Her læser vi Mormons mægtige prædiken, som den er nedskrevet af hans søn Moroni. Forud for Moro 7 bestod Moronis arbejde med skriften primært i at forkorte andre profeters tekster. Her læser vi Mormons mægtige prædiken, som han holdt for en gruppe retskafne kirkemedlemmer (se Moro 7:2-3). Mormon underviste hellige, som levede i et samfund i åndeligt forfald, om, hvordan man kommer Gud nærmere. Denne tale fremhæver behovet for korrekt motivering eller hensigt med vore handlinger, hvordan man skelner mellem godt og ondt, og den vigtige sammenhæng mellem tro, håb og næstekærlighed.
Skrifterne taler ofte om »Herrens hvile«. Præsident Joseph F. Smith (1838-1918) citerede først Moroni 7:3 og skrev derefter:
»Dette er et særdeles betydningsfuldt skriftsted. Den hvile, der her henvises til er ingen fysisk hvile, for der findes ikke noget som fysisk hvile i Jesu Kristi Kirke. Der henvises til den åndelige hvile og fred, som er en følge af en rodfæstet overbevisning om sandheden i menneskenes sind. Vi kan på denne måde indgå til Herrens hvile i dag, når vi kommer til en forståelse af evangeliets sandheder … Ikke alle behøver at søge denne fred, thi der er mange, som nu er i besiddelse af den, der er tilfredse. De har blikket rettet mod deres kaldelse med urokkelig fasthed i hjertet om at være trofaste i sandheden, og som i ydmyghed og retfærdighed betræder den sti, der er afmærket for de hellige, som er Kristi villige efterfølgere …
Jeg takker vor Fader, fordi jeg er kommet til kundskab om denne sandhed, at jeg ved, at Jesus er Kristus, i hvem alene der er hvile og frelse. Så sandt som Gud lever, bedrages de, der følger menneskene og deres filosofier; men lykkelige er de, der indgår til Kristi fredfyldte efterfølgeres hvile og modtager fyldestgørende håb fra nu og herefter, indtil de skal hvile sammen med ham i himmelen« (Evangeliske lærdomme, 1980, s. 105, 107).
Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum underviste i, at alle mennesker har talrige muligheder for at tjene deres medmennesker, og at deres motiver til at tjene er af altoverskyggende vigtighed:
»I utallige skriftsteder kan vi se, at vor himmelske Fader kender vore tanker og vores hjertes hensigter (se L&P 6:16; Mosi 24:12; Alma 18:32). Profeten Moroni underviste i, at dersom vore gerninger skal betragtes som gode, skal de udføres af de rette årsager …
Disse skriftsteder gør det klart, at for at vores tjeneste i Kirken og over for vore medmennesker kan være ægte, er det nødvendigt for os at overveje, ikke alene hvordan vi tjener, men også hvorfor vi tjener.
Mennesker betjener hinanden af forskellige årsager, og nogle årsager er bedre end andre … Men vi bør alle sammen bestræbe os på at tjene af de største og bedste årsager.
… Jeg vil som eksempel nævne seks årsager, uden at hævde at de er udtømmende. Jeg vil nævne dem i rækkefølge fra den mindre gode til den bedste grund til at tjene.
[1] Nogle tjener måske i håb om jordisk fortjeneste …
[2] En anden grund til at tjene … er … at opnå godt selskab …
[3] Nogle tjener måske af frygt for straf …
[4] Andre mennesker tjener måske af pligtfølelse eller loyalitet over for venner, familie eller traditioner …
[5] En stor grund er håbet om en evig belønning …
[6]… den største grund af dem alle … Næstekærlighed …
Det er ikke nok at tjene Gud af al magt og styrke. Han, der kan se ind i hjertet, og som kender vore tanker, kræver mere end dette. Hvis vi skal stå ulastelige for Gud på den yderste dag, må vi tjene ham af hele vores hjerte og sind.
Det er en stor udfordring for os alle at tjene af hele vores hjerte og hele vores sind. I sådanne tjenestegerninger må der ikke være noget, der hedder selviske ambitioner. Det eneste motiv til dette bør være Kristi rene kærlighed« (Den danske Stjerne, oktoberkonferencen 1984, s. 10-12).
