I 1995 sagde Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum, at »familien er af afgørende betydning i Skaberens plan for sine børns evige skæbne.« De sagde: »Lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det er baseret på Herren Jesu Kristi lærdomme« (»Familien: En proklamation til verden«, Stjernen, jan. 1996, s. 101). Nefi skrev om sine forældres, Lehis og Sarijas, familie. Disse »agtværdige forældre« (1 Ne 1:1) stræbte efter at opdrage og vejlede deres familie ud fra Herrens belæringer, selv i svære tider. Lehi oplevede både himmelske åbenbaringer og mordforsøg. Familien måtte søge sikkerhed ved at flygte fra Jerusalem, men blev sendt tilbage på en farlig og vanskelig opgave for at få fat i bronzepladerne. Trofaste sønner støttede deres forældre og fulgte Herren, mens andre sønner gjorde oprør. Når du læser disse første kapitler i Mormons Bog, så læg mærke til familiens indsats for at følge Herren, og hvordan deres eksempel kan vejlede dig til at gøre det samme.
Indledningen til 1 Nefi er en sammenfatning af bogen og er en del af den originale tekst. Alle indledninger i Mormons Bog er en del af den originale optegnelse, som blev givet til profeten Joseph Smith, deriblandt alle forord til de enkelte kapitler (se fx Mosi 9 og Alma 21). De korte sammenfatninger i begyndelsen af hvert kapitel er et senere tiltag for at understøtte læserens forståelse af kapitlet.
Som redaktør af Mormons Bog mødte Mormon svære udfordringer, da han skulle beslutte, hvad den forkortede udgave skulle indeholde. Han tog hensyn til mindst to ting i sin udvælgelse. For det første skrev »Mormon det, som er blevet [ham] befalet af Herren« (3 Ne 26:12). For det andet så Mormon vor tid og de forhold, der ville herske (se Morm 8:34-35). Vi ved derfor, at da Mormon skulle foretage nogle redaktionelle afgørelser, var disse to faktorer afgørende for ham.
Det kan være lærerigt at sammenligne længden af bøgerne i Mormons Bog og den tidsperiode de dækker. Henvis til oversigten »Pladerne og optegnelserne i Mormons Bog« i tillægget (s. 394).
1 Nefi 1:1-1. Mange trængsler, men alligevel meget begunstiget
Nefi skrev om »mange trængsler« men påskønnede også mange velsignelser fra Herren. Hans optegnelser fortæller om adskillige prøvelser, som han og hans familie udholdt, mens de forblev trofaste og taknemlige over for Herren. Nefi følte sig meget begunstiget, fordi han var kommet til stor kundskab om Guds godhed (se 1 Ne 2:16), og det, at han stolede på Guds kraft, blev Nefis styrke (se 2 Ne 4:19-26). Forståelsen for Guds plan gjorde, at Nefi kunne se en mening med de prøvelser, han oplevede (se Boyd K. Packer, »Conversation with Teachers«, An Evening with President Boyd K. Packer, 29. feb. 2008, s. 7, www.ldsces.org).
Derimod kan vi se, at Laman og Lemuel samt mange andre i Mormons Bog ofte havnede i trængsler for at minde dem om Herrens velsignelser. Dette princip blev trist nok bekræftet af profeten Mormon: »Og således ser vi, at medmindre Herren revser sit folk med mange trængsler, ja, medmindre han hjemsøger dem med død og med skræk og med hungersnød og al slags pest, erindrer de ham ikke« (Hel 12:3).
1 Nefi 1:2 fortæller, at Lehi og Nefi brugte »egypternes sprog« til at udfærdige deres optegnelse på guldpladerne. 470 år senere underviste kong Benjamin sine sønner i »egypternes sprog« – hvilket ikke alene var sproget på guldpladerne, men også på bronzepladerne (Mosi 1:1-4). Udtrykket »reformerede egyptiske« forekommer kun en gang i Mormons Bog i Mormon 9:32. Reformeret egyptisk lader til at være et udtryk for den variant af sproget, som Lehi og Nefi brugte. I Mormon 9:32-33 indikerer Moroni, at i hans tid, som er ca. 1000 år efter Lehi og Nefis dage, at både det egyptiske og hebraiske er forandret i forhold til det sprog, som Lehi og Nefi brugte.
