Wentworth-brevet

Wentworth-brevet er profeten Joseph Smiths beretning om »de sidste dages helliges opståen, fremgang, forfølgelse og tro« samt de erklæringer, vi kender som Trosartiklerne.

Fra Joseph Smiths liv

Foruden at være Kirkens præsident havde Joseph Smith mange andre ansvar i Nauvoo. I maj 1842 blev han borgmester i Nauvoo, hvilket betød, at han ligeledes var overdommer i byretten i Nauvoo. Han var generalløjtnant og leder af Nauvoo-legionen. Og i februar 1842 påtog han sig rollen som redaktør for Times and Seasons – et tidsskrift, som Kirken udgav to gange om måneden. Times and Seasons gav Kirkens ledere mulighed for at kommunikere med de hellige, udgive åbenbaringer og vigtige foredrag og bringe nyheder om Kirken. John Taylor, som var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, blev udpeget til at stå for mange aspekter af udgivelsen under profetens ledelse.

I den første udgave, som blev udgivet, mens profeten var redaktør, skrev han, at tidsskriftet skulle indeholde artikler om »de vigtige begivenheder, der dagligt udspiller sig omkring os, sandhedens hastige fremmarch, de mange meddelelser, vi dagligt modtager fra de udsendte ældster både i USA, England og på det europæiske fastland og i andre dele af verden, nationernes urolige tilstande, De Tolvs epistler og lærdomme og de åbenbaringer, som vi modtager fra den Højeste.«¹

Mens profeten fungerede som redaktør, udgav Times and Seasons nogle yderst vigtige dokumenter. Teksten til Abrahams Bog og to af faksimilerne blev udgivet i marts 1842, og den tredje faksimile blev udgivet i maj. Ligeledes i marts begyndte profeten at udgive »History of Joseph Smith«, den beretning, som senere blev History of the Church.

I Times and Seasons fra den 1. marts 1842 udgav profeten det, der senere blev kendt som Wentworth-brevet. Idet profeten beskrev sine grunde til at producere dette dokument, forklarede han: »Efter anmodning fra hr. John Wentworth, redaktør og ejer af Chicago Democrat, har jeg skrevet den efterfølgende korte beretning om de sidste dages helliges opståen, fremgang, forfølgelse og tro, den kirke, for hvem jeg har den ære efter Guds befaling at være grundlægger af. Hr. Wenthworth siger, at han ønsker at give hr. George Barstow, en af hans venner, som er ved at skrive New Hampshires historie, dette dokument. Da hr. Barstow har taget passende skridt til at skaffe sig korrekte oplysninger, er alt, hvad jeg skal bede ham om, at han offentliggør beretningen i sin helhed, usmykket og uden at fordreje den.«²

George Barstow medtog i sidste ende ikke profetens beretning i sin historie, fordi han besluttede sig for kun at dække begivenhederne til og med år 1819 i sin bog.³ Men Wentworthbrevet har umådelig stor værdi for de sidste dages hellige. Det er en original beretning fra Joseph Smith, som vidnede om hans hellige kaldelse fra Gud, hans åbenbaringer og hans tjenestegerning og lærdomme. Det beretter om Kirkens opståen og vækst og om forfølgelsen af de hellige. Det indeholder en profetisk erklæring angående Kirkens fremtidige fremgang på jorden under den store Jahves beskyttende hånd. Det indeholder ligeledes adskillige vigtige detaljer, som ikke er at finde andetsteds i profetens lærdomme, herunder en beskrivelse af guldpladerne og en skitse over indholdet af Mormons Bog. Det er værd at lægge mærke til, at det er første gang Joseph Smith selv udgav en beretning om det første syn.

Brevet afsluttes med de 13 erklæringer om Kirkens lære, som nu kaldes Trosartiklerne, og står som et mægtigt vidnesbyrd om profeten Joseph Smiths guddommelige kaldelse.

Joseph Smiths lærdomme

Gud Faderen og Jesus Kristus viste sig for Joseph Smith som svar på hans ydmyge bøn.

