Hvor herlige er ikke trofaste, retskafne og sande venner

»Venskab er et af de storslåede og grundlæggede principper i ›mormonismen‹ … Det forener den menneskelige familie gennem dets positive indflydelse.«

Fra Joseph Smiths liv

I august 1842 gjorde myndighederne i Missouri sig gentagne anstrengelser for at fange profeten Joseph Smith. Fordi profeten frygtede at blive dræbt, hvis han blev arresteret og ført til Missouri, skjulte han sig. Den 11. august sendte han bud til forskellige trofaste familiemedlemmer og venner om at møde ham på en ø i Mississippi-floden, ikke langt fra Nauvoo. Den aften samledes Emma Smith, Hyrum Smith, Newel K. Whitney og andre nær flodbredden og sejlede i en lille båd ud til det aftalte mødested. Glad gav profeten hver af dem hånden, taknemlig for sande venners hjælp og trøst. Senere skrev han udførligt i sin dagbog om sin taknemlighed for familiemedlemmer og venner. Nogle af disse dagbogsindførsler er medtaget i dette kapitel. Flere uger senere afsluttede profeten et brev til de hellige med ord, der udtrykte hans følelser for dem: »Jeg er som altid jeres ydmyge tjener og aldrig svigtende ven, Joseph Smith« (L&P 128:25).

De hellige gengældte profetens følelser og anså ham ikke blot for deres profet, men også som deres ven. Joseph Smiths nære ven og personlige assistent, Benjamin F. Johnson, erindrede: »›Profeten Joseph‹ – var som ven trofast, langmodig, ædel og tro … Som kammerat, socialt set, var han velbegavet – venlig, storsindet, og munter … Han morede sig undertiden med at brydes med en ven. Endnu oftere prøvede han kræfter med andre ved, at de satte sig på gulvet med fødderne mod hinanden og holdt en stok mellem sig. Men han fandt aldrig sin ligemand. Vittigheder, rebuser, rim på vers osv. var ikke ualmindelige. Men oftere foreslog han, at man skulle synge en eller flere af hans yndlingssange … Men skønt han var så selskabelig og til tider tilmed lystig, tillod han ikke hovmod eller overdrevne friheder.«¹

Joseph Smith var lige så blødhjertet, som han var selskabelig, og en ung mand erindrede: »Jeg var hjemme hos Joseph. Han var til stede, og der sad en del mænd på stakittet. Joseph kom ud og talte til os alle. Kort efter kom en mand hen og fortalte, at en fattig bror, som boede noget uden for byen, havde mistet sit hjem i en brand aftenen før. Næsten alle mændene sagde, at de var kede af det på mandens vegne. Joseph stak hånden i lommen, tog fem dollar frem og sagde: ›Jeg har for fem dollar ondt af denne bror. Hvor meget har I ondt af ham?‹«²

Måske var det Joseph Smiths store kærlighed til sine venner, der gjorde nogle af disse venners forræderi særligt svært for ham at bære. I Nauvoo var der venner, som profeten havde vist tillid til, som vendte sig imod ham. Dog var der mange af profetens venner, der gengældte hans loyalitet og stod ved hans side til det sidste.

En af disse venner var Willard Richards, medlem af De Tolv Apostles Kvorum, som blev fængslet sammen med Joseph og Hyrum Smith og John Taylor i Carthage i Illinois. Mens de var indsat i fængslet, fik mændene lov til at flytte fra en celle i stueetagen til et mere bekvemt værelse på fængslets førstesal. Derpå, kort tid inden hans han martyrdød, foreslog fangevogteren, at fangerne ville være sikrere i en celle med jerntremmer, som lå ved siden af soveværelset. Joseph spurgte ældste Richards, som blev kaldt »doktor« af sine venner, fordi han havde arbejdet som læge: »›Hvis vi rykker ind i den celle, vil du så komme med os?‹ Doktoren svarede: ›Bror Joseph, du bad mig ikke om at drage over floden sammen med dig – du bad mig ikke om at komme til Carthage – du bad mig ikke om at komme i fængsel med dig – og tror du, at jeg ville svigte dig nu? Men jeg vil sige dig, hvad jeg vil gøre: Hvis du bliver dømt til at blive hængt for forræderi, vil jeg lade mig hænge i dit sted, så du kan blive sat på fri fod.‹ Joseph sagde: ›Det kan du ikke.‹ Doktoren svarede: ›Det vil jeg.‹«³

Joseph Smiths lærdomme

Sande venner lindrer hinandens sorger og forbliver trofaste selv i tider med modgang.

