Institut
Kapitel 48: Mormon 1-6

Kapitel 48

Mormon 1-6

Indledning

Efter Mormon havde sammenfattet beretninger om Herrens besøg blandt nefitterne og den æra med fred, der fulgte i 200 år, fortæller han, at stolthed, uenighed og ugudelighed satte ind i det 201. år (se 4 Ne 1:24-47). I Mormons Bog læser vi om flere begivenheder, hvor han er øjenvidne. Disse begivenheder omfatter det nefitiske folks fald. I Mormon 1-6 kan vi sætte os ind i Mormons sorg over hans folks udslettelse, en ødelæggelse, som rammer dem, fordi de afviste Herren og hans evangelium. Vi kan beslutte os for at undgå lignende katastrofer i vores liv.

Kommentar

Mormon 1:1. »Jeg, Mormon«

  • Profeten Joseph Smith (1805-1844) lærte os, at »ordet Mormon bogstavelig talt betyder mere god« (History of the Church, 5:400).

  • I forbindelse med omtale af Mormons liv nævnte præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) betydningen af Mormons navn, et navn som er blevet synonymt med Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige:

    »Må jeg et øjeblik minde jer om denne mands, Mormons, storhed og godhed. Han levede på dette amerikanske kontinent i det fjerde århundrede efter Kristus. Da Mormon var en dreng på 10 år, beskrev folkets historiker, hvis navn var Ammaron, ham som ›et alvorligt barn og … hurtig til at opfatte‹ (Morm 1:2). Ammaron pålagde ham, at når han blev 24 år, skulle han tage vare på de optegnelser, som de tidligere generationer havde ført.

    De år, der fulgte i Mormons barndom, var præget af forfærdelig blodsudgydelse blandt hans folk, som følge af en lang, ondartet og frygtelig krig mellem dem, som blev kaldt nefitter, og dem, som blev kaldt lamanitter.

    Mormon blev senere anfører for nefitternes hære og bevidnede nedslagtningen af sit folk, og han gjorde det klart for dem, at deres gentagne nederlag var en følge af, at de havde forsaget Herren, og han derfor havde vendt sig fra dem …

    Billede
    Mormon sørger over nefitternes undergang

    Han skrev til vor generation med advarende og bønfaldende ord, idet han med veltalenhed erklærede sit vidnesbyrd om den opstandne Kristus. Han advarede om de ulykker, der ville ramme os, dersom vi forkaster Herrens veje, ligesom hans folk havde gjort.

    Idet han vidste, at hans eget liv snart ville være slut, eftersom hans fjender jagede de overlevende, bønfaldt han os om at vandre i tro, håb og kærlighed og sagde: ›Næstekærligheden er Kristi rene kærlighed, og den varer ved for evigt; og den, som på den yderste dag findes i besiddelse af den, med ham skal det være vel‹ (Moro 7:47).

    Ja, således var godheden, styrken, kraften, troen og det profetiske hjerte i denne profetleder Mormon« (se Stjernen, jan. 1991, s. 54).

Mormon 1:16. Bevidst oprør mod Gud

  • Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum sammenlignede Mormons åndelige modenhed med Mormons folks syndige tilstand. Til trods for Mormons retfærdige ønske blev det ham forbudt at forkynde på grund at folkets oprørske tilstand: »Den modne Mormon stod i en alder af 50 år uden for al den synd, der var omkring ham og hævede sig over håbløsheden ved hans samtid. Som følge deraf blev han ›besøgt af Herren og smagte på og kendte til Jesu godhed‹ og prøvede tappert at råbe omvendelse til folket. Men som Gud indimellem gør, når mennesker med meget lys afviser det, så blev det Mormon forbudt at tale. Han fik forbud mod at forkynde til en nation, som bevidst gjorde oprør mod deres Gud. Disse mennesker havde afvist de mirakler og budskabet de havde fået af de tre forvandlede nefitter, som nu også var blevet pålagt tavshed og fjernet fra folket, de ellers skulle tjene« (Christ and the New Covenant, 1997, s. 318).

