Kirkens præsidenters lærdomme
Kapitel 8: Det evige præstedømme


Kapitel 8

Det evige præstedømme

»Det Melkisedekske Præstedømme … er den kilde, gennem hvilken al kundskab, lærdom, frelsesplanen og enhver betydningsfuld sag åbenbares fra himlen.«

Fra Joseph Smiths liv

Efter at have modtaget Det Aronske Præstedømme og dåbsordinancen fik Joseph Smith og Oliver Cowdery velsignelser, de aldrig havde kendt til før. Profeten berettede: »Da vort sind nu var blevet oplyst, begyndte skrifterne at blive åbnet for os, så vi kunne forstå dem, og den sande mening og hensigt med de mere hemmelighedsfulde skriftsteder i dem blev åbenbaret for os på en måde, som vi aldrig før havde evnet, og heller aldrig før havde tænkt på« (JS-H 1:74). Med denne øgede indsigt arbejdede de videre med oversættelsen af Mormons Bog. Men profeten havde endnu ikke modtaget en vigtig velsignelse – en, der var nødvendig for, at han kunne organisere Kirken, oprette præstedømmeembeder og -kvorummer og overdrage Helligåndsgaven. Han skulle først modtage Det Melkisedekske Præstedømme.

Som lovet af Johannes Døber blev denne velsignelse givet Joseph og Oliver kort tid efter, de modtog Det Aronske Præstedømme. De fordums apostle Peter, Jakob og Johannes viste sig for dem på et afsides sted nær Susquehanna-floden og overdrog dem Det Melkisedekske Præstedømme. Joseph erklærede senere, at han hørte »Peters, Jakobs og Johannes’ røst i det uopdyrkede land mellem Harmony i Susquehanna County, og Colesville i Broome County, ved Susquehannafloden, som bekendtgjorde, at de var i besiddelse af nøglerne til riget og til tidernes fyldes uddeling« (L&P 128:20).

I de år, der fulgte, blev Joseph Smith besøgt af mange andre præstedømmebærere fra fordums tid. Disse budbringere fra Gud kom for at gengive de præstedømmenøgler, som var nødvendige for at gøre alle evangeliets velsignelser tilgængelige for Guds børn. De kom ligeledes for at undervise profeten, som skulle stå i spidsen for tidernes fyldes uddeling.

Præsident John Taylor, Kirkens tredje præsident, forklarede: »Moses, Elias, profeten Elias og mange af de førende personligheder i skriften, som havde virket i de forskellige uddelinger … overdrog Joseph de forskellige nøgler, kraft, rettigheder, privile-gier og beskyttelse, som de havde på deres tid … Derfor blev den viden, den intelligens, det præstedømme, den kraft og åbenbaring, som disse mænd fik overdraget i de forskellige tider, atter gengivet til jorden ved dem, som har haft Guds hellige præstedømme i de forskellige uddelinger, som de har levet i.«1

Præsident Taylor har ligeledes erklæret: »Hvis man fandt på at spørge Joseph om, hvordan Adam så ud, ville han straks fortælle det; han ville sige jer, hvor høj han var, hvordan hans fremtræden var og alt omkring ham. Man ville måske spørge ham, hvilken slags mænd Peter, Jakob og Johannes var, og han kunne have fortalt jer det. Hvorfor? Fordi han havde set dem.«2

I september 1842 skrev profeten et brev til Kirken, hvori han udtrykte sin glæde over den viden og de præstedømmenøgler, der nu var gengivet til jorden. »Og videre, hvad hører vi? Glædelige tidender fra Cumora! Moroni, en engel fra himlen, som kundgør profeternes opfyldelse – bogen, som skulle åbenbares … Og Mikaels, ærkeenglens, røst; Gabriels og Rafaels og forskellige engles røst, fra Mikael, eller Adam, op til nærværende tid, som alle kundgør deres uddeling, deres rettigheder, deres nøgler, deres æresbevisninger, deres storhed og herlighed og magten i deres præstedømme, giver linje på linje, forskrift på forskrift, lidt her og lidt der, bringer os trøst ved at bebude det, der skal ske og bestyrker vort håb!« (L&P 128:20–21).

Joseph Smiths lærdomme

Præstedømmet er evigt og er blevet båret af profeter i alle uddelinger.

»Der er en kæde af magt og myndighed fra Adam og op til nærværende tid.«3

»Præstedømmet blev først givet til Adam; han fik overdraget det første præsidium og besad nøglerne til det fra slægtled til slægtled. Han modtog det under skabelsen, før verden blev dannet, som i 1 Mos 1:26, 27, 28. Han fik herredømme over alle levende skabninger. Han er ærkeenglen Mikael, som omtales i skriften. Derefter blev det givet til Noa, som er Gabriel. Han står lige efter Adam med hensyn til præstedømmemyndighed. Han blev kaldet af Gud til dette embede, og han var far til alle levende på sin tid, og han blev givet herredømmet. Disse mænd var de første, der havde nøglerne på jorden og i himlen.

Præstedømmet er et evigt princip og eksisterede hos Gud fra al evighed og vil gøre det i al evighed uden dages begyndelse og års ende (se JSO, Hebr 7:3). Nøglerne må bringes fra himlen, når som helst evangeliet bliver sendt. Når de åbenbares fra himlen, er det gennem Adams myndighed.

Daniel taler i det syvende kapitel om Den Gamle af Dage. Han mener det ældste menneske, vor fader Adam, Mikael. Han vil kalde sine børn sammen og holde råd med dem for at berede dem til Menneskesønnens komme (se Dan 7:9–14). Han (Adam) er fader til hele den menneskelige familie og præsiderer over alle menneskeånder, og alle, som har haft nøglerne, må stå til regnskab for ham i dette store råd … Menneskesønnen står foran ham, og der vil blive givet ham herlighed og herredømme. Adam overleverer sin forvaltning til Kristus, det, der blev overdraget ham som indehaver af universets nøgler, men bevarer sin rang som overhoved for den menneskelige familie.

… Faderen kaldte alle ånder til sig ved menneskets skabelse og organiserede dem. Han (Adam) er overhovedet, og han blev befalet at mangfoldiggøre sig. Nøglerne blev først givet til ham, og fra ham til andre. Han skal aflægge beretning om sin forvaltning, og de andre skal aflægge beretning til ham.

Præstedømmet er evigt. Frelseren, Moses og Elias [profeten Elias] gav på bjerget nøglerne til Peter, Jakob og Johannes, da de blev forklaret foran ham. Præstedømmet er evigt – uden dages begyndelse eller års ende, uden far, uden mor osv. Hvis ordinancerne ikke forandres, så forandres præstedømmet heller ikke. Der hvor evangeliets ordinancer forrettes, der er præstedømmet.

Hvordan har vi fået præstedømmet i de sidste dage? Det er kommet ned i overensstemmelse med den rette orden. Peter, Jakob og Johannes fik det overdraget, og de overdrog det til andre. Kristus er den store højpræst – Adam den næste. Paulus taler om Kirken, der kommer til en utallig skare af engle – til Gud, som er alles dommer; til deres ånder, som er retfærdige og blevet fuldkommengjort, til Jesus, den nye pagts formidler (se Hebr 12:22–24).«4

Profeter, som havde præstedømmets nøgler i fordums tid har bidraget til at frembringe værket i den sidste uddeling.

»Jeg så Adam i dalen Adam-ondi-Ahman. Han kaldte sine børn sammen og velsignede dem med en patriarkalsk velsignelse. Herren viste sig for dem midt iblandt dem, og han (Adam) velsignede dem alle og forudsagde, hvad der ville ske dem indtil sidste slægtled.

Det er derfor Adam velsignede sine efterkommere; han ønskede at bringe dem ind i Guds nærværelse. De ›ventede på byen … hvis bygmester og skaber er Gud‹ (Hebr 11:10). Moses søgte at bringe Israels børn ind i Guds nærværelse ved præstedømmets magt, men han kunne ikke. I verdens første tidsaldre prøvede de på at oprette det samme, og der blev oprejst Elias’er, som prøvede at gengive selve disse herligheder, men de opnåede dem ikke, men de profeterede om en dag, da denne herlighed ville blive åbenbaret. Paulus talte om tidernes fyldes uddeling, da Gud ville samle alt under ét osv. (se Ef 1:10), og de mænd, til hvem disse nøgler blev givet, må være der, og de kan ikke gøres fuldkomne uden os.

Disse mænd er i himlen, men deres børn er på jorden. Deres kærlighed til os vælder op i dem. Gud sender mænd ned af denne grund. ›Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud‹ (Matt 13:41). Alle disse bemyndigede personer vil komme ned og hånd i hånd slutte sig sammen for at bringe dette værk i stand.

Himmeriget er ligesom et sennepsfrø. Sennepsfrøet er lille, men frembringer et stort træ, og fuglene bygger rede i dets grene (se Mark 4:30–32). Fuglene er englene. Således kommer englene ned, slutter sig sammen for at samle deres børn og indsamler dem. Vi kan ikke gøres fuldkomne uden dem, og de heller ikke uden os. Når dette er gjort, vil Menneskesønnen komme ned og den gamle af dage sidde. Vi kan komme til en højtidsskare af engle i tusindtal, have fællesskab med dem og modtage belæringer af dem.«5

Præstedømmeordinancerne er blevet grundlagt fra begyndelsen og skal bevares på den måde, som Gud har anvist.

»Adam … var det første menneske, der i Daniel omtales som værende den gamle af dage (Dan 7:9), eller med andre ord, den første og ældste af alle, den store, herlige stamfader, om hvem det siges et andet sted, at han er Mikael, fordi han var den første og fader til alle, ikke blot ved efterkommere, men den første til at nyde de åndelige velsignelser, som blev gjort bekendt med ordinancerne til sine efterkommeres frelse til enden, og til hvem Kristus først blev åbenbaret, og gennem hvem Kristus er blevet åbenbaret fra himlen, og vil blive ved med at blive åbenbaret fra nu af. Adam har nøglerne til tidernes fyldes uddeling, dvs. at alle tiders uddeling er blevet og vil blive åbenbaret gennem ham fra begyndelsen til Kristus og fra Kristus til slutningen af de uddelinger, som skal åbenbares …

Gud … fastsatte ordinancerne til at være de samme til evig tid og satte Adam til at våge over dem, til at åbenbare dem fra himlen til mennesket eller til at sende engle til at åbenbare dem. ›Alle engle er jo kun tjenende ånder, der sendes ud for at hjælpe dem, som skal arve frelsen‹ (Hebr 1:14).

Disse engle er under ledelse af Mikael eller Adam, som handler under Herrens vejledning. Af ovennævnte skriftsted lærer vi, at Paulus til fulde forstod, Guds hensigter med henblik på hans forbindelse med mennesket og den herlige og fuldkomne orden, som han oprettede hos sig selv, hvorved han sendte magt, åbenbaringer og herlighed ud.

Gud vil ikke anerkende det, som han ikke har kaldet, ordineret og udvalgt. I begyndelsen kaldte Gud på Adam med sin egen røst. ›Gud Herren kaldte på Adam: ›Hvor er du?‹ og han svarede: ›Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig‹‹ (1 Mos 3:9–10). Adam modtog befalinger og belæringer af Gud: Det var ordenen fra begyndelsen.

At han modtog åbenbaringer, befalinger og ordinancer i begyndelsen hersker der ingen tvivl om. – Hvordan begyndte de ellers at ofre brændofre til Gud på en antagelig måde? Og dersom de ofrede brændofre, måtte de være bemyndiget ved ordination. Vi læser i 1 Mos 4:4, at Abel bragte fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte, og Herren tog imod Abels offergave …

Dette er altså præstedømmets natur; hver mand med præsidium over sin uddeling, og en enkelt mand med præsidium over dem alle, nemlig Adam. Og Adam modtog sit præsidium og sin myndighed fra Herren, men kan ikke modtage en fylde, førend Kristus overdrager riget til Faderen, hvilket skal ske ved slutningen af den sidste uddeling.

Præstedømmets magt, herlighed og velsignelser kunne kun forblive hos dem, der modtog ordination, i det forhold de forblev retskafne, for Kain, der også var bemyndiget til at bringe brændofre, men som ikke bragte det i retfærdighed, blev forbandet. Det fremgår da, at ordinancerne må udføres på selve den måde, Gud har foreskrevet det; ellers vil deres præstedømme vise sig at være en forbandelse i stedet for en velsignelse.«6

Det Melkisedekske Præstedømme er den kilde, hvorigennem Gud åbenbarer sig selv og sine hensigter.

»Der omtales to præstedømmer i skrifterne: Det Melkisedekske og Det Aronske eller Levitiske. Skønt der er to præstedømmer, indfatter Det Melkisedekske Præstedømme også Det Aronske eller Levitiske Præstedømme, og er det store overhoved og har den højeste myndighed, som vedrører præstedømmet, samt nøglerne til Guds rige i alle verdens tidsaldre til det sidste slægtled på jorden, og det er den kilde, gennem hvilken al kundskab, lærdom, frelsesplanen og enhver betydningsfuld sag åbenbares fra himlen.

Det blev indstiftet før denne jord blev grundlagt og ›alle morgenstjerner jublede … og alle gudssønner råbte af fryd?‹ (Job 38:4–7), og det er det højeste og helligste præstedømme og er efter Guds Søns orden, og alle andre præstedømmer er kun dele, forgreninger, magter og velsignelser, der tilhører det samme og omfattes, styres og ledes af det. Det er den kilde, gennem hvilken den Almægtige begyndte at åbenbare sin herlighed ved begyndelsen af denne jords skabelse, og gennem hvilken han er blevet ved med at åbenbare sig til menneskenes børn til nuværende tid, og gennem hvilken han vil gøre sine planer og hensigter kendt til tidernes ende.«7

»Kraften i Det Melkisedekske Præstedømme er at have magten til uophørligt liv, for den evige pagt kan ikke brydes … Hvilken magt havde Melkisedek? Det var ikke Det Aronske Præstedømme, som forvalter med hensyn til de ydre ordinancer og ofringer. De, som bærer Det Melkisedekske Præstedømmes fylde er den højeste Guds konger og præster, som har nøglerne til styrke og velsignelser. Faktisk er præstedømmet en fuldkommen, teokratisk lov, og kan ligesom Gud give love til folket og give uophørligt liv til Adams sønner og døtre …

›Uden far, uden mor og uden stamtræ, har hverken begyndelse på sine dage eller afslutning på sit liv, men er gjort til et billede på Guds søn og forbliver præst for bestandig‹ (Hebr 7:3). Det Melkisedekske Præstedømme har denne ret fra den evige Gud og ikke gennem arv fra en far og mor, og det præstedømme er lige så evigt som Gud selv, idet det hverken har begyndelse på sine dage eller afslutning på sit liv …

Det Levitiske [Aronske] Præstedømme, bestående af præster som forretter de ydre ordinancer, modtages, men Det Melkisedekske Præstedømme modtages ved ed og pagt.«8

»Det Melkisedekske Præstedømme er intet mindre end Guds Søns præstedømme … der er bestemte ordinancer, der hører til præstedømmet, hvorfra bestemte velsignelser kommer … Et af præstedømmets store privilegier er at modtage åbenbaring om Guds sind og vilje. Det er ligeledes Det Melkisedekske Præstedømmes særrettighed at irettesætte, formane og korrigere, så vel som at modtage åbenbaringer.«9

»Alt præstedømme er melkisedeksk, men der er forskellige grader deri … Alle profeterne havde Det Melkisedekske Præstedømme.«10

»Jeg vil råde alle til at gå fremad og granske dybere og dybere i gudfrygtighedens hemmeligheder. Et menneske kan intet gøre for sig selv, medmindre Gud leder det på den rette vej – og præstedømmet har netop dette formål.«11

En mand skal have myndighed fra Gud og være ordineret i præstedømmet for at kunne forrette de frelsende ordinancer.

TA 1:5: »Vi tror, at en mand må kaldes af Gud ved profeti og håndspålæggelse af dem, der har myndighed dertil for at kunne prædike evangeliet og forrette dets ordinancer.«12

»Vi tror, at ingen mand kan forrette frelse gennem evangeliet til menneskenes sjæle i Jesu Kristi navn, hvis han ikke har fået myndighed fra Gud gennem åbenbaring eller ved at blive ordineret af nogen, som Gud har sendt ved åbenbaring, som det er skrevet af Paulus i Rom 10:14: ›Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt?‹ Og jeg vil spørge, hvordan de kan blive udsendt uden en åbenbaring eller noget andet synligt eller en åbenbaring fra Gud. Og atter står der i Hebr 5:4: ›Den værdighed kan ingen selv tage, man må ligesom Aron kaldes af Gud‹ – Og jeg spørger, hvordan Abraham blev kaldet, hvis det ikke var ved åbenbaring?«13

»Englen gav gode gamle Cornelius besked på at lade Peter hente for at lære, hvordan man kan blive frelst (se ApG 10:21–22): Peter kunne døbe og englen kunne ikke, så længe der var retmæssige embedsmænd i kødet, der havde rigets nøgler eller præstedømmets myndighed. Der er endnu et bevis på dette, og det er, at Jesus selv, da han viste sig for Paulus i Damaskus, ikke fortalte ham, hvordan han kunne blive frelst. Han havde organiseret Kirken først med apostle og så profeter for at gøre tjeneste og fuldkommengøre de hellige osv. (se Ef 4:11–12), og himlens hovedregel var, at intet skal finde sted på jorden, uden at Herren åbenbarer sine planer for sine tjenere, profeterne, som det står skrevet i Amos 3:7. Så Paulus kunne ikke lære så meget fra Herren i forbindelse med sin opgave vedrørende menneskets frelse, som han kunne fra en af Kristi repræsentanter, der var kaldet af Herren med samme himmelske kald og begavet med den samme magt fra det høje – så at det, de løste på jorden, skulle være løst i himlen, og det, de bandt på jorden, skulle være bundet i himlen (se Matt 16:19).«14

Det er et stort privilegium at højne enhver præstedømmekaldelse.

»[Præstedømmet] … kan lignes med det menneskelige legeme, som har forskellige lemmer, der har forskellige funktioner at udføre, og som alle er nødvendige på deres plads, og legemet er ikke fuldstændigt uden alle lemmerne … Dersom en præst forstår sin pligt, sit kald og sit embede og prædiker ved Helligånden, er hans glæde lige så stor, som var han en del af præsidentskabet – og hans tjeneste er nødvendig for legemet eller helheden, hvilket også er tilfældet med lærere og diakoner..«15

Eliza R. Snow har berettet: »Joseph Smith gav instruktioner angående de forskellige embeder og vigtigheden af, at enhver person handler i den sfære, hvori Gud har sat ham eller hende og udfylder de mange embeder, som de er udpeget til. Han talte om den tilbøjelighed, mange mennesker har, til at anse de mindre embeder i Kirken for mindre ærefulde og til at se med misundelse på dem, der er kaldet til at præsidere over dem, at det er menneskehjertets tåbelighed og dumhed, der får et menneske til at stræbe efter andre stillinger end dem, de var blevet udpeget til af Gud, og at det er bedre for den enkelte at højne deres respektive kaldelser … Enhver bør alene stræbe efter at højne sit eget embede eller sin egen kaldelse.«16

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

  • Gennemgå beretningen om Peter, Jakob og Johannes, der overdrager Joseph Smith og Oliver Cowdery Det Melkisedekske Præstedømme (s. 101). Hvilke velsignelser har du og din familie modtaget, fordi Det Melkisedekske Præstedømme er blevet gengivet?

  • I hele dette kapitel vidner Joseph Smith om en kæde af præstedømmemyndighed gennem en række profeter. Hvorfor tror du, at det var vigtigt for ham at undervise i denne lærdom på sin tid? Hvorfor har vi brug for at forstå denne lærdom i dag? Hvordan kan den myndighedskæde, som Joseph Smith beskriver, sammenlignes med en mands præstedømmelinje?

  • Læg mærke til profeten Joseph Smiths brug af ordene evigtvarende, evig og evighed, når du læser dette kapitel. Hvad fortæller disse ord dig om præstedømmets natur og betydning?

  • Joseph Smith har lært os, at Gud »fastsatte ordinancerne til at være de samme til evig tid« og at »ordinancerne må udføres på selve den måde, som Gud har foreskrevet« (s. 106-108). Hvordan øger disse lærdomme din forståelse af evangeliets ordinancer?

  • Gennemgå profeten Joseph Smiths lærdomme om Det Melkisedekske Præstedømme (s. 108-109). Overvej, hvordan Det Melkisedekske Præstedømme er nødvendigt i forhold til alle aspekter af evangeliet. Hvilke tanker og følelser får du, når du tænker på Det Melkisedekske Præstedømme på denne måde?

  • Gennemgå kapitlets sidste to afsnit (s. 111). Hvordan har du bemærket, at hvert enkelt medlem af Kirken udfylder en vigtig rolle i Herrens værk? Hvad kan der ske, hvis vi »ser med misundelse« på dem, der er kaldet til at tjene som ledere i Kirken? Tænk over, hvad du kan gøre for at højne din egen kaldelse.

Skriftstedshenvisninger: Alma 13:1–12; L&P 27:5–14; 84:33–44, 109–10; 107:6–20;121:34–46

Noter

  1. Kirkens præsidenters lærdomme: John Taylor, s. 81.

  2. John Taylor, Deseret News: Semi- Weekly, 20. mar. 1877, s. 1.

  3. History of the Church, 4:425; fra referatet fra en konference i Kirken afholdt den 3. okt. 1841, i Nauvoo, Illinois, bragt i Times and Seasons, 15. okt. 1841, s. 577.

  4. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 186-187; fra en tale holdt af Joseph Smith omkring juli 1839, i Commerce, Illinois; nedskrevet af Willard Richards.

  5. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 187-188; ord i parentes som i originalteksten; fra en tale holdt af Joseph Smith omkring juli 1839 i Commerce, Illinois; nedskrevet af Willard Richards.

  6. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 199-201; fra en tale forberedt af Joseph Smith og læst ved en kirkekonference afholdt den 5. okt. 1840 i Nauvoo, Illinois.

  7. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 197-198; fra en tale forberedt af Joseph Smith og læst ved en kirkekonference afholdt den 5. okt. 1840 i Nauvoo, Illinois.

  8. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 387, 388, 389; fra en tale holdt af Joseph Smith den 27. aug. 1843 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Willard Richards og William Clayton; se også tillæg, s. 562, pkt. 3.

  9. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 131; fra en tale holdt af Joseph Smith den 6. apr. 1837 i Kirtland, Ohio, nedskrevet i Messenger and Advocate, apr. 1837, s. 487.

  10. Citeret af William Clayton, der nedskrev en tale holdt af Joseph Smith den 5. jan. 1841 i Nauvoo, Illinois; i L. John Nuttall, »Extracts from William Clayton’s Private Book«, s. 5, Journals of L. John Nuttall, 1857- 1904, L. Tom Perrys særlige samlinger, Brigham Young University, Provo, Utah; kopi i Kirkens arkiver, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, Salt Lake City, Utah.

  11. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 440; fra en tale holdt af Joseph Smith den 12. maj 1844 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Thomas Bullock.

  12. TA 1:5.

  13. Brev fra Joseph Smith til Isaac Galland, 22. mar. 1839, fængslet i Liberty, Missouri, bragt i Times and Seasons, feb. 1840, s. 54.

  14. »Baptism«, en leder bragt i Times and Seasons, 1. sep. 1842, s. 905; Joseph Smith var tidsskriftets redaktør; se også Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 318.

  15. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s.132; fra en tale holdt af Joseph Smith den 6. apr. 1837 i Kirtland, Ohio, nedskrevet i Messenger and Advocate, apr. 1837, s. 487.

  16. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme,, s. 268-269, 274; fra en tale holdt af Joseph Smith 28. apr. 1842 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Eliza R. Snow; se også tillæg, s. 562, pkt. 3.

Billede
Melchizedek Priesthood being conferred

De fordums apostle Peter, Jakob og Johannes overdrog Joseph Smith og Oliver Cowdery Det Melkisedekske Præstedømme. »[Præstedømmets] nøgler,« erklærede profeten, »må bringes fra himlen, når som helst evangeliet bliver sendt.«

Billede
Adam-ondi-Ahman

»Jeg så Adam i dalen Adam-ondi-Ahman. Han kaldte sine børn sammen og velsignede dem med en patriarkalsk velsignelse. Herren viste sig for dem midt iblandt dem.«

Billede
setting apart

»Vi tror, at en mand må kaldes af Gud ved profeti og håndspålæggelse af dem, der har myndighed dertil for at kunne prædike evangeliet og forrette dets ordinancer.«