Joseph Smith skrev følgende om de familiemedlemmer og venner, som besøgte ham den 11. august, mens han var i skjul: »Hvor godt og storslået har det ikke været for mig at finde rene og hellige venner, som er trofaste og retskafne, og hvis hjerte ikke skal synke i livet, og hvis knæ er gjort stærke og ikke skælver, mens de håber på Herren, og som varetog mine behov på den tid, da mine fjender udøste deres vrede over mig …

Hvor herlige var ikke mine følelser, da jeg mødtes med den trofaste og venlige gruppe om natten torsdag den 11. på øen ved sumpens munding mellem Zarahemla og Nauvoo. Hvilken usigelig glæde og hvilken betagende fryd fyldte mit bryst, da jeg denne aften tog min elskede Emma i hånden – hun, som var min hustru, min ungdoms hustru og mit hjertes udvalgte. Mange tanker genlød i mit sind, da jeg et øjeblik overvejede de mange situationer, vi havde været kaldet til at gå igennem, den udmattelse og det besvær, den sorg og lidelse og den glæde og trøst, der fra tid til anden var blevet strøet på vores vej og velsignede vores liv. O hvilken mængde af tanker fyldte mit sind det øjeblik, atter er hun her … uforfærdet, standhaftig og uden vaklen – uforanderlige, kærlige Emma!

Derpå tog bror Hyrum min hånd – en virkelig broder. Jeg tænkte ved mig selv: Bror Hyrum, hvilket trofast hjerte, du har! O, må den evige Jahve krone dit hoved med evige velsignelser som belønning for den omsorg, du har haft for min sjæl! O, hvor mange sorger har vi ikke delt, og igen finder vi os selv lænket i undertrykkelsens ubønhørlige hånd. Hyrum, dit navn skal skrives i Herrens lovbog, så de, der kommer efter dig, kan se det og følge mønsteret i dit værk.

Jeg sagde til mig selv, at her er også bror Newel K. Whitney. Hvor mange sorgfulde episoder har ikke forbundet vore stier, og alligevel mødes vi atter for igen at opleve sorg sammen. Du er en trofast ven, som de plagede menneskesønner fuldstændig trygt kan betro sig til. Lad også dit hoved blive kronet med den evige Guds velsignelser. Hvor varmt et hjerte! Hvor bekymret en sjæl for hans velfærd, som er blevet kastet ud og hadet af næsten alle mennesker. Bror Whitney, du forstår ikke, hvor stærke de bånd, der binder min sjæl og mit hjerte til dig, er …

Det er ikke min hensigt at beskrive detaljerne af det, der skete den hellige nat, som jeg altid vil huske – i stedet ønsker jeg her at nedskrive navnene på de trofaste. Jeg har mødt dem i medgang, og de var mine venner. Nu møder jeg dem i modgang, og de er stadig mine nære venner. De elsker den Gud, som jeg tjener, de elsker de sandheder, som jeg forkynder, de elsker de dyder og de hellige lærdomme, som jeg bærer i mit indre med den varmeste følelse i hjertet og med en tjenesteiver, der ikke kan fornægtes …

Jeg håber, at jeg skal se mine venner igen, så jeg kan slide hårdt for dem og også tjene dem til trøst. De skal ikke mangle en ven, mens jeg lever. Mit hjerte skal elske dem, og mine hænder skal slide hårdt i det for dem, som elsker mig og slider for mig, og skal altid være trofast over for mine venner. Bør jeg være utaknemlig? Sandelig nej! Gud forbyde det!«⁴

Den 23. august 1842 fortsatte profeten: »Jeg oplever mine følelser for mine venner får nyt liv, når jeg tænker på de dyder og gode kvaliteter og egenskaber, som besiddes af de få trofaste, som jeg nu optegner i Herrens lovbog – nemlig dem, som stod ved min side i mit livs mest farefulde timer i de femten lange år, som er gået – fx min aldrende og elskede bror, Joseph Knight sen., som var blandt de første, som hjalp mig med det fornødne, mens jeg i begyndelsen arbejdede på at frembringe Herrens værk og lægge grundvolden til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. I femten år har han været trofast, oprigtig, upartisk, eksemplarisk, dydig og god, uden at vige til højre eller venstre. Se han er en retfærdig mand, må Gud den Almægtige forlænge denne gamle mands liv, og må hans skælvende, forpinte og ødelagte krop blive fornyet, og hvis det er din vilje, o Gud, velsign ham med et godt helbred; og det skal siges om ham, af Zions sønner, mens der stadig er nogle tilbage, at denne mand var en trofast mand i Israel, og derfor skal hans navn aldrig glemmes …

