Da Nefi studerede bronzepladerne, opdagede han mange profetier om Jesu Kristi tjenestegerning. Blandt disse, var der profetier af Esajas, Zenos, Zenock og Neum. Nefi læste disse profetier for sit folk. Han medtog også en del af dem på de små plader i håb om, at de kunne overbevise hans folk og fremtidige læsere om at tro på Forløseren (se 1 Ne 19:18, 23-24).
Når du studerer 1 Nefi 19-22 så se efter tegn på Herrens store kærlighed til sine børn. Nefi nedskrev profetier, der forudsagde, at det spredte Israel med tiden ville få evangeliets fylde og blive samlet. Desuden belærte Nefi om, at selv om stor ondskab ville præge hele jorden i de sidste dage, så »behøver de retfærdige ikke at frygte« (1 Ne 22:17) fordi Herren vil holde sin beskyttende hånd over dem. På intet tidspunkt i historien har Herren glemt sit folk, og han vil heller ikke glemme dem nu, for »i [hans] håndflader har [han] tegnet [dem]« (1 Ne 21:16).
Nefi skrev om de to sæt plader, han lavede (se 1 Ne 9). De største af Nefis plader indeholdt en detaljeret beretning om hans folk. Nefis små plader var en religiøs optegnelse. I 1 Nefi 19:1-6 går betegnelsen »første plader« og »andre plader« på de store plader; »disse plader« henviser til Nefis små plader (se kommentaren til Mormons Ord på side 127).
1 Nefi 19:7-9. Verden vil regne ham for noget uden værdi
Nefi skrev, at Jesus Kristus ville blive slået, fordi menneskene på hans tid ikke »regne[de] ham for noget.« Frelseren var uvæsentlig for dem. Han blev anset for ikke at due »til andet end … trampes ned af mennesker« (Matt 5:13). Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum bemærkede, hvordan mennesker i dag ofte følger den samme skæbnesvangre tankegang: »Mange mennesker i dag besvarer desværre spørgsmålet: ›Hvad mener I om Kristus?‹ (Matt 22:42) med ordene: ›Jeg skænker ham ikke mange tanker!‹« (se Stjernen, jan. 1996, s. 23-24).
Ved en anden lejlighed underviste ældste Maxwell om, at uanset hvad verden siger, så må vi være standhaftige i vores vidnesbyrd om Frelseren: »Kernen i Faderens plan er Jesus Kristus, menneskehedens Forløser. Men som forudset vil mange regne Jesus for intet (se 1 Ne 19:9), eller blot ›betragte ham som et menneske‹ (Mosi 3:9). Uanset om andre fornægter eller formindsker Jesus, er han vor Herre og Frelser! Til sammenligning, brødre og søstre, så betyder det meget lidt, hvad folk tror om os, men det betyder temmelig meget, hvad vi tror om ham. Det betyder også vældig lidt, hvem andre siger, vi er – det der betyder noget er, hvem vi siger Jesus er« (Liahona, juli 1984, s. 38-43).
Nefi citerede fra Zenok, Neum og Zenos. Dette var profeter fra Det Gamle Testamentes tid, hvis detaljerede profetier om Jesus Kristus blev optegnet på kobberpladerne; derfor ved vi, at de levede 600 år f.Kr. De talte tydeligt om Messias’ liv og tjenestegerning og Israels hus skæbne (se også Hel 8:19-20). Uden Mormons Bog ville vi ikke kende noget til disse tre profeter eller deres vidnesbyrd om Kristus.
Nefi læste skriften for sit folk og »anvendte alle skrifterne på [dem]« (v. 23). Hvordan kan vi anvende skrifterne på os selv til »gavn og lærdom«? (v. 23). Spørgsmål som følgende kan hjælpe os til at drage gavn af skriften:
Hvilken betydning har denne specifikke begivenhed eller dette princip for mig i dag? Fx: Hvad kan Lamans og Lemuels oprør lære mig? Hvad kan jeg lære om trofasthed gennem Nefis lydighed?
Dersom jeg stod i denne situation eller over for den samme udfordring eller spørgsmål, hvordan ville jeg så reagere? Hvilke svagheder eller styrker ville jeg finde ved min egen karakter? Er jeg ligesom de af Lehis familie, der murrede i ørkenen, eller er jeg ligesom Nefi og Sam? Klager jeg, når tingene bliver svære eller stoler jeg på Gud uanset, hvad der sker?
