Kapitel 43: »Han var en Guds profet«: Mennesker, der levede på Joseph Smiths tid, vidner om hans profetiske mission

Kapitel 43

»Han var en Guds profet«: Mennesker, der levede på Joseph Smiths tid, vidner om hans profetiske mission

»Jeg har lyst til hele tiden at råbe halleluja, når jeg tænker på, at jeg har kendt profeten Joseph Smith.« (Brigham Young)

Fra Joseph Smiths liv

I Nauvoo samledes de hellige ofte for at høre profeten Joseph Smith tale til dem. Fordi der ikke var nogen bygning i Nauvoo, der var stor nok til at rumme alle de hellige, talte profeten ofte udendørs. Han talte ofte i en lund vest for templet, hvor tusinder kunne være samlet. Der blev bygget en transportabel talerstol til Kirkens ledere og talere, og menigheden sad i græsset eller på bjælker eller sten. Profeten talte også andre steder i Nauvoo, herunder i det endnu ikke færdigopførte tempel og i private hjem. En besøgende i Nauvoo berettede i begyndelsen af 1843 at have set møder blive holdt »på det bare gulv i templets kælder – og profeten talte ofte ved disse møder.«¹

Når profeten talte udendørs, indledte han ofte sine taler med at bede de hellige om at bede for, at vinden eller regnen ville være rolig, indtil han var færdig med at tale. Til en konference i Nauvoo den 8. april 1843 indledte profeten en tale med at sige: »Jeg vil gerne bede forsamlingen om tre ting: Den første er, om alle som har tro, vil udøve den og bede Herren stilne vinden, for sådan som det blæser nu, kan jeg ikke tale længe uden at gøre alvorlig skade på mit helbred. Den anden er, om I vil bede for, at Herren vil styrke mine lunger, så I alle kan høre mig. Og den tredje er, om I vil bede om, at Helligånden vil hvile på mig, så jeg bliver i stand til at sige det, der er sandt.«²

De møder, hvor profeten talte, var af stor betydning for Kirkens medlemmer, og sommetider talte han til forsamlinger bestående af flere tusinde. »Ingen af dem, der lyttede til ham, blev nogensinde trætte af hans tale,« berettede Parley P. Pratt. »Jeg har endda oplevet, at han har holdt opmærksomheden fanget hos en forsamling af villige og ivrige lyttende i mange timer i træk, midt i kulde eller sol, regn eller vind, og mens de lo det ene øjeblik og græd det næste.«³ Alvah J. Alexander, som var dreng i årene i Nauvoo, berettede, at »ingen underholdning eller leg var lige så spændende for mig som at høre ham tale.«⁴

Amasa Potter mindedes, hvordan hun overværede en kraftfuld tale, som profeten Joseph Smith holdt for en stor gruppe hellige i Nauvoo:

»Da profeten havde talt i cirka 30 minutter blæste det kraftigt op. Støvet var så tæt, at vi ikke kunne se hinanden, medmindre vi stod tæt sammen, og nogle mennesker begyndte at gå, da Joseph kaldte på dem og bad dem standse op og opsende deres bønner til den almægtige Gud, om at vinden måtte ophøre med at blæse og regnen med at falde, og sådan blev det. I løbet af meget få minutter ophørte vinden og regnen, og elementerne stilnede af som på en sommermorgen. Stormen delte sig og gik nord og syd om byen, og på afstand kunne vi se træer og buske svaje i vinden, mens der var stille i en time, der hvor vi var, og inden for den tid hørtes en af de mest storslåede prædikener nogensinde fra profetens mund angående det vigtige emne om de døde.«⁵

De hellige, der hørte profeten Joseph Smith tale, bar stærke og levende vidnesbyrd om hans profetiske mission. Mange af dem nedskrev deres minder om de taler, de hørte ham holde, og de oplevelser, de havde sammen med ham, for de ønskede, at de kommende generationer skulle vide, lige som de selv vidste, at Joseph Smith i sandhed var en Guds profet.

Vidnesbyrd om Joseph Smith

Ligesom de første hellige kan vi vide, at Joseph Smith er den profet, hvorigennem Herren gengav evangeliets fylde.