  • Da ældste Dean L. Larsen tjente som medlem af De Halvfjerds, forklarede han, at oprør mod Gud har rødder i personligheden og spreder sig med katastrofale konsekvenser, hvis det ikke korrigeres:

    »Historisk set så har frafald fra den kurs i livet, som Herren har anvist, taget sin begyndelse, når enkeltpersoner begynder at gå på kompromis med Herrens standarder. Dette gælder i særdeleshed, når overtrædelsen er forsætlig, og der ikke finder omvendelse sted. Husk Mormons beskrivelse af dem, som vendte sig fra den sande vej på hans tid. De syndede ikke i uvidenhed. De gjorde bevidst oprør mod Gud. Det skete ikke som en del af en større bevægelse. Det begyndte med, at enkeltpersoner i Kirken bevidst begyndte at gå på kompromis med Herrens standarder. De forsøgte at retfærdiggøre deres udskillelse med, at andre også gik på kompromis. De, som forsætligt synder, stræber snart efter at sætte deres egen standard, hvori de kan føle sig bedre tilpas og som retfærdiggør deres vanartede adfærd. De stræber også efter at omgås dem, som er villige til at følges med dem ned ad selvbedragets sti.

    Efterhånden som antallet af frafaldne personer tiltager, øges deres indflydelse. Det kan beskrives som et ›stor og rummelig bygnings-syndrom.‹ Dette frafald bliver langt mere farligt, når tilhængerne fortsætter med åbenlyst at identificere sig med og omgås den gruppe, som følger Herrens vej. Værdier og standarder, som engang var helt klare, begynder at blive omtågede og uvisse. Normen for adfærd begynder at afspejle denne tilsløring af sande principper. Adfærd, som tidligere ville have voldt væmmelse og fået alarmklokkerne til at ringe, bliver nu nærmest almindelig« (»Likening the Scriptures unto Us«, i Monte S. Nyman og Charles D. Tate jun., eds., Alma, the Testimony of the Word, 1992, s. 8).

Mormon 1:19. Trolddom, hekseri og magi

  • Præsident James E. Faust (1920-2007) fra Det Første Præsidentskab har advaret mod fascination af Satans mysterier: »Det er ikke godt at interessere sig for Satan og hans hemmeligheder. Der kommer intet godt ud af at komme det onde nær. Det er som at lege med ilden, man brænder sig nemt … Den eneste sikre kurs er at holde sig på afstand af ham og alle hans gudløse aktiviteter eller skændige gerninger. Djævledyrkelse, trolddomskunst, hekseri, voodoo, sort magi og alle andre former for djævletro bør man altid holde sig fra« (se Liahona, jan. 2007, s. 3).

Mormon 2:13. »De fordømtes sorg«

  • Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum bemærkede kontrasten mellem bedrøvelse efter Guds vilje og »de fordømtes sorg«: »Efter erkendelsen tilflyder sand anger sjælen. Dette er ›bedrøvelse efter Guds vilje‹, ikke blot ›bedrøvelse i verdens forstand‹ eller ›de fordømtes sorg‹, når de ikke længere kan ›finde lykke ved synd‹ (2 Kor 7:10; Mormon 2:13). Falsk anger er derimod nærmest at kærtegne vores fejltrin. I den rituelle anger sørger vi over vores fejltrin, men vi retter ikke op på dem« (se Stjernen, jan. 1992, s. 31).

    Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) forklarede, at bedrøvelse efter Guds vilje i modsætning til de fordømtes sorg bevirker, at sorgen kan lede os til rensende omvendelse: »Bedrøvelse efter Gud vilje er en af Åndens gaver. Det er en dyb erkendelse af, at vore gerninger har såret vor Fader og vor Gud. Det er den skarpe og intense bevidsthed om, at vores adfærd var skyld i, at Frelseren, som ikke havde begået nogen synd, ja, den største af alle, måtte udholde smerte og lidelse. Vore synder gjorde, at han blødte fra hver en pore. Denne meget virkelige mentale og åndelige smerte er det, som i skrifterne omtales som det at have ›et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd‹ (L&P 20:37). En sådan ånd er absolut nødvendig for oprigtig omvendelse« (Teachings of Ezra Taft Benson, 1988, s. 72).

