Institut
Kapitel 34: Alma 52-63

Kapitel 34

Alma 52-63

Indledning

Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) har forklaret, at vi fra »Mormons Bog lærer, hvordan Kristi tilhængere lever i krigstider« (se Stjernen, jan. 1987, s. 4). Mormon havde en hensigt med at medtage adskillige beretninger om krig i Mormons Bog. De beretninger lærer os om behovet for at bevare frihed for at sikre religionsfrihed, den skade forrædere forvolder, værdien af selv nogle få retskafne unge, den moralske berettigelse for krig og strategier for at bekæmpe det onde, mens man sætter sin lid til Guds kraft til at gribe ind.

Kommentar

Alma 52-53. Krig og blodsudgydelse

  • Alma 52-53 er en verifikation af Frelserens udtalelse om, at »alle, der griber til sværd, skal falde for sværd« (Matt 26:52). Anført af ugudelige og frafaldne nefitter (Ammoron og andre) forsøgte lamanitterne på voldelig vis at besætte og fastholde nefitiske byer. Hver eneste by blev dog indtaget til en høj pris: »For de havde ikke indtaget nogen byer, uden at de havde tabt meget blod« (Alma 52:4). Moroni var altid tilbageholdende med at løfte sværdet og langt mere villig til at lægge det for fredens skyld (se Alma 52:37). Han vidste, at selv om nefitterne skulle vinde, så ville det koste tusinder af liv på begge sider.

    Der ville aldrig være krig, hvis alle mennesker efterlevede Jesu Kristi evangelium. Han er Freds Fyrsten, og de, som følger ham, er fredens sendebud.

Alma 53:9. Uretfærdighed – den egentlige årsag til konflikter

  • En kommentator har forklaret, hvordan udefrakommende prøvelser, som dem nefitterne blev udsat for, sommetider kan afspejle interne mangler: »Så trods alt var det en velsignelse for nefitterne at have lamanitterne ved havelågen for at ›vække dem til erindring‹ – ›Ja, lykkelig det menneske, Gud irettesætter‹ (Job 5:17). Desuagtet hvor ugudelige, drabelige og lastefulde lamanitterne må have været (og det var de), og uanset hvor overtallige de var mod nefitterne, hvor de omsluttede dem fra alle sider, uanset hvor snigende de udspionerede, intrigerede og infiltrerede og udpønsede deres djævelske planer og fremstødte deres blodige trusler og udførte deres omfattende forberedelser til en nådesløs krig, så var de ikke nefitternes problem. De var der blot for at minde nefitterne om deres virkelige problem, som var at vandre retskaffent for Herren« (Hugh Nibley, Since Cumorah, 2. udg., 1988, s. 339-340).

Alma 53:10-18. Vigtigheden af pagter

  • Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum fortalte, hvordan vi kan opnå styrke ved at holde vore pagter: »Nogle gange fristes vi til at lade vores liv styre mere af, hvad der er bekvemt, end af pagter. Det er ikke altid belejligt at efterleve evangeliske standarder og forsvare sandheden og vidne om genoprettelsen … Men der er ingen åndelig kraft i at leve bekvemt. Kraften kommer, når vi holder vore pagter« (se Liahona, juli 1999, s. 102).

  • Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, forklarede, at overholdelse af vore pagter gør os sikre:

    »Overhold dine pagter, så er du i sikkerhed. Bryd dem, og du er i fare …

    Vi kan ikke frit bryde vore pagter og undslippe konsekvenserne« (se Stjernen, jan. 1991, s. 78).

Alma 53:16-21. De unge krigeres eksempel

  • De unge krigere, som gik i krig i stedet for deres fædre, var retskafne unge mænd. De havde forpligtet sig til at forsvare deres land (se Alma 56:5). De så frygtløse døden i øjnene og udviste mod på slagmarken (se Alma 56:45-49, 56). Gud belønnede deres tro med forbløffende styrke og beskyttelse. End ikke en af dem omkom i kamp (se Alma 57:25-26). Dette er ikke altid tilfældet med retskafne unge mænd i militærtjeneste. Sommetider dør selv de retfærdige i Herren (se L&P 63:49). Men i tilfældet med disse unge mænd, så nød de guddommelig beskyttelse, som reddede deres liv i kampens hede. De eksemplificerede den type mandighed, som alle Guds sønner bør stræbe efter at få, og stod som vidner for det nefitiske folk om, at Gud ville udfri dem, dersom de var trofaste.

