1 Og det skete, at så mange, som ikke ville lytte til Helamans og hans brødres ord havde samlet sig mod deres brødre.

2 Og se nu, de var overordentlig vrede, i en sådan grad at de var besluttede på at slå dem ihjel.

3 Se, lederen for dem, der var vrede på deres brødre, var en stor og en stærk mand, og hans navn var Amalikija.

4 Og Amalikija nærede ønske om at blive konge, og de folk, der var vrede, nærede også ønske om, at han skulle være deres konge, og de var for størstedelens vedkommende ^aunderdommerne i landet, og de stræbte efter magt.

5 Og de var blevet ledt af Amalikijas smiger, at hvis de ville støtte ham og indsætte ham som konge, så ville han gøre dem til herskere over folket.

6 Således blev de forledt af Amalikija til at skille sig ud til trods for Helamans og hans brødres forkyndelse, ja, til trods for deres overordentlig store omsorg for kirken, for de var højpræster over kirken.

7 Og der var mange i kirken, som troede på Amalikijas smigrende ord, derfor skilte de sig endog ud fra kirken; og således blev forholdene for Nefis folk overordentlig usikre og farlige til trods for den store ^asejr, som de havde vundet over lamanitterne, og den store glæde, som de havde haft på grund af deres udfrielse ved Herrens hånd.

8 Således ser vi, hvor ^ahurtigt menneskenes børn glemmer Herren deres Gud, ja, hvor hurtige til at gøre misgerninger og til at lade sig forlede af den Onde.

9 Ja, og vi ser også den store ^augudelighed, som én meget ugudelig mand kan få til at finde sted blandt menneskenes børn.

10 Ja, vi ser, at Amalikija, fordi han var en mand af snedige anslag og en mand af mange smigrende ord, at han forledte mange folks hjerte til at handle ugudeligt, ja, og til at forsøge at tilintetgøre Guds kirke og til at tilintetgøre ^afrihedens grundvold, som Gud havde skænket dem, eller som Gud for de ^bretfærdiges skyld havde sendt ned over landets overflade som en velsignelse.

11 Og se, det skete, at da Moroni, som var den ^aøverste hærfører over nefitternes hære, havde hørt om disse opsplitninger, blev han vred på Amalikija.

12 Og det skete, at han rev sin kjortel itu, og han tog et stykke deraf og skrev på det: ^aTil erindring om vor Gud, vor religion og frihed og vor fred, vore hustruer og vore børn; og han fastgjorde det på enden af en stang.

13 Og han iførte sig sin hjelm og sin brynje og sine skjolde og spændte sin rustning om lænderne; og han tog stangen, for enden af hvilken hans iturevne kjortel hang (og han kaldte det frihedserklæringen), og han bøjede sig til jorden og bad indtrængende til sin Gud om, at frihedens velsignelser måtte hvile over hans brødre, så længe der var en flok kristne tilbage til at besidde landet –

14 for således blev alle Kristi sande troende, som tilhørte Guds kirke, kaldt af dem, der ikke tilhørte kirken.

15 Og de, der tilhørte kirken, var trofaste; ja, alle de, der virkelig troede på Kristus, påtog sig med glæde ^aKristi navn, eller navnet ^bkristne, som de blev kaldt på grund af deres tro på Kristus, som skulle komme.

16 Og derfor bad Moroni på dette tidspunkt for, at de kristnes sag og landets frihed måtte blive begunstiget.

17 Og det skete, at da han havde udøst sin sjæl til Gud, kaldte han alt det land, som lå syd for landet ^aØdelæggelse, ja, kort sagt alt landet både mod nord og mod syd, et udvalgt land og et frihedens land.

18 Og han sagde: Gud vil visselig ikke tillade, at vi, som bliver foragtet, fordi vi har påtaget os Kristi navn, skal blive trådt ned og slået ihjel, førend vi bringer det over os ved vore egne overtrædelser.

19 Og da Moroni havde sagt disse ord, drog han ud blandt folket og svingede den afrevne del af sin ^aklædning i luften, så alle kunne se det, som han havde skrevet på den afrevne del, og han råbte med høj røst, idet han sagde:

20 Se, hver den, der vil hævde denne erklæring i landet, lad dem komme frem i Herrens styrke og indgå en pagt om, at de vil hævde deres rettigheder og deres religion, så Gud Herren kan velsigne dem.

21 Og det skete, at da Moroni havde udråbt disse ord, se, da kom folket løbende med deres rustninger spændt om lænderne, og de rev deres klæder itu som tegn på eller som en pagt om, at de ikke ville svigte Herren deres Gud; eller med andre ord, hvis de skulle overtræde Guds befalinger eller falde i overtrædelse og ^askamme sig ved at påtage sig Kristi navn, så skulle Herren rive dem itu, ligesom de havde revet deres klæder itu.

