Institut
Kapitel 53: Moroni 1-6

Kapitel 53

Moroni 1-6

Indledning

Da Moroni afsluttede sin forkortelse af jereditternes historie (se Eter 13:1; 15:34), regnede han ikke med, at han ville leve længe nok til at skrive flere optegnelser (se Moro 1). Men han levede i yderligere 36 år efter det sidste slag mellem lamanitterne og nefitterne (se Morm 6:5; Moro 10:1). I denne tid nedskrev Moroni mere hellig skrift, der er værdifuld for læsere i de sidste dage. Disse kapitler er især nyttige for os, fordi de indeholder retningslinjer for den rette forrettelse af ordinancer – især nadveren – og Helligåndens rolle i den daglige ledelse af Kirken. Moroni fremhævede også kirkemedlemmers behov for at våge over og styrke nye medlemmer, der tilslutter sig Kirken.

Kommentar

Moroni 1:1-3. Moroni

  • Herren overgav »nøglerne til optegnelsen på Efraims træstykke« til Moroni (L&P 27:5). Han blev derved hovedpersonen i overdragelsen af optegnelsen til denne uddeling så vel som vogteren af selve optegnelsen. Moroni var »den sidste nefitiske profet i Mormons Bog (ca. 421 e.Kr.). Kort før sin død overdrog Mormon den historiske optegnelse, der kaldes Mormons plader, til sin søn Moroni (MormO 1:1). Moroni færdiggjorde arbejdet med at samle Mormons plader. Han tilføjede kapitlerne 8 og 9 til Mormons Bog (Morm 8:1). Han forkortede og indføjede Eters Bog (Eter 1:1-2) og tilføjede sin egen bog, Moronis Bog (Moro 1:1-4). Moroni forseglede pladerne og skjulte dem i højen Cumora (Morm 8:14; Moro 10:2). I 1823 blev den opstandne Moroni sendt ned for at fortælle Joseph Smith om Mormons Bog (JS-H 1:30-42, 45; L&P 27:5). Han underviste den unge profet hvert år i perioden 1823-1827 (JS-H 1:54) og overdrog omsider pladerne til Joseph Smith i 1827 (JS-H 1:59). Da Joseph Smith havde fuldført oversættelsen, leverede han pladerne tilbage til Moroni« (Guide til Skrifterne, »Moroni, Mormons søn«).

Moroni 1:4. Mormons Bog skal være af stor værdi

  • Mormons Bog spiller en vigtig rolle i mange menneskers omvendelse. Moroni nævnte specifikt den gavn, som lamanitterne ville få af Mormons Bog i de sidste dage. En af de første missionærkaldelser i denne uddeling modtog Oliver Cowdery og hans ledsagere til at undervise lamanitterne, der boede på den vestlige grænse (Missouri) af det unge USA (se L&P 28:8-10). I dag bringer Kirken evangeliets budskab til alle, herunder Lehis efterkommere, som er spredt over hele verden.

Moroni 2:1. Nefitiske »disciple« var apostle

  • »Denne bog [Mormons Bog] fortæller os, at vor Frelser viste sig på dette kontinent efter sin opstandelse … at de havde apostle, profeter, præster, lærere og evangelister, den samme orden, det samme præstedømme, de samme ordinancer, gaver, magt og velsignelser, som man kunne glæde sig over på den østlige halvkugle« (Joseph Smith, History of the Church, 4:538).

    »Selv om de tolv nefitter i hvert tilfælde omtales som disciple, forbliver det dog en kendsgerning, at de var blevet begavet med guddommelig myndighed til at være særlige vidner for Kristus blandt deres eget folk. De var derfor faktisk apostle for den nefitiske race« (Joseph Fielding Smith, Lærdomme om Frelse, 3:134; se også Morm 9:18).

Moroni 2-5. Betydningen af ordinancer i Jesu Kristi Kirke

  • Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvorfor ordinancer er så vigtige: »Ordinancer og pagter bliver vore adgangstegn til Herren. For at modtage dem værdigt må vi søge hele livet; at beholde dem derefter er jordelivets udfordring« (Stjernen, juli 1987, s. 19).

