Sandheder fra Frelserens lignelser i Matthæus 13

»Rigets stridsvogne ruller stadig frem, drevet af Jahves mægtige arm, og på trods af al modstand vil de fortsat rulle frem, indtil hans ord alle er opfyldt.«

Fra Joseph Smiths liv

Efterhånden som opførelsen af templet i Kirtland nærmede sig sin færdiggørelse begyndte de hellige at forberede sig på de store velsignelser, som de skulle modtage der. For at forberede brødrene til tempelindvielsen, forsamledes de i ældsternes skole i november 1835. Denne skole var blevet oprettet i 1834 som en fortsættelse af profeternes skole, der blev afholdt tidligere.

Blandt flere emner studerede Joseph Smith og de andre brødre hebraisk, det sprog, som det meste af Det Gamle Testamente oprindeligt er skrevet på. Profetens dagbog for denne periode viser, at han studerede hebraisk næsten hver dag, ofte mange timer om dagen. Hans indførsler indeholder sætninger som »Tilbragte dagen med at læse hebraisk« eller »Deltog i skolen og læste hebraisk«.¹ Den 19. januar 1836 skrev han: »Tilbragte dagen i skolen. Herren velsignede os i vore studier. Denne dag begyndte vi med læsning i vore hebraiske bibeler med stor succes. Det er som om Herren åbner vores sind på en vidunderlig måde, så vi forstår hans ord på det oprindelige sprog.«² En måned senere skrev han: »Deltog i skolen og læste og oversatte med min klasse som sædvanligt. Min sjæl fryder sig over at læse Herrens ord på originalsproget.«³

Joseph Smiths oplevelser i ældsternes skole er blot ét bevis på hans kærlighed til skrifterne. Han studerede skrifterne flittigt og fandt trøst, kundskab og inspiration i dem gennem hele sit liv. Dette kendetegnes ved, at det var et skriftsted i Bibelen, der medførte, at han søgte visdom fra Gud og modtog den første åbenbaring, da han kun var 14 år gammel (se Jak 1:5).

Profetens skrivelser og prædikener er fyldt med citater og udlægninger af skriften, for han havde studeret skrifterne så meget, at de blev en uadskillelig del af hans tanker. I sin undervisning citerede han skrifterne direkte, han henviste til dem, omskrev dem og brugte dem som grundlag for sine prædikener. »Jeg kender skrifterne og forstår dem«, sagde han i april 1844.⁴

Hans usædvanlige kendskab til skrifterne gjorde det muligt for ham at undervise i og udlægge dem med stor kraft og klarhed, og mange, der hørte ham tale, huskede ham for denne evne. Præsident Brigham Young erindrede, hvordan profeten kunne »tage skrifterne og gøre dem så ligetil og enkle, at alle kunne forstå dem.«⁵

Wandle Mace husker: »Jeg har lyttet til profeten Joseph Smith offentligt og privat, i solskin og regn, ligesom mange andre har gjort, når han underviste dem fra talerstolen. Og i mit eget hjem og i hans hjem har jeg lært ham at kende … og jeg ved virkelig, at intet menneske, der ikke var undervist af Gud, kunne forklare skrifterne på en sådan måde og kaste så klart lys over dem, at ingen kunne misforstå deres mening.

Jeg har sommetider følt mig flov over mig selv, fordi jeg, selv om jeg havde studeret skrifterne så meget, endda siden jeg var barn, ikke havde set det, som var så ligetil, når han omtalte dem. Han så at sige drejede nøglen, og kundskabens dør sprang op på vid gab og afslørede dyrebare principper, både nye og gamle.«⁶

Profetens viden om skrifterne er tydelig i følgende brev, hvori han gav en profetisk udlægning af Frelserens lignelser i Matthæus 13. Han underviste i, at disse lignelser beskriver grundlæggelsen af Kirken på Frelserens tid og dens storslåede vækst og skæbne i de sidste dage.

Joseph Smiths lærdomme

Frelseren underviste i lignelser, så de, der troede på hans lærdomme, kunne få større lys, mens de, der forkastede hans lærdomme, ville miste det lys, de havde.

»Disciplene kom hen til [Frelseren] og spurgte: ›Hvorfor taler du til dem i lignelser?‹ (Jeg vil her bemærke, at ›dem‹ som det bruges i dette spørgsmål … henviser til mængden.) Han svarede dem (dvs. disciplene): ›Jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder, men de andre (dvs. de vantro) er det ikke givet. For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har‹ (Matt 13:10-12, kursiv tilføjet).

