Alma 43-51

Indledning

Strid, splid og krig bragte nefitternes overlevelse som nation i fare. Lamanitterne var dog ikke den eneste kim til konflikten. Magtbegærlige nefitiske afvigere medførte mange alvorlige problemer. Nefitterne vandt over deres fjender ved at udøve tro på Jesus Kristus og følge hans profeter så vel som andre retfærdige militærledere.

Sammenlign hærføreren Moronis motiver og intentioner med Amalikijas. Profeten Mormon skrev om hærføreren Moroni: »Hvis alle mennesker havde været og var og altid ville være ligesom Moroni, se, så ville selve helvedes magter være blevet rystet for evigt; ja, Djævelen ville aldrig få magt over menneskenes børns hjerte« (Alma 48:17). Akkurat som Moroni kan du også være »fast i troen på Kristus« (Alma 48:13) selv under svære og udfordrende omstædigheder.

Kommentar

Alma 43:2-3. »Krigene mellem nefitterne og lamanitterne«

På dette punkt i Almas Bog kapitel 43-62 advarer Mormon læseren om, at han vil vende »tilbage til en beretning om krigene« (Alma 43:3). Nogle mennesker undrer sig over, hvorfor Mormons Bog indeholder så meget om krig. Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) forklarede, at vi »af Mormons Bog kan lære, hvordan Kristi disciple lever i krigstid« (Stjernen, jan. 1987, s. 4).

Eftersom Mormon så vor tid og vidste, at vi ville komme til at leve i tider med »krige og rygter om krige« (L&P 45:26; se også Åb 9), så medtog han det, som viser, hvordan man lever retfærdigt i sådanne tider. Mange sidste dages hellige har været og vil blive involveret i militære konflikter. Hold øje med de evangeliske principper, som Mormon medtog i disse krigskapitler. Mormon viste den utrolige lidelse, som var forårsaget af konflikten, og forklarede også, hvorfor det kan være nødvendigt at forsvare liv og frihed. Både Mormon og nutidige profeter har beskrevet omstændigheder, hvor krig var retfærdiggjort (se kommentar til Alma 43:45-47 på s. 241 og til Alma 51:13 på s. 245-246).

Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) talte om den himmelske sorg, der følger med sådanne begivenheder, selv når krigen er retfærdiggjort: »Jeg tror, at vor Fader må have grædt, når han har set ned på sine børn, som gennem tiderne har bortødslet deres guddommelige førstefødselsret ved hensynsløst at dræbe hinanden« (se Liahona, maj 2003, s. 79). Nefitterne og hærføreren Moroni viste den rigtige indstilling til krig og blodsudgydelse (se kommentar til Alma 43:54; 44:1-2; 48:11, 22-23 på s. 242).
Omkring Anden Verdenskrig udsendte Det Første Præsidentskab en udtalelse, som tydeliggjorde Kirkens holdning til krig:

»Medlemmer skal udvise loyalitet mod deres regent og yde trofast tjeneste, når de bliver kaldet dertil. (Dette gælder også militærtjeneste). Men Kirken har som sådan ikke noget ansvar for denne politik, eftersom den ikke har ressourcer til at gøre mere end at tilskynde medlemmerne til at vise fuld troskab mod deres fædreland og de frie institutioner, som sand patriotisme kræver.

… Der hviler en pligt på enhver borger eller indbygger i ethvert land. Denne pligt udtrykkes i den trosartikel, som lyder:

›Vi tror, at vi må indordne os under konger, præsidenter, herskere og øvrighedspersoner med hensyn til at adlyde, ære og holde loven‹ …

I lydighed mod disse principper har medlemmer af Kirken altid følt et ansvar for at komme deres land til undsætning, når et kald om at gå i kamp lød …

Kirken er og skal være imod krig … Den kan ikke anse krig som et retfærdigt middel til at afvikle international strid; disse bør og kan afgøres – i enighed blandt nationerne – gennem fredelig forhandling og regulering.

