På dette kritiske tidspunkt i den nefitiske historie var de ugudelige blevet de retfærdige overtallige. Deres love blev så korrumperede, at de ikke gjorde meget godt. Som sin oldefar, Alma, opgav Nefi sin stilling som overdommer og tilegnede al sin tid i Herrens tjeneste (se Alma 4:15-20). I denne periode med åndeligt mørke var folket »modne til udryddelse« (Hel 5:2). Nefi og hans bror Lehi arbejdede flittigt på at afbøde denne bølge af uretfærdighed og fik mange omvendt til Herren.
Da folket 62 år tidligere ønskede en konge, rådede Mosija dem til at lade landets styre afgøre af »folkets stemme« (Mosi 29:26), idet han sagde, at det ikke var almindeligt, at flertallet af folket ønsker det, der ikke er ret. Folkestyre ved folkets stemme var at foretrække frem for et monarki, hvor en uretfærdig konge kunne føre dem til deres undergang. På dette tidspunkt forud for Frelserens komme var situationen dog den hos nefitterne, at »de, som valgte det onde, var mere talrige end de, som valgte det gode« (Hel 5:2). Denne korruption beviste sandheden i Mosijas advarsel om, at skulle den situation nogensinde opstå, »at folkets stemme vælger ugudelighed, da er det tid, da Guds straffedomme skal komme over jer; ja, da er det tid, da han skal hjemsøge jer med stor ødelæggelse« (Mosi 29:27). Denne advarsel blev opfyldt med ødelæggelsen forud for Frelserens komme (se 3 Ne 8-11).
Herren har sagt, at dette princip også gælder i dag: »Når de ugudelige regerer, sørger folket« (L&P 98:9).
Helaman havde en særlig måde at viderebringe sin arv til sine sønner på – han navngav sine sønner efter sine ædle forfædre for at hjælpe sønnerne med at huske dem og deres retfærdige gerninger. Ældste Carlos E. Asay (1926-1999) fra De Halvfjerds’ Præsidium har sagt følgende, som kan hjælpe os til at forstå, hvad dette betød for Nefi og Lehi:
»Selv om ikke alle af Adams børn har modtaget navne af særlig betydning, så er der mange, der har, og det har gjort en forskel. Det gjorde en forskel for Helamans sønner, Nefi og Lehi … (se Hel 5:5-7).
Optegnelsen viser at Nefi og Lehi formede deres liv efter forfædre og navnefæller og ærede de navne, de havde fået« (Family Pecan Trees: Planting a Legacy of Faith at Home, 1992, s. 66-67).
Præsident George Albert Smith (1870-1951) kom med en mere nutidig illustration af den betydelige indflydelse, som et godt navn kan have på et menneske:
»En dag … mistede jeg bevidstheden og troede, at jeg befandt mig på den anden side af sløret. Jeg fandt mig selv stående med ryggen til en stor, smuk sø og så hen mod en stor skov …
Jeg gik i gang med at undersøge omgivelserne, og i skoven fandt jeg en sti, som syntes næsten ubenyttet og overgroet med græs. Jeg fulgte denne sti, og efter jeg havde gået nogen tid og var kommet et godt stykke vej gennem skoven, så jeg en mand komme gående imod mig. Jeg kunne se, at han var en meget stor mand, og jeg satte farten op, fordi jeg genkendte ham som min bedstefar. Da han levede, vejede han over 135 kg, så I kan forstå, at han var en stor mand. Jeg husker, hvor lykkelig jeg var over at se ham. Jeg var blevet opkaldt efter ham, og det havde jeg altid været stolt af.