Hvad kan jeg af denne begivenhed lære om Gud og hans handlemåde over for sine børn? Når jeg studerer mænds og kvinders liv i skriften, hvad kan jeg så lære om de ting, der henholdsvis behager og mishager Gud? Hvorfor blev dette specifikke koncept, princip eller denne begivenhed medtaget i skriften?
Hvorfor medtog Nefi Esajas 48-49 (1 Ne 20-21) på dette sted i sin optegnelse? Vi får svar på det spørgsmål i 1 Nefi 19:21: »Og [Herren] viste visselig de fordums profeter [inklusive Esajas] alt angående dem [jøderne i Jerusalem]; og han viste også mange af dem angående os [nefitterne i Amerika].«
Oversigt over 1 Nefi, kapitel 20-21
Profeterne (deriblandt Esajas) blev vist »dem« hvilket går på jøderne.
Profeterne (deriblandt Esajas) blev vist »os« hvilket går på nefitterne.
1 Nefi 20 (Es 48) handler om »dem« – jøderne i Jerusalem.
1 Nefi 21 (Es 49) handler om »os« – nefitterne i Amerika.
Hvorfor medtog Nefi flere af Esajas’ skrivelser i sin egen optegnelse (især 2 Ne 12-25)?
Nefi indledte det første af sine Esajas citater med disse ord: »Hør I profetens ord, I, der er en rest af Israels hus, en gren, som er blevet brækket af; hør I profetens ord, der blev skrevet til hele Israels hus, og anvend dem på jer selv, så I kan have håb ligesom jeres brødre, fra hvem I er blevet brækket af; for på denne måde har profeten skrevet« (1 Ne 19:24; fremhævelse tilføjet).
Esajas’ ord vidner om, at Jesus Kristus er den eneste sande kilde til håb for mænd og kvinder i en falden verden. Som følge deraf citerede Nefi hundredvis af vers, som Esajas skrev, der vidner om Frelseren. En skriftlærd har bemærket, at ud »af de 425 separate vers, hvor Esajas er citeret i Mormons Bog, så siger 391 af dem noget om Jesu Kristi egenskaber eller tjeneste-gerninger« (Monte S. Nyman, (»Great Are the Words of Isaiah«, 1980, s. 7).
Desuden anså Nefi Esajas vidnesbyrd for at være på linje med hans eget, for begge havde de set Herren. Nefi forklarede:
»Og nu skriver jeg, Nefi, flere af Esajas’ ord, for min sjæl fryder sig ved hans ord. For jeg vil anvende hans ord på mit folk, og jeg vil sende dem ud til alle mine børn, for han så sandelig min forløser, ligesom jeg har set ham.
Og min bror Jakob har også set ham, ligesom jeg har set ham; derfor vil jeg sende deres ord ud til mine børn for at bevise for dem, at mine ord er sande. For se, ved tre vidners ord vil jeg stadfæste mit ord, har Gud sagt. Alligevel sender Gud flere vidner, og han beviser alle sine ord« (2 Nefi 11:2-3).
Den største bekræftelse af Esajas’ skrivelser kommer fra Frelseren selv. Da han besøgte og betjente nefitterne, sagde Jesus:
»Og se, nu siger jeg til jer, at I burde granske dette. Ja, den befaling giver jeg jer, at I skal granske det flittigt, for betydningsfulde er Esajas’ ord.
For visselig talte han om alt, der angår mit folk, som er af Israels hus; derfor må han nødvendigvis også tale til ikke-jøderne.
Og alt det, som han talte, er sket eller skal ske helt i overensstemmelse med de ord, som han talte« (3 Ne 23:1-3; fremhævelse tilføjet).
Hvad skete der i Esajas levetid, og hvorfor opfyldes hans profetier stadig i dag?
Esajas profeterede ca. fra år 740-701 f.Kr. I hans levetid oplevede kongerigerne Israel og Juda stor velstand og sloges med afgudsdyrkelse. Folkets uretfærdighed førte til åndelig svaghed og politisk fare. I løbet af kort tid blev både Israel og Juda svage vasalstater, der måtte dukke sig under det store assyriske imperium. Rent faktisk begyndte spredningen af Israel allerede i Esajas tid, da mange israelitter fra Israels nordlige rige blev ført i fangenskab af assyrerne.
