Bliv befriere på Zions bjerg

»Men hvordan skal de blive befriere på Zions bjerg? Ved at bygge deres templer, opføre deres dåbsbassiner og ved at gå frem og modtage alle ordinancerne … for alle deres forfædre, som er døde.«

Fra Joseph Smiths liv

De medlemmer af Kirken, der boede i Nauvoo i 1840’erne, lagde i høj grad vægt på at udføre stedfortrædende ordinancer for deres afdøde slægtninge. Lige siden de første stedfortrædende dåb blev udført i 1840, havde de hellige søgt efter slægtshistoriske oplysninger om deres forfædre, og mange var trådt ned i dåbens vande som stedfortrædere for deres afdøde kære.

Til at begynde med var man nødt til at udføre dåb for de døde i Mississippi-floden eller i lokale vandløb. Men i januar 1841, da de hellige arbejdede på planerne for templet i Nauvoo, erklærede Herren: »For en døbefont er der ikke på jorden, så de, mine hellige, kan blive døbt for dem, der er døde – for denne ordinance hører til mit hus og kan ikke være antagelig for mig undtagen i jeres fattigdoms dage, hvor I ikke er i stand til at bygge et hus til mig« (L&P 124:29-30).

Stedfortrædende dåb i floden ophørte den 3. oktober 1841, hvor profeten erklærede: »Der skal ikke udføres dåb for de døde igen, før ordinancen kan udføres i Herrens hus … For således siger Herren!«¹ De hellige begyndte hurtigt at bygge et midlertidigt dåbsbassin af træ i den nyudgravede kælder under templet i Nauvoo. Dåbsbassinet, som var bygget af fyrretræ fra Wisconsin, hvilede på ryggen af 12 træokser. Det blev indviet den 8. november til brug »indtil templet er færdigopført og et mere varigt dåbsbassin skal tage dets plads.«² Den 21. november 1841 udførte seks medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum dåb for 40 afdøde personer, hvilket var de første dåb for de døde, der blev udført i dåbsbassinet.

De helliges første oplevelser med dåb for de døde lærte dem betydningen af at føre optegnelser i Herrens kirke. Skønt de stedfortrædende dåb i de lokale vandløb var blevet udført med rette præstedømmemyndighed, var de ikke blevet officielt registreret. Derfor skulle disse dåb udføres igen. I en tale holdt den 31. august 1842 forklarede profeten således: »Alle, der bliver døbt for de døde, skal have en skriver til stede, så han kan være et øjenvidne, der registrerer og bevidner sandheden og gyldigheden af sin optegnelse … Lad os derfor se til, at dåb for de døde fremover bliver omhyggeligt registreret og bevidnet.«³ Profeten behandlede dette emne indgående i et brev, han skrev til de hellige dagen efter og i endnu et brev skrevet den 6. september. Disse to breve udgør nu afsnit 127 og 128 i Lære og Pagter.

I afsnit 127 nedskrev profeten følgende befaling fra Herren: »Når nogen af jer bliver døbt for jeres døde, lad der da være en skriver, og lad ham være øjenvidne til jeres dåbshandlinger; lad ham høre med sine ører, så han kan vidne troværdigt, siger Herren; således at alt det, I optegner, må blive optegnet i himlen … Og videre, lad alle optegnelserne blive holdt i orden, så de kan blive lagt i arkiverne i mit hellige tempel, for at de kan blive holdt i erindring fra slægtled til slægtled« (L&P 127:6-7, 9).

Efterhånden som de hellige gik fremad med dette hellige værk, »stod det hurtigt klart, at nogle havde lange optegnelser over deres døde, som de ønskede at udføre tjeneste for,« erindrede ældste George A. Smith, som var medlem af De Tolv Apostles Kvorum. »Det skulle vise sig kun at være begyndelsen på et umådeligt værk, og at det at udføre alle evangeliets ordinancer på vegne af alle de mange afdøde ikke var en lille opgave. Nogle af de tolv spurgte Joseph, om der ikke kunne være en mindre omfattende måde at betjene så mange på. Dertil svarede Joseph: ›Herrens love er uforanderlige. Vi skal handle i fuldstændig overensstemmelse med det, der er blevet åbenbaret til os. Vi skal ikke forvente, at vi kan udføre denne omfattende tjeneste for de døde på kort tid.‹«⁴

Joseph Smiths lærdomme

Læren om frelse for de døde viser Guds store visdom og nåde.

