Tænk over vor himmelske Faders verbale vidnesbyrd: »Se, min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag, i hvem jeg har herliggjort mit navn – hør ham« (3 Ne 11:7). Prøv at forestille dig, hvordan du ville have reageret, hvis du havde været der, da denne bekendtgørelse fandt sted, og Jesus Kristus viste sig – den største begivenhed i Mormons Bog. Forestil dig, hvordan du ville føle det, hvis du hørte Sønnen sige: »Se, jeg er Jesus Kristus, som profeterne bevidnede skulle komme til verden« (3 Ne 11:10). Overvej den indflydelse det fik på dem, som modtog et åndeligt og fysisk vidnesbyrd om, at Jesus Kristus lever.
Guds stemme blev hørt af folket adskillige gange. Når du læser 3 Nefi 8-11, så læg mærke til, hvad han belærte dem om. Overvej din evne til at genkende Guds røst og følge hans budskab til dig.
Kommentar
3 Nefi 8:1. Udførelse af mirakler i Jesu Kristi navn
Nefi bemærkede, at »der var ingen, der kunne gøre et mirakel i Jesu navn, medmindre han var renset helt og aldeles for al sin ugudelighed« (3 Ne 8:1; se også L&P 121:36).
Følgende historie, som ældste Vaughn J. Featherstone fortalte, da han tjente i Det Præsiderende Biskopråd, viser, hvorfor det er nødvendigt, at præstedømmebærere holder sig rene til hver en tid:
»Folk kan ikke skjule synd. Man kan ikke håne Gud og bære Herrens hellige præstedømme og lade som om, man er hans tjener.
Jeg kender en stor mand, som holdt sin døde søn i sine arme og sagde: ›I Jesu Kristi navn og med det hellige Melkisedekske Præstedømmes magt og myndighed befaler jeg dig at leve.‹ Og den døde dreng åbnede sine øjne.
Denne dejlige bror kunne umuligt have gjort dette, dersom han havde læst pornografi et par aftener før, eller hvis han havde overtrådt på anden lignende måde. Præstedømme kræver ren adfærd for at virke« (Ensign, maj 1975, s. 66)
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at selv om ikke alle præstedømmehandlinger vil resultere i mirakuløse begivenheder, så er det kun de værdige, som kan udføre mirakler i Kristi navn. Præstedømmebærere må holde sig rene: »Unge venner i både Det Aronske og Det Melkisedekske Præstedømme, ikke alle bønner besvares så hurtigt, og ikke enhver præstedømmeudtalelse kan befale fornyelse eller opretholdelsen af livet. Af og til er Guds vilje anderledes. Men, unge mænd, I vil, hvis det ikke allerede er tilfældet, lære, at i utrygge, selv i farlige stunder, vil jeres tro og jeres præstedømme kræve det allerbedste af jer og det bedste, I kan kalde ned fra himlen. I drenge i Det Aronske Præstedømme bruger ikke præstedømmet på nøjagtig samme måde som en ordineret ældste bruger Det Melkisedekske Præstedømme, men alle præstedømmebærere skal være redskaber i Guds hænder og for at være det, skal I – som Josva sagde – ›I skal hellige jer‹ (Jos 3:5). I må være rede og værdige til at handle« (se Liahona, jan. 2001, s. 47-48).
3 Nefi 8:6-19. Fysiske omvæltninger vidner om Kristus
»Et stort og skrækkeligt uvejr … som man aldrig før havde set i landet« slap ubeskrivelige naturkatastrofer løs (3 Ne 8:6-7). Dette fysiske kaos var i Amerika et tegn på, at Jesus Kristus blev korsfæstet i Jerusalem (se 1 Ne 19:10-12; Hel 14:20-21). Nogle fysiske omvæltninger i vor tid vidner om, at det andet komme er nær.
Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum talte om, at den øgede forekomst af store jordskælv er et af tegnene på det andet komme: »Tegn på det andet komme viser sig overalt omkring os og synes at tage til i hyppighed og styrke. For eksempel rummer listen over større jordskælv i The World Almanac and Book of Facts fra 2004 dobbelt så mange jordskælv i 1980’erne og 1990’erne som i de foregående to årtier (s. 189-190). Den viser også en yderligere voldsom stigning i de første år af dette århundrede. Listen over betydelige oversvømmelser og tidevandsbølger samt listen over orkaner, tyfoner og snestorme over hele verden viser en tilsvarende stigning i de senere år (s. 188-189). De stigninger, der fremkommer ved at sammenligne med tallene fra halvtreds år siden, kan bortforklares som ændringer i rapporteringskriterierne, men den tiltagende tendens til naturkatastrofer inden for de sidste par årtier er ildevarslende« (Liahona, maj 2004, s. 7-8).
Tre dages mørke symboliserede Jesu Kristi død, for han er »verdens lys og liv« (3 Ne 11:11). Mormon understregede, at de tre dages mørke var et tegn, der blev givet på Frelserens død (se 1 Ne 19:10; Hel 14:27; 3 Ne 8:23). Efter han havde beskrevet de skader, der var forvoldt af en »vældig storm« (3 Ne 8:5), som varede i tre timer, skrev Mormon, at det totale mørke var et af de tegn, som nu var blevet opfyldt (se 3 Ne 10:14). Mørket var så intenst, at man slet ikke kunne »tænde noget lys« (3 Ne 8:21). I denne tid med mørke lå Jesu Kristi legeme, verdens Lys, i graven. På dagen for hans opstandelse, og efter Kristus havde overvundet døden, kom lyset igen til folket i Amerika og vidnede om Kristi sejr over døden og mørket (se 3 Ne 10:9-11).
3 Nefi 8:24-25. Forkastelse af profeterne medfører lidelse
Akkurat som i gamle dage medfører forkastelse af profeterne lidelse. Præsident N. Eldon Tanner (1898-1982) fra Det Første Præsidentskab sammenlignede den lidelse, de hellige i Amerika led under den ødelæggelse, som fulgte Frelserens død, med den ødelæggelse, som i vor tid rammer dem, som ikke vil følge tidens profeter:
»I dagens verden afviser man Guds profeters budskab. Er det ikke sandt, at man hører gråd og tænders gnidsel over hele landet, fordi menneskene ligger i krig med hinanden? Har vi ikke mange blandt os, som sørger over deres vildfarne unge og de tragedier, der rammer dem, som vender sig fra retskaffenhed og lider under følgerne af at have forsøgt sig med alkohol, tobak, narkotika og andre forbudte ting? Hvor mange sørgende har vi som resultat af den udbredte lovløshed i vores samfund? Vi er nødt til at give agt på det, historien har lært os, medmindre vi skal fortæres, som tidligere civilisationer er blevet.
Det var det budskab, Kristus bragte med sig til det nefitiske folk« (se Den danske Stjerne, aug. 1975, s. 38).
Jesus Kristus kom med dette løfte: »Velsignede er de, som kommer til mig« (3 Ne 9:14).
Ældste Jeffrey R. Holland forklarede betydningen af denne indbydelse, og hvordan den gælder os: »›Kom,‹ siger han kærligt. ›Kom og følg mig.‹ Uanset hvor du er på vej hen, så kom først og se, hvor og på hvad jeg bruger min tid. Lær af mig, gå med mig, tal med mig og tro. Lyt, når jeg beder. Så vil du få svar på dine egne bønner. Gud vil give jeres sjæl hvile. Kom og følg mig« (se Stjernen, jan. 1998, s. 67).