Mormon 2:15. »Nådens dag var forpasset«

  • Ældste Jeffrey R. Holland bemærkede den isnende linje i Mormons beretning om, at tiden var rindet ud for frelse af hans folk: »Det er på dette tidspunkt i nefitternes historie – knap 950 år efter den begyndte og blot lidt mere end 300 år efter, at selve Guds Søn havde besøgt dem – at Mormon indser, at historien nærmer sig sin slutning. Det er måske den mest skræmmende sætning, Mormon nogensinde skrev, hvor han kort siger: ›Jeg så, at nådens dag var forpasset for dem, både timeligt og åndeligt.‹ Hans folk måtte lære den måske mest skæbnesvangre lektie af alle, nemlig at Guds Ånd ikke for evigt vil strides med menneskene, og at det er muligt – både kollektivt og individuelt at komme til et punkt, hvor tiden er forpasset. Omvendelsens dag kan passere, og det havde den gjort for nefitterne. I tusindvis blev de ›hugget ned i åbent oprør mod deres Gud‹ og i en næsten alt for tydelig moralsk metafor blev de ›dynget op som møg på landets overflade‹« (Christ and the New Covenant, s. 319).

    Billede
    Nephites’ last battle

  • Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) beskrev, hvordan vi i dag også kan fjerne os fra omvendelsens rensende nåde: »Det er sandt, at det store princip om omvendelse altid findes, men for de onde og oprørske er der alvorlige begrænsninger i dette udsagn. For eksempel er synd stærkt vanedannende og kan somme tider føre mennesker til det punkt, hvorfra der ingen vej er tilbage … Som overtræderen kommer dybere og dybere ned i synden, og syndens omfang bliver større, samtidig med at viljen til at forandre kursen bliver svagere, bliver det hele i højere grad mere håbløst, og den pågældende glider længere og længere ned, indtil han enten ikke længere ønsker at komme op igen, eller han har mistet evnen til at gøre det« (Tilgivelsens mirakel, s. 109).

Mormon 2:26. »Vi var overladt til os selv«

  • Vi indser og påskønner måske ikke, hvor meget vor himmelske Fader hjælper os i vores daglige liv, når vi stræber efter at leve i tro. Mormon skrev, at da hans folk blev ugudeligt, mistede de Herrens styrke, som tidligere havde beskyttet dem. Da ældste Ray H. Wood tjente som medlem af De Halvfjerds, forklarede han: »Når en person overtræder en af Guds befalinger, og der ingen omvendelse finder sted, trækker Herren sin beskyttende og støttende kraft tilbage. Når vi mister Guds kraft, ved vi med sikkerhed, at problemet ligger hos os og ikke hos Gud. ›Jeg, Herren, er bundet, når I gør, hvad jeg siger, men når I ikke gør, hvad jeg siger, har I intet løfte‹ (L&P 82:10). Vore misgerninger bringer fortvivlelse. De bedrøver og udslukker det fuldkomne klare håb, som Kristus giver (se 2 Ne 31:20). Uden Guds hjælp er vi overladt til os selv« (se Stjernen, juli 1999, s. 48).

Mormon 3:8-11. Mormon nægter at være hærfører igen

  • Til trods for at Mormon havde anført sit folk i krig i næsten 35 år, nægtede han på dette tidspunkt at anføre dem. Mormon må have været påvirket af den forkortelse, han lavede af Mormons Bog. Han så, hvordan hærførerne Moroni og Helaman havde gyldige grunde til at gå i krig (se Alma 43:9-58:12) til forsvar for deres land, hjem, hustruer, børn, rettigheder, privilegier, frihed og retten til at tilbede deres Gud. Han belærte folket om disse formål med krig (se Morm 2:23-24). Da han havde set, at nefitternes motivation for at bekrige lamanitterne på det tidspunkt var at ›hævne sig‹, og at de begyndte ›at prale af deres egen styrke‹, og at de var skyldige i stor ›ugudelighed og vederstyggelighed‹ – afviste han imidlertid at stå i spidsen for deres hær (Morm 3:9-14).

