Alma 36-39 indeholder Almas sidste råd til sine tre sønner: Helaman, Shiblon og Corianton. Det råd, der blev givet til trofaste Helaman og Shiblon, var vidt forskelligt fra rådet til den vildfarne Corianton. Til en vis grad bestemmer vi selv, hvilke slags råd vi modtager i livet, alt efter hvor trofaste vi er mod de råd, vi allerede har fået (se Alma 12:9-11).
Almas omvendelseshistorie er et af de tydeligste eksempler på, hvordan vi kan vide, hvornår vi har fået tilgivelse for vore synder. Gennem Almas råd til Shiblon, lærer vi om styrken i og værdien af standhaftighed. Og endelig lærer vi gennem det skarpe råd til Corianton, hvor alvorlig og skadelig seksuel overtrædelse er.
Kiasmer kaldes nogle gange omvendte parallelismer, og er en hebraisk litterær form, hvor ord eller ideer anbringes i en bestemt rækkefølge og gentages så igen i omvendt rækkefølge. Denne gentagelse understreger vigtige ideer og ord. Desuden er forfatterens hovedidé ofte centralt placeret i kiasmen.
Alma brugte kiasmer i sin omvendelseshistorie til sin søn Helaman. Brugen af semitiske litterære former såsom kiasmer i Mormons Bog er et ydre bevis på, at bogen er det, som profeten Joseph Smith sagde, at den er: En oversættelse af en gammel tekst skrevet på et mellemøstligt sprog.
Følgende oversigt kan være en hjælp til at genkende kiasmerne i Alma 36. For nemheds skyld er positionerne angivet fra venstre mod højre på kortet, begyndende med bogstavet A og afsluttende med bogstavet P. Således bliver den tanke, der udtrykkes i begyndelsen af kiasmen i Alma 36:1 (mærket position A), gentaget i sidste vers af kiasmen i Alma 36:30 (også i position A). Tanken i Alma 36:2 (mærket position D) gentages i vers 29 (også i position D) og så videre.
Bemærk at det centrale budskab i kiasmen fokuserer på den tid i Almas liv, hvor han oplevede stor smerte og sorg og vendte sig til Jesus Kristus for lindring (se Alma 36:17-18).
Alma 36:2-3 fortsætter i et tema, som er gennemgående i Mormons Bog. Nefi indledte sin beretning ved at sige, at han ville vise »at Herrens milde barmhjertighed er over alle dem, som han har udvalgt på grund af deres tro for at gøre dem mægtige, endog med magt til udfrielse« (1 Ne 1:20). I Alma 36 belærer Alma sin søn om at erindre deres fædres fangenskab, og hvordan Gud udfriede dem, som satte deres lid til ham (se Alma 36:2-3, 29).
Senere formanede Moroni os til at huske på, »hvor barmhjertig Herren har været mod menneskenes børn fra Adams skabelse« (Moro 10:3). Alma den Yngre udtrykte det måske mere eftertrykkeligt: »Og se nu, jeg siger jer, mine brødre, I, der tilhører denne kirke, har I i tilstrækkelig grad bevaret jeres fædres fangenskab i erindringen? Ja, og har I i tilstrækkelig grad bevaret hans barmhjertighed og langmodighed med dem i erindringen? Og endvidere, har I i tilstrækkelig grad bevaret i erindringen, at han har udfriet deres sjæl fra helvede?« (Alma 5:6).
Alma 36:6-10. Alma »faldt til jorden« – i to eller tre dage?
»Nogle læsere af Mormons Bog har hævdet, at der er en modstrid mellem beretningen om Almas omvendelse i Mosija 27:23 og i Alma 36:10. Det er sandt, at der i den ene beretning står ›to dage og to nætter‹, og der i den anden står ›tre dage og tre nætter‹ – men der er ingen tilsyneladende modstrid, fordi de ikke henviser til præcist det samme. I beretningen i Mosijas Bog omhandler det nævnte tidsrum helt klart en periode, hvor præsterne fastede, og der er ikke angivet nogen specifik tid for, hvor længe Alma var bevidstløs. Læg mærke til disse væsentlige detaljer i beretningen: Efter Alma var blevet konfronteret af en engel og havde indset alvoren af sin synd, faldt han til jorden, som om han var død. Og han blev båret hjem til sin far i denne hjælpeløse tilstand. Almas far sammenkaldte så kirkens præster, og ›efter at de havde fastet og bedt i et tidsrum af to dage og to nætter, [skete det] at Almas lemmer fik deres styrke, og han rejste sig‹ (Mosi 27:22-23, fremhævelse tilføjet). I beretningen i Almas Bog anvendes udtrykket ›tre dage og tre nætter‹ helt klart om det samlede tidsrum, hvor Alma var ude af stand til at tale eller bevæge sig (Alma 36:10)« (Daniel H. Ludlow, A Companion to Your Study of the Book of Mormon, 1976, s. 217-218).
Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) belærte os om forskellen mellem verdslig sorg og den dybere bedrøvelse efter Guds vilje, som er nødvendig for omvendelse:
»Det er ikke ualmindeligt at finde mænd og kvinder i verden, som føler anger for det, de har gjort forkert. Af og til er det, fordi deres handlinger forårsager dem selv eller deres kære stor sorg og elendighed. Af og til forårsages deres sorg af, at de blev opdaget og straffet for deres gerninger. Sådanne verdslige følelser er ikke bedrøvelse efter Guds sind …
Bedrøvelse efter Gud sind er en af Åndens gaver. Det er en dyb erkendelse af, at vore gerninger har såret vor Fader og vor Gud. Det er den skarpe og intense bevidsthed om, at vores adfærd var skyld i, at Frelseren, han som ikke havde begået nogen synd, ja, den største af alle, måtte udholde smerte og lidelse. Vore synder gjorde, at han blødte fra hver en pore. Denne meget virkelige mentale og åndelige smerte er det, som i skrifterne omtales som at have ›et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd‹ (se 3 Ne 9:20; Moro. 6:2; L&P 20:37; 59:8; Sl 34:18; 51:17; Es 57:15). Sådan en ånd er en absolut betingelse for ægte omvendelse« (»En stor forandring i hjertet«, Stjernen, mar. 1990, s. 4-5).
Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum havde yderligere en forklaring på bedrøvelse efter Guds vilje: »Vor medfølende Fader i Himlen medtog bevidst den smertefulde konsekvens af synd i sin store plan for lykke, for at I ikke ville følge den tragiske vej i livet. En synder vil ikke alene lide i dette liv, men synder, der ikke er blevet tilgivet gennem behørig omvendelse, vil give anledning til kval bagom sløret (se L&P 19:4, 15-24)« (se Liahona, nov. 2002, s. 87).
Alma 36:17-21. Jeg kunne »ikke mere erindre mine smerter«
Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) pointerede behovet for, at vi forlader os totalt på Jesus Kristus i omvendelsesprocessen:
»I Almas beretning vil den opmærksomme læser til en vis grad kunne identificere sig med ham, føle hans smerte, opleve hans følelse af rædsel ved at erkende dybden i sin synd. Læseren kan derpå også deltage i den store lettelse, der blev Alma til del. Hvordan opnåede han denne lettelse? På samme måde som enhver overtræder gør det – ved at tage del i tilgivelsens mirakel gennem ægte omvendelse og ved at overgive sig helt og absolut til Jesu Kristi nåde …
Nu var anger vendt til glæde, smerte til ro, mørke til lys. Først nu kunne Alma få fred. Han fremhævede over for sin søn, Shiblon, hele kilden til den fred.
›… og først da jeg anråbte Herren Jesus Kristus om barmhjertighed, fik jeg forladelse for mine synder. Men se, jeg anråbte ham, og jeg fandt fred i min sjæl‹ (Alma 38:8).« (se Tilgivelsens Mirakel, 1969, s. 320-321).
Præsident Ezra Taft Benson forklarede, at oprigtig omvendelse fordrer en forandring i hjertet:
»Omvendelse betyder mere end blot en ændring i adfærd. Mange mænd og kvinder i verden udviser stor viljestyrke og selvdisciplin i overvindelsen af dårlige vaner og kødets svaghed. Men på samme tid skænker de ikke Mesteren mange tanker, ja, til tider fornægter de ham ligefrem. Sådanne ændringer af adfærd er ikke sand omvendelse, selv om de peger i en god retning …
Omvendelse omfatter ikke blot et ændret handlingsmønster, men en forandring i hjertet« (»En stor forandring i hjertet«, Stjernen, mar. 1990, s. 4).
Alma 36:23-24. Bevis på, at et menneske er blevet født på ny
Præsident Ezra Taft Benson beskrev den forandring, som er en del af at blive født igen: »Når vi har gennemgået denne store forandring, som kun tilvejebringes gennem tro på Jesus Kristus og ved Åndens påvirkning, er det som om, at man er blevet et nyt menneske. Derfor sammenlignes ændringen med at blive født på ny. Tusindvis af jer har oplevet denne forandring. I har vendt jer fra et liv i synd, til tider dybt alvorlige synder, og ved at gøre brug af Kristi blod er jeres liv blevet rene. I er ikke længere tilbøjelige til at gå tilbage til jeres gamle måde at leve på. I er faktisk et nyt menneske. Det er det, der menes med en forandring i hjertet« (»En stor forandring i hjertet«, Stjernen, mar. 1990, s. 4).
Alma omtalte et gennemgående tema i Mormons Bog omkring at have fremgang i landet. Alma 36:30 bidrager med en kontekstuel forståelse af udtrykket. Det betyder ikke nødvendigvis, at alle indbyggere vil blive materielt rige i dette liv. Ordet fremgang skal snarere forstås i en åndelig forstand. Dette skriftsted lærer os, at dersom vi »ikke vil holde Guds befalinger« vil vi ikke opnå fremgang men »blive forstødt fra hans nærhed.« Derfor vil de, som har fremgang i landet være dem, som har held med at modtage den åndelige velsignelse, det er at være tæt på Herren. De er på et spor, der fører til indtrædelse i Herrens nærhed.
For at forberede sin søn Helaman til at være åndelig leder og ny fører af optegnelsen om folket, understregede Alma vigtigheden af skriften. Nogle af de ting, han lagde særlig vægt på, var, at Herren ville bevare bronzepladerne og den nefitiske optegnelse på forunderlig vis (se Alma 37:1-5). Han befalede sin søn at føre optegnelsen over sit folk og underviste ham i, at skriften er udtænkt til at øge vores hukommelse, overbevise os om vore fejltrin og bringe os til kundskab om Gud og hans frelsesplan (se v. 8-9). Dernæst mindede han sin søn om, at den, som fører optegnelsen, må være værdig og holde befalingerne (v. 14-16). Alma lovede desuden sin søn, og os, at efterlevelse af Kristi ord vil »føre os hinsides denne sorgens dal til et langt bedre forjættet land« (v. 45).
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev, hvordan vi kan få større udbytte af vores personlige skriftstudium: »Skriften indeholder Kristi ord og er et reservoir af levende vand, som vi har fri adgang til, og fra hvilket vi kan drikke meget og længe. Vi må se hen mod og komme til Kristus, som er ›kilden til de levende vande‹ (1 Ne 11:25; sammenlign med Eter 8:26; 12:28), ved at læse (se Mosi 1:5), studere (se L&P 26:1), granske (se Joh 5:39; Alma 17:2) og tage for os (se 2 Ne 32:3) af Kristi ord, som er indeholdt i de hellige skrifter. Ved at gøre det, kan vi både modtage åndelig vejledning og beskyttelse på rejsen gennem livet« (»A Reservoir of Living Water«, CES-foredrag for unge voksne, 4. feb. 2007, s. 1).
Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum belærte os om vigtigheden i at give agt på små og enkle ting:
»Vi ser store og voldsomme begivenheder i verden, men vi må dog huske, at Herrens hensigter, hvad angår vores personlige liv, generelt opfyldes gennem små og enkle ting og ikke gennem store og spektakulære …
Store og forunderlige begivenheder synes at motivere os, mens små ting ofte ikke fanger vores opmærksomhed. Idet han kommenterede, at Liahonaen virkede i forhold til tro, sagde Alma: ›Fordi disse mirakler blev udvirket med små midler … blev [Lehis folk] lade og glemte at udøve deres tro og flid, og så ophørte disse forunderlige gerninger, og de havde ingen fremgang på deres rejse‹ (Alma 37:41).
Møder vi af og til hindringer på rejsen, når vi glemmer vigtigheden af de små ting? (se Alma 37:46). Indser vi, at små begivenheder og valg afgør, hvilken retning vores liv tager, akkurat som små ror afgør kursen for store skibe? (se Jakob 3:4; L&P 123:16) …
Vi må bede som familie og individer, studere skriften, især Mormons Bog, holde familieaften, følge Frelserens formaning om at elske hinanden og være betænksomme, omsorgsfulde og venlige i familien. Gennem disse og andre tilsvarende små ting, har vi løftet om et liv fyldt med fred og glæde« (se Stjernen, juli 1990, s. 4).
Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum angav nogle af de måder, hvorpå kraften i Mormons Bog er blevet og vil blive demonstreret: »Hvad er så kraften i Mormons Bog? Den vil forkynde det evige evangelium; den vil samle Israel; den vil bygge Det Ny Jerusalem; den vil forberede folk til det andet komme; den vil indvarsle tusindårsriget – i det mindste vil den spille så væsentlig en rolle i alle disse ting, at dens værd og kraft næppe kan overvurderes« (The Millennial Messiah, 1982, s. 171).
Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at detaljeret undervisning i synd kan pirre ens nysgerrighed til at forsøge sig med den:
»Jeg er overbevist om, at to af de største fejltrin er at undervise for meget om emnet og at gøre det på det forkerte tidspunkt …
Jeg kender til mere end et tilfælde, hvor et ungt menneske er blevet pirret til at eksperimentere med vulgær og perverteret umoral på grund af en antydning fra vedkommendes biskop ved et interview.
De, der underviser, og her sigter jeg til ledere, lærere og forældre, bør lægge sig dette budskab på sinde. Forestil jer en far og en mor, som forlader hjemmet i et stykke tid. Akkurat som de er på vej ud ad døren, siger de til deres små børn, som efterlades uden opsyn, mens forældrene er væk: ›Nu skal I være søde, børn. Uanset hvad I finder på, mens vi er væk, så må I ikke tage stigen i spisekammeret, og I må ikke kravle op til fjerde hylde og flytte kiksedåsen og finde bønnerne inde bag ved og putte bønnerne i næsen, vel?‹
Nogle af os er præcis så tåbelige. Humoren i eksemplet er tør humor, når man tænker på det første, der vil ske, når forældrene er gået. Vi må kunne være mere vise end det. Unge bør helt fra begyndelsen vide, at kyskhed er et helligt emne« (Teach Ye Diligently, 1975, s. 256-257).
Hvilke velsignelser følger der af at »lær[e] i [sin] ungdom at holde Guds befalinger«?
Præsident Ezra Taft Benson beskrev den kraft der ligger i at lære at holde befalingerne tidligt i livet, mens man stadig er ung: »Vis mig en ung mand, som har holdt sig moralsk ren og trofast er kommet til sine møder i Kirken. Vis mig en ung mand, som højner sit præstedømme og har fortjent sin Pligt mod Gud-belønning og spejdermærker. Vis mig en ung mand, som har fuldført seminar og har et brændende vidnesbyrd om Mormons Bog. Vis mig en sådan ung mand, og så vil jeg vise jer en mand, som kan udføre mirakler for Herren i missionsmarken og gennem hele sit liv« (se Stjernen, juli 1986, s. 43).
Skriften rummer adskillige eksempler på, at Herren kalder unge mennesker til at være sine ledere: Joseph Smith var 14 år gammel (se JS-H 1:7); Mormon var 15 år gammel (se Morm 1:15); Samuel i Det Gamle Testamente var blot et barn, da han blev kaldet af Herren (1 Sam 3:1-10).
Præsident Joseph F. Smith vidnede om forholdet mellem det at holde befalingerne tidligt i livet og blive kaldet til at tjene Herren senere: »I kan se jer omkring i dag, og hvem er lederne iblandt folket andre end dem, der tidligt og ivrigt viede sig til deres tro? Og I kan forudsige, hvem der vil blive ledere ved at lægge mærke til de drenge, som viser selvrespekt og renhed, og som er oprigtige i alle gode ting. Herren vil ikke vælge mænd af nogen anden støbning blandt sit folk … Den modsatte kurs, at vente med at tjene Herren indtil man har raset ud, er forkastelig. Der er altid noget, der mangler ved en mand, der tilbringer sin ungdom i ugudelighed og synd og så vender sig mod retfærdighed senere … Der er anger og hjertesorg forbundet med at omvende sig sent i livet fra ungdommens tåbeligheder og synder, men der er trøst og rig belønning ved at tjene Herren i den tidlige manddoms livskraftige dage« (Evangeliske Lærdomme, 1980, s. 281-282).
Gennem årene har adskillige generalautoriteter beskrevet forskellige måder, som Herren fortsætter med at vejlede os på gennem livets rejse, som fx en Liahona.
Ældste W. Rolfe Kerr fra De Halvfjerds sammenlignede Kristi ord med Liahonaen: »Vi ser således, brødre og søstre, at Kristi ord kan være en personlig Liahona for hver eneste af os, der viser os vejen. Lad os ikke være ligegyldige, fordi vejen er let. Lad os med tro gøre Kristi ord til en del af vores sind og hjerte, således som de er nedskrevet i hellig skrift, og som de udtales af levende profeter, seere og åbenbarere. Lad os med tro og flid tage for os af Kristi ord, så Kristi ord må være vores personlige, åndelige Liahona, som fortæller os alt det, vi skal gøre« (se Liahona, maj 2004, s. 36).
