Zeniffs optegnelse – En beretning om hans folk fra det tidspunkt, de forlod Zarahemlas land, indtil det tidspunkt, da de blev udfriet af lamanitternes hænder.
Omfatter kapitlerne 9 til og med 22.
Kapitel 9
Zeniff leder en gruppe fra Zarahemla for at tage Lehi-Nefis land i besiddelse – Lamanitternes konge tillader dem at arve landet – Der bliver krig mellem lamanitterne og Zeniffs folk. Omkring 200-187 f.Kr.
1 Jeg, Zeniff, som er blevet oplært i hele nefitternes sprog og har haft kendskab til aNefis land, eller til vore fædres første arveland, og som har været sendt ud som spion blandt lamanitterne, for at jeg måske kunne udspionere deres styrker, så vor hær kunne falde over dem og udrydde dem – men da jeg så det, der var godt hos dem, nærede jeg ønske om, at de ikke skulle udryddes –
2 jeg stredes derfor med mine brødre i ødemarken, for jeg ønskede, at vor hersker skulle slutte en traktat med dem; men han, der var en streng og blodtørstig mand, befalede, at jeg skulle slås ihjel; men jeg blev reddet ved udgydelse af meget blod, for far kæmpede mod far og bror mod bror, indtil størstedelen af vor hær var blevet udryddet i ødemarken; og de af os, hvis liv blev skånet, vendte tilbage til Zarahemlas land for at give denne beretning til deres hustruer og deres børn.
3 Og dog samlede jeg, der var overivrig efter at arve vore fædres land, så mange, der nærede ønske om at drage op for at tage landet i besiddelse, og begyndte igen på vor rejse ud i ødemarken for at drage op til landet; men vi blev slået med sult og svære trængsler, for vi var langsomme til at huske Herren vor Gud.
4 Alligevel slog vi efter mange dages vandring i ødemarken vore telte op på det sted, hvor vore brødre var blevet slået ihjel, hvilket var nær ved vore fædres land.
5 Og det skete, at jeg med fire af mine mænd atter gik ind i byen, ind til kongen, for at jeg kunne finde ud af kongens indstilling, og for at jeg måske kunne finde ud af, om jeg måtte drage ind med mit folk og i fred tage landet i besiddelse.
6 Og jeg gik ind til kongen, og han sluttede pagt med mig om, at jeg måtte tage Lehi-Nefis land og Shiloms land i besiddelse.
7 Og han befalede også, at hans folk skulle drage ud af landet, og jeg og mit folk drog ind i landet, så vi kunne tage det i besiddelse.
8 Og vi begyndte at bygge bygninger og at reparere byens mure, ja, murene omkring byen Lehi-Nefi og byen Shilom.
9 Og vi begyndte at tilså jorden, ja, med alle slags frø, med frø af majs og af hvede og af byg og med neas og med sheum og med frø af alle slags frugter, og vi begyndte at mangfoldiggøre os og have fremgang i landet.
10 Se, det skyldtes kong Lamans snedighed og snuhed med henblik på at abringe mit folk i trældom, at han gav afkald på landet, så vi kunne tage det i besiddelse.
11 Derfor skete det, at efter at vi havde boet i landet i et tidsrum af tolv år, at kong Laman begyndte at blive urolig for, at mit folk på en eller anden måde skulle vokse sig stærke i landet, og at de ikke kunne overvinde dem og bringe dem i trældom.
12 Se, de var et dovent og aafgudsdyrkende folk; derfor nærede de ønske om at bringe os i trældom, så de kunne mæske sig ved vore hænders arbejde; ja, så de kunne tage for sig af kvæget på vore marker.
13 Derfor skete det, at kong Laman begyndte at ophidse sit folk, for at de skulle stride mod mit folk; derfor opstod der krige og stridigheder i landet.
14 For i det trettende år af min regeringstid i Nefis land, nede i den sydlige del af Shiloms land, faldt der, mens mit folk vandede og fodrede deres flokke og dyrkede deres jord, en talrig hærskare af lamanitter over dem og begyndte at slå dem ihjel og at bortrøve deres flokke og majsen på deres marker.
15 Ja, og det skete, at de flygtede, alle, der ikke blev overmandet, ja, til byen Nefi og anmodede mig om beskyttelse.
16 Og det skete, at jeg bevæbnede dem med buer og med pile, med sværd og med sabler og med køller og med slynger og med alle slags våben, som vi kunne opfinde, og jeg og mit folk drog ud mod lamanitterne for at kæmpe.
17 Ja, i Herrens styrke drog vi ud for at kæmpe mod lamanitterne; for jeg og mit folk anråbte Herren indtrængende om, at han ville udfri os af vore fjenders hænder; for vi blev vakt til erindring om vore fædres udfrielse.
18 Og Gud ahørte vore råb og besvarede vore bønner; og vi drog ud i hans styrke; ja, vi drog ud mod lamanitterne, og på én dag og én nat slog vi tre tusinde og treogfyrre ihjel; vi slog dem, lige indtil vi havde drevet dem ud af landet.
19 Og jeg hjalp selv med mine egne hænder til med at begrave deres døde. Og se, til vor store sorg og beklagelse var to hundrede og nioghalvfjerds af vore brødre blevet slået ihjel.