    Præsident Packer har også forklaret: »En god opførsel uden evangeliets ordinancer vil hverken forløse eller ophøje menneskeheden. Pagter og ordinancer er nødvendige« (Stjernen, oktoberkonferencen 1985, s. 64).

  • Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede forholdet mellem vor Fader i himlen, vores familie og de ordinancer, vi deltager i: »De bedste prioriteringer for os sidste dages hellige er tosidige. For det første bestræber vi os på at forstå vores forhold til Gud den evige Fader og hans søn, Jesus Kristus, og at sikre dette forhold ved at opnå deres frelsende ordinancer og ved at holde vore personlige pagter. For det andet bestræber vi os på at forstå vores forhold til vore familiemedlemmer og at sikre disse forhold ved templets ordinancer og ved at holde de pagter, vi indgår … Disse forhold giver, når de bliver sikret på den måde, jeg har forklaret, evige velsignelser, som vi ikke kan få på nogen anden måde. Ingen kombination af videnskab, succes, velstand, stolthed, indflydelse eller magt kan give disse evige velsignelser!« (Liahona, juli 2001, s. 102).

Moroni 3:3. Ordineret »til at være præst« eller lærer

  • Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) forklarede, at nefitterne ikke brugte Det Aronske Præstedømme før Frelserens besøg; se kommentar til Jakob 1:18 (s. 109).

Moroni 3:4. Ordinerede »ved Helligåndens kraft«

  • Helligånden spiller en vigtig rolle i alle præstedømmeordinancer. Helligånden kender vores hjerte og vore handlinger. Det er ved Helligåndens kraft, at alle ordinancer bekræftes (se L&P 132:7). Profeten Joseph Smith (1805-1844) talte om Helligåndens rolle i udførelse af ordinationer: »Vi tror, at Helligåndsgaven findes lige så meget nu, som den gjorde på apostlenes tid. Vi tror, at den [Helligåndsgaven] er nødvendig til at skabe og organisere præstedømmet, at intet menneske kan blive kaldet til at udfylde noget embede i tjenestegerningen uden den. Vi tror også på profeti, på tungemålsgaven, på syn og på åbenbaring, på gaver og helbredelser, og at disse ikke kan nydes uden Helligåndsgaven« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, s. 98).

Moroni 4-5. Nadveren

  • Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum talte om betydningen af at modtage nadveren i vores indsats for at mindes vore pagter: »Gennem nadverordinancen fornyer vi vores dåbspagt og kan modtage og bibeholde forladelse for vore synder (se Mosi 4:12, 26). Derudover mindes vi ugentligt om løftet om, at vi altid må have hans Ånd hos os. Når vi stræber efter at holde os rene og uplettede af verden, bliver vi værdige kar, hvori Herrens Ånd altid kan dvæle« (Liahona, maj 2006, s. 31).

Moroni 4:3. Påtage sig Jesu Kristi navn.

  • Ældste Dallin H. Oaks talte om tre væsentlige ting, som vi bør forstå, når vi påtager os Frelserens navn under nadveren:

    »Når vi vidner om, at vi er villige til at påtage os Jesu Kristi navn, har det flere forskellige betydninger. Nogle af dem er tydelige, så vore børn let kan forstå dem. Andre er kun tydelige for dem, der ransager skrifterne og mediterer over det evige livs undere.

    En af de tydelige betydninger er, at vi fornyr et løfte, vi aflagde ved dåben. Mønstret i skriften viser, at personer, der lader sig døbe, vidner for kirken om, ›at de oprigtigt har omvendt sig fra … deres synder og er villige til at påtage sig Jesu Kristi navn, idet de er fast besluttede på at tjene ham til enden‹ (L&P 20:37; se også 2 Ne 31:13; Moro 6:3). Når vi deltager i nadveren fornyr vi denne pagt samt alle de andre pagter, vi har indgået i dåben (se Joseph Fielding Smith, Lærdomme om Frelse, saml. Bruce R. McConkie, 3 bd., 1977-1980, 2:272, 277).

