Eters Bog fortæller om en tidligere stor nations tragiske undergang, og den hjælper os til at se de uundgåelige konsekvenser af at afvise profeterne og de ødelæggende resultater af hæmningsløs synd. I stærk kontrast hertil læser vi også nogle dybsindige instruktioner om tro på Jesus Kristus. De samlede belæringer fra profeterne Eter og Moroni viser, at tro fører til omvendelse, mirakler og forandrer personlig svaghed til styrke. Desværre nægtede jereditterne at følge Eters belæringer og vendte sig bort fra sandheden, som kunne have frelst dem. Når du læser Eter, kapitlerne 11-15, så stil dig selv spørgsmålet: »Hvilke lektier er der i disse kapitler for mig og den generation, jeg tilhører?«
Kommentar
Eter 11. De sidste stadier af jereditternes civilisation
Jereditterne gennemgik, ligesom nefitterne, gentagne gange kredsløbet med velstand, frafald, dom, omvendelse, velstand osv. Ligesom med nefitterne blev omfanget af frafald og ugudelighed til sidst mere og mere fatalt. (Se i tillægget diagrammet »Kredsløbet mellem retfærdighed og ugudelighed« på s. 401) Eter 11 beretter om de sidste stadier af det jereditiske kredsløb af frafald. De afviste, hånede og spottede profeterne. Selv om kong Shule havde indført en lov, der beskyttede profeterne og straffede dem, der forfulgte dem (se Eter 7:23-26), så gjorde en senere konge det til sin politik at henrette profeterne (se Eter 11:5). Til sidst blev ugudeligheden så udbredt, at profeterne »sørgede og trak sig tilbage fra folket« (Eter 11:13) (se kommentaren til Helaman 12:5-6 på s. 268).
Profeten Amos lærte os, at én af en profets roller er at advare folk om forestående ødelæggelse (se 2 Ne 25:9; se også Ez 33:7-10). Eter 11 viser tydeligt konsekvenserne af ikke at følge profetiske advarsler. Overvej det, som præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab sagde om prisen for at afvise profetiske råd og den tryghed, der kommer ved at følge profeterne:
»For dem, der har stærk tro, synes det fornuftigt at søge efter vejen til sikkerhed gennem profeternes vejledning. Når en profet taler, vil dem med ringe tro måske mene, at de bare hører en klog mand give gode råd. Og hvis disse råd så synes bekvemme og rimelige og passer ind i deres kram, så følger de dem. Hvis det ikke gør det, betragter de det som et dårligt råd, eller også mener de, at deres situation retfærdiggør, at de er en undtagelse fra reglen. De, der slet ingen tro har, vil mene, at de blot lytter til mænd, der søger at udøve magt for deres egne selviske motivers skyld …
Hver gang jeg har valgt at vente med at følge inspireret vejledning eller besluttet, at jeg var en undtagelse, har jeg erfaret, at jeg havde bragt mig selv i fare. Hver gang jeg har lyttet til profeternes vejledning, følt det bekræftet gennem bøn og så fulgt det, har jeg erfaret, at jeg bevægede mig i sikkerhed« (Liahona, juli 1997, s. 25).