Vi ser heraf, at de, der forud havde ventet på, at en Messias skulle komme ifølge profeternes vidnesbyrd, og således på dette tidspunkt ventede en Messias, men på grund af deres mangel på tro ikke havde tilstrækkelig lys til at erkende ham som deres Frelser, og til at erkende, at han var den sande Messias, derfor måtte blive skuffede og endda miste al deres kundskab eller få borttaget alt det lys, den forståelse og tro, som de havde om det emne. Derfor skal den, der ikke vil modtage det større lys, få taget alt det lys bort, som vedkommende har haft, og hvis det lys, som er i dig, bliver mørke - hvilket mørke! ›Derfor‹ siger Frelseren, ›taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog ikke ser, og hører og dog ikke hører og heller intet fatter. På dem opfyldes den profeti af Esajas, der siger: I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå‹ (Matt 13:13-14).

Vi ser nu, at selve grunden til, at de ifølge profeten Esajas ikke ville modtage Messias, var, at de ikke ville eller ikke kunne fatte. De så og dog forstod de ikke, ›for dette folks hjerte er dækket med fedt, og med ørerne hører de tungt, og deres øjne har de lukket til, for at de ikke skal se med øjnene, høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, så jeg må helbrede dem‹ (Matt 13:15). Men hvad siger han til sine disciple? ›Salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres ører, fordi de hører. For sandelig siger jeg jer: Mange profeter og retfærdige har længtes efter at se det, I ser, og fik det ikke at se, og høre det, I hører, og fik det ikke at høre‹ (Matt 13:16-17).

Vi fremsætter igen en bemærkning her – for vi ser, at selve det princip, hvorved disciplene blev regnet for velsignede, var, at de fik lov til at se med deres øjne og høre med deres ører, og at den fordømmelse, der hvilede på folkeskaren, der ikke modtog hans ord, bestod i, at de ikke var villige til at se med deres øjne eller høre med deres ører. Ikke fordi de ikke kunne eller ikke havde privilegiet at se og høre, men fordi deres hjerter var fulde af ugudelighed og vederstyggeligheder. ›Det gjorde jeres fædre, og det gør I‹ (ApG 7:51). Profeten, der forudså, at de således ville forhærde deres hjerte, bekendtgjorde det tydeligt. Heri ligger fordømmelsen af verden: At lyset er kommet til verden, og menneskene vælger mørket frem for lyset, fordi deres gerninger er onde. Dette underviser Frelseren så tydeligt i, at en vejfarende ikke behøver at fare vild.

… Mennesket har, når sandheden fremføres af Guds tjenere, for vane at sige: Alt er hemmelighedsfuldt. De har talt i lignelser, og derfor skal de ikke forstås. Det er sandt, at de har øjne at se med, og dog ikke ser, men ingen er så blinde som de, der ikke vil se, og selv om Frelseren udtalte dette til sådanne personer, udlagde han det dog tydeligt for sine disciple. Vi har grund til at være oprigtigt ydmyge for vore fædres Gud over, at han har givet os dette på optegnelser, der er så tydelige, at trods Baals præsters anstrengelser og forenede kræfter har de ikke magt til at forblinde vore øjne eller formørke vores forstand, hvis vi bare vil lukke øjnene op og for en stund læse med åbent sind.«⁷

Lignelsen om sædemanden viser virkningen af at forkynde evangeliet. Det viser også, at Frelseren grundlagde sit rige i tidernes midte.

»Da Frelseren fremsatte disse smukke udtalelser og lignelser, som de findes i Matt 13, finder vi ham siddende i en båd på grund af folkeskaren, som pressede sig ind på ham for at høre hans ord. Han begyndte at undervise dem og sagde:

›Se, en sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; men da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det. Men noget faldt i god jord og gav udbytte, noget hundrede, noget tres og noget tredive fold. Den, der har ører, skal høre!‹ (Matt 13:3-9) …

Så lyt til forklaringen af lignelsen om sædemanden. ›Når et menneske hører ordet om Riget og ikke fatter det, kommer den Onde og røver det, der er sået i hans hjerte.‹ Læg nu mærke til udtrykket - det, der er sået i hans hjerte. ›Det er det, som blev sået på vejen‹ (Matt 13:19). Mennesker, som ikke har noget retfærdighedsprincip i sig, og hvis hjerte er fuldt af ugudelighed og ikke længes efter sandhedens principper, forstår ikke sandhedens ord, når de hører dem. Djævelen fjerner sandhedens ord fra deres hjerte, fordi de ikke har noget ønske om retfærdighed i sig.