Præsident Marion G. Romney (1897-1988) fra Det Første Præsidentskab fortalte følgende personlige oplevelse om betydningen af rene motiver til at gøre det rette:
»For ca. et kvart århundrede siden flyttede søster Romney og jeg til en menighed, hvor man lige var begyndt at bygge en kirkebygning. Det beløb, som biskoppen havde tænkt sig, at jeg burde bidrage med, gjorde mig helt lamslået. Jeg syntes, at det var mindst dobbelt så meget, som han burde have bedt om. Men jeg var lige blevet kaldet til en ret høj stilling i Kirken, så jeg kunne ikke rigtig sige nej. Derfor sagde jeg: ›Godt, jeg betaler, biskop, men jeg er nødt til at betale det i afdrag, for jeg har ikke pengene.‹ Så begyndte jeg at betale. Og jeg betalte og betalte, indtil jeg måske manglede de sidste tre afdrag, da jeg, som jeg har for vane, læste i Mormons Bog og kom til skriftstedet, som lyder:
›Hvis et mennesket … giver en gave … vrangvilligt, derfor bliver det tilregnet ham på samme måde, som hvis han havde beholdt gaven; derfor regnes han for ond for Gud‹ (Moro 7:8).
Det chokerede mig, for jeg havde betalt tusind dollar. Nå, jeg fortsatte med at betale de sidste tre afdrag, som jeg havde lovet, og derefter betalte jeg et par afdrag mere for at overbevise Herren om, at jeg havde gjort det med den rette indstilling« (»Mother Eve, a Worthy Exemplar«, Relief Society Magazine, feb. 1968, s. 84-85).
Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab underviste i, at bøn med oprigtig hensigt omfatter villighed til at adlyde enhver instruktion, der kommer fra Herren: »Den unge Joseph Smith viste os, hvordan man beder på denne måde. Han troede på det løfte, som han læste i Jakobs Brev. Han gik ud i lunden med en tro på, at hans bøn ville blive besvaret. Han ønskede at vide, hvilken kirke han skulle slutte sig til. Han var ydmyg nok til at være rede til at gøre, ligegyldigt hvad han fik at vide, at han skulle gøre. Han bad, som vi skal, og havde da allerede forpligtet sig til at adlyde (Liahona, nov. 2003, s. 90).
»Kristi lys er præcis det, som ordene antyder: Oplysthed, kundskab og en opløftende, forædlende og bevarende indflydelse, der kommer til menneskeheden på grund af Jesus Kristus. Kristus er fx ›det sande lys, som oplyser enhver, der kommer til verden‹ (L&P 93:2; Joh 1:9). Kristi lys udfylder ›det uendelige rum‹ og er det middel, hvorved Kristus er i stand til at være ›i alting og er gennem alting og omslutter alting.‹ Det ›giver liv til alting‹, og ›er den lov, hvorved alting bliver styret.‹ Det er også det ›lys, som levendegør‹ et menneskes forstand (se L&P 88:6-13, 41). På denne måde er Kristi lys forbundet med menneskets samvittighed og hjælper det med at skelne mellem rigtigt og forkert (se Moro 7:12-19).
Kristi lys må ikke forveksles med Helligånden, for Kristi lys er ikke en person. Dets indflydelse går forud for og er en forberedelse til, at man kan modtage Helligånden. Kristi lys vil lede den ærlige sjæl, som ›lytter til åndens røst‹, til at finde det sande evangelium og den sande kirke og derved modtage Helligånden (se L&P 54:46-48)« (»Light of Christ«, s. 725; se også Guide til Skrifterne, »Lys, Kristi lys«; Tro mod sandheden: Et evangelisk opslagsværk, 2005, s. 87-88).
»Samvittigheden er en manifestation af Kristi lys, som sætter os i stand til at dømme mellem godt og ondt« (Tro mod sandheden, s. 88). »Kristi ånd« (Moro 7:16) og »Kristi lys« (v. 18-19) er vendinger fra skriften, der ofte bruges synonymt.
Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, vidnede om, at dette lys er en gave, der vil hjælpe os med at skelne mellem godt og ondt:
»Uanset om dette indre lys, denne kundskab om ret og uret, kaldes for Kristi lys, moral eller samvittighed, kan den få os til at beherske vore handlinger – medmindre vi undertrykker eller kvæler den …
Enhver mand, kvinde eller barn fra ethvert land, trossamfund eller hudfarve – enhver, uanset hvor de bor, eller hvad de tror på, eller hvad de gør – har i sig det uudslukkelige Kristi lys« (»Kristi lys«, Liahona, apr. 2005, s. 9, 10).
Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) identificerede nogle forskelle på Helligånden og Kristi lys:
»Helligånden må ikke forveksles med den ånd, som fylder det uendelige verdensrum, og som er allestedsnærværende. Denne anden ånd er upersonlig og har ingen størrelse eller dimensioner; den udgår fra Faderens og Sønnens nærhed og er i alle ting. Når vi taler om Helligånden, bør vi omtale ham som en person og sige ›ham‹ og den anden ånd som ›den‹, selv om vi også, når vi taler om Helligåndens kraft eller gave, udmærket kan sige ›den‹.
Helligånden er, således som ny åbenbaring forkynder os, det tredje medlem af Guddommen og er en åndelig person. Følgende udtryk anvendes synonymt: Guds Ånd, Herrens Ånd, Sandhedens Ånd, den Helligånd, Talsmanden; de henviser alle sammen til Helligånden. De samme udtryk anvendes for en stor del i forbindelse med Jesu Kristi Ånd, der også kaldes Sandhedens lys, Kristi lys, Guds Ånd og Herrens Ånd; og dog er de adskilte og særskilte. Der findes en hel del forvirring iblandt os, fordi vi ikke har været påpasselige med at skille dem tydeligt i vore tanker« (Lærdomme om frelse, saml. Bruce R. McConkie, 3 bd., 1977-1980, 1:53).
Guds inspiration gennem Kristi lys er ikke kun begrænset til medlemmer af denne kirke. Kristi lys har påvirket mange verdensledere.
»Det Første Præsidentskab har udtalt:
›De store religiøse ledere i verden som fx Muhammed, Kong Fuzi og reformatorerne, samt filosoffer som Sokrates og Platon modtog en del af Guds lys. Moralske sandheder blev givet dem af Gud til oplysning for hele nationer og for at bringe en højere grad af forståelse til den enkelte …
Vi tror, at Gud har givet og fortsat vil give alle mennesker tilstrækkelig kundskab til at hjælpe dem på deres vej til evig frelse‹ (Statement of the First Presidency regarding God’s Love for All Mankind, 15. feb. 1978)« (James E. Faust, Den danske Stjerne, okt. 1980, s. 19).
Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede om en sammenhæng mellem Kristi lys og Helligåndsgaven:
»Vi bringer hver især et lys med til jorden, Kristi lys …
Ved at anvende Kristi lys til at skelne og vælge det rigtige kan vi blive ledt til et endnu større lys: Helligåndsgaven« (Liahona, juli 2002, s. 77).
Satan har evnen til at give falske åbenbaringer til dem, der forsøger at tvinge eller presse sig til åbenbaring. Kommunikation fra Satan vil altid lede os bort fra Kristus. Præsident Boyd K. Packer har omkring disse falske åndelige budskaber givet følgende råd:
»Vær altid på vagt, så I ikke bedrages af inspirationer fra en forkert kilde. I kan få et forkert åndeligt budskab. Der findes falske ånder såvel som falske engle (se Moro 7:17). Pas på, at I ikke bliver bedraget, for Djævelen kan komme forklædt som en lysets engel.
Vores åndelige og følelsesmæssige jeg er så tæt forbundet, at det er muligt for os at tage fejl af følelsesmæssige impulser og det åndelige. Vi møder af og til mennesker, der tror, at de har modtaget åndelige tilskyndelser fra Gud, selv om disse tilskyndelser enten er følelsesmæssige eller kommer fra den onde« (»Herrens lys«, Den danske Stjerne, juli 1983, s. 35).