Det babyloniske rige omfattede også kongeriget Juda omkring år 605 f.Kr., da Jojakin var konge i Juda. Jojakin forsøgte at gøre oprør mod Babylon. Babyloniske styrker belejrede Jerusalem. Jojakin blev taget til fange. Babylonierne indsatte Jojakins onkel, Sidkija, som konge af Juda. Det var en tid med stor ugudelighed blandt Judas folk – utugt og korruption var udbredt. Det var den tid Lehi levede i. Kort tid efter at Lehi forlod Jerusalem, forsøgte Sidkija sig med endnu et oprør mod babylonierne, hvilket resulterede i endnu større ødelæggelse af Jerusalem omkring år 587 f. Kr. Mange mennesker blev dræbt og størstedelen af de overlevende jøder blev ført i fangenskab i Babylon i 70 år. Dette opfyldte Lehis profetier til Juda om, at det ville blive udryddet, dersom de ikke omvendte sig.
Nefi skrev, at der kom »mange profeter« blandt folket. Vi kender Jeremias, Obadias, Nahum, Habakkuk og Sefania, som alle var profeter på den tid og vidnede i riget Juda. Jer 35:15 indeholder en lignende kommentar om talrige profeter, som blev sendt af Herren for at advare folket (se også 2 Krøn 36:15-16).
Nefi skrev sin optegnelse omkring 30 år efter, at Lehi og hans familie forlod Jerusalem og rejste til det forjættede land (se 1 Ne 19:1-5; 2 Ne 5:28-31). Optegnelsen indledes af en forkortelse af hans fars optegnelse, der omfatter 1 Nefi 1-8. Mormons forkortelse af Lehis optegnelse gik tabt blandt de 116 oversatte sider. Det var en oversættelse fra en del af pladerne kaldt »Lehis bog« (se L&P 10, indledningen til afsnittet; 10:42, fodnote a; kommentar til 1 Ne 19:1-6 på s. 39).
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har beskrevet »Herrens milde barmhjertighed«:
»Jeg vidner om, at Herrens inderlige barmhjertighed er ægte, og at den ikke forekommer vilkårligt eller rent tilfældigt. Herrens timing af hans inderlige barmhjertighed hjælper os ofte både med at erkende og påskønne den
… Herrens milde barmhjertighed er de meget personlige og individuelle velsignelser i form af styrke, beskyttelse, bekræftelse, vejledning, kærlighed, trøst, støtte og åndelige gaver, som vi modtager på grund af og gennem Herren Jesus Kristus. Det er sandt, at Herren ›tilpasser sine barmhjertighedsgaver efter menneskenes børns forskellige vilkår‹ (L&P 46:15)
… Jeg mener, at en af de måder, hvorpå Frelseren kommer til os hver især, er ved hjælp af hans rigelige og inderlige barmhjertighed. Når vi møder udfordringer og prøvelser i vores liv, så er troens gave og en passende følelse af personlig tillid, der rækker udover vores egen formåen, to eksempler på Herrens inderlige barmhjertighed. Omvendelse og tilgivelse af synder samt fred med samvittigheden er eksempler på Herrens inderlige barmhjertighed. Og den udholdenhed og mod, som gør os i stand til at gå fremad med glæde trods fysiske begrænsninger og åndelige vanskeligheder, er eksempler på Herrens inderlige barmhjertighed« (se Liahona, maj 2005, s. 99-100).
Ud fra 1 Nefi 1:20 ved vi, at den resterende del af Nefis skrivelser har til hensigt at vise os, hvordan Herren vil udfri de retfærdige. Hold øje med dette gennemgående tema i 1 Nefi.
1 Nefi 2:5-10. Lehi rejste fra Jerusalem til Det Røde Hav
Afstanden mellem Jerusalem og Det Røde Hav er rundt regnet 300 km gennem et varmt og goldt landskab, som dengang var hærget af mange marodører. Lehi og hans familie »rejste tre dage« videre (se 1 Ne 2:5-6). Dette har betydet en rejse på mindst 12-14 dage fra Jerusalem til deres midlertidige hjem i Lemuels dal. (Henvis til kortet »Den rute Lehis familie kunne have taget« i tillægget, s. 397).
Lehis taknemlighed for Herrens vejledning og beskyttelse kommer til udtryk gennem hans første handling efter han har slået sit telt op: »Og det skete, at han byggede et alter af sten og bragte Herren et offer og gav tak til Herren vor Gud« (1 Ne 2:7). Dette er det første af flere tilfælde i Mormons Bog, hvor trofaste disciple af Kristus bragte brand- og slagtofre for at takke Gud (se1 Ne 7:22; Mosi 2:3-4).
