Vi kender alle nogen, der er død. Heldigvis kan viden om vor himmelske Faders evangeliske plan trøste os midt i den dybe sorg. Profeten Jakob i Mormons Bog underviste om forsoningens store velsignelser ved at beskrive, hvad der ville ske med vores legeme og ånd, hvis der ikke havde fundet en forsoning sted. Jakob vidnede om Guds storhed, som beredte en vej til frelse for os. Han beskrev, hvordan Frelseren inderligt trøster, beder for og forløser Israel. Ved at acceptere og følge Herrens bud, stiller vi os på et sted, hvor vi kan modtage hans lovede velsignelser. Overvej forsoningens indflydelse og velsignelser i dit liv.
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede at Kristus og hans sonoffer bør være midtpunkt for vores glæde:
»Jakobs vidnesbyrd var, at den ›mægtige Gud‹ altid ville ›udfri sit pagtsfolk‹ og den almægtige Gud er ved sin egen guddommelige erklæring, Herren Jesus Kristus, ›Frelser og … Forløser, Jakobs Mægtige‹.
Jakob reflekterede over sådanne belæringer – især dem, der er indeholdt i Esajas’ skrivelser – så hans daværende tilhørere og fremtidige læsere kunne ›kende til Herrens pagter, som han har indgået med hele Israels hus,‹ hvilket giver forældre til alle tider grund til at ›fryde‹ og ›løfte hovedet for evigt på grund af de velsignelser, som Gud Herren skal skænke [deres] børn.‹
Kernen i den pagt og årsagen til en sådan fryd er den Mægtige Guds sonoffer, han, som er verdens Frelser og Forløser« (se Christ and the New Covenant, 1997, s. 66-67).
Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum kom med denne erklæring til verden om Frelserens rolle og betydning for hele menneskeheden:
»Vi bærer vidnesbyrd om at han virkelig levede et enestående liv, og om hans store sonoffer. Ingen anden har haft så vidtrækkende indflydelse på alle, der har levet, og som kommer til at leve på jorden.
Han var Det Gamle Testamentes store Jahve og Det Nye Testamentes Messias …
Han indstiftede nadveren som en påmindelse om sit store sonoffer. Han blev pågrebet og anklaget på falsk grundlag, kendt skyldig for at stille pøblen tilfreds og dømt til at dø på Golgatas kors. Han gav sit liv for at sone for hele menneskehedens synder. Hans gave var en storslået gave som stedfortræder for alle mennesker, der nogensinde kommer til at leve på jorden.
Vi bærer højtideligt vidnesbyrd om, at hans liv, der spiller en central rolle i menneskets historie, hverken begyndte i Betlehem eller endte på Golgata. Han var Faderens Førstefødte, den Enbårne Søn i kødet, verdens Forløser« (»Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd«, Liahona, apr. 2000, s. 2-3).
Præsident James E. Faust (1920-2007) fra Det Første Præsidentskab uddybede vigtigheden af vores forståelse for forsoningens kraft:
»Vores frelse afhænger af, at vi tror på og accepterer forsoningen. Sådan en accept kræver en fortsat anstrengelse for at forstå den i endnu højere grad. Forsoningen fremmer vores jordiske læringsproces, så det bliver muligt for vores natur at blive fuldkommen …
Enhver øget grad af forståelse for hans sonoffer vil drage os nærmere til ham. Bogstavelig talt betyder forsoningen at ›være et‹ med ham. Forsoningens natur og dens virkning er så uendelig, så ufattelig og enestående, at den langt overgår det, et jordisk menneske ved og forstår …
Vi længes efter forsoningens ultimative velsignelse – at blive et med ham, at være i hans guddommelige nærhed, hver især at blive kaldt ved navn, når han varmt byder os velkommen hjem med et strålende smil og med åbne arme omslutter os i sin endeløse kærlighed. Hvor strålende ophøjet bliver denne oplevelse ikke, hvis vi kan føle os værdige til at være i hans nærhed! Den betingelsesløse gave, som hans store sonoffer er for hver af os, er den eneste måde, hvorpå vi kan blive ophøjet til at stå foran ham og se ham ansigt til ansigt. Dette overvældende budskab om forsoningen er den fuldkomne kærlighed, som Frelseren nærer til hver eneste af os. Det er en kærlighed som er fuld af barmhjertighed, tålmodighed, nåde, langmodighed og frem for alt tilgivelse« (Liahona, nov. 2001, s. 18-20).
Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at forsoningen var uendelig på flere måder:
»Hans forsoning er uendelig – uden ende. Den er også uendelig i og med, at hele menneskeheden ville blive frelst fra en evigtvarende død. Den er uendelig i forbindelse med hans umådelige lidelse. Den er uendelig i tid, da den afslutter forbilledet med dyreofre. Den er uendelig i det omfang, at den skulle udføres én gang for alle. Og forsoningens nåde rækker ikke blot ud til et uendeligt antal mennesker, men også til et uendeligt antal verdener skabt af ham. Den er uendelig ud over enhver menneskelig målestok eller jordisk fatteevne.
Jesus er den eneste, som kan tilbyde en sådan uendelig forsoning, eftersom han er født af en jordisk mor og en udødelig Fader. På grund af denne enestående fødselsret er Jesus et uendeligt væsen« (se Stjernen, jan. 1997, s. 33).
2 Nefi 9:10. »O, hvor stor er ikke vor Guds godhed«
Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) udtrykte stor taknemlighed for Frelserens rolle i opfyldelsen af forsoningen: »Vi takker Gud for hans storslåede og forunderlige, evige plan. Takker og priser hans elskede Søn, for det ubeskrivelige offer han ydede, da han gav sit liv på Golgatas kors, for at betale for de jordiske synder. Det er ham, der gennem sit sonoffer brød dødens bånd og med guddommelig kraft sejrede og rejste sig fra graven. Han er vor Forløser, hele menneskehedens Forløser. Han er verdens Frelser. Han er Guds Søn, Ophavsmanden til vores frelse« (se Den danske Stjerne, aprilkonferencen 1985, s. 49).
2 Nefi 9:15-16. »Skal de … der er tilsølede, forblive tilsølede«
Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum talte om den endelige dom og om den betingelse for renhed, vi må leve op til:
»Mange skriftsteder i Bibelen og i vore dages skrifter taler om en endelig dom, hvor alle mennesker bliver belønnet ifølge deres gerninger eller handlinger eller deres hjertes ønsker. Men andre skriftsteder uddyber dette ved at sigte til, at vi bliver dømt efter den tilstand, vi har opnået.
Profeten Nefi beskriver den endelig dom i vendinger, der drejer sig om, hvad vi er blevet: ›Og hvis deres gerninger har været tilsølethed, må de selv nødvendigvis være tilsølede; og hvis de er tilsølede, må det nødvendigvis være sådan, at de ikke kan bo i Guds rige‹ (1 Ne 15:33, fremhævelse tilføjet). Moroni siger: ›Den, der er tilsølet, skal forblive tilsølet; og den, der er retfærdig, skal forblive retfærdig‹ (Morm 9:14, fremhævelse tilføjet, se også Åb 22:11-12;2 Ne 9:16; Alma 41:13; L&P 88:35). Det samme gælder for ›selvisk‹ eller ›ulydig‹ eller en hvilken som helst anden personlig egenskab, der er uforenelig med Guds krav. Alma henviser til de ugudeliges ›tilstand‹ ved den endelige dom og forklarer, at hvis vi bliver fordømt af vore ord, vore gerninger og vore tanker, bliver vi ikke ›fundet uplettede … og i denne forfærdelige tilstand vil vi ikke turde at se op til vor Gud‹ (Alma 12:14)« (Liahona, nov. 2000, s. 32).
Præsident Gordon B. Hinckley brugte pornografi som eksempel til at undervise om dette princip, da han sagde: »Lad enhver, som måtte være i dette ondes klør, gå på knæ i sit kammer og lukke sin dør og der bønfalde Herren om hjælp til at slippe fri fra dette onde uhyre. Ellers vil denne skamplet fortsætte gennem hele livet og endog ind i evigheden. Jakob, Nefis bror, sagde: ›Og det skal ske, at når alle mennesker er overgået fra denne første død til livet, i og med at de er blevet udødelige … de, der er retfærdige, forbliver retfærdige, og de, der er tilsølede, forblive tilsølede‹ (2 Ne 9:15-16)« (Liahona, nov. 2004, s. 62).
Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum kom med følgende udlægning af ordet kors: »Hvad er ›verdens kors‹? Vi kan ikke vide det med sikkerhed, men billedsproget antyder at bære det kors, man har fået pålagt af verden, ligesom Jesus gjorde; der kan være forfølgere og tilskuere, som ikke træder hjælpende til, og kirkemedlemmet, som udskiller sig (og måske hører for det) vakler alligevel ikke, når han bliver beskyldt eller hånet for noget af folk, som ønsker at gøre ham til skamme, for han har ingen grund til at skamme sig« (Wherefore, Ye Must Press Forward, 1977, s. 110).
Forelæsninger om troen forklarer os, hvorfor Guds alvidenhed er nødvendig: »Uden kundskab om alt, ville Gud ikke være i stand til at frelse nogen del af sine skabninger; for det er formedelst den kundskab, han har om alt, fra begyndelsen til enden, at han kan give sine skabninger den forståelse, hvorved de bliver delagtige i det evige liv; og dersom det ikke var for det begreb, som findes hos menneskene om, at Gud har al kundskab, ville det være umuligt for dem at udøve tro på ham« (4:11).
Ældste Neal A. Maxwell forklarede, at Gud nødvendigvis må kende til alt for at kunne fuldende sit værk nemlig at tilvejebringe vores udødelighed og evige liv:
»De, som forsøger at nedtone Guds alvidenhed forstår ikke, at han ikke har behov for at undgå kedsomhed ved at lære nye ting. Eftersom Guds kærlighed også er fuldkommen, er der rent faktisk guddommelig fryd i ›et evigt kredsløb‹ som for os, kan virke som ren rutine og gentagelse. Gud henter sin store og vedvarende glæde og herlighed ved at øge og fremme sine skabninger, og ikke i nye intellektuelle erfaringer.
Der er derfor en enorm forskel på en alvidende Gud og på den falske opfattelse, at Gud er en slags superprofessor og stadig søger efter yderligere sandheder og livsvigtige opdagelser. Var det sidste tilfældet, kunne Gud jo til enhver tid opdage en ny sandhed, som han ikke tidligere var bekendt med, der ville ændre, formindske eller undergrave visse af de sandheder, som han hidtil havde kendt til. Profeti ville være den rene spådom. Forudsætninger vedrørende opnåelse af frelse ville skulle laves om. Men heldigvis for os er hans frelsesplan evigtgyldig igangværende – og ikke konstant genstand for ændringer …
Vi har i sandhed alle brug for at vide, at Gud er alvidende!« (All These Things Shall Give Thee Experience, 1979, s. 14-15, 21).
Præsident Brigham Young (1801-1877) talte om Frelserens indsats for at frelse menneskeheden: »Dette er frelsesplanen. Jesus vil aldrig ophøre sit arbejde, indtil alle har fået mulighed for at nyde et rige i hans Faders boliger, hvor der er mange riger og mange grader af herlighed, for at passe til alle menneskers gerninger og trofasthed, der har levet på jorden. Nogle vil adlyde den celestiale lov og modtage dens herlighed, andre vil rette sig efter den terrestriale og atter andre den telestiale« (Discourses of Brigham Young, sel. John A. Widtsoe, 1954, s. 56).
Ældste James E. Talmage (1862-1933) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede den rolle vores viden spiller for vores ansvarlighed: »Efter den rent tekniske definition består synd i lovovertrædelse, og efter denne begrænsede opfattelse kan den begås ved uagtsomhed eller uvidenhed. Af skriftens lære om det menneskelige ansvar fremgår det imidlertid klart, at mennesket bliver straffet for sine overtrædelser og belønnet for sine gode gerninger efter sin evne til at opfatte og adlyde loven. På den, som aldrig er blevet gjort bekendt med en højere lov, kan denne lovs krav og fordringer ikke anvendes i fuld udstrækning. For synder, der er begået i uvidenhed, er der blevet iværksat en forsoning gennem Frelserens sonoffer. Syndere af denne art bliver ikke fordømt, men der vil blive givet dem endnu en lejlighed til at lære og at antage eller forkaste evangeliets grundsætninger« (Trosartiklerne, 1953, s. 54).
Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum sagde følgende om situationen for dem, som ikke har kundskab om Guds love:
»Der er truffet forholdsregler i planen for dem, som lever på jorden uden kendskab til planen. ›Hvor der ingen lov er givet, er der ingen straf, og hvor der ingen straf er, er der ingen fordømmelse … på grund af forsoningen; for de er udfriet ved hans kraft‹ (2 Ne 9:25).
