sagde han:

    »Jeg er overbevist om, at et af de mest grundlæggende temaer i Mormons Bog er den rolle, udbredelse og centrale stilling, som engle har i evangeliets historie …

    En af de ting, der får større betydning for os, jo længere tid vi lever, er, at der findes engle, deres virke og tjenestegerning. Jeg hentyder her ikke alene til englen Moroni, men også til de mere personligt betjenende engle, som er med os og omkring os, som hjælper os, og hvem er det præcis, som gør det (se 3 Ne 7:18; Moro 7:29-32, 37; L&P 107:20) …

    Billede
    Kristi himmelfart

    Harry Anderson © IRI

    Jeg tror, at vi er nødt til at tale mere om tro på og bære vidnesbyrd om engles betjening, end vi nogle gange gør. De udgør en af Guds store metoder med at vidne gennem sløret, og intet andet dokument i verden belærer så klart og kraftfuldt om dette princip end Mormons Bog« (»For a Wise Purpose«, Ensign, jan. 1996, s. 16-17).

Alma 13:28. I vil ikke »blive fristet mere end det, som I kan bære«

  • Præsident Brigham Young belærte om det konstante slag, vi må udkæmpe mod Satan og synden: »De mænd og kvinder, der ønsker sig en plads i det celestiale rige, vil opdage, at de må kæmpe mod fjenden af al retfærdighed hver dag« (Discourses of Brigham Young, sel. John A. Widtsoe, 1954, s. 392). Hver især må vi aktivt vælge at undgå og modstå fristelse.

    Alma lærte os, at vi må »våge og bede bestandigt« for at undgå at blive fristet »mere, end det, som I kan bære« (Alma 13:28). Apostlen Paulus sagde også: »Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe en udvej, så I ikke bukker under« (1 Kor 10:13). Ved at følge Almas råd i Alma 13:28, vil vi altid være i stand til at modstå fristelsen.

Alma 14:7-11. De retfærdiges martyrium

  • Gennem kraften i det præstedømme som Alma bar samt gennem hans tro, havde han evnen til at udfri de trofaste kvinder og børn i Ammoniha fra en frygtelig død. Men Herren tillod ham dog ikke at gøre det (se Alma 14:11). Alma forklarede Amulek, at Herren ville tage de retfærdige martyrer op til sig, og deres blod skulle stå som vidne mod deres forfølgeres onde gerninger (se Alma 14:11; 60:13).

    Da ældste Ronald E. Poelman tjente i De Halvfjerds, bekræftede han, at Herren til tider tillader, at de retskafne lider, når andre vælger at udøve deres handlefrihed i uretfærdighed: »Modgang i den lydiges og trofastes liv kan være en konsekvens af sygdom, ulykke, uvidenhed eller den ondes påvirkning. Af hensyn til handlefriheden lader Herren til tider også de retfærdige lide som konsekvens af andres onde handlinger (se 1 Ne 18:16)« (se Stjernen, juli 1989, s. 20).

  • Naturligvis er det sørgeligt at tænke på de retskafne mennesker, som har måttet lade livet i de ugudeliges hænder. Men vi glæder os over at kende til deres belønning i åndeverdenen (se Alma 40:12) såvel som deres endelige tilstand i det celestiale rige (se L&P 76:50-70). L&P 42: 46 minder os om dette: »Og det skal ske, at de, der dør i mig, ikke skal smage døden; for den skal være sød for dem.« Dette betyder ikke, at der ingen smerte er involveret i de retfærdiges død, men at den evige belønning for dem er så stor, at deres lidelser i den sammenhæng synes meget små.

    Præsident Joseph F. Smith forklarede: »Det er rigtigt, at jeg er svag nok til at græde over mine venners og slægtninges død. Jeg græder måske, når jeg ser andres sorg. Jeg har i min sjæl medfølelse med menneskenes børn. Jeg kan græde, når de græder, jeg kan glæde mig med dem, når de glædes, men jeg har ikke grund til at sørge, fordi døden kommer ind i verden … Al frygt for denne død er blevet fjernet for de sidste dages hellige. De frygter ikke den timelige død, fordi de ved, at når døden kommer til dem som følge af Adams fald, vil de alligevel leve gennem Jesu Kristi retfærdighed og selv om de dør, skal de leve. Denne viden gør, at de føler glæde selv i døden, for de ved, at de atter skal rejse sig og atter skal mødes hinsides graven« (Conference Report, okt. 1899, s. 70).