»Alle de, der ikke har haft mulighed for at høre om evangeliet og modtage ordinancerne af en inspireret mand, mens de levede, skal modtage det herefter, før de endelig kan blive dømt.«⁵

»Det er ikke mere utroligt, at Gud skulle frelse de døde, end at han skulle oprejse de døde.

Der kommer aldrig en tid, hvor ånden bliver for gammel til at nærme sig Gud. Alle som ikke har begået den utilgivelige synd, som der ikke er tilgivelse for, hverken i denne verden eller den kommende, er inden for den tilgivende nådes rækkevidde. Der findes en måde at forløse de dødes ånder på, og det er ved præstedømmets magt og myndighed – ved at binde og løse på jorden. Denne lære synes herlig, eftersom den påviser storheden ved guddommelig nåde og velvilje i planen for menneskets frelse.

Denne herlige sandhed er på bedste vis beregnet til at udvide forståelsen og til at støtte og hjælpe sjælen under besværligheder, vanskeligheder og lidelser. Lad os som eksempel bruge tilfældet med to mænd, brødre, lige intelligente, lærde, retskafne og fine, der vandrer i oprigtighed og med god samvittighed i det omfang, de har kunnet skelne mellem pligten og traditionernes mudrede strøm eller det naturlige menneskes ufuldstændige forståelse.

Den ene dør og bliver begravet uden at have hørt om forsoningens evangelium. Den anden hører om frelsens budskab, antager det og bliver arving til det evige liv. Skal den ene få del i herlighed og den anden overgives til håbløs fortabelse? Er det ikke muligt for ham at undslippe? Den sekteriske verden siger nej …

Denne lære stiller Guds visdom og nåde i et klart lys med hensyn til at berede en ordinance til frelse for de døde i form af stedfortrædende dåb, hvorved deres navne bliver optegnet i himlen, og de bliver døbt i overensstemmelse med deres handlinger, mens de levede. Denne lære var hovedindholdet i skrifterne. De hellige, som forsømmer den på deres afdøde slægtninges vegne, gør det med fare for deres egen frelse.«⁶

I december1840 skrev Joseph Smith følgende til medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum og andre præstedømmeledere, som var på mission i Storbritannien: »Jeg formoder, at læren om ›dåb for de døde‹ er kommet jer for øre, og den har måske rejst visse spørgsmål i jeres sind vedrørende samme. Jeg kan ikke i dette brev give jer alle de oplysninger, I måske kunne ønske jer om emnet, men … jeg vil sige, at det afgjort blev praktiseret af de fordums menigheder, og Paulus prøver på at bevise læren om opstandelsen udfra samme og siger: ›Hvad skal det ellers til for, at nogle lader sig døbe for de døde? Hvis døde overhovedet ikke opstår, hvorfor så lade sig døbe for dem?‹ (1 Kor 15:29).

Jeg omtalte først læren offentligt, da jeg holdt begravelsestalen over bror Seymour Brunson, og har siden da givet Kirken generelle instruktioner om emnet. De hellige har privilegiet at blive døbt for de af deres slægtninge, der er døde … Uden at berette udførligt om emnet, vil I utvivlsomt indse overensstemmelsen og logikken, og det viser tilsyneladende Kristi evangelium i et større omfang, end nogen har forestillet sig det.«⁷

Vi bliver befriere på Zions bjerg ved at udføre hellige ordinancer for de døde.

»Hvis vi med Guds Søns præstedømmemyndighed kan døbe et menneske i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn til syndernes forladelse, er det i samme grad vores privilegium at fungere som stedfortrædere og blive døbt til syndernes forladelse for og på vegne af vore afdøde slægtninge, som ikke har hørt om evangeliet eller dets fylde.«⁸

»I Bibelen står der: ›Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige. Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse‹ (Mal 3:23-24).

Ordet vende burde her oversættes binde eller besegle. Men hvad er formålet med denne vigtige mission? Eller hvordan fuldføres den? Nøglerne skal overleveres, Elias’ ånd skal komme, evangeliet oprettes, Guds hellige indsamles, Zion opbygges og de hellige komme som befriere på Zions Bjerg (se Obad 1:21).