Men Kirkens medlemmer er borgere eller statsborgere i uafhængige lande, over hvilke Kirken ingen kontrol har

… Når landets lov derfor i lydighed mod disse principper kalder Kirkens mænd til væbnede styrker i et hvilket som helst land, som de skylder deres loyalitet, kræver deres bedste borgerpligt, at de imødekommer dette kald. Skulle de i forbindelse med at lyde dette kald og ved at adlyde ordrer tage andres liv i kamp, vil det ikke gøre dem til mordere« (Heber J. Grant, J. Reuben Clark jun. og David O. McKay, i Conference Report, apr. 1942, s. 92-94; også citat fra Boyd K. Packer, Conference Report, apr. 1968, s. 34-35).

Alma 43:4-8. Nefitiske afhoppere udpeget til hærførere over lamanitternes hære

Zoramitterne havde tidligere tilhørt det nefitiske folk. Men på grund af stolthed skete det, at »zoramitterne blev lamanitter« (Alma 43:4). Før de skilte sig ud, havde de nefitiske ledere med rette frygtet, at zoramitterne ville indgå alliance med lamanitterne og således bringe det nefitiske folk i fare (se Alma 31:4). For at afværge denne masseødelæggelse førte Alma an for at missionere blandt zoramitterne, hvoraf mange allerede havde forladt den sande lære. Selv om nogle af zoramitterne fandt tilbage til troen, så var størstedelen vrede, og »de begyndte at blande sig med lamanitterne og også at ophidse dem til vrede« og således forberede sig på krig (Alma 35:10-11). De lamanitiske ledere udpegede de mere blodtørstige zoramitter og amalekitter som hærførere for at opnå fordele over nefitterne.

»Zoramitterne … opfordrede de lamanitiske horder til at rykke ind og besætte deres land, som det første store træk mod nefitterne (Alma 43:5). I spidsen havde de en lamanitisk øverstbefalende, amalekitten Zerahemna. Amalekitterne havde på et tidligere tidspunkt udskilt sig fra nefitterne, og som de fleste afhoppere var de mere forbitrede over for nefitterne og ›af en mere ugudelig og morderisk indstilling end lamanitterne var‹ (Alma 43:6). Zerahemna sørgede for, at alle de øverste poster i hæren gik til andre amalekitter eller de lige så drabelige zoramitter (Alma 43:6)« (Hugh Nibley, Since Cumorah, 2. udg., 1988, s. 296).

Alma 43:13-14. Undertallige og tvungne til at kæmpe mod deres fjender

Antallet af nefitiske afhoppere, som blev lamanitter, var næsten lige så stort som de nefitter, som forblev trofaste (se Alma 43:14). Dette store antal kombineret med de lamanitiske hære satte nefitterne i alvorligt mindretal (se Alma 43:51; se også Mosi 25:3; Alma 2:27, 35). Men fulde af tro satte nefitterne deres lid til, at Gud ville styrke dem i deres slag trods de dårlige odds, akkurat som Herren havde gjort det med Gideons hær (se Dom 7-9), Elisa (se 2 Kong 6:15-23), kong Benjamin (se MormO 1:14) og Alma (se Alma 2:27-35).

Alma 43:15-54. Hærføreren Moroni brugte tro og strategi til at forsvare nefitterne

I sin tjeneste som hærfører stolede Moroni på sine styrker og på Herrens kraft til at forsvare nefitterne. Alma 43 er et eksempel på, hvordan hærføreren Moroni kombinerede sin sunde dømmekraft med lydighed mod Guds råd. Han forberedte hver enkelt soldat med bedre militær udrustning (se v. 19-21), og han søgte profetens råd, inden de gik i kamp (se v. 23-24).