    Billede
    Helaman og de unge krigere

    © Clark Kelley Price

Alma 53:20-21. At være et godt eksempel i militæret

  • I vore dage har Det Første Præsidentskab givet følgende råd til Kirkens medlemmer i militærtjeneste: »Til vore unge mænd, som kommer i militæret, uanset hvem eller hvor de tjener, så siger vi, lev et rent liv, hold Herrens bud, bed til ham konstant for at forblive i sandheden og være retskafne, lev som I beder, og hvad end der sker jer, så vil Herren være med jer, og der vil ikke ske jer noget, som ikke vil være til Guds ære og herlighed og til jeres frelse og ophøjelse. Ved at leve det rene liv, som I beder om, vil I opleve en glæde i hjertet, som I ikke vil kunne beskrive eller fatte. Herren vil altid være jer nær. Han vil trøste jer, og I vil føle hans nærhed i jeres største prøvelser. Han vil våge over jer og beskytte jer i det omfang, der stemmer overens med hans vise formål. Når så konflikten er overstået, og I vender hjem efter at have levet et retskaffent liv, hvor stor vil så ikke jeres glæde være – uanset om I tælles blandt de sejrende eller de slagne – over at have levet efter Guds bud. I vil vende hjem så disciplinerede i retskaffenhed, at Satans kneb og list herefter vil prelle af på jer. Jeres tro og vidnesbyrd vil være så stærkt, at det ikke brister. I vil blive set op til og nyde respekt for at have gennemgået prøvelsens og fristelsernes ild og kommet uskadte ud. Jeres brødre vil søge jeres råd, støtte og vejledning. I vil være anker, som Zions ungdom herefter vil knytte deres tro på menneskeheden til« (se Heber J. Grant, J. Reuben Clark jun. og David O. McKay, i Conference Report, apr. 1942, s. 96).

Alma 53:20-21. »Til enhver tid … pålidelige«

  • Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har talt om, hvad det betyder til enhver tid at være tro:

    »Ordet tro omfatter forpligtelse, retskaffenhed, udholdenhed og mod. Det minder om beskrivelsen i Mormons Bog af de 2.000 unge krigere:

    (Alma 53:20-21).

    Med den beskrivelse i tankerne siger jeg til vore hjemvendte missionærer – mænd og kvinder, som har indgået pagter om at tjene Herren, og som allerede har tjent ham i det store værk med at forkynde evangeliet og fuldkommengøre de hellige – vil I svigte jeres pagter? Har I troen og den daglige forpligtelse til at efterleve evangeliets principper i jeres daglige liv? I har tjent vel, men har I ligesom pionererne mod og udholdenhed til at lade jeres tro stå til Herren og holde ud til enden?« (Stjernen, jan. 1998, s. 76; fremhævelse tilføjet).

Alma 56:45-48. »Vi tvivler ikke på, at vore mødre vidste det«

  • Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at forældre kun kan give deres børn det, de allerede selv har:

    »Når forældres undervisning og hjælp er velgjort, og der er modtagelige børn, som fatter budskabet, så oplever vi nogle af de forrygende situationer, som den med de unge mænd i Mormons Bog, som var blevet så godt belært af deres mødre (Alma 56:47-48) …

    Selvfølgelig er den tillid, som disse unge mænd har til deres mødre rørende og afgørende, men mødrene må have vidst det selv først på en sådan måde, at disse unge mænd ved at iagttage og lytte til dem (som børn altid iagttager deres forældre) ikke tvivlede på, at deres ›mødre vidste det‹ var sandt« (That My Family Should Partake, 1974, s. 58-59).