Mormon belærte om, at tro er nøglen til at gribe fat i alt godt (se Moro 7:25). Hjælpeforeningens besøgsbudskab forklarede os, hvordan vi i tro kan »kan gribe fat i alt godt«:
»Opbyggelsen af et personligt vidnesbyrd er et spørgsmål om at ønske og om at træffe valg, der øger vores tro og håb. Når vi ønsker at ›gribe fat i alt godt‹, må vi nødvendigvis vælge at udføre handlinger, som øger vores tro:
Vi planlægger god tid til bøn.
Vi mindes og fornyr regelmæssigt vore pagter ved at modtage nadveren og ved at besøge templet.
Vi anvender skrifterne som en personlig vejviser, der vejleder os i vore handlinger.
Vi fremmer venskaber med mennesker, som hjælper os med at opbygge vores vidnesbyrd.
Vi gør tjeneste til en del af vores daglige rutine«
(»At holde fast ved alt, hvad der er godt«, Stjernen, april 1991, s. 25).
Søster Michaelene P. Grassli sagde, mens hun tjente i Primarys hovedpræsidentskab, at når vi gør godt, kommer vi på bølgelængde med Gud: »På samme måde kan vi træne vore sanser, så vi kan fornemme vor himmelske Faders vilje med os. Vi træner vore åndelige sanser ved at gøre godt. Vi har lært, at vi ›skal granske flittigt i Kristi lys, så [vi] kan kende godt fra ondt; og hvis [vi] vil gribe fat i alt godt og ikke fordømme det, skal [vi] med sikkerhed blive Kristi børn‹ (Moro 7:19)« (»Følg ham«, Stjernen, jan. 1990, s. 86).
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at Mormons Bog viser, at engle er virkelige:
»Jeg er overbevist om, at et af de mest grundlæggende temaer i Mormons Bog er den rolle, udbredelse og centrale stilling, som engle har i evangeliets historie …
En af de ting, der bliver af størst vigtighed i vores liv, jo længere tid vi lever, er kendsgerningen af engle samt deres værk og tjenestegerning. Jeg hentyder her ikke alene til englen Moroni, men også til de mere personligt betjenende engle, som er med os og rundt om os, som hjælper os, og hvem er det præcis, som gør det (se 3 Ne 7:18; Moro 7:29-32, 37; L&P 107:20)…
Jeg tror, at vi er nødt til at tale mere om tro på og bære vidnesbyrd om engles betjening, end vi nogle gange gør. De udgør en af Guds store metoder med at vidne gennem sløret, og intet andet dokument i verden belærer så klart og kraftigt om dette princip som Mormons Bog« (»For a Wise Purpose«, Ensign, jan. 1996, s. 16-17).
Ældste Bruce C. Hafen fra De Halvfjerds underviste i, at engle stadig betjener menneskenes børn:
»Disse usete engles betjening er blandt de ædleste former for kontakt mellem himlen og jorden og udtrykker stærkt Guds bekymring for os og skænker mærkbar overbevisning og åndelig næring til personer i stor nød …
Hvornår kommer englene? Hvis vi søger at være værdige, er de os nær, når vi behøver dem mest« (»When Do the Angels Come?«, Ensign, apr. 1992, s. 12, 16).
Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum har rådet os om, hvad det betyder at have tro på Jesus Kristus:
»At opnå urokkelig tro på Jesus Kristus er at fylde sit liv med et strålende lys. Man står ikke længere alene med udfordringer, som man ved, man ikke kan klare på egen hånd, for han har sagt: ›Hvis I har tro på mig, skal I have magt til at gøre hvad som helst, jeg anser for tjenligt‹ (Moro 7:33; fremhævelse tilføjet).
Hvis du er fortvivlet, plaget af overtrædelse, syg, alene eller desperat og behøver trøst og støtte, så bærer jeg vidnesbyrd om, at Herren vil hjælpe dig, hvis du omhyggeligt vil adlyde den åndelige lov, hvorved den hjælp er forjættet. Han er din Fader. Du er hans barn. Han elsker dig. Han vil aldrig svigte dig. Jeg ved, at han vil velsigne dig« (Stjernen, jan. 1992, s. 100).
