Institut
Kapitel 11: 2 Nefi 17-24

Kapitel 11

2 Nefi 17-24

Indledning

At forstå de af Esajas’ skrivelser, som Nefi citerede kræver ihærdigt studie og indsats fra din side. Brug kommentarerne og din forståelse af evangeliet til at anvende de profetier og åbenbaringer, som Esajas havde om de sidste dage forud for det andet komme. Hold øje med Jesu Kristi fødsel, hans liv og mission og de ødelæggelser og domme, der vil ramme de ugudelige i de sidste dage for at berede verden på hans komme. Læg nøje mærke til de ord, der beskriver omstændighederne omkring genoprettelsen. Se desuden hvordan en ond verden ville opføre sig iflg. Esajas’ forudsigelser. At genkende og finde de sidste dages misgerninger, der er profeteret om kan hjælpe jer til at træffe retfærdige valg og undgå de store straffedomme, der vil ramme de ugudelige.

Kommentar

2 Nefi 17-24. Oversigt og baggrund

  • Mange mennesker har svært ved at forstå Esajas’ skrivelser på grund af hans profetiers dualistiske natur. På den ene side relaterer disse profetier direkte til Esajas’ kaldelse som profet og de forhold, der gjorde sig gældende på hans tid og i hans miljø. På den anden side brugte han de samme begivenheder til at beskrive begivenheder i tidens midte såvel som i de sidste dage. Det er en hjælp at være opmærksom på den historiske, geografiske og politiske kontekst, i hvilken Esajas profeterede (se 2 Ne 25:5-6).

    Dengang Esajas profeterede, var der to kongedømmer af israelitter – det sydlige kongedømme, Juda, og det nordlige kongedømme, Israel (der også blev kaldt Efraim). Et tredje land, Syrien var skiftevis fjende og allieret med enten Israel eller Juda eller begge to (se Bible Dictionary, »Chronology: Kings of Judah and Israel«, s. 637-639). Disse lande blev omtalt i følgende vendinger:

    Land

    Hovedstad

    Territorium eller stamme

    Leder

    Juda

    Jerusalem

    Juda

    Akaz, af Davids hus

    Syrien

    Damaskus

    Aram

    Resin

    Israel

    Samaria

    Efraim

    Peka, søn af Remalja

    Billede
    Map of kingdoms of Israel and Judah

    Middelhavet

    Genezaret sø

    Det Døde Hav

    Syrien

    Damaskus

    Israels nordlige rige

    Samaria

    De nordlige stammer

    Efraim

    Ruben

    Levi (delvist)

    Dan (delvist)

    Naftali

    Gad

    Asher

    Issakar

    Zebulon

    Manasse

    Judas sydlige rige

    Jerusalem

    De sydlige stammer

    Juda

    Benjamin

    Simeon

    Levi (delvist)*

    Dan (delvist)

    Retskafne medlemmer fra alle stammer (2 Krøn 11:16-17)

    N

  • Esajas’ kald til at tjene kom på et tidspunkt, hvor Judas og Israels magt og velstand var aftagende. Nordriget Israel (Efraim) havde dannet alliance med Syrien for styrke og beskytte sig imod det koloniserende assyriske imperium. Da Juda nægtede at indgå i alliancen, angreb Israel og Syrien Juda (se 2 Ne 17:1).

    Esajas blev tilskyndet til at advare Akaz, Judas konge, mod at indgå politiske alliancer på vegne af Juda for at forsvare sit folk, men Akaz afviste Herrens advarsel (se 2 Kong 16:7-20). Akaz indgik en aftale med assyrerkongen, Tiglat-Pileser, og Juda blev en vasalstat, som underkastede sig Assyrien for at få beskyttelse mod Syrien og Israel. Assyrien opslugte dog gradvist de små kongeriger. Først faldt Damaskus (Syrien) i 732 f.Kr., så Samaria (Israel) i 722 f.Kr. og tilmed blev hele Juda, bortset fra Jerusalem, løbet over ende af assyrerne i 701 f.Kr.

    Som med mange andre af Esajas’ profetier, blev visse af dem opfyldt, mens han levede (se 2 Kong 16-18), som det ses i historien om det gamle Israel og Juda. En nøje gennemlæsning af 2 Nefi 17-24 (se også Es 7-14) tillige med kapiteloversigterne lærer os, at Esajas’ profetier også angår Herrens, Jesu Kristi andet komme og den dom, der skal gå forud for denne skønne og imødesete begivenhed.

  • Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum kommenterede de »mange forskellige opfyldelser« af Esajas’ profetier hos senere generationer og den rolle Helligånden spiller for at forstå vigtigheden af dem: »Esajas’ Bog indeholder adskillige profetier, som kan opfyldes på mange måder. En af dem synes at vedrøre folket på Esajas’ tid og eller omstændigheder, der gjaldt den næste generation. En anden betydning, ofte symbolsk, synes at vedrøre begivenheder i tidens midte … Endnu en anden betydning eller opfyldelse af den samme profeti synes at henvise til begivenhederne omkring Frelserens andet komme. Det faktum, at mange af disse profetier kan have forskellige betydninger, understreger vigtigheden af, at vi søger Helligåndens åbenbaring for at forstå dem« (se Ensign, jan. 1995, s. 8).

2 Nefi 17:2. Davids hus

  • I 2 Nefi 17:2 henviser »Davids hus« til kong Akaz, en efterkommer af kong David og arving til Judas trone.

  • Syrien havde indgået et forbund med Efraim, Nordriget Israel.

  • Udtrykket »hans hjerte skælvede« viser, at Akaz og hans folk blev bange, da de hørte, at Syrien og Efraim havde indgået en alliance.

2 Nefi 17:3. Møde ved Øvredammen

  • Navnet på Esajas’ søn Shearjashub betyder »denne rest skal vende tilbage« (se 2 Ne 20:21-22; Es 7:3a).

  • Den vandledning, der omtales i 2 Nefi 17:3 er en akvædukt. Akaz har måske beset byens vandforsyning i tilfælde af en belejring under en krig.

  • Valkerens plads var et sted, hvor tøjet blev vasket.

2 Nefi 17:4. »Rygende fakkelstumper«

  • Beskrivelsen af kongerne Resin og Peka i 2 Nefi 17:4 som »rygende fakkelstumper« er et billede på en udbrændt fakkel eller på, at de har brugt deres styrke. Og Resin og Peka viste sig at være kraftesløse og blev snart knust af Assyrien.

2 Nefi 17:6. »Imod Juda«

  • At plage betyder at irritere eller pine.

  • Udtrykket »bryde ind« antyder at Syrien og Efraim ville prøve at tvinge sig vej ind i Jerusalem.

  • Syrien og Efraim udvalgte Tab’als søn som deres mand og konge i Jerusalem.

2 Nefi 17:8. »Efraim [skal] knuses«

  • En snes er lig med 20. Derfor betyder »tre snese og fem år« 65 år.

  • Nordriget, Israel, blev belejret af Assyrien i 722 f.Kr. og mange af indbyggerne (i dag kendt som Israels tabte stammer) blev ført bort. Tilfangetagne fra andre lande blev forflyttet i området og giftede sig med tiden med de tilbageblevne israelitter og blev kendt som samaritanerne. »Efraim [skal] knuses« skete som profeteret, inden for et tidsrum af 65 år var Efraim væk.

2 Nefi 17:9-14. »Herren selv [skal] give jer et tegn«

  • Det hebraiske ord for jomfru (‘almah) betyder »ung kvinde« med betydningen at være jomfru.

    Billede
    Bebudelsen

  • Immanuel, et navn for Jesus Kristus kommer af ord, som på hebraisk betyder »Gud med os.« Immanuel er både et navn og en titel, som er et tegn på Guds udfrielse (se Es 7:14). Esajas’ omtale af Immanuel har både en historisk og profetisk betydning. Umiddelbart kan det betyde, at et barn skulle fødes på Esajas’ tid, hvor dets barndomsårs længde er et billede (se 2 Ne 17:16-19). I sin vigtigere og profetiske betydning er Immanuel specifikt identificeret af Matthæus som en profeti om Jesu Kristi fødsel på jorden (se Matt 1:18-25). Navnet findes også i sidste dages skrifter (se 2 Ne 17:14; 18:8; L&P 128:22). (For yderligere information henvises til Guide til Skrifterne, »Immanuel«, s. 117; Bible Dictionary, »Immanuel«, s. 706).

  • Billede
    Drengen Jesus i templet

    © 1987 Greg K. Olsen

    »Gud med os« skulle forsikre kong Akaz om, at dersom han vendte sig til Herren, ville Gud hjælpe ham. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvordan dette også blev »et sindbillede på og en skygge af« Frelseren: »Der er flere parallelle elementer i denne profeti, som med så mange af Esajas’ ord. Den mest umiddelbare betydning, drejer sig sandsynligvis om Esajas’ hustru, en ren og god kvinde, som fødte en søn omkring dette tidspunkt, hvorved barnet blev et sindbillede og en skygge af den større og senere opfyldelse af profetien, som blev virkeliggjort ved Jesu Kristi fødsel. Symbolismen i den dualistiske profeti får yderligere betydning, når vi opdager, at Esajas’ hustru måske var af kongelig æt, og derfor kunne hendes søn være en del af Davids slægt. Her er det igen en slags billede på den større Immanuel, Jesus Kristus, Davids store søn, kongen som bogstavelig talt blev født af en jomfru. Hans titel Immanuel skulle sandelig videreføres til de sidste dage, og anvendes om Frelseren i L&P 128:22« (Christ and the New Covenant, 1997, s. 79).

    Temaer

    Esajas 7:14-17
    (2 Nefi 17:14-17

    Esajas 8:3-7
    (2 Nefi 18:3-7)

    Matthæus 1:21

    Mor

    Jomfru

    Profetinde

    Hun (Maria)

    Undfangelse

    Skal blive med barn

    Hun blev gravid

    Skal føde

    Barnet er en søn

    Føde en søn

    Fødte en søn

    En søn

    Navnet på sønnen

    Skal give ham navnet Immanuel

    Skal give ham navnet Maher-Shalal Hash-Baz

    Skal give ham navnet Jesus

    Donald W. Parry, Jay A. Parry, Tina M. Peterson, Understanding Isaiah, 1998, s. 74.

2 Nefi 17:16-22. Ødelæggelsen af Efraim og Syrien

  • I modsætning til løftet om, at Juda ikke ville blive totalt udryddet, profeterede Esajas om faldet af Nordriget, »det land, som du afskyr,« som lå i strid med Akaz (2 Ne 17:16). På den tid blev de to konger i Nordriget dræbt af assyrerne.

  • De to nationer, Efraim og Syrien, blev senere ødelagt af Assyrien. Syriens fald fandt sted i 732 f. Kr. og Efraims fulgte i 722 f.Kr. Som ældste Holland bemærkede (se kommentar til 2 Nefi 17:14 i venstre spalte), så ville det historiske barn på Esajas’ tid være omkring 12 eller 13 år gammel, den moralske ansvarlighedsalder iflg. judæisk lov.

2 Nefi 17:20. Rage hovedet og skægget

  • At rage hovedet og skægget var almindeligt i forbindelse med sorg over dødsfald i familien. Den påtvungne afklipning af en fange var dog fornedrende og tegn på undertvingelse.

2 Nefi 17:22. »Smør og honning«

  • Smør og honning kan synes som luksusvarer, men landet blev lagt øde af assyrerne (se 2 Ne 17:23). Derfor kunne de overlevende ikke dyrke jorden og var nødt til at leve som beduiner. Smør og honning går på den stive yoghurt, man kunne lave af gede- eller fåremælk, og den vilde honning, man kunne finde.

2 Nefi 18. Assyrien, Herrens redskab

  • Kapitel 18 i 2 Nefi er en fortsættelse af det historiske forløb, som præsenteret i kapitel 17. Esajas advarer igen Juda imod alliancer, fordi de, som han profeterer, ikke ville have den ønskede virkning. Det messianske løfte om Immanuel (»Gud med os«) ville tjene dem til gavn. Assyrien ville besætte landet, men Juda ville stadig overleve. Esajas afslutter sine skrivelser med en advarsel mod de falske lærdomme og skikke, som ville trække Juda væk fra budene, der var blevet åbenbaret til dem.

2 Nefi 18:1. Maher-Shalal Hash-Baz

  • Navnet på Esajas’ søn, Maher-Shalal Hash-Baz, betyder »ødelæggelse er nært forestående« (se 2 Ne 20:6). Navnet er sandsynligvis et symbol på, at Assyrien skulle ødelægge Israel (se Es 8:1d i den engelske bibel).

2 Nefi 18:3. Profetinde

  • Udtrykket profetinden henviser til Esajas’ hustru. Hun havde måske profetiske evner, og hendes søn var sandsynligvis den umiddelbare opfyldelse af profetien i 2 Nefi 17:14.

2 Nefi 18:4. »Have lært at råbe«

  • Beskrivelsen »barnet skal ikke have lært at råbe: Min far og min mor« henviser til Esajas’ søn Maher-Shalal Hash-Baz i en alder omkring to år. I år 732 f.Kr. blev Syrien og det nordlige Samaria (Israel) ødelagt af Assyrien. Israel blev ikke helt erobret før år 722 f.Kr.

2 Nefi 18:6-7. »Siloas vande, der rinder sagte«

  • En kommentator er kommet med en mulig betydning af sammenligningen mellem »Siloas vande, der rinder sagte« (2 Ne 18:6) og de »mægtige og mange« vande i (v. 7): »Esajas beskriver og sammenligner de to former for vand – de sagte, rindende vande i Siloa, som lå nær Jerusalems tempelbjerg og Eufrats vande, en stor flod, der ofte løber over sine bredder. Siloas vande er rolige og indbydende, hvorimod Eufrat er farlig og ødelæggende. Siloas vande giver liv til dem, der drikker af dem; Eufrat medfører død for dem, der rammes af dens oversvømmelser. Esajas’ billedbrug af de to vande er symbolsk: Det første symboliserer Jesus, himlens Konge, der sammenlignes med livets vand, det sidste med assyrerkongen, der fører sine store, ødelæggende styrker, der ›skylle[r] hen over jorden, [som en oversvømmelse … og]tilintetgør byerne med deres indbyggere‹ (Jer 46:8). For så vidt indbyggerne i Juda forkastede Jesus, eller Siloas vande, ville Herren lade assyrerkongen, eller de stærke og mægtige vande i floden oversvømme deres bredder, ja lægge hele landet øde« (Donald W. Parry, Jay A. Parry, Tina M. Peterson, Understanding Isaiah, 1998, 83).