  • Idet søster Julie B. Beck, Hjælpeforeningens hovedpræsident talte om behovet for, at kvinder er mere årvågne, beskrev hun pagtskvinder, som ved, hvem de er:

    »I Mormons Bog kan vi læse om 2.000 eksemplariske unge mænd, som var overordentlig tapre, modige og stærke. ›Ja, de var mænd af sandhed og alvor, for de var blevet formanet til at holde Guds befalinger og vandre retsindigt for ham‹ (Alma 53:21). Disse trofaste unge mænd hyldede deres mødre. De sagde: ›Vore mødre vidste det‹ (Alma 56:48) …

    Det ansvar, mødre har, har aldrig krævet større årvågenhed end i dag. Mere end nogen sinde før i verdens historie har vi brug for mødre, som ved … Når mødre ved, hvem de er, og hvem Gud er og har indgået pagt med ham, så vil de have stor kraft og indflydelse på deres børn til det gode« (se Liahona, nov. 2007, s. 76).

Alma 57:19-21. »Urokkelige og uforfærdede«

  • Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) talte om vigtigheden af at forblive urokkelige og uforfærdede:

    »›I afspejler Kirken gennem alle jeres tanker, alt I siger, og alt I gør,‹ sagde præsident Hinckley engang til de unge. ›Vær trofaste mod Kirken og Guds rige‹ …

    Præsident Hinckley fortalte de unge, at de som Helamans sønner er ude i en verden fuld af destruktive påvirkninger … ›Men dersom I sætter jeres lid til den Almægtige og følger denne Kirkes lære og holder fast i den uagtet jeres sår, så vil I blive bevaret, velsignet, lovprist og lykkelige.‹

    ›Om den verden, vi lever i‹, sagde præsident Hinckley til de unge: ›I befinder jer midt i Babylon. Modstanderen kommer imod jer med stor ødelæggelse. Rejs jer over det, I af ædel byrd. Rejs jer over det‹« (»Prophet Grateful for Gospel, Testimony«, Church News, 21. sep. 1996, s. 4).

Alma 58. Retten til at kæmpe for frihed

Alma 58:10-11. Herren »talte fred til vor sjæl«

  • Da ældste Dennis E. Simmons tjente som medlem af De Halvfjerds forklarede han, at Guds fred ikke er betinget af ydre omstændigheder:

    »Selvom hele verden styrter i grus omkring os, vil den lovede talsmand skænke os hans fred … Vi kan have hans fred med os, uanset hvilke trængsler verden oplever. Hans fred er den fred, den sindsro og den trøst, som Talsmanden, Helligånden, indgyder i vores hjerte og sind, når vi stræber efter at følge ham og holde hans bud …

    Ligesom Helaman, der midt i kampens hede erfarede, ›at han talte fred til vor sjæl‹ (Alma 58:11) … kan alle, der oprigtigt søger, opleve den samme fred. Den fred kommer med den stille, sagte stemmes bekræftelse« (Stjernen, juli 1997, s. 30).

Alma 58:34-37. Vi ønsker ikke at murre

  • Ældste Neal A. Maxwell hjalp os til en bedre forståelse for årsagen til murren: »En skønne dag vil ›de, der murrer, tager imod belæring‹ (Es 29:24; 2 Ne 27:35). Det fortæller os, at manglende kundskab om læresætningerne er en væsentlig årsag til murren blandt Kirkens medlemmer« (se »A Choice Seer«, i Brigham Young University 1985-1986 Devotional and Fireside Speeches, 1986, s. 115).

Alma 59:9. Lettere at redde en by fra at falde

  • Mormon skriver, at det er langt lettere at redde en by fra at falde end at tage den tilbage (Alma 59:9). Det er med mennesker som med byer. Det er langt sværere og farligere at få en tilbage, som er faldet, end det er at hjælpe dem til ikke at falde. Som præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) sagde: »Det er bedre at forberede og forebygge end at omgøre og omvende« (se The Teachings of Ezra Taft Benson, 1988, s. 285).