Brigham Young, Kirkens anden profet: »Jeg har lyst til hele tiden at råbe halleluja, når jeg tænker på, at jeg har kendt Joseph Smith, den profet, som Herren oprejste og ordinerede, og til hvem han gav nøglerne og magten til at opbygge Guds rige på jorden og støtte det. Disse nøgler er overdraget til dette folk, og vi har kraft til at videreføre det værk, som Joseph påbegyndte.«⁶

Eliza R. Snow, Hjælpeforeningens hovedpræsident fra 1866 til 1887: »I sandhedens og retfærdighedens sag – i alt, der kunne være til hans medmenneskers gavn, var hans retskaffenhed så fast som Himlens søjler. Han vidste, at Gud havde kaldet ham til dette værk, og at alle jordens og helvedes kræfter tilsammen ikke kunne afskrække eller bortlede ham fra hans formål. Med hjælp fra Gud og sine brødre lagde han grundvolden til det største værk, der nogensinde er grundlagt af mennesket – et værk, der ikke kun rækker ud til de levende og til alle kommende generationer, men også til de døde.

Han stod frimodigt og modigt over for verdens falske traditioner, overtro, religioner, snæversynethed og uvidenhed – og beviste, at han var tro mod ethvert princip, der blev åbenbaret fra himlen – tro mod sine brødre og tro mod Gud, og beseglede til sidst sit vidnesbyrd med sit blod.«⁷

Bathsheba W. Smith, Hjælpeforeningens hovedpræsident fra 1901 til 1910: »Jeg vidste, at han var, hvad han udgav sig for – nemlig en sand Guds profet, og Herren gengav det evigtvarende evangelium gennem ham, sammen med enhver ordinance og begavelse, der vil lede os til det celestiale rige.«⁸

Wilford Woodruff, Kirkens fjerde profet: »Jeg har jublet over det, jeg kendte til bror Joseph, for i både sit offentlige og private liv havde han den Almægtiges Ånd, og han besad en storsindethed, som jeg ikke siden er stødt på hos noget menneske.«⁹

Daniel D. McArthur, et af de første medlemmer af Kirken, som senere førte et af de første håndkærrekompagnier til Salt Lake City: »Det er mit vidnesbyrd, at han var en sand profet for den levende Gud, og jo mere jeg hørte ham tale og så hans gerninger, des mere overbevist blev jeg om, at han i sandhed havde set Gud Faderen og hans Søn Jesus Kristus, og også Guds hellige engle … For mig har det altid været sådan, at hvis jeg på nogen mulig måde vidste noget på denne jord, så vidste jeg med sikkerhed, at han var en profet.«¹⁰

Alexander McRae, en af dem der var fængslet i Liberty sammen med profeten: »Så stor var vores tillid til Joseph Smith som profet, at når han sagde: ›Således siger Herren‹, så stolede vi på, at det ville ske, som han sagde – og jo mere vi afprøvede det, des mere tiltro fik vi, for ikke en eneste gang oplevede vi, at hans ord slog fejl.«¹¹

Lyman O. Littlefield, deltager i Zions Hær: »Al hans sjæls kraft var hengivet til det storslåede værk i de sidste dage, som han var blevet kaldet til af sin guddommelige Mester.«¹²

Mary Alice Cannon Lambert, en engelsk omvendt, som emigrerede til Nauvoo i 1843: »Jeg så Joseph Smith første gang i foråret 1843. Da den båd, som vi sejlede op ad Mississippi-floden i, nåede landgangen i Nauvoo, var der flere af de ledende brødre til stede for at møde den gruppe hellige, der kom med båden. Blandt disse brødre var profeten Joseph Smith. Jeg vidste, hvem han var, i samme øjeblik jeg så ham, og i det øjeblik fik jeg et vidnesbyrd om, at han var en Guds profet … Jeg fik ham ikke udpeget. Jeg kunne kende ham blandt alle de andre mænd, og skønt jeg var barn (jeg var kun fjorten), vidste jeg, at jeg så en Guds profet.«¹³

Angus M. Cannon, et medlem af Kirken, som boede i Nauvoo som helt ung og senere blev stavspræsident i Salt Lake City: »Jeg husker især én lejlighed, hvor bror Joseph talte til en gruppe hellige i foråret 1844. Det var under nogle store egetræer i en sænkning syd for templet nær Parley Street. Han talte om den kendsgerning, at Gud, da han oprettede sin kirke, havde foreskrevet, at kun ét menneske skulle have myndighed fra Gud til at modtage åbenbaringer, der skulle være bindende for Kirken … Det var ved samme lejlighed, at jeg hørte profeten erklære, at han havde modtaget Det Melkisedekske Præstedømme af Peter, Jakob og Johannes.

