Nefis sidste skrivelser omfatter det, han definerer som »Kristi lære« (2 Ne 31:2, 21; 32:6). Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede:
»I Mormons Bog er ›Kristi lære‹ enkel og ligetil. Den fokuserer på evangeliets første principper, deriblandt et udtryk for opmuntring til at holde ud, blive ved og fortsætte. Det er i sandhed i den tydelige og enkle ›Kristi lære‹, dens virkning findes …
Kristi lære er ikke kompliceret. Den er dybsindig, smuk, entydig og fuldstændig« (Christ and the New Covenant, 1997, s. 49-50, 56).
Stræb efter at indrette dit liv på de enkle, men dybe aspekter af Kristi lære, som vil give dig Helligåndens ledsagelse og vejledning og evig lykke og glæde.
Ældste Jeffrey R. Holland forklarede betydningen af »Kristi lære« som er nævnt i 2 Ne 31: »Selvom et udtryk som ›Kristi lære‹ passende kunne anvendes om enhver eller alle af Mesterens belæringer, kan disse storslåede, tydelige og smukke udsagn, som findes rundt om i Mormons Bog, Det Nye Testamente og sidste dages skrifter mere passende kaldes ›Kristi læresætninger‹. Bemærk at Nefi specifikt anvender udtrykket i ental. I Nefis afsluttende vidnesbyrd og senere i Frelserens egen erklæring til nefitterne, da han viser sig for dem, er det fremhævelsen af et præcist, bestemt og enkelt aspekt af Kristi lære, som profeten Joseph Smith erklærede var ›evangeliets første principper og ordinancer‹« (Christ and the New Covenant, s. 49).
Mens menneskeheden må døbes for at opnå tilgivelse for sine synder, blev Frelseren, som var hellig og uden synd, døbt som et eksempel på ydmyghed og lydighed. Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at Jesus Kristus ved at blive døbt viste et eksempel for alle mennesker om at følge ham:
»At komme ind i Guds rige er så vigtigt, at Jesus blev døbt for at vise os ›stiens snæverhed og portens tranghed, som [vi] skulle gå ind ad‹ (2 Ne 31:9) …
Født af en dødelig mor blev Jesus døbt for at opfylde sin Faders befaling om, at Guds sønner og døtre skal døbes. Han var eksemplet for os alle, så vi kan ydmyge os for vor himmelske Fader. Vi er alle velkomne til at komme til dåbens vande. Han blev døbt for at vidne for sin Fader, at han ville være lydig i at holde hans befalinger. Han blev døbt for at vise os, at vi skal modtage Helligåndens gave (se 2 Ne 31:4-9).
Og når vi følger Jesu eksempel, viser vi også, at vi vil omvende os og være lydige i at holde vor himmelske Faders befalinger. Vi ydmyger os med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd, når vi erkender vore synder og søger tilgivelse for vore overtrædelser (se 3 Ne 9:20). Vi indgår pagt om, at vi er villige til at påtage os Jesu Kristi navn og altid erindre ham« (se Liahona, jan. 2001, s. 7-8).
2 Nefi 31:13. »Med hjertets faste forsæt uden at handle hyklerisk«
»Hjertets faste forsæt« indikerer en total hengivelse til Jesus Kristus med rene og oprigtige motiver snarere end bare at lade som om man følger Herren. Præsident Marion G. Romney (1897-1988) fra Det Første Præsidentskab sagde om dette hykleri: »Der er mennesker, som forsøger at tjene Herren, uden at fornærme djævlen« (»Fredens pris«, Den danske Stjerne, feb. 1984, s. 6).
Ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum understregede vigtigheden af, at man oprigtigt følger Herren:
»Så efterlever vi rent faktisk evangeliet, eller udviser vi bare et skær af retskaffenhed, så de omkring os antager, at vi er trofaste, til trods for at vores hjerte og skjulte gerninger ikke er tro mod Herrens belæringer?
Ifører vi os blot et ›skær af gudsfrygt,‹ mens vi ›fornægter dens kraft‹? (JS-H 1:19).
Er vi vitterligt retskafne, eller foregiver vi blot lydighed, når vi tror, at andre ser os?