Lamanitternes felttog var ledet af amalekitiske og zoramitiske officerer, hvis viden om nefitiske militære hemmeligheder og metoder gav dem en enorm fordel i forhold til alle andre hærførere undtagen Moroni. Helt fra starten berøvede hans fremsynethed dem deres første og logiske mål – buffer-landet Jershon (Alma 43:22). Her havde han opstillet de største styrker, men da sendebuddet vendte tilbage efter at have besøgt profeten, fandt han ud af, at lamanitterne planlagde et overraskelsesangreb ved at angribe i den mindre tilgængelige, men svagere del af landet Manti, hvor man ikke forventede dem (Alma 43:24). Moroni flyttede straks den øvrige del af sin hær til Manti og satte folket i en slags forsvarsberedskab (Alma 43:25-26).

»Idet han gennem sine spioner og spejdere var informeret om hvert lamanitisk træk, var Moroni i stand til at lægge en fælde for fjenden og fange dem uforberedte, da de krydsede floden Sidon (Alma 43:28-35)« (Hugh Nibley, Since Cumorah, s. 297-298).

Hærføreren Moroni regnede med Herrens velsignelser, fordi han havde ydet alt, hvad kan kunne. Han var måske den største militære begavelse på sin tid, og alligevel viste han ydmyghed ved at følge profetens råd. Dette gjorde Moroni til et mægtigt redskab i Guds hånd.

Alma 43:18-22, 37-38. Hvilke beskyttende styrker har vi i dag?

Moroni udstyrede sin hær med beskyttende udrustning, som betød en markant forskel i slaget mod deres fjender (se Alma 43:37-38). Præsident Harold B. Lee (1899-1973) forklarede en måde, hvorpå vi kan anvende disse vers i dag:

»Vi har de fire dele af legemet, som apostlen Paulus sagde eller så som de mest sårbare over for mørkets magt. Lænderne, som symboliserer dyd og kyskhed. Hjertet som symboliserer vores adfærd. Vore fødder, som er vore mål i livet, og endelig vores hoved, vore tanker

… Vi bør spænde et bælte af sandhed om lænden. Hvad er sandhed? Sandhed er, siger Herren, ›kundskab om alt, som det er, og som det var, og som det skal blive‹ (L&P 93:24) … ›Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden‹, som profeten sagde.

Og hjertet, hvilken slags brynje skal beskytte vores adfærd i livet? Over vores hjerte skal vi bære en brynje af retfærdighed. Eftersom vi kender sandheden, har vi et mål ved hvilket vi kan skelne mellem rigtigt og forkert, og således vil vores adfærd altid blive vejet i henhold til de ting, som vi ved, er sande. Vores brynje, der dækker vores adfærd, skal være en brynje af retfærdighed.

Hvordan skal vi skærme vore fødder, eller hvordan skal vi lodde vore mål i livet? … ›Tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium‹ (Ef 6:15) …

Og endelig frelsens hjelm … Hvad er frelse? Frelse er at blive reddet. Reddet fra hvad? Reddet fra døden og fra synd …

Nuvel, den mand i rustning, som apostlen Paulus beskrev, havde et skjold i den ene hånd og et sværd i den anden, hvilket var datidens våben. Det skjold var et troens skjold og sværdet et sværd af ånd, som er Guds ord. Jeg kan ikke forestille mig et stærkere våben end tro og en kundskab om skriften, hvori vi finder Guds ord. Er man således udrustet og således beredt med de våben, er man beredt på at gå ud mod fjenden« (Feet Shod with the Preparation of the Gospel of Peace, Brigham Young University Speeches of the Year, 9. nov. 1954, s. 2-3, 6-7; se også Ef 6:13-17; L&P 27:15-18).

Alma 43:23-25. Lydighed mod profeten medfører velsignelser

Moronis ønske om at søge og følge profetens råd førte til mange sejre. Livets slag i dag vil også blive vundet ved at følge profeten.

Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) understregede, hvorfor vi har brug for at følge profeten: »Lad os lytte til dem, vi opretholder som profeter og seere, ligesom til alle de øvrige brødre, som om vores evige liv afhang af det, for det gør det!« (se Den danske Stjerne, okt. 1978, s. 128-132).

Alma 43:45-47. »Endog til blodsudgydelse«

Menneskeliv er hellige. At tage en uskyldigs liv er »en vederstyggelighed i Herrens øjne« (Alma 39:5). Man kan dog i forbindelse med forsvar af sig selv, sin familie, sin frihed, religion eller fædreland være retfærdiggjort i at tage en andens liv. Præsident Gordon B. Hinckley har sagt følgende om krig og blodsudgydelse:

»I Almas Bog står der, at da krigen rasede mellem nefitterne og lamanitterne, ›var nefitterne ansporet af en bedre sag, for de kæmpede ikke for … magt, men de kæmpede for deres hjem og deres frihed, deres hustruer og deres børn og deres alt, ja, for deres gudsdyrkelse og deres kirke.

Og de gjorde det, som de følte var den pligt, som de skyldte deres Gud‹ (Alma 43:45-46).

Herren havde sagt til dem, at de skulle ›forsvare [deres] familier, endog til blodsudgydelse‹ (Alma 43:47) …

Det fremgår tydeligt af disse og andre skrivelser, at der er tidspunkter og forhold, hvor nationer er retfærdiggjort, ja, har pligt til at kæmpe for familie, for frihed og imod tyranni, trusler og undertrykkelse …

Derudover er vi et fredselskende folk, som ønsker at forsvare friheden, hvor som helst den er i fare. Jeg tror ikke, at Gud holder mænd og kvinder i uniform ansvarlige, når de handler på vegne af deres regering og udfører det, som de ifølge loven har pligt til at gøre. Det kan sågar være, at han holder os ansvarlige, hvis vi forsøger at hindre eller standse dem, som kæmper imod onde og undertrykkende kræfter« (se Liahona, maj 2003, s. 80).

Billede
Sværdkamp mellem nefit og lamanit

Jerry Thompson, © IRI

Alma 43:54; 44:1-2; 48:11, 22-23. Moroni var en mand, »der ikke frydede sig ved blodsudgydelse«

Moroni frydede sig ikke ved blodsudgydelse (se Alma 48:11), selvom han var retfærdiggjort i at tage en anden mands liv, idet han forsvarede sit land. Han kæmpede modvilligt imod lamanitterne i mange år (se Alma 48:22). Når han var i kamp, havde han barmhjertighed med alle, selv med modstanderne. Vi læser, at Moroni ved flere lejligheder holdt inde med slaget for at spare så mange liv som muligt (se Alma 43:54; 44:1-2; 55:19). »De var kede af … at sende så mange af deres brødre ud af denne verden … uforberedte til at møde deres Gud« (Alma 48:23). Moroni troede fast på, at de, som holdt deres pagter med Gud og mødte døden, ville blive »forløst ved Herren Jesus Kristus« og »således forlod de verden med glæde« (Alma 46:39).

Nogle læsere kan måske undre sig over, at en mand, der var så optaget af at holde sine pagter med Herren, kunne være så engageret i militære anliggender. Denne undren kan være årsag til, at Mormon skrev, at Moroni »ikke frydede sig ved blodsudgydelse,« og at han var oplært til »aldrig at løfte sværdet, medmindre det var mod en fjende, medmindre det var for at bevare livet« (Alma 48:11, 14).

Alma 45 Forord »Beretningen om Nefis folk«

Den kursive indledning før resuméet i Alma 45 er en del af den oprindelige optegnelse (for en mere detaljeret forklaring henvises til kommentar til Nefis Første Bog: Hans regeringstid og tjenestegerning på s. 11). Sætningen »omfatter kapitlerne 45 til og med 62« blev tilføjet, da Mormons Bog blev udgivet i kapitelformat i 1879-udgaven.

