Institut
Kapitel 17: Enoshs Bog – Mormons Ord

Kapitel 17

Enoshs Bog – Mormons Ord

Indledning

Når du studerer bøgerne af Enosh, Jarom, Omni og Mormons Ord så læg mærke til, hvordan du kan modtage vejledning fra Herren ligesom Enosh gjorde. Historien om Enosh viser Guds villighed til at velsigne og vejlede os som respons på vore personlige bønner. Beretningen om nefitterne, som flygter fra landet Lehi-Nefi, viser, at Gud også vejleder sine børn gennem profetiske advar-sler og råd. Gennem personlige bønner og ved at følge profeten, opnår vi et vidnesbyrd om Herrens uendelige kærlighed og omsorg for os.

Billede
Jakob og Enosh

© 1999 Scott Snow

Kommentar

Enosh 1:1. »Herrens tugt og formaning«

  • Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) rådgav fædre til at følge det eksempel på undervisning, som er blevet vist os af retskafne fædre i Mormons Bog:

    »Hvad lærte de retskafne fædre i Mormons Bog deres sønner? De underviste dem i meget, men det altoverskyggende budskab var om ›den evige Guds store plan‹ – faldet, genfødsel, forsoning, opstandelse, dommen og evigt liv (se Alma 34:9). Enosh sagde, at han kendte sin far som ›en retfærdig mand – for han oplærte mig i sit sprog og også i Herrens tugt og formaning – og velsignet være min Guds navn for det‹ (En 1:1).

    Dem i Mormons Bog som ikke blev oplært i noget omkring Herren, men kun i verdslige anliggender blev et snedigt og ugudeligt folk (se Mosi 24:5, 7).

    Alle sandheder er ikke af samme værdi. Frelsende sandheder er af højeste værdi. Disse sandheder belærte fædrene om ligefremt, ofte og gentagne gange. Gør vi fædre det samme?« (se Stjernen, jan. 1986, s. 28).

Enosh 1:2. En kamp med Gud

  • Billede
    Enosh beder

    Robert Barrett, © IRI

    Enosh kæmpede ikke fysisk med Gud. Optegnelsen siger, at Enosh kæmpede foran Gud i bøn. En sådan kamp handler om at finde og udtrykke sine inderligste ønsker under Helligåndens inspiration. At bede på denne måde fordrer, at et menneske aflægger forfængelighed, floskler eller uoprigtige gentagelser og udøser sit hjertes allerinderste ønsker i ord. Ethvert ord bliver et udtryk for længsel og ønske om at gøre Guds vilje. Sådanne bønner ledsages og vejledes af Helligånden »for hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke« (Rom 8:26).

Enosh 1:3-15. Forberedelse på at modtage svar på bøn

  • Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum talte om den proces, Enosh gik igennem, som styrkede hans tro og forberedte ham på at modtage svar på sin bøn:

    »For det første hørte Enosh de evangeliske sandheder fra sin far, præcis som I hører dem i jeres familie og ved denne konference.

    For det andet lod han sin fars lærdomme om ›det evige liv og de helliges glæde‹ (En 1:3) synke dybt i sit hjerte.

    For det tredje blev han fyldt af et ønske om at få at vide for sig selv, om disse lærdomme var sande, og hvor han selv stod i forhold til sin Skaber. For at bruge Enoshs egne ord: ›Min sjæl hungrede (En 1:4). Som følge af dette store åndelige ønske gjorde Enosh sig skikket til at modtage Frelserens løfte: ›Velsignede er alle de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal fyldes med Helligånden‹ (3 Ne 12:6).

    For det fjerde adlød Enosh Guds befalinger, hvilket gjorde ham i stand til at være modtagelig for Helligånden.

    For det femte skriver Enosh: ›Jeg knælede ned for min skaber og anråbte ham i indtrængende bøn og påkaldelse for min egen sjæl, og hele dagen lang anråbte jeg ham; ja, og da natten kom, oplod jeg stadig min røst, så den nåede himlene‹ (En 1:4). Det var ikke let. Han kom ikke let til tro. Faktisk betegnede Enosh sin oplevelse med bøn som en ›kamp, som jeg havde foran Gud‹ (En 1:2). Men han kom til tro. Ved Helligåndens kraft modtog han et personligt vidnesbyrd.

    Vi kan ikke finde en tro som Enoshs, uden at vi selv kæmper foran Gud i bøn. Jeg vidner om, at belønningen er umagen værd … Jeg lover jer, at hvis I gør dette oprigtigt og uden ophør, skal de ord, som Kristus talte til sine disciple, gå i opfyldelse for jer: ›Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer‹ (Matt 7:7)« (se Liahona, nov. 2004, s. 72).

  • Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum sammenlignede det at modtage svar på bønner med at åbne en kombinationslås. Det er en trinvis proces: »Indtrængende bøn har igen og igen lært mig, at himmelhvælvingen med alle dens velsignelser kun kan åbnes med en nøgle til en kombinationslås. En tilholder falder på plads, når der er tro, en anden når der er personlig retskaffenhed, den tredje og sidste tilholder falder kun på plads, når det, der søges, efter Guds mening – ikke vores – er rigtigt for os. Nogle gange hamrer vi på døren til himlen efter noget, vi ønsker os rigtig meget, og kan ikke forstå hvorfor døren ikke åbnes. Vi ville være nogle forkælede børn, dersom denne dør gik lettere op end den gør. Når jeg ser tilbage, må jeg ud fra det antal gange, Gud har nægtet at give mig det, jeg bad om, sige, at Gud virkelig elsker mig. Vores afviste bønner siger meget om os selv, men også meget om en fejlfri Fader« (»Insights«, New Era, apr. 1978, s. 6).

Enosh 1:5-8. »Enosh, dine synder er dig tilgivet«

  • Billede
    Pige i omvendelsesproces

    Del Parson, © 2000 IRI

    Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvordan fuld omvendelse kan rense et menneske gennem Jesu Kristi forsoning: »Forløseren kan afvikle dit personlige mellemværende med retfærdighed og give tilgivelse gennem omvendelsens barmhjertige sti (se Alma 42:15). En fuldstændig omvendelse er helt afgørende for, at forsoningen kan udvirke sit fuldstændige mirakel i dit liv. Gennem forståelse af forsoningen vil du se, at Gud ikke er et nidkært væsen, som finder glæde i at forfølge dem, der træder ved siden af. Han er en totalt fuldkommen, barmhjertig, forstående, tålmodig og tilgivende Fader« (se Stjernen, juli 1995, s. 76).

Enosh 1:9-14. Et ønske for andres velfærd

  • Efter selv at have følt forsoningens velsignelser, bad Enosh for sit eget folks, nefitternes, velfærd og dernæst for sine fjenders, lamanitternes, åndelige velfærd. Ældste Robert D. Hales har talt om den omsorg, som den omvendte føler for andre: »Skrifterne bekræfter, at de oprigtigt omvendte gør mere end blot at vende ryggen til verdens fristelser. De elsker Gud og deres næste. Deres sind og hjerte er centreret om Frelserens sonoffer. Fra det øjeblik, hvor de hver især omvendte sig, satte Enosh, Alma den Yngre, Paulus og andre sig helhjertet for at bringe sig selv og deres medmennesker til Gud« (se Liahona, jan. 2001, s. 8; se også kommentar til Mosija 28:3 på s. 161).

Enosh 1:10. »Herrens røst [lød] igen i mit sind«

  • Åbenbaring eller inspiration kommer til os på adskillige måder, bl.a. gennem tanker, indtryk og følelser (se L&P 6:15; 8:2-3). Præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvordan vi kan genkende Herrens røst:

    »Svar på bøn kommer på stille vis. Skrifterne beskriver denne inspirationens stemme som en lille, sagte stemme …

    Jeg har lært, at inspiration kommer mere i form af en fornemmelse end en lyd …

    Sæt de vanskelige spørgsmål om bagest i hjernen og fortsæt dit liv. Overvej og bed stille og indtrængende om disse spørgsmål.

    Svaret kommer måske ikke som et lyn. Det kan komme i form af inspiration ›linje på linje og forskrift på forskrift‹ (L&P 98:12).

    En del svar kommer ved at læse skrifterne, en del ved at høre talere. Og lejlighedsvis når det er vigtigt, vil en del svar komme ved direkte og kraftfuld inspiration. Tilskyndelsen vil være klar og umiskendelig« (se Den danske Stjerne, maj 1980, s. 34).

  • Profeten Joseph Smith (1805-1844) gav denne forklaring på, hvordan Herren kommunikerer med os: »En person kan drage fordel af at lægge mærke til den første tilkendegivelse fra åbenbaringens ånd; fx når du føler den rene intelligens tilflyde dig, kan den give dig et pludseligt indfald af visse tanker, så at du – ved at lægge mærke til det, kan finde dem opfyldt samme dag eller snart derefter – med andre ord vil de tanker, der blev indgydt i dit sind ved Guds Ånd, gå i opfyldelse – og ved således at lære og forstå Guds Ånd, kan du udvikle dig i åbenbaringens princip, indtil du bliver fuldkommen i Kristus Jesus« (History of the Church, 3:381).

