På grund af stolthed og overmåde stor velstand på Jakobs tid, bukkede nefitterne under for mange synder, især umoral. Tynget af sit kald som profet, fordømte Jakob disse ugudelige skikke og kaldte kraftigt folket til omvendelse. Hvornår har du oplevet profeten og andre af Kirkens ledere tale tydeligt for at meddele et vigtigt budskab? Ved at forstå det guddommelige mandat en præstedømmeleder har til at give åndelig irettesættelse, vil du bedre være i stand til at forstå nutidige profeters advarende røst i en stadig mere ugudelig verden.
Bemærk, at efter at Jakob havde undervist nefitterne om konsekvenserne af deres synder, rettede Jakob deres opmærksomhed mod Frelseren. Han forklarede, at vi har styrke til at overvinde synd og svaghed gennem Kristi nåde. Derfor spurgte han: »Hvorfor ikke tale om Kristi forsoning …?« Ved at gøre det, kan vi opnå »kundskaben om en opstandelse og den tilkommende verden« (Jakob 4:12). Dernæst kan vi udvikle en større påskønnelse af den gave af forløsning fra synd og død, som Frelseren giver.
Bemærk at Jakob havde samme intention som sin bror, Nefi, da han forberedte sig på at videreføre optegnelsen på de små plader. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum satte Jakobs intention i perspektiv:
»Jakob synes at have været særligt optaget af at fremlægge Kristi lære. At dømme ud fra den plads Jakob giver sit vidnesbyrd om Frelserens forsoning, har han helt klart betragtet denne grundlæggende lære som den mest hellige belæring og den største åbenbaring.
›Vi modtog … mange åbenbaringer, og den ånd, der er forbundet med megen profeti‹; sagde Jakob, ›derfor kendte vi til Kristus og hans rige, som skulle komme.
For se, vi arbejdede flittigt blandt vort folk, for at vi kunne formå dem til at komme til Kristus …
Gud derfor give, at vi kunne formå … at alle mennesker ville tro på Kristus og have hans død for øje, og påtage sig hans kors og bære verdens skam‹ (Jakob 1:6-8).
Ingen profet i Mormons Bog synes at have udvist større tro og lidenskab samt personlig vidnesbyrd i forbindelse med sit arbejde end Jakob gjorde. Han foragtede verdens ros, han underviste uden omsvøb, pålideligt og endog i tung lære, og han kendte Herren personligt. Han er et klassisk eksempel i Mormons Bog på en ung mands beslutning om at påtage sig korset og bære verdens skam i forsvar af Kristi navn. Livet, deriblandt de svære første år, hvor han så, hvordan Lamans og Lemuels ugudelighed førte til, at hans far og mor døde af sorg, var aldrig let for denne førstefødte i ørkenen« (Christ and the New Covenant, 1997, s. 62-63).
Efter at Nefi udskilte sig fra sine brødre, der senere blev kendt som lamanitter (se 2 Ne 5) grundlagde han et kongedømme blandt sit folk, og de blev kendt som nefitter. Om end modvilligt, så blev Nefi deres første konge (se 2 Ne 5:18-19). Nefi omtalte sin tid som konge som »min regeringstid« (1 Ne 10:1). Den anden konge og de konger, der efterfulgte ham, blev alle kaldt Nefi (se Jakob 1:11-15). Optegnelsen over kongerne og den sekulære historie blev primært ført på Nefis store plader (se Jar 1:14; Omni 1:11; MormO 1:10).
Store ledere i den nefitiske historie – fra år 600 f.Kr. til år 421 e.Kr.
I Det Gamle Testamente blev medhustruer»betragtet som andenklasses hustruer dvs. hustruer, som ikke havde samme position i hierarkiet som de hustruer, der ikke blev kaldt medhustruer« (Bruce R. McConkie, Mormon Doctrine, 2. udg., 1966, s. 154). Medhustruerne nød samme beskyttelse som hustruerne, og det var ikke en overtrædelse af kyskhedsloven, når ægteskabet var godkendt af Herren (se L&P 132:34-43). I den periode af Mormons Bog havde Herren dog ikke sagt god for medhustruer (se Jakob 2:27; Mosi 11:2).
Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) definerede den slags præster og lærere, der omtales i Jakob 1:18: »Nefitterne handlede i kraft af Det Melkisedekske Præstedømme fra Lehis dage, indtil Frelseren besøgte dem. Det er sandt, at Nefi indviede Jakob og Josef til præster og lærere for folket i Nefis land, men det faktum, at flertalsformen præster og lærere blev anvendt viser, at dette ikke blot er en reference til et bestemt embede i præstedømmet i disse tilfælde, men snarere en generel kaldelse til at undervise, lede og formane folket« (Answers to Gospel Questions, komp. Joseph Fielding Smith jun., 5 vol., 1957-1966, 1:124).
I forbindelse med en tale om præstedømmebæreres pligt til at tjene andre, sagde præsident Thomas S. Monson:
»Hvad vil det sige at højne sin kaldelse? Det vil sige, at man øger dens værdighed og betydning, at man gør den agtværdig og prisværdig i alle menneskers øjne, at man forstørrer og styrker den, så himlens lys kan skinne gennem den og ses af andre mennesker.
Hvordan højner man så en kaldelse? Simpelthen ved at udføre de pligter, som henhører til den. En ældste højner sin kaldelse som ældste ved at lære, hvilke pligter en ældste har, og så udføre dem. Og det samme gør sig gældende for en diakon, en lærer, en præst, en biskop og enhver anden, der besidder et embede i præstedømmet« (se Liahona, maj 2005, s. 36).
Jakob 1:19; 2:2. »Vi påtog os ansvaret … for folkets synder«
Mennesker med ansvar for at lede i Kirken bærer et betydeligt ansvar. Jakob belærte om, at en leder, som ikke belærer de mennesker, han er kaldet til at lede, om Guds ord, til dels er ansvarlig for deres synder. Præsident Hugh B. Brown (1883-1975) fra Det Første Præsidentskab sagde desuden om det ansvar, som Jakob beskriver:
»Præsident John Taylor sagde ved en lejlighed, hvor han talte til præstedømmebrødrene: ›Hvis I ikke ærer jeres kaldelser, holder Gud jer ansvarlige for dem, som I kunne have frelst, hvis I havde gjort jeres pligt.‹
Dette er en udfordrende udtalelse. Dersom jeg på grund af synd, jeg har begået, eller noget jeg har undladt at gøre, mister det, jeg kunne have fået herefter, må jeg selv og mine kære utvivlsomt lide med mig. Men dersom jeg i min egenskab af biskop, stavspræsident, missionsleder eller generalautoritet for Kirken – ja dersom nogen af os svigter vores ansvar for at undervise, lede og hjælpe med at frelse dem, som vi er ledere for, vil Herren holde os ansvarlige for dem, dersom de farer vild på grund af vores svigt« (se Conference Report, okt. 1962, s. 84).
Jakob 2:8-10. Formane »i overensstemmelse med Guds strenge befaling«
Frem for at undervise i de »ord, der læger den sårede sjæl« (Jakob 2:8) eller tale »Guds behagelige ord« (v. 9), følte Jakob, at Herren formanede ham til at komme ind på et emne, som desværre ville »gøre sårene større hos dem, der allerede [var] sårede« (v. 9). Nogle gange kan ligefrem og udfordrende tale være en nødvendighed, når en præstedømmeleder skal kalde Kirkens medlemmer til omvendelse.
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev den svære balance mellem at undervise både følsomt og frygtløst om sandheden:
»Jakob bruger praktisk talt ti vers på at undskylde, at han er nødt til at tale om visse synder og det sprog, han må bruge, for at adressere dem. Han gør opmærksom på, at han gør det med ›alvor‹ fordi han er ›tynget af meget større omsorg og ængstelse for [tilhørernes] sjæls velfærd‹ (Jakob 2:2-3). Idet vi kender ham, som vi gør, ville vi være blevet overrasket, dersom han havde sagt noget andet.
