Fjerde Nefi 1
    Footnotes

    Fjerde Nefi

    Nefis Bog
    Af Nefi, som er søn af Nefi – en af Jesu Kristi disciple

    En beretning om Nefis folk ifølge hans optegnelse.

    Kapitel 1

    Nefitterne og lamanitterne bliver alle omvendt til Herren – De har alt til fælles, udfører mirakler og har fremgang i landet – Efter to århundreder opstår der splittelser, onder, falske kirker og forfølgelser – Efter tre hundrede år er både nefitterne og lamanitterne ugudelige – Ammaron skjuler de hellige optegnelser. Omkring 35-321 e.Kr.

    1 Og det skete, at det fireogtredivte år gik og også det femogtredivte år, og se, Jesu disciple havde dannet Kristi kirke i alle landene rundt omkring. Og så mange, som kom til dem og oprigtigt omvendte sig fra deres synder, blev døbt i Jesu navn; og de modtog også Helligånden.

    2 Og det skete i det seksogtredivte år, at alle mennesker på hele landets overflade, både nefitter og lamanitter, blev omvendt til Herren, og der var ingen stridigheder og mundhuggerier blandt dem, og enhver handlede retfærdigt, den ene med den anden.

    3 Og de havde aalt til fælles blandt sig, derfor var der ikke fattige og rige, trælle og frie, men de blev alle gjort frie og delagtige i den himmelske gave.

    4 Og det skete, at det syvogtredivte år også gik, og der fortsatte med at være fred i landet.

    5 Og der blev udvirket store og forunderlige gerninger af Jesu disciple, i og med at de ahelbredte de syge og oprejste de døde og fik de lamme til at gå og de blinde til at få deres syn og de døve til at høre; og alle slags bmirakler udførte de blandt menneskenes børn; og i intet udvirkede de mirakler, uden at det var i Jesu navn.

    6 Og således gik det otteogtredivte år og også det niogtredivte og det enogfyrretyvende og det toogfyrretyvende, ja, helt til niogfyrre år var gået og også det enoghalvtredsindstyvende og det tooghalvtredsindstyvende; ja, helt til nioghalvtreds år var gået.

    7 Og Herren gav dem overordentligt stor fremgang i landet, ja, i en sådan grad, at de igen byggede byer, der hvor byer var blevet brændt op.

    8 Ja, selv den store aby Zarahemla lod de bygge op igen.

    9 Men der var mange byer, som var asunket, og hvor der var kommet vand op i stedet for; derfor kunne disse byer ikke genopbygges.

    10 Og se nu, det skete, at Nefis folk voksede sig stærkt og mangfoldiggjorde sig overordentlig hurtigt og blev et overordentlig askønt og tiltalende folk.

    11 Og de blev gift og blev bortgiftet og blev velsignet i overensstemmelse med den mængde af løfter, som Herren havde givet dem.

    12 Og de vandrede ikke mere efter aMoselovens bskikke og ordinancer, men de vandrede efter de befalinger, som de havde fået af deres Herre og deres Gud, idet de fortsatte med at cfaste og bede og med ofte at mødes sammen både for at bede og for at høre Herrens ord.

    13 Og det skete, at der ikke var nogen strid blandt alle mennesker i hele landet, men der blev udvirket mægtige mirakler blandt Jesu disciple.

    14 Og det skete, at det enoghalvfjerdsindstyvende år gik og også det tooghalvfjerdsindstyvende år, ja, kort sagt til det nioghalvfjerdsindstyvende år var gået; ja, hundrede år var gået, og Jesu disciple, som han havde udvalgt, var alle gået til Guds aparadis bortset fra de btre, som skulle blive tilbage; og der blev cordineret andre ddisciple i deres sted; og også mange af dette slægtled var gået bort.

    15 Og det skete, at der aikke var nogen strid i landet på grund af Guds kærlighed, som boede i folkets hjerte.

    16 Og der var aingen misundelse eller stridigheder eller optøjer eller utugtigheder eller løgne eller mord eller nogen slags buterlighed, og visselig kunne der ikke findes noget clykkeligere folk blandt alle de folk, der var blevet skabt ved Guds hånd.

    17 Der fandtes ingen røvere eller mordere, ej heller var der lamanitter eller nogen form for -itter; men de var alle aét, Kristi børn og arvinger til Guds rige.

    18 Og hvor velsignede var de ikke! For Herren velsignede dem i alle deres gerninger; ja, de blev velsignet og havde fremgang, indtil et hundrede og ti år var gået; og det første slægtled fra Kristus var gået bort, og der var ingen strid i hele landet.

    19 Og det skete, at Nefi, han, som førte denne sidste optegnelse (og han førte den på Nefis aplader), døde, og hans søn Amos førte den i hans sted; og han førte den også på Nefis plader.

    20 Og han førte den i fireogfirs år, og der var stadig fred i landet bortset fra, at der var en lille del af folket, som havde rejst sig mod kirken og påtaget sig navnet lamanitter, derfor begyndte der igen at være lamanitter i landet.

    21 Og det skete, at Amos også døde (og det var et hundrede og fireoghalvfems år efter Kristi komme), og hans søn Amos førte optegnelsen i hans sted, og han førte den også på Nefis plader; og den blev også skrevet i Nefis bog, som er denne bog.

    22 Og det skete, at der var gået to hundrede år; og det andet slægtled var alle gået bort bortset fra nogle få.

    23 Og se, jeg, Mormon, vil, at I skal vide, at folket havde mangfoldiggjort sig i en sådan grad, at de var spredt ud over hele landets overflade, og at de var blevet overordentlig rige på grund af deres fremgang i Kristus.