Det indtryk, som Joseph Smiths inspirerede udtalelser gjorde på mit unge sind, har fulgt mig gennem hele mit liv derefter. Og når mit sind ellers ville være blevet overskygget af mørke, har hans vidnesbyrd stået levende for mig som et bevis på, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er oprettet og ledet gennem Guds åbenbarede magt og myndighed.«¹⁴

Hyrum Smith, profetens bror og Kirkens patriark: »Der har været profeter før, men Joseph har alle profeternes ånd og kraft.«¹⁵

Joseph Smith var et eksempel til efterfølgelse med hensyn til at udvikle kristuslignende egenskaber.

Parley P. Pratt, medlem af De Tolv Apostles Kvorum fra 1835 til 1857: »Præsident Joseph Smith var en høj, velbygget, stærk og aktiv mand. Hans hud var lys, han havde lyst hår, blå øjne, ikke ret meget skæg og et udtryk, der var særegent for ham … Hans ansigtsudtryk udstrålede altid mildhed, elskværdighed, intelligens og kærlighed, blandet med et interesseret blik og et ubevidst smil eller munterhed og fuldstændig fri for vægten af tvungen eller påtaget venlighed, og der var et eller andet ved hans øjnes ro og gennemtrængende blik, som om han kunne se ind i hjertekulen, skue ud i evigheden, gennemtrænge himlene og fatte alle verdener. Han havde en ædel frimodighed og en selvstændig natur, hans væremåde var ligefrem og fortrolig, hans irettesættelser frygtelige som løven, hans godgørenhed ubegrænset som havet og hans intelligens universel.«¹⁶

John Needham, en af de første engelske omvendte: »Joseph Smith var en stor mand, en principfast og ligefrem mand, og ikke en overhellig og trist fyr, men fuldkommen det modsatte. Nogle studser måske over, at han er sådan en ligefrem, oprigtig og munter mand, men det får mig bare til at holde endnu mere af ham.«¹⁷

Emmeline B. Wells, Hjælpeforeningens hovedpræsident fra 1910 til 1921: »Jeg vidner om, at han var den største mand og den største profet og den største personlighed i denne generation – den største, tør jeg roligt sige, siden Frelserens dage. Hans majestætiske fremtræden var noget så vidunderlig. Man skulle tro, at han var meget højere og meget større, end han rent faktisk var. Måske har mange af jer lagt mærke til mænd, der har en sådan holdning, når de rejser sig og går. Sådan var det med profeten Joseph. Der findes ikke noget billede af ham i behold, hvad jeg kender til, der kan måle sig med hans ydre skønhed og statelige holdning.«¹⁸

Mary Alice Cannon Lambert: »De helliges kærlighed til ham var usigelig. De ville villigt have givet deres liv for ham. Hvis han skulle tale, blev enhver opgave lagt til side, så de kunne lytte til hans ord. Han var ikke en almindelig mand. Både hellige og syndere mærkede og erkendte den kraft og indflydelse, han havde med sig. Det var umuligt at møde ham uden at blive imponeret over styrken i hans personlighed og indflydelse.«¹⁹

John M. Bernhisel, en læge, som boede til leje i Joseph og Emmas hjem i Nauvoo i flere måneder i 1843 og 1844: »Joseph Smith er af natur en mand med stor mental styrke, han er en meget energisk og beslutsom person, har stor gennemslagskraft og et indgående kendskab til den menneskelige natur. Han er en mand med en klar dømmekraft, stort overblik og kendetegnes i særdeleshed ved sin kærlighed til retfærdigheden. Han er venlig og imødekommende, gavmild og godgørende, social og munter og i besiddelse af et dybsindigt og tænksomt sind. Han er ærlig, oprigtig, frygtløs og selvstændig, og så fri for hykleri som noget menneske kunne være … Både som underviser i religion og som menneske er han højt elsket af dette folk.«²⁰