    En anden tydelig betydning er, at vi har påtaget os Frelserens navn, når vi bliver medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Denne kirke bærer efter hans befaling hans navn (se L&P 115:4; 3 Ne 17:7-8). Ethvert medlem, ung eller gammel, ›hører til Guds husstand‹ (Ef 2:19). Som sande troende på Kristus, som kristne, har vi med glæde påtaget os hans navn (se Alma 46:15). Kong Benjamin lærte sit folk dette: ›På grund af den pagt, I har sluttet, skal I kaldes Kristi børn, hans sønner og hans døtre; for se, i dag har han født jer åndeligt‹ (Mosi 5:7; se også Alma 5:14; 36:23-26).

    Vi påtager os også Jesu Kristi navn, når som helst vi offentligt bekender vores tro på ham. Vi har hver især mange muligheder for at forkynde vores tro over for venner, naboer, kollegaer og tilfældige bekendte …

    En tredje betydning henvender sig til den, der er moden nok til at forstå og vide, at den, der følger Kristus, også er forpligtet til at tjene ham … Når vi … vidner om, at vi er villige til at påtage os Jesu Kristi navn, så bekræfter vi vores villighed til at udføre arbejdet i hans rige.

    På disse tre forholdsvis tydelige måder kan vi se, at vi påtager os Kristi navn, når vi lader os døbe i hans navn, når vi tilhører hans kirke og bekender vores tro på ham, og når vi arbejder i hans kirke« (Den danske Stjerne, aprilkonferencen 1985, s. 74).

Moroni 4:3; 5:2. »Altid erindre ham«

  • Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab forklarede, hvor let det er at blive distraheret fra at erindre Herren, og hvad vi kan gøre for at erindre ham oftere:

    »De af jer, som har været på mission, er måske … faldet over jeres missionærdagbog, der er gemt væk i et skab i jeres hjem. I har måske læst lidt og blevet chokeret, når I mindes, hvor hårdt I arbejdede, hvor konstant I tænkte på Frelseren og hans offer for jer og for dem, I forsøgte at møde og undervise, og hvor inderligt og ofte I bad. Det chok kan komme ved erkendelsen af, hvor meget livets bekymringer har fjernet jer fra der, hvor I engang var, så tæt på altid at erindre og altid at bede.

    Mit budskab er en bøn, en advarsel og et løfte: Jeg bønfalder jer om beslutsomt at gøre de enkle ting, som får jer til at bevæge jer fremad rent åndeligt.

    Begynd med at erindre ham. Man husker det, som man kender og elsker. Frelseren gav os skrifterne, som profeterne har betalt med en pris, som vi slet ikke kan begribe, for at vi skulle kunne lære ham at kende. Fordyb dig i dem. Beslut jer nu til at læse mere, og mere effektivt, end I hidtil har gjort« (»Always«, Ensign, okt. 1999, s. 9-10).

Moroni 6:2. »Et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd«

  • Hvad vil det sige at have »et sønderknust hjerte og en angergiven ånd«? Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) forklarede, at det er det samme som bedrøvelse efter Guds vilje, hvilket er en dyb »erkendelse af, at vore gerninger har såret vor Fader og vor Gud. Det er den skarpe og intense bevidsthed om, at vores adfærd var skyld i, at Frelseren, som ikke havde begået nogen synd, ja, den største af alle, skulle udholde smerte og lidelse. Vore synder var årsag til, at han blødte fra hver en pore. Denne meget virkelige mentale og åndelige smerte er det, som i skrifterne omtales som det at have ›et sønderknust hjerte og en angergiven ånd‹ (3 Ne 9:20; Moro 6:2; L&P 20:37; 59:8; Sl 34:19; 51:19; Es 57:15). En sådan ånd er absolut nødvendig for ægte omvendelse« (»En stor forandring i hjertet«, Stjernen, mar. 1990, s. 5).