Eter 11:7-8. Naturkatastrofer kan føre til omvendelse
Vi læser, at folket som følge af krige, hungersnød, plager og ødelæggelse begyndte at omvende sig fra deres misgerninger. Præsident Joseph F. Smith (1838-1918) hjalp os til at forstå, at Herren sommetider bruger naturkatastrofer til at frembringe omvendelse hos sine børn:
»De sidste dages hellige tror, selv om de selv skælver på grund af deres egen ugudelighed og deres egne svagheder, at store straffedomme skal komme over verden på grund af uretfærdigheden; de tror fuldt og fast på den hellige skrifts beretning om, at store katastrofer vil ramme nationerne som et tegn på, at Kristus vil komme for at dømme. De tror, at Gud behersker ilden, jordskælvene, flodbølgerne, vulkanudbruddene og stormene. De anerkender ham som Mesteren og Herskeren over naturen og dens love og erkender åbent hans hånd i alle ting. Vi tror, at hans domme udøses for at bringe menneskeheden til erkendelse af hans magt og hensigter, således at de kan omvende sig fra deres synder og berede sig til Kristi andet komme, hvor han i retfærdighed vil regere på jorden …
Vi tror, at disse alvorlige naturkatastrofer kommer over menneskene fra Herren til hans børns bedste, for at fremskynde deres hengivenhed for andre og bringe det bedste frem i dem, så de kan elske og tjene ham« (Evangeliske lærdomme, 1980, s. 46; se flere henvisninger til Herrens brug af naturens elementer til at tale til folk, der nægter at omvende sig, i Helaman 12:3; L&P 43:21-25; 88:88-91).
Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) underviste i behovet for at fokusere vores tilværelse på Jesus Kristus: »Vi lever i en verden med usikkerhed. For nogle er der store præstationer. For andre skuffelser. For nogle megen fryd og glæde, godt helbred og velstand. For andre måske sygdom og en smule sorg. Vi ved det ikke. Men ét ved vi. Som Polarstjernen på himlen ser vi, uanset hvad fremtiden bringer, verdens Forløser, Guds Søn, fast og sikker som et anker for vores evige liv. Han er vores frelses klippe, vores styrke, vores trøst, midtpunktet i vores tro« (Liahona, juli 2002, s. 101).
Prøvelse af tro kommer ikke altid i form af modgang. Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt, at prøven på vores tro sommetider blot er et spørgsmål om at udøve vores tro: »Du kan lære at bruge troen mere effektivt ved at anvende det princip, som Moroni belærte om: ›Tro er det, som man håber på og ikke ser; bestrid det derfor ikke, fordi I ikke ser det, for I modtager intet vidnesbyrd, førend jeres tro er blevet prøvet‹ (Eter 12:6; fremhævelse tilføjet). Derfor vil du, hver gang du prøver din tro – dvs. handler værdigt på en tilskyndelse – modtage Åndens bekræftende vidnesbyrd. Disse følelser vil styrke din tro. Når du gentager dette mønster, vil din tro blive stærkere (Liahona, maj 2003, s. 76).
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum skrev om de forskellige niveauer af tro, som vi oplever, og forudsætningerne for udøvelse af dem: »Forberedende tro er dannet af oplevelser i fortiden – af det kendte, som udgør et grundlag for tro. Men forløsende tro må ofte udøves med henblik på oplevelser i fremtiden – det ukendte, som skaber mulighed for det mirakuløse. Streng tro, tro til at flytte bjerge, tro som Jereds brors tro går forud for miraklet og viden. Han måtte tro, før Gud talte. Han måtte handle, før evnen til at færdiggøre den handling var åbenlys. Han måtte forpligte sig til at færdiggøre handlingen, selv før det første skridt af udførelsen. Tro er ubetinget at acceptere – og på forhånd – enhver betingelse, som Gud måtte kræve i både den nærmeste og den lidt fjernere fremtid« (Christ and the New Covenant, 1997, s. 18-19).
Præsident Gordon B. Hinckley illustrerer dette princip med at modtage vores vidnesbyrd efter vores tro er blevet prøvet:
»Lad mig fortælle jer en beretning om en kvinde i São Paulo i Brasilien. Hun arbejdede for at kunne forsørge sin familie, mens hun studerede. Jeg vil fortælle beretningen med hendes egne ord. Hun siger:
›Det universitet, som jeg læste på, havde en regel, der forbød studerende, som var i gæld, at gå til eksaminer. Når jeg fik min løn, afsatte jeg af denne årsag penge til tiende og offerydelser, og resten blev fordelt til skolepenge og andre udgifter.
Jeg husker engang, hvor jeg … havde alvorlige økonomiske problemer. Min løn blev udbetalt om torsdagen. Da jeg udregnede mit månedlige budget, lagde jeg mærke til, at der ikke var nok til, at jeg kunne betale både min tiende og universitetet. Jeg blev nødt til at vælge mellem dem. Eksaminerne, som blev afholdt hver anden måned, skulle begynde den følgende uge, og hvis jeg ikke gik op til dem, kunne et helt skoleår have været forgæves. Jeg havde store kvaler … Mit hjerte blødte. Jeg stod foran en smertefuld beslutning og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg overvejede to muligheder: At betale tiende eller at risikere ikke at få de nødvendige karakterer, så jeg kunne få lov at fortsætte på studiet.
Denne følelse opslugte min sjæl og forblev hos mig indtil lørdag. Det var først da, at jeg huskede på, at jeg, da jeg blev døbt, havde jeg indvilliget i at efterleve tiendeloven. Jeg havde påtaget mig en forpligtelse, ikke over for missionærerne, men over for vor himmelske Fader. I det øjeblik begyndte kvalerne at forsvinde og give plads for en behagelig følelse af ro og beslutsomhed …
Da jeg bad min bøn den aften, bad jeg Herren om at tilgive mig for min ubeslutsomhed. Den søndag henvendte jeg mig til biskoppen inden nadvermødet og betalte med stor glæde min tiende og offerydelser. Det var en helt særlig dag. Jeg følte mig ganske enkelt lykkelig og i harmoni med mig selv og med vor himmelske Fader.
Næste dag på kontoret forsøgte jeg at finde ud af, hvordan jeg kunne gå op til eksaminerne, som skulle begynde om onsdagen. Jo mere jeg tænkte på det, desto længere væk syntes en løsning at være …
Arbejdsdagen var ved at være forbi, da min chef kom ind og gav mig dagens sidste opgaver. Da han havde gjort det, sagde han farvel med sin mappe i hånden … Pludselig standsede han, så på mig og spurgte: ›Hvordan går det med studiet?‹ Jeg blev overrasket og kunne ikke tro mine egne ører. Det eneste jeg med skælvende stemme kunne svare var: ›Det går fint!‹ Han så eftertænksomt på mig og sagde igen farvel …
Pludselig kom sekretæren ind i lokalet og sagde, at jeg var meget heldig! Da jeg spurgte hende hvorfor, sagde hun ganske enkelt: ›Chefen har netop fortalt mig, at fra i dag af vil firmaet betale for hele dit studium og for dine bøger. Før du går, så kom lige hen til mig og fortæl mig, hvad dine udgifter er, så jeg kan give dig checken i morgen.‹
Da hun var gået, knælede jeg på stedet grædende og meget ydmyg ned og takkede Herren for hans gavmildhed. Jeg … sagde til min himmelske Fader, at han ikke behøvede at velsigne mig så meget. Jeg havde kun brug for en måneds skolepenge, og den tiende, jeg havde betalt søndagen før, var meget lille i sammenligning med det beløb, jeg nu fik! Under denne bøn randt ordene fra Malakias’ Bog mig i hu: ›Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer, siger Hærskarers Herre‹ (Mal 3:10). Indtil da havde jeg aldrig fornemmet storheden af det løfte, som dette skriftsted rummede, og at denne befaling virkelig var et vidnesbyrd om den kærlighed, som Gud vor himmelske Fader udøser over sine børn her på jorden‹« (Liahona, juli 2002, s. 81-82).
Eter 12:8-22 er fuld af eksempler på »undere og underværker, der udføres ved tro« (kapitelsammenfatning for Eter 12). Forelæsninger om troen forklarer, at tro er princippet om kraft til at udføre mirakler:
»Tro er ikke kun et princip, der omfatter handling, men også styrke i alle intelligente væsener både i himlen og på jorden …
… Det var ved tro, at verdener blev beredt. Gud talte, kaos ophørte, og verdener kom i orden i kraft af den tro, der var i ham. Ligeså med mennesket; det talte ved tro i Guds navn, og solen stod stille, månen adlød, bjerge flyttede sig, fængsler faldt, løvers mund lukkedes, det menneskelige hjerte mistede sit fjendskab, ilden sin kraft, hære deres styrke, sværdet sin rædsel og døden sit herredømme, og alt dette i kraft af troen, der var i mennesket« (1:13, 22).