Herren har gjort det klart, at han ikke lader sig narre af det ydre, og han har advaret os mod at være falske over for ham eller andre. Han har rådet os til at være på vagt mod dem, som viser en falsk facade og strålende forstiller sig for at skjule en mørkere side. Vi ved, at ›Herren ser på hjertet‹ og ikke på udseendet (1 Sam 16:7)« (se Stjernen, juli 1997, s. 14).
Jesus Kristus lærte os, at alle mennesker må døbes af både vand og ånd (se Joh 3:5). Dåb i vand må ledsages af Åndens dåb, der sommetider omtales som dåb med ild. Præsident Marion G. Romney sagde: »Vigtigheden af at modtage Helligåndsgaven kan ikke udtrykkes tydeligt nok. Det er dåben med ild, som Johannes omtaler (se Luk 3:16). Det er den åndelige fødsel, som Jesus taler om til Nikodemus (Joh 3:5)« (se Den danske Stjerne, aug. 1974, s. 346).
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum tydeliggjorde, at det at blive bekræftet som medlem ikke betyder, at en person er blevet døbt af Ånden:
»Efter vores dåb fik hver af os håndspålæggelse af mænd med præstedømmemyndighed og blev bekræftet som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og Helligånden blev overdraget os (se L&P 49:14). Udtalelsen ›modtag Helligånden‹ i vores bekræftelse var en retningslinje om at stræbe efter Åndens dåb.
Profeten Joseph Smith forklarede: ›Man kan lige så godt døbe en sæk sand som et menneske, dersom det ikke bliver gjort med henblik på syndernes forladelse og modtagelsen af den Helligånd. Dåb med vand er blot en halv dåb og duer ikke uden den anden halvdel – dvs. dåben med den Helligånd‹ (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 378). Vi blev døbt ved nedsænkning i vand til syndernes forladelse. Vi må også døbes og nedsænkes i Herrens Ånd, ›og da får I forladelse for jeres synder ved ild og ved Helligånden‹ (2 Ne 31:17)« (se Liahona, maj 2006, s. 29).
Ældste Lynn A. Mickelsen fra De Halvfjerds forklarede, at dåben med ild, på grund af Frelserens forsoning, renser fra synd: »Ved Frelserens forsoning, ved at give sig selv som løsesum for vore synder bemyndiger han Helligånden til at rense os i dåben af ild. Når Helligånden dvæler i os, brænder hans rensende tilstedeværelse syndens snavs ud. Så snart man har forpligtet sig indledes renselsesprocessen« (se Liahona, nov. 2003, s. 12).
Ved en af de sjældne lejligheder, hvor Faderens røst kunne høres, sagde han: Ja, min Elskedes ord er sande og troværdige. Den, som holder ud indtil enden, han skal blive frelst« (2 Ne 31:15). Senere sagde han, at den som holder ud til enden »skal få evigt liv« (v. 20). Disse hellige ord, som Nefi hørte Faderen sige, viser, at et af de mest signifikante løfter i evangeliet er, at de, som »holder ud indtil enden«, vil modtage evigt liv (3 Ne 15:9).
Udtrykket at holde ud til enden bruges ofte for at fremhæve behovet for, at man tålmodigt holder ud gennem livets svære prøver. Ældste Joseph B. Wirthlin forklarede, at det at holde ud til enden også betyder at gå videre i trofasthed mod Kristus til vores liv slutter:
»At holde ud til enden er læren om at fortsætte på den sti, der fører til evigt liv, efter at man er trådt ind på denne sti ved tro, omvendelse, dåb og modtagelse af Helligånden. At holde ud til enden kræver hele vores hjerte, eller vi må, som profeten Amaleki fra Mormons Bog siger: ›… kom til ham og giv ham hele [vores] sjæl som et offer til ham og vedbliv i faste og bøn og hold ud til enden; og så sandt, som Herren lever, skal [vi] blive frelst‹ (Omni 1:26).
At holde ud til enden betyder, at vi har slået dybe rødder i den evangeliske jord, har overholdt Kirkens lære, har tjent vore medmennesker ydmygt, har levet et kristent liv og holdt vore pagter. De, der holder ud, er ligevægtige, vedholdende, ydmyge, udvikler sig konstant og er uden svig. Deres vidnesbyrd er ikke grundlagt på verdslige årsager – de er grundlagt på sandhed, viden, erfaring og Ånden« (se Liahona, nov. 2004, s. 101).