22 Se, dette var den pagt, som de sluttede, og de kastede deres klæder for Moronis fødder, idet de sagde: Vi slutter pagt med vor Gud om, at vi skal blive udryddet, ligesom vore brødre i landet mod nord, hvis vi falder i overtrædelse; ja, han må kaste os for fødderne af vore fjender, ligesom vi har kastet vore klæder for dine fødder for at blive trådt under fode, hvis vi falder i overtrædelse.

23 Moroni sagde til dem: Se, vi er en rest af Jakobs efterkommere; ja, vi er en rest af ^aJosefs ^befterkommere, hvis ^ckjortel blev revet i mange stykker af hans brødre; ja, og se nu, lad os huske at holde Guds befalinger, ellers bliver vore klæder revet itu af vore brødre, og vi bliver kastet i fængsel eller solgt eller slået ihjel.

24 Ja, lad os bevare vor frihed som en ^arest af Josef; ja, lad os huske de ord, Jakob sagde, før han døde, for se, han så, at en del af resten af Josefs kjortel var bevaret og ikke var mørnet. Og han sagde: Ligesom denne rest af min søns klædning er blevet bevaret, således skal en ^brest af min søns efterkommere blive bevaret ved Guds hånd, og han skal tage dem til sig, mens resten af Josefs efterkommere skal omkomme ligesom resten af hans klædning.

25 Se nu, dette volder min sjæl sorg, dog finder min sjæl glæde over min søn på grund af den del af hans efterkommere, som Gud skal tage til sig.

26 Se nu, sådan var Jakobs sprog.

27 Og se, hvem ved, om ikke den rest af Josefs efterkommere, som skal forgå ligesom hans klædning, er dem, der har skilt sig ud fra os? Ja, om det ikke skal blive os selv, hvis vi ikke står fast i troen på Kristus.

28 Og se, det skete, at da Moroni havde sagt disse ord, drog han ud og sendte også bud til alle de dele af landet, hvor der var opsplitninger, og samlede alle de folk, der nærede ønske om at hævde deres frihed og om at stå imod Amalikija og dem, der havde skilt sig ud, og som blev kaldt amalikijaitter.

29 Og det skete, at da Amalikija så, at Moronis folk var talrigere end amalikijaitterne – og han så også, at hans folk var tvivlrådige med hensyn til retfærdigheden af den sag, som de havde påtaget sig – tog han derfor, da han frygtede, at han ikke skulle opnå sin hensigt, dem af sine folk, som ville, og drog bort til Nefis land.

30 Se, Moroni tænkte, at det ikke var tjenligt, at lamanitterne fik mere styrke, derfor påtænkte han at afskære Amalikijas folk eller at pågribe dem og bringe dem tilbage og sende Amalikija i døden, ja, for han vidste, at han ville ophidse lamanitterne til vrede mod dem og få dem til at drage ud for at kæmpe mod dem; og dette vidste han, at Amalikija ville gøre, så han kunne opnå sine formål.

31 Derfor tænkte Moroni, at det var tjenligt, at han skulle tage sine hære, som havde samlet sig og bevæbnet sig og indgået en pagt om at bevare freden – og det skete, at han tog sin hær og marcherede ud i ødemarken med sine telte for at afskære Amalikija vejen i ødemarken.

32 Og det skete, at han gjorde efter sine ønsker og marcherede ud i ødemarken og indhentede Amalikijas hær.

33 Og det skete, at Amalikija flygtede med et lille antal af sine mænd, og resten faldt i Moronis hænder og blev ført tilbage til Zarahemlas land.

34 Se, Moroni, der var en mand, som var blevet ^audpeget af overdommerne og ved folkets stemme, han havde derfor magt over nefitternes hære til efter sin vilje at opstille og udøve myndighed over dem.

35 Og det skete, at hver den blandt amalikijaitterne, som ikke ville indgå en pagt om at støtte frihedens sag, så de kunne bevare et frit styre, lod han sende i døden; og der var kun få, der forkastede frihedspagten.

36 Og det skete også, at han lod frihedserklæringen hejse på hvert tårn, der var i hele det land, som nefitterne besad; og således plantede Moroni frihedens banner blandt nefitterne.

37 Og de begyndte igen at få fred i landet; og således opretholdt de fred i landet indtil hen mod slutningen af det nittende år af dommernes regeringstid.

38 Og Helaman og ^ahøjpræsterne opretholdt også orden i kirken; ja, endog i et tidsrum af fire år havde de megen fred og glæde i kirken.

39 Og det skete, at der var mange, der døde faste i ^atroen på, at deres sjæl var forløst ved Herren Jesus Kristus; således forlod de verden med glæde.

40 Og der var nogle, der døde af feber, som på visse tider af året var meget hyppig i landet – men ikke så meget på grund af feber takket være de fortrinlige egenskaber ved de mange ^aplanter og rødder, som Gud havde beredt til at fjerne årsagen til de sygdomme, som menneskene var underkastet på grund af klimaets natur –

41 men der var mange, der døde af alderdom; og de, der døde i troen på Kristus, er, hvad vi nødvendigvis må antage, ^alykkelige i ham.