Mens jeg husker de trofaste få, som stadig lever, vil jeg også huske de af mine trofaste venner, som er døde, for de er mange, og utallige er de gode gerninger – faderlig og broderlig godhed – som de har skænket mig, og siden jeg er blevet jagtet af indbyggerne i Missouri, er der mange oplevelser, som er blevet bragt frem i min erindring …

Der er mange sjæle, til hvem min kærlighed har været stærkere end døden. Over for dem har jeg bevist min trofasthed – over for dem er jeg fast besluttet på at bevise min trofasthed, indtil Gud kalder mig til at opgive ånden.«⁵

Venskab forener den menneskelige familie og fordriver had og misforståelser.

»Jeg er ligeglad med, hvordan en mands personlighed er, hvis han er min ven – en sand ven, så vil jeg være hans ven og forkynde frelsens evangelium for ham, og give ham gode råd og hjælpe ham ud af sine problemer.

Venskab er et af de storslåede grundlæggende principper i ›mormonismen‹, det er skabt til at revolutionere og kultivere verden og få krige og stridigheder til at ophøre og få folk til at blive venner og brødre …

Venskab er ligesom bror Theodore Turley, der står i sin smedje og smeder jern sammen – det forener den menneskelige familie med dets positive indflydelse.«⁶

»Det venskab, som intelligente væsener vil acceptere som ægte, skal udspringe fra kærlighed, og den kærlighed skal udspringe fra dyd, som er lige så stor en del af religion, som lys er en del af Jahve. Derfor sagde Jesus: ›Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner‹ (Joh 15:13).«⁷

I marts 1839, mens profeten Joseph Smith og flere sammen med ham var indespærret i fængslet i Liberty i Missouri, skrev profeten til Kirkens medlemmer: »Vi modtog nogle breve i går aftes – et fra Emma, et fra Don C. Smith (Josephs bror) og et fra biskop Edward Partridge – som alle overbragte en god og trøstende ånd. Vi glædede os meget over brevenes indhold. Det var længe siden, vi sidst havde modtaget nyt, og da vi læste disse breve, var de forfriskende som en let brise for vores sjæl, men vores glæde blandedes med sorg over de fattiges lidelser og de helliges store forurettelser. Og det er unødigt for os at sige, at vores hjertes sluseport åbnedes, og fra vore øjne sprang der tårer, men de, der ikke har været omgivet af fængslets mure uden grund eller af mindste anledning, kan kun svagt forestille sig, hvor liflig en vens stemme er – et tegn på venskab fra enhver kilde vækker og frembringer al medfølelse. Det fremkalder på et øjeblik alt, der hører fortiden til. Det griber nuet med lynende ivrighed. Den griber ud efter fremtiden med en tigers vildskab. Det bevæger tankerne frem og tilbage, fra det ene til det andet, indtil al fjendskab, ondsindethed og had og tidligere uoverensstemmelser, misforståelser og dårlig ledelse besejres og dræbes ved håbets fod.«⁸

Guds hellige er sande venner for hinanden.

Profeten skrev i august 1835 følgende korte brev til et medlem af Kirken: »Vi husker din familie og alle de første familier i Kirken, som først tog imod sandheden. Vi husker jeres tab og sorger. Vore første venskabsbånd er ikke brudte, og vi tager sammen med jer del i det onde såvel som det gode, i sorgerne såvel som glæderne. Vi har tillid til, at vores forbindelse er stærkere end døden og aldrig skal brydes.«⁹

Profeten sagde følgende om en fest, han deltog i i januar 1836 i Kirtland: »Jeg deltog i en overdådig fest hos biskop Newel K. Whitney. Denne fest var efter Guds Søns orden – de vanføre, lamme og blinde var indbudt i overensstemmelse med Frelserens belæringer (se Luk 14:12-13) … Selskabet var stort, og før vi spiste, sang vi nogle af Zions sange, og vores hjerte frydede sig over denne forsmag på de velsignelser, som skal udgydes på de helliges hoveder, når de er samlet på Zions bjerg for altid at nyde godt af hinandens selskab, ja alle himlens velsignelser, der hvor der ikke skal være nogen til at forulempe dem eller skræmme dem.«¹⁰