Esajas advarede gentagne gange om konsekvenserne af ugudelighed og forudsagde de ulykker, som ville ramme Israels hus som følge deraf, deriblandt Israels uddrivelse af deres arveland og tabet af pagtens velsignelser. Han vidnede også gentagne gange om, at Israels eneste håb ville være fra udfrielse gennem Messias. Mange af Esajas’ profetier omhandler Frelserens komme til jorden, både i tidernes midte og i tusindårsriget. Desuden kom han med specifikke detaljer om Israels indsamling i de sidste dage og genoprettelsen af evangeliets pagt.
Hvorfor er Esajas så svær at forstå?
Da Nefi udvalgte passager fra Esajas til sin optegnelse, vidste han, at mange læsere ville have svært ved at forstå dem. Selv på Nefis tid havde mange svært ved at fatte betydningen af dem. Han anfører tre specifikke årsager til, at de er svære:
De kendte ikke til »den måde, hvorpå der blev profeteret blandt jøderne« (2 Ne 25:1).
De var ikke »blevet oplært i jødernes skikke« (v. 5).
Udover de årsager, som Nefi anførte, er der andre vanskeligheder for den nutidige læser:
De fleste af Esajas’ skrivelser er poetiske. Skønheden og dybden i et sprogs poesi lader sig ikke let oversætte til et andet sprog.
Mange af Esajas’ profetier er dualistiske. Derfor kan profetierne opfyldes under mange forskellige omstændigheder på forskellige tidspunkter i historien.
Esajas gjorde udbredt brug af symbolik. Mange af de ting og begivenheder, han omtalte var typiske for hans tid og er svære for os at forstå i dag.
Akkurat som Jesus underviste i dybe sandheder gennem lignelser, hvor meningen var skjult for dem, som ikke var parate til at forstå, talte Esajas på en måde, som krævede mere end blot tilfældig overvejelse af hans lyttere.
Hvad kan hjælpe læsere til at forstå Esajas’ ord?
Tre grundlæggende retningslinjer kan hjælpe enhver, som ønsker at forstå det, Esajas skrev:
Studér andre skrifter. Skriften rummer i sig selv mange indgange til at forstå betydningen af Esajas’ skrivelser. I Bible Dictionary står der: »For nutidens læser er der ingen større skriftlig ledsagetekst og vejledning til at forstå Esajas end Mormons Bog og Lære og Pagter« (»Isaiah«, s. 707). Disse skrifter fortolker ikke alene passager af Esajas, de indeholder også læresætninger og profetier, som kaster lys over Esajas’ ord. Disse nutidige skrifter rummer detaljer, som ikke er tydelige i Bibelen.
Søg ånden i profetien. Som Nefi nævnte, kunne de, der på hans tid ikke var »fyldt af profetiens ånd« (2 Ne 25:4) ikke forstå betydningen af Esajas’ skrivelser. Det samme gælder i dag. Enhver, der oprigtigt studerer Esajas må søge Helligåndens åbenbaring for at oplyse deres sind og hjælpe dem til at læse de ord ved den samme Ånd, som de er skrevet – med vidnesbyrdet om Jesus Kristus (se Åb 19:10).
Studér flittigt. Ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum opmuntrerede de sidste dages hellige til at studere Esajas indgående: »Læs, gransk og bed – vers for vers, tanke for tanke, passage for passage, kapitel for kapitel! Som Esajas selv spørger: ›Hvem kan han give kundskab, hvem kan han få til at fatte et budskab? Børn, der lige er vænnet fra, lige er taget fra brystet? Han siger jo: Savlasav savlasav, kavlakav kavlakav, lidt her og lidt der!‹ (Es 28:9-10)« (»Ti nøgler til forståelse af Esajas«, Den danske Stjerne, juli 1975, s. 14).
I 1 Nefi 20:1-2, irettesatte profeten Esajas Israels hus for at hævde, at de fulgte Herren uden at holde hans befalinger. De følte, at fordi de var hans pagtsfolk og boede i den hellige by Jerusalem, så ville Gud altid beskytte dem. Esajas belærte om, at det ikke er, hvor du lever, men hvordan du lever, der er vigtigt (se v. 18-22).