Enosh 1:23; Mormons Ord 1:17. Skarp tale

  • Kirkens ledere må til tider tale direkte og skarpt for at advare medlemmerne af Kirken mod alt, som kan sætte deres frelse på spil. Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) omtalte denne forpligtelse, da han talte til de unge voksne: »Jeg er sikker på, at Peter, Jakob og Paulus fandt det ubehageligt konstant at skulle kalde folk til omvendelse og advare dem om farer, men de gjorde det standhaftigt. Så vi, jeres ledere, må gøre det evindeligt, og dersom I unge ikke forstår det, så ligger skylden hos os. Men hvis vi gør den sande vej klar for jer, så kan vi ikke klandres« (Love versus Lust, Brigham Young University Speeches of the Year, 5. jan.1965, s. 6).

Enosh 1:27. »Mit hvilested«

  • Omkring den evige hvile forklarede profeten Joseph Smith: »Gud har selv afsat en tid eller fastsat et tidspunkt, da han vil bringe alle sine undersåtter, som har adlydt hans røst og holdt hans befalinger, ind til sin celestiale hvile. Denne hvile er så fuldkommen og herlig, at mennesket behøver en forberedelsestid, førend det ifølge det riges love kan komme ind og nyde dets velsignelser … Gud har givet menneskene love, som, hvis de efterleves, er tilstrækkelige til at berede dem til denne hvile« (History of the Church, 2:12).

Jarom 1:5. »De handlede ikke vanhelligt; ej heller talte de gudsbespotteligt«

  • Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) bekræftede vores behov for at holde vores sprog rent:

    »Jeg siger dette til drengene. Jeg siger det også til jer ældre mænd, med lignende problemer. Jeg gør det i kærlighed. Jeg ved, at det er Herren velbehageligt, at vi taler et rent og dydigt sprog, for han har vist os eksemplet. Hans åbenbaringer er givet i ord, der er bekræftende, der er opløftende, der opmuntrer os til at gøre det rigtige og til at gå fremad i sandhed og godhed.

    Lad være med at bande. Lad være med at bespotte. Hold jer fra dårlige vittigheder. Hold jer fra samtaler, der er fyldt med sjofle og beskidte ord. I bliver lykkeligere og gladere, hvis I gør det, og jeres eksempel vil styrke andre« (se Stjernen, jan. 1988, s. 43).

Jarom 1:11. »Tro på ham, der skulle komme, som om han allerede var kommet«

  • Sande profeter som Jarom, der levede før Jesus Kristus blev født, skrev om hans komme og sonoffer, som om det allerede havde fundet sted. Kong Benjamin sagde: »Og Gud Herren har sendt sine hellige profeter blandt alle menneskenes børn for at kundgøre dette for alle stammer, folkeslag og tungemål, så derved hver den, som tror, at Kristus skal komme, han kan få forladelse for sine synder og fryde sig med overordentlig stor glæde, ja, som om han allerede var kommet blandt dem« (Mosi 3:13; fremhævelse tilføjet). Abinadi sagde: »Hvis Kristus ikke var kommet til verden – jeg taler om det, der skal ske, som om det allerede er sket – kunne der ikke have været nogen forløsning« (Mosi 16:6; fremhævelse tilføjet).

Omni 1:12-17. Optegnelse om tre forskellige civilisationer

  • I denne korte beretning, hører vi om tre grupper mennesker, som Herren førte til det forjættede land på den vestlige halvkugle. Den første gruppe som nævnes er Lehis koloni. Størstedelen af Mormons Bog omhandler deres og deres efterkommeres historie.

    Mormons Bog redegør også for en anden gruppe, der omtales som Zarahemlas folk, som var efterkommere af Mulek, og som tilsluttede sig nefitterne (se Mosi 25:2). Mulek, søn af kong Sidkija, forlod Jerusalem og rejste til Amerika efter Babylon ødelagde Jerusalem omkring år 587 f.Kr. (se Omni 1:15). Uden nogen skriftlig optegnelse, var Zarahemlas folk et levende bevis på det, som Ånden sagde til Nefi, om at et folkeslag omkommer i vantro (se 1 Ne 4:13). Mulekitterne tilsluttede sig så nefitterne, under kong Mosijas regeringstid (se Omni 1:19).