»Jeg er født i byen Sharon i Windsor County i staten Vermont den 23. december 1805 e.Kr. Da jeg var ti år gammel, flyttede mine forældre til Palmyra i staten New York, hvor vi boede i omkring 4 år, og derfra flyttede vi til byen Manchester. Min far var landmand og lærte mig kunsten at drive landbrug. Da jeg var omkring 14 år gammel, begyndte jeg at tænke over vigtigheden af at være beredt for en fremtidig tilstand, og da jeg begyndte at spørge om planen for frelse, opdagede jeg, at der var store uoverensstemmelser mellem religionerne. Når jeg gik til ét samfund henviste de mig til én plan, og andre henviste til en anden plan, og hver især pegede på sin egen bestemte trosbekendelse som den mest afgørende kilde til fuldkommenhed. Da jeg ikke mente, at alle kunne have ret, og at Gud ikke kunne være ophav til så megen forvirring, besluttede jeg mig for at undersøge emnet mere fuldstændigt, eftersom jeg troede på, at hvis Gud havde en kirke, så ville den ikke være delt op i kliker, og at han, hvis han lærte det ene samfund at tilbede på én måde, og at forrette et bestemt sæt ordinancer, ikke ville lære en anden kirke principper, der var direkte i modstrid dermed.

Da jeg troede på Guds ord, havde jeg fuld tillid til Jakobs erklæring: ›Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den‹ (Jak 1:5). Jeg gik til et ensomt sted i en lille skov og begyndte at påkalde Herren. Mens jeg ivrigt hengav mig i bønnen, blev mine tanker taget bort fra alt det, der omgav mig, og jeg blev overvældet af et himmelsk syn, hvor jeg så to vidunderlige personer, som fuldstændig lignede hinanden i ansigtstræk og skikkelse, omgivet af et strålende lys, der overgik solens ved middagstid. De fortalte mig, at alle religiøse bevægelser troede på ukorrekte lærdomme, og at ingen af dem var godkendt af Gud som hans kirke og rige, og jeg fik udtrykkelig befaling om ›ikke at søge nogen af dem‹, idet jeg samtidig fik et løfte om, at evangeliets fylde på et senere tidspunkt ville blive bekendtgjort for mig.

Mormons Bog blev skrevet fordum på guldplader og leveret til Joseph Smith af en guddommeligt udsendt budbringer.

Om aftenen den 21. september 1823, mens jeg bad til Gud og forsøgte at udøve tro på skriftens dyrebare løfter, brød et lys som fuldt dagslys, men bare langt klarere og mere strålende og skinnende, pludselig ind i værelset, ja, til at begynde med var det, som om huset var fyldt med altfortærende ild. Det gav mig et chok, der påvirkede hele min krop, og pludselig stod der en person foran mig, omgivet af et lys, der var endnu stærkere end det, jeg allerede var omgivet af. Denne budbringer erklærede, at han var Guds engel, udsendt for at bringe det gode budskab, at den pagt, som Gud havde indgået med det fordums Israel, nu skulle opfyldes, at det forberedende arbejde for Messias’ andet komme hurtigt skulle påbegyndes, at tiden var kommet, til at evangeliet i al sin fylde skulle forkyndes med kraft for alle nationer, så et folk ville være beredt til tusindårsriget. Jeg fik at vide, at jeg var blevet udvalgt til at være et redskab i Guds hænder til at bringe nogle af hans formål i denne strålende uddeling frem.

Jeg fik også noget at vide om de oprindelige indbyggere i dette land og vist, hvem de var, og hvorfra de kom. En kort oversigt over deres oprindelse, fremgang, civilisation, love, regeringer, om deres retskaffenhed og ugudelighed, og hvordan Guds velsignelser til sidst blev trukket tilbage fra dem som et folk, blev givet til kende for mig. Jeg fik også at vide, hvor der var blevet opbevaret nogle plader, hvorpå en forkortelse var blevet indgraveret af gamle profeter, som havde boet på dette kontinent. Englen viste sig for mig tre gange samme nat og fortalte mig hver gang det samme. Efter at jeg havde modtaget mange besøg af Guds engle, der fortalte mig om det storslåede og herlige ved de begivenheder, der skulle finde sted i de sidste dage, overgav Herrens engel om morgenen den 22. september 1827 e.Kr. optegnelserne i mine hænder.