Mormon 3:9; 4:8. Praleri

  • Ældste Neal A. Maxwell rådede os til at anerkende vor himmelske Faders styrke i stedet for vores egen: »Inden vi nyder frugterne af en retskaffen indsats, bør vi først anerkende Guds hånd. Ellers forfalder vi let til at sige: ›Min egen kraft og min hånds styrke har skaffet mig hele denne rigdom‹ (5 Mos 8:17). Eller vi tager, som det gamle Israel ville have gjort, ›selv … æren‹ (undtagen i tilfældet med Gideons omhyggeligt formindskede hær) ved pralende at sige: ›Min egen hånd har skaffet mig sejr!‹ (Dom 7:2). Når vi bralrer op om vores egen ›hånds‹ præstationer, bliver det dobbelt så svært at anerkende Guds hånd i alle ting! (se Alma 14:11; L&P 59:21)« (se Liahona, juli 2002, s. 41).

Mormon 3:12. »Med Guds kærlighed, som var i mig«

  • Da biskop Glenn L. Pace tjente i Det Præsiderende Biskopråd, formanede han os til at stræbe efter den kærlighed, som Mormon udviste: »Denne profet havde kristuslignende kærlighed for et faldent folk. Kan vi lade os nøje med mindre? Vi må stræbe frem med Kristi rene kærlighed for at sprede evangeliets gode tidender. Når vi gør det og tager del i krigen mellem godt og ondt, lys og mørke og sandhed mod løgn, så må vi ikke negligere vores ansvar for at forbinde sårene på dem, som faldt i kampen. Fatalisme har ingen plads i riget« (se Stjernen, jan. 1991, s. 7).

Mormon 3:18-22. Vores dom

  • Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at andre vil tage del i vores dom: »Virkeligheden er, at der vil være et helt hierarki af dommere, som, under ledelse af Kristus, skal dømme de retfærdige. Han vil dog alene afsige fortabelsens dom over de ugudelige« (The Millennial Messiah, 1982, s. 520).

    Skriften lærer os, at der vil være mindst fem parter, som tager del på dommedagen:

    1. Os selv (se Alma 41:7; History of the Church, 6:314)

    2. Vore biskopper (se L&P 41:9; 58:14, 17-20; 64:40; 72:17)

    3. Skriften (se Åb 20:12; 2 Ne 25:18; 29:11; 33:14; 3 Ne 27:25-26)

    4. Apostle (se Matt 19:27-30; 1 Ne 12:9; 3 Ne 27:27; Morm 3:18; L&P 29:12)

    5. Jesus Kristus (se Joh 5:22; 3 Ne 27:14)

  • Præsident John Taylor (1808-1887) uddybede apostlenes rolle i forbindelse med vores dom: »Kristus er overhovedet … Det ville synes rimeligt at antage, at dersom de tolv apostle fra Jerusalem skal dømme de tolv stammer, og de tolv disciple fra dette kontinent (Amerika) skal dømme Nefis efterkommere, at Jereds bror og Jered så skal dømme jereditterne, deres efterkommere og så videre, og at Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostle, som har virket i vor tid, så skal dømme menneskeheden i denne uddeling« (The Gospel Kingdom, udv. G. Homer Durham, 1987, s. 138).