Da bedstefar var en meter eller to fra mig, standsede han. Det var som en indbydelse til mig om også at standse. Og så – og det vil jeg gerne have, at I drenge og piger og unge aldrig glemmer – så han meget alvorligt på mig og sagde:
›Jeg ønsker at vide, hvad du har gjort ved mit navn?‹
Alt, hvad jeg nogensinde havde gjort, passerede revy for mig som en række billeder på et lærred – alt, hvad jeg havde foretaget mig. Meget hurtigt nåede dette livagtige tilbageblik tilbage til det øjeblik, hvor jeg stod der. Hele mit liv var passeret forbi mig. Jeg smilede og så på min bedstefar og sagde:
›Jeg har aldrig gjort noget med dit navn, som du behøver at skamme dig over.‹
Han trådte frem og tog mig i sine arme, og idet han gjorde det, blev jeg igen bevidst om mine jordiske omgivelser. Min pude var så våd, at man skulle tro, at der var blevet hældt vand ud over – den var gennemvædet af mine taknemlighedstårer over, at jeg kunne svare uden skam.
Jeg har mange gange tænkt på dette, og jeg ønsker at sige til jer, at jeg har bestræbt mig og siden dengang mere end nogensinde før, på at tage vare på det navn. Så til jer drenge og piger, unge mænd og kvinder, til Kirkens ungdom og i hele verden ønsker jeg at sige: Ær jeres fædre og mødre. Ær det navn I bærer, for en skønne dag vil I få privilegiet af og pligten til at rapportere til dem (og jeres himmelske Fader) om, hvad I har gjort ved deres navn« (»Your Good Name«, Improvement Era, mar. 1947, s. 139).
Helaman 5:9. Der findes ikke »noget andet middel, hvorved mennesket kan blive frelst«
Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum brugte Helaman 5:9 til at belære om, at kun den mirakuløse forsoning gør frelse muligt:
»En fuldstændig omvendelse er absolut nødvendig, for at forsoningen kan udvirke sit fuldstændige mirakel i dit liv. Når du forstår forsoningen, vil du se, at Gud ikke er et jaloux væsen, som finder glæde i at forfølge dem, der træder ved siden af. Han er en absolut fuldkommen, medfølende, forstående, tålmodig og tilgivende Fader. Han er villig til at bønfalde, rådgive, bestyrke, opløfte og styrke. Han elsker os hver især så meget, at han var villig til at lade sin fuldkomne, syndfri, absolut lydige og totalt retfærdige Søn gennemgå ubeskrivelig pine og smerte og give sig selv som offer for alle (se Hel 5:9). Gennem forsoningen kan vi leve i en verden, hvor absolut retfærdighed hersker i sin sfære, så der kan være orden i verden. Men den retfærdighed mildnes gennem den barmhjertighed, som er opnåelig ved lydighed mod Jesu Kristi lære.
Hvem af os har ikke behov for omvendelsens mirakel? Uanset om dit liv er let plettet eller alvorligt afsporet på grund af fejltrin, så er principperne for helbredelse de samme. Længden og omfanget af behandlingerne afhænger af omstændighederne. Vores mål må bestemt være tilgivelse. Den eneste mulige vej til det mål er omvendelse, for der står skrevet:
›Husk, at der ikke findes nogen anden vej eller noget andet middel, hvorved mennesket kan blive frelst end ved Jesu Kristi forsonende blod‹« (se Stjernen, juli 1995, s. 76-77).
Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) underviste i den store betydning, som hukommelse spiller for vores åndelighed: »Når I ser i en ordbog efter det allervigtigste ord, ved I så, hvad det er? Det kan være at huske. Eftersom I alle har indgået pagter – så ved I, hvad I må gøre, og hvordan I skal gøre det – det vi har mest brug for er at huske. Det er derfor, alle tager til nadvermøde hver sabbatsdag – for at tage del i nadveren og lytte til præsterne, når de beder om, at de ›altid erindre[r] ham og holde[r] hans befalinger, som han har givet dem.‹ Ingen bør nogensinde glemme at tage til nadvermøde. Husk er ordet. Husk er programmet« (»Circles of Exaltation«, tale til religionslærere i Kirkens Uddannelsessystem, 28. juni 1968, s. 5).