Søster Presendia Huntington Bell forsøgte at besøge Joseph Smith, mens han var indespærret i fængslet i Liberty i 1839, men hun blev afvist af fangevogteren. Profeten skrev senere følgende til hende: »Å, hvilken glæde det ville have været for os at se vore venner! Det ville have glædet mit hjerte, hvis jeg havde fået lov til at tale med dig, men tyranniets hånd er over os … Jeg vil, at du og din mand skal vide, at jeg er jeres sande ven … Ingen tunge kan udtale, hvilken usigelig glæde det bringer et menneske, som har været indespærret bag fængslets mure i fem måneder, at se en vens ansigt. Jeg tror altid, at mit hjerte vil være mere inderligt efter dette, end det var før. Mit hjerte bløder altid, når jeg tænker på Kirkens nød. Å, bare jeg kunne være sammen med dem! Jeg ville ikke vige tilbage for slid og strabadser for at yde dem trøst. Jeg ønsker velsignelsen ved endnu en gang at opløfte min røst blandt de hellige. Så ville jeg udøse min sjæl til Gud for at kunne vejlede dem.«¹¹

Da han talte i Nauvoo i Illinois, hvor mange af Kirkens medlemmer var ankommet med kun få verdslige ejendele, sagde profeten følgende: »Vi bør udvise medfølelse for de plagede iblandt os. Hvis der er noget sted på jorden, hvor mennesker burde udvikle ånden og hælde olie og vin i de plagedes hjerte, så er dette stedet – og den ånd kommer til udtryk her, og selv om et menneske er fremmed og hjemsøgt, når han kommer, så finder han en bror og ven, som er parat til at sørge for hans fornødenheder.

Jeg anser det for en af de største velsignelser, hvis jeg bliver en af denne verdens plagede, at befinde mig, hvor jeg kan finde brødre og venner overalt omkring mig.«¹²

Georg A. Smith, profetens fætter, berettede følgende: »Efter samtalen omfavnede Joseph mig og trykkede mig mod sit bryst og sagde: ›George A., jeg elsker dig så højt som mit eget liv.‹ Det påvirkede mig i en sådan grad, at jeg næsten ikke kunne sige et ord.«¹³

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Gennemgå det første afsnit på side 453. Slå derefter op på side 456-458 og læg mærke til de egenskaber, som Joseph skattede hos Emma Smith, Hyrum Smith, Newel K. Whitney og Joseph Knight senior. Hvorfor tror du, at deres venskab var så stor en trøst for ham i svære tider? Hvordan er du blevet støttet af venner, når du har stået over for modgang? Hvordan kan vi støtte andre, når de oplever prøvelser?
De fleste beretninger i dette kapitel handler om værdien af sandt venskab i svære tider. Men i det afsnit, der begynder nederst på side 453, fortæller Benjamin F. Johnson om Joseph Smiths venlige væremåde i fredelige tider. Hvad får du ud af denne beskrivelse? Hvordan kan det styrke vore venskaber og familieforhold, når vi tager os tid til at grine og lege sammen?
Læs det fjerde underafsnit på side 458. Hvorfor tror du, at Joseph Smith siger, at venskab er »et af de storslåede grundlæggende principper i ›mormonismen‹«? Hvordan kan det gengivne evangelium hjælpe mennesker til at se hinanden som venner? Hvordan har andre af Kirkens præsidenter været eksempler på venskab med alle mennesker?
Gennemgå det femte underafsnit på side 458. Hvordan kan venskab sammenlignes med at smelte jern sammen?
Læs det sidste afsnit på side 460 samt det næste afsnit. Bemærk henvisningen til »olie og vin« fra lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk 10:34). Hvad kan vi konkret gøre for at følge profetens råd? Hvad kan vi gøre for at følge den barmhjertige samaritaners eksempel?

Skriftstedshenvisninger: 1 Sam 18:1; Ordsp 17:17; 2 Ne 1:30; Mosi 18:8-10; Alma 17:2; L&P 84:77; 88:133.