Alma og hans brødre forkyndte Guds ord for zoramitterne, der befandt sig i en vildfaren tilstand. På grund af deres trængsler var en gruppe af zoramitterne modtagelige over for ordet. Almas og Amuleks belæringer om individuel og institutionel tilbedelse berører nogle af de mest væsentlige aspekter ved Jesu Kristi evangelium: forsoningens kraft, omvendelse, tro, Guds ord og vigtigheden af bøn. Udover deres egne vidnesbyrd trak Alma og Amulek på tre tidligere profeters vidnesbyrd og budskaber. De læresætninger og principper, som er indeholdt heri, udgør et mægtigt vidnesbyrd om Jesus Kristus.
Et vigtigt punkt i Alma 32 er at have tro på Guds ord. Alma sagde, at når Guds ord sås i hjertets fede muld, vil det begynde at spire og gro. Ved at prøve sig frem med ordet eller pleje det gennem lydighed vil Guds ord frembære frugt, som er yderst dyrebar, sødere end noget sødt, hvidere end noget hvidt og renere end noget rent. At negligere Guds ord vil ikke resultere i en sådan frugt.
Hvordan nærer vi så vores tro på ordet, så vi kan fryde os over frugten? Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) sagde: »Hvis vi ønsker at have en levende, vedblivende tro, skal vi være aktive i udførelsen af enhver pligt som medlemmer af denne kirke« (Lærdomme om Frelse, komp. Bruce R. McConkie, 3 bd., 1977-1980, 2:251).
Ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede ligeledes: »Tro er til stede, når fuldstændig tillid til det, som vi ikke kan se, kombineres med gerninger, som fuldstændig er i overensstemmelse med vor himmelske Faders vilje. Uden alle tre – for det første, fuldstændig tillid; for det andet, gerninger; for det tredje, fuldstændig overensstemmelse – uden disse tre har vi blot en påtaget, en svag og udvandet tro« (Liahona, nov. 2002, s. 83).
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har fremhævet vigtigheden af at studere Alma 32-34 som et samlet hele:
»I den brillante diskurs (i Alma 32), rykker Alma læseren fra den generelle kommentar om tro på Guds frøagtige ord til en diskurs med fokus på tro på Kristus som Guds ord, som er vokset til et frugtbærende træ, et træ hvis frugt svarer præcist til Lehis tidligere beskrivelse af Kristi kærlighed … Kristus er livets brød, livets vand og den ægte vin. Kristus er frøet, træet og det evige livs frugt.
Men den dybereliggende og centrale symbolik på livets træ i denne diskurs går tabt eller formindskes kraftigt, dersom læseren ikke følger den ind i de næste to kapitler af Mormons Bog« (Christ and the New Covenant, 1997, s. 169).
Alma 32:8-16. Velsignede er de, der ydmyger sig uden at være nødt til det
Alma bemærkede at de fattige zoramitter var rede til at blive undervist i evangeliet. Det at de var blevet udstødt af de velhavende zoramitter bidrog til deres ydmyge tilstand.
Biskop Richard C. Edgley fra Det Præsiderende biskopråd sagde, at ydmyghed og underdanighed er dyder, som giver adgang til evangeliets velsignelser: »Mange af os bor eller arbejder i omgivelser, hvor man ofte misforstår ydmyghed og betragter det som en svaghed. Der er ikke mange virksomheder eller institutioner, som medtager ydmyghed som en kvalifikation eller som en af de egenskaber, de ønsker at ledelsen skal besidde. Men når vi lærer, hvordan Gud virker, bliver det indlysende, hvor stor kraft en ydmyg og underdanig ånd besidder. I Guds rige begynder storhed med ydmyghed og underdanighed. Disse to dyder er de første forudsætninger for, at Gud åbner døre for sine velsignelser og præstedømmets magt. Det har ingen betydning, hvem vi er, eller hvor gode vore anbefalinger ser ud. Ydmyghed og underdanighed for Herren er tillige med et taknemligt hjerte vores styrke og håb« (Liahona, nov. 2003, s. 98).