›Det, som blev sået på klippegrund, det er ham, der straks tager imod ordet med glæde, når han hører det; men han har ikke rod i sig, han holder kun ud en tid, og når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder han straks fra. Det, som blev sået mellem tidsler, det er ham, der hører ordet, men denne verdens bekymring og rigdommens blændværk kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men det, som blev sået i den gode jord, det er ham, der hører ordet og fatter det og så bærer frugt og giver hundrede eller tres eller tredive fold‹ (Matt 13:20-23).

Således forklarede Frelseren selv sine disciple den lignelse, som han fremsatte, og efterlod ikke nogen hemmelighed eller noget mørke i sindet hos dem, der fuldt og fast tror på hans ord.

Vi drager da den slutning, at selve grunden til, at folkeskaren eller verden, som de blev betegnet af Frelseren, ikke modtog en forklaring på hans lignelser, var som følge af vantro. Til jer, siger han (idet han taler til sine disciple), er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder (se Matt 13:11). Og hvorfor? På grund af den tro og den tillid de havde til ham. Denne lignelse blev fortalt for at påvise de virkninger, som forkyndelsen af ordet frembringer, og vi tror, at den direkte hentyder til begyndelsen eller oprettelsen af riget i den tidsalder. Derfor vil vi blive ved med at følge hans udtalelser angående dette rige fra den tid og lige til verdens ende.«⁸

Lignelsen om hveden og ukrudtet lærer os, at de retfærdige og de ugudelige vil gro side om side indtil verdens ende, hvor de retfærdige vil blive indsamlet og de ugudelige brændt.

»›Han fortalte dem en anden lignelse (denne lignelse hentyder til rigets oprettelse, også på daværende tid i verdenshistorien): Himmeriget ligner en mand, der såede god sæd i sin mark. Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt i hveden og gik sin vej. Da kornet skød op og satte kerne, kom også ukrudtet frem. Husbondens folk kom så og spurgte: Herre, såede du ikke god sæd i din mark? Hvor kommer da ukrudtet fra? Han svarede: Det har en fjende gjort. Folkene spørger ham så: Vil du have, at vi skal gå ud og luge det væk? Han svarer dem: Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer I til at rykke hveden op sammen med det. Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten. Ved høsttid vil jeg så sige til høstfolkene: Tag først ukrudtet fra og bind det i knipper, så det kan brændes, men saml hveden i min lade‹ (Matt 13:24-30).

Nu lærer vi af denne lignelse, ikke blot om oprettelsen af riget på Frelserens tid, som den gode sæd, der frembragte frugt, repræsenterer, men også om fordærvelsen i Kirken, som ukrudtet, der blev sået af fjenden, repræsenterer, og som hans disciple gerne ville have rykket op eller renset Kirken for, hvis Frelseren havde støttet deres synspunkt. Men han, der kender alt, siger: Gør ikke det. Han kunne lige så godt have sagt, at dette synspunkt ikke er rigtigt. Kirken er i sin spæde begyndelse, og hvis I tager dette overilede skridt, vil I ødelægge hveden eller Kirken med ukrudtet. Derfor er det bedre at lade dem gro side om side indtil høsten eller verdens ende, der betyder de ugudeliges udryddelse, som endnu ikke er blevet opfyldt.

›… Og hans disciple kom og bad ham: ›Forklar os lignelsen om ukrudtet på marken.‹ Han svarede: ›Den, der sår den gode sæd, er Menneskesønnen, marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn. Men ukrudtet er den Ondes børn‹‹ (Matt 13:36-38).

Lad nu vore læsere lægge mærke til udtrykket - ›marken er verden … ukrudtet er den Ondes børn, og fjenden, der såede det, er Djævelen. Høsten er verdens ende, (lad dem omhyggeligt lægge mærke til dette udtryk - verdens ende) og høstfolkene er engle‹ (Matt 13:38-39).