Stærk varme forædler metaller og fjerne urenheder. Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt, at lidelser på samme vis kan forædle og rense enhver af os: »De fleste af os oplever i en eller anden grad det, som skrifterne kalder ›lidelsens ovn‹ (Es 48:10; 1 Ne 20:10). Nogle bliver opslugt i tjenesten af et uheldigt stillet familiemedlem. Andre lider under, at en kær ven eller slægtning dør, eller at de mister eller får udskudt et retfærdigt mål såsom ægteskab eller at få børn. Endnu andre kæmper med personlige svagheder eller med følelser af afvisning, utilstrækkelighed eller nedtrykthed. Ved hjælp af en kærlig himmelsk Faders retfærdighed og barmhjertighed kan den forædling og helliggørelse, der er mulig gennem sådanne oplevelser, hjælpe os til at blive det, som Gud ønsker, vi skal blive« (Liahona, jan. 2001, s. 40-43).
Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum beskrev sin personlige renselsesproces, efter han måtte gennemgå tre store kirurgiske operationer:
»I de sidste to år har jeg sat min lid til Herren i de jordiske lektier, jeg skulle lære i perioder med fysisk smerte, mental kval og overvejelse. Jeg lærte, at konstant, intens smerte er en mægtig indviende, rensende kraft, som gør os ydmyge og drager os nærmere til Herrens Ånd. Hvis vi lytter og adlyder, vil vi blive vejledt af hans Ånd og gøre hans vilje i vore daglige bestræbelser.
Der har været tidspunkter, hvor jeg har stillet nogle få direkte spørgsmål i mine bønner, som fx: ›Hvad ønsker du, at jeg skal lære af disse oplevelser?‹
Mens jeg studerede skrifterne i denne kritiske periode af mit liv, var sløret tyndt, og svarene blev givet mig, som var de optegnet af andre, som havde gennemgået alvorligere prøvelser.
›Min søn, lad der være fred i din sjæl, din modgang og dine trængsler skal kun vare et øjeblik,
og om du er standhaftig, skal Gud ophøje dig i det høje‹ (L&P 121:7-8).
Depressionens mørke øjeblikke blev hurtigt bortjaget af evangeliets lys, når Ånden bragte fred og trøst med forvisningen om, at alt ville blive vel.
Ved nogle få lejligheder fortalte jeg Herren, at jeg med sikkerhed havde lært de lektier, jeg skulle lære, og at det ikke ville være nødvendigt for mig at udholde mere lidelse. Sådanne bønner syntes at være forgæves, for det blev gjort klart for mig, at denne rensende prøvelsesproces skulle udholdes i Herrens egen tid og på Herrens egen måde« (Liahona, jan. 2001, s. 6).
Som med mange andre store gamle imperier, blev Babylons vældige og store herredømme ledsaget af moralsk forfald, ugudelighed og lastefuldhed. Uretfærdigheden i Babylon var så udbredt, at selve navnet blev symbol på verdslighed, åndelig dårligdom og Satans rige.
Billede
Esajas’ syn af Babylons fald
Paul Gustave Dore
Gud vakte Mediens vrede mod Babylon, så de kunne lægge Babylon øde for al dens ugudelighed (se Es 13:17-22). Under ledelse af Kyros den Store dannede mederne og perserne forbund og opdæmmede den store flod, Eufrat, og marcherede gennem flodlejet og ind under Babylons mure for at erobre byen og vælte imperiet 538 f.Kr. Da Esajas talte om Babylon, refererede han både til det faktiske imperium såvel som det åndelige Babylon. Esajas forudså Babylons fald i hans dage som følge af folkets store ugudelighed. Han brugte konsekvent udtrykket Babylon i sine profetier som et typisk eksempel for forholdene i de sidste dage og den dom, der skal fældes over verden ved Jesu Kristi andet komme (se L&P 1:16).
Lære og Pagter uddyber Esajas’ formaning: »Drag I ud af Babylon« (1 Ne 20:20). De, »som bærer Herrens kar« må være rene og drage ud fra Babylon og lade dens ugudelighed bag sig (L&P 38:42; 133:5, 14).