Præsident Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles Kvorum belærte om, at dåb ikke blot er adgang til medlemskab af Kirken, men at dåb også er den nødvendige sti for at opnå evigt liv: »Da Herren var på jorden, gjorde han det helt klart, at der var én vej og én vej alene, ad hvilken menneskene kan opnå frelse. ›Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig‹ (Joh 14:6). For at blive på den vej, er der to ting, der ligger helt fast. Den første er, at der i hans navn ligger myndighed til at sikre menneskeheden frelse. ›Der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved‹ (ApG 4:12). Og den anden ting er, at der er en grundlæggende ordinance – dåben –, som er porten enhver sjæl må igennem for at kunne opnå evigt liv« (Den danske Stjerne, apr. 1976, s. 79).
Ældste David A. Bednar forklarede, at det at komme til Kristus kræver, at man livet igennem trænger sig frem i standhaftig lydighed: »At komme til Kristus er ikke en enkeltstående begivenhed med et bestemt begyndelses- eller endepunkt, det er en proces, som udvikles og fordybes gennem et helt liv. Som et indledende trin i den proces ved vi med sikkerhed, at vi må opnå kundskab og lære om Jesus og hans liv, lærdomme og tjenestegerning. Men for rigtigt at komme til ham kræver det standhaftig lydighed og stræben efter at blive ligesom Jesus i vore tanker, bevæggrunde, kommunikation og gerninger. Når vi stræber fremad (2 Ne 31:20) ad vejen til at blive sande disciple, kan vi nærme os Frelseren i forventning om, at han så vil nærme sig os. Vi kan søge ham flittigt i håb om, at vi skal finde ham. Vi kan bede i tillid til, at vi vil modtage, og vi kan banke på i forventning om, at døren bliver åbnet for os (se L&P 88:63)« (se »Fordi vi har dem for vore øjne«, Liahona, apr. 2006, s. 16-18).
Det at vi »tager for [os] af Kristi ord« (2 Ne 31:20) sammenlignes med vores villighed til at modtage Kristi ord og det at spise et overdådigt måltid. Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum sagde, at vi tager for os af Kristi ord, når vi ønsker og adlyder dem: »At tage for sig er mere end bare at smage. At tage for sig vil sige, at man virkelig nyder maden. Vi nyder skrifterne ved at studere dem i en ånd af frydefuld fund og loyal lydighed. Når vi tager for os af Kristi ord, lagres de ›i hjerter, på tavler af kød og blod‹ (2 Kor 3:3). De bliver en integreret del af vores væsen« (se Liahona, jan. 2001, s. 17).
Hvor finder vi de ›Kristi ord‹, som vi skal tage for os af? Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) sagde: »Sagt i det sprog, som Mormons Bog taler, så er vi nødt til ›at tro på Kristus og ikke forkaste ham‹ (2 Ne 25:28) … Vi må ›kom[me] til Kristus, og bliv[e] fuldkommengjort i ham‹ (Moro 10:32) … Vi må tage for os af ›Kristi ord‹ (2 Ne 31:20), når vi modtager dem gennem skriften, hans salvede og hans Helligånd« (A Witness and a Warning, 1988, s. 51).
Ældste Robert D. Hales forklarede, at for at tage for sig af Kristi ord, må man optage og inkorporere hans lærdomme, akkurat som man optager og inkorporerer et måltid: »Hvis I og jeg skal tage for os af Kristi ord, må vi studere skriften og optage hans ord ved at granske dem og gøre dem til en del af vore tanker og handlinger« (se Liahona, jan. 1999, s. 15).
Ved en senere lejlighed talte ældste Hales om at det at tage for sig af skriften som et middel til at høre Herrens røst:
»Hvis vi ikke har Guds ord eller ikke klynger os til og følger Guds ord, begynder vi at følge ukendte stier og farer vild både som enkeltperson, familie, og nation.
Ligesom røster fra støvet råber Herrens profeter til os på jorden i dag: Tag fat i skrifterne! Hold fast ved dem, følg dem, efterlev dem, glæd jer over dem og mæt jer med dem. Nøjes ikke med at nippe til dem. De er ›Guds kraft til frelse‹ (L&P 68:4), der leder os tilbage til vor Frelser Jesus Kristus«.