Præsident Thomas S. Monson sammenlignede Liahonaen med en patriarkalsk velsignelse: »Den samme Herre, der sørgede for en Liahona til Lehi, sørger også for, at vi i dag har en sjælden og værdifuld gave, som vejleder os i livet … Den gave, jeg taler om, kalder vi en patriarkalsk velsignelse« (Live the Good Life, 1988, s. 36).
Præsident Spencer W. Kimball sammenlignede Liahonaen med Kristi lys eller vores samvittighed:
»Kunne I ikke tænke jer at have sådan en kugle … ?
Herren gav … ethvert menneske en samvittighed, som advarer os, hver gang vi begynder at gå ad den forkerte vej …
Ethvert barn har fået den« (se Den danske Stjerne, apr. 1977, s. 37).
Ældste David A. Bednar sammenlignede Liahonaen med Helligåndsgaven:
»Når vi hver især går fremad på livets vej, modtager vi vejledning fra Helligånden, ligesom Lehi, der blev ledt ved hjælp af Liahonaen …
Helligånden virker i vores liv præcis som Liahonaen gjorde for Lehi og hans familie, nemlig i forhold til vores tro, flid og opmærksomhed …
Og Helligånden giver os det samme hjælpemiddel i dag, hvorved vi gennem ›små og enkle ting‹ (Alma 37:6), kan modtage øget forståelse for Herrens veje …
Herrens Ånd kan være vores vejleder og vil velsigne os med vejledning, instruktion og åndelig beskyttelse på vores rejse gennem livet« (se Liahona, maj 2006, s. 30-31).
En tøjle er en hovedbeklædning, man bruger på heste. Den består af remme og et bid, som giver rytteren kontrol over hesten.
Ældste Bruce C. Hafen fra De Halvfjerds og hans hustru, Marie, forklarede, at en tøjle var udformet til at styre og ikke til at ødelægge ønsker og lidenskaber: »Er det klogt at udvise selvbeherskelse, fordi der er noget galt med vore lidenskaber, eller fordi noget er rigtigt ved vore lidenskaber? Alma sagde til sin søn: ›Se også til, at du tøjler alle dine lidenskaber, så du kan være fyldt med kærlighed‹ (Alma 38:12; fremhævelse tilføjet). Han sagde ikke se bort fra eller endog undertryk dine lidenskaber, men tøjl dem – tæm, kanaliser og målret dem. Hvorfor? Fordi disciplin gør en stærkere og dybere kærlighed mulig« (The Belonging Heart, 1994, s. 302).
»Hav ingen seksuelle forhold før ægteskabet og vær fuldstændig tro over for din ægtefælle i ægteskabet. Satan kan friste dig til at retfærdiggøre, at seksuelt samvær før ægteskabet er acceptabelt, når to mennesker elsker hinanden. Det er ikke sandt. I Guds øjne er seksuelle synder ekstremt alvorlige, fordi de tilsmudser den kraft, som Gud har givet os til at skabe liv …
Gør ikke noget før ægteskabet, der kan vække de stærke følelser, som kun må komme til udtryk i ægteskabet. Deltag ikke i lidenskabelig kyssen, lig ikke ovenpå en anden person eller rør ved en anden persons kønsdele, med eller uden tøj på. Tillad ikke nogen at gøre det ved dig. Væk ikke disse følelser i din egen krop.
I kulturer, hvor dating eller bejlen er acceptabelt, skal du altid vise den, du går ud med, respekt og aldrig behandle denne som en genstand, du kan bruge til at tilfredsstille dine egne lyster. Ophold jer i trygge rammer, hvor du let kan styre dine fysiske følelser. Tag ikke del i samtaler eller aktiviteter, som vækker seksuelle følelser.
Homoseksuelle aktiviteter er en alvorlig synd. Hvis du konstaterer, at du kæmper med følelser af tiltrækning til det samme køn, så søg råd hos dine forældre og biskop. De vil hjælpe dig.
Ofre for voldtægt, incest eller anden seksuel misbrug er ikke skyldige i synd. Hvis du har været offer for nogen af disse forbrydelser, så skal du vide, at du er uskyldig, og at Gud elsker dig. Søg omgående din biskops råd, så han kan være med til at lede dig gennem processen, der fører til følelsesmæssig helbredelse« (Til styrke for de unge, 2002, s. 27-28).
Ældste Jeffrey R. Holland talte om den seksuelle synds ødelæggende virkning og om vigtigheden af at bevare sin dyd, til man gifter sig: »I må vente, når det gælder intimitet med et andet menneske! I må vente, indtil I kan give alt, og I kan ikke give alt, før I er lovformeligt gift. At give frit af det, der ikke tilhører jer (husk: ›I tilhører ikke jer selv‹ – 1 Kor 6:19), og kun at give en del af noget, der ikke kan gives fuldt ud, er en følelsesmæssig russisk roulette. Hvis I vedbliver med at søge fysisk tilfredsstillelse uden Himlens billigelse, løber I en frygtelig risiko for så stor åndelig og psykisk skade, at I både kan nedbryde jeres længsel efter fysisk intimitet og jeres evne til at vise helhjertet hengivenhed til en mere sand kærlighed senere hen. I kan nå til det særlige øjeblik af ægte kærlighed, sand forening, for blot til jeres rædsel at opdage, at det, som I burde have gemt, er brugt, og at kun Guds nåde kan genoprette de forskellige udsvævelser med jeres dyd, som I så skødesløst har givet væk. På jeres bryllupsdag er den bedste gave, som I kan give jeres evige ledsager, jeres bedste jeg – ren og hel og værdig til en med den samme renhed» (se »Personlig renhed«, Liahona, jan. 1999, s. 91).
Præsident Boyd K. Packer beskrev forholdet mellem skaberkraften og frelsesplanen:
»Skaberkraften – eller vi kan kalde den formeringskraften – er ikke blot en tilfældig del af planen. Den er af afgørende betydning for den. Uden den kunne planen ikke udføres. Misbrug af den kan forstyrre planen.
Den lykke, der vil blive jer til del, vil være afhængig af, hvorledes I bruger denne hellige skaberkraft« (se Den danske Stjerne, jan. 1973, s. 17).
Ældste Jeffrey R. Holland forklarede sammenhængen mellem sjælens værd og forsoningen, som kan hjælpe os til at forstå, hvorfor seksuel overtrædelse er så alvorlig:
»Når man udnytter en andens legeme – hvilket er det samme som at udnytte hans eller hendes sjæl – vanhelliger man Kristi forsoning, som har frelst den sjæl, og som gør det muligt at opnå det evige livs gave. Og når man trodser Retfærdighedens Søn, træder man på gloende grund, varmere og helligere end middagssolen. Det kan I ikke gøre uden at blive brændt.
I må aldrig sige: ›Hvem skader det? Hvorfor kan jeg ikke have lidt frihed? Jeg kan overtræde nu og omvende mig senere.‹ I må ikke være så tåbelige og onde. I kan ikke ustraffet ›korsfæste … Guds Søn igen‹ (se Hebr 6:6). ›Hold jer fra utugt‹ (1 Kor 6:18), råber Paulus, og hold jer fra ›noget, der ligner det‹ (L&P 59:6; fremhævelse tilføjet), står der i Lære og Pagter. Hvorfor? Ja, blandt andet på grund af den ufattelige lidelse på både legeme og ånd, som verdens Frelser udholdt, så at vi kunne undslippe. Vi skylder ham noget for det. Ja, vi skylder ham alt. ›I tilhører ikke jer selv‹ siger Paulus, ›for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme!‹ (1 Kor 6:19-20; fremhævelse tilføjet). I tilfælde af seksuel overtrædelse er sjælen i fare – legemet og ånden« (se Liahona, jan. 1999, s. 91).
Profeten Joseph Smith (1805-1844) uddybede, hvad den utilgivelige synd er: »Der vil blive forladelse for alle synder med undtagelse af synden mod den Helligånd, thi Jesus vil frelse alle med undtagelse af fortabelsens sønner. Hvad må et menneske gøre for at begå den utilgivelige synd? Han må have modtaget den Helligånd, fået himlene åbnet for sig og kende Gud, og så synde imod ham. Efter at et menneske har syndet imod den Helligånd, står der ingen omvendelse åben for ham. Han må sige, at solen ikke skinner, selv om han virkelig ser den; han må fornægte Jesu Kristus, når himlene har været åbnet for ham og må fornægte frelsesplanen, til trods for, at hans sind har været modtageligt for dens sandhed, og fra det øjeblik begynder han at blive en fjende. Det er tilfældet med mange apostater fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige« (Joseph Smiths lærdomme, s. 432-433).
Alma 39:9. »Gå [ikke mere] efter dine øjnes begær«
Hvad betyder ordene: »ikke mere gå efter dine øjnes begær« for os? I dagens verden, der er fyldt med avanceret teknologi, frister Satan på mange sådanne måder. Mange profeter har i de senere år advaret os imod faren ved pornografi i alle dens afskygninger.
Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede faren ved at tillade ondt i vores sind: »Vor Frelser fremhævede vigtigheden af seksuel renhed, da han sagde, at det var syndigt, at en mand kaster et lystent blik efter en kvinde (se Matt 5:28) … Vi er omgivet af litterære fremstød for forbudte seksuelle relationer – både på print og på skærmen. Undgå det for jeres eget bedste. Pornografiske eller erotiske historier og billeder er værre end urent eller forurenet mad. Kroppen har forsvarsværker, som skiller sig af med usund mad. Med nogle få skæbnesvangre undtagelser gør dårlig mad jer kun syge, men forårsager ingen permanent skade. En person, som derimod mætter sig med snavsede historier eller pornografiske eller erotiske billeder og litteratur, optager dem i det fantastiske hukommelsessystem, som vi kalder hjernen. Hjernen vil ikke skille sig af med det urene. Er det én gang blevet opfattet, vil det altid være muligt at genkalde sig de blottede, perverse billeder i sindet, og det vil trække jer bort fra de gode ting i livet« (»Things They’re Saying«, New Era, feb. 1974, s. 18).
Præsident Ezra Taft Benson beskrev forskellige måder, som Satan benytter sig af for at liste pornografien ind på os:
»Overvej omhyggeligt de ord profeten Alma gav til sin vildfarne søn, Corianton: ›Du skal … aflægge dine synder og ikke mere gå efter dine øjnes begær‹ (Alma 39:9).
›Dine øjnes begær.‹ Hvad betyder disse ord i vore dage?
Film, tv-programmer og videooptagelser som både er vovede og sjofle.
Tidsskrifter og bøger som er uanstændige og pornografiske.
Unge mænd, vi råder jer til ikke at fordærve jeres sind med sådanne nedbrydende ting, for det sind, som dette smuds trænger igennem, vil aldrig være det samme bagefter. Lad være med at se voldelige eller pornografiske videofilm eller indlade jer på nogen form for underholdning, der er umoralsk, vovet eller pornografisk. Lyt ikke til nedbrydende musik« (se aprilkonferencen 1986, s. 42).
Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) bar sit vidnesbyrd om pornografiens onder:
»Pornografi er trykt og illustrativt materiale, som er udformet til at pirre og trække os ind på områder, som kun vil lede til fortrydelse. Den har en stærk appel. Den spiller på de instinkter, som ligger i os alle, instinkter, som Gud har givet os for at opfylde sin store plan. Pornografi er djævelens redskab til at fordreje disse instinkter til noget, vi er blevet forbudt. Den gør ofte brug af smukke unge kvinder og mænd. Den bliver udelukkende fremstillet med det formål at tjene penge til bagmændene. Resultatet af at bruge den er fordærvelse af sindet og pirre dem, der falder i dens fælde. Den indbringer milliarder til producenterne. Den fører til hjertesorg, smerte og fortrydelse for dem, som svælger i den.
Man finder den i blade, som kan købes i aviskiosker, i biografer, der viser vovede film og på vore tv-skærme i hjemmene« (Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 460).
I Alma 39:11-12 forklarer Alma Corianton, sin vildfarne søn, at vores dårlige eksempel rent faktisk leder andre mennesker bort fra evangeliet.
Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) advarede om alvoren i at lede folk væk fra sandheden:
»Jeg tror, den største forbrydelse i hele denne verden er at lede mænd og kvinder, Guds børn, bort fra de sande principper. Vi møder i vor tid filosofier af forskellig art i verden med tendens til at nedbryde troen, troen på Gud, troen på evangeliets principper. Hvor er det dog forfærdeligt.
Herren siger, at om vi arbejder hele vort liv og kun frelser én sjæl, hvor stor vil da ikke vores glæde blive sammen med den sjæl, og omvendt: hvor stor vil ikke vores sorg og vores fordømmelse blive, hvis vi gennem vore handlinger har ledt en sjæl bort fra denne sandhed.
Den, som forblinder en sjæl, den, som spreder fejlagtige opfattelser, den, som gennem sine lærdomme nedbryder den guddommelige sandhed, den sandhed, der ville føre et menneske til Guds rige og dets fylde, hvor stor vil ikke hans fordømmelse blive og hans straf i al evighed. For at ødelægge en sjæl er at ødelægge det største, der nogen sinde er blevet skabt« (Lærdomme om frelse, komp. Bruce R. McConkie, 3 bd., 1977-1980, 1:269).