Befalingen om slagtofre blev første gang givet til Adam. Formålet med slagtofrene var at henlede opmærksomheden på Frelserens store offer. De trofaste blev belært om, at slagtofrene ville ophøre efter Guds Søn havde udgydt sit blod i »et stort og sidste offer« (Alma 34:10). Amulek forklarede, at slagtofre efter Jesu Kristi forsoning ikke mere ville være påkrævet: »Så skal der være, eller må der nødvendigvis være, en ende på blodsudgydelse; så skal moseloven være opfyldt … og dette store og sidste offer bliver Guds Søn, ja, altomfattende og evigt« (Alma 34:13-14). Da Jesu Kristi sonoffer var fuldført, forkyndte Guds røst til folket i Mormons Bog: »Jeg vil ikke tage imod nogen af jeres slagtofre og jeres brændofre« (3 Ne 9:19).
Selv om slagt- og brændofrene ophørte (3 Ne 9:19), så afskaffede Herren ikke offerloven. Idet ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum brugte 3 Nefi 9:20, forklarede han, at Herren i dag fordrer et andet slags offer:
»Frelseren sagde efter sin forsoning og opstandelse, at han ikke længere ville acceptere dyreofre. Den gave eller det offer, som han nu ville acceptere, er ›et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd‹ (3 Ne 9:20) … I kan ofre jeres sønderknuste eller omvendte hjerte og jeres angerfulde eller lydige ånd til Herren som en gave. Det er i virkeligheden jer selv, som er en gave – det som I er, og som I er ved at blive.
Er der noget i jer eller i jeres liv, som er urent eller uværdigt? Når I fjerner det, er det en gave til Frelseren. Er der en god vane eller kvalitet, som mangler i jeres liv? Når I tilegner den og gør den til en del af jeres karakter, giver I Herren en gave« (se Liahona, maj 2004, s. 12).
Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) forklarede, at der er mange, som udvikler sig åndeligt, men som ikke opfatter deres egen stille udvikling: »Dag for dag kommer sidste dages hellige Herren nærmere, uden at de rigtigt kan se, at de opbygger et guddommeligt liv. De lever som gode, hjælpsomme og pligtopfyldende mennesker. De er som de lamanitter, som Herren sagde ›blev døbt med ild og med Helligånden, og de vidste det ikke‹ (3 Ne 9:20; fremhævelse tilføjet)« (se »En mægtig forandring i hjertet«, Stjernen, mar. 1990, s. 7).
Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, brugte det samme skriftsted til at udtrykke bekymring for, om Helligånden blev genkendt, som den burde blive. Han opmuntrede sidste dages hellige til at pleje Helligåndsgaven og gav råd om, hvordan man kan genkende Ånden:
»Alt for mange af os er som dem, om hvem Herren sagde, kom ›med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd … [men som] på det tidspunkt, da de blev omvendt, blev døbt med ild og med Helligånden, og de vidste det ikke‹ (3 Ne 9:20; fremhævelse tilføjet).
Forestil jer det! ›Og de vidste det ikke.‹ Det er ikke ualmindeligt at have modtaget gaven, uden rigtig at vide det
… Der er så mange steder, vi skal hen, så meget vi skal nå i denne larmende verden. Vi kan have for travlt til at lægge mærke til Åndens tilskyndelser« (se Liahona, juli 2000, s. 9-10).
Sammenligningen med en høne, som samler sine kyllinger, og Herren, som samler sit folk, giver en interessant indsigt. En høne holder meget af sine kyllinger og vil sætte livet til for at beskytte dem. Når fare truer, så samler hun dem under sine vinger for at beskytte dem. På lignende vis elsker Herren sit folk, Israels hus. Han ofrede sit liv for sit folk og stræbte efter at samle dem, så han kunne beskytte og pleje dem. Mange gange valgte Israel dog at forsage Herren.
I en kommentar til 3 Nefi 10:5-6 sagde præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab, at Frelseren vil hjælpe dem, som prøver at komme til ham:
»Mere end en gang har han sagt, at han vil samle os hos sig, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger. Han siger, at vi må vælge at komme til ham i ydmyghed og med nok tro på ham til at omvende os ›med hjertets faste forsæt‹ (3 Ne 10:6).