Lehi fulgte op på ofringerne ved at undervise sine sønner i vigtigheden af at holde fast i Herrens bud. Oprigtige udtryk for taknemlighed og lydighed mod vor himmelske Fader er nødvendige for alle hans børn, hvis de vil behage ham. Herren har sagt: »Og i intet forsynder mennesket sig imod Gud, eller mod ingen andre er hans vrede tændt end mod dem, der ikke anerkender hans hånd i alt, og ikke adlyder hans befalinger« (L&P 59:21).
Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har rådet os til at sikre, at vore bønner er fyldt med ydmyghed og taknemlighed: »Jeg hører ofte folk sige: ›Så sagde jeg lige sådan til Vorherre.‹ Men vær forsigtig med at ›sige‹ sådan til Herren, søg i ydmyghed og spørg snarere vor himmelske Fader om rådgivning og vejledning. Bøn bør være en længsel og fyldt med taknemlighed« (»Be Strong in the Lord, and in the Power of His Might« (CES-foredrag for unge voksne, 3. mar. 2002), s. 3, www.ldsces.org).
En årsag til, at Satan opmuntrer til murren er for at afholde os fra at følge levende profeter, inspirerede ledere og forældre. Ældste H. Ross Workman fra De Halvfjerds forklarede, at »murren består af tre trin, som hvert leder til det næste i en nedadgående sti mod ulydighed.« For det første, når folk begynder at murre, begynder de at stille spørgsmål. De stiller spørgsmål »først i deres eget sind, hvorpå de indpoder spørgsmålene i andres sind.« For det andet begynder de murrende at »rationalisere og undskylde, at de ikke gør, hvad de er blevet bedt om … På den måde finder de på undskyldninger for ulydighed.« Deres undskyldninger fører til tredje trin: »Sløvhed med at holde budene.«
Herren har talt imod den indstilling i vore dage: »Men den, der ikke gør noget, førend han bliver befalet dertil, og som modtager en befaling med tvivlende hjerte og er lad til at holde den, han er fordømt« (L&P 58:29) …
»Jeg opfordrer jer til at fokusere på den befaling fra de levende profeter, som plager jer mest. Er I i tvivl om, hvorvidt befalingen gælder jer? Finder I bekvemme undskyldninger for, hvorfor I ikke kan efterkomme befalingen? Føler I jer frustrerede eller irriterede på dem, som minder jer om befalingen? Er I lade med hensyn til at holde den? Pas på modstanderens bedrag. Pas på knurren« (se Liahona, jan. 2002, s. 98-100).
Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum havde observeret, at der »34 gange i skriften siges – at menneskene kun vil få fremgang i landet, hvis de holder Guds bud« (Den danske Stjerne, aprilkonferencen 1985, s. 12). I skrifterne er betydningen af ordet fremgang ikke kun begrænset til økonomiske fordele. Desuden betyder fremgang heller ikke et liv, som er fri for prøvelser. Lehi og de trofaste familiemedlemmer holdt budene, men de led stadig mange trængsler (se 1 Ne 15:5; 18:15-17; 2 Ne 2:1-2).
Præsident Joseph F. Smith (1838-1918) sagde, at en person, der holder budene, vil blive bevaret og velsignet af Herren: »Den mand, der bliver ved Guds rige, er tro mod dette folk, den mand, der holder sig ren og uplettet af verden, er den mand, som Gud anerkender, som Gud ophøjer, som han vil støtte og som vil trives i landet, hvad enten han nyder sin frihed eller er indespærret i fængsel, det gør ingen forskel, hvor han er, det vil gå ham godt til sidst« (Evangeliske lærdomme,1980, s. 217).
I en kommentar til 1 Nefi 3:7 har ældste Russell M. Nelson sagt: »Jeg har lært ikke at sætte spørgsmålstegn, men at benytte udråbstegn når der udstedes kaldelser gennem præstedømmeledelsens inspirerede kanaler« (Den danske Stjerne, okt. 1984, s. 105).
Ældste Donald L. Staheli fra De Halvfjerds har citeret præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) omkring det at undervise om den kraft, der følger af lydighed: »Uanset vores alder eller status i livet er lydighed mod evangeliske principper den eneste sikre vej til evig lykke. Præsident Ezra Taft Benson udtrykte det meget stærkt, da han sagde: ›Når lydighed ophører med at være et irritationsmoment og i stedet bliver vores mål, vil Gud begave os med kraft og styrke‹« (Stjernen, juli 1998, s. 87).
Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab anerkendte behovet for bøn og tro for at være lydig mod Herrens bud:
»Hvem vi end er, og hvor svære vore omstændigheder end er, kan vi vide, at hvad vor Fader befaler, at vi gør for at opnå det evige livs velsignelser, ikke vil være udover vores formåen …
Det kan godt være, at vi er nødt til at bede i tro for at få at vide, hvad vi skal gøre, og at vi må bede med et fast forsæt om at adlyde, men vi kan vide, hvad vi skal gøre og være forvisset om, at Herren har beredt vejen for os« (»The Family«, CES foredrag for unge voksne, 5. nov. 1995, s. 1, www.ldsces.org).
Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum kom med denne forklaring: »Således gjorde Nefi Gud til sin partner. Hvis det ikke lykkedes ham at skaffe pladerne betød det, at Gud havde fejlet. Og da Gud ikke fejler, var det Nefis pligt at skaffe pladerne eller miste sit liv i forsøget« (Den danske Stjerne, sep. 1982, s. 67).
Sommetider kræver det mod at blive ført af Ånden. Der vil være gange, hvor verdens logik og fornuft vil anbefale en adfærd, som er stik imod Herrens belæringer. Ældste John H. Groberg fra De Halvfjerds udfordrede os:
»Vær villig til at løbe fornuftige risici. Vi lever i en tid præget af fornuft, logik, fakta og tal. Dette kan være nyttigt, når det går i hak med at tro på Herren, Jesus Kristus. Men når det får forrang over troen på ham, så er det ikke nyttigt og kan være meget skadeligt. I mit liv har jeg erfaret, at de fleste af de gode beslutninger, jeg har truffet, måske aldrig var blevet truffet, hvis det udelukkende havde været på basis af logik eller fornuft
… Nefi var opsat på at gøre det, som Herren ønskede af ham, selvom det stred mod fornuften. Skrifterne fortæller os i 1 Nefi 4:6, at han tog af sted uden på forhånd at vide, hvad han skulle gøre, kun at han ville adlyde Gud og skaffe pladerne …
Havde han kun lyttet til sin fornuft, tror jeg, at Nefi og hans brødre stadig ville stå uden for Jerusalems mure og vente. Jeg tænker sommetider på, om vi lytter for meget til fornuft og logik og ikke stoler nok på Gud, således at vi befinder os i venteposition uden for murene til hans hellige by« (»Trust in the Lord«, CES-foredrag for unge voksne, 1. maj 1994, s. 3, www.ldsces.org).
Hvordan kan det forsvares at en retfærdig mand som Nefi tager en anden persons liv? Profeten Joseph Smith (1805-1844) belærte os om, at det er Herren, som sætter standarden for, hvad der er rigtigt og forkert: »Gud sagde: ›Du må ikke slå ihjel.‹ Ved en anden lejlighed sagde han: ›Du skal fuldkommen udrydde.‹ Det er det princip, hvorefter den himmelske regering ledes – ved åbenbaring, indrettet og afpasset efter de forhold, i hvilke rigets børn sættes. Hvad end Gud forlanger, er rigtigt, ligegyldigt hvad det er, endskønt vi måske ikke kan se grunden dertil, førend længe efter at begivenhederne har fundet sted. Hvis vi søger Guds rige først, vil alle gode ting blive givet os i tilgift. Således var det med Salomo: Først bad han om visdom, og Gud gav ham den og med den hvert af hans hjertes ønsker, endog ting, som måske kunne betragtes som vederstyggelige for alle, som kun delvis forstår himlens orden, men som i virkeligheden var rigtige, fordi Gud gav dem og sanktionerede dem ved særlig åbenbaring« (se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 307).
Nogle mennesker har fejlagtigt følt, at Herrens Ånd har tilskyndet dem til at gøre noget i modstrid med det, Herren allerede har befalet, sådan som det var tilfældet med Nefi. I dag behøver vi ikke at bekymre os om, at Herren måske beder os om at gøre noget, som strider imod gældende befalinger. Præsident Harold B. Lee (1899-1973) forklarede, hvem Herren ville give sådanne tilskyndelser til: »Når der skal ske noget andet, end det Herren allerede har fortalt os, så vil han åbenbare det for sin profet og ingen anden« (Stand Ye in Holy Places 1974, s.159).