  • Når de retfærdige og uskyldige lider, er der nogle, der bliver kritiske eller mister troen. Præsident Spencer W. Kimball kom med dette råd til dem, der vidner lidelse:

    »Hvis vi betragtede jordelivet som den eneste tilværelse, så ville smerte, sorg, fiasko og et kort liv være en katastrofe. Men hvis vi betragter livet som noget evigt, der strækker sig tilbage til en førjordisk fortid og frem mod en evig fremtid efter døden, så kan alle hændelser ses i det rette perspektiv.

    Er der ikke visdom i, at han giver os prøvelser, så vi kan hæve os over dem, ansvar, så vi kan yde noget, arbejde, så vi kan styrke vore muskler, sorger, så vores sjæl prøves? Er vi ikke udsat for fristelser for at afprøve vores styrke, sygdom så vi kan lære tålmodighed, og død så vi kan blive udødeliggjort og herliggjort?

    Hvis alle de syge, som vi beder for, blev helbredt, hvis alle de retskafne blev beskyttet og de ugudelige ødelagt, ville hele Faderens program blive ophævet, og evangeliets grundlæggende princip, handlefrihed, ville ophøre. Ingen ville behøve at leve i tro.

    Hvis glæde og fred og belønninger med det samme blev givet til den, som gør godt, så kunne der ikke være noget ondt – alle ville gøre godt, men ikke på grund af det rigtige i at gøre godt. Der ville ikke være nogen prøve af styrke, ingen karakterudvikling, ingen udvikling af evner og ingen handlefrihed, kun satanisk kontrol.

    Hvis alle bønner straks blev besvaret i henhold til vore selviske ønsker og vores begrænsede forståelse, så ville der være liden eller ingen lidelse, sorg og skuffelse, end ingen død, og dersom alt dette ikke fandtes, ville der heller ikke være nogen glæde, succes, opstandelse eller evigt liv og guddom« (Faith Precedes the Miracle, 1973, s. 97).

Alma 14:25-28. Udfrielsen af Alma og Amulek

  • Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum brugte beretningen om Alma og Amulek til at vise, at Herren vil udfri os af vore trængsler, men kun efter at vi har vist vores tro ved at underkaste os hans vilje:

    »Hjælp fra Herren følger altid den evige lov. Jo bedre du forstår denne lov, jo lettere er det at modtage hans hjælp

    … Eksemplet med Alma og Amulek er lærerigt. Mens de kæmpede for at gøre godt blandt folket i Ammoniha, blev de taget til fange. Amulek stolede på sin mere erfarne makker, Alma, som hjalp ham til at sætte større lid til Herren. Da de blev tvunget til at se kvinder og børn blive brændt på bålet, sagde Amulek: ›Måske vil de også brænde os.‹ Almas svarede: ›Lad det ske efter Guds vilje‹ – et vigtigt princip. ›Men … vor gerning er ikke fuldført, derfor brænder de os ikke‹ (Alma 14:12-13; fremhævelse tilføjet).

    Dommeren og mange andre hånede dem, spyttede på dem, sultede dem, udspurgte og generede dem med spottende ord og trusler gennem mange dage. Selv om de blev befalet at tale, stod de imod, bundne og nøgne ventede de i stille langmodighed på, at Herren inspirerede dem til at handle. Så ›kom Guds kraft over Alma og Amulek, og de rejste sig.‹ Alma råbte: ›O Herre, giv os styrke i forhold til vor tro, som er på Kristus, ja, til udfrielse! Og de sønderrev de reb, som de var bundet med‹ (Alma 14:26; fremhævelse tilføjet; se v. 15-26). Jorden rystede og fængslets mure revnede. Alle som havde hånet Alma og Amulek faldt døde til jorden, og selv blev de udfriet …

    Herren udfrier med sin guddommelige kraft, når du søger i ydmyghed og tro på Jesus Kristus« (se Stjernen, juli 1994, s. 7).