Ældste Bruce C. Hafen fra De Halvfjerds gav en meget livagtig beskrivelse af nødvendigheden af et stærkt fundament for, at man kan være sikker og overleve i det lange løb:
Billede
Templet i Salt Lake City under opførelse
»En eller anden har engang sagt, at man ikke umiddelbart med øjet kan se forskel på en tråd af edderkoppespind og en tråd af meget stærkt kabel – indtil der lægges belastning på tråden. Med vore vidnesbyrd er det på samme måde, og for de fleste af os er de belastende dage for vore vidnesbyrd allerede begyndt. Det kan være, at en nærtstående person er død. Vi er måske endnu ikke blevet bedt om at opgive noget, som er os dyrebart, men gennem tiden kan en sådan prøve meget vel komme til os om og om igen. Den belastning, vi mest sandsynligt udsættes for i øjeblikket, består af overvældende fristelser, som viser os, at en overfladisk accept af evangeliet ikke rummer kraften til at hamle op med de mørke kræfters vilde rasen. Måske består den i et missionskald til et sted præget af sygdom og mismod, når man ellers havde planlagt at missionere på et sted med uanede muligheder. Eller måske består den i, at der er for mange spørgsmål, som vores begrænsede kundskab ikke rummer svar på, og de, som hævder at vide mere, håner os med noget, der synes at være en lokkende vished.
Når sådanne tider kommer, må vore vidnesbyrd bestå af mere end en tråd af fjerlet tro. Så må de være som kabeltråd, som er stærk nok til at modstå bedraget fra ham, som søger at ødelægge os. I vor tids belastninger og problemer er vi nødt til at bygge ›på klippen, vor Forløser, som er Kristus, Guds Søn … så når Djævelen udsender sine mægtige vinde … og hans mægtige uvejr skal ramme jer, at det ingen magt skal få over jer … på grund af den klippe, som I er bygget på‹ (Hel 5:12)« (The Believing Heart, 2. udg., 1990, s. 21-22).
Præsident Spencer W. Kimball beskrev de storme, som Satan sender ud over vor himmelske Faders børn i dag:
»Også vi står over for magtfulde, ødelæggende kræfter, der er sluppet løs af djævelen. Bølger af synd, ondskab, umoral, nedværdigelse, tyranni, svigefuldhed, sammensværgelse og uærlighed truer os alle. De kommer med stor kraft og hastighed og vil ødelægge os alle, hvis vi ikke er på vagt.
Men en advarselsrøst har lydt for os. Den opfordrer os til at være vågne og til at lytte efter og flygte fra det onde for ikke at miste vores evige liv. Uden hjælp kan vi ikke stå imod. Vi må flygte til højere steder eller klynge os fast til det, der kan forhindre os i at blive fejet bort. Det, vi må holde fast i, er Jesu Kristi evangelium. Det er vores beskyttelse, mod en hvilken som helst kraft den onde kan mønstre. En inspireret profet i Mormons Bog sagde til sit folk: ›… husk, husk, at det er på klippen, vor forløser, som er Kristus, Guds Søn, at I skal bygge jeres grundvold, så når Djævelen udsender sine mægtige vinde, ja, sine pile i hvirvelvinden, ja, når alle hans hagl og hans mægtige uvejr skal ramme jer, at det ingen magt skal få over jer til at drage jer ned i elendighedens og den uendelige jammers kløft på grund af den klippe, som I er bygget på, som er en sikker grundvold, en grundvold, hvorpå menneskene, hvis de bygger derpå, ikke kan falde‹ (Hel 5:12)« (Den danske Stjerne, apr. 1979, s. 7-8).