Billede
Nefi med Labans sværd
Af Walter Rane. Udlånt af Kirkens museum for historie og kunst.
Man bør huske, at Herren gav Laban mindst to chancer for at overdrage bronzepla-derne, uden at det skulle koste ham livet. Laban var løgner og røver og havde mindst to gange forsøgt at myrde. Både tyveri og mordforsøg kunne straffes med døden (se 2 Mos 21:14; 22:2; 5 Mos 24:7). Herren ønskede, at Lehi og hans efterkommere skulle have den åndelige optegnelse, selvom »ét menneske [måtte] omkomme« (1 Ne 4:13) for at det kunne ske. Bronzepladerne var ikke blot til velsignelse for nefitterne og mulekitterne, men de blev også til en del af skriften på guldpladerne (såsom citater af Esajas og Zenos’ allegori). Mormons Bog har velsignet og vil fortsat velsigne millioner af mennesker. Det var i sidste ende alt dette, der stod på spil, da Nefi stod over for Laban og fulgte Åndens røst.
Da Zoram indså, at han var i selskab med Nefi og ikke med sin herre, Laban, »begyndte han at bæve, og … skulle til at flygte« (1 Ne 4:30). Hans frygt forsvandt dog, da Nefi lovede tjeneren, at han ville blive skånet og kunne blive en fri mand, hvis han fulgte med Lehis sønner ud i ørkenen. Da Zoram aflagde ed på, at han ville blive hos Nefi og hans brødre »forsvandt [deres] frygt angående ham« (v. 37). Både Zoram og Nefi er eksempler på den potentielle kraft, der ligger i et menneskes retskaffenhed.
Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum bemærkede behovet for retskaffenhed som grundlag for åndelig styrke: »Karakterens grundpille er pålidelighed. En værdig karakter styrker din evne til lydigt at reagere på Åndens tilskyndelser. En retfærdig karakter er det, du opnår. Det er mere vigtigt end det du ejer, det du har lært eller de mål, du har opnået. Det gør, at man kan stole på dig. En retfærdig karakter lægger grundlaget for åndelig vækst. Den tillader dig i tider med prøvelser og udfordringer at træffe svære, ekstremt vigtige valg på korrekt vis, selv når beslutningerne synes overvældende« (se Liahona, maj 2003, s. 77).
Mormons Bog fortæller om en række tilfælde, hvor man aflagde ed. Det at aflægge en ed blev taget meget seriøst på Nefis tid og i deres kultur. »Princippet, som gør, at en ed anses for bindende, finder man en passant i Hebr 6:16 som en ultimativ bøn til en guddommelig magt for at stadfæste et udsagn. Der repræsenterer den Almægtige det lovede, eller det man tager afstand fra med en ed, dvs. at man gør det på den mest bekræftende og højtidelige måde. Af samme årsag er eden altid blevet betragtet som meget bindende, når den er sværget ved den højeste myndighed, både hvad angår individer og samfund. Som konsekvens af dette princip anses eder i Guds navn på den ene side og i hedenske afguders på den anden side i skriften som prøver på troskab« (William Smith, ed., A Dictionary of the Bible, [n.d.], »Oath«, s. 467; se også kommentar til 1 Nefi 4:30-37 på s. 15).
En lærd forklarede betydningen af edsaflæggelse i gammel tid:
»Det, der forbløffer den vesterlandske læser, er den mirakuløse virkning af Nefis ed til Zoram, som ved at høre et par få hævdvundne ord bliver medgørlig, og det samme gælder brødrene, så snart Zoram ›[også aflagde] en ed til os på, at han ville blive hos os fra det tidspunkt af … forsvandt vor frygt angående ham‹ (1 Ne 4:35, 37).