Alma 15:2-3. Ze’ezrom

  • Ze’ezroms forvandling viser den kærlighed Gud har til ethvert af sine børn og viser tillige hans villighed til at tilgive dem, som indgår pagt om at følge hans Søn. Ze’ezrom var en svigefuld advokat i byen Ammoniha, som brugte sin position til at anklage Alma og Amulek og ødelægge det, som var godt (se Alma 10:13, 31; 11:21). Ze’ezroms svig blev dog afsløret, og »han begyndte at bæve ved bevidstheden om sin skyld« (Alma 12:1, 7). Han ændrede sig fra antagonist til oprigtig undersøger (se Alma 12:8). Da Alma og Amulek ankom til byen Sidom, fandt de ud af, at Ze’ezrom havde »store anfægtelser i hans sind som følge af hans ugudelighed« (Alma 15:3). Men som omvendt troende blev Ze’ezrom helbredt i henhold til hans tro på Kristus, han blev døbt og blev en mægtig forkynder fra den tid af (se Alma 15:6-12). Flere år senere tjente Ze’ezrom på en mission blandt zoramitterne sammen med Alma og Amulek (se Alma 31:6).

Alma 15:3-5. Synder sønderrev Ze’ezroms sind

  • Mens han omvendte sig og søgte tilgivelse var Ze’ezroms ånd og sind sønderrevet, og han var »overordentlig[t] plaget« (Alma 15:3). Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, talte om, at åndelige forstyrrelser vitterlig kan forårsage stærke lidelser:

    »Der findes en anden del af os, som ikke er så håndgribelig, men som er lige så virkelig som vores fysiske legeme. Denne uhåndgribelig del af os beskrives som sindelag, følelse, intellekt, temperament og meget andet. Kun sjældent beskrives den som det åndelige.

    Men der findes en ånd i mennesket; at ignorere den er at flygte fra virkeligheden. Der findes også åndelig forvirring og åndelige sygdomme, der kan forårsage intens lidelse.

    Menneskets legeme og ånd hører sammen. Ofte, ja meget ofte, når der er vanskeligheder, er det umådelig svært at sige, hvad der er hvad« (Den danske Stjerne, apr. 1978, s. 90).

Alma 16:2-3, 9-10. Alle Almas ord gik i opfyldelse

  • Alma tryglede med »stor ængstelse« og af sit »hjertes inderste« folket i Ammoniha om at omvende sig (Alma 13:27). Som deres profet opfordrede Alma dem til at omvende sig, hvis de ikke fuldstændigt skulle udryddes »fra jordens overflade« (Alma 9:12). Herren har lovet at opfylde alle sine profeters ord (se L&P 1:37-38). Alma 16:2-3, 9-10 dokumenterer opfyldelsen af Almas ord omkring udryddelsen af dem, som afviste profeterne og forfulgte de uskyldige.

Overvej

  • Hvordan viste mænd i forudtilværelsen sig værdige til at blive forudordineret til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme? (se Alma 13:3-5).

  • Hvorfor tillader Herren sommetider, at de uskyldige lider i de ugudeliges hænder? (se Alma 14:9-11).

  • Hvad kan du lære af Ze’ezroms forvandling fra svigefuld advokat til mægtig forkynder?

Forslag til opgaver

  • Hvorfor sagde Alma følgende om Melkisedek: »Se, der var mange før ham, og der var også mange efter, men ingen var større, ham har de derfor især nævnt«? (Alma 13:19. Besvar dette spørgsmål ved at gennemgå følgende vers for at finde ud af, hvorfor Alma priste vigtigheden af Melkisedeks mission: Alma 13:14-19; 1 Mos 14:18-20; JSO, 1 Mos 14:25-40; JSO, Hebr 7:3; L&P 107:2-4.

  • Skriv et kort essay ud fra Alma 14 og materialet fra kommentar til Alma 14:7-11 (s. 187), som besvarer følgende spørgsmål: Hvorfor rammes retfærdige mennesker af tragiske ting? Hvordan påvirker Guds nåde og retfærdighed jordelivets tragedier?