Lyt til den beklagende tone i disse vers – eller snarere sorgen i dem – da han ufravigeligt går efter det, han allerede har sat sig for – nemlig standhaftigt at være tro mod Gud og hans befalinger.
›Ja, det bedrøver min sjæl og får mig til med skam at vige tilbage for min skabers nærhed, at jeg må vidne for jer om jeres hjertes ugudelighed …
Derfor tynger det min sjæl, at jeg på grund af den strenge befaling, som jeg har fået af Gud, skal være drevet til at formane jer med hensyn til jeres forbrydelser, til at gøre sårene større hos dem, der allerede er sårede, i stedet for at lindre og læge deres sår; og de, der ikke er sårede, får i stedet for at tage for sig af Guds behagelige ord dolke rettet mod sig, som gennemborer deres sjæl og sårer deres fintmærkende sind‹« (Jakob 2:6, 9).
»Vi er ikke engang inde i selve talen, før vi ret bogstaveligt fornemmer, at denne ligefremme og kompromisløse måde at prædike på næsten er lige så svær for Jakob som for de skyldige blandt tilhørerne. Men måske er det, som det altid bør være, og hvorfor Kristus i sine forkyndelser tit og ofte var ›en lidelsens mand.‹ Budene må holdes og synden må irettesættes. Men selv sådanne ligefremme standpunkter må tages med medfølelse. Selv den mest barske profet må forkynde fra dybet af en følsom sjæl« (»Jacob the Unshakable«, i Heroes from the Book of Mormon, 1995, s. 39-40).
Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at når præstedømmeledere føler sig »tvunget« af Ånden til at give formaninger og advarsler, så har medlemmer af Kirken et ansvar for handle i henhold til den irettesættelse og instruktion, der gives dem:
»I sidste uge talte jeg med et medlem af De Tolvs Kvorum om kommentarer til vore taler ved aprilkonferencen. Min ven sagde, at nogen havde sagt til ham: ›Jeg nød din tale meget.‹ Vi var enige om, at det ikke er den slags kommentarer, vi ønsker at få. Som min ven sagde: ›Jeg holdt ikke den tale, for at den skulle nydes. Hvad anser han mig for, en slags entertainer?‹ Et andet medlem af vores kvorum tilsluttede sig samtalen ved at sige: ›Det minder mig om historien om en god præst. Da et sognebarn sagde: ›Jeg nød virkelig din prædiken i dag,‹ svarede præsten: ›Så er det, fordi du ikke forstod den.‹‹
I husker måske, at jeg ved aprilkonferencen i år talte om pornografi. Ingen har fortalt mig, at de ›nød‹ den tale – ikke en! Rent faktisk var der intet at nyde i den, heller ikke for mig.
Jeg nævner disse nylige samtaler for at undervise i princippet om, at en tale, som holdes af en generalautoritet til generalkonferencer – en tale forberedt under Åndens påvirkning for at fremme Herrens værk – ikke holdes, for at den skal nydes. Den holdes for at inspirere, opbygge, udfordre eller irettesætte. Den holdes for at blive hørt under indflydelse af Herrens Ånd, med det formål for øje, at lytteren lærer noget af talen og af Ånden om, hvad vedkommende bør gøre ved det« (»The Dedication of a Lifetime«, CES-foredrag for unge voksne, 1. maj 2005, s. 1, www.ldsces.org).
Jakob belærte om, at Gud ikke fordømmer de velhavende for deres velstand. Enhver fordømmelse i den retning kommer derimod for deres stolthed eller misbrug af deres overflod (se Jakob 2:13-14). Nogle af nefitterne foretrak at centrere deres liv om rigdomme frem for Gud. Deres stræben efter velstand ledte til, at de forfulgte deres brødre snarere end at bistå dem (se v. 18-19).