Ydmyghed er vigtigt nok i Herrens øjne til, at han til tider må hjælpe os med at være ydmyge. Alma 32:8-16 omtaler to måder at blive ydmyg på. Vers 13 beskriver dem, som bliver »nødt til at være ydmyge« og vers 14 og 16 omtaler andre, som selv oprigtigt ydmyger sig »på grund af ordet.«
Ældste Carlos E. Asay (1926-1999) fra De Halvfjerds omtalte også disse to grupper: »De fleste af os synes at have den ›nefitiske cyklus‹ som en del af vores karakter. Der er tider, hvor vi er lærevillige og vores ydmyghed gør os i stand til at vokse og ride på en bølge af åndelighed. Så er der andre tider, hvor vi begynder at føle os selvtilstrækkelig og er opblæste af stolthed … Hvor meget bedre ville det ikke være dersom, vi huskede vores Gud og religion og brød den cyklus ved konstant at tilbede Gud og leve retfærdigt? Hvor meget bedre ville det ikke være, dersom vi var ydmyge ved Herrens ord og stærke nok i ånden til at huske Gud, uanset hvilke omstændigheder vi befinder os i?« (Family Pecan Trees: Planting a Legacy of Faith at Home, 1992, s. 193-194). For yderligere information og et diagram over stolthedens cyklus henvises til »Kredsløbet mellem retfærdighed og ugudelighed« i tillægget (s. 401).
Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) beskrev, hvordan vi kan ydmyge os og undgå de prøver, der sommetider følger med, når man tvinges til at være ydmyg:
Vi kan vælge at ydmyge os ved at overvinde vores fjendskab til vore søskende ved at agte dem, som vi agter os selv, og opløfte dem til vores eget eller et højere stade, end hvor vi er (se L&P 38:24; 81:5; 84:106).
Vi kan vælge at ydmyge os ved at elske Gud og underkaste os hans vilje og sætte ham først i vores liv (se 3 Ne 11:11; 13:33; Moro 10:32)« (se Stjernen, juli 1989, s. 3).
Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har talt om den fare, der ligger i at søge tegn for at tro:
»At blive vist tegn kan tjene som forbandelse for dem, som er kommet til kundskab på den måde. De går glip af muligheden for at udvikle tro, og de sætter sig i større fare for at få tilbagefald end de, hvis åndelige udvikling følger den almindelige vej med at udvikle tro.
Der er også andre ›fordømmelser‹ for dem, der søger tegn uden først at udvikle den tro på Gud, som er en forudsætning.
Én fare er at blive vildledt. Gud advarede det gamle Israel mod at følge profeter, som viste tegn og undere og derefter forsøgte at lede dem på afveje ved at tilbede fremmede guder (5 Mos 13:1-3). Frelseren sagde til sine apostle, at i de sidste dage ›skal der også fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal vise store tegn og undere, så de, om muligt, skal føre selv de udvalgte vild, de, der er de udvalgte efter pagten‹ (JSO Matt. 24:23; se også Matt. 24:24; Mark 13:22) …
» I vor tid bruger Gud ikke mirakler eller tegn for at belære eller overbevise den vantro. Derfor bør vi ikke bede om tegn, og vi bør være dybt mistroiske over for såkaldte åndelige beviser fra dem, som gør« (The Lord’s Way, 1991, s. 85-86).
Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum forklarede betydningen af tro:
»Tro må, for at være tro, centrere sig om noget, som ikke vides. Tro må, for at være tro, gå udover det, der er bevis for. Tro, må for at være tro, strække sig ud i det uvisse. Tro må, for at være tro, gå til kanten af lyset og derefter et par skridt ind i mørket. Dersom alt skal vides, hvis alt skal forklares, hvis alt skal dokumenteres, så er der intet behov for tro. Så er der ikke plads til den …
Der findes to slags tro. Den ene fungerer helt almindeligt hos enhver sjæl. Det er den slags tro, som kommer af erfaring; den giver os vished om, at i morgen er der atter en dag, at foråret kommer, og at der vil finde en udvikling sted. Det er den slags tro, som giver os tillid til, at det, der er planlagt, vil ske …
Der findes også en anden slags tro, om end den er sjælden. Det er den slags tro, der forårsager at ting sker. Det er den slags tro, som er værdig, beredt og urokkelig, og den fremkalder ting, som ellers ikke ville være. Det er den slags tro, som flytter folk. Det er den slags tro, som flytter ting … Den vokser gradvist. Det er en storslået, endog himmelsk kraft, en kraft der er lige så virkelig og usynlig som elektricitet. Direkte og målrettet har den stor virkning …
I en verden præget af skepsis og tvivl, understøtter udtrykket ›at se er at tro‹ indstillingen, ›vis mig det, så tror jeg.‹ Vi ønsker at se alle beviserne først. Det kan være svært at acceptere noget alene ved tro.
Hvornår lærer vi, at med åndelige ting, så virker det den modsatte vej – at tro er at se? Åndelig tro går forud for åndelig viden. Når vi tror på ting, som ikke ses, men som ikke desto mindre er sande, så har vi tro« (»What Is Faith?« i Faith, 1983, s. 42-43).
Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev forholdet mellem tro, håb og viden og forklarede, hvordan de er forbundet i et dybt og dynamisk forhold: »Tro og håb er konstant interagerende og behøver ikke altid at komme adskilt eller i en bestemt rækkefølge. Selv om det heller ikke er fuldkommen kundskab, så er de af håbet levende forventninger ›med vished‹ sande (Eter 12:4; se også Rom 8:24; Hebr 11:1; Alma 32:21)« (se Stjernen, jan. 1995, s. 32).
Små børns tro leder ofte til guddommelig indsigt. Ældste Neal A. Maxwell beskrev, hvordan de kan tjene som eksempel for dem, der er ældre:
»Børn har ofte deres ›hjertes tanke og hensigter‹ fokuseret på Mesteren. Selv om sådanne børn kun er små, er de dog fyldt med tro! For unge til formelle kirkekaldelser er de ›kaldet til at tjene‹ som eksempler, og klarer sig især godt, når de er velsignet med ›agtværdige forældre‹ (1 Ne 1:1).
Skrifterne forsikrer os om, at ›små børn får mange gange givet ord‹ (Alma 32:23). Den opstandne Jesus åbenbarede fx ting for nefitternes børn, som derpå underviste de voksne og deres forældre i noget ›større end det [Jesus] havde åbenbaret‹ (3 Ne 26:14).
Det har været et privilegium at besegle flere adoptivbørn til Nan og Dan Barker, som nu bor i Arizona. For nogen tid siden sagde Nate, som lige er fyldt tre år: ›Mor, der er en anden lille pige, som skal komme til vores familie. Hun har mørkt hår og mørke øjne, og hun bor langt herfra.‹
Den kloge mor spurgte: ›Hvordan ved du det?‹
›Jesus fortalte mig det, ovenpå.‹
Moderen bemærkede: ›Men vi har ikke nogen 1. sal,‹ men forstod hurtigt betydningen af det, der var blevet kommunikeret. Efter mange trængsler og mange bønner befandt familien Barker sig i et beseglingsværelse i templet i Salt Lake City i efteråret 1995 – hvor en lille pige fra Kasakhstan med mørkt hår og mørke øjne blev beseglet til dem for tid og al evighed. Inspirerede børn fortæller stadig deres forældre ›store og forunderlige ting‹ (3 Ne 26:14)« (se Stjernen, juli 1996, s. 70).
Alma 32:27-37. At prøve Guds ord fører til omvendelse
Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum belærte om at villighed til at udføre Almas forsøg fører til omvendelse:
»Vi ved, at der er større sandsynlighed for, at både medlemmer og ikke-medlemmer fuldstændigt omvendes til Jesu Kristi evangelium, når de er villige til at forsøge ordet (se Alma 32:27). Det er en indstilling i både sind og hjerte, som omfatter et ønske om at kende sandheden og en villighed til at handle i overensstemmelse med det ønske. For de, der undersøger Kirken, kan prøven blot være at være villig til at læse Mormons Bog, at bede om den og oprigtigt stræbe efter at finde ud af, om Joseph Smith var Herrens profet.
Sand omvendelse sker gennem Åndens kraft. Når Ånden rører hjertet, så forandres hjertet. Når enkeltpersoner, både medlemmer og undersøgere, føler, at Ånden virker på dem, eller når de ser tegn på Herrens kærlighed og barmhjertighed i deres tilværelse, opbygges og styrkes de åndeligt, og deres tro på ham øges. Disse oplevelser med Ånden er en naturlig følge, når et menneske er villig til at prøve ordet. Det er sådan, at vi føler at evangeliet er sandt« (se Liahona, jan. 2001, s. 75).
Til tider kan den svulmen i brystet, udvikling af sjælen, oplysning af forstanden og de liflige følelser fra Ånden, som omtales i Alma 32:28 være svære at udtrykke i ord. Men at de er svære at udtrykke formindsker dog ikke sandfærdigheden af dem.
Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum fortalte om en oplevelse, som beskriver vanskeligheden med det verbale udtryk. Han bar sit vidnesbyrd, for en ateist, om, at der er en Gud. Manden sagde, at han ikke kunne vide en sådan ting. Præsident Packer sammenlignede sit vidnesbyrd og sin viden med at vide, hvordan salt smager (se kommentar til Alma 30:15-16 på s. 206; se også »Herrens lys«, Ensign, juli 1983, s. 26).