Disse optegnelser var indgraveret på plader, der lignede guld, og hver plade var 6 tommer bred og 8 tommer lang, og knap så tyk som almindeligt blik. De var fyldt med indgraveringer, skrevet med egyptiske tegn og holdt sammen i ét bind som blade i en bog med tre ringe, der gik gennem alle bladene. Bindet var omkring 6 tommer tykt, og en del deraf var forseglet. Tegnene på den uforseglede del var små og smukt indgraveret. Hele bogen viste mange tegn på alder i sin konstruktion og stor dygtighed i gravørkunsten. Sammen med optegnelserne var der et forunderligt redskab, som de gamle kaldte ›Urim og Tummim‹, og som bestod af to gennemsigtige sten, som sad i kanten af en bue og var fastgjort til en brystplade. Ved hjælp af Urim og Tummim oversatte jeg optegnelsen ved Guds gave og kraft.

… Denne bog … fortæller os, at vor Frelser viste sig på dette fastland efter sin opstandelse, at han forkyndte sit evangelium her i al dets fylde og rigdom og styrke og velsignelse, at de havde apostle, profeter, præster, lærere og evangelister, den samme orden, det samme præstedømme, de samme ordinancer, gaver, kræfter og velsignelser, som man kunne glæde sig over på den østlige halvkugle, at folk blev forkastet som følge af deres overtrædelser, at den sidste af de profeter, som fandtes blandt dem, fik befaling om at skrive en forkortelse af deres profetier, historie osv., og at gemme den i jorden, så den kunne komme frem og blive forenet med Bibelen for at fuldende Guds hensigter i de sidste dage. En mere fuldkommen beretning findes i Mormons Bog, der kan købes i Nauvoo eller hos en hvilken som helst af vore omrejsende ældster.

Så snart nyheden om denne opdagelse var blevet kendt, opstod der falske historier, urigtige fremstillinger og bagtalelser, som blev blæst ud i alle retninger, og huset blev ofte besat af pøbelhobe og ondsindede mennesker. Adskillige gange blev jeg beskudt, og jeg undslap kun med nød og næppe, og der blev brugt alle mulige kneb for at få pladerne fra mig. Men Guds kraft og velsignelse fulgte mig, og adskillige begyndte at tro på mit vidnesbyrd.

Skønt forfølgelsen raser mod Kirken, kan intet standse sandhedens fremmarch.

Den 6. april 1830 blev Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige stiftet i byen Fayette i Seneca County i staten New York. Nogle få blev kaldet og ordineret ved åbenbaringens og profetiens ånd og begyndte at forkynde, således som Ånden tilskyndede dem, og selv om de var svage, blev de dog styrket af Guds magt, og mange blev bragt til omvendelse, blev nedsænket i vandet og blev fyldt med Helligånden ved håndspålæggelse. De så syner og profeterede, djævle blev udkastet, og de syge blev helbredt ved håndspålæggelse. Fra da af rullede værket videre med forbløffende hastighed, og menigheder blev snart dannet i staterne New York, Pennsylvania, Ohio, Indiana, Illinois og Missouri. I den sidste af disse stater blev en betydelig koloni i Jackson County oprettet: Mange sluttede sig til Kirken, og vi øgedes hurtigt i antal. Vi erhvervede store landområder, vore landbrug trivedes med mange afgrøder, og vi nød fred og lykke i vore hjem og overalt i området. Men da vi ikke kunne være sammen med vore naboer (de fleste af dem var meget primitive mennesker, der var flygtet fra de mere civiliserede samfund til grænselandet for at undslippe retfærdighedens greb) med hensyn til deres natlige drikkegilder, deres overtrædelse af sabbatten, deres hestevæddeløb og hasardspil, begyndte de først at gøre nar ad os, derpå at forfølge os og endelige med en organiseret pøbelhob at nedbrænde vore huse, lade mange af vore brødre piske og rulle i tjære og fjer for til sidst i uoverensstemmelse med love, retfærdighed og menneskelighed at drive dem fra deres ejendomme. Vore brødre måtte, berøvet deres huse, vandre hjemløse over den triste prærie, indtil børnene efterlod blodige spor på prærien. Dette fandt sted i november måned, og de havde intet at dække sig med undtagen himmelens bue i denne barske årstid. Regeringen lukkede øjnene for, hvad der skete, og skønt vi havde papirer på vore jordbesiddelser og ikke havde overtrådt nogen lov, kunne vi ikke få erstatning for det skete.