Folk har ikke nogen som helst grund til at sige, at dette er billedligt, eller at det ikke betyder, det der står, for han forklarer nu, hvad han tidligere har talt om i lignelser. Og i henhold til disse ord er verdens ende de ugudeliges udryddelse, høsten og verdens ende hentyder direkte til den menneskelige familie i de sidste dage, i stedet for jorden, som mange har forestillet sig, og det, der skal gå forud for Menneskesønnens komme og genoprettelsen af alt det, som alle de hellige profeter har talt om siden verdens begyndelse. Englene vil have noget at gøre i dette store værk, for de er høstfolkene.

›Ligesom altså ukrudtet tages fra og brændes i ild, således skal det også gå ved verdens ende‹ (Matt 13:40), dvs. når Guds tjenere går ud og advarer nationerne, både præster og folk, og når de forhærder deres hjerte og forkaster sandhedens lys, bliver disse første overgivet til Satans tugtelser, og loven og vidnesbyrdet tillukkes … så er de overladt til mørke og er overgivet til den brændende dag. De bliver således bundet af deres trosbekendelser, og deres bånd bliver gjort stærke ved deres præster, og de bliver beredt til opfyldelsen af Frelserens ord: ›Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren‹ (Matt 13:41-42).

Vi forstår, at arbejdet med indsamlingen af hveden i lade eller på kornloft skal finde sted, mens ukrudtet bindes i knipper og beredes for den brændende dag. Efter den brændende dag ›skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige. Den, der har ører, skal høre‹ (Matt 13:43).«⁹

Lignelsen om sennepsfrøet lærer os, at Kirken og Guds rige, som er grundlagt i disse sidste dage, skal spredes over hele jorden.

»Og atter fortalte han dem en anden lignelse, der hentydede til det rige, der skulle oprettes lige før eller ved selve høsttiden, og det lyder: ›Himmeriget ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark. Det er mindre end alle andre frø, men når det vokser op, er det større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene‹ (Matt 13:31-32). Nu kan vi tydeligt se, at dette billede repræsenterer Kirken, sådan som den skal komme frem i de sidste dage. Se, himmeriget sammenlignes med det. Hvad er så ligesom det?

Lad os tage Mormons Bog, som en mand tog og gemte i sin mark og med sin tro sikrede, at den ville dukke op i de sidste dage eller i rette tid. Lad os se den komme op af jorden – den, som virkelig er mindre end alle andre frø – men se den bryde frem, ja, række op med høje grene og i guddommelig majestæt, indtil den, ligesom sennepsfrøet, bliver den største af alle planter. Og det er sandt, den er spiret og vokset frem af jorden, og retfærdighed begynder at se ned fra himlen (se Sl 85:11; Moses 7:62), og Gud sender sin magt, sine gaver og engle ned for at bygge rede i dets grene.

Himmeriget ligner et sennepsfrø. Se, er det ikke himmeriget, som rejser sit hoved i de sidste dage i sin Guds majestæt, ja, de sidste dages helliges kirke, ligesom en uigennemtrængelig, urokkelig klippe midt i det store dyb, der udsættes for Satans storme og uvejr, men som indtil videre er forblevet standhaftig og stadig trodser modstandens tårnhøje bølger, der bliver jaget af synkende fartøjers stormvinde, som har væltet frem og stadig vælter fremad med drabelig fråde på sin sejrrige bølgetop, drevet frem med dobbelt raseri af retfærdighedens fjende? …

Mørkets … skyer har længe ligget som tårnhøje bølger, der slår henover de sidste dages helliges kirkes urokkelige klippe. På trods af alt det rækker sennepsfrøet sine grene højere og højere op og breder dem længere og længere ud. Rigets stridsvogne ruller stadig frem, drevet af Jahves mægtige arm, og på trods af al modstand vil de stadig rulle frem, indtil hans ord alle er opfyldt.«¹⁰

De tre vidners vidnesbyrd og de sidste dages skrifter er ligesom den surdej, der kom i hvedemel. Lignelsen om voddet lærer om den verdensomspændende indsamling.