Vi læser, at Aminadab var »nefit af fødsel, og som engang havde hørt til Guds kirke, men havde skilt sig ud fra den« (Hel 5:35). Hans reaktioner, som vi finder i Helaman 5:36-41, viser, at han stadig havde nogen viden om, hvad man må gøre for at omvende sig og komme til Herren. Ældste F. Burton Howard fra De Halvfjerds kom med følgende forklaring:
»Hvis man vil finde tilbage, må man, som Abinadi opdagede, omvende sig og bede, indtil tvivlen og mørket forsvinder, og man igen kan se det væsentlige …
Det er muligt at vende tilbage. Det er muligt for dem, der er holdt op med at bede, at bede igen. Det er muligt for dem, der er faret vild, at finde vej igennem mørket og komme hjem.
Og når de gør det, vil de vide, som jeg ved, at Herren er mere interesseret i, hvad et menneske er, end hvad han var, og hvor vedkommende er, end hvor vedkommende har været« (se Stjernen, jan. 1987, s. 66).
Kraften og indvirkningen af Nefis og Lehis forkyndelse blandt lamanitter var slående. Bemærk det, der for første gang i deres historie fandt sted blandt størstedelen af lamanitterne i kølvandet på deres succesfulde mission:
Størstedelen af lamanitterne blev omvendt til evangeliet (se Hel 5:50).
Lamanitterne nedlagde deres våben og aflagde deres had og falske overleveringer (se Hel 5:51).
De gav frivilligt nefitterne deres land tilbage (se Hel 5:52).
Størstedelen af lamanitterne blev mere retfærdige end nefitterne (se Hel 6:1).
Lamanitterne begyndte at forkynde evangeliet for nefitterne (se Hel 6:4).
Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab belærte om, at verdslighed er en hæmsko for inspiration og åndelighed: »Gud glemmes af forfængelighed. En smule velstand og fred, ja, blot den mindste fremgang, kan få os til at føle os selvtilstrækkelige. Vi kan hurtigt komme til at føle, at vi har styr på vores liv, at forandringen til det bedre var vores eget værk, og at det ikke skyldes den Gud, som kommunikerer med os gennem Åndens stille, sagte røst. Stolthed skaber en støj inden i os, som gør det vanskeligt at høre Åndens stille røst. Og i vores forfængelighed holder vi snart op med overhovedet at lytte efter den. Vi kan hurtigt komme til at tro, at vi ikke har brug for det« (Liahona, jan. 2002, s. 17).
Helaman kapitel 6 giver en del indsigt i hemmelige sammensværgelser, deriblandt hvordan de virker, hvad det er, der motiverer dem, og hvordan de opnår magt.
Hemmelige sammensværgelser fordrer en udbredt ugudelighed for at overleve (se Hel 6:21, 31, 38).
Hemmelige sammensværgelser stortrives ved hemmelighedsfuldhed, og overtrædelse af dette anses for en stor forbrydelse (se Hel 5:22; 6:22; Moses 5:29, 50).
Som et vidne mod ugudelighed og et vidnesbyrd om Kristus omtalte Nefi en hændelse fra Det Gamle Testamente, hvor Israels børn blev plaget af »iltre, flyvende slanger« (1 Ne 17:41; 4 Mos 21:6-9). Forud for israelitternes problemer havde de talt mod Gud og hans profet (se 4 Mos 21:5), akkurat som de korrupte dommere gjorde det på Nefis tid. Så da Moses løftede kobberslangen op i ørkenen, var det et symbol på Kristi korsfæstelse. De mennesker, som så hen på kobberslangen, blev helbredt.
Nefi brugte denne historie for at understrege, at vi bør »se hen til Guds Søn med tro« og leve (Hel 8:15; se også Joh 3:14-15). Gennem Kristi sonoffer blev alle Satans giftigheder overvundet for alle, som ville omvende sig. Han påmindede så folket om, at alle profeterne havde vidnet om Kristus (se Hel 8:16-23).
Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde desuden om symbolikken i historien om kobberslangen, som genfortælles i Mormons Bog:
»Denne historie handler om bevidst guddommelig symbolik. Uden denne tiltrængte præcisering havde episoden om de iltre slanger ikke givet os et fyldigt åndeligt indblik, som kan være ›os til gavn og lærdom‹ (1 Ne 19:23). Symbolikken i denne hændelse understreger både vigtigheden og enkelheden af Herrens Jesu Kristi vej. Ironisk nok var der alligevel mange på Moses’ tid der faldt fra. Løftet om fremtiden lyder som følger: ›Og så mange, som ville se på den slange, skulle leve, på samme måde skal så mange, som vil se hen til Guds Søn med tro og have en angerfuld ånd, leve, ja, få det liv, som er evigt‹ (Helaman 8:15; se også 1 Ne 17:41; Alma 37:46).
Således har vi nu denne bekræftede og forstørrede analogi, takket være de dyrebare og tydelige ting, som vi har fået i ›disse sidste optegnelser.‹
Hele hændelsen henleder opmærksomheden på vores behov for at se hen til Jesus Kristus vor Herre, som på samme måde er et enkelt – men ufravigeligt krav. Så enkelt og dyrebart i enhver tidsalder!« (Plain and Precious Things, 1983, s. 22).
Efter at have set Nefis kundskab om hemmelige og skjulte ting var der nogle, som ville erklære ham for at være Gud. Dette er forståeligt, eftersom det er en universel antagelse af en bestemt egenskab ved Gud. Ældste Neal A. Maxwell belærte om, at alvidenhed er et af Guds karaktertræk:
»I en åbenbaring til John Whitmer talte Herren om det, som John Whitmer havde på hjerte, som kun han og Herren vidste, hvilket vidner om, at Gud i sin alvidenhed kender den enkeltes behov (L&P 15:3).
Paulus sagde til de hellige i Korinth: ›Og igen: Herren kender de vises tanker, han ved, at de er tomme‹ (1 Kor 3:20). I perioden lige inden syndfloden så Gud ikke alene blot ondskab blandt menneskene på jorden, men han så ›alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt‹ (1 Mos 6:5). Han ›kender godt, hvad der stiger op i eders ånd‹ (Ez 11:5 (1931-oversættelsen)). Jesus sagde: ›… jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det‹ (Matt 6:8). Som Nefi sagde, Gud ›kender alt, og der findes intet, uden at han kender det‹ (2 Ne 9:20).
Således er alvidenhed et kendetegn for den levende Gud. Som vi læser i Helaman 9:41: ›Medmindre han er en gud, kunne han ikke kende til alt.‹ ›Og se nu, du har modtaget et vidnesbyrd; for hvis jeg har fortalt dig noget, som ingen ved, har du da ikke fået et vidnesbyrd?‹ (L&P 6:24)« (Things As They Really Are, 1978, s. 22).
Overvej
Helaman brugte deres forfædres, Lehis og Nefis, eksempel til at styrke sine sønner Nefi og Lehi. Hvem i din familie har påvirket dig i en god retning? Hvad er det ved dem, som har gjort indtryk på dig?
Hvilke indtryk har du givet andre om din families navn ud fra den måde, du har levet på indtil videre?
Hvilke grundvolde bygger du dit liv på? Har du brug for at lave nogle justeringer? Hvilken grundvold er den vigtigste for dig?
Hvilke af de hindringer for åndelighed, som fandtes på Nefis tid, minder om dem, som du står over for i dag?
Gransk lidt i din familiehistorie og find ud, hvem der var den første generation af medlemmer af Kirken i din familie. Tal med nogle slægtninge og få deres historier om tro og omvendelse til brug for din egen personlige historie.
Tag en snak med en ven eller slægtning om, hvad du kan gøre for bedre at holde budene, efterleve evangeliets principper og være tæt på vor himmelske Fader i en verden, som i stadig større grad fyldes med ondskab.