Mormon talte om et håb, der kommer fra eller affødes af tro på Kristus (se Moro 7:40, 42). Håb, centreret omkring Herren Jesu Kristi liv og mission, har kraft til at hæve os over enhver modgang, vi måtte møde. Præsident James E. Faust (1920-2007) fra Det Første Præsidentskab har undervist i, at håb bringer fred i et uroligt liv:
»Der er kolossale kilder til håb, der ligger ud over vore egne evner, lærdom, styrke og kapacitet. Blandt dem er Helligåndsgaven. På grund af de vidunderlige velsignelser, der er knyttet til dette medlem af Guddommen, kan vi komme til at ›kende sandheden af alt‹ (Moro 10:5).
Tro er et anker for vores sjæl. Jeg kender ingen, som ikke har brug for håb – ung eller gammel, stærk eller svag, rig eller fattig. I Eters Bog bliver vi mindet om, at ›… den, der tror på Gud, med vished [kan] håbe på en bedre verden, ja, en plads ved Guds højre hånd, hvilket håb kommer af tro og udgør et anker for menneskenes sjæl, som vil gøre dem sikre og standhaftige, altid rige på gode gerninger til at herliggøre Gud‹ (Eter 12:4; fremhævelse tilføjet) …
Alle har udfordringer og vanskeligheder i denne tilværelse. Det er en del af vores jordiske prøve. Årsagen til nogle af disse prøvelser kan ikke let forstås undtagen på troens og håbets grundlag, fordi der ofte ligger en større hensigt bag, som vi ikke altid forstår. Fred kommer som resultat af håb« (Liahona, jan. 2000, s. 70).
Ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum underviste os i, at vi kan have håb, fordi vi altid har adgang til guddommelig hjælp: »Selv når modstanderens vinde raser, forankrer vor Fader os til vores håb. Herren har lovet: ›Jeg vil ikke efterlade jer faderløse‹ (Joh 14:18), og han ›vil hellige dine trængsler til gavn for dig‹ (2 Ne 2:2). Vi kan, selv når prøvelserne synes overvældende, blive styrket og opleve håb gennem Herrens sikre løfte: ›Vær ikke bange, og lad jer ikke skræmme … for det er ikke jeres kamp, men Guds‹ (2 Krøn 20:15)« (Liahona, jan. 1999, s. 30).
Biskop H. David Burton fra Det Præsiderende Biskopråd beskrev dyderne og processen med at opnå sagtmodighed: »Sagtmodighed er afgørende for at blive mere kristuslignende. Uden sagtmodighed kan vi ikke udvikle andre vigtige dyder såsom tro, håb og tillid. Mormon skrev: ›Ingen, uden de sagtmodige og ydmyge af hjertet, finder nåde for Gud‹ (Moro 7:44). At tilegne sig sagtmodighed er en proces. Vi bliver bedt om dagligt at tage korset op (se Luk 9:23). Vi bør ikke kun tage korset op en gang i mellem. Mere sagtmodighed er ikke det samme som svaghed, men det er ›at fremstille selvet i en tilstand af venlighed og mildhed. Det afspejler vished, styrke og balance; det afspejler en sund selvagtelse og ægte selvbeherskelse‹ (Neal A. Maxwell, ›Meekly Drenched in Destiny‹, i Brigham Young University 1982-83 Fireside and Devotional Speeches, 1983, s. 2). Mere sagtmodighed tillader os at blive undervist af Ånden« (Liahona, nov. 2004, s. 99).
Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede sammenhængen mellem de væsentlige sandheder tro, håb og næstekærlighed:
»Apostlen Paulus lærte os, at tre guddommelige principper danner en grundvold, hvorpå vi kan bygge vores liv. De er tro, håb og kærlighed (se 1 Kor 13:13). Tilsammen støtter de os ligesom benene på en skammel med tre ben. Hvert princip er betydningsfuldt i sig selv, men hver af dem spiller også en vigtig støttende rolle. De er hver især ufuldstændige uden de andre. Håb hjælper troen med at udvikle sig. Tilsvarende vækker sand tro også håb. Når vi begynder at miste håbet, vakler vi også i omfanget af vores tro. Principperne tro og håb i samarbejde skal ledsages af kærlighed, der er det største af alt. Ifølge Mormon er ›næstekærligheden … Kristi rene kærlighed, og den varer ved for evigt‹ (Moro 7:47). Det er den fuldendte tilkendegivelse af vores tro og håb.
Tilsammen vil disse tre evige principper hjælpe os med at få det evige perspektiv, som vi har brug for, når vi står over for livets vanskeligste udfordringer, bl.a. de profeterede prøvelser i de sidste dage. Virkelig tro skaber håb til fremtiden; den gør det muligt at se udover os selv og vores nuværende bekymringer. Styrket af håb påvirkes vi til at udvise Kristi rene kærlighed gennem lydighed og kristne gerninger i hverdagen« (Stjernen, jan. 1993, s. 33).
Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvordan egenskaberne tro, håb og næstekærlighed er fuldstændig knyttet til Jesus Kristus:
»Ikke overraskende har tresomheden tro, håb og kærlighed, som fører os til Kristus, en stærk og konvergerende sammenhæng: Troen er på Herren Jesus Kristus, håbet er i hans forsoning, og kærligheden er ›Kristi rene kærlighed‹ (se Eter 12:28; Moro 7:47). Hver af disse egenskaber kvalificerer os til det celestiale rige (se Moro 10:20-21; Eter 12:34). Hver af dem kræver først og fremmest, at vi er ydmyge og sagtmodige (se Moro 7:39-43).
Tro og håb påvirker konstant hinanden, og man kan ikke altid adskille dem eller sige, hvad der kommer først. Selv om håb heller ikke er fuldkommen kundskab, så er de forventninger, håbet vækker, helt sikkert virkelige (Eter 12:4; se også Rom 8:24; Hebr 11:1; Alma 32:21). I den genoprettede teologis geometri har håbet en større omkreds end tro. Hvis troen vokser, vil håbets omkreds strække sig tilsvarende længere« (Stjernen, jan. 1994, s. 33).
Nogle ser næstekærlighed som noget, vi selv kan opnå ved en ihærdig indsats og specifikke handlinger. Det kræver imidlertid hjælp og velsignelser fra vor himmelske Fader at opnå Kristi kærlighed. Profeten Mormon opfordrede os til at søge næstekærlighed og til at bede »til Faderen med hjertets hele styrke«, så denne kærlighed må blive »skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere« (Moro 7:48).
Ældste Robert J. Whetten fra De Halvfjerds forklarede: »Kristuslignende kærlighed er, ligesom tro, en åndelig gave, som skænkes i overensstemmelse med principperne for personlig retskaffenhed og vores lydighed mod de love, ifølge hvilken den er forjættet. Og ligesom med tro må man udøve kærlighed for at den kan vokse« (Liahona, juli 1999, s. 34-35).
Ældste Dallin H. Oaks beskrev næstekærlighed, og hvad man må gøre for at opnå den: »Næstekærlighed, ›Kristi rene kærlighed‹ (Moro 7:47), er ikke en handling, men en tilstand. Man tilegner sig næstekærlighed gennem en række handlinger, der fører til en omvendelse. Næstekærlighed er noget, man bliver. Derfor, som Moroni kundgjorde, ›medmindre menneskene nærer næstekærlighed kan de ikke arve det sted, som du har beredt i din Faders boliger‹ (Eter 12:34; fremhævelse tilføjet)« (Liahona, jan. 2001, s. 42).