Jesse N. Smith, en af Joseph Smiths fætre: »Profeten var uden sammenligning den mest guddommelige mand, jeg nogensinde har mødt … Jeg ved, at han af natur var ude af stand til at lyve og bedrage, eftersom han var i besiddelse af den største venlighed og ædleste karakter. Jeg følte, at når jeg var i hans nærhed, kunne han læse mig som en åben bog. Jeg ved, at han var det, han udgav sig for.«²¹

William Clayton, et medlem fra England, der virkede som Joseph Smiths sekretær: »Jo mere jeg er sammen med ham, des mere holder jeg af ham. Jo mere jeg lærer ham at kende, des mere tillid får jeg til ham.«²²

Joseph F. Smith, Kirkens sjette præsident: »Han besad de ædleste og reneste menneskelige karaktertræk, som ofte kom til udtryk i uskyldig morskab – som fx at spille bold eller brydes eller slås for sjov med brødrene og more sig. Han var ikke så stivsindet og stram i masken, at han ikke kunne smile eller føle glæde i hjertet. Åh, han var fuld af glæde, han var fuld af munterhed, han var fuld af kærlighed og af enhver anden ophøjet egenskab, der gør mennesker ædle og gode, og samtidig var han så ligefrem og uskyldig, at han kunne nedstige til de ringeste vilkår, og han havde også magt ved Guds nåde til at forstå den Almægtiges hensigter. Således var profeten Joseph Smiths karakter.«²³

Som den profet, hvorigennem evangeliet blev gengivet, underviste Joseph Smith i Guds frelsesplan med klarhed og kraft.

Brigham Young: »Bror Joseph Smiths fremragende og herlige karakter bestod i, at han kunne gøre det himmelske forståeligt for et almindeligt menneske. Når han forkyndte for folket – og åbenbarede det, som hører Gud til, Guds vilje, frelsesplanen, Jahves hensigter og vores forhold til Herren og alle de himmelske skabninger – forenklede han sin undervisning og gjorde den så jævn og enkel som en velafgrænset sti, så enhver mand, kvinde og ethvert barn kunne forstå den. Dette skulle have overbevist enhver person, som nogensinde har hørt ham om hans guddommelige myndighed og kraft, for ingen anden mand kunne undervise, som han kunne, og ingen person kan åbenbare det, der hører Gud til, uden gennem Jesu Kristi åbenbaringer.«²⁴

Howard Coray, assistent til Joseph Smith: »Jeg har studeret evangeliet, som det er blevet åbenbaret til Joseph Smith, og jeg har tænkt over, om det ville være muligt for nogen uden hjælp fra Guds Ånd at åbenbare en sådan plan for menneskets frelse og ophøjelse. Jeg finder, at svaret er nej. Jeg har mange gange siddet og lyttet, når han har forkyndt fra talerstolen i Nauvoo, og er blevet fuldstændig revet med af hans ubeskrivelige veltalenhed – kraft til at udtrykke sig – idet han talte, som jeg aldrig før har hørt noget menneske tale.«²⁵

Joseph L. Robinson, rådgiver i et biskopråd i Nauvoo: »Vi har længe troet på og med sikkerhed vidst, at Joseph Smith var en sand og ydmyg Guds profet, men nu ser vi ham med vore øjne, og vore ører hører hans røst, der er som himmelens mægtige tordenrøst, og dog er hans sprog ydmygt og instruerende og yderst opbyggende. Men der er en kraft og noget majestætisk i hans ord og forkyndelse, som vi aldrig før har oplevet hos et menneske, for han er en mægtig profet, en hellig mand af Gud. Han var i sandhed blevet undervist i det, der hører Guds rige til, og var virkelig fyldt med Helligånden, som var hans stadige ledsager.«²⁶

Orson Spencer, en baptistpræst, der tilsluttede sig Kirken i 1841: »Angående lærdommene er hr. Smith særdeles skriftklog. Jeg har aldrig oplevet, at han har benægtet eller forklejnet en eneste sandhed i Det Gamle eller Det Nye Testamente, men jeg har altid hørt ham forklare og forsvare dem på mesterlig vis. Fordi han var salvet af Gud med det formål at undervise og fuldkommengøre Kirken, er det nødvendigt, at han skulle vide, hvordan man skaber orden i de ting, der ønskes, for at kunne frembringe nyt og gammelt som en velinstrueret skriver. Han synes at højne dette embede og apostelkaldelsen. Ved hans hånd vækkes fordums profeter til live, og skønheden og kraften i deres åbenbaringer er til deres pris og fanger interessen hos alle, der vil lytte.«²⁷

Jonah R. Ball, et medlem af Kirken, som boede i Nauvoo: »Deltog i et møde. Sad på gulvet i templet og lyttede til profetens prædiken. Der var kommet flere tusinde for at høre ham. Det er ikke til at tage fejl. Den måde, han udlægger skrifterne på, er på ingen måde beregnende eller stridig. Hans emne var første kapitel i Peters andet brev. Han forklarede det så klart som middagssolen.«²⁸

William Clayton: »Vi har haft det privilegium at tale med Joseph Smith jun., og vi glæder os over hans selskab … Han er en mand med en fornuftig dømmekraft og i besiddelse af en rig intelligens, og mens man lytter til hans samtale, modtager man intelligens, der udvider ens sind og får hjertet til at fryde sig. Han er meget familiær og finder glæde i at undervise de trængende hellige. Jeg kan tale med ham lige så let, som jeg kan tale med dig, og angående det at være villig til at undervise, sagde han: ›Jeg modtager det frit, og jeg giver frit af det.‹ Han er villig til at besvare ethvert spørgsmål, jeg har stillet ham, og glæder sig over, når vi stiller spørgsmål. Han forekommer yderst velbevandret i skrifterne, og uanset hvilket emne han taler om, åbenbares et lys og en skønhed, som jeg aldrig før har set. Hvis jeg var rejst fra England alene med det formål at tale med ham nogle få dage, ville jeg have anset det for anstrengelserne værd.«²⁹

Mercy Fielding Smith, en britisk omvendt hvis mand, Robert B. Thompson, tjente som assistent til Joseph Smith: »Jeg har lyttet til hans klare og mesterlige forklaringer på dybsindige og svære spørgsmål. For ham virkede alt enkelt og let at forstå, og således kunne han gøre det så enkelt for andre, som ingen anden, jeg nogensinde har hørt.«³⁰

Ligesom de første hellige kan vi værdsætte Joseph Smiths ord og efterleve de principper, han underviste i.

Emmeline B. Wells: »I profeten Joseph Smith syntes jeg, at jeg genkendte den store åndelige styrke, som bragte glæde og trøst til de hellige … Guds kraft hvilede på ham i en sådan grad, at han ved mange lejligheder syntes forklaret. Hans ansigtsudtryk var mildt og nærmest harmonisk som et barns, og når han talte til de mennesker, der elskede ham så højt, at de nærmest tilbad ham, var hans ansigts herlighed ubeskriveligt. På andre tidspunkter syntes hans væsens store styrke – mere end hans stemme (som jeg opfattede som yderst veltalende) – at få jorden, vi stod på, til at ryste og gennemtrænge hans tilhørere inderst i sjælen, og jeg er sikker på, at de ville have givet deres liv for at forsvare ham. Jeg lyttede altid tryllebundet til alt, hvad han sagde – Guds udvalgte i denne sidste uddeling.«³¹

Lorenzo Snow, Kirkens femte præsident: »Første gang, jeg så profeten Joseph, var, da jeg var dreng (cirka 17 år gammel). Han talte til en lille forsamling. Han fortalte dem om englens besøg hos ham … Folk elskede at lytte til ham, fordi han var fyldt med åbenbaring … Ifølge Herrens løfte, ville de, der accepterede de principper, han underviste i, modtage et vidnesbyrd om sandheden deraf.«³²