Alma 32:28-30. Giv »plads til at et frø kan blive sået« og begynde at vokse
Øget tro på Guds ord er en af de frugter, som følger af, at troens frø bliver plantet i hjertets frugtbare jord. Præsident James E. Faust (1920-2007) fra Det Første Præsidentskab beskrev de nødvendige betingelser for, at tro og kundskab kan vokse og modnes: »Vi … må forberede vores egen grobund for tro. For at gøre dette skal vi pløje jorden gennem daglig, ydmyg bøn og bede om styrke og tilgivelse. Vi skal harve jorden ved at overvinde vores stolthed. Vi må forberede såbedet ved gøre vores bedste for at holde befalingerne. Vi må være ærlige over for Herren med vores betaling af tiende og vore offerydelser. Vi må være værdige og kunne trække på præstedømmets store kraft til at velsigne os selv, vores familie og andre, som vi har ansvar for. Der er intet sted, der er bedre til at nære vores tros åndelige frø end i templets og hjemmets hellige haller« (se Liahona, jan. 2000, s. 57).
Billede
Illustration af frø, der bliver til et træ
Et sået frø af tro, gror ikke lige pludseligt. Præsident Boyd K. Packer forklarede vigtigheden af at have tålmodighed, når man venter på, at frøet skal vokse:
»Min erfaring er, at et vidnesbyrd ikke kommer væltende lige pludseligt. Det vokser snarere frem, som Alma sagde, fra et frø af tro …
Bliv ikke skuffet, hvis I har læst og genlæst og endnu ikke har modtaget et stærkt vidnesbyrd. I er måske i nogen grad som de disciple, der omtales i Mormons Bog, som var fyldt med Guds kraft og stor herlighed, ›men de vidste det ikke‹ (3 Ne 9:20).
Gør jeres bedste. Tænk over disse skriftsteder: ›Og se til, at alt dette gøres med visdom og orden; for det forlanges ikke, at et menneske skal løbe hurtigere, end det har styrke til. Og videre, det er nødvendigt, at han er flittig, så han derved kan vinde sejrsprisen; derfor må alt gøres med orden‹ (Mosi 4:27)« (se Liahona, maj 2005, s. 6-8).
Alma brugte begrebet af smag til at beskrive, hvordan vidnesbyrdet vokser. Profeten Joseph Smith (1805-1844) brugte også sammenligningen med en smag til at undervise om, hvordan man kender den sande lære: »Det er sund lære. Den smager godt. Jeg kan smage det evige livs principper, og det kan I også … Jeg ved, at når jeg fortæller jer disse det evige livs ord, som de gives mig, smager I dem, og jeg ved, at I tror dem. I siger, at honning er sød, og det gør jeg også. Jeg kan også smage det evige livs ånd. Jeg ved, at den er god, og når jeg fortæller jer om disse ting, som blev givet mig ved inspiration af den Helligånd, så er I simpelthen nødt til at modtage dem som noget sødt, og glæde jer mere og mere derover« (Profeten Joseph Smiths Lærdomme, s. 429, fremhævelse tilføjet).
Søster Janette Hales Beckham, tidligere hovedpræsident for Unge Piger talte om de følelser, som forbindes med studium af skriften: »At lære at skelne Åndens lærdomme er en vigtig del af at hjælpe troen med at blive virkelig. Min datter, Karen, fortalte om sin oplevelse. Hun sagde: ›Da jeg var en lille pige, begyndte jeg at læse Mormons Bog for første gang. Efter at have læst i mange dage kom jeg en aften til 1 Nefi 3:7: … Jeg vidste ikke, at det var et kendt vers; men da jeg læste dette vers, blev jeg stærkt grebet. Jeg var grebet af, at vor himmelske Fader hjælper os med at holde hans befalinger, men den virkelige påvirkning var mere en slags følelse. Jeg havde set mine forældre afmærke skriftsteder med deres røde blyanter. Så jeg rejste mig og ledte i hele huset, indtil jeg fandt en rød blyant, og med en følelse af højtidelighed og alvor afmærkede jeg verset i mit eget eksemplar af Mormons Bog.‹ Karen fortsatte: ›Når jeg igennem årene har læst i skrifterne, blev denne oplevelse gentaget gang på gang – jeg læste et vers og blev stærkt grebet. Med tiden erkendte jeg, at denne følelse var Helligånden‹« (Stjernen, jan. 1998, s. 77).
Da Alma talte til de fattige zoramitter, bad han dem om selv at afgøre om hans budskab var sandt. En person kan ikke lære et evangelisk princip for en anden person. Ældste Neal A. Maxwell forklarede, at vi hver især med vished kan kende til guddommelige sandheder:
»Alma beskrev, hvordan tro vokser, og hvordan tro kan blive til viden, når den ledsages af intellektuelle og følelsesmæssige oplevelser hos den troende. Efter den troendes forståelse er blevet større og hans sind udvidet, siger Alma: ›O, er dette da ikke virkeligt?‹ Det er virkeligt, siger han, ›fordi det er begribeligt; derfor ved I, at det er godt‹ (Alma 32:35).