Uden det hellige arbejde med forløsning af de døde, ville planen være ufuldstændig og ville reelt være uretfærdig« (»The Play and the Plan«, CES-foredrag for unge voksne, 7. maj 1995, s. 4, www.ldsces.org).
Ældste Jeffrey R. Holland beskrev nogle af de mennesker, der ikke har evangeliets lov: »I forsoningens altomfattende rækkevidde er der generøst truffet forholdsregler for dem, der dør uden kendskab til evangeliet eller muligheden for at tage imod det, deriblandt børn, som ikke når ansvarligheds alder, de mentalt hæmmede, de som aldrig kom i kontakt med evangeliet og så videre« (Christ and the New Covenant, s. 215).
Præsident Gordon B. Hinckley beskrev svagheden ved at sætte intellektet over troen:
»Intellektet er ikke den eneste kilde til viden. Der er et løfte, som er givet under inspiration af den Almægtige, som så smukt lyder: ›Gud vil ved sin hellige Ånd, ja, ved den ubeskrivelige gave, som Helligånden er, give jer kundskab‹« (L&P 121:26).
Humanisterne, som kritiserer os, de såkaldte intellektuelle, som håner os, taler kun ud af uvidenhed om denne tilkendegivelse. De har ikke hørt Åndens røst. De har ikke hørt den, fordi de ikke har søgt den og forberedt sig på at være værdig til at få den. Derfor, idet de antager, at viden kun kommer ved fornuftsslutninger og ved forstandens virke, fornægter de det, som kommer ved Helligåndens kraft …
Bliv ikke fanget af ordkløverier, som for det meste er negative, og som sjældent, om nogensinde, bærer god frugt. Lad jer ikke besnære af de drevne, hvis selvbeskikkede mission er at fornedre alt, der er helligt, fremhæve menneskelige svagheder og underminere tro frem for at inspirere til styrke« (»Be Not Afraid, Only Believe«, CES-foredrag for unge voksne, 9. sep. 2001, s. 4, www.ldsces.org).
Præsident Gordon B. Hinckley beskrev det gode, der følger af at lære alt det, vi kan: »I vil møde store udfordringer forude. I bevæger jer ind i en verden med hård konkurrence. Få al den uddannelse, I kan. Herren har undervist os i betydningen af uddannelse. Det vil kvalificere jer til flere muligheder. Det vil sætte jer i stand til at gøre noget værdifuldt i den store verden af muligheder, der ligger forude. Hvis I kan få en videregående uddannelse, og det er det, I ønsker, så gør det. Hvis I ikke ønsker en boglig uddannelse, så lær et fag eller håndværk, som styrker jeres færdigheder og øger jeres muligheder« (se Stjernen, juli 1997, s. 49-50).
2 Nefi 9:34 og andre skriftsteder belærer om, at det at lyve er en alvorlig synd (se Ordsp 6:16-19; L&P 63:17-18; 76:98, 103). Præsident James E. Faust (1920-2007) forklarede vigtigheden af at fortælle sandheden:
Vi har alle brug for at vide, hvad det vil sige at være ærlig. Ærlighed er mere end ikke at lyve. Det er at fortælle sandheden, at sige sandheden, leve efter sandheden og elske sandheden …
Ærlighed er et moralsk kompas til at vejlede vores liv …
Ærlighed er et princip, og vi har vores handlefrihed til at beslutte os for, om vi vil anvende dette princip. Vi har handlefrihed til at træffe valg, men i sidste ende vil vi blive holdt ansvarlige for hvert valg, vi træffer. Vi kan måske snyde andre, men der er en, vi aldrig kan snyde. Af Mormons Bog lærer vi: ›Portens vogter er Israels Hellige; og han beskæftiger ingen tjener der; og der er ingen anden vej end ad porten, for han kan ikke bedrages, for Gud Herren er hans navn‹ (2 Ne 9:41).
Der er forskellige nuancer af at sige sandheden. Når vi giver små, hvide løgne, bliver vi gradvist farveblinde. Det er bedre at forholde sig tavst end at mislede. I hvilken grad vi hver især siger hele sandheden og intet andet end sandheden afhænger af vores samvittighed …
Som præsident Gordon B. Hinckley har sagt: ›Lad der blive undervist i sandhed i ord og i gerning – at stjæle er af det onde, at snyde er forkert, og at lyve er en skændsel for enhver, som gør det‹« (se Stjernen, jan. 1997, s. 41).
