Mosijas Bog 27
    Footnotes
    Theme

    Kapitel 27

    Mosija forbyder forfølgelse og påbyder lighed – Alma den yngre og Mosijas fire sønner forsøger at tilintetgøre kirken – En engel viser sig og befaler dem at høre op med deres onde forehavende – Alma bliver slået med stumhed – Hele menneskeslægten må fødes på ny for at opnå frelse – Alma og Mosijas sønner kundgør glædelige tidender. Omkring 100-92 f.Kr.

    1 Og se, det skete, at de forfølgelser, som kirken blev udsat for af de ikke-troende, blev så store, at kirken begyndte at murre og beklage sig til deres ledere over det; og de beklagede sig til Alma. Og Alma lagde sagen frem for deres konge, Mosija. Og Mosija rådførte sig med sine præster.

    2 Og det skete, at kong Mosija sendte en proklamation ud over hele landet rundt omkring om, at ingen ikke-troende måtte aforfølge nogen af dem, der tilhørte Guds kirke.

    3 Og der udgik en streng befaling til alle menighederne om, at der ikke skulle være nogen forfølgelser blandt dem, at der skulle være alighed mellem alle mennesker;

    4 at de ikke skulle lade stolthed eller hovmod forstyrre deres afred; at enhver skulle bagte sin næste som sig selv, idet de skulle arbejde med deres egne hænder for deres underhold.

    5 Ja, at alle deres præster og lærere skulle aarbejde med deres egne hænder for deres underhold i alle tilfælde, undtagen ved sygdom eller i stor trang, og ved at gøre dette nød de i rigt mål af Guds bnåde.

    6 Og der begyndte igen at blive megen fred i landet; og folket begyndte at blive meget talrigt og begyndte at brede sig vidt omkring på jordens overflade, ja, mod nord og mod syd, mod øst og mod vest, idet de byggede store byer og landsbyer i alle dele af landet.

    7 Og Herren kom til dem og gav dem fremgang, og de blev et stort og velhavende folk.

    8 Se, Mosijas sønner blev regnet blandt de ikke-troende; og også en af Almas asønner blev regnet blandt dem. Han hed Alma efter sin far; alligevel blev han en meget ugudelig og en bafgudsdyrkende mand. Og han var en mand af mange ord og talte megen smiger til folket; derfor forledte han mange blandt folket til at gøre sine synder efter.

    9 Og han blev en stor hindring for Guds kirkes fremgang, idet han astjal folkets hjerte og forårsagede megen kiv blandt folket og derved gav Guds fjende en mulighed for at udøve sin magt over dem.

    10 Og se, det skete, at mens han drog rundt for at tilintetgøre Guds kirke, for han gik hemmeligt rundt sammen med Mosijas sønner og forsøgte at tilintetgøre kirken og at føre Herrens folk på afveje i modstrid med Guds befalinger og også kongens –

    11 og som jeg sagde til jer, mens de drog rundt og asatte sig op imod Gud, se, da bviste Herrens cengel sig for dem; og han steg ned som i en sky; og han talte som med en tordenrøst, hvilket fik jorden, hvorpå de stod, til at ryste.

    12 Og så stor var deres forbavselse, at de faldt til jorden og ikke forstod de ord, som han talte til dem.

    13 Alligevel råbte han igen og sagde: Alma, rejs dig og stå frem, for hvorfor forfølger du Guds kirke? For Herren har sagt: aDette er min kirke, og jeg vil stadfæste den; og intet skal omstyrte den, undtagen mit folks overtrædelse.

    14 Og englen sagde videre: Se, Herren har hørt sit folks abønner og også sin tjener Almas, din fars, bønner; for han har med megen tro bedt for dig om, at du måtte blive bragt til kundskab om sandheden; derfor, med det formål er jeg kommet for at overbevise dig om Guds magt og myndighed, så hans tjeneres bbønner må blive besvaret i forhold til deres tro.

    15 Og se nu, kan I bestride Guds magt? For se, får min røst ikke jorden til at ryste? Og kan I ikke også se mig for jer? Og jeg er sendt fra Gud.

    16 Se, jeg siger dig: Gå nu, og husk dine fædres fangenskab i Helams land og i Nefis land; og husk, hvor store ting han har gjort for dem; for de var i trældom, og han har audfriet dem. Og se, jeg siger dig: Alma, begiv dig nu på vej, og forsøg ikke mere at tilintetgøre kirken, så deres bønner må blive besvaret, og gør dette, selv om du ønsker selv at blive forstødt.

    17 Og se, det skete, at disse var de sidste ord, som englen talte til Alma, og han forlod dem.

    18 Og se, Alma og de, der var med ham, faldt igen til jorden, for stor var deres forbavselse; for med deres egne øjne havde de set en engel fra Herren; og hans røst var som torden, der rystede jorden; og de vidste, at der ikke var noget bortset fra Guds kraft, der kunne ryste jorden og få den til at bæve, som om den ville falde fra hinanden.