Sandheden af hver enkel guddommelig læresætning er rent faktisk begribelig for os gennem et bekræftelsessystem, der gør det muligt for os at sige: ›Jeg ved!‹« (Things As They Really Are, 1978, s. 10).
Ældste Bruce C. Hafen fra De Halvfjerds brugte Almas metafor om opdyrkning til at beskrive to aspekter ved pleje, som beriger vores liv med evangeliets velsignelser: »Vi vokser på to måder – ved at fjerne det negative ukrudt og dyrke de positive blomster. Frelserens nåde velsigner begge dele – hvis vi gør vores del. Vi må først og hele tiden rykke det ukrudt op, som består af synd og dårlige valg. Det er ikke nok blot at slå ukrudtet, som man slår græs. Riv det op med rode og omvend jer fuldt ud for at imødekomme nådens betingelser. Men at blive tilgivet er kun en del af vores vækst. Vi betaler ikke blot en gæld af. Hensigten med os er at blive til celestiale personer. Når vi har renset vores jord, må vi hele tiden plante, luge og nære de guddommelige kvaliteters sædekorn. Når vores sved og disciplin hjælper os med at vokse, så kan vi modtage hans gaver ›og nådens blomster der‹ (›Der er solskin i min sjæl i dag‹, Salmer og sange, nr. 149) i form af håb og ydmyghed. Selv et livets træ kan slå rod i os og bære så sød frugt, at den letter vore byrder ›ved glæden over hans Søn‹ (Alma 33:23). Og når barmhjertighedens blomst blomstrer her, vil vi elske andre med kraft fra Kristi egen kærlighed (se Moro 7:48)« (se også Liahona, maj 2004, s. 97-98).
Præsident Dieter F. Uchtdorf fra Det Første Præsidentskab belærte Kirkens medlemmer om, hvordan man bliver en Kristi discipel:
»Dette er den fredfyldte vej for Jesu Kristi disciple.
Alligevel er det ikke en hurtig løsning eller hastig kur.
En af mine venner skrev for nylig og betroede mig, at han havde svært ved at holde sit vidnesbyrd stærkt og levende. Han bad om råd.
Jeg skrev tilbage og foreslog kærligt nogle få, specifikke ting, som han kunne gøre, der kunne rette hans liv lidt mere ind efter det gengivne evangeliums lærdomme. Til min forbavselse hørte jeg fra ham kun en uge efter. Hovedindholdet af hans brev var: »Jeg forsøgte det, du foreslog. Det virkede ikke. Hvad kan du ellers tilbyde?«
Brødre og søstre, vi må blive på vejen. Vi opnår ikke evigt liv i en sprint – dette er et udholdenhedsløb. Vi må igen og igen anvende de guddommelige, evangeliske principper. Dag efter dag må vi gøre dem til en del af vores daglige liv.
Alt for ofte betragter vi evangeliet som en landmand, der sår et frø i jorden om morgenen og forventer at spise frugten om eftermiddagen. Da Alma sammenlignede Guds ord med et frø, forklarede han, at frøet langsomt vokser til et frugtbærende træ som resultat af vores ›tro og [vores] flid og tålmodighed og langmodighed‹ (Alma 32:43). Det er sandt, at nogle velsignelser kommer med det samme: Kort tid efter at vi sår frøet i vores hjerte, begynder det at svulme og spire og vokse, og derved ved vi, at frøet er godt. Fra det øjeblik, hvor vi sætter foden på disciplens vej, begynder sete og usete velsignelser fra Gud at følge os.
Men vi kan ikke modtage fylden af disse velsignelser, hvis vi ›forsømmer træet og ikke har tanke for dets pasning‹ (v. 38).
Det er ikke nok at vide, at frøet er godt. Vi må ›passe det med stor omsorg, så det kan slå rod‹ (v. 37). Først da kan vi nyde frugten, ›som er mere sød end alt, hvad der er sødt, og … mere ren end alt, hvad der er rent‹ og ›tage for [os] af denne frugt, indtil [vi] er mætte, så [vi] ikke sulter, ej heller skal [vi] tørste‹ (v. 42).
At være discipel er en rejse. Vi har brug for rejsens lutrende lektier til at skabe vores karakter og rense vores hjerte. Ved tålmodigt at vandre på disciplens vej, viser vi os selv omfanget af vores tro og vores villighed til at acceptere Guds vilje frem for vores.