Men hvordan skal de blive befriere på Zions bjerg? Ved at bygge deres templer, opføre deres dåbsbassiner og ved at gå frem og modtage alle ordinancerne, dåb, håndspålæggelse, tvætninger, salvelser, ordinationer og beseglingsmagten på deres hoveder for alle deres forfædre, som er døde, og forløse dem, som kommer frem i den første opstandelse og sammen med dem blive ophøjet til herlighedens troner. Og heri er den kæde, der binder fædrenes hjerte til børnene og børnenes til fædrene, hvad der opfylder og fuldbyrder Elias’ mission …

De hellige har ikke alt for megen tid til at frelse og forløse deres døde og indsamle deres levende slægtninge, for at de også kan blive frelst, før jorden vil blive ramt og den fastslåede ødelæggelse komme over jorden.

Jeg vil råde alle de hellige til af al styrke og kraft at indsamle alle deres levende slægtninge til templet, så de kan blive beseglet og frelst, så de er beredte på den dag, da den ødelæggende engel vil gå ud. Og dersom hele Kirken vil anvende al magt til at frelse deres døde, besegle deres efterkommere og indsamle deres levende venner og ikke bruge noget af deres tid på verden, ville de knap nok blive færdige, før den nat kommer, hvor intet menneske kan arbejde.«⁹

»Der er dåb osv., som de levende kan nyde godt af, og der er dåb for dem, der dør uden viden om evangeliet … Det er ikke kun nødvendigt, at I bliver døbt for jeres døde, men I skal også udføre alle ordinancerne for dem, dvs. de samme som I har udført for at frelse jer selv …

Der bør være et sted, hvor alle folkeslag skal komme fra tid til anden for at modtage deres begavelser, og Herren har sagt, at det skal være stedet, hvor der udføres dåb for de døde. Hvert eneste menneske, som er blevet døbt og tilhører riget, har ret til at lade sig døbe for dem, som er gået forud, og så snart evangeliets lov bliver adlydt her af deres venner, der optræder som stedfortrædere for dem, har Herren repræsentanter dér til at sætte dem fri. Et menneske kan optræde som stedfortrædere for sine egne slægtninge. Evangeliets ordinancer, som blev skabt før verdens grundlæggelse, er således blevet opfyldt ved dem, og vi kan blive døbt for dem, som er vore nære venner.«¹⁰

»Alle dem, som dør i troen, går til åndernes fængsel for at forkynde for dem, hvis legeme er dødt, men hvis ånd lever, og disse ånder prædiker for de ånder (som er i fængsel), så de kan leve i overensstemmelse med Gud i ånden, og mennesker udfører ordinancerne for dem på jorden … og derigennem bliver de lykkelige (se 1 Pet 4:6). Derfor er de, der bliver døbt for deres døde, befriere på Zions bjerg, og de skal modtage deres tvætning og salvelse for deres døde på samme måde som for sig selv.«¹¹

Gud har givet os et stort ansvar for at finde vore døde.

»Jeg vil åbne jeres øjne med hensyn til de døde. Alt, hvad Gud i sin uendelige visdom har set formålstjenligt og passende at åbenbare for os, mens vi bor her på jorden, med hensyn til vores jordiske legeme, bliver åbenbaret for os rent abstrakt og uafhængigt af dette jordiske tabernakels slægtskab, men åbenbares for vore ånder akkurat som om, vi slet ikke havde noget legeme, og de åbenbaringer, der vil frelse vores ånd, vil også frelse vores legeme. Gud åbenbarer dem for os uden tanke på en evig opløsning af legemet eller tabernaklet. Heraf ansvaret, det frygtelige ansvar, der påhviler os med hensyn til vore døde, for alle de ånder, der ikke har adlydt evangeliet i livet, må enten antage det i ånden eller blive fordømt. En højtidelig tanke! – En frygtelig tanke! Er der intet, der kan gøres? – Ingen forberedelse – ingen frelse for vore fædre og venner, som er døde uden at have haft lejlighed til at adlyde og efterleve Menneskesønnens forordninger? …

Hvilke løfter er der givet angående emnet frelse for de døde? Og hvilken slags mennesker er det, der kan frelses, selv om deres legemer hensmuldrer og opløses i graven? Når vi undervises gennem hans befalinger, er det med henblik på evigheden, for Gud ser os, som om vi var i evigheden. Gud dvæler i evigheden og ser ikke tingene på samme måde som vi.