Ældste Jeffrey R. Holland har undervist i, hvorfor næstekærlighed er en så stor velsignelse i vores liv:
»Den mere omfattende definition på ›Kristi rene kærlighed‹ er imidlertid ikke det, som vi som kristne forsøger at vise hinanden, og som i høj grad mislykkes, men i stedet det, som det fuldstændig lykkedes Kristus at vise os. Sand kærlighed er kun vist én gang. Den vises fuldkomment og rent i Kristi ufejlbarlige, endelige og forsonende kærlighed til os. Det er Kristi kærlighed til os, som ›er langmodig og er venlig og misunder ikke.‹ Det er hans kærlighed til os, som ikke er ›opblæst … ikke let ophidset, tænker ikke ondt.‹ Det er Kristi kærlighed til os, som ›tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt.‹ Som det er demonstreret i Kristus varer næstekærlighed ved for evigt. Det er den kærlighed – hans rene kærlighed til os – uden hvilken vi ville være intet, uden håb og de mest elendige af alle mænd og kvinder. De, som findes i besiddelse af velsignelserne ved hans kærlighed i de sidste dage – forsoningen, opstandelsen, evigt liv, evigt løfte – vil det i sandhed være vel med.
Dette begrænser ikke på nogen måde befalingen om, at vi skal forsøge at opnå denne form for kærlighed til hinanden … Vi bør forsøge at være mere konstante og urokkelige, mere langmodige og venlige, mindre misundelige og opblæste i vores forhold til andre. Som Kristus levede, bør vi leve, og som Kristus elskede, således bør vi elske. Men ›Kristi rene kærlighed‹, som Mormon talte om, er præcis det – Kristi kærlighed. Med denne guddommelige gave, som forløsningen giver, har vi alt; uden den har vi intet og er i sidste instans intet, undtagen til sidst ›djævle, engle for en djævel‹ (2 Ne 9:9).
Livet har sin andel af frygt og fejltrin. Sommetider formår vi det ikke. Sommetider svigter andre os, eller økonomien, virksomheder eller samfundet svigter os. Men der er en ting, som i tid og al evighed, ikke svigter os – Kristi rene kærlighed …
Miraklet ved Kristi kærlighed både frelser og forandrer os. Hans forsonende kærlighed frelser os fra død og helvede såvel som fra kødelig, sanselig og djævelsk adfærd. Den forløsende kærlighed forandrer også sjælen, hæver den over faldne standarder til noget langt mere ædelt, langt mere helligt. Derfor må vi ›holde fast ved næstekærlighed‹ – Kristi rene kærlighed til os og vores ihærdige indsats hen mod ren kærlighed til – ham og til alle andre – for uden den er vi intet, og vores plan for evig lykke er fuldstændig knust. Uden Kristi forløsende kærlighed i vores tilværelse, formår ingen andre egenskaber – selv dyder og eksemplariske gode gerninger – ikke at føre os til frelse og glæde« (Christ and the New Covenant, 1977, s. 336-337).
Moroni 7:48 fortæller os, hvordan næstekærlighed kommer til en person, der hele tiden beder »med hjertets hele styrke«, hvilket betyder, at de ønsker det mere end noget andet. Denne inderlige form for bøn vil bringe resultater, også når man beder om andre ting. Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) underviste os i, at inderligheden af vore bønner vil påvirke vores familie: »I vores familiekreds vil vore børn lære, hvordan de skal tale til deres himmelske Fader ved at lytte til forældrene. De vil snart se, hvor dybtfølt og ærlige vore bønner er. Hvis vores bøn er forjaget, ja nærmer sig et tankeløst ritual, så vil de også se dette. Vi bør hellere som familier og enkeltpersoner gøre, som Mormon indtrængende anmoder os om: ›Derfor, mine elskede brødre, bed til Faderen med hjertets hele styrke‹ (Moro 7:48)« (»Bed altid«, Den danske Stjerne, mar. 1982, s. 2-3).
Billede
En familie knæler sammen i bøn
Overvej
Nævn de kriterier, der står i Moro 7, som hjælper os til at afgøre, hvad der er godt, og hvad der er ondt.
Hvorfor er næstekærlighed den største gave af alle? (Moro 7:46).
Hvilken forskel gør din indstilling og hensigt, når du tjener andre?
Forslag til opgaver
Skriv med udgangspunkt i de egenskaber, som nævnes i Moroni 7:45 og Mormons opfordring i Moroni 7:48 en kort beskrivelse af, hvad du kan gøre for at forøge næstekærligheden i dit liv.