1 Og det skete, at Amulon vandt yndest for lamanitternes konges øjne; derfor tilstedte lamanitternes konge ham og hans brødre, at de skulle udpeges til lærere over hans folk, ja, over det folk, der var i Shemlons land og i Shiloms land og i Amulons land.

2 For lamanitterne havde taget alle disse lande i besiddelse; derfor havde lamanitternes konge udpeget konger over alle disse lande.

3 Og se, navnet på lamanitternes konge var Laman, idet han blev kaldt efter sin fars navn, og derfor blev han kaldt kong Laman. Og han var konge over et talrigt folk.

4 Og han udpegede lærere blandt Amulons brødre i hvert land, som hans folk havde taget i besiddelse; og således begyndte man at undervise i Nefis sprog blandt hele det lamanitiske folk.

5 Og det var et folk, der var venlige, den ene over for den anden; alligevel kendte de ikke Gud; og Amulons brødre lærte dem hverken noget om Herren deres Gud eller om Moseloven, ej heller lærte de dem Abinadis ord.

6 Men de lærte dem, at de skulle føre deres optegnelse, og at de kunne skrive, den ene til den anden.

7 Og således begyndte lamanitterne at tiltage i rigdom og begyndte at handle, den ene med den anden, og vokse sig mægtige og begyndte at blive et snedigt og et víst folk, hvad angår verdens visdom, ja, et meget snedigt folk, der frydede sig ved al slags ugudelighed og plyndring, undtagen blandt deres egne brødre.

8 Og se, det skete, at Amulon begyndte at udøve ^amyndighed over Alma og hans brødre og begyndte at forfølge ham og foranledige, at hans børn skulle forfølge deres børn.

9 For Amulon kendte Alma og vidste, at han havde været ^aen af kongens præster, og at det var ham, der havde troet Abinadis ord og var blevet jaget bort fra kongen; og derfor var han vred på ham, for han var underkastet kong Laman, men alligevel udøvede han myndighed over dem og pålagde dem ^barbejde og satte opsynsmænd over dem.

10 Og det skete, at deres trængsler blev så store, at de indtrængende begyndte at anråbe Gud.

11 Og Amulon befalede dem, at de skulle standse deres råb; og han satte vagter over dem for at holde øje med dem, så hver den, der blev grebet i at påkalde Gud, skulle sendes i døden.

12 Og Alma og hans folk oplod ikke deres røst til Herren deres Gud, men de ^audøste hjertet til ham; og han kendte deres hjertes tanker.

13 Og det skete, at Herrens røst kom til dem i deres trængsler og sagde: Løft hovedet og vær ved godt mod, for jeg kender den pagt, som I har sluttet med mig; og jeg vil slutte pagt med mit folk og udfri dem af trældom.

14 Og jeg vil også lette de byrder, der bliver lagt på jeres skuldre, så I slet ikke kan føle dem på jeres ryg, selv mens I er i trældom; og dette vil jeg gøre, for at I kan stå som ^avidner for mig herefter, og for at I kan vide med vished, at jeg, Gud Herren, kommer til mit folk i deres ^btrængsler.

15 Og se, det skete, at de byrder, der blev lagt på Alma og hans brødre, blev gjort lette; ja, Herren ^astyrkede dem, så de kunne bære deres ^bbyrder med lethed, og de underordnede sig gladelig og med ^ctålmodighed hele Herrens vilje.

16 Og det skete, at deres tro og deres tålmodighed var så stor, at Herrens røst igen kom til dem og sagde: Vær ved godt mod, for i morgen vil jeg udfri jer af trældom.

17 Og han sagde til Alma: Du skal gå i spidsen for dette folk, og jeg vil gå med dig og udfri dette folk af ^atrældom.

18 Se, det skete, at Alma og hans folk ved nattetide samlede deres flokke sammen og også noget af deres korn, ja, gennem hele natten samlede de deres flokke sammen.

19 Og om morgenen lod Herren en ^adyb søvn falde over lamanitterne, ja, og alle deres opsynsmænd lå i en dyb søvn.

20 Og Alma og hans folk begav sig ud i ødemarken; og da de havde rejst hele dagen, slog de deres telte op i en dal, og de kaldte dalen Alma, fordi han viste dem vej i ødemarken.

21 Ja, og i Almas dal udøste de deres ^atak til Gud, fordi han havde været barmhjertig mod dem og lettet deres byrder og havde udfriet dem af trældom; for de var i trældom, og ingen kunne udfri dem bortset fra Herren deres Gud.

22 Og de gav tak til Gud, ja, alle deres mænd og alle deres kvinder og alle deres børn, som kunne tale, opløftede deres røst i lovprisningerne af deres Gud.

23 Og se, Herren sagde til Alma: Skynd dig, og få dig selv og dette folk ud af dette land, for lamanitterne er vågnet og forfølger dig; få jer derfor ud af dette land, og jeg vil standse lamanitterne i denne dal, så de ikke når længere i forfølgelsen af dette folk.

24 Og det skete, at de drog ud af dalen og begav sig på deres rejse ud i ødemarken.

25 Og efter at de havde været i ødemarken i tolv dage, kom de til Zarahemlas land; og kong Mosija modtog også dem med glæde.