Præsident David O. McKay (1873-1970) rådede os til at være forsigtige med, hvad vi stræber efter. Selvom vi kan opnå næsten alt, hvad vi arbejder for, kan det koste os meget dyrt: »Hvad stræber du først og fremmest efter? Hvad er det, du ønsker dig allermest, som konstant er i dine tanker? Hvad det end er, vil det langt hen ad vejen afgøre din skæbne … I denne verden kan du få det meste af det, du stræber efter. Dersom du stræber efter velstand, kan den blive dig til del, men inden du gør den til et mål i sig selv, så kig nærmere på de mennesker, som ofrede alt for at opnå dette, på dem, som begærede velstanden for velstandens skyld. Guld fordærver ikke mennesket, fordærvelsen ligger i motivet bag det at stræbe efter guldet« (Treasures of Life, 1962, s. 174-175).
Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum kom desuden med denne belæring om det, vi stræber efter i livet:
»Vi ønsker, at vore børn og deres børn skal vide, at livets valg ikke står mellem berømmelse og ubemærkethed, ej heller mellem rigdom og fattigdom. Valget ligger mellem godt og ondt, og det er i sandhed en helt anden sag.
Når vi endelig forstår denne lektie, vil vores lykke ikke afhænge af materielle ting. Vi kan meget vel blive lykkelige uden dem eller opnå succes på trods af dem.
Rigdom og berømthed kommer ikke altid som resultat af at have gjort sig fortjent dertil. Vores værd måles hverken af, hvem vi er sammen med, eller hvad vi ejer …
Livet udgøres af tusinde daglige valg. I årenes løb bliver alle disse små valg bundtet sammen og viser klart, hvad det er, vi værdsætter.
Jeg gentager, livets store prøve handler ikke om valget mellem berømthed og ubemærkethed ej heller mellem rigdom og fattigdom. Det største valg i livet står mellem godt og ondt« (se Den danske Stjerne, apr. 1981, s. 37).
I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige går fasteofferet til de fattige og trængende. Kirkens ledere opfordrer medlemmerne til at være gavmilde med deres offerydelser. Ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum gav følgende råd om, hvor meget man bør bidrage med:
»Hvor stort et fasteoffer bør vi betale? Mine brødre og sø-stre størrelsen af vores offergave til at velsigne de fattige med er en målestok for vores taknemlighed over for vor himmelske Fader. Vil vi, som er blevet så rigt velsignet, vende ryggen til dem, som har brug for vores hjælp? Det at betale et gavmildt fasteoffer er en målestok for vores villighed til at indvie os selv til at lindre andres lidelser.
Bror Marion G. Romney, som var biskop for vores menighed, da jeg blev kaldet til at tage på mission, og som senere tjente som medlem af Det Første Præsidentskab i Kirken, har givet denne formaning:
›Yd gavmildt, så I selv kan vokse. Lad være med at give kun for at gavne de fattige, men giv også af hensyn til jeres eget velbefindende. Giv tilstrækkeligt, således at I kan hengive jer selv til Guds rige ved at ofre af jeres midler og tid‹)« (se Liahona, juli 2001, s. 91).
Stolthed kaldes sommetider for den største åndelige synd; det var Satans synd i det førjordiske rige (se Es 14:12-14; Moses 4:1-2). Desuden fører stolthed, som Herren gentagne gange har advaret os mod, til undladelse og ødelæggelse:
»Vogt dig for stolthed, for at du ikke skal falde i fristelse« (L&P 23:1).
»For timen er nær, og dagen snart for hånden, da jorden er moden, og alle de stolte og de, der handler ugudeligt, skal være som stubbe; og jeg vil brænde dem op, siger Hærskarers Herre, så der ikke skal være ugudelighed på jorden« (L&P 29:9).
»Skam jer ikke, og lad jer ikke beskæmme; men lad jer formane i al jeres hovmod og stolthed, for det sætter en snare for jeres sjæl« (L&P 90:17).
»Den, som ophøjer sig selv, skal blive ydmyget, og den, som ydmyger sig selv, skal blive ophøjet« (L&P 101:42).
Jakob belærte om, at Herren ikke ønskede, at nefitterne praktiserede nogen form for flerkoneri. Han erklærede, at ingen mand skulle have mere end en hustru medmindre Herren befalede det anderledes (se Jakob 2:27-30). I vor tid har præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) udtalt sig om Kirkens holdning til flerkoneri:
»Jeg ønsker kategorisk at fastslå, at denne kirke ikke har noget som helst med dem at gøre, der praktiserer flerkoneri. De er ikke medlemmer af denne kirke. De fleste af dem har aldrig været medlemmer. De bryder landets love. De ved, at de bryder loven. De er genstand for dens straf. Kirken har naturligvis ingen jurisdiktion i denne sag.
Hvis nogle af vore medlemmer afsløres i at praktisere flerkoneri, bliver de udelukket, hvilket er den mest alvorlige straf, Kirken kan pålægge. Ikke alene er de involverede i direkte modstrid med landets love, de er også i modstrid med denne Kirkes love. Vi er forpligtet af en af vore trosartikler. Den lyder: ›Vi tror, at vi må indordne os under konger, præsidenter, herskere og øvrighedspersoner med hensyn til at adlyde, ære og holde loven‹ (TA 1:12). Man kan ikke adlyde loven og bryde loven på samme tid …
For mere end et århundrede siden åbenbarede Gud tydeligt til sin profet, at udøvelsen af flerkoneri skulle ophøre, hvilket betyder, at det nu er imod Guds lov. Selv i lande, hvor landets eller religiøse love tillader flere koner, lærer Kirken, at ægteskabet skal være monogamt, og accepterer ikke, at de, som udøver flerkoneri, bliver medlemmer« (se Liahona, jan. 1999, s. 84).
Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum definerede tydeligt kyskhedsloven, da han sagde: »Enhver seksuel intimitet uden for ægteskabet – jeg mener enhver bevidst kontakt med et andet menneskes hellige og intime dele med eller uden tøj på – er en synd og er forbudt af Herren. Det er også en overtrædelse bevidst at stimulere disse følelser på sin egen krop« (se Stjernen, jan. 1995, s. 36).
Ældste Scott bekræftede også den guddommelige billigelse af ægteskabelig intimitet, såvel som den guddommelige misbilligelse af seksuel umoral. Han advarede således:
»Disse intime forhold har Herren forbudt uden for ægteskabets bindende rammer, fordi de underminerer hans formål. Sådanne relationer er i overensstemmelse med hans plan, når de udøves inden for den hellige ægteskabspagt. Når de udøves på anden vis, strider de mod hans vilje. De forårsager alvorlig følelsesmæssig og åndelig skade. Selv om de involverede måske ikke indser det nu, så vil de gøre det senere.
Seksuel umoral skaber en hindring for Helligåndens påvirkning med alle dens opløftende, oplysende og kraftgivende egenskaber. Den udgør en stærk fysisk og følelsesmæssig stimulans. Lidt efter lidt skabes et uudslukkeligt begær, som fører overtræderen hen mod stadig flere alvorligere synder. Den skaber selviskhed og kan forårsage aggressive handlinger som brutalitet, abort, seksuelt misbrug og voldsforbrydelser. En sådan stimulering kan føre til homoseksualitet, hvilket er af det onde og helt og aldeles forkert« (se Stjernen, jan. 1995, s. 36).
Jakob 2:31-35. »Døde mangt et hjerte, gennemboret af dybe sår«
Mange nefitiske ægtemænd havde knust deres hustrus hjerte og mistet deres børns tillid. Familier kan gå i opløsning, når kyskhedsloven brydes. Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvordan flere end blot de, der har deltaget i synd, bliver påvirket af konsekvenserne:
»Ukyskhed og utroskab medfører alvorlige konsekvenser, såsom de omsiggribende og skræmmende og vedvarende følger af illegitimitet og faderløshed tillige med sygdomme og opløsning af familier. Alt for mange ægteskaber hænger i en tynd tråd eller er allerede bristet …
Derfor er overholdelse af det sjette bud en vigtig beskyttelse! (se 2 Mos 20:14). Hvis vi sænker vores værn, går svært tiltrængte velsignelser fra himlen tabt. Intet menneske eller folkeslag kan have fremgang på lang sigt uden disse velsignelser« (se Liahona, jan. 2002, s. 91).
Børn lærer konstant af de eksempler, som de har rundt omkring sig. Desværre kan et dårligt eksempel have en destruktiv påvirkning på et ungt menneske. Ældste Vaughn J. Featherstone fra De Halvfjerds havde »Et advarende ord til voksne og forældre: Ældste Bruce R. McConkies far (Oscar Walter McConkie) gjorde opmærksom på, at når vi overtræder en hvilken som helst befaling, hvor ubetydelig den end måtte være, vil vore unge måske vælge at overtræde en befaling senere hen i livet, der måske er 10 eller 100 gange værre og retfærdiggøre det på grundlag af den enkle befaling, som vi overtrådte« (se Liahona, jan. 2000, s. 16).
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har formanet forældre i Kirken til at vise deres børn personlig tro og retskaffenhed:
»Jeg tror, at nogle forældre måske ikke forstår, at selv når de føler sig trygge, hvad angår deres personlige vidnesbyrd, så kan de ikke desto mindre gøre det svært for deres børn at få øje på denne tro. Vi kan være nogenlunde aktive sidste dages hellige, som kommer til møderne, men hvis vi ikke lever efter evangeliet og signalerer en stærk og oprigtig overbevisning til vore børn om sandheden af genoprettelsen og Kirkens guddommelige vejledning fra den første åbenbaring og lige indtil nu, så kan vore børn, til vores fortrydelse, men ikke vores overraskelse, vise sig ikke at blive aktive sidste dages hellige, som kommer til møderne, eller blot noget, der er tæt på det.
For ikke så længe siden mødte søster Holland og jeg en prægtig ung mand, som vi fik kontakt med, efter at han havde turneret rundt i det okkulte og haft kontakt med en række østlige religioner, for at finde en tro. Hans far, indrømmede han, troede ikke på noget som helst. Men hans bedstefar, sagde han, var faktisk medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. ›Men han gjorde ikke så meget ved det,‹ sagde den unge mand. ›Han talte altid ret kynisk om Kirken.‹ Fra en kynisk bedstefar til en ikke-troende far og til et barnebarn, der nu søger desperat efter det, som Gud allerede én gang har givet hans familie! …
At lede et barn (eller andre!), om end uforvarende, bort fra trofastheden, bort fra loyaliteten og den grundlæggende tro blot fordi vi ønsker at være smarte eller uafhængige, er noget, som ingen forældre eller nogen anden nogen sinde har fået lov til …
Efterlev evangeliet så iøjnefaldende, som I kan. Hold de pagter, jeres børn ved, I har indgået. Giv præstedømmevelsignelser. Bær jeres vidnesbyrd! Gå ikke blot ud fra, at jeres børn vil få færten af jeres tro på egen hånd« (se Liahona, maj 2003, s. 86).
Den anden død omtales også som en åndelig død. Guide til Skrifterne forklarer at åndelig død betyder »adskillelse fra Gud og hans indflydelse.« Den åndelige eller den anden død, som Jakob omtaler finder sted »efter det jordiske legemes død. Såvel opstandne væsener som Djævelen og hans engle skal blive dømt. De, der med vilje har sat sig op mod evangeliets lys og sandhed, kommer til at lide en åndelig død … (Alma 12:16; Hel. 14:16-19; L&P 76:36-38)« (Guide til Skrifterne, »Død, Åndelig«).
Jakob 4:5. Vi tilbeder Faderen i Jesu Kristi navn.
Jakobs skrivelser giver os en vigtig indsigt i moseloven og Det Gamle Testamente. I Jakob 4:5 lærer vi, at profeter i Det Gamle Testamente, som levede forud for Jakob, kendte til både Kristus og Faderen som adskilte individer, og at de på behørig vis tilbad Faderen i Kristi navn. Jakobs ord indikerer, at moseloven var langt mere end blot en streng regel- og lovsamling, som nogle moderne lærde påstår. Moseloven vidnede om Jesus Kristus og førte de retskafne til helliggørelse gennem Jesu Kristi forsoning.
Præsident Marion G. Romney (1897-1988) fra Det Første Præsidentskab forklarede, hvad det betyder at forsøge at give Herren råd: »Nu tror jeg ikke, at der er mange medlemmer af Kirken, der bevidst følger menneskers overbevisninger eller deres eget råd i stedet for at give agt på Herrens. Men når vi ikke holder os orienterede om, hvad Herrens råd er, så er vi tilbøjelige til at erstatte hans råd med vores eget. Rent faktisk kan vi ikke gøre andet end at følge vores eget råd, når vi ikke kender til Herrens vejledninger« (se »Seek Not to Counsel the Lord«, Ensign, aug. 1985, s. 5).
Da ældste Dean L. Larsen tjente som medlem af De Halvfjerds forklarede han, at fortidens israelitter »bragte sig selv i alvorlige vanskeligheder,« fordi de »i åndelige anliggender satte sig i alvorlig fare, eftersom de var uvillige til at acceptere sandhedens enkle og basale principper. De lod sig fornøje og fascinere af ›ting, som de ikke forstod‹ (Jakob 4:14). De var tilsyneladende plaget af et pseudoraffinement og en snobbethed, der gav dem en falsk følelse af overlegenhed over for de personer blandt dem, der bragte dem Guds enkle ord. De så forbi målet for visdom og forudseenhed, og derfor lykkedes det ikke for dem at holde sig inden for cirklen af evangeliets fundamentale sandheder, der danner grundlaget for tro. De må have sviret i spekulative og teoretiske sager, som slørede de grundlæggende åndelige sandheder for dem. Da de blev forblindede af de ting ›som de ikke forstod‹, gik deres forståelse og tro på Messias’ forsonende rolle tabt, og formålet med livet blev uklart. Et studium af Israels historie vil bekræfte Jakobs beskyldninger« (se Stjernen, jan. 1988, s. 8).
Ældste Neal A. Maxwell forklarede, hvordan vi kan undgå at se ›forbi målet‹ i dag: »Denne utrolige blindhed, der førte til afvisning af de sandheder, som profeterne forkyndte og som afholdt dem fra at anerkende Jesus for den, han var, udsprang ifølge Jakob af, ›at de så forbi målet.‹ De som så forbi enkelheden, forbi profeterne, forbi Kristus og forbi hans enkle lære, ventede forgæves dengang, akkurat som de ville vente forgæves i dag. For kun Jesu Kristi evangelium lærer os om tingene, som de virkelig er, og som de virkelig vil blive« (»On Being a Light«, tale holdt ved Salt Lake Institute of Religion, 2. jan. 1974, s. 1).
Overvej
Jakob erklærede, at han modtog sit »ærinde af Herren« (Jakob 1:17). Hvad må et menneske gøre for at modtage et ærinde af Herren?
Jakob lærer os, at vi bør behandle alle som Guds dyrebare børn (se Jakob 2:21). Hvordan kan du i større grad gøre dette?
Hvad er nogle af konsekvenserne på både kort og langt sigt, der kommer ved at bryde kyskhedsloven? Hvad har du valgt at gøre for ikke at bryde denne hellige befaling fra Herren?
Hvad menes der med at »give Herren råd« frem for at »tage imod råd af hans hånd?« (Jakob 4:10).
Forslag til opgaver
Lav en liste over Herrens råd omkring økonomiske anliggender ud fra følgende skriftsteder: Jakob 2:12-19.; Mosija 4:16-26. Brug listen, du laver til at udvikle nogle personlige økonomiske retningslinjer, som du kan følge livet igennem.
Når du har læst Nefis råd til Jakob vedrørende det, der skulle optegnes på de små plader i Jakob 1:1-4, så lav en plan for at forbedre din personlige historie.