Svaghed kommer til mænd og kvinder gennem Adams fald. Det fysiske legeme og sind er sårbart over for sygdom og forfald. Vi er underkastet fristelse og modstand. Vi oplever alle personlig svaghed. Ikke desto mindre har Herren tydeligt lært os, at når vi kommer til ham i ydmyghed og i tro, vil han hjælpe os med at vende svaghed til styrke. Hans nåde er tilstrækkelig til at gennemgå denne forvandling ved at hæve os over vore naturlige evner. På en meget personlig måde oplever vi, hvordan kraften i forsoningen overvinder virkningerne af faldet.
Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum talte om, hvordan Herren kan hjælpe os med at overvinde vore svagheder: »Når vi i skrifterne læser om menneskets ›svaghed‹, så omfatter dette ord den almindelige, men nødvendige svaghed, der er en del af den almindelige menneskelige tilstand, hvor kødet har en så uophørlig virkning på ånden (se Eter 12:28-29). Svaghed omfatter dog ligeledes vore specifikke, personlige svagheder, som det forventes, at vi overvinder (se L&P 66:3; Jakob 4:7). Livet har det med at fremvise disse svagheder« (Lord, Increase Our Faith, 1994, s. 84).
Ældste Maxwell har yderligere beskrevet, hvordan erkendelse af vore svagheder er en måde, som Herren har valgt til at styrke vores læring:
»Når vi er urimeligt utålmodige med en alvidende Guds timing, antyder vi faktisk, at vi ved, hvad der er bedst. Hvor er det pudsigt – vi, der går med armbåndsure, vil give gode råd til ham, der styrer de kosmiske ure og kalendere.
Eftersom Gud ønsker, at vi skal vende hjem, efter at vi er blevet mere som ham og hans Søn, må en del af vores udvikling nødvendigvis bestå i, at han viser os vore svagheder. Hvis vi derfor er i besiddelse af det største håb, vil vi være lærevillige, fordi vi med hans hjælp kan vende vore svagheder til styrke (se Eter 12:27).
Det er ikke let at blive stillet over for sine svagheder, når de regelmæssigt viser sig i livets forskellige omstændigheder. Dog er det en del af det at komme til Kristus, og det er en afgørende, om end smertefuld del af Guds saliggørelsesplan« (se Liahona, januar 1999, s. 73).
Skrifterne vidner om, at Jesus Kristus kan frelse os fra vore utilstrækkeligheder så vel som fra vore synder:
»Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig« (2 Kor 12:9).
»Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid« (Hebr 4:16).
»Alligevel viser Gud Herren os vor svaghed, så vi kan vide, at det er ved hans nåde … at vi har magt til at gøre dette« (Jakob 4:7).
»Ja, jeg ved, at jeg intet er; hvad min egen styrke angår, er jeg svag; derfor vil jeg ikke prale af mig selv, men jeg vil prale af min Gud, for med hans styrke kan jeg gøre alt« (Alma 26:12).
»Hvis I fornægter jer selv al gudløshed og elsker Gud af al jeres kraft, sind og styrke, da er hans nåde tilstrækkelig for jer, så I ved hans nåde kan blive fuldkomne i Kristus; og hvis I ved Guds nåde er fuldkomne i Kristus, kan I ingenlunde fornægte Guds kraft« (Moro 10:32).
Moroni lærte os, at vi ikke kun skal udøve tro på Herren, men vi må også være ydmyge.