Det største ansvar, som Gud har pålagt os her i verden, er at finde frem til vore døde. Apostlen siger, at de ikke kan opnå fuldkommenhed uden os (se Hebr 11:40), for det er nødvendigt, at beseglingsmagten er i vore hænder til at besegle vore børn og vore døde for tidernes fyldes uddeling – en uddeling, hvor de løfter skal indfries, som Jesus Kristus afgav før verdens grundlæggelse til menneskets frelse

… Det er nødvendigt, at de, der går forud for os, og at de, der kommer efter os, frelses sammen med os, og således har Gud forpligtet mennesket. Derfor sagde Gud: ›Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige. Han skal vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse‹ (Mal 3:23-24).«¹²

Profeten Joseph Smith skrev følgende, som senere blev til L&P 128:15-18, 22, 24, i et brev til de hellige: »Og se, mine højt elskede brødre og søstre, lad mig forvisse jer om, at disse er principper angående de døde og de levende, som man ikke kan tage let på, hvad angår vor frelse. For deres frelse er nødvendig og afgørende for vor frelse, sådan som Paulus siger angående fædrene – at de ikke kan blive gjort fuldkomne uden os – ej heller kan vi blive gjort fuldkomne uden vore døde.

Og se, hvad angår dåben for de døde vil jeg give jer et andet citat af Paulus, Første Brev til Korintherne 15:29: Hvad ellers vil de udrette, som bliver døbt for de døde, hvis de døde overhovedet ikke opstår? Hvorfor bliver de så døbt for de døde?

Og videre, i forbindelse med dette citat vil jeg give jer et citat af en af profeterne, som havde blikket fæstet på præstedømmets gengivelse, de herligheder, som skal blive åbenbaret i de sidste dage og på en særlig måde dette, det herligste af alle emner, som hører til det evigtvarende evangelium, nemlig dåben for de døde; for Malakias siger i det sidste kapitel, versene fem og seks: Se, jeg vil sende jer profeten Elias, før Herrens store og frygtelige dag kommer; og han skal vende fædrenes hjerte til børnene og børnenes hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå jorden med en forbandelse.

Jeg kunne have givet en tydeligere oversættelse af dette, men den er tilstrækkelig tydelig til, at den tjener mit formål, sådan som den står. Det er i dette tilfælde tilstrækkeligt at vide, at verden vil blive slået med en forbandelse, medmindre der er et sammenføjende led af en eller anden slags mellem fædrene og børnene med hensyn til et eller andet emne – og se, hvad er dette emne? Det er dåben for de døde. For vi kan ikke blive gjort fuldkomne uden dem; ej heller kan de blive gjort fuldkomne uden os …

Lad jeres hjerte fryde sig og være overordentlig glad. Lad jorden bryde ud i sang. Lad de døde synge hymner til evig pris for kong Immanuel, som, før verden blev til, har forordnet det, der vil sætte os i stand til at forløse dem fra deres fængsel; for fangerne skal gives fri …

Lad os derfor som kirke og som folk og som sidste dages hellige bringe Herren et offer i retfærdighed; og lad os i hans hellige tempel, når det bliver færdigt, fremlægge en bog, som indeholder sådanne optegnelser om vore døde, som skal være al antagelse værd.«¹³

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Gennemgå side 463-465 og læg mærke til, hvordan Joseph Smiths og de første helliges forståelse af læren om dåb for de døde øgedes. Overvej, hvordan de hellige må have haft det, da de først hørte om frelse for de døde. Hvad følte du, da du første gang deltog i ordinancer for de døde?
Læs tredje og fjerde afsnit på side 466. Hvordan viser læren om frelse for de døde Guds barmhjertighed og nåde? Hvordan kan denne lære »udvide forståelsen« og »støtte sjælen«?
Hvad vil det sige at være en befrier på Zions bjerg? (Se eksemplerne på s. 467-469). Hvorfor tror du, at det er umuligt for vore afdøde forfædre at blive fuldkommengjort uden os? Hvorfor tror du, at det er umuligt for os at blive fuldkommengjort uden dem?
Gennemgå nogle af profeten Joseph Smiths lærdomme om vores store ansvar for at »finde frem til vore afdøde« (side 469-471). Hvad har du oplevet, når du har erfaret noget om dine forfædre? Hvordan har din kærlighed til din familie og din tro på Gud styrket dig, når du har erfaret noget om dine forfædre? Hvordan har det påvirket dine følelser for dine forfædre, når du har udført tempelordinancer for dem?
Hvad kan vi gøre for at hjælpe børn med at værdsætte deres slægtsarv? Hvordan kan vi hjælpe børn med at deltage i tempeltjeneste og slægtshistorie?

Skriftstedshenvisninger: Rom 14:9; L&P 128:8-11.