Præsident James E. Faust talte om værdien af at vide, at vi en dag skal stå til regnskab for vores liv for Frelseren: »Jeg husker en undersøgelse for nogle år siden, som blev lavet for at afgøre, hvad der påvirkede unge til at følge den lige og snævre sti. Der var selvfølgelig flere afgørende faktorer. De var alle vigtige. De omfattede påvirkning fra forældre, præstedømmevejledere, vejledere i Unge Piger, spejderledere og kammeraterne. Men jeg var overrasket over at se, at der var en vigtig ting, der løb som en gylden tråd gennem undersøgelsen. Det var troen på, at vi alle sammen en dag skal stå til regnskab for Herren for vore handlinger. Mange tror, at ›portens vogter er Israels Hellige; og han beskæftiger ingen tjener der; og der er ingen anden vej end ad porten, for han kan ikke bedrages, for Gud Herren er hans navn‹ (2 Ne 9:41). De, som havde et evigt perspektiv havde en ekstra grad af åndelig styrke og beslutsomhed. At føle sig personligt ansvarlig over for Frelseren for vore handlinger og forvaltning og at handle derefter udgør en grundlæggende åndelig beskyttelse« (»Who Do You Think You Are?«, New Era, mar. 2001, s. 6-7).
Ældste Neal A. Maxwell beskrev det betryggende aspekt i princippet om, at det er Jesus selv og ingen anden, der skal være den endelige dommer: »I 2 Nefi 9:41 taler Jakob om den lige og trange sti og minder os om, at ›portens vogter er Israels Hellige,‹ og Jesus ›beskæftiger ingen tjener der‹. Det faktum, at Jesus ikke kan bedrages, understreges tydeligt. Der er også en anden betryggende dimension: Med hensyn til den guddommelige retfærdighed bliver den endelige dom ikke uddelegeret, men heller ikke den guddommelige nåde, som bedst kan udøves af ham, som kender til de ting, som kun han kan – de stille modige øjeblikke blandt hans flok, de små ubemærkede kristne handlinger, de uudtalte tanker, kan kun godskrives ved den fuldkomne dom« (For the Power Is in Them …, 1970, s. 37).
Ældste Maxwell forklarede yderligere: »Den selvudpegede vogter ved porten er Jesus Kristus, som venter på os med et guddommeligt ønske om at byde os velkommen for så vidt vi er værdige til at være der, ›han beskæftiger ingen tjener der‹ (2 Ne 9:41). Dersom vi anerkender ham nu, vil han kærligt anerkende os og give os tiltræde!« (Notwithstanding My Weakness, 1981, s. 124).
Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvad det betyder at »købe … uden penge«: »Frelse er tilgængelig for hele menneskeheden og ikke blot nogle få udvalgte. Det evige liv er ikke forbeholdt apostle og profeter, de hellige på Enoks tid eller martyrerne i kristendommens tidlige dage. ›Hele menneskeheden vil blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer.‹ (Den tredje trosartikel). Gud gør ikke forskel på folk: ›han opfordrer dem alle til at komme til sig og tage del i hans godhed, og han afviser ingen, som kommer til ham, sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde; og han husker hedningene; og alle er lige for Gud, både jøde og ikke-jøde‹ (2 Ne 26:33). Den evige Guds evige opfordring lyder: ›Kom, alle I, der tørster, kom og få vand! Kom, I, der ingen penge har! Køb korn, og spis! Kom og køb korn uden penge, vin og mælk uden betaling‹ (Es 55:1), for ›frelse er fri!‹ (2 Ne 2:4).« (Doctrinal New Testament Commentary, 3 bd., 1971-1973, 3:416-417).
2 Nefi 10:6-8. Adsplittelsen og indsamlingen er først og fremmest åndelig
Jakob gjorde det klart, at syndighed førte til, at jøderne blev spredt (se 2 Ne 10:6). På samme vis understregede han rækkefølgen ved indsamlingen. Jøderne, sagde han, vil blive indsamlet, »når den dag kommer, da de vil tro på mig, at jeg er Kristus« (v. 7; fremhævelse tilføjet).
Ældste Bruce R. McConkie forklarede årsagen til, at adsplittelsen og indsamlingen af alle Israels stammer først er åndelig og dernæst fysisk:
»Hvorfor blev Israel spredt? Svaret er klart, det er tydeligt, og der er ingen tvivl om det. Vore israelitiske forfædre blev spredt, fordi de afviste evangeliet, besmittede præstedømmet, svigtede Kirken og vendte sig bort fra riget. De blev spredt, fordi de vendte sig fra Herren, tilbad falske guder og handlede som de hedenske nationer. De blev spredt, fordi de svigtede Abrahams pagt, trådte de hellige ordinancer under fode og afviste Herren, Jahve, som er Herren Jesus, som alle deres profeter vidnede om. Israel blev spredt på grund af frafald …
Hvad er det så, der indgår i indsamlingen af Israel? Israels indsamling består af tro på, accept af og en levevis, der er i harmoni med alt det, som Herren engang tilbød sit gamle, udvalgte folk. Det består i at have tro på Herren Jesus Kristus, omvendelse, at blive døbt og modtage Helligåndsgaven og i at holde Guds bud. Det består i at tro på evangeliet, tilslutte sig Kirken og indtræde i riget … Og den kan også bestå i at blive indsamlet på et udpeget sted eller land for at tilbede Gud« (A New Witness for the Articles of Faith, 1985, s. 515).
Ældste Russell M. Nelson understregede vigtigheden af læren om indsamlingen: »Denne lære om indsamlingen er en af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges vigtige lærdomme. Herren har erklæret: ›Jeg giver jer et tegn … at jeg skal indsamle mit folk, o Israels hus, fra deres lange adsplittelse og igen skal oprette mit Zion blandt dem‹ (3 Ne 21:1). Fremkomsten af Mormons Bog er et tegn til hele verden om, at Herren er begyndt at indsamle Israel og opfylde de pagter, han indgik med Abraham, Isak og Jakob (se 1 Mos 12:2-3; 26:3-4; 35:11-12). Vi underviser ikke blot i den lære, vi deltager også i den. Det gør vi, når vi hjælper med at indsamle Herrens udvalgte på begge sider af sløret« (se Liahona, nov. 2006, s. 80).
Ældste Bruce R. McConkie forklarede, hvor de hellige skal samles:
»Disse åbenbarede ord taler om … at der skal være menigheder af Herrens pagtsfolk i alle nationer, alle tungemål og blandt alle folk, når Herren kommer igen …
Stedet, hvor de mexicanske hellige skal samles, er Mexico; stedet, hvor de hellige fra Guatemala skal samles, er Guatemala; de brasilianske hellige skal samles i Brasilien; og sådan kan man fortsætte til man har nævnt alle jordens lande … Det enkelte land er samlingspunktet for dets egne folk« (i Conference Report, Mexico og Central America Area Conference 1972, s. 45).
For yderligere information om spredningen af Israel henvises til »Kort historisk rids over Israels adspredelse« i tillægget (s. 402). For yderligere information om indsamlingen af Israel henvises til »Israels indsamling« i tillægget (s. 403).
Jakob underviste om at Gud fra tid til anden havde ført adskillige grupper af Israels hus til andre områder i verden og omtalte dem som »brødre« (se 2 Ne 10:20-21). De var brødre af både blod og overbevisning. Herren har et formål med alle disse grupperinger og ved, hvor de er. Mormons Bog taler om mindst tre sådanne grupper: Lehis gruppe, jereditterne (som er omtalt i Eters bog) og mulekitterne (se Mosi 25:2; Hel 6:10; 8:21). Der er uden tvivl andre, som vi ikke kender til, som fx de tabte stammer fra det gamle kongerige i den nordlige del af Israel og muligvis andre grupper, som er ført andre steder hen (se Jakob 5:20-25).
Overvej
Hvordan kan du hjælpe med indsamling af Herrens folk?
Hvorfor er det vigtigt at indse, at Jesu Kristi sonoffer angår dig som individ? Hvad kan du gøre for at uddybe din forståelse af Herrens sonoffer?
Hvordan kan du vide om, du lever til Guds behag?
Hvorfor tror du, at forsoningen måtte være altomfattende?
Forslag til opgaver
Læs og tænk over 2 Nefi 9:4-7, hvordan forsoningen udfrier os fra både fysisk og åndelig død.
I 2 Ne 10 er der en beskrivelse af en nation med store løfter, som vil fremkomme i de sidste dage. Find beskrivelserne af den nation i kapitel 10.
Beskriv hvad der skal ske inden den endelige forløsning af Israels hus kan finde sted, som beskrevet i 2 Ne 10.