Der var mange syge, som på umenneskelig måde blev drevet fra deres hjem og måtte udholde al denne overlast og søge husly, hvor som helst det kunne findes. Resultatet var, at en meget stor del af dem døde, da de blev berøvet livets nødvendigheder, mange børn blev forældreløse, kvinder blev enker og mænd enkemænd, vore landbrug blev overtaget af pøbelen, mange tusinde stykker kvæg, får, heste og svin blev taget, og vore husholdningsartikler, forretningsudstyr, trykpresse og typer blev ituslået, stjålet eller på anden måde ødelagt.

Mange af vore brødre flyttede til Clay County, hvor de forblev i tre år indtil 1836. Der skete dem ingen overlast, men der lød trusler om vold. Men i sommeren 1836 begyndte disse trusler at tage mere alvorlig form, for på grund af truslerne blev der afholdt folkemøder, resolutioner blev udsendt, der blev fremsat trusler om hævn og ødelæggelse, og sagerne antog et faretruende omfang. Jackson County var et tilstrækkeligt forbillede, og da myndighederne i Clay County ikke blandede sig, pralede de med, at det ville de heller ikke her. Det viste sig at holde stik, trods vores bøn, og efter mange afsavn og tab af ejendom blev vi igen drevet fra vore hjem.

Derefter bosatte vi os i Caldwell og Daviess County, hvor vi skabte store og udstrakte kolonier, idet vi håbede at blive fri for voldelig modstand ved at bosætte os i nye amter med meget få indbyggere. Men her fik vi ikke lov at leve i fred, for i 1838 blev vi igen angrebet af pøbelen. Der blev udstedt en tilintetgørelsesordre af guvernør Boggs, og under beskyttelse af loven drog en organiseret røverbande gennem landet. De berøvede os vores kvæg, vore får, svin osv. Mange af vore medlemmer blev koldblodigt myrdet, vore kvinders dyd blev krænket, og vi blev med sværdet rettet mod os tvunget til at afskrive os vore ejendomme. Efter at have udstået enhver tænkelig ydmygelse, der kunne rettes mod os af en umenneskelig, ugudelig bande røvere, blev mellem 12.000 og 15.000 sjæle, mænd, kvinder og børn drevet bort fra deres arner og fra de landområder, hvortil de havde erhvervet ejendomsret, hjemløse, venneløse og uden noget sted at søge til (midt om vinteren) for at vandre som udstødte på jorden eller søge asyl i et mere fordelagtigt klima blandt mindre barbariske mennesker. Mange blev syge og døde som følge af kulden og de vanskeligheder, de måtte udholde, mange hustruer blev enker, og børn blev forældreløse og fattige. Det ville tage mere tid, end det her er mig tilladt, at beskrive den uretfærdighed, de forurettelser, mord, blodsudgydelser, tyverier, ugerninger og ulykker, der er blevet forvoldt under de barbariske, umenneskelige og lovløse ting, der foregik i staten Missouri.

I den situation, som netop er beskrevet, ankom vi til staten Illinois i 1839, hvor vi fandt et gæstfrit folk og et venligt hjem – et folk, som var villigt til at lade sig styre af principperne for lov og menneskelighed. Vi er begyndt at opbygge en by kaldet ›Nauvoo‹ her i Hancock County. Vi er mellem 6000 og 8000 her, foruden et stort antal ude omkