Mosijas Bog 20
    Footnotes
    Theme

    Kapitel 20

    Nogle lamanitiske døtre bliver bortført af Noas præster – Lamanitterne erklærer Limhi og hans folk krig – Lamanitternes hærskarer bliver tvunget tilbage og bliver fredelig stemt. Omkring 145-123 f.Kr.

    1 Se, der var et sted i Shemlon, hvor lamanitternes døtre samledes for at synge og at danse og at more sig.

    2 Og det skete, at et lille antal af dem en dag var samlet for at synge og for at danse.

    3 Og se, kong Noas præster, som skammede sig ved at skulle vende tilbage til byen Nephi, ja, og som også frygtede, at folket ville slå dem ihjel, de turde derfor ikke vende tilbage til deres hustruer og deres børn.

    4 Og da de var forblevet i ødemarken, og da de havde opdaget lamanitternes døtre, lagde de sig på lur og iagttog dem.

    5 Og da der kun var nogle få af dem samlet for at danse, kom de frem fra deres skjulesteder og greb dem og førte dem ud i ødemarken; ja, fireogtyve af lamanitternes døtre førte de ud i ødemarken.

    6 Og det skete, at da lamanitterne fandt ud af, at deres døtre var borte, blev de vrede på Limhis folk, for de troede, at det var Limhis folk.

    7 Derfor sendte de deres hære ud; ja, kongen selv drog i spidsen for sit folk; og de drog op til Nephis land for at udrydde Limhis folk.

    8 Og se, Limhi havde opdaget dem fra tårnet, ja, alle deres forberedelser til krig havde han opdaget; derfor samlede han sit folk og lagde sig i baghold for dem på markerne og i skovene.

    9 Og det skete, at da lamanitterne var kommet derop, at Limhis folk begyndte at falde over dem fra deres skjulesteder og begyndte at slå dem ihjel.

    10 Og det skete, at slaget blev overordentlig hårdt, for de kæmpede som løver om deres bytte.

    11 Og det skete, at Limhis folk begyndte at drive lamanitterne tilbage; dog var de ikke halvt så talrige som lamanitterne. Men de akæmpede for deres liv og for deres hustruer og for deres børn; derfor anstrengte de sig til det yderste og kæmpede som drager.

    12 Og det skete, at de fandt lamanitternes konge blandt deres døde; dog var han ikke død, men var blevet såret og efterladt på jorden, så hastig var hans folks flugt.

    13 Og de tog ham med og forbandt hans sår og førte ham frem for Limhi og sagde: Se, her er lamanitternes konge; efter at være blevet påført et sår er han faldet om blandt deres døde, og de har efterladt ham; og se, vi har ført ham frem for dig; og lad os nu slå ham ihjel.

    14 Men Limhi sagde til dem: I skal ikke slå ham ihjel, men føre ham herhen, så jeg kan tale med ham. Og de førte ham derhen. Og Limhi sagde til ham: Hvilken begrundelse har I for at komme op for at føre krig mod mit folk? Se, mit folk har ikke brudt den ed, som jeg aflagde til dig, hvorfor skulle I da bryde den aed, som I aflagde til mit folk?

    15 Og se, kongen sagde: Jeg har brudt eden, fordi dit folk har bortført mit folks døtre; derfor lod jeg i min vrede mit folk komme herop for at føre krig mod dit folk.

    16 Og se, Limhi havde intet hørt angående denne sag, derfor sagde han: Jeg vil søge blandt mit folk, og den, der har gjort dette, skal omkomme. Derfor foranledigede han, at der skulle foretages en eftersøgning blandt hans folk.

    17 Se, da aGideon, som var kongens anfører, havde hørt dette, trådte han frem og sagde til kongen: Jeg beder dig lade være og ikke udspørge dette folk og ikke beskylde dem for dette.

    18 For husker du ikke din fars præster, som dette folk forsøgte at udrydde? Og er de ikke i ødemarken? Og er det ikke dem, der har bortført lamanitternes døtre?

    19 Og se nu, og fortæl kongen om dette, så han kan fortælle det til sit folk, så de kan blive fredelig stemt over for os; for se, de er allerede ved at forberede sig til at komme mod os; og se, vi er også kun få.

    20 Og se, de kommer med deres talrige hærskarer, og medmindre kongen får dem fredelig stemt over for os, må vi omkomme.

    21 For er Abinadis ord ikke blevet aopfyldt, som han profeterede imod os? Og alt dette fordi vi ikke ville lytte til Herrens ord og vende os fra vor syndighed.

    22 Og se, lad os få kongen fredeligt stemt og opfylde den ed, som vi har aflagt til ham; for det er bedre, at vi skulle være i trældom, end at vi skulle miste livet; lad os derfor sætte en stopper for udgydelsen af så meget blod.

    23 Og se, Limhi fortalte kongen alt om sin far og de apræster, der var flygtet ud i ødemarken, og tillagde dem bortførelsen af deres døtre.

    24 Og det skete, at kongen blev fredeligt stemt mod hans folk, og han sagde til dem: Lad os gå ud og møde mit folk uden våben, og jeg sværger over for jer med en ed på, at mit folk ikke vil slå dit folk ihjel.

    25 Og det skete, at de fulgte kongen og gik ud uden våben for at møde lamanitterne. Og det skete, at de mødte lamanitterne, og lamanitternes konge bøjede sig for dem og bønfaldt dem på vegne af Limhis folk.

    26 Og da lamanitterne så Limhis folk, at de var uden våben, fik de amedfølelse med dem, og blev fredeligt stemt over for dem og vendte fredeligt tilbage til deres eget land med deres konge.