Det er ikke tilstrækkeligt at tale om Jesus Kristus eller erklære, at vi er hans disciple. Det er ikke nok at omgive os selv med symboler på vores religion. At være discipel er ikke en tilskuersport. Vi kan ikke forvente at opleve velsignelserne ved tro ved at stå passivt på sidelinjen, mere end vi kan forvente fordelene ved et godt helbred ved blot at sidde i sofaen og se sport i fjernsynet og give sportsfolkene gode råd. Og alligevel er ›tilskuerrollen‹ for nogle den foretrukne og måske også den primære måde at tilbede Gud på.
Vores religion opleves ikke på anden hånd. Vi kan ikke modtage evangeliets velsignelser ved blot at betragte det gode, som andre gør. Vi må forlade sidelinjen og praktisere det, vi prædiker … Nu er tiden inde til at tage Jesu Kristi evangelium til sig, blive hans disciple og vandre på hans vej« (se »Disciplens vej«, Liahona, maj 2009, s. 76-77).
Alma brugte gentagne gange skriften til at tilbagedrive den falske lære, som zoramitterne underviste i. Som det første tog han fat i den falske antagelse om, at man kun kan bede på Rameumptom. Idet han brugte skriften forklarede han, at de kunne tilbede Gud alle vegne – i ørkenen, på deres marker, i deres huse og deres kamre (se Alma 33:2-11). Derefter kom Alma ind på det faktum, at alle profeterne havde vidnet om, at Kristus ville komme (se Alma 33:14-22; se også Jakob 7:11).
Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab forklarede, hvad det betyder konstant at have en bøn i hjertet:
»Da Gud befalede os at bede, anvendte han vendinger som ›bede uden ophør‹ og ›bed altid‹ og ›kraftig bøn‹.
Disse befalinger fordrer ikke, at vi bruger mange ord. Faktisk har Frelseren fortalt os, at vi ikke skal bruge mange ord, når vi beder. Den flittige bøn, som Gud fordrer, kræver ikke blomstrende vendinger eller mange timers ensomhed …
Vores hjerte kan kun være bestandigt henvendt til Gud, når det er fyldt med kærlighed til ham og tillid til hans godhed« (se Liahona, jan. 2002, s. 16).
Alma 33:19-23. Der blev rejst et sindbillede på Kristus i ørkenen
På grund af oldtidens israelitters murren i ørkenen, satte Herren giftige slanger ud for at gøre de åndeligt forgiftede ydmyge. Mange mennesker døde og det omvendte folk henvendte sig til deres profet og tryglede ham om at bede Gud om at fjerne slangerne. Gud sagde til Moses, at han skulle lave en kobberslange og sætte den på en stang. Herren lovede, at enhver, som ville se hen på slangen, ville bevare livet (se 4 Mos 21:4-9).
Kobberslangen var et sindbillede. Ældste Dallin H. Oaks har forklaret, at et sindbillede er »en lighed eller en påmindelse om noget andet« (se Stjernen, jan. 1993, s. 36).
Jesus Kristus fortalte at det sindbillede i ørkenen vidnede om ham. »Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham« (Joh 3:14-15). På grund af deres hårdhjertethed og vantro, så afviste mange israelitter at drage fordel af dette meget enkle middel til helbredelse (se 1 Ne 17:41). Alma opfordrede alle til at begynde »at tro på Guds Søn, at han vil komme for at forløse sit folk, og at han skal … sone for deres synder« (Alma 33:22; se også Hel 8:14-15). Alma lovede at pleje af dette vidnesbyrd ville lette ens byrder og lede en til det evige liv (se Alma 33:23).
Alma 34:9-12. Jesu Kristi forsoning er altomfattende og evig
Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum definerede omfanget af Herrens altomfattende og evige offer: »Når profeterne taler om en altomfattende forsoning, så mener de præcist det. Dens virkning omfatter alle mennesker, jorden selv og alle former for liv herpå, og rækker ud i den endeløse evigheds udstrækning« (Mormon Doctrine, 2. udg., 1966, s. 64; se også Mos 7:30).
Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum talte om noget af det, der gør at Jesu Kristi forsoning uendelig:
»Hans forsoning er uendelig – uden ende (se 2 Ne 9:7; 25:16; Alma 34:10, 12, 14). Den var også uendelig på den måde, at hele menneskeheden ville blive frelst fra en evigtvarende død. Den var uendelig i forbindelse med hans umådelige smerte. Den var uendelig i tid, den satte en stopper for den hidtil herskende praksis med slagtofre. Den var uendelig i sin rækkevidde – den skulle udføres én gang for alle (se Hebr 10:10). Og nåden i forsoningen rækker ikke kun til et vist antal mennesker, men til en utallig række af verdener, som er skabt af ham (se L&P 76:24; Mos 1:33). Den var uendelig udover enhver menneskelig målestok eller fatteevne.