    Billede
    Befæstning af nefitisk by

    Minerva K. Teichert, Courtesy of BYU Museum of Art

Alma 59:11-12. Byer gik tabt på grund af ugudelighed

  • Tabet af byen Nefiha viser den tætte sammenhæng mellem nefitternes ugudelighed og deres manglende evne til at besejre deres fjender i »Herrens styrke« (se Mosi 9:16; 10:10-11; Alma 60:16). De øverste anførere for den nefitiske hær var ofte mænd, »som havde åbenbarelsen og også profetiens ånd« (3 Ne 3:19). Disse retskafne militære ledere tilskrev ikke lamanitterne nefitternes nederlag, men nefitternes ugudelighed. Derimod var de trofaste nefitter almindeligvis i stand til at forsvare sig og genvinde tabte byer, ofte med et forholdsvis lille tab af menneskeliv (se Alma 52:19; 56:53-56; 57:7-12; 58:25-28; 62:22-26). Herren har gentagne gange belært os om, at selv om vi møder vanskeligheder og alvorlige problemer, kan vi altid stole på, at han vil være med os, hvis vi er retfærdige og sætter vores lid til ham, og at hans værk i sidste ende vil sejre (se L&P 6:34; 10:69; 33:13).

Alma 60:10-14. Drabene på de retfærdige

  • Moroni skrev, at Herren tillader, at de retfærdige bliver slået ihjel, så »hans retfærdighed og dom kan komme over de ugudelige; derfor behøver I ikke at antage, at de retfærdige er fortabte, fordi de bliver slået ihjel; men se, de går ind til Herren deres Guds hvile« (Alma 60:13).

    Kort tid efter Anden Verdenskrig var brudt ud, sagde Det Første Præsidentskab: »Til denne forfærdelige krig, som nu raser, bliver tusinder af vore retskafne unge mænd fra alle dele af verden og mange lande indkaldt til militærtjeneste for deres respektive lande. Således er nogle allerede faldet i tjeneste og er blevet kaldt tilbage til deres himmelske hjem, og andre vil helt sikkert følge dem. Men ›se‹, som Moroni sagde, de retfærdige af dem, som tjener og slås ihjel, ›går ind til Herren deres Guds hvile‹ (Alma 60:13), og om dem har Herren sagt: ›De, der dør i mig [skal ikke] smage døden, for den skal være sød for dem‹ (L&P 42:46). Deres frelse og ophøjelse i den kommende verden vil være sikret. I deres ødelæggende tjeneste vil det, at de rammer deres brødre, ikke blive regnet mod dem. Den synd tilregnes, som Moroni sagde for længe siden, dem, der sidder på deres ›troner i en tilstand af tankeløs sløvhed,‹ de af verdens herskere, som i et vanvid af had og begær efter uretfærdig magt og herredømme over deres medmennesker, har sat evige kræfter i spil, som de ikke har noget begreb om og ikke kan kontrollere. Gud vil til sin tid fælde dom over dem« (se Heber J. Grant, J. Reuben Clark jun. og David O. McKay, i Conference Report, apr. 1942, s. 95-96).

Alma 60:19-36. Moronis brev til Pahoran

  • Pahoran kunne have valgt at blive stødt over de breve, som Moroni sendte, men det gjorde han ikke. Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev det faktum, at vi alle, akkurat ligesom Pahoran, kan vælge ikke at lade os blive stødt:

    »Når vi tror eller siger, at vi er blevet stødt, mener vi som regel, at vi føler os krænket, dårligt behandlet, afvist eller behandlet respektløst. Og der sker absolut klodsede, pinlige, samvittighedsløse eller gemene ting i vores omgang med andre mennesker, som kan medføre, at vi tager anstød. Alligevel er det i sidste instans umuligt for en anden person at støde jer eller at støde mig. Faktisk er det principielt forkert at tro, at en anden person har stødt os. At blive stødt er et valg, vi træffer; det er ikke en tilstand påført eller pålagt os af nogen eller noget andet.