    24 Og se, i dette to hundrede og første år begyndte der at være nogle blandt dem, som blev indbildske i astolthed, idet de gik med kostbare klæder og med alle slags fine perler og verdens skønne ting.

    25 Og fra den tid af havde de ikke mere deres ejendele og deres gods afælles blandt sig.

    26 Og de begyndte at blive delt i klasser; og de begyndte at oprette akirker til sig selv for bvindings skyld, og de begyndte at fornægte Kristi sande kirke.

    27 Og det skete, at da der var gået to hundrede og ti år, var der mange kirker i landet; ja, der var mange kirker, som foregav at kende Kristus, og dog aforkastede de størstedelen af hans evangelium, således at de tillod al slags ugudelighed og uddelte det, der var helligt, til den, som det var blevet bnægtet på grund af uværdighed.

    28 Og denne akirke fik en overordentlig stor tilvækst på grund af ugudelighed og på grund af Satans magt, som fik et fast greb om deres hjerte.

    29 Og videre, der var endnu en kirke, som forkastede Kristus; og de aforfulgte Kristi sande kirke på grund af deres ydmyghed og deres tro på Kristus; og de foragtede dem på grund af de mange mirakler, som blev udvirket blandt dem.

    30 Derfor udøvede de magt og myndighed over de af Jesu disciple, som forblev blandt dem, og de kastede dem i afængsel; men ved Guds ords magt, som var i dem, blev fængslerne brudt i stykker, og de gik omkring og udførte mægtige mirakler blandt dem.

    31 Alligevel og til trods for alle disse mirakler forhærdede folket hjertet og forsøgte at dræbe dem, ligesom jøderne ved Jerusalem forsøgte at dræbe Jesus ifølge hans ord.

    32 Og de kastede dem i aovne med bild, og de kom ud uden at have lidt skade.

    33 Og de kastede dem også ned i ahuler med vilde rovdyr, og de legede med de vilde rovdyr, ligesom et barn med et lam; og de kom op af dem uden at have lidt skade.

    34 Alligevel forhærdede folket hjertet, for de blev forledt af mange præster og falske profeter til at oprette mange kirker og til at begå al slags ugudelighed. Og de aslog Jesu folk, men Jesu folk slog ikke igen. Og således sank de ned i vantro og ugudelighed fra år til år, lige indtil der var gået to hundrede og tredive år.

    35 Og se, det skete i dette år, ja, i det to hundrede og enogtredivte år, at der fandt en stor opsplitning sted blandt folket.

    36 Og det skete, at der i dette år opstod et folk, som blev kaldt nefitter, og de var sande troende på Kristus; og blandt dem var der dem, som af lamanitterne blev kaldt jakobitter og josefitter og zoramitter;

    37 derfor blev de, der var de sande troende på Kristus og de sande tilbedere af Kristus (og blandt dem var de atre af Jesu disciple, som skulle blive tilbage), kaldt nefitter og jakobitter og josefitter og zoramitter.

    38 Og det skete, at de, der forkastede evangeliet, blev kaldt lamanitter og lemuelitter og ismaelitter; og de sank ikke ned i vantro, men de asatte sig bevidst op mod Kristi evangelium; og de lærte deres børn, at de ikke skulle tro, ligesom deres fædre sank ned fra begyndelsen.

    39 Og det var på grund af deres fædres ugudelighed og vederstyggelighed, ligesom det var i begyndelsen. Og de blev aoplært til at hade Guds børn, ligesom lamanitterne fra begyndelsen blev oplært til at hade Nefis børn.

    40 Og det skete, at der var gået to hundrede og fireogfyrre år, og således var forholdene hos folket. Og den mere ugudelige del af folket voksede sig stærkere og blev overordentlig mere talrige end Guds folk var.

    41 Og de fortsatte stadig med at oprette kirker til sig selv og pryde dem med alle slags kostbarheder. Og således gik to hundrede og halvtreds år, og også to hundrede og tres år.

    42 Og det skete, at den ugudelige del af folket igen begyndte at indføre Gadiantons hemmelige eder og asammensværgelser.

    43 Og det folk, der blev kaldt Nefis folk, begyndte også at blive stolte i hjertet på grund af deres overordentlig store rigdomme, og at blive forfængelige ligesom deres brødre, lamanitterne.

    44 Og fra den tid begyndte disciplene at sørge over verdens asynder.

    45 Og det skete, at da tre hundrede år var gået, var både Nefis folk og lamanitterne blevet overordentlig ugudelige, det ene såvel som det andet.

    46 Og det skete, at Gadiantons røvere spredte sig over hele landets overflade; og der var ingen, der var retfærdige, bortset fra Jesu disciple. Og guld og sølv samlede de sig i overflod og drev al slags handel.

    47 Og det skete, efter at der var gået tre hundrede og fem år (og folket forblev stadig i ugudelighed), at Amos døde, og hans bror Ammaron førte optegnelsen i hans sted.

    48 Og det skete, at da der var gået tre hundrede og tyve år, askjulte Ammaron, der blev drevet dertil af Helligånden, de optegnelser, der var hellige – ja, alle de hellige optegnelser, der var blevet overdraget fra slægtled til slægtled, og som var hellige – helt op til det tre hundrede og tyvende år efter Kristi komme.

    49 Og han skjulte dem til Herren, for at de aigen måtte komme til resten af Jakobs hus i overensstemmelse med Herrens profetier og løfter. Og således er afslutningen på Ammarons optegnelser.