Mosijas Bog 23
    Footnotes
    Theme

    En beretning om Alma og Herrens folk, som blev drevet ud i ødemarken af kong Noas folk.

    Omfatter kapitlerne 23 og 24.

    Kapitel 23

    Alma afslår at være konge – Han tjener som højpræst – Herren revser sit folk, og lamanitterne erobrer Helams land – Amulon, lederen af kong Noas ugudelige præster, regerer under den lamanitiske monark. Omkring 145-121 f.Kr.

    1 Se, Alma, som var blevet advaret af Herren om, at kong Noas hære ville falde over dem, og som havde gjort sit folk bekendt dermed, de samlede derfor deres flokke sammen og tog af deres korn og drog ud i ødemarken forud for kong Noas hære.

    2 Og Herren styrkede dem, så kong Noas folk ikke kunne indhente dem for at slå dem ihjel.

    3 Og de flygtede otte dagsrejser ud i ødemarken.

    4 Og de kom til et land, ja, et meget smukt og behageligt land, et land med rent vand.

    5 Og de slog deres telte op og begyndte at dyrke jorden og at bygge bygninger; ja, de var arbejdsomme og arbejdede overordentlig meget.

    6 Og folket nærede ønske om, at Alma skulle være deres konge, for han var elsket af sit folk.

    7 Men han sagde til dem: Se, det er ikke passende, at vi skal have en konge; for så siger Herren: I skal aikke agte ét kød højere end et andet, eller ét menneske skal ikke tro, at det er bedre end et andet; derfor siger jeg til jer, at det ikke er tjenligt, at I skal have en konge.

    8 Men hvis det var muligt, at I altid kunne have retfærdige mænd til at være konger for jer, ville det være godt for jer at have en konge.

    9 Men husk kong Noas og hans præsters augudelighed; og jeg blev selv bfanget i en snare og gjorde meget, som var vederstyggeligt i Herrens øjne, hvilket bragte mig til alvorlig omvendelse.

    10 Efter megen amodgang hørte Herren alligevel mine råb og besvarede mine bønner og gjorde mig til et redskab i sine hænder til at bringe så bmange af jer til kundskab om hans sandhed.

    11 Alligevel roser jeg mig ikke af det, for jeg er uværdig til at rose mig selv.

    12 Og se, jeg siger jer: I er blevet undertrykt af kong Noa og har været i trældom under ham og hans præster og er blevet ført i syndighed af dem, derfor var I bundet med syndens abånd.

    13 Og se, da I ved Guds kraft er blevet udfriet af disse bånd, ja, af kong Noas og hans folks hænder og også af syndens bånd, så ønsker jeg af jer, at I skal astå fast i denne bfrihed, hvormed I er blevet gjort frie, og at I cikke betror nogen at være konge over jer.

    14 Og betro heller ikke nogen at være jeres alærer eller jeres tjener, medmindre han er en gudsmand, der vandrer på hans veje og holder hans befalinger.

    15 Således lærte Alma sit folk, at enhver skulle aelske sin næste som sig selv, så der ingen bstrid skulle være blandt dem.

    16 Og se, Alma var deres ahøjpræst, for han var grundlæggeren af deres kirke.

    17 Og det skete, at ingen fik amyndighed til at prædike eller til at undervise, uden at det skete ved ham fra Gud. Derfor indviede han alle deres præster og alle deres lærere; og ingen blev indviet, medmindre de var retfærdige mænd.

    18 Derfor vågede de over deres folk og anærede dem med det, der har med retfærdighed at gøre.

    19 Og det skete, at de begyndte at have overordentlig stor fremgang i landet; og de kaldte landet Helam.

    20 Og det skete, at de mangfoldiggjorde sig overordentligt og havde overordentlig stor fremgang i Helams land; og de byggede en by, som de kaldte byen Helam.

    21 Alligevel finder Herren det tjenligt at arevse sit folk; ja, han prøver deres btålmodighed og deres tro.

    22 Men hver den, der sætter sin alid til ham, han skal blive bløftet op på den yderste dag. Ja, og således var det med dette folk.

    23 For se, jeg vil vise jer, at de blev bragt i trældom, og ingen kunne udfri dem, bortset fra Herren deres Gud, ja, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.

    24 Og det skete, at han udfriede dem, og han viste dem sin mægtige kraft, og store var deres glædesudbrud.

    25 For se, det skete, at mens de var i Helams land, ja, i byen Helam, mens de dyrkede jorden deromkring, se, da kom en hær af lamanitter ind over landets grænser.

    26 Se, det skete, at Almas brødre flygtede fra deres marker og samlede sig i byen Helam; og de var meget bange på grund af lamanitternes tilsynekomst.

    27 Men Alma trådte frem og stod blandt dem og formanede dem om, at de ikke skulle være bange, men at de skulle huske Herren deres Gud, så ville han udfri dem.

    28 Derfor dæmpede de deres frygt og begyndte at anråbe Herren om, at han ville blødgøre lamanitternes hjerte, så de ville skåne dem og deres hustruer og deres børn.

    29 Og det skete, at Herren blødgjorde lamanitternes hjerte. Og Alma og hans brødre gik frem og overgav sig i deres hænder; og lamanitterne tog Helams land i besiddelse.

    30 Se, lamanitternes hære, som var fulgt efter kong Limhis folk, havde været faret vild i ødemarken i mange dage.

    31 Og se, de havde fundet kong Noas præster på et sted, som de kaldte Amulon; og de var begyndt at tage Amulons land i besiddelse og var begyndt at dyrke jorden.

    32 Se, navnet på lederen for disse præster var Amulon.

    33 Og det skete, at Amulon bønfaldt lamanitterne; og han sendte også deres hustruer, der var alamanitternes døtre, frem for at bønfalde deres brødre om, at de ikke skulle slå deres mænd ihjel.

    34 Og lamanitterne fik amedfølelse med Amulon og hans brødre, og de slog dem ikke ihjel på grund af deres hustruer.

    35 Og Amulon og hans brødre sluttede sig til lamanitterne, og de rejste om i ødemarken for at lede efter Nefis land, da de opdagede Helams land, som Alma og hans brødre havde taget i besiddelse.

    36 Og det skete, at lamanitterne lovede Alma og hans brødre, at hvis de ville vise dem den vej, der førte til Nefis land, at de da ville skænke dem livet og friheden.

    37 Men efter at Alma havde vist dem den vej, der førte til Nefis land, ville lamanitterne ikke holde deres løfte, men de satte avagter rundt omkring i Helams land over Alma og hans brødre.

    38 Og resten af dem drog til Nefis land; og en del af dem vendte tilbage til Helams land og medbragte også hustruerne og børnene til de vagter, som var blevet ladt tilbage i landet.

    39 Og lamanitternes konge havde tilstedt Amulon, at han skulle være konge og hersker over hans folk, som var i Helams land; men alligevel skulle han ingen magt have til at gøre noget i strid med lamanitternes konges vilje.