Hæftet Tro mod sandheden forklarer betydningen af sand ydmyghed: »At være ydmyg er taknemligt at erkende din afhængighed af Herren – at forstå, at du har et konstant behov for hans støtte. Ydmyghed er at erkende, at dine talenter og evner er gaver fra Gud. Det er ikke et tegn på svaghed, frygtsomhed eller frygt; det er en indikation af, at du ved, hvor din sande styrke ligger« (Tro mod sandheden: Et evangelisk opslagsværk, 2004, s. 172).
I Guide til Skrifterne læser vi, at nåde er »den kraft fra Gud, som gør det muligt for mennesker at modtage velsignelser i dette liv og opnå evigt liv og ophøjelse, når de har udøvet tro, omvendt sig og gjort deres bedste for at holde befalingerne. Denne guddommelige hjælp eller styrke gives i kraft af Guds barmhjertighed og kærlighed« (»Nåde«).
Præsident Thomas S. Monson kom med følgende trøstende ord: »Hvis nogen skulle føle sig for svag til at ændre sit livs opture eller nedture, eller hvis nogen skulle undlade at beslutte sig for at gøre det bedste på grund af den største frygt, frygten for fiasko, så findes der ingen mere betryggende vished end Herrens ord: ›Min nåde,‹ sagde han, ›er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; for hvis de ydmyger sig for mig og har tro på mig, så vil jeg gøre det svage stærkt for dem‹« (Liahona, juli 2000, s. 58-59).
Frelseren viste den mest fuldkomne næstekærlighed eller offervillige kærlighed, da han gav sit liv og sonede for hver enkelt af os. Vi må bede til, at vi »må blive fyldt med denne kærlighed,« så vi kan arve evigt liv (Moro 7:48). Ældste Marvin J. Ashton (1914-1994) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvad det vil sige at have næstekærlighed:
»Næstekærlighed er måske på mange måder et misforstået ord. Ofte sidestiller vi næstekærlighed med at besøge de syge, lave en sammenkogt ret til de nødstedte eller dele af vores overskud med de mindre godt stillede. Men i virkeligheden er sand næstekærlighed meget, meget mere.
Virkelig næstekærlighed er ikke noget, du giver væk; det er noget, du erhverver og gør til en del af dig selv. Og når dyden næstekærlighed rodfæstes i hjertet, bliver du aldrig den samme igen. Det gør tanken om at rakke andre ned frastødende.
Den største næstekærlighed kommer måske, når vi er venlige over for andre, når vi ikke dømmer eller sætter andre i bås, når vi ganske enkelt lader tvivlen komme andre til gode og forbliver tavse. Næstekærlighed er at acceptere andres forskelligheder, svagheder og fejl; at have tålmodighed med nogen, der har svigtet os; eller at modstå fristelsen til at blive fornærmet, når en anden ikke klarer noget, sådan som vi havde håbet. Næstekærlighed er at nægte at benytte sig af en andens svaghed og at være villig til at tilgive én, der har såret os. Næstekærlighed er at forvente det bedste af hinanden« (Stjernen, juli 1992, s. 19).
Efter at have tilbragt et år i Chile fortalte ældste Jeffrey R. Holland om følgende indblik omkring ordet forblive: »›Abide in me‹, som der står på engelsk, er et forståeligt og smukt begreb fra det elegante engelske i King James-bibelen, men ordet abide bliver ikke brugt så hyppigt mere. Jeg fik en endnu større påskønnelse for denne formaning fra Herren, da jeg så oversættelsen af dette skriftsted på et andet sprog. På spansk hedder dette velkendte udtryk permaneced en mi. Ligesom det engelske udsagnsord abide betyder permanecer ›at forblive, at blive‹, men selv engelsktalende som jeg kan fornemme, at roden til dette ord er ›permanent‹. Betydningen af dette er derfor ›bliv – men bliv for evigt‹« (Liahona, maj 2004, s. 32).
Eter 13:1-12 beskriver, hvilken stor seer Eter var. Eter blev vist mange storslåede ting af Herren, herunder etableringen af Det Ny Jerusalem forud for det andet komme. Læg mærke til, hvad Eter sagde om Det Ny Jerusalem:
Det bliver bygget på det amerikanske kontinent til resten af Josefs efterkommere (se v. 4-6).
Det vil være en hellig by ligesom Jerusalem, bygget til Herren (se v. 8-9).
Den vil blive stående, indtil jorden bliver celestial (se v. 8).
Det vil være en by for de rene og retskafne (se v. 10).
Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) skrev følgende om Det Ny Jerusalem:
»Den fremherskende mening i verden er, at dette [Det Ny Jerusalem] er byen Jerusalem, jødernes gamle by, som på gengivelsens dag vil blive fornyet, men det er ikke tilfældet. Vi læser i Eters Bog, at Herren åbenbarede ham meget af det samme, som blev set af Johannes. Eter var, som medlemmer af Kirken ved, den sidste af profeterne blandt jereditterne, og Herren viste ham meget om jødernes historie og om deres by Jerusalem, som den stod i de dage, hvor vor Frelser var på jorden. Eter så i sit syn, som på mange måder svarer til det, som Johannes modtog, den gamle by Jerusalem og også en ny by, som endnu ikke er blevet bygget; og han skrev følgende om dem, som nedskrevet af Moroni:
På gengivelsens dag, når alt fornys, vil der være tre store byer, der vil være hellige. Den ene er det gamle Jerusalem, som skal genopbygges i henhold til Ezekiels profeti. En anden er Zions stad, eller Enoks stad, som blev taget bort fra jorden, da Enok blev forvandlet, og som bliver tilbageført, og så byen Zion, eller Det Ny Jerusalem, som skal bygges af Josefs efterkommere på dette, det amerikanske kontinent« (Answers to Gospel Questions, red. Joseph Fielding Smith jun., 5 bd., 1957-1966, 2:103-104).
Coriantumr havde viet meget tid til at studere »alle krigskunster og al verdens snedighed« (Eter 13:16), alligevel afviste han Eters enkle budskab, som kunne have bragt ham fred på den måde, som alle hans militære færdigheder ikke kunne.
Coriantumr og Shiz tillod, at alle deres tilhængere blev dræbt, uden at afslutte konflikten. Vi kan ikke fuldt ud fatte rædslen i det sidste jereditiske slag, hvor selv kvinder og børn blev bevæbnet og sendt i krig (se Eter 15:15). Men det illustrerer meget malende, hvordan folket blev, da Herrens Ånd trak sig tilbage og ikke længere kæmpede med dem (se v. 19).
Hvordan har forsoningens bemyndigende kraft forandret dine svagheder til stærke sider?
Hvordan tjener Eters Bog som en advarsel til jordens nationer i dag?
Vrede og had spillede en stor rolle i ødelæggelsen af jereditterne. Hvilken rolle ser du, at vrede og had spiller i verden i dag? Hvordan kan du bekæmpe dette i dine omgivelser?
Hvordan er din tro eller åndelige forpligtelse blevet prøvet? Hvordan bragte disse prøver på din tro dig yderligere »vidnesbyrd« om Jesus Kristus eller forståelse af evige sandheder?
Forslag til aktiviteter
Find en personlig fejl eller mangel, som du har fået på grund af en jordisk svaghed. Brug Eter 12:27 som din vejledning og beskriv en strategi, hvorved den kan vendes til en styrke.
Overvej Moronis bøn om, at vi søger »denne Jesus, om hvem profeterne og apostlene har skrevet, så den nåde, der er i Gud Faderen og også i Herren Jesus Kristus og i Helligånden … må være og forblive i jer for evigt« (Eter 12:41). Skriv et kort essay, der beskriver, hvad du kan gøre for at »søge denne Jesus« og opnå »den nåde, der er i Gud Faderen.«