Mormon 3:20-22; 5:12-14. En formaning om at tro på Kristus

  • Billede
    Frelseren, Jesus Kristus

    Del Parson, © 1983 IRI

    Præsident Gordon B. Hinckley vidnede om, at Mormons Bog er endnu et vidnesbyrd om Kristus: »Disse skrifter fra den nye verden ligger foran os som et yderligere vidnesbyrd om vitterligheden af Herren Jesus Kristus og hans guddommelighed, som et vidnesbyrd om hans forsonings altomfattende godgørenhed, samt om at han kom ud af gravens mørke. I denne bog findes meget mere af profetiens sikre ord vedrørende ham, som skulle fødes af en jomfru, den almægtige Guds Søn. Der findes en forudsigelse om hans værk blandt menneskene som et dødeligt menneske. Der findes erklæringen om hans død, om det lydefri lam, der skulle ofres for verdens synder. Og der er en bevægende og inspirerende og sand beretning om den opstandne Kristi besøg blandt levende mænd og kvinder på det vestlige fastland. Dette vidnesbyrd er her, for at vi kan reagere; det er her for at blive læst; det er her for at blive overvejet; det er her for at vi kan bede vedrørende det løfte, at den, der beder, skal ved Helligåndens kraft kende til dets sandhed og ægthed (se Moro 10:3-5)« (Stjernen, juli 1994, s. 69).

Mormon 4:23. Et lille overblik over pladernes placering

  • Ammaron havde sagt til Mormon, at han skulle tage Nefis store plader i højen Shim, og opdatere dem. Mormon skulle lade resten af pladerne (bronzepladerne, Nefis små plader og Eters plader) ligge i højen Shim (se Morm 1:2-4). Mormon tog de store plader og skrev en fuldstændig beretning om sit folks færd på dem og brugte en udvalgt del af dem for at lave sin egen sammenfattede og forkortede beretning om sit folk (se Morm 2:18). Mormon vendte senere tilbage til højen Shim og fjernede alle pladerne (bronzepladerne, Nefis små plader, Eters plader og alle andre plader) fra højen (se Morm 4:23). Idet Mormon frygtede, at lamanitterne ville ødelægge pladerne, gemte han pladerne igen – undtagen hans sammenfatning og Nefis små plader (guldpladerne) i højen Cumora (se Morm 6:6). Disse guldplader gav Mormon til sin søn Moroni (se Morm 6:6; MormO 1:1-7).

Morm 5:16. Ånden ophørte med at »kæmpe med deres fædre«

  • Præsident Harold B. Lee (1899-1973) forklarede, at de ugudelige folk på Mormons tid ikke alene havde mistet Helligånden, men Kristi Ånd havde også forladt dem: »Mormon beskrev visse folk, hans folk, som Herrens Ånd havde forladt, og når jeg læser det … så står det mig klart, at det han talte om, ikke blot var den manglende ledsagelse af Helligånden eller Helligåndsgaven, men at han talte om det lys af sandhed, som alle, der fødes ind i denne verden, har ret til, og som aldrig vil holde op med at kæmpe med mennesket, medmindre man mister det ved at fremture i synd« (i Conference Report, apr. 1956, s. 108).

Mormon 5:17. »De var engang et tiltalende folk«

  • Mormon sørgede over sit folks fordærvede tilstand, som engang havde været »tiltalende«. Præsident Gordon B. Hinckley reflekterede over nogle af de velsignelser, der er forbundne med at være tiltalende, og hvad det kræver at opnå denne tilstand: »Der er den store velsignelse af visdom og kundskab, selv skjulte skatte af kundskab. Vi bliver lovet, at vi skal have et yndigt land, hvis vi vandrer i lydighed mod denne lov. Jeg kan fortolke ordet land som folk, og de der vandrer i lydighed skal være et yndigt folk. Hvor vidunderligt ville det ikke være at være et yndigt folk, som andre vil beskrive som velsignede!« (se Den danske Stjerne, okt. 1982, s. 84).

Mormon 5:23. »I Guds hænder«

  • Mormon skrev til os i de sidste dage og formanede os til at anerkende Gud og hans kraft. Vi er i hans hænder. Ældste W. Craig Zwick fra De Halvfjerds forklarede noget af symbolikken og de velsignelser, der ligger i at være i Guds hænder:

    »Hænder er et af de symbolske udtryksfulde dele af legemet. På hebræisk er yad det mest almindelige ord for hånd og bruges også som en metafor for magt, styrke og kraft (se William Wilson, Old Testament Word Studies, 1978, s. 205). Hænder symboliserer således kraft og styrke …

    At være i Guds hånd antyder, at han har omsorg for os, at vi også bliver passet på og beskyttet af hans vidunderlige kraft.