Jesus var den eneste, som kunne tilbyde en sådan uendelig forsoning, eftersom han var født af en jordisk mor og en udødelig Fader. På grund af denne enestående førstefødselsret var Jesus et uendeligt væsen« (se Stjernen, jan. 1997, s. 33).
Alma 34:14. »Hver lille del peger mod det store og sidste offer«
Amulek erklærede, at hele meningen med moseloven var at pege folket mod Jesu Kristi »store og sidste offer« i Getsemane og på Golgata. Slagtofrene, dyrene og højtiderne og alle de andre daglige ritualer var fyldt med sindbilleder, som skulle udpege Kristus for Israels børn. I dag minder nadveren os på lignende vis om Jesu Kristi forsonende mission. På samme vis var den gamle jødiske påske en årlig påmindelse om, at Herren førte Israel ud af fysisk fangenskab i Egypten. I dag er påsken en årlig påmindelse om, at vi gennem Herrens sonoffer og opstandelse kan udfries af åndeligt fangenskab.
Mens ældste Robert E. Wells tjente som medlem af De Halvfjerds talte han om den tro, som er påkrævet for at udvirke tilstrækkelige ændringer i vores liv til, at vi kan tage del i Jesu Kristi sonoffer:
»›Helt præcis hvor megen tro behøver jeg, for at Kristi forsoning virker for mig?‹ ›Med andre ord, hvor megen tro behøver jeg for at modtage frelse?‹ I Almas Bog finder vi svaret. Profeten Amulek underviste i dette enkle, men storslåede princip: ›Guds Søn … tilvejebringer en måde for menneskene, hvorpå de kan have tro til omvendelse‹ (Alma 34:14-15; fremhævelse tilføjet).
Bemærk venligst disse tre ord: Tro til omvendelse. Det er ledetråden. Fire gange i tre vers bruger han det udtryk (se Alma 34:15-17) …
Så kombinationen af tro på Kristus og tro til omvendelse er af afgørende vigtighed. Konceptet er et af de dybeste indblik, vi har i vigtigheden af den enkle, klare tro – tilstrækkelig tro til omvendelse. En tro så stærk at den kan flytte bjerge, er tilsyneladende ikke påkrævet, tro nok til at tale i tunger eller helbrede den syge er ikke nødvendig, alt, hvad vi har brug for, er tro nok til at erkende, at vi har syndet og til at omvende os fra vore synder, angrer dem og have et stærkt ønske om ikke at synde mere, men at behage Herren. Så træder det største mirakel af alle, nemlig forsoningen, hvorved Kristus redder os fra vores velfortjente straf, i kraft på vore vegne« (»The Liahona Triad«, i Bruce A. Van Orden and Brent L. Top, eds., Doctrines of the Book of Mormon: The 1991 Sperry Symposium, 1992, s. 6-7).
Alma 34:15-16. »Barmhjertigheden kan tilfredsstille retfærdighedens krav«
Der er to aspekter af retfærdighed:
Lydighed mod loven medfører glædelige velsignelser (se L&P 130:20-21).
Ulydighed mod loven resulterer i sorgbetyngende straf (se Alma 42:22).
Der er to måder at tilfredsstille retfærdigheden på:
Aldrig at bryde loven.
Betale bøden, hvis man bryder loven.
Problem: Intet kød er retfærdiggjort ved loven (se 2 Ne 2:5); alle har syndet (se Rom 3:23). Således er der en bøde, der må betales.
Der er to følger af synd:
Gennem timelig lov eller faldet er vi forstødt – retfærdigheden er krænket (se Alma 42:14).
Ifølge åndelig lov må vi omkomme – for »der kan ikke komme noget urent ind i Guds rige« (1 Ne 15:34).
Jesus bragte »sig selv som et offer for synd for at opfylde lovens formål« (2 Ne 2:7).
Kristus iværksatte barmhjertighedens lov, men hvordan?
Han overholdt loven til punkt og prikke og var helt uden synd. Han var retfærdiggjort af loven.
I Getsemane have og på korset led han og betalte bøden, som om han var skyldig i enhver synd, der nogensinde er blevet begået.
Udsættelse og ubeslutsomhed kan påvirke vores indsats for at vende tilbage til vor himmelske Fader. Præsident Joseph Fielding Smith har sagt: »Når udsættelse benyttes på evangeliske principper, stjæler den det evige liv – som er liv i Faderens og Sønnens nærvær« (The Way to Perfection, 1970, s. 202).