En måde at gøre det på er at samles med de hellige i hans kirke. Gå til jeres møder, selv når det synes svært. Dersom I er fast besluttede, vil han hjælpe jer med at finde styrken til at gøre det« (se Liahona, maj 2004, s. 18).
Tryghed følger ofte, når vi følger profeterne. Nefitterne, som »tog imod profeterne« – blev reddet trods de store ødelæggelser (3 Ne 10:12). Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at vi ligesom nefitterne må følge vores profet, hvis vi vil gøre os håb om at finde sikkerhed, fred, fremgang og glæde: »Det er ikke en ringe ting, brødre og søstre, at have en Guds profet i vores midte. De velsignelser, som kommer til os i livet, når vi lytter til Herrens ord, som gives os gennem ham, er store og vidunderlige … Når vi lytter til Herrens råd, som de kommer til udtryk gennem ordene fra Kirkens præsident, så bør vores svar være positivt og uden tøven. Historien viser, at der er sikkerhed, fred, fremgang og glæde i at give agt på profetens råd« (se Liahona, juli 2001, s. 80).
Præsident Boyd K. Packer vidnede om, at der kommer velsignelser til dem, som følger profeterne, og advarede om følgerne af at afvise dem:
»En gang var Karl G. Maeser leder for et hold unge missionærer, som skulle over Alperne. Da de nåede bjergtoppen, så han tilbage på en lang række pæle der var stukket ned i sneen for at markere en sikker vej over den ellers så lumske gletsjer.
Han bad alle missionærerne om at gøre holdt, hvorpå han pegede ned mod pælene og sagde: ›Brødre, her står Guds præstedømme. Det er bare almindelige pæle som alle andre … men den position, de indtager, gør dem til det, de betyder for os. Hvis vi træder et skridt bort fra den vej, farer vi vild‹ (i Alma P. Burton, Karl G. Maeser, Mormon Educator, Salt Lake City: Deseret Book Co., 1953, s. 22).
Selvom ingen af os er fuldkomne, så går Kirken fremad, ledet af ganske almindelige mennesker.
Herren har lovet:
›Og hvis mit folk vil give agt på min røst og på mine tjeneres røst, hvem jeg har udpeget til at lede mit folk, se, sandelig siger jeg jer, så skal de ikke blive flyttet fra deres sted.
Men hvis de ikke vil give agt på min røst eller på disse mænds røst, hvem jeg har udpeget, da skal de ikke blive velsignet‹ (L&P 124:45-46).
Brødre og søstre, jeg bærer vidnesbyrd om, at Kirkens ledere er kaldet af Gud ved den rette myndighed, og at Kirken er bekendt med, at de har denne myndighed, og at de er blevet forskriftsmæssigt ordineret af Kirkens ledere. Hvis vi følger dem vil vi blive frelst. Hvis vi kommer bort fra dem, vil vi sandelig være fortabte« (se Den danske Stjerne, aprilkonferencen 1985, s. 34).
Ældste Dallin H. Oaks underviste i, at den »sagte røst« – som fik »hjertet til at brænde« (3 Ne 11:3; fremhævelse tilføjet) hos dem, i højere grad var en følelse end en lyd: »Ordet ›brænde‹ i dette skriftsted omtaler helt sikkert en følelse af trøst og klarhed« (»At undervise og lære ved Ånden«, Liahona, maj 1999, s. 22).
Akkurat som nefitterne »åbnede deres ører« (3 Ne 11:5) for at høre Guds røst, må vi også vise opmærksomhed, når vi mærker Åndens blide tilskyndelser, forklarede præsident Boyd K. Packer:
»Åndens røst er i skrifterne beskrevet som hverken ›høj‹ eller ›barsk‹. Det er ikke ›en tordenrøst, ej heller … en røst som en tumultagtig larm‹. Det er snarere en ›stille røst af fuldkommen mildhed, som havde det været en hvisken,‹ og den kan gennembore ›helt ind til selve sjælen‹ og få ›hjertet til at brænde‹ (3 Ne 11:3; Hel 5:30; L&P 85:6-7). Husk, at profeten Elias lærte, at Herrens røst ikke var i stormen, ej heller i jordskælvet, ej heller i ilden, men at den var en ›sagte susen‹ (1 Kong 19:12).
Ånden fanger ikke vores opmærksomhed ved at råbe til eller ruske i os. Den hvisker snarere. Den påvirker os så blidt, at er vi forudindtaget, fornemmer vi det måske slet ikke. (Det er ikke så underligt, at visdomsordet blev åbenbaret for os, for hvordan skulle en alkoholiker eller narkoman kunne fornemme en sådan røst?)
Fra tid til anden tilskynder den os blot tilstrækkeligt til, at vi giver agt. Men de fleste gange vil Ånden trække sig tilbage, hvis vi ikke giver agt på dens blide følelse« (se »Herrens lys«, Den danske Stjerne, juli 1983, s. 30).
Præsident Ezra Taft Benson talte om, hvor sjælden en oplevelse det er at høre vor himmelske Faders røst:
»Der er ikke ret mange mennesker i verdens historie, som virkelig har hørt Gud Faderens røst tale til dem. Da folket kiggede op mod himlen, så de ›en mand stige ned fra himlen, og han var klædt i en hvid kjortel; og han kom ned og stod midt blandt dem‹ (3 Ne 11:8).
Det var et herliggjort, opstandent væsen, et medlem af Guddommen, Skaberen af utallige verdener, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, som de så for deres øjne!« (se Stjernen, juli 1987, s. 4).
Præsident James E. Faust (1920-2007) fra Det Første Præsidentskab talte om, at det at følge Frelserens eksempel i svære tider kan hjælpe os til at kunne klare vores personlige bitre bæger: »Mange medlemmer mener fejlagtigt, at når de må drikke af det bitre bæger, som de er blevet tildelt, så slipper andre for dette bæger. I de første ord til folket på det vestlige kontinent talte Jesus af Nazaret gribende om det bitre bæger, som Faderen havde givet ham (se 3 Ne 11:11). Enhver sjæl må sluge et vist mål bitterhed. Forældre til et barn, der kommer på afveje, oplever en sorg, der trodser enhver beskrivelse. En kvinde, hvis mand er ond eller ufølsom, kan dagligt føle sig sønderknust. Medlemmer, der ikke bliver gift, føler måske sorg og skuffelse. Men når man har drukket af det bitre bæger, kommer der et tidspunkt, hvor man må erkende situationen, som den er, og række opad og ud til andre. Præsident Harold B. Lee sagde: ›Lad ikke selvmedlidenhed eller desperation lokke dig bort fra den kurs, du ved er rigtig.‹ Frelseren har indstillet kompasset: Vi må fødes igen i ånd og hjerte« (»Født på ny«, Stjernen, juni 1998, s. 3-4).
3 Nefi 11:14-17. Naglemærkerne i hans hænder, fødder og side
Da den opstandne Herre viste sig for nefitterne, opfordrede han dem til at mærke sårene i hans hænder, fødder og side, så de kunne bevidne hans opstandelse (se 3 Ne 11:14). Ældste Jeffrey R. Holland belærte om, at Jesu Kristi dødelige sår var kendetegn på hans offer:
Billede
Kristi besøg i Amerika
»Uanset hvor grå vore dage kan synes, har de været meget mørkere for verdens Frelser. Som en påmindelse om de dage har Jesus endog i et opstandent og på anden måde fuldkommengjort legeme valgt at beholde sårene i hænderne og i fødderne og i siden til gavn for sine disciple – tegn, om man vil, på, at pinefulde ting sker selv for de rene og de fuldkomne; tegn, om man vil, på, at smerte i denne verden ikke er bevis på, at Gud ikke elsker jer; tegn, om man vil, på, at problemer forsvinder, og at lykken kan blive vores. Mind andre om, at det er den sårede Kristus, der er vores sjæls kaptajn, han som endnu bærer arrene fra vores tilgivelse, læsionerne efter hans kærlighed og ydmyghed, det oprevne kød af lydighed og offer.