Reaktionen fra begge parter giver mening, når man indser, at eden er meget hellig og ukrænkelig blandt ørkenfolket og deres efterkommere: ›Det er usandsynligt, at en araber ikke holder sin ed, selv hvis hans liv er i fare,‹ for der er intet stærkere eller helligere end en ed blandt nomader og selv i de arabiske byer, hvis den bliver afkrævet under særlige forhold. ›Det at aflægge en ed er en hellig ting blandt beduiner,‹ siger en ekspert. ›Skam over ham som sværger falsk; hans sociale status og omdømme lider skade. Ingen vil tage hans ord for gode varer, og han må også betale en bøde.‹
Men ikke enhver ed er gyldig. For at være bindende og seriøs bør den aflægges ved et eller andets liv, om det så blot er et græsstrå. Den eneste ed, som var værre end ›ved mit liv‹ eller (mindre udbredt) ›ved mit livs hoved‹ er wa hayat Allah ›ved Guds liv‹ eller ›så sandt Herren lever‹ – som på arabisk modsvarer den gamle hebraiske ed hai Elohim. I dag anvendes det tankeløst af byens pak, men i oldtiden var det en forfærdelig ting, hvilket det også stadig er blandt ørkenfolk. ›Jeg bekræfter mit svar på beduinmanér,‹ siger Charles M. Doughty. ›Ved hans liv‹ … sagde han … ›Sværg hellere ved Ullahs (Guds) liv!‹ … ›Jeg svarede, som nomaderne også gør ved vigtige sager, men de siger ved dit liv i mindre vigtige sager.‹ Både blandt jøder og arabere gælder det ifølge Samuel Rosenblatt, at ›en ed ikke er en ed uden Guds navn‹ hvorimod der ofte forekommer eder ›ved Guds liv‹ i både jødiske og muhamedanske samfund.
På den måde kan vi se, at den eneste måde, hvorpå Nefi kan have beroliget den kæmpende Zoram i løbet af et øjeblik var ved at udtale eden, som ingen mand ville drømme om at bryde, nemlig den mest højtidelige blandt semitterne: ›Så sandt Herren og jeg lever!‹ (1 Ne 4:32)« (Hugh Nibley, An Approach to the Book of Mormon, 2nd ed., 1964, s. 104-105).
Bronzepladerne var et sæt gamle skrifter. De var værdifulde for Lehis familie og kommende indbyggere i Amerika akkurat som Bibelen og nutidige standardværker er for os. Ældste Bruce R. McConkie brugte Mormons Bog til at beskrive vigtigheden af bronzepladerne. Han forklarede, at bronzepladerne »var ›jødernes optegnelse‹ (1 Ne 3:3), en optegnelse om mange profetier fra tidernes begyndelse og op til og med de profetier, som Jeremias udtalte. På pladerne fandtes moseloven, de fem mosebø-ger og oversigten over nefitternes forfædre (1 Ne 3:3, 20; 4:15-16; 5:11-14).
Der stod mere på dem, end der gør på den udgave af Det Gamle Testamente, som vi har i dag (1 Ne 13:23). Profetier af Zenok, Neum, Zenos, Jakobs søn, Josef og sandsynligvis mange andre profeter blev bevaret af dem, og mange af disse skrivelser forudsagde ting, der omhandlede nefitterne (1 Ne 19:10, 21; 2 Ne 4:2, 15; 3 Ne 10:17).
Værdien af bronzepladerne for nefitterne kan ikke overvurderes. Ved hjælp af dem var de i stand til at bevare deres sprog (1 Ne 3:19), det meste af deres kultur og den religiøse kundskab om folket, hvorfra de stammede (1 Ne 22:30). I modsætning dertil var mulekitterne, som blev ført ud af Jerusalem 11 år efter Lehi. De havde ingen optegnelse, der modsvarede bronzepladerne og snart sank de hen i apostasi og vantro og mistede deres sprog, kultur og religion« (Omni 14-18).
»Fra profet til profet og slægtled til slægtled blev bronzepladerne overleveret og bevaret af nefitterne (Mosi 1:16; 28:20; 3 Ne 1:2). Herren havde lovet at bringe dem frem engang i fremtiden utæret af tid og med glansen intakt, og skriften fortæller, at de skulle ›udgå til alle folkeslag, stammer, tungemål og folk‹ (Alma 37:3-5; 1 Ne 5:18-19)« (Mormon Doctrine, 2. udg., 1966, s. 103).
Hvorfor tror du, at Laman og Lemuel murrede? (se 1 Ne 2:11-13). Hvorfor støttede Nefi sin far? (se v. 16, 19). Hvad afgør om du er en, der murrer, eller en der støtter Herrens tjenere?
Hvilke tegn er der på, at Nefi havde en stærk tro? Hvordan tror du, at han opnåede en sådan tro?
Forslag til opgaver
Overvej de ofre som Lehi og hans familie ydede for at få fat i bronzepladerne. Sammenlign disse ofre med det, som det krævede at få Mormons Bog frem i vor tid (L&P 135:6). Drøft værdien af skrifterne med en ven eller et familiemedlem, og hvad du er villig til at gøre for at udnytte disse dyrebare optegnelser.