Hvis Frelseren var iblandt os i kødet i dag, ville han undervise os ud fra skriften, på samme måde som han underviste, mens han gik på jorden … Hans ord lyder klart: ›I gransker Skrifterne, fordi … og netop de vidner om mig‹ (Joh 5:39) – et vidnesbyrd født af Helligånden, for ›ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt‹ (Moro 10:5) …
Sikke en storslået velsignelse! For når vi ønsker at tale til Gud, beder vi. Og når vi ønsker, at han skal tale til os, gransker vi skrifterne, for hans ord udtales gennem hans profeter. Han vil så undervise os, når vi lytter til Helligåndens tilskyndelser« (se Liahona, nov. 2006, s. 26-27).
Når en person har modtaget Helligåndsgaven og er blevet døbt af ild, inspirerer Helligånden dem med evne og ordforråd til at »tale med engles tunge« så de kan »råbe lovprisninger til Israels Hellige« (2 Ne 31:13). At tale med engles tunge betyder ikke nødvendigvis, at en person kan tale på et andet sprog.
Præsident Boyd K. Packer forklarede, at vi taler med engles tunge, når vi taler under Helligåndens indflydelse: »Nefi forklarede, at engle taler gennem Helligåndens kraft, og at I kan tale med engles tunge, hvilket ganske enkelt betyder, at I kan tale med Helligåndens kraft. Den er stille. Den er usynlig. Der kommer ikke nogen due. Der kommer ikke kløvede tunger af ild. Men kraften er der« (se »Helligåndsgaven, hvad ethvert medlem bør vide«, Liahona, aug. 2006, s. 21).
Mormons Bog lover at »Kristi ord vil fortælle jer alt det, som I skal gøre« (2 Ne 32:3). Ældste W. Rolfe Kerr fra de Halvfjerds forklarede, at Kristi ord kan vejlede os ligesom Liahonaen vejledte Lehis familie gennem ørkenen: »Vi ser således, brødre og søstre, at Kristi ord kan være en personlig Liahona for hver eneste af os, der viser os vejen. Lad os ikke være ligegyldige, fordi vejen er let. Lad os med tro gøre Kristi ord til en del af vores sind og hjerte, således som de er nedskrevet i hellig skrift, og som de udtales af levende profeter, seere og åbenbarere. Lad os med tro og iver tage for os af Kristi ord, så Kristi ord må være vores personlige, åndelige Liahona, som fortæller os alt det, vi skal gøre« (se Liahona, maj 2004, s. 37).
Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab bekræftede vigtigheden og nytten af Helligåndens tilstedeværelse gennem regelmæssigt, dagligt studium af skriften: »En anden enkel ting, vi kan gøre, som tillader Gud at give os styrke, er at tage for os af Guds ord: Læs og overvej Kirkens standardværker og de levende profeters ord. Det er et løfte om hjælp fra Gud, der kommer gennem denne daglige vane. Trofast studium af skriften giver os Helligånden« (se Liahona, maj 2004, s. 16).
Ældste Spencer J. Condie fra De Halvfjerds sagde, at skrifterne understøtter Helligåndens ledsagelse, når vi står over for vigtige beslutninger: »I står måske over for beslutninger om mission, jeres fremtidige karriere og med tiden ægteskab. Når I læser skriften og beder om vejledning, ser I måske ikke ligefrem svaret for jer skrevet i ord på siden, men når I studerer, vil I modtage tydelige indtryk og tilskyndelser, og som lovet vil Helligånden ›vise jer alt det, som I skal gøre‹ (2 Ne 32:5)« (se Liahona, juli 2002, s. 50).
Præsident James E. Faust (1920-2007) fra Det Første Præsidentskab sagde, at bønnen er vores livline til Gud: »Da Gud satte mennesket på jorden, blev bøn livlinen mellem mennesket og Gud. På Adams tid ›begyndte man således at påkalde Herrens navn‹ (1 Mos 4:26). Gennem alle slægtled siden da, har bøn stilnet meget vigtig menneskelig trang. Vi har hver især problemer, som vi ikke kan løse, og svagheder, som vi ikke kan overvinde uden gennem bøn at kontakte en højere magt. Den højere magt er Gud i himlen, til hvem vi beder i Jesu Kristi navn (se 2 Ne 32:9; 3 Ne 20:31). Når vi beder, bør vi tænke på, at vor himmelske Fader besidder al kundskab, forståelse, kærlighed og medfølelse« (se Liahona, juli 2002, s. 62).
Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum kom med et eksempel på det at bære evangeliet »til menneskenes børns hjerte« (2 Ne 33:1):
»Præsident Hinckley nævnte et vigtigt resultat af befalingen om at undervise ved Ånden, da han kom med denne udfordring:
›Vi må … få vore lærere til at tale fra hjertet og ikke ud fra deres bøger for at viderebringe deres kærlighed til Herren og til dette dyrebare værk, og på en eller anden måde vil det fænge an i hjertet på dem, som de underviser‹ (Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 619-620).
Det er vores mål – at have Guds kærlighed og være engageret i, at Jesu Kristi evangelium ›fænger an‹ i hjertet på dem, som vi underviser« (se Liahona, jan. 2000, s. 97).
Ældste David A. Bednar forklarede, at ordets hører også må være villig til at modtage ved Ånden: »Nefi lærer os, at ›når et menneske taler ved Helligåndens kraft, overfører Helligåndens kraft [budskabet] til menneskenes børns hjerte‹ (2 Ne 33:1). Læg mærke til, hvordan Ånden bringer budskabet til, men ikke nødvendigvis ind i hjertet. En lærer kan forklare, vise, overbevise og bære vidnesbyrd med stor åndelig kraft og effektivitet. Men i sidste ende trænger indholdet i budskabet og Helligåndens vidnesbyrd kun ind i hjertet, dersom modtageren tillader det« (»Seek Learning by Faith«, An evening with Elder David A. Bednar, 3. feb. 2006, s. 1, www.ldsces.org; se også L&P 50:14, 17-20).
Præsident Ezra Taft Benson forklarede, at et af vore ansvar som medlemmer af Kirken er at tilkendegive for andre, at dette er Jesu Kristi ord gennem hans tjenere: »Vores hovedopgave er at forkynde evangeliet og at gøre det effektivt. Vi er ikke forpligtede til at besvare enhver indsigelse. På et eller andet tidspunkt møder vi alle sandheden og må tage stilling til den. ›Og hvis de ikke er Kristi ord, døm selv,‹ sagde Nefi, ›for på den yderste dag vil Kristus med kraft og stor herlighed vise jer, at de er hans ord; og I og jeg skal stå ansigt til ansigt foran hans domstol; og I skal vide, at jeg er blevet befalet af ham at skrive dette‹ (2 Ne 33:11). Enhver må dømme for sig selv, velvidende at Gud vil stille os alle til ansvar« (se Den danske Stjerne, aug. 1975, 44).
Nefi sagde, at han ville mødes med os ved Guds domstol. Interessant nok kom Jakob og Moroni med en lignende kommentar (se Jakob 6:13; Moro 10:27).
Overvej
Hvorfor er det at trænge sig frem med standhaftighed en vigtig del af det at holde ud til enden?
Nefi sagde, at vi »altid skal bede« (2 Ne 32:9). Hvordan kan det bedst lade sig gøre under de forhold, du har?
Hvad gjorde størst indtryk på dig ved Nefis sidste vidnesbyrd? (se 2 Ne 33:10-14).
Forslag til opgaver
Når du har læst kommentaren til dette kapitel, så lav en evaluering over dine egne vaner angående personligt skriftstudium og bønner. Kvalificerer de sig til at blive betegnet som at tage for sig af Kristi ord og altid at bede? (Se 2 Ne 32:3, 9). Foretag de nødvendige justeringer i dit studium af skriften for at få det mere på linje med Nefis lære.
Forbered en lektion til familieaften ud fra 2 Nefi 31-33 om Nefis fremstilling af ›Kristi lære‹ (2 Ne 31:2). Hjælp din familie til at forstå, hvad Nefi mente, da han sagde: »Dette er vejen; og der er ikke givet nogen anden vej eller noget andet navn under himlen, hvorved mennesket kan blive frelst i Guds rige« (2 Ne 31:21).