Disse sår udgør den vigtigste måde, hvorpå vi skal genkende ham, når han kommer. Måske byder han os komme frem, sådan som han har budt andre komme frem, for at se og føle de mærker. Da vil vi, om ikke inden, så i hvert fald på det tidspunkt, sammen med Esajas mindes, at det var for os, at Gud var ›foragtet og opgivet … en lidelsernes mand, kendt med sygdom,‹ at ›han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt‹ (Es 53:3, 5)« (se »Undervise, prædike, helbrede«, Liahona, jan. 2003, s. 22).
»Ordet Hosianna er en translitteration af et hebraisk ord for bønfaldelse, som egentlig betyder: ›O, skænk frelse‹. Tydeligvis bad folket Frelseren om at belære dem om vejen til frelse, hvorfor det ikke er spor overraskende, at han straks underviste dem i evangeliets grundlæggende principper og ordinancer« (Daniel H. Ludlow, A Companion to Your Study of the Book of Mormon, 1976, s. 261-262).
Der synes at have været nogen strid blandt nefitterne om, hvordan man døbte. Herren gjorde det klart, hvordan ordinancen skulle udføres. Præsident Boyd K. Packer forklarede vigtigheden af dåben og advarede os om ikke at ændre på denne hellige ordinance:
»Dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse er evangeliets første ordinance. Dåb skal ske ved nedsænkning, for det er både et symbol på at rejse sig fra den timelige død og graven og på den påkrævede rensning for at blive forløst fra åndelig død.
Ifølge planen er dåb ikke blot at indtræde i Jesu Kristi Kirke. Det begynder med en åndelig genfødsel, som med tiden fører tilbage til Guds nærhed.
Dersom vi virkelig forstod, hvad dåben kendetegner, ville vi aldrig betragte den som triviel, ej heller ændre på den form, som denne hellige ordinance udføres på … Gennem nadveren fornyer vi denne pagt« (Our Father’s Plan, 1984, s. 39-40).
Præsident Henry B. Eyring hjalp os til at forstå, at Guds Ånd ikke fører folk ind i strid: »Når mennesker har den Ånd hos sig, kan vi forvente harmoni. Ånden indgyder sandhedens vidnesbyrd i vores hjerte, hvilket forener dem, der bærer dette vidnesbyrd for hinanden. Guds Ånd sår aldrig splid (se 3 Ne 11:29). Den skaber aldrig følelser af skel, der leder til strid mellem mennesker (se Joseph F. Smith, Evangeliske lærdomme, s. 109). Den fører til personlig fred og en følelse af harmoni med andre. Den forener sjæle. En forenet familie, en forenet kirke og en fredelig verden afhænger af forenede sjæle« (se Stjernen, juli 1998, s. 71).
Præsident Thomas S. Monson kom med følgende beretning, som viser de velsignelser, der følger af at undgå strid. Efter at have læst 3 Nefi 11:28-30sagde han:
»Lad mig afslutte med en beretning om to mænd, som er mine helte. Deres heltegerning blev ikke udført på nationalt plan, men i stedet for i en fredelig dal, der er kendt som Midway i Utah.
For mange år siden tjente Roy Kohler og Grant Remund sammen i forskellige kirkekaldelser. De var de bedste venner. De var landmænd og havde malkekvæg. Så opstod der en misforståelse, som gav anledning til splid mellem dem.