»›Han fortalte dem en anden lignelse. Himmeriget ligner en surdej, som en kvinde tog og kom i tre mål hvedemel, til det hele var gennemsyret‹ (Matt 13:33). Det kan forstås sådan, at de sidste dages helliges kirke er vokset frem fra en lille surdej, som blev lagt i tre vidner. Se, hvor meget det er ligesom i lignelsen! Den gennemsyrer hurtigt dejen og vil snart gennemsyre alt …

›Igen: Himmeriget ligner et vod, der blev kastet i søen og samlede fisk af enhver art; da det var fuldt, trak de det op på bredden og satte sig og samlede de gode fra i tønder og kastede de dårlige ud‹ (Matt 13:47-48). Med hensyn til arbejdet efter dette mønster, se da Josefs efterkommere, der spreder evangeliets garn ud over jordens overflade og indsamler alle slags, så de gode bliver reddet i skibe, der er forberedt til det formål, og englene vil tage sig af de dårlige. ›Således skal det gå ved verdens ende: Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Har I fattet alt dette? De svarede: ›Ja!‹‹ (Matt 13:49-51). Og vi siger: Ja, Herre, og de kunne meget vel sige: Ja, Herre, for dette er så tydeligt og så herligt, at hver eneste hellig i de sidste dage må reagere på det med et hjerteligt Amen.

›Da sagde han til dem: ›Derfor: Enhver skriftklog, der er blevet Himmerigets discipel, ligner en husbond, der tager nyt og gammelt frem fra sit forråd‹‹ (Matt 13:52).

Som et eksempel på det kan man se Mormons Bog, der kommer frem som en dyrebar skat. På samme måde med de pagter, der er blevet givet de sidste dages hellige (Lære og Pagter) såvel som oversættelsen af Bibelen - der bringes således dyrebart nyt og gammelt frem, der svarer til de tre mål hvedemel, som har undergået den rensende indflydelse fra en åbenbaring fra Jesus Kristus. Og betjeningen af engle, som allerede har påbegyndt dette arbejde i de sidste dage, svarer til surdejen, som gennemsyrede hele dejen. Amen.«¹¹

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side vii-xi.

Læs s. 289-291. Hvad kan vi lære af Joseph Smiths eksempel, der kan hjælpe os i vores eget skriftstudium?
Læs Joseph Smiths forklaring på, hvorfor Frelseren sommetider underviste i lignelser (s. 292-293). Når vi lærer om evangeliets sandheder, hvad tror I så, det betyder at se med vore øjne og høre med vore ører? Hvorfor tror I, at lyset bliver taget bort fra os, hvis vi ikke er villige til at modtage større lys? Tænk over, hvad der skal til, for at I kan modtage mere af evangeliets lys.
Studér lignelsen om sædemanden (s. 293-295). I denne lignelse viser Frelseren, at det samme budskab om evangeliet har forskellige resultater, alt efter hvordan mennesker modtager det. Hvorfor er Guds ord ude af stand til at vokse i mennesker, »hvis hjerte er fulde af ugudelighed«? Hvorfor fører prøvelser og forfølgelse til, at nogle mennesker tilsidesætter Guds ord? Hvordan kan »denne verdens bekymring« og »rigdommens blændværk« kvæle ordet i os?
Hvordan kan vi sikre os, at vores »jord« er god, når ordet sås i os? Hvad kan forældre gøre for at hjælpe børn til at forberede deres hjerte til at modtage ordet?
I lignelsen om hveden og ukrudtet (s. 296-297) repræsenterer hveden de retfærdige, eller »Rigets børn«. Ukrudtet repræsenterer »den Ondes børn«. Hvordan kan vi forblive trofaste på trods af, at »ukrudtet« får lov at vokse op mellem »hveden«? Hvordan hjælper Lære og Pagter 86:1-7 dig med bedre at forstå lignelsen?
Hvordan er Kirken i dag ligesom det voksende træ i lignelsen om sennepsfrøet? (Se eksemplerne på s. 297-299).
Læs s. 299-300. Læg mærke til, at surdejen er noget, der får brøddejen til at hæve. Hvordan er de sidste dages skrifter ligesom surdejen for Kirken? Hvordan er de ligesom en surdej for dig personligt? Hvordan er de sidste dages skrifter ligesom et forråd, »der er nyt og gammelt«?
Hvorfor tror du, at det i lignelsen om det evangeliske vod (s. 299) er af stor betydning, at voddet samler fisk af enhver slags? Hvordan opfyldes denne lignelse i dag?

Skriftstedshenvisninger: Luk 8:4-18; Alma 12:9-11; L&P 86:1-11; 101:63-68.