    Ældste Bruce D. Porter fra De Halvfjerds forklarede videre og definerede betydningen af »et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd«:

    »Når vores hjerte er sønderknust, er vi fuldstændigt åbne for Guds Ånd og erkender vores afhængighed af ham for alt, hvad vi har, og alt, hvad vi er. Det medhørende offer er et offer af stolthed i alle dets skikkelser. Ligesom det føjelige ler i en dygtig pottemagers hænder kan den sønderknuste formes og dannes i Mesterens hænder …

    De, der har et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, er villige til at gøre hvad som helst, som Gud beder dem om, uden modstand eller fortørnelse. Vi ophører med at gøre tingene på vores måde og lærer i stedet at gøre dem på Guds måde …

    Der er endnu en dimension ved et sønderknust hjerte, nemlig vores dybe taknemlighed for Kristi lidelse på vore vegne … Når vi husker Frelseren og hans lidelser, vil vores hjerte også briste i taknemlighed over den Salvede.

    Når vi giver ham et offer, der består af alt, hvad vi har, og alt, hvad vi er, fylder Herren vores hjerte med fred. Han vil bringe ›lægedom til dem, hvis hjerte er knust‹ (Es 61:1) og pryde vores liv med Guds kærlighed« (Liahona, nov. 2007, s. 32).

Moroni 6:3. Fast beslutning om at tjene

  • Præsident Thomas S. Monson drøftede den indstilling, som vi alle må have, når vi bliver døbt og kaldet til at tjene i Kirken: »Skønt ophøjelse er et personligt anliggende, og skønt enkeltpersoner ikke bliver frelst i grupper, men som enkeltpersoner, kan man ikke leve i et tomrum. Medlemskab af Kirken fremkalder en beslutning om at tjene. En ansvarsfuld stilling betragtes måske ikke som betydningsfuld, og belønningen er måske heller ikke kendt af andre. Kun når vi tjener med et villigt sind, med beredvillige hænder og med beslutsomhed i hjertet, anerkender Frelseren vores indsats (Stjernen, juli 1994, s. 59).

Moroni 6:4. »Få næring ved Guds gode ord«

  • Det, der er »påvirket« er tilskyndet eller influeret. I Moroni 6:4 er vendingen symbolsk og henviser til det, der sker, når Ånden arbejder med og forandrer en nyomvendt. Kristi sonoffer gør forladelse af vore synder mulig, men det er gennem Helligåndens rensende kraft – dåben ved ild – at synder rent faktisk renses eller fjernes (se 2 Ne 31:17; Alma 13:12; 3 Ne 27:20). Det er også gennem Helligåndens virke, at vi opnår forsoningens bemyndigende kraft til at hjælpe os til at blive trofaste sidste dages hellige.

  • Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) fortalte om en personlig oplevelser, der demonstrerer, hvor vigtigt det er, at vi passer på dem, der er nyomvendte:

    »Hver eneste nyomvendt må ›få næring gennem Guds gode ord‹ (Moro 6:4). Det er absolut nødvendigt, at den nyomvendte mand eller kvinde bliver tilknyttet et kvorum i præstedømmet eller Hjælpeforeningen, Unge Piger, Søndagsskolen eller Primary. Han eller hun må opmuntres til at komme til nadvermødet for at nyde nadveren og forny de pagter, som blev indgået ved dåben.

    For ikke længe siden lyttede jeg til en mand og en kvinde, som talte i min menighed. Denne mand havde tjent i mange stillinger i Kirken, herunder som biskop. Deres seneste opgave var at indføre en enlig mor og hendes børn i fællesskabet. Han sagde, at den oplevelse gav ham størst glæde af alle hans oplevelser i Kirken.

    Denne unge kvinde var fuld af spørgsmål. Hun var bange og spændt. Hun ønskede ikke at begå en fejl eller sige noget, som var upassende, og som kunne gøre hende forlegen eller få andre til at le. Denne mand og hans hustru bragte med stor tålmodighed denne familie til kirke, sad sammen med dem og lagde så at sige en beskyttende kappe om dem mod alt, som kunne gøre dem forlegne. De tilbragte en aften om ugen med dem i deres hjem og lærte dem yderligere om evangeliet og besvarede deres mange spørgsmål. De ledte denne lille familie på samme måde som en hyrde leder sin hjord. Til sidst nødvendiggjorde omstændighederne, at den lille familie flyttede til en anden by. ›Men,‹ som han sagde, ›vi skriver stadig sammen med denne kvinde. Vi er meget taknemlige for hende. Hun er nu fast forankret i Kirken, og vi er helt trygge ved hendes situation. Hvilken glæde har det ikke været at arbejde sammen med hende.‹

    Jeg er overbevist om, at vi kun vil miste meget få, ja meget få, af dem, der kommer ind i Kirken, hvis vi tager os bedre af dem« (»Find lammene, vogt fårene«, Liahona, juli 1999, s. 122-123).

  • Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum omtalte det universelle ansvar for at fastholde vore søskende »på den rette vej«: »Inspireret undervisning i hjemmet og i Kirken bidrager til at tilvejebringe denne afgørende næring ved Guds gode ord … Muligheden for at forstørre dette kald findes absolut overalt. Behovet for det er evigt. Fædre, mødre, søskende, venner, missionærer, hjemme- og besøgslærere, præstedømme- og organisationsledere, undervisere – alle er på deres egen måde kommet ›fra Gud‹ til vores undervisning og vores frelse. I denne kirke er det bogstavelig talt umuligt at finde nogen, som ikke er en vejleder i en eller anden form for dem, som også er medlemmer af flokken« (Stjernen, juli 1998, s. 26).

Moroni 6:4. »Deres tros ophavsmand og fuldender«

  • Ordet author (det engelske ord for ophavsmand) kan defineres som »én, der producerer, skaber eller frembringer« (Noah Webster’s First Edition of an American Dictionary of the English Language, 1828, 1967). I vores faldne tilstand må vi se hen til Frelseren for at opnå og udvikle tro. Derfor siger den fjerde trosartikel, at evangeliets første princip er »tro på Herren Jesus Kristus.«

    Ordet fuldender har flere betydninger, der vedrører Frelserens rolle i vores proces med at udvikle tro. For det første »én, som afslutter; én, som helt færdiggør.« Vi kan stole på, at Herren fuldt ud færdiggør sin rolle, mens vi fortsat stræber på at blive mere som han. For det andet én, som »gør noget komplet eller perfekt« (Den danske ordbog). Når vi gør vores bedste for at holde vore pagter, er det gennem hans nåde, at vi til sidst når frem til fuldkommenhed, det ultimative mål for vores rejse i tro. Når vi i tro kommer til Herren som hans sønner og døtre, vil han hjælpe os til at blive vores bedste.

  • Præsident Henry B. Eyring drøftede Frelserens centrale rolle i vores forløsning. Han føjede sit vidnesbyrd til Moronis om, at Jesus er »›deres tros ophavsmand og fuldender‹ (Moro 6:4). Det er Frelseren, der gør det muligt for os at blive renset gennem hans forsoning og vores lydighed mod hans bud. Og det er Frelseren, som nærer dem, der i tro går i dåbens vande og modtager Helligåndsgaven. Når de altid erindrer ham, og når de fortsætter i lydighed som et barn, er det ham, der vil sikre, at hans Ånd altid vil være hos dem« (Stjernen, jan. 1998, s. 87).

Moroni 6:5. Mødes ofte

  • Ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum mindede os om det fællesskab, der findes i den verdensomspændende kirke. Han bemærkede Kirkens medlemmers ofre for at opfylde den vigtige befaling om at mødes ofte:

    »En af de mange fordele ved medlemskab af Kirken er venskabet med de hellige. Mens jeg tjente i Europa havde vi en mindeværdig stavskonference for soldater i militæret i Tyskland. Mange af vore gode brødre og søstre kørte lange strækninger for at overvære møderne. Flere af dem kom aftenen før og sov på gulvet i aktivitetssalen. Uagtet deres offer kom de med et glad hjerte og søgte deres med-helliges venskab og muligheden for at blive belært og opbygget af kirkelederne. Når vi mødes, er vi ›da ikke længere fremmede og udlændinge. [Vi] er de helliges medborgere og hører til Guds husstand‹ (Ef 2:19).

    Vi har fået befalingen og velsignelsen om at mødes ›ofte for at faste og for at bede og for at tale, den ene med den anden, om [vores] sjæls velfærd‹ (Moro 6:5). Til generalkonferencer og andre af Kirkens møder i hele verden kommer vi sammen for at søge hinandens venskab – brødres og søstres gode selskab i evangeliet og trøsten ved det søde fællesskab med Guds Ånd. Til vore møder fylder denne Ånds tilstedeværelse vores hjerte med kærlighed til Gud og til vores med-hellige« (Stjernen, jan. 1988, s. 33).

Moroni 6:7. »At der ingen ugudelighed var blandt dem«

  • Kong Benjamin forklarede, at en persons navn kun bliver slettet ved overtrædelse (se Mosi 1:12). Alma advarede om, at de ugudeliges navne ikke skal »blandes med mit folks navne« (Alma 5:57). Der kommer et tidspunkt, hvor hver eneste person, der begår alvorlige ugudeligheder, må omvende sig, ellers er den person ikke værdig til at være i Herrens nærhed eller være medlem i riget. Medlemmer, der ikke omvender sig, kan miste deres medlemskab ved disciplinære skridt i Kirken. (Se flere oplysninger om de synder, der kræver kirkedisciplinering i kommentaren til Mosi 26:32-36 på s. 157).

Moroni 6:9. »Efter Åndens tilskyndelser«

  • Ældste David B. Haight (1906-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum talte om betydningen af at anmode om Åndens tilstedeværelse ved vore møder:

    »Den store tragedie, da det gik tilbage for nefitterne, således som Mormon nedskrev det i Mormons Bog, var tabet af Helligånden og åndelige gaver. Visdom og inspiration dikterede, at Moroni, da han afsluttede optegnelsen, medtog instruktioner fra sin far Mormon om ordinancer, nadveren og Kirkens skikke. Dette vidnesbyrd om deres møder er bemærkelsesværdigt:

    ›Og deres møder blev ledt af kirken efter Åndens tilskyndelser og ved Helligåndens kraft; for som Helligåndens kraft ledte dem, hvad enten det var til at prædike eller til at formane eller til at bede eller til at anråbe eller til at synge, således blev det gjort‹ (Moro 6:9).

    Det er den ånd, som skal og bør karakterisere vore andagter og vore nadvermøder.

    En søster bemærkede over for mig efter et sådant åndeligt møde: ›Jeg kan ikke huske alt, hvad der blev sagt – men jeg husker, hvad jeg følte, da vi sang afslutningssalmen og bøjede hovedet i bøn‹« (»Remembering the Savior’s Atonement«, Ensign, apr. 1988, s. 13).

Overvej

  • Hvor ofte tænker du på de pagter, du har indgået med Gud? Hvilke pagter mindes du ofte? Hvorfor bør du ofte mindes alle dine pagter?

  • Hvorfor tror du, at vi er befalet at mødes sammen ofte i kirken? Hvilke velsignelser får du og andre ved at mødes ofte?

  • Hvorfor er det vigtigt, at vi leder vore møder efter Åndens tilskyndelser?

Forslag til opgaver

  • Læs nadverbønnerne for brødet og derefter for vandet (se Moro 4-5). Prøv, når du læser, at gøre det personligt ved at indsætte de personlige stedord jeg og mig i stedet for stedordene i flertal vi, de og dem. Tænk over, hvordan det ændrer betydningen af nadverbønnerne for dig.

  • Overvej hvor mange gange Moroni i denne skriftstedsblok udfordrer os til at påtage os Jesu Kristi navn og erindre ham. Nedskriv i din dagbog nogle måder, hvorpå du kan bringe dit liv tættere til din Frelser.