Senere, da Roy Kohler blev alvorligt syg af kræft og kun havde kort tid tilbage at leve i, besøgte min hustru Frances og jeg Roy og hans hustru, og jeg gav ham en velsignelse. Da vi talte sammen bagefter, sagde bror Kohler: ›Lad mig fortælle dig om en af de skønneste oplevelser, jeg har haft i mit liv.‹ Så fortalte han om den misforståelse, der havde hersket mellem ham og Grant Remund, og det efterfølgende kølige forhold. Han sagde: ›Vi var blevet uvenner.‹
›Og,‹ fortsatte Roy, ›jeg havde netop kørt høet ind til vinteren, da der pludselig en nat ved selvantændelse gik ild i høet, hvorved høet, laden og alt inden i den brændte ned til grunden. Jeg var knust,‹ sagde Roy. ›Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle stille op. Natten var mørk, bortset fra de ulmende gløder efter ilden. Da så jeg pludselig et lys fra nogle traktorer og noget tungt maskineri komme mod mig oppe fra vejen i retning af Grant Remunds gård. Mens ›redningsholdet‹ drejede ind i vores indkørsel og mødte mig midt i mine tårer, sagde Grant: ›Roy, du har noget af et svineri, du skal have ryddet op i. Mine drenge og jeg er klar. Lad os komme i gang.‹‹ Sammen kastede de sig over opgaven. Borte for evigt var den skjulte kile, som en kort tid havde adskilt dem. De arbejdede hele natten og indtil den næste dag, og mange andre fra omegnen hjalp til.
Roy Kohler er gået bort, og Grant Remund er ved at blive gammel. Deres sønner har tjent sammen i det samme biskopråd. Jeg værdsætter virkelig disse to skønne familiers venskab« (se Liahona, juli 2002, s. 22).
Udtrykket »min lære« findes otte gange i vers 28-40 i 3 Nefi 11. Herren beskrev sin lære som bestående af omvendelse og dåb. Nefi brugte med et tilsvarende sprog i 2 Nefi 31 en del tid på at beskrive det, han kaldte »Kristi lære«. Nefi inkluderede tro, omvendelse, dåb, Helligånden, studium af skriften og at holde ud til enden på sin liste over Kristi lære. Herren gentager senere under sit besøg blandt folket i Mormons Bog de samme principper (se 3 Ne 27) og kaldte dem »mit evangelium«. Disse principper minder om TA 1:4: »Vi tror, at evangeliets første principper og ordinancer er: 1) Tro på Herren Jesus Kristus, 2) Omvendelse, 3) Dåb ved nedsænkning i vand til syndernes forladelse, 4) Håndspålæggelse for Helligåndsgaven.«
Billede
Jesus med de nefitiske apostle
Overvej
Hvorfor er totalt mørke et passende tegn på Frelserens død?
Hvordan har Herren forsøgt at få dig ind i sin fold?
Hvordan opnår et menneske »et sønderknust hjerte« og »en angerfuld ånd«? (3 Ne 9:20).
Hvad er forskellen på »stridens ånd« (3 Ne 11:29) og en diskussion for at løse en uoverensstemmelse? Hvordan kan mennesker være uenige uden at blive stridbare?
Forslag til opgaver
Kun de, som havde taget imod profeterne, overlevede ødelæggelserne inden Herrens komme. Skriv en liste over de råd, vi har fået ved de sidste generalkonferencer fra profeten og medlemmerne af De Tolv Apostles Kvorum. Planlæg, hvordan du vil anvende dem i dit liv.
Både Nefi og lamanitten Samuel profeterede specifikt om den ødelæggelse, som ville finde sted i Amerika, kort tid efter Jesus Kristus døde i Jerusalem. Sammenlign profetierne i 2 Nefi 26:3-9 og Helaman 14:20-27 med deres opfyldelse i 3 Nefi 8:5-23.
Meget få mennesker i verden har rent faktisk hørt vor himmelske Faders røst tale til dem. Lav et skema for at sammenligne de ord, vor himmelske Fader sagde, da Jesus Kristus blev døbt (se Matt 3:17; Mark 1:11; Luk 3:22); på Forklarelsens bjerg (se Matt 17:5; Mark 9:7; Luk 9:35); til nefitterne (3 Ne 11:7) og til profeten Joseph Smith (JS-H 1:17). Beskriv betydningen af hver af disse udtalelser.