Alma 45:17-19. Alma drog ud og »man [hørte aldrig] mere til ham«

Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at udtrykket blev »taget op af Ånden eller begravet ved Herrens hånd« (Alma 45:19) antyder, at Alma blev forvandlet: »Moses, Elias og Alma den Yngre blev forvandlet. Det Gamle Testamente fortæller, at Moses døde og blev begravet ved Herrens hånd i en grav, ingen ved, hvor er, men det er ikke rigtigt (5 Mos 34:5-7). Det er sandt, at han kan være blevet begravet ›ved Herrens hånd‹ som en talemåde, hvilket betyder, at han blev forvandlet. Men i beretningen i Mormons Bog fortælles det, at Alma blev ›taget op af Ånden‹, og ›skrifterne siger, at Herren tog Moses til sig, og vi formoder, at han også har modtaget Alma hos sig i ånden‹ (Alma 45:18-19). Det bør bemærkes, at nefitterne havde bronzepladerne, og de var ›skrifterne‹ – hvorfra man havde beretningen om Moses, som blev forvandlet. Hvad angår Elias, fortælles det i Det Gamle Testamente, at han blev taget til himlen i en ildvogn i en storm (2 Kong 2)« (Mormon Doctrine, 2. udg., 1966, s. 805).

Alma 46-50. Forskellen på ugudeligt og retfærdigt lederskab

Mormon var ganske tydelig i sin skildring af forskellen på Amalikija og Moroni (se Alma 48:7; 49:25-28). Amalikija ønskede at »tilintetgøre frihedens grundvold, som Gud havde skænket« nefitterne, og Moroni ønskede at bevare den (Alma 46:10).

Ugudelige mænd som Amalikija, der tilraner sig magt, kan for en tid have fremgang efter verdens målestok, men de vil i sidste ende ødelægge sig selv og deres tilhængere. Derimod vil ledere som Moroni inspirere mennesker med ædle ønsker, som i sidste ende vil vinde over onde tilsnigelser. Følgende oversigt viser forskellen på Moroni og Amalikija:

Hærføreren Moroni	Amalikija
Var blevet »udpeget af overdommerne og ved folkets stemme« som øverste hærfører over hærene (Alma 46:34; se også 43:16).	Havde opnået magt ved svindel og bedrag (se Alma 47:1-35; 48:7).
Havde samlet folket om retfærdighed og lært dem at være trofaste mod Gud og deres pagter (se Alma 46:12-21; 48:7).	Opildnede folket gennem had og propaganda (se Alma 48:1-3).
Glædede sig over sit lands og sit folks frihed (se Alma 48:11).	Søgte at tilintetgøre folkets frihed (se Alma 46:10).
Elskede sine brødre og arbejdede »overordentligt hårdt for sit folks velfærd og sikkerhed« (Alma 48:12).	»Bekymrede sig ikke om sit folks blod« og arbejdede for at fremme egne interesser (Alma 49:10).
En mand, der var styret af retfærdige principper og som underviste nefitterne i »aldrig at løfte sværdet«, medmindre det var for at forsvare sin familie, livet eller sin frihed (se Alma 48:10, 14).	En mand styret af vrede, og som lærte folket at angribe og aflægge ed om at ødelægge (se Alma 49:13, 26-27).
Søgte ydmygt Guds hjælp for at redde liv (se Alma 48:16).	Forbandede Gud og svor at dræbe (se Alma 49:27).
Arbejdede på at gøre en ende på stridigheder og kiv (se Alma 51:16).	Arbejdede på at skabe had og stridigheder (se Alma 46:6, 10).