Edward Stevenson, medlem af De Halvfjerds fra 1844 til 1897: »Jeg så ham første gang i 1834 i Pontiac (Michigan), og det indtryk, han efterlod i mit sind dengang, er nu grund til megen glæde, når jeg beskriver det for hans mange venner. Kærligheden til ham som en sand Guds profet blev uudsletteligt indprentet i mit sind, og har altid fulgt mig lige siden, skønt der er gået næsten tres år siden da. Samme år, i 1834, vidnede profeten med stor kraft i store forsamlinger om Faderens og Sønnens tilsynekomst og om den samtale, han førte med dem. Aldrig før har jeg følt en sådan kraft som den, der kom til udtryk ved disse lejligheder.«³³

Mary Ann Stearns Winters, ældste Parley P. Pratts steddatter: »Jeg stod tæt på profeten, mens han prædikede til indianerne i lunden ved templet. Helligånden oplyste hans ansigt, til det strålede som en glorie omkring ham, og hans ord gennemtrængte alles hjerte, som lyttede til ham …

Jeg så afdøde bror Joseph og bror Hyrum, da de lå i familien Smiths hjem, efter de var blevet transporteret fra Carthage, og jeg så også noget af det tøj, de havde haft på, som havde et anstrøg af deres blod. Jeg ved, at de var Guds mænd, profet og patriark, oprigtige og trofaste. Må vi være værdige til at møde dem i den kommende verden!«³⁴

Wilford Woodruff refererer fra en prædiken holdt den 6. april 1837: »Præsident Joseph Smith jun. rejste sig og talte til forsamlingen i et tidsrum af tre timer iklædt kraft, ånd og Guds billede. Han åbnede sit hjerte og fortalte om sine følelser i sine venners hus. Han talte om meget, der var af stor betydning og lå Israels ældster på sinde. Åh, at hans ord må være skrevet ned i vores hjerte som med en griffel af jern, så vi kan efterleve dem i vores liv (se Job 19:23-24). Den kilde til lys, grundsætninger og dyd, der udsprang af profeten Josephs hjerte og mund, hvis hjerte ligesom Enoks svulmede og blev stort som evigheden – jeg siger jer, at sådanne beviser fremstillet på så overbevisende vis, bør få selv den mindste svigtende tro og tvivl til at forsvinde fra tilhørernes sind, for et sådant sprog, sådanne følelser, principper og en sådan ånd kan ikke flyde fra mørket. Joseph Smith jun. er en Guds profet, som er oprejst for at udfri Israel, så sandt som mit hjerte nu brænder inden i mig.«³⁵

Brigham Young: »Lige fra første gang, jeg så profeten Joseph, har jeg aldrig glemt ét ord, der kom fra ham angående riget. Og dette er den nøgle til kundskab, jeg har i dag, at jeg lyttede til Josephs ord og gemte dem i mit hjerte, opbevarede dem og bad min Fader i hans Søns navn om at bringe dem til min erindring, når det var nødvendigt. Jeg gemte det, der hører Gud til, og det er den nøgle, jeg holder i dag. Jeg var ivrig efter at lære af Joseph og Guds Ånd.«³⁶

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Læs vidnesbyrdene om profeten Joseph Smith på s. 490-492. Hvad imponerer dig ved disse vidnesbyrd? Hvad er grundlaget for dit eget vidnesbyrd om Joseph Smith? Hvordan opnåede du dette vidnesbyrd? Måske har du lyst til at skrive dit vidnesbyrd i din dagbog eller bære det over for din familie.
Siderne 492-494 indeholder udtalelser, der beskriver Joseph Smiths fremtoning, personlighed og karakter. Hvordan påvirker disse udtalelser dine følelser for Joseph Smith? Overvej måder, hvorpå du kan udvikle nogle af de samme karakteregenskaber.
Studér vidnesbyrdene om den måde, profeten Joseph underviste i evangeliet og forklarede skrifterne på (s. 494-496). Hvordan kan disse vidnesbyrd hjælpe os, når vi studerer og underviser i evangeliet?
Gennemgå sidste afsnit i kapitlet (side 497-499). Hvordan kan du følge Wilford Woodruffs og Brigham Youngs eksempel i dit studium af denne bog? Hvordan kan du følge deres eksempel, når du studerer de levende profeters lærdomme? Hvad tror du, det betyder at lade sandheden blive »skrevet i vores hjerte med en griffel af jern«?

Skriftstedshenvisninger: 2 Ne 3:6-19; L&P 24:1-9; 124:1.