    Gennem den styrkende kraft i Jesu Kristi forsoning kan I og jeg blive velsignede med at undgå og sejre over anstød. ›Megen fred har de, der elsker din lov, og intet skal blive til anstød for dem‹ (Sl 119:165, 1931-oversættelsen).

    … Som ældste Neal A. Maxwell beskrev det, så er Kirken ›ikke et veludstyret plejehjem for dem, der allerede er fuldkomne‹ (se Den danske Stjerne, okt. 1982, s. 78). Kirken er snarere et undervisningslaboratorium og et værksted, hvor vi kan opnå erfaring, når vi øver os på hinanden i den vedvarende proces med at ›udruste de hellige.‹

    Ældste Maxwell forklarede også indsigtsfuldt, at i dette undervisningslaboratorium, som i de sidste dage er kendt som den genoprettede kirke, skal medlemmerne udgøre ›det kliniske materiale‹ (se ›Jesus the Perfect Mentor‹, Ensign, feb. 2001, s. 13), som er afgørende for vækst og udvikling.

    I og jeg kan ikke kontrollere andre menneskers hensigter og opførsel. Dog bestemmer vi, hvordan vi selv vil handle. Husk på, at I og jeg er repræsentanter begavet med handlefrihed, og at vi kan vælge ikke at tage anstød« (Liahona, nov. 2006, s. 89-91).

Alma 60:23. Rens karrets inderside

  • Præsident Ezra Taft Benson lod ingen tvivl herske om, at disse advarsler gælder os. Han sagde: »Alt er ikke vel i Zion. Vi må, som Moroni sagde, rense karret på den indvendige side (se Alma 60:23), idet vi begynder med os selv, derpå vores familie og til sidst Kirken« (Stjernen, aprilkonferencen 1986, s. 3).

Alma 61. Respons på en uberettiget opsang

  • Ældste Neal A. Maxwell forklarede, hvordan der kan opstå meningsforskelle selv mellem trofaste medlemmer: »I en fuldkommen kirke fyldt med ufuldkomne medlemmer kan det ikke undgås, at man til tider går forkert af hinanden. Vi har et bemærkelsesværdigt eksempel fra det gamle Israel i Amerika. Moroni skrev to gange til Pahoran og klagede over forsømmelse, eftersom meget tiltrængte forstærkninger ikke var kommet frem. Moroni lagde ikke fingrene imellem og anklagede landets guvernør, Pahoran, for at sidde på sin trone i en tilstand af ›tankeløs sløvhed‹ (Alma 60:7). Pahoran var ikke sen til at sende et meget patriotisk svar, hvori han forklarede, hvorfor han ikke kunne efterkomme Moronis ønske. Trods det, at han var blevet dadlet, var han ikke vred, han roste tværtimod Moroni for hans ›hjertes storhed‹ (Alma 61:9. På grund af tilhængernes intense og gensidige hengivenhed, kan det ikke undgås at der til tider opstår diskussioner om taktiske forskelle på, hvordan man på bedste vis fremmer Herrens værk. Som ved denne lejlighed, forekommer der nogle gange opsange, som senere viser sig at være uberettigede« (All These Things Shall Give Thee Experience, 1979, s. 119).

Alma 62:41. Følgerne af modgang

  • Ældste Dallin H. Oaks forklarede, at vi vælger, hvordan vi vil lade os påvirke af modgang:

    »Det er ganske sikkert, at stor modgang ikke er uden et vist evigt formål eller virkning. Den kan vende vores hjerte mod Gud … Selvom modgang kan medføre moralske vanskeligheder, kan det også være et middel, som fører mænd og kvinder til evige velsignelser.

    Modgang i den store skala som naturkatastrofer og krige synes at være en uundgåelig del af jordelivets erfaring. Vi kan ikke helt undgå dem, men vi kan afgøre, hvordan vi vil reagere på dem. For eksempel har krig og militærtjeneste været et åndeligt fald for visse, men en åndelig opvågnen for andre. Mormons Bog beskriver forskellen:

    ›Men se, på grund af den overordentlig store længde på krigen mellem nefitterne og lamanitterne var mange blevet forhærdede på grund af krigens overordentlig store længde; og mange var på grund af deres trængsler blevet blødgjort i en sådan grad, at de ydmygede sig for Gud, endog i ydmyghedens dyb‹ (Alma 62:41).