Akkurat som det synes umuligt, at en kvinde glemmer sit diende barn, har ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum forklaret, at det ville være endnu mere umuligt for Frelseren at glemme os: »Denne poetiske passage er endnu en påmindelse om Kristi frelsende rolle, nemlig den beskyttende, forløsende forælder til Zions børn. Han trøster sit folk og viser dem nåde, når de plages af sorg, som enhver anden kærlig far eller mor ville gøre mod sit barn, men som Nefi gennem Esajas påminder os om, er det langt mere end nogen jordisk far eller mor ville kunne gøre. Selvom en mor skulle kunne glemme sit diende barn (hvor usandsynligt enhver forældre end måtte synes det er), så vil Kristus aldrig glemme de børn, han har forløst eller de pagter, han har indgået med dem om frelse i Zion. Den smertelige påmindelse om den skærmende omsorg er mærkerne efter de romerske nagler i hans håndflader, et tegn til hans disciple i den gamle verden, den nefitiske menighed i den nye verden og til os i Zion i de sidste dage om, at han er verdens Frelser, og han blev gennemboret i sine venners hus« (Christ and the New Covenant, 1997, s. 84).
Nefi forklarede, at Herren ville oprejse en nation blandt ikke-jøderne, som ville opfostre det spredte Israel (se 1 Ne 22:6-9). Som en del af opfyldelsen af denne profeti, blev evangeliet gengivet i USA, en ikke-jødisk nation (se L&P 109:60). Evangeliet er Herrens »banner for folket« (1 Ne 21:22) og genopretter den nye og evigtvarende pagt med menneskenes børn (se L&P 66:2), stiller den åndelige sult i et åndeligt udhungret Israel (se Amos 8:11-13), som er spredt overalt på jorden. Genoprettelsen af evangeliet sammenlignes med et »festmåltid med fede retter« for alle folkeslag for at give dem åndelig kraft (se L&P 58:6-11).
En skriftlærd har forklaret betydningen af »øerne i havet«: »Nefi henviser ikke blot til øerne i havet som hjemsted for andre efterkommere af Israels hus, han indikerer også, at han og hans folk dengang levede på en ø i havet, eftersom han ganske klart refererer til den store landmasse kendt som det amerikanske kontinent (2 Ne 10:20-21)« (Daniel H. Ludlow, A Companion to Your Study of the Book of Mormon, 1976, s. 121).
For yderligere information om spredningen af Israel henvises til »Kort historisk rids over Israels adspredelse« i tillægget (s. 402).
1 Nefi 22:6-9. »Et mægtigt folkeslag« og »et stort og forunderligt værk«
Ordene om, at Herren vil »oprejse et mægtigt folkeslag blandt ikke-jøderne« (1 Ne 22:7) henviser til dannelsen af USA i 1776. Den første forfatningsændring i USA indeholdt en proklamation om religionsfrihed. Forfatningen blev ratificeret 15. december 1791. Med den amerikanske forfatning affyrede religionsfriheden sit første skud i den moderne verden.
I 1 Nefi 22:8 omtaler Nefi »et forunderligt værk blandt ikke-jøderne« i de sidste dage. Dette store værk omfatter gengivelsen af Jesu Kristi evangelium og af de nødvendige præstedømmenøgler for at udrække Guds pagter til »alle jordens stammer« (v. 9).
Begivenhederne i vers 7 skulle gå forud for dem i vers 8. Dengang var verden præget af, at de færreste lande havde religionsfrihed. For at evangeliet kunne gengives fordrede det et land, hvor religionsfrihed både var juridisk forarbejdet og blev praktiseret. Joseph Smith blev født i december 1805 blot 14 år efter forfatningen var blevet ratificeret.
Nefi talte om, at Herren »blotter sin arm for øjnene af alle folkeslagene« (1 Ne 22:11). Esajas brugte en lignende vending (Es 52:10). Armen er et symbol på kraft. Metaforen med at Gud vil »blotte sin arm« betyder, at Gud vil vise sin kraft for hele verden.
Nefi skrev, at de »de retfærdige ikke [behøver] at frygte« (1 Ne 22:17-22) fordi Herrens beskyttende hånd vil være over dem gennem trængslerne i de sidste dage, men de ugudelige har intet løfte om beskyttelse. Ældste Bruce R. McConkie har udtalt: »Vi siger ikke, at alle hellige vil blive sparet og frelst på den kommende ødelæggelsesdag. Men vi siger, at der ikke er noget løfte om sikkerhed og tryghed udover for dem, som elsker Herren og søger at gøre alt, hvad han befaler« (se Den danske Stjerne, okt. 1979, s. 150-151).
Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) sagde, at børn som vokser op under tusindårsriget »skal vokse op som ›kalve i båse‹ i retfærdighed, dvs. uden synd eller de fristelser, som er så omfattende i dag« (Vejen til fuldkommenhed, 1970, s. 264).
Forestil dig forskellen på en kalv, som er vokset op ude på marken eller i bjergene og en, der er vokset op i en stald. Kalven, der er ude, er udsat for alle naturens kræfter: Barsk vejr, rovdyr og til tider knaphed på føde og vand. På den anden side er den kalv, som er opvokset i stalden beskyttet fra dårligt vejr og rovdyr. Og ligeledes sørges der regelmæssigt for foder og vand. Nefi skrev at »den tid kommer hastigt, da de retfærdige skal blive samlet som kalve i båsen« (1 Ne 22:24).
En kommentar har været: »De som er tilbage efter dommen ved det andet komme vil være i stand til at opdrage deres børn som kalve, der er opvokset i en stald. Kalven er beskyttet fra vejrliget og omgivelserne er kontrolleret (Mal 3:20; 1 Ne 22:24). Børnene i tusindårsriget ›skal vokse op uden synd til frelse‹ (L&P 45:58). Det telestiale element vil blive fjernet og Satan blive bundet (Åb 20:1-3; 1 Ne 22:26; L&P 101:28), omgivelserne vil være mere kontrollerede« (Monte S. Nyman og Farres H. Nyman, The Words of the Twelve Prophets: Messages to the Latter-day Saints, 1990, s. 145).
Nefi kom med en meget klar definition på, hvordan Satan vil være bundet i tusindårsriget. Ældste Bruce R. McConkie skrev følgende forklaring om dette vigtige vers:
»Hvad betyder det at binde Satan? Hvordan bliver han bundet? Åbenbaring siger os: ›Og på den dag skal Satan ikke have magt til at friste noget menneske‹ (L&P 101:28). Betyder det, at Satans magt tages fra ham, så han ikke længere kan lokke mennesket til at gøre ondt? Eller betyder det, at mennesket ikke længere ligger under for hans tillokkelser, fordi deres hjerte er så indstillet på retfærdighed, at de nægter at forsage det gode for at følge den onde? Det betyder tydeligt det sidste. Satan var ikke bundet i himlen i selve Guds nærvær i den forstand, at Satan blev nægtet ret og magt til at forkynde falske lærdomme og opfordre mennesket til at vende den Gud, hvis børn de var, ryggen; nej i den forstand kan han ikke have været bundet i himlen, for selv han havde sin handlefrihed.
Hvordan vil Satan så blive bundet i tusindårsriget? Det vil ske gennem folkets retfærdighed« (The Millennial Messiah, 1982, s. 668).
Overvej
Nefi forklarede i 1 Nefi 19:18, at han skrev for at formå sit folk »til at huske Herren deres forløser. Hvordan kan det hjælpe dig i dit personlige studium af skriften at huske på Nefis årsag til at skrive?
Tænk over meningen med vendingen, som Frelseren siger i 1 Nefi 21:16 »i mine håndflader har jeg tegnet dig«. Hvordan kan det give dig tillid til, at Herren altid vil huske dig?
Forslag til opgaver
Nefi citerede profetier af Zenok, Neum og Zenos (se 1 Ne 19:10). Disse profeter levede på Det Gamle Testamentes tid, men vi finder ikke deres profetier i Bibelen. Lav en liste over flere andre af Zenoks og Zenos’ profetier ved brug af skriftstedsindekset eller Guide til Skrifterne. Hvad var der ved deres profetier, som var særlig vigtigt for nefitterne? (se 3 Ne 10:16). Hvorfor er de vigtige for dig?
I tidens midte, blev Jesus regnet for intet (se 1 Ne 19:7-9). Forklar på hvilke måder verden stadig »regner [Jesus] for intet.« Skriv et afsnit, som redegør for, hvordan du kan overvinde disse verdslige påvirkninger og udvikle dit vidnesbyrd om Frelseren.