2 Nefi 18:8. »Helt til halsen«

  • Det billedlige udtryk »helt til halsen« skal vise, at assyrerkongen vil erobre hele Juda helt til Jerusalem. I år 701 f.Kr. havde assyrerne overtaget hele Juda bortset fra hovedstaden.

2 Nefi 18:8-10. »Gud er med os«

  • På det tidspunkt, hvor assyrerne overfaldt Juda syntes alt at være tabt, men Immanuel eller »Gud er med os« forhindrede Jerusalems ødelæggelse (2 Ne 18:10). Es 37:33-36 beskriver denne mirakuløse begivenhed, hvor end ikke en pil blev skudt over murerne.

2 Nefi 18:14. En helligdom, »en klippe til at snuble over«

  • Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum bemærkede kraften ved »Immanuel« til både at frelse og fordømme: »Når Israels klippe kommer, skal han være en helligdom for de retskafne, de skal finde fred og tryghed i ly af hans evangelium; men han skal også være en klippe til at snuble over og en anstødssten (en fælde eller snare) for de oprørske og ulydige i Jerusalem og hele Israel. De skal snuble og falde på grund af ham; de vil tage anstød af hans lære og blive fordømt og nedbrudt og fanget i en fælde for at afvise dem« (Doctrinal New Testament Commentary, 3 vol., 1971-1973, 3:292-293).

2 Nefi 18:17. »Jeg vil vente på Herren«

  • Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum talte om den åndelige styrke, der følger, når vi sætter vores lid til Herren:

    »Når vi sætter vores lid til Herren, må vi kæmpe imod smerten dag for dag og nogle gange time for time, eller øjeblik for øjeblik; men i sidste ende forstår vi det storslåede råd, der blev givet til profeten Joseph Smith, da han sloges med smerten over at føle sig glemt og isoleret i Liberty fængsel:

    ›Min søn, lad der være fred i din sjæl, din modgang og dine trængsler skal kun vare et øjeblik,

    og så skal Gud, hvis du udholder dem vel, ophøje dig i det høje; du skal sejre over alle dine fjender‹ (L&P 121:7-8).

    Mine kære brødre og søstre, når I er udsat for smerte og prøvelser i livet, hold jer da nær til Frelseren. ›[Vent] på Herren … se frem til ham‹ (se Es 8:17; 2 Ne 18:17). ›Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes‹ (Es 40:31). Helbredelsen finder sted til Herrens tid og på Herrens måde. Vær tålmodig« (se Liahona, jan. 1999, s. 19).

2 Nefi 18:19. »Maner ånder frem og … troldmændene som piber«

  • I hine mørke tider søgte folk råd hos åndemanere i stedet for at stole på Herren. Troldmændenes piben og mumlen er et billede på knirkelyde og hviskende messen på de medier, som skal forestille at kontakte de døde.

2 Nefi 19. »Et barn er født os«

  • Da assyrerne slog til mod alliancen mellem Israel (Efraim) og Syrien, ødelagde de Damaskus og indtog hele den nordlige del af Israel, som siden blev kaldt Galilæa (se 2 Kong 15:27-31). Teksten i 2 Nefi 19:1 refererer til denne begivenhed som en »plage,« der forårsagede »mulm.« Til trods for denne invasion og den trussel, den udgjorde for resten af Israel og Juda i syd, profeterede Esajas om Messias’ komme til den region som »et stort lys« (2 Ne 19:2). De landområder, som gik i arv gennem Zebulons og Naftalis stamme i det nordlige Israel eller Galilæa, var der, hvor Jesus voksede op og tilbragte det meste af sin tjenestegerning. Matthæus og Johannes så, at Messias ville være i egnene omkring Galilæa som en opfyldelse af Esajas’ profeti (se Matt 4:12-16; Joh 1:5).

2 Nefi 19:6-7. »Herredømmet skal ligge på hans skulder«

  • Ældste Jeffrey R. Holland skrev om opfyldelsen af Esajas’ profeti i 2 Nefi 19:6-7, at den havde forbindelse til både forsoningen og tusindårsriget. »Det faktum, at herredømmet skal hvile på hans skuldre, bekræfter, at hele verden en dag vil anerkende – at han er Herrernes Herre, kongernes Konge, der en dag skal herske over jorden og hans kirke i egen høje person med al den majestæt og hellig klædedragt, der hører sig til en hellig regent og højpræst. Alle kan hente trøst i det faktum, at der grundet det herredømme – og de byrder, der dermed vil hvile på hans skuldre, vil de i høj grad blive lettet fra vores. Dette er endnu en henvisning i Esajas til forsoningen om, at vore synder vil blive båret (eller i det mindste i denne henvisning vore jordiske byrder) på Kristi skuldre« (Christ and the New Covenant, s. 80).

  • Ældste Jeffrey R. Holland hjalp os til at se vigtigheden af de forskellige titler, der anvendes om Herren, Jesus Kristus:

    »Som ›Underfuld Rådgiver‹ er han vores mellemmand, han går i forbøn for os og forsvarer os i himlens store retssal. ›Herren rejser sig for at tale sit folks sag og står frem for at dømme folket‹ som Esajas (og Nefi) tidligere påmindede os om (2 Ne 13:13). Bemærk den vidunderlige medfølelse, som kendetegner vores rådgiver og talsmands i disse vers i sidste dages skrifter:

    ›Lyt til ham, som er jeres talsmand hos Faderen, og som taler jeres sag over for ham –

    idet han siger: Fader, se hans lidelser og død, han, som ikke begik nogen synd, ham, i hvem du havde velbehag; se din Søns blod, som blev udgydt, blodet af ham, som du gav, for at du selv kunne blive herliggjort;

    derfor, o Fader, skån disse mine brødre, som tror på mit navn, så de må komme til mig og få evigtvarende liv‹ (L&P 45:3-5).

    Selvfølgelig er Kristus, som Esajas nævnte, ikke blot vores talsmand, men også dommer (se Mosi 3:10; Moro 10:34; Moses 6:57). Det er i rollen som dommer, at vi kan finde endnu større forståelse for Abinadis gentagelse af, at ›Gud selv‹ skal komme ned og forløse sit folk (Mosi 13:28; se også Mosi 13:34; 15:1; Alma 42:15). Det er som om, at dommeren i himlens store retssal nødig vil bede andre end sig selv om at bære byrden af de skyldige mennesker, der står tiltalt, og tager sin kappe af og kommer ned til jorden for personligt at tage deres slag. Kristus som nådig dommer er et lige så smukt og vidunderligt koncept som Kristus som rådgiver, mellem- og talsmand.

    ›Mægtige Gud‹ viser noget om Guds kraft, hans styrke, almægtighed og uovervindelige indflydelse. Esajas ser ham altid som i stand til at overvinde følgerne af synd og overtrædelse for sit folk og til for evigt at triumfere over Israels undertrykkere.

    Billede
    Kristus

    ›Evige Fader‹ understreger den fundamentale lære, at Kristus er Fader – Skaber af utallige verdener, Faderen til det opstandne fysiske liv gennem opstandelsen, Faderen til evigt liv for sine åndeligt skabte sønner og døtre og den, der handler på Faderens (Elohims) vegne gennem guddommeligt overdragen myndighed. Alle bør stræbe efter at blive født i ham og blive hans sønner og døtre (se Mosi 5:7).

    Endelig bør vi med udtrykket ›Fredsfyrsten‹ glæde os over, at når Kongen kommer, vil der ikke længere være krig i menneskenes hjerte eller blandt nationer på jorden. Dette er en fredelig konge, kongen af Salem, den by der senere skal blive til Jeru-Salem. Kristus vil komme med fred til dem, som vil anerkende ham i jordelivet, uanset hvilken tidsalder de har levet i, og han vil bringe fred til alle i hans tusindårsrige og herlighedsriger derefter« (Christ and the New Covenant, s. 80-82).

2 Nefi 19:11-12. »Hans hånd er stadig strakt ud«

  • »Resins modstandere« var assyrerne.

  • Selvom udtrykket »hans hånd er stadig strakt ud« oftest er et udtryk for retfærdig harme, er det andre steder brugt som et billede på en nådig hånd (se 2 Ne 28:32; Jakob 6:4-5).

2 Nefi 19:18-19. »Ildens bytte«

  • I 2 Nefi 19:5 giver det blodige slag næring til ilden som forberedelse til glæden og freden ved et ›stort lys‹, som nævnes i vers 2. Modsat er ildens bytte i vers 18-19 ugudelighed og de mennesker, som fremturer i mørke til et punkt, hvor de end ikke skåner deres egen bror.

2 Nefi 20. Guds dom over Assyrien

  • Til trods for at Assyrerne fik lov til at gå imod Israel og Juda, måtte de også stå til doms for Gud for deres uretfærdighed. Kapitel 20 i 2 Nefi indeholder en profeti, der handler om Assyriens skæbne og dens opfyldelse er blevet fastslået rent historisk. Esajas nævnte nogle sejrrige militære kampagner for Assyrien (se v. 9) og profeterede om en forestående invasion og sejr over Juda og nævnte endda navne på mange af de byer i Juda, som ville falde for Assyrien (se v. 28-32). Ikke desto mindre ville Assyrien med tiden falde og både Israels og Assyriens totale fald er skildret i (v. 15-19). Ødelæggelsen af Israel og Assyrien er også et billede på ødelæggelsen af de ugudelige til alle tider, også i de sidste dage.

2 Nefi 20:5-6. »Min vredes kæp«

  • I sin nåde sendte Herren profeter, som igen og igen kaldte hans folk til omvendelse. Da profeterne blev afvist, tillod Herren, at Assyrien blev en afstraffende kæp i hånden mod hans folk. Da den hensigt var opfyldt, straffede Herren Assyrien for dets ugudelighed (se 2 Ne 20:12) gennem en anden nation, Babylon.

2 Nefi 20:12-15. »Skal øksen prale over … sig selv?«

  • Herren sammenlignede Assyrien med en økse, der praler over for ham, som har fat i skaftet. Øksen (Assyrien) har ingen styrke i sig selv, og dets storhed står for fald.

2 Nefi 20:16-19. De ugudelige skal udryddes på én dag

  • Esajas brugte Assyriens fald som et billede på udryddelsen af de ugudelige ved det andet komme. Ældste Bruce R. McConkie bad læserne af dette afsnit om at se og forstå teksten i sammenhæng med det andet komme: »Esajas, der taler om det andet komme, siger: ›Israels lys bliver til en ild, dets Hellige til en flamme; den skal brænde og fortære hans tidsel og tjørn på én og samme dag.‹ Det samme siges om den dag, hvor der skal renses ud i vingården. ›Den [ilden] tilintetgør rub og stub i hans herlige skov og frugthave; han tæres fuldstændig hen. Resten af træerne i hans skov bliver til at tælle, selv et barn kan skrive dem op.‹ Menneskenes ugudelighed vil være så udbredt, og deres synder så store, at forholdsvis få vil tåle den dag. ›På den dag‹ – den dag, hvor alt brænder og alle urene ting fortæres af ilden, den dag, hvor kun få er tilbage – ›skal Israels rest og de overlevende fra Jakobs hus ikke mere støtte sig til ham, der slog dem, men i oprigtighed skal de støtte sig til Herren, Israels Hellige. En rest vender om, Jakobs rest, til den vældige Gud‹ (Es 10:17-21). De skal samles efter Herrens komme« (The Millennial Messiah,1982, s. 315-316).

2 Nefi 21. Isajs stub

  • Herren underviste Esajas om de sandheder omkring de sidste dage gennem detaljerede syn. Ligesom Moroni (se Mormon 8:34-35) så Esajas, hvordan det ville være på vor tid og de begivenheder, som Herren ville lade ske forud for tusindårsriget. Mange af Esajas’ profetier relaterer direkte til gengivelsen af evangeliet gennem profeten Joseph Smith.

2 Nefi 21:1-5. Stubben, grenen og kvisten

  • Da Moroni viste sig for Joseph Smith den 21. september 1823 »citerede han det ellevte kapitel af Esajas’ Bog og sagde, at det snart skulle blive opfyldt« (JS-H 1:40). Hvem er Isajs stub, og hvem er den kvist, der skal vokse frem af stubben? Herren besvarede disse spørgsmål i L&P 113:1-4. Alligevel er det nødvendigt at læse dette omhyggeligt og eftertænksomt for at forstå, hvad de enkelte symboler betyder.

    Ældste Bruce R. McConkie mente, at Kristus var grenen i tusindårsriget: »›Der skal komme dage, siger Herren, da jeg lader en retfærdig spire fremstå af Davids slægt. Han skal være konge med indsigt og øve ret og retfærdighed i landet …‹ (Jer 23:3-6). Eller med andre ord skal Kongen regere personligt på jorden i tusindårsriget og være den gren, der vokser fra Davids hus … Han er Herren, Jahve, ja, ham vi også kalder Kristus« (The Promised Messiah: The First Coming of Christ, 1978, s. 193).

    Yderligere indsigt vedrørende Herrens rige i de sidste dage finder man i den messianske forudsigelse i 2 Nefi 21:1: »Og der skal skyde en kvist fra Isajs stub.« Åbenbaring i de sidste dage siger, at denne stub er »en tjener i Kristi hænder« (L&P 113:4). Tanken om en tjener i de sidste dage gentages poetisk i 2 Nefi 21:10, denne gang som »en rod af Isaj«. Denne rod er identificeret som en person, der bærer »præstedømmet og nøglerne til riget … så han kan være et banner, og så han kan indsamle mit folk i de sidste dage« (L&P 113:6). Profeten Joseph Smith var en sådan person. Og det har hver af de følgende profeter for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, også været.

    Ældste Bruce R. McConkie gav udtryk for samme følelse: »Tager vi fejl, når vi siger, at den profet, der nævnes her, er Joseph Smith, til hvem præstedømmet kom, som modtog rigets nøgler, og som rejste et banner for indsamlingen af Herrens folk i vores uddeling? Og er han ikke også en ›tjener i Kristi hænder, der er efterkommer af Isaj såvel som af Efraim eller af Josefs hus, og på hvem der er lagt stor magt‹? (L&P 113:4-6). De, hvis ører er indstillet på at lytte til det uendeliges hvisken, vil kende betydningen af disse ting« (Millennial Messiah, s. 339-340).

2 Nefi 21:9. »Jorden skal være fuld af kundskab om Herren«

  • Ældste Dallin H. Oaks sagde, at himlens udgydelse af kundskab omfatter en kundskab om Guds veje, en øget tilstedeværelse af Helligånden og en forståelse for præstedømmets lære:

    »I vor tid oplever vi en eksplosion af kundskab om jorden og dens indbyggere. Men menneskene af denne verden oplever ikke en tilsvarende øget kundskab om Gud og hans plan for sine børn. På det område er det ikke mere skolegang og teknologi verden har brug for, men mere retfærdighed og åbenbaring.

    Jeg længes efter den dag, som Esajas profeterede om, hvor ›jorden skal være fuld af kundskab om Herren‹ (Es 11:9; 2 Ne 21:9). I en inspireret udtalelse beskrev profeten Joseph Smith Herrens ›øse[n] kundskab fra himlen ned over de sidste dages helliges hoveder‹ (L&P 121:33). Dette vil ikke finde sted for dem, hvis ›hjerte er så optaget af det, der hører denne verden til, og tragter efter anerkendelse fra mennesker‹ (121:35). De som ikke lærer og bruger ›retfærdighedens principper‹ (121:36) vil blive overladt til sig selv for at kæmpe mod myndighedspersoner, ›forfølge de hellige og til at kæmpe mod Gud‹ (121:38). Derimod giver Herren de trofaste dette store løfte:

    ›Præstedømmets lære skal falde på din sjæl som dug fra himlen.

    Helligånden skal være din stadige ledsager, og dit scepter et uforanderligt scepter af retfærdighed og sandhed, og dit rige skal være et evigtvarende rige, og uden tvang skal det tilflyde dig for evigt og altid‹ (L&P 121:45-46)« (se Stjernen, juli 1989, s. 26).

2 Nefi 21:10-16. Sidste dages indsamling

  • Den 21. og 22. september 1823 viste englen Moroni sig for profeten Joseph Smith på fem forskellige tidspunkter. Ved fire ud af fem besøg blev der blandt andre instruktioner citeret fra Esajas kapitel 11 med en udtalelse om, at dette stod for at gå i opfyldelse (se JS-H 1:40). I løbet af nogle få år blev profeten Joseph Smith overdraget de præstedømmenøgler, der var nødvendige for at indlede opfyldelsen af denne profeti (se L&P 110:11).

2 Nefi 21:11. Den anden indsamling

  • Profeten Joseph Smith (1805-1844) sagde, at tiden for den anden indsamling af Israels hus var forbeholdt de sidste dage:

    »Endelig er tiden kommet, hvor Abrahams, Isaks og Jakobs Gud atter for anden gang skal udrække sin hånd for at genvinde den rest af sit folk, som skal være tilbage fra Assyrien og fra Egypten, og fra Patros og fra Kush og fra Elam og fra Sinear og fra Hamat og fra øerne i havet og med dem bringe ikke-jødernes fylde og indgå pagt med dem, som det blev lovet, når deres synder blev taget bort … Denne pagt er aldrig blevet indgået med Israels hus ej heller Judas …

    Kristus tilbød at indgå en pagt med dem, da han levede på jorden, men de afviste ham og hans tilbud, og som følge deraf blev de afskåret, og der blev ikke indgået nogen pagt med dem på det tidspunkt …

    Efter at denne udvalgte familie således havde forkastet Kristus og hans forslag, sagde de frelsende engle til dem: ›Vi vender os til ikke-jøderne‹ og ikke-jøderne modtog pagten og blev podet ind på det sted, hvorfra den udvalgte familie var blevet afbrækket« (History of the Church, 1:313).

2 Nefi 22. Lovsange

  • Kapitel 22 i 2 Nefi indeholder to lovsange med tak og pris for den dag, hvor tusindårsriget oprinder. De indeholder det store løfte om, at folket vil anerkende Herren, prise ham og nyde hans velsignelser. Det vil være en tid, hvor alle vil øse ud af deres vidnesbyrd, taknemlighed og kærlighed til hinanden. Salme 42, »Min Gud er mit lys« i Salmer og sange er bygget over den sætning, Esajas brugte i kapitel 12, vers 2.

2 Nefi 22:3. »Vand fra frelsens kilder«

  • Ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum fastslog kilden til det levende vand: »Herren tilvejebringer det levende vand, der kan slukke den brændende tørst hos dem, der er udtørret af mangel på sandhed. Han forventer, at vi giver dem evangeliets fylde ved at give dem skrifterne og profeternes ord og ved at bære personligt vidnesbyrd om det gengivne evangeliums sandhed for at stille deres tørst. Når de drikker af bægret til evangelisk kundskab, stilles deres tørst efterhånden som de kommer til at forstå vor himmelske Faders plan for lykke« (se Stjernen, juli 1995, s. 18).

2 Nefi 23. Babylons fald

  • Esajas forudså tydeligt Babylons ødelæggelse, fornedrelsen af adelen og den generelle ugudelighed blandt folket. Gud hidkaldte styrker for at vælte Babylon (se 2 Ne 23:2-6). Kaldet blev besvaret da en alliance af mederne og perserne under ledelse af Kyros den Store opdæmmede Eufratfloden og marcherede gennem flodlejet og ind under Babylons mure for at erobre byen og omstyrte imperiet i år 538 f.Kr. Det bemærkelsesværdige ved den begivenhed fremgår tydeligere, når man overvejer udtrykket Babylon i åndelig forstand. I sine profetier brugte Esajas også udtrykket Babylon som et billede på den åndelige tilstand i verden i de sidste dage. Kaldet er til de »indviede« (2 Ne 23:3), de hellige i de sidste dage om at samle og forene sig med Gud for at omstyrte ugudeligheden (Babylon) i verden.

    Billede
    Esajas syn af Babylons fald

    Paul Gustave Dore

2 Nefi 23:6. »Herrens dag«

  • Udtrykket »Herrens dag« bruges mange gange til at beskrive den dom, hvormed Herren vil straffe de ugudelige og bevare de retskafne. For forberedelse til den dag har Herren sagt: »Hvis I er beredte, skal I ikke frygte« (L&P 38:30).

2 Nefi 24:4-20 Lucifers og Babylons fald

  • I 2 Nefi 24 fordømmer Herren gennem Esajas ugudeligheden i Israels hus. Esajas profeterede om store straffedomme, som ville ramme dem på grund de onder, de nærede. De fleste af disse straffedomme ville komme igennem andre nationer. Esajas’ profetiske syn om denne ødelæggelse sætter fokus på den rolle modstanderen spiller, som den primære årsag til lidelse blandt disse nationer. Gennem profetisk tilkendegivelse ved vi, at Lucifer i sidste ende vil blive besejret.

2 Nefi 24:12. Lucifer

  • De eneste steder i Bibelen og Mormons Bog, hvor navnet Lucifer anvendes er i Esajas 14:12 og 2 Nefi 24:12. I L&P 76:25-28 lærer vi, at Lucifer (hvilket betyder »lysbærer«) var Satans navn i forudtilværelsen. På grund af hans oprør mod Gud, faldt han fra en plads med »myndighed i Guds nærhed« (v. 25) og blev kaldt »Fortabelse« (v. 26), hvilket betyder »undergang«.

    Esajas brugte historien om Lucifers hovmod og hans fald fra himlen (se 2 Ne 24:12-19) til at beskrive Babylons konges ambitioner og fald (se v. 4).

    Esajas’ beskrivelse af Babylon og dets herskere er også en metaforisk afspejling af den tid, hvor Satan vil blive bundet og ikke have magt over folkeslagene under tusindårsriget. Selvom han for en kort tid bliver sluppet løs efter tusindårsriget, vil han i sidste ende miste al magt, før jorden forvandles. Han og fortabelsens sønner vil blive forvist til det »yderste mørke.«

  • Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) redegjorde for den brist i Satans karakter, der førte til hans nedstyrtning fra himlen:

    »I det store råd i himlen var det stolthed, der fældede Lucifer, ›morgengryets søn‹ (2 Ne 24:12-15; se også L&P 76:25-27; Moses 4:3) …

    Ved det store råd i himlen fremlagde Lucifer sit forslag i modstrid med Faderens plan, som Jesus Kristus var fortaler for (se Moses 4:1-3). Han ønskede at blive æret over alle andre (se 2 Ne 24:13). Hans hovmodige ønske var kort og godt at overtage Guds trone (se L&P 29:36; 76:28)« (se Stjernen, juli 1989, s. 3-4).

Overvej

  • Når du studerer 2 Nefi 17-19, så læg mærke til på hvilke måder Jesu Kristi liv er afgørende for menneskers hensigter i de sidste dage.

  • Hvilke af Esajas’ advarsler om straffedomme i de sidste dage er mest sigende for dig?

  • På hvilke måde vil det andet komme både være »stort« og »frygteligt«?

Forslag til opgaver