    19 Og se, Almas forbavselse var så stor, at han blev stum, så han ikke kunne åbne sin mund; ja, og han blev så svag, at han ikke engang kunne bevæge sine hænder; derfor blev han løftet op af dem, der var sammen med ham, og båret hjælpeløs bort, lige indtil han blev lagt foran sin far.

    20 Og de fortalte hans far alt, hvad der var hændt dem; og hans far frydede sig, for han vidste, at det var Guds kraft.

    21 Og han foranledigede, at en mængde skulle samle sig, så de kunne bevidne, hvad Herren havde gjort for hans søn og også for dem, der var med ham.

    22 Og han lod præsterne samle sig; og de begyndte at faste og at bede til Herren deres Gud om, at han ville åbne Almas mund, så han kunne tale, og også om at hans lemmer måtte få deres styrke – så folkets øjne måtte blive åbnet, så de kunne se og kende til Guds godhed og herlighed.

    23 Og det skete, efter at de havde fastet og bedt i et tidsrum af to dage og to nætter, at Almas lemmer fik deres styrke, og han rejste sig og begyndte at tale til dem, idet han bød dem være ved godt mod:

    24 For, sagde han, jeg har omvendt mig fra mine synder og er blevet aforløst af Herren; se, jeg er født af Ånden.

    25 Og Herren sagde til mig: Vær ikke forundret over, at hele menneskeslægten, ja, mænd og kvinder, alle folkeslag, stammer, tungemål og folk må afødes på ny, ja, fødes af Gud, bforandres fra deres ckødelige og faldne tilstand til en tilstand af retfærdighed, idet de er forløst af Gud og bliver hans sønner og døtre;

    26 og således bliver de nye skabninger; og medmindre de gør dette, kan de på aingen måde arve Guds rige.

    27 Jeg siger jer, at medmindre dette er tilfældet, vil de blive forstødt; og det ved jeg, fordi jeg var nær ved at blive forstødt.

    28 Alligevel, efter at have vadet gennem megen trængsel og omvendt mig næsten til døde, har Herren i sin barmhjertighed fundet det tjenligt at rive mig ud af en aevigtvarende brænden, og jeg er født af Gud.

    29 Min sjæl er blevet forløst fra bitterheds galde og syndens bånd. Jeg var i den mørkeste afgrund; men nu ser jeg Guds forunderlige lys. Min sjæl blev amartret af evig pinsel; men jeg er blevet revet ud, og min sjæl smertes ikke mere.

    30 Jeg forkastede min forløser og afviste det, der var blevet omtalt af vore fædre; men se, for at alle på forhånd må kunne vide, at han vil komme, og at han husker hver skabning, som han har skabt, vil han give sig til kende for dem.

    31 Ja, ahvert knæ skal bøje sig, og hver tunge bekende for ham. Ja, på den yderste dag, når alle mennesker skal stå frem for at blive bdømt af ham, da skal de bekende, at han er Gud; da skal de, der lever cuden Gud i verden, bekende, at dommen over dem på en evigtvarende straf er retfærdig; og de skal skælve og bæve og vige tilbage under hans daltseende øjes blik.

    32 Og se, det skete, at Alma fra det tidspunkt af begyndte at undervise folket og også dem, der var sammen med Alma på det tidspunkt, da englen viste sig for dem, idet de rejste omkring overalt i landet og forkyndte det, som de havde hørt og set, for hele folket og prædikede Guds ord under megen modgang, idet de blev stærkt forfulgt af dem, der var ikke-troende, og blev slået af mange af dem.

    33 Men til trods for alt dette gav de kirken stor trøst, idet de bekræftede deres tro og formanede dem med langmodighed og megen møje til at holde Guds befalinger.

    34 Og fire af dem var aMosijas sønner; og deres navne var Ammon og Aron og Omner og Himni; dette var navnene på Mosijas sønner.

    35 Og de rejste omkring overalt i Zarahemlas land og blandt hele det folk, som var under kong Mosijas regering, idet de med iver bestræbte sig på at gøre alle de skader gode igen, som de havde forvoldt kirken, idet de bekendte alle deres synder og forkyndte alt det, som de havde set, og forklarede profetierne og skrifterne for alle, der ønskede at høre dem.

    36 Og således var de redskaber i Guds hænder til at bringe mange til kundskab om sandheden, ja, til kundskab om deres forløser.

    37 Og hvor velsignede er de ikke! For de aforkyndte fred; de forkyndte bgode tidender om godt; og de kundgjorde for folket, at Herren regerer.