    Der er over alt i skrifterne henvisninger til Herrens hånd. Hans guddommelige hjælp bevises gang på gang. Hans mægtige hænder skabte verdener, og alligevel er de blide nok til at velsigne de små børn …

    Vi må hver især vide, at vi kan fortsætte i Herrens styrke. Vi kan lægge vores hånd i hans og føle hans opløftende nærhed løfte os til højder, som vi ikke kan nå alene …

    Hvordan lærer vi at udrække vores hånd og skabe forbindelse til den omsorg, som Herren tilvejebringer? …

    Her er fire nøgler:

    Lær

    Lyt

    Søg Ånden

    Bed altid

    Herren vil tilvejebringe næring og støtte, hvis vi er villige til at åbne døren og modtage hans guddommeligt hjælpende hånd …

    Læg mærke til sårene i hans hænder. Hans hænder, som har gennemgået så meget, ja, hans hænder af iturevet kød og fysiske lidelser giver os større kraft og vejledning.

    Det er den sårede Kristus, som leder os gennem vore vanskelige øjeblikke. Det er ham, som bærer os, når vi har behov for mere luft eller vejledning til at følge eller endog mere mod til at fortsætte.

    Hvis vi vil holde Guds befalinger og vandre hånd i hånd med ham på hans stier, vil vi gå fremad med tro og aldrig føle os alene« (se Liahona, nov. 2003, s. 34-36).

Mormon 6:16-22. Afvis ikke Kristi åbne arme

  • Mormon sørgede over, at hans folk døde og over, at de ikke havde omvendt sig, før de døde. Hvis de havde aflagt deres stolthed og omvendt sig fra deres synder, havde de ifølge Mormons belæring kunnet se frem til en glædelig genforening med Frelseren (se Morm 6:17).

    Vi må også forberede os på at skulle for Guds domstol. Præsident James E. Faust har forklaret:

    Billede
    Frelserens andet komme

    Harry Anderson © IRI

    »Vi længes efter forsoningens ultimative velsignelse – at blive et med ham, at være i hans guddommelige nærhed, at blive kaldt ved navn, når han varmt byder os velkommen hjem med et strålende smil og med åbne arme omslutter os i sin endeløse kærlighed. Hvor strålende ophøjet bliver denne oplevelse ikke, hvis vi kan føle os værdige til at være i hans nærhed! Den betingelsesløse gave, som hans store sonoffer er for hver af os, er den eneste måde, hvorpå vi kan blive ophøjet til at stå for ham og se ham ansigt til ansigt. Dette overvældende budskab om forsoningen er den fuldkomne kærlighed, som Frelseren nærer til hver eneste af os. Det er en kærlighed, som er fuld af barmhjertighed, nåde, retfærdighed, langmodighed og frem for alt tilgivelse.

    Satans onde indflydelse ønsker at ødelægge ethvert håb, som vi har om at overvinde vores fejltagelser. Han ønsker, at vi føler os fortabte, og at der intet håb er. Som kontrast hertil rækker Jesus hånden frem for at løfte os op. Ved vores omvendelse og forsoningens gave kan vi forberede os til at blive værdige til at stå i hans nærhed« (se Liahona, jan. 2002, s. 22).

Overvej

  • Hvad tror du, at det betyder at være besindig eller have et »alvorligt sind«? (Morm 1:15).

  • Hvordan kan du genkende Herrens indflydelse i dit liv? (se Morm 3:3).

  • Hvad tror du, at det betyder at være »i Guds hænder«? (Morm 5:23). Hvad kan du gøre for at kvalificere dig til i større grad at kunne nyde at være i Guds hænder?

Forslag til opgaver

  • Lav en analyse af Mormon 3:17-22 vers for vers. Forklar så en ven eller et familiemedlem, hvilke vigtige pointer disse vers rummer.