    Jeg læste om en lignende forskel, efter en ødelæggende orkan havde hærget tusindvis af hjem i Florida for nogle år siden. En nyhedsartikel citerede to forskellige personer, som havde været udsat for samme tragedie og modtaget den samme velsignelse: Begge havde fået deres hjem totalt ødelagt, men begges familier var blevet skånet fra død og personskader. Den ene sagde, at denne tragedie havde ødelagt hans tro, og han spurgte, hvordan Gud kunne tillade at det skete? Den anden sagde, at oplevelsen havde styrket hans tro. Gud havde været god mod ham, sagde han. Selv om familiens hus og ejendele var gået tabt, så var deres liv blevet skånet, og de kunne genopbygge hjemmet. For den ene var glasset halvtomt. For den anden var glasset halvfyldt. Handlefrihedens gave gør os hver især i stand til at vælge, hvordan vi vil handle, når vi møder modgang« (se »Adversity«, Ensign, juli 1998, s. 7-8).

Alma 63:4-10. Rejsen til landet mod nord

  • »Til en gruppe hellige i Stillehavet citerede præsident Spencer W. Kimball: ›Præsident Joseph F. Smith, Kirkens præsident sagde: ›Brødre og søstre fra New Zealand, jeg ønsker, at I skal vide, at I stammer fra Hagots folk.‹ For de hellige på New Zealand var det det. En Herrens profet havde talt … Det er nærliggende at konkludere, at Hagot og hans tilhængere var omkring 19 århundreder på øerne fra ca. 55 f.Kr. til 1854, før evangeliet nåede frem til dem. De havde mistet alle de klare og dyrebare ting, som Frelseren havde bragt til jorden, for de var sandsynligvis på øerne, da Kristus blev født i Jerusalem‹ (Temple View Area Conference Report, feb. 1976, s. 3)« (Joseph Fielding McConkie og Robert L. Midlet, Doctrinal Commentary on the Book of Mormon, 4 vols., 1987-1991, 3:329).

    Billede
    Hagots skib

    Minerva K. Teichert, med tilladelse fra BYU Museum of Art

    Præsident David O. McKay (1873-1970) underbyggede, hvad der var sket med nogle af Hagots folk, da han kom med følgende erklæring i indvielsesbønnen til templet i New Zealand: »Vi udtrykker taknemlighed for disse frugtbare øer, som du ledte nogle af fader Lehis efterkommere til, og hvor du har givet dem fremgang« (»Dedicatory Prayer Delivered by Pres. David O. McKay at New Zealand Temple«, Church News, 10. maj 1958, s. 2).

Overvej

  • Hvordan kan du ære, opretholde og forsvare dit land?

  • Hvilke lektier kan vi lære af både Moronis og Pahorans breve, som kan være en hjælp i vores liv? (se Alma 60-61).

  • Hvad er sammenhængen mellem retfærdighed og frihed?

  • Efter at have læst Alma 52-63, hvad mener du så er nogle af de største principper omkring krig, som du kan undervise et andet menneske i?

Forslag til opgaver

  • Skriv i din dagbog, hvordan du kan anvende Moronis forsvarstaktik i din egen personlige kamp for retfærdighed.

  • Det kan være, at du ønsker at skrive om det indblik, du har fået i, hvordan du kan forsvare dig mod modstanderne af din tro.

  • Lav en skitse til en familieaftenslektion ud fra et eller flere af de herunder nævnte emner:

    1. Gør brug af de midler Herren har givet (se Alma 60:21)

    2. Rens karret indvendigt (se Alma 60:23)

    3. Søg Guds ære frem for verdens hæder (se Alma 60:36)

    4. Tag ikke anstød (se Alma 61:9)