Alma 46:12-15, 36. Frihedserklæringen

Billede
Moroni og frihedserklæringen

© Clark Kelley Price

At samle andre om en retfærdig sag kræver mod. Præsident Ezra Taft Benson talte ofte om vigtigheden af Moronis handlinger for at samle folket om frihedserklæringen. Han understregede ofte behovet for, at vi som borgere tager aktivt del for at sikre rettigheder og frihed: »Vær med til at forbedre samfundet ved at tjene og deltage aktivt. Husk at det er jeres borgerpligt, og ›at det eneste, der kræves for, at det onde vinder, er, at gode mennesker intet gør‹ (Edmund Burke) … Gør noget meningsfuldt for at forsvare din gudgivne frihed« (se Stjernen, juli 1988, s. 47).

Præsident Benson sagde desuden:

»I det hellige bind af skrifterne, som vi kalder Mormons Bog, kan vi læse om et stort og langvarigt slag for friheden. Vi læser også om folkets selvtilfredshed og deres alt for hyppige villighed til at opgive deres frihed for en leder med en masse tomme løfter …

Moroni og andre profeter, hvis ord vi finder optegnet i Mormons Bog, talte om at Amerika var et udvalgt land – et frihedens land. Han førte folket an i et slag for dem, der var villige til at ›hævde deres frihed.‹

Og vi læser: ›… Han lod frihedserklæringen hejse på hvert tårn, der var i hele det land … og således plantede Moroni frihedens banner blandt nefitterne‹ (Alma 46:36).

I dag må vi også plante frihedens banner blandt folket overalt i Amerika.

Til trods for at denne begivenhed fandt sted omkring 70 f.Kr., så varede kampen gennem alle de tusinde år, som den hellige Mormons Bog dækker. Rent faktisk er kampen for frihed ikke slut – den gælder i høj grad også for os i dag« (se Conference Report, okt. 1962, s. 14-15).

Alma 46:23-27. Profetien om Josefs kjortel

Billede
Israel underrettes om Josefs død

© 1994 Robert Barrett.

Det at Moroni rev sin kjortel itu – frihedserklæringen – var en påmindelse om en resterende del af Josef af Egyptens kjortel. Moroni erklærede, at nefitterne var en rest af Josefs sæd, og således ville de blive bevaret, så længe de tjente Gud (se Alma 46:22-24). Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) kommenterede symbolikken og profetien om den bevarede del af Josefs kjortel, som vi ser blive opfyldt i vor tid:

»Vi har fået at vide, at der var en profeti om, at Josefs kjortel ville blive ødelagt. En del af den blev bevaret, og inden sin død profeterede Jakob om, at en rest af Josefs efterkommere ville blive bevaret, ligesom også en rest af kjortlen var blevet bevaret (se Alma 46:24).

Denne rest, som nu findes blandt lamanitterne, skal til sidst have del i evangeliets velsignelser. De skal forene sig med den rest, som bliver samlet ind fra nationerne, og de skal blive velsignet af Herren for evigt« (Vejen til fuldkommenhed, 1970, s. 108).

Alma 47:36. Splid og strid

Mormons Bog advarer gentagne gange om, at de, som tilhører Kirken og falder fra, bliver forhærdede, og at de »fuldstændig glemte deres Gud« (Alma 47:36).

Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum advarede om, at de samme problemer eksisterer i dag, når frafaldne bliver kritiske mod Kirken som følge af deres egen stolthed: »Der er mennesker, som forlader Kirken, enten formelt eller uformelt, men som ikke er i stand til at gøre det alene. Idet de almindeligvis er ivrige efter at behage de verdslige skarer, så er de kritiske eller i det mindste nedladende over for brødrene. De søger ikke alene at støtte arken, men giver den lejlighedsvis også et hårdt skub! Ofte er de undervist i den samme kundskab som de trofaste, men har ikke desto mindre skilt sig ud i retning af frafald (se Alma 47:36). Deres sind er forhærdet af stolthed (se Dan 5:20)« (Men and Women of Christ, 1991, s. 4).
Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev konsekvensen af ordstrid og uoverensstemmelse:

»›Den, der har stridens ånd, er ikke af mig [siger Herren]‹ (3 Ne 11:29-30) …

Over hele verden har Herrens hellige … lært, at uenighedens sti fører til virkelige farer. Mormons Bog indeholder denne advarsel:

›… ikke længe efter, at at de havde skilt sig ud, blev [de] mere forhærdede og ubodfærdige og mere vilde, ugudelige og grusomme … og hengav sig til ugidelighed og al slags uterlighed, ja, idet de fuldstændig glemte Herren deres Gud‹ (Alma 47:36).