    Den tredje gruppe var jereditter, som kom til det forjættede land i tiden efter tårnet, »som når op til himlen« som vi læser om i 1 Mos 11. Den oprindelige jereditiske koloni voksede sig til et stort folk. Med tiden fik de dog udryddet sig selv i store borgerkrige mellem år 600 og 300 f.Kr., til sidst var der kun Coriantumr, deres sidste konge, og Herrens profet, Eter, tilbage (se Eter 15:29-34). Eter gjorde optegnelsen færdig, og Coriantumr, vandrede tilsyneladende rundt, indtil han fandt Zarahemlas folk, som han boede hos »i et tidsrum af ni måner« (Omni 1:21), før han døde. Man kender ikke meget mere til jereditterne end det, Moroni har skrevet i Eters Bog.

Omni 1:23-25. Kong Benjamin modtog de små plader

  • Fra 1 Nefi til og med Omnis Bog førte profeterne de små plader og kongerne de store (se Jar 1:14). Her fandt et stort skifte sted. Amaleki gav de små plader til kong Benjamin, de små plader var fyldt på det tidspunkt (se Omni 1:30). Fra kong Benjamins tid og fremefter blev de religiøse og historiske oplysninger ført på de store plader. Der blev ikke føjet noget til de små plader før år 130 e.Kr. Mosija og til og med 4 Nefi er Mormons forkortelse af de store plader.

Omni 1:26. »Bring hele jeres sjæl som et offer til ham«

  • Ældste Neal A. Maxwell forklarede, hvad det betyder at bringe sig selv som offer for Herren: »Et ægte og personligt offer har aldrig bestået i at placere et dyr på alteret. I stedet er det en villighed til at lægge dyret i os selv på alteret og lade det opbrænde!« (se Stjernen, juli 1995, s. 69).

    Omkring det samme emne sagde ældste Maxwell senere: »Når I lader Gud bestemme frem for at følge jeres egen vilje, så giver I ham blot det eneste, som I i virkeligheden kan give ham« (se Liahona, maj 2004, s. 46).

Mormons Ord. En bro mellem Nefis små og store plader

  • Blandt de optegnelser nefitterne førte var Nefis små og store plader (se 1 Ne 9:2). De store plader indeholdt primært folkets verdslige historie, mens de små plader omfattede den hellige historie (se 1 Ne 9:2-4). Bøgerne fra 1 Nefi til og med Omnis Bog blev ført på Nefis små plader. Bøgerne fra Mosija til og med 4 Nefi er Mormons forkortelse taget fra de store plader (se kommentar til 1 Ne 9:1-5 på s. 22-23).

Mormons Ord 1:7. »Herren kender alt det, der skal komme«

  • Nefi lavede først de små plader 30 år efter, at Lehis gruppe forlod Jerusalem (se 2 Ne 5:28-31). Han forstod ikke, hvorfor han fik befaling om at lave en anden optegnelse, men han havde tro på, at Herren havde »et víst formål« (1 Ne 9:5). Næsten 1000 år efter sagde profeten Mormon noget, der genklang af Nefis ord, da han vidnede om, at han udover sin forkortelse af Nefis store plader også inkluderede Nefis små plader med »et víst formål« (Mormons Ord 1:7).

    Joseph Smith begyndte oversættelsen af Mormons Bog med Mormons forkortelse af Nefis store plader. Han havde færdiggjort 116 siders manuskript, da Martin Harris tryglede Joseph om lov til at tage manuskriptet og vise det til nogle familiemedlemmer. Joseph spurgte Gud tre forskellige gange, om Martin måtte tage manuskriptet og endelig blev tilladelsen givet. Manuskriptet faldt i hænderne på nogle ugudelige mennesker (se L&P 10:8) og blev kendt som det mistede manuskript eller de tabte 116 sider.

    Tabet af manuskriptet viser tydeligt, hvorfor Herren gav Nefi befaling om at skrive de små plader, og hvorfor Mormon blev inspireret til at inkludere dem. Joseph Smith fik besked på ikke at genoversætte den del, han allerede havde oversat, men at han skulle erstatte delen med oversættelsen af Nefis små plader (se L&P 10:30, 38-45). Oversættelsen af de 116 sider dækkede perioden fra år 600 til 130 f.Kr. – eller tiden fra Lehi til kong Benjamin. De små plader dækkede også fra år 600 til 130 f.Kr. – eller fra Lehi til kong Benjamin. Herren fik i sin alvidenhed den anden optegnelse, de små plader, til at dække den eksakte samme tidsperiode, som var blevet dækket på de 116 stjålne sider. Dette gjorde det også muligt for Herren at holde sin pagt med Enosh om, »at han ville bevare optegnelserne« (En 1:16).

  • Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at den del af Mormons Bog som kommer fra de små plader indeholder flere oplysninger end de 116 sider, som gik tabt:

    »Mindst seks gange i Mormons Bog bruges udtrykket ›med et víst formål‹ som reference til at lave, skrive og bevare Nefis små plader (se 1 Ne 9:5; MormO 1:7; Alma 37:2, 12, 14, 18). I og jeg ved, at det vise formål – det mest åbenlyse – var at kompensere for tabet af de førnævnte 116 sider manuskript.

    Men det forekommer mig, at der er et endnu visere formål end det … Nøglen til forslaget om et visere formål ligger i vers 45 i Lære og Pagter afsnit 10. Som Herren sagde til Joseph: ›Se, på Nefis [små] plader er der indgraveret meget, som kaster større lys over mit evangelium‹ (fremhævelse tilføjet).

    Så det var helt klart ikke … dit for dat, noget for noget – du giver mig 116 sider manuskript, og så giver jeg dig 142 sider trykt tekst. Sådan var det ikke. Vi fik mere tilbage end vi mistede. Det var kendt fra begyndelsen, at det ville være sådan. Det var med et visere formål. Vi ved ikke præcis, hvad vi mistede med de 116 sider, men vi ved, at det vi modtog på de små plader var personlige erklæringer fra tre store vidner (Nefi, Jakob og Esajas), tre af de store doktrinære røster i Mormons Bog, som vidner om at Jesus er Kristus …

    Faktisk, synes jeg, at man ville have en ret god sag, dersom man sagde, at det eneste formål med de små plader var at give disse tre vidner en platform« (»A Standard unto My People«, Kirkens Uddannelsessystems symposium om Mormons Bog, 9. aug. 1994, s. 9-10; se LDS.org under gospel library/additional addresses/CES addresses).

  • Ældste Neal A. Maxwell vidnede om Guds forudviden, og hvordan det opbygger vores tro på ham:

    »Med undtagelse af dem, der vidner om, at Gud findes, er der få læresætninger, der er mere grundlæggende end sandheden om, at Gud er alvidende …

    Gud er fuldkommen i sine guddommelige kendetegn, og et af dem er viden: ›… Det er klart, at uden kundskab om alle ting, ville Gud ikke være i stand til at frelse nogen af sine skabninger; for det er i kraft af denne kundskab, han har om alle ting, fra begyndelsen til enden, at han kan give sine skabninger den forståelse, hvorved de får del i det evige liv; og dersom det ikke var for den opfattelse, som findes hos menneskene, at Gud har al kundskab, ville det være umuligt for dem at udøve tro på ham‹ (Forelæsning 4:11) …

    Gud, som kender begyndelsen fra enden, ved derfor alt om, hvad der ligger derimellem« (All These Things Shall Give Thee Experience, 1979, s. 6-7).

Mormons Ord 1:10-11. Amaleki afleverer pladerne til kong Benjamin

  • De plader, som Amaleki gav til kong Benjamin, var de små plader. Der blev fortløbende føjet noget til de store plader, som blev overleveret fra skriver til skriver indtil 385 e.Kr., da Mormon modtog de store plader og forkortede dem. Hans forkortelse blev skrevet på guldpladerne eller Mormons plader.

  • Som hjælp til at få et overblik over, hvilke sider af Mormons Bog, der vedrører de forskellige tidsperioder, henvises til kortet »Nefitiske førere af optegnelser« i tillægget på s. 395.

Overvej

  • Hvorfor er bøn nødvendig for, at du kan nyde forsoningens velsignelser?

  • Sproget hos Zarahemlas folk var blevet forvansket, fordi de ingen optegnelser havde. Hvordan hjælper optegnelser og sprog os til at vokse åndeligt?

  • Hvilke eksempler har du set på Guds forudviden gennem hændelser i dit liv? (se kommentar til Mormons Ord 1:7 på s. 128).

Forslag til opgaver

  • Skriv kort om nogle af de »kampe«, du har haft foran Gud, som har ført til åndelig vækst (se kommentar til Enosh 1:2 på s. 124). Læs denne optegnelse over åndelige begivenheder fra tid til anden for at huske på, hvordan Herren har vejledt dig.

  • Studér og drøft med en ven, hvilke »præcise« råd vi har modtaget fra nutidige profeter for at advare os mod åndelig fare (se kommentar til En 1:23; MormO 1:17 på s. 126).

  • Forbered en kort lektion, der omhandler Guds alvidenhed og hans formåen til at fuldføre sine hensigter, og brug historien om de 116 tabte sider som eksempel.