»Hvis du har begået seksuelle overtrædelser, så begynd omvendelsesprocessen nu, så du kan finde indre fred og have Åndens fuldstændige ledsagelse. Søg Herrens tilgivelse. Tal med din biskop. Han vil hjælpe dig med at opnå den tilgivelse, som er mulig for den, som virkelig omvender sig« (se Til styrke for de unge, s. 28).
Ældste Richard G. Scott forklarede, hvad man må gøre for at vende sig til Herren og få tilgivelse for alvorlige synder, såsom umoralskhed: »Jeg vil et øjeblik tale til dem, der er bukket under for alvorlige fristelser. Hold op nu. Med hjælp fra forstående forældre, en biskop eller stavspræsident kan det lykkes for jer. Alvorlige overtrædelser af moralsk karakter kræver hjælp af en person, der har myndighedsnøgler, såsom en biskop eller stavspræsident, der hjælper jer med at sikre, at jeres omvendelse bliver fuldstændig og korrekt. Begå ikke den fejl at tro, at fordi I har bekendt en alvorlig overtrædelse, at I da har omvendt jer fra den. Det er et vigtigt skridt, men det er ikke det eneste, der kræves. Tro heller ikke, at fordi ingen har spurgt jer om de betydningsfulde detaljer i jeres overtrædelse, så behøver I ikke at nævne dem. I må personligt sikre jer, at jeres biskop eller stavspræsident forstår disse detaljer, så han på rette måde kan hjælpe jer gennem omvendelsesprocessen til fuldstændig tilgivelse« (Liahona, jan. 1999, s. 81).
Ældste Jeffrey R. Holland forklarede, at Herren vil være med os og styrke os, når vi oprigtigt omvender os: »Omvendelsens fred og fornyelse ligger foran jer gennem Herren Jesu Kristi sonoffer. I sådanne alvorlige sager er omvendelse ikke let i begyndelsen, ej heller smertefri at gå igennem. Men verdens Frelser vil gå den nødvendige vej sammen med jer. Han vil styrke jer, når I vakler. Han vil bringe jer lys, når det synes allermørkest. Han vil tage jeres hånd og være jeres håb, når håbet synes at være det eneste, som I har tilbage. Hans barmhjertighed og nåde, med al dens rensende og helbredende kraft, gives frit til alle, der virkelig ønsker fuldstændig tilgivelse, og som vil tage de skridt, der fører dertil« (Liahona, jan. 1999, s. 92).
Alma 39:17-19. Frelsesplanen var kendt, før denne verden blev skabt
Nogle religioner erkender en form for liv efter jordelivet, men kun få forkynder tro på et liv før livet på jorden. Profeten Joseph Smith forklarede, hvad Herren vidste lang tid før skabelsen: »Den store Jehova overvejede alle de begivenheder, som stod i forbindelse med jorden, der hørte ind under frelsesplanen, før den (jorden) blev til … fortiden, nutiden og fremtiden var og er for ham et evigt ›nu‹. Han kendte til Adams fald, fortidens menneskers ugudeligheder, til ugudelighedens dybde, som ville stå i forbindelse med den menneskelige familie … Han forstod menneskets fald og forløsning; han kendte frelsesplanen og påpegede den; han var bekendt med alle nationers forhold og med deres skæbne … han kender både de levendes og de dødes forhold og hele situationen og har i høj grad sørget for deres forløsning« (Joseph Smiths lærdomme, s. 264).
Overvej
Da Alma var blevet overbevist om vitterligheden af Guds eksistens og evangeliet, begyndte han umiddelbart at føle sorg over sine tidligere synder. Hvorfor skete det, tror du? Hvordan gælder det for os?
Alma fremhævede vigtigheden af skriften for sin søn Helaman. Nutidige profeter fortsætter med at gøre det samme for os. Nyder du eller en, du kender, godt af de velsignelser, der følger af at læse skriften dagligt? På hvilke måder velsigner skriften dem, der jævnligt tager for sig af dem? Hvordan kan du opbygge eller styrke din personlige vane med at studere skriften?
Hvad lærer vi af Shiblons eksempel, som kan hjælpe os til at være stærke i både gode og svære tider?
Forslag til opgaver
Principperne bag Almas omvendelses- og tilgivelsesproces er de samme, som gælder for os i dag, selvom omstændighederne er anderledes. Skriv en side, hvor du redegør for de principper, det drejer sig om, og hvordan de gælder os i dag.
Alma sagde til Corianton, at seksuelle overtrædelser kun blev overgået af mord i alvor. Lav en plan over nogle af de skridt, du kan tage for at sikre din personlige renhed.