Hvor splittende er ikke uenighedens kraft! Små handlinger kan føre til store konsekvenser. Uanset stilling eller situation kan ingen vide sig sikker mod ordstridens frygtelige følger …

Strid fostrer uenighed« (se Stjernen, juli 1989, s. 62-63).

Alma 48:1-10. Stå op for kristne principper

Sommetider må sande efterfølgere af Kristus, akkurat som Moronis folk, rejse sig og »forsvare deres frihed, deres jorder, deres hustruer og deres børn og deres fred« (Alma 48:10). Moroni var opsat på at hjælpe sit folk med at »bevare det, som af deres fjender blev kaldt de kristnes sag« (Alma 48:10).

Med den bølge af ugudelighed, vi ser i verden i dag, har præsident Gordon B. Hinckley sagt, at »der er tidspunkter, hvor vi må forsvare det rette og anstændige, friheden og civilisationen, ligesom Moroni samlede sit folk på sin tid til forsvar af deres hustruer, deres børn og frihedens sag (se Alma 48:10)« (se Liahona, jan. 2002, s. 84).

Alma 48:19. »Stod ikke mindre til tjeneste«

Hvad betyder det, at Helaman ikke stod »mindre til tjeneste«? Præsident Howard W. Hunter (1907-1995) belærte om, at al retskaffen tjeneste er antagelig for Gud, selv om ikke alle kan tjene i fremstående kaldelser:

»Selvom Helaman ikke var helt så bemærkelsesværdig eller iøjnefaldende som Moroni, så var han lige så tjenstvillig eller med andre ord, han var til lige så stor hjælp eller gavn som Moroni …

Vi kan ikke alle blive som Moroni og nyde kollegernes anerkendelse hele dagen, hver dag. De fleste af os er stille, relativt ukendte mennesker, som kommer og går og passer vores arbejde uden fanfarer. Til de af jer, som måtte finde dette ensomt eller skræmmende eller bare trivielt, siger jeg: I er ›ikke mindre til tjeneste‹ end den mest iøjnefaldende af jeres kolleger. I er også en del af Guds hær.

Tænk for eksempel på den afgørende tjeneste en mor eller far yder i det stille i et værdigt sidste dages helligt hjem. Tænk på alle dem, der underviser i evangeliet, dem, der synger i primarykoret, spejderlederne og besøgslærerne i Hjælpeforeningen, som tjener og velsigner millionvis af mennesker, men hvis navne aldrig nævnes eller hyldes i medierne.

Titusindvis af mennesker, som ikke gør væsen af sig, skaber hver dag vore muligheder og glæder. Som skriften siger, står de ›ikke mindre til tjeneste‹ end dem, hvis liv vi kan følge på forsiden af aviserne.

Tidens opmærksomhed og historiens rampelys har ofte været rettet mod den ene frem for de mange« (se »No Less Serviceable«, Ensign, apr. 1992, s. 64).

Alma 49-50. Befæstning af de nefitiske byer

Moronis inspiration og fremsynethed ved at befæste byerne viste sig at blive et vendepunkt i krigen. Tusindvis af nefitiske liv blev bevaret på grund af, at byer var befæstede. Af det kan vi lære at befæste vores liv med retfærdige tanker og gerninger for at kunne stå os mod onde angreb eller »modstanderens … brændende pile« (1 Ne 15:24; se også Hel 5:12). Herren har lovet, at dersom vi ydmygt søger ham, vil han vise os vore svagheder og »gøre det svage stærkt« (Eter 12:27). Følgende oversigt giver nogle eksempler på, hvordan nefitternes befæstninger kan anvendes på os selv:

Således lavede nefitterne befæstninger	Hvordan kan vi gøre det?
De svage befæstninger blev styrket (se Alma 48:9).	Vi må styrke de svage led i vores liv.
Nefitterne forberedte sig på at møde fjenden på en måde, man ikke havde set før (se Alma 49:8).	Vi må også berede os på at kunne stå imod djævelens list som aldrig før.
Nefitterne gjorde deres svage byer til fæstninger (se Alma 49:14).	Hvis vi vil komme til Kristus, kan han gøre det svage stærkt for os (se Eter 12:27).
Nefitterne fik magt over deres fjender (se Alma 49:23).	Dersom vi er trofaste og stoler på Herren, vil han give os magt over vore fjender.
Efter nefitterne havde sejret, holdt de ikke op med at træffe forholdsregler (Alma 50:1).	Når vi har held med at overvinde en fristelse eller prøvelse, så må vi ikke hvile på laurbærrene, men fortsat holde ud og altid våge og bede for ikke at blive overmandet (se Alma 13:28).
Nefitterne byggede sikre tårne, så de kunne spejde fjenden på lang afstand (se Alma 50:4).	Hvis vi stoler på profeterne, som er nutidens vagtmænd i tårnet, som kan se langt frem, så vil vi være bedre beredte på fremtiden.

Alma 51:13. Gribe til våben for at forsvare sit land

Som borgere er vi underkastet lovene i det land, vi bor i. Ældste Russell M. Nelson kom med følgende råd, hvad angår det at gribe til våben for at forsvare sit land:

»Menneskene er i jo virkeligheden søskende, fordi Gud virkelig er vor Fader. Desuagtet er skrifterne fyldt med beretninger om strid og kamp. De fordømmer krigsmæssige aggressioner på det kraftigste, men støtter borgernes pligt til at forsvare deres familie og deres frihed (se Alma 43:45-47; 46:11-12, 19-20; 48:11-16) … medlemmer af denne kirke vil blive indkaldt til militærtjeneste i mange nationer. ›Vi tror, at styreformer er blevet indstiftet af Gud til menneskets gavn, og at han holder menneskene ansvarlige for deres handlinger i forbindelse med dem, både med hensyn at udfærdige love og at forvalte dem, til gavn og sikkerhed for samfundet‹ (L&P 134:1).

Under Anden Verdenskrig, da medlemmerne af Kirken var tvunget til at kæmpe på modsatte sider, erklærede Det Første Præsidentskab, at ›staten er ansvarlig for den borgerlige kontrol af dens borgere, for deres politiske velfærd, og for udførelsen af politiske regler, indenlandske og udenlandske … Men selve Kirken har som sådan ikke noget ansvar for disse regler, (bortset fra) at formane medlemmerne til at være … loyale mod deres land‹ (i James R. Clark, komp., Messages of the First Presidency of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 6 bd., 1965-1975, 6:155-156)« (se Liahona, nov. 2002, s. 40).

Overvej

Hvad ville du skrive på en liste over de vigtigste åndelige befæstninger, som du har brug for til at kunne vide dig sikker, når fjenden forsøger at ødelægge dig?
På hvilke måde kan sidste dages hellige soldater tjene som Moroni i krigstider?
Hvilken indflydelse kan en tapper leder have på sit land, samfundet eller familien?

Forslag til opgaver

Eftersom vi ikke alle kan komme til så megen hæder og værdighed som Moroni, så beskriv den værdifulde tjeneste som mødre og fædre yder. Beskriv derudover vigtigheden af en søndagsskolelærer, musikleder i Primary, spejderleder, besøgslærere eller et andet kald i Kirken, som du vælger.
Nedskriv nogle af dine svagheder og dine planer for at »styrke« dem imod ugudelighed.