Alma 34:34-35. Den samme ånd vil tage os i besiddelse
Amulek gjorde det klart, at vi gennem vores daglige valg i sidste ende enten vælger at lade os styre af Herrens Ånd eller af djævelen. Præsident Harold B. Lee (1899-1973) kom med følgende forklaring på Alma 34:35: »Om de, som dør i en ugudelig tilstand uden at have omvendt sig, siger skriften, at djævelen vil besegle dem som sine (se Alma 34:35), hvilket betyder, at de til sidste øre må betale for det, de har gjort, før de kan udfries af hans greb. Når de har været underlagt Satans slag tilstrækkeligt længe til at have tilfredsstillet retfærdigheden, vil de blive bragt ud af Satans greb og blive tildelt en plads i vor Faders celestiale, terrestriale eller telestiale verden alt efter deres jordelivs meriter« (The Teachings of Harold B. Lee, ed. Clyde J. Williams, 1996, s. 59).
Ældste Melvin J. Ballard (1873-1939) fra De Tolv Apostles Kvorum understregede vigtigheden af at omvende sig i jordelivet:
»Dette liv er tiden, hvor mennesket skal omvende sig. Ingen af os bør forestille sig, at vi kan gå i graven uden at have overvundet vore svagheder i kødet og så i graven slippe alle vore synder og dårlige tendenser. De bliver hos os. Og de er stadig med ånden, når den skilles fra kroppen.
Jordelivet er tiden, hvor mennesket er mest påvirkelig og modtagelig« (The Three Degrees of Glory: A Discourse, 22. sep. 1922, s. 11-12).
Alma 35. Krigene mellem nefitterne og lamanitterne er optegnet i Alma 43-62
Kronologisk efterfølger Alma 43Alma 35. »Alma, som var bedrøvet over sit folks ugudelighed, ja, over de krige og de blodsudgydelser« samlede sine sønner for »hver for sig« at tale om »det, der har med retfærdighed at gøre« (Alma 35:15-16). Mormon bemærkede specielt Almas ord til sønnerne Helaman, Shiblon og Corianton – inden han vendte tilbage til en »beretning om krigene mellem nefitterne og lamanitterne« (Alma 43:3; sammenlign årstallet for kapitel Alma 35 og Alma 43).
Alma 35 forklarer, hvad der førte til krigen mellem lamanitterne og nefitterne, som omhandles i kapitlerne 43-62. Denne konflikt og følgende krig bliver opsummeret i Alma 35:
»Den mere ansete del af zoramitterne … blev … vrede på grund af ordet, for det ødelagde deres beskæftigelse (som præster)« (v. 3).
De omvendte zoramitter blev »stødt ud af landet; og de var mange, (v. 6), og de kom også over i Jershons land« (Ammons folk). Her blev de plejet, beklædt og tildelt jorder som arvelod, og alle deres behov blev tilgodeset (se v. 9). I deres tidligere land var de blevet set ned på som fattige, snavsede og grove (se Alma 32:2-3).
Den venlighed som folket i Jershon viste disse nyomvendte opildnede zoramitterne (se Alma 35:8). Zoramitternes øverste hersker »udslyngede mange trusler mod dem« (v. 9). »Ammons folk frygtede ikke deres ord« (v. 9), og dette opildnede zoramitterne og deres hersker yderligere.
De uomvendte zoramitter »begyndte at blande sig med lamanitterne og også at ophidse dem til vrede« mod Ammons folk, som var omvendte lamanitter (v. 10; se også Alma 43:6-7).
De begivenheder, som er optegnet i Alma 35, afslører hvordan de lange krige mellem nefitterne og lamanitterne, som beskrives i Alma 43-62, begyndte. Satan opildnede zoramitternes hjerte til vrede (se 2 Ne 28:20). Til gengæld tilskyndede de lamanitterne og andre nefitiske afhoppere til vrede og til at føre krig mod dem, der var gode.
Overvej
På hvilke måder kan et menneskes hjerte være »bestandig henvendt i bøn« til Gud? (Alma 34:27).
Hvorfor var Jesus Kristus den eneste, der kunne sone for vore synder?
Hvorfor udsætter mennesker af og til deres omvendelse? Hvilken fare ligger der i at udskyde den?
Forslag til opgaver
Lav ud fra Alma 32 en detaljeret oversigt over Almas belæringer omkring udvikling af tro. Vis hvordan tro næres fra håb til fuldkommen kundskab, og hvilken rolle Guds ord spiller i denne proces.
Identificer ud fra vejledningen om bøn i Alma 33-34, hvordan du specielt kan gøre dine bønner mere udbytterige.