Jakobs Bog
Af Jakob, Nefis bror
De ord, som han forkyndte for sine brødre. Han beskæmmer en mand, der forsøger at kuldkaste Kristi lære. Nogle få ord angående Nefis folks historie.
Kapitel 1
Jakob og Josef forsøger at formå mennesker til at tro på Kristus og holde hans befalinger – Nefi dør – Ugudeligheden er fremherskende blandt nefitterne. Omkring 544-421 f.Kr.
1 For se, det skete, at der var gået femoghalvtreds år fra den tid, da Lehi forlod Jerusalem, hvorfor Nefi gav mig, Jakob, en befaling angående de små plader, hvorpå dette er indgraveret.
2 Og han gav mig, Jakob, den befaling, at jeg på disse plader skulle skrive en smule af det, som jeg anså for at være mest dyrebart; om at jeg kun kortfattet skulle berøre historien om dette folk, som kaldes Nefis folk.
3 For han sagde, at hans folks historie skulle indgraveres på hans andre plader, og at jeg skulle bevare disse plader og overdrage dem til mine efterkommere fra slægtled til slægtled.
4 Og hvis der var nogen forkyndelse, der var hellig, eller nogen åbenbaring, der var stor, eller nogen profeti, at jeg da skulle skrive hovedpunkterne af dem på disse plader og berøre dem så meget, som det var muligt for Kristi skyld og for vort folks skyld.
5 For på grund af tro og stor ængstelse var det i sandhed blevet tilkendegivet for os angående vort folk, hvad der skulle ske med dem.
6 Og vi modtog også mange åbenbaringer og den ånd, der er forbundet med megen profeti; derfor kendte vi til Kristus og hans rige, som skulle komme.
7 For se, vi arbejdede flittigt blandt vort folk, for at vi kunne formå dem til at komme til Kristus og få del i Guds godhed, så de kunne gå ind til hans hvile, så han ikke i sin vrede skulle sværge, at de ikke skulle gå ind, ligesom ved oprøret i fristelsens dage, mens Israels børn var i ørkenen.
8 Gud derfor give, at vi kunne formå alle mennesker til ikke at sætte sig op imod Gud og opildne ham til vrede, men at alle mennesker ville tro på Kristus og have hans død for øje, og påtage sig hans kors og bære verdens skam; derfor påtager jeg, Jakob, mig at opfylde min bror Nefis befaling.
9 Se, Nefi begyndte at blive gammel, og han så, at han snart skulle dø; derfor salvede han en mand til fra da af at være konge og hersker over sit folk i overensstemmelse med kongernes regeringsperioder.
10 Folket havde elsket Nefi overordentlig højt, for han havde været en stor beskytter for dem og havde ført Labans sværd til forsvar for dem og havde alle sine dage arbejdet for deres velfærd –
11 hvorfor folket nærede ønske om at bevare hans navn i deres erindring. Og den, der regerede i hans sted, blev af folket kaldt Nefi den Anden, Nefi den Tredje og så videre i overensstemmelse med kongernes regeringsperioder; og således blev de kaldt af folket, ligegyldigt hvilket navn de havde.
12 Og det skete, at Nefi døde.
13 Se, de folk, der ikke var lamanitter, var nefitter; alligevel blev de kaldt nefitter, jakobitter, josefitter, zoramitter, lamanitter, lemuelitter og ismaelitter.
14 Men jeg, Jakob, vil ikke herefter skelne mellem dem ved disse navne, men jeg vil kalde dem, der stræber efter at udrydde Nefis folk, for lamanitter, og dem, der er venligt stemt mod Nefi, vil jeg kalde nefitter eller Nefis folk i overensstemmelse med kongernes regeringsperioder.
15 Og se, det skete, at Nefis folk i den anden konges regeringstid begyndte at blive hårde i hjertet og i nogen grad hengive sig til ugudelige skikke, ligesom David fordum, der begærede mange hustruer og medhustruer, og ligeså Salomo, hans søn.
16 Ja, og de begyndte også at søge efter meget guld og sølv og begyndte at blive noget indbildske i stolthed.
17 Derfor gav jeg, Jakob, dem disse ord, mens jeg underviste dem i templet efter først at have modtaget mit ærinde af Herren.
18 For jeg, Jakob, og min bror Josef var blevet indviet til præster og lærere for dette folk under Nefis hånd.
19 Og vi højnede vort embede for Herren, idet vi påtog os ansvaret og selv svarede for folkets synder, hvis vi ikke lærte dem Guds ord med al flid; når vi derfor arbejdede af alle vore kræfter, ville deres blod ikke komme på vore klæder; men ellers ville deres blod komme på vore klæder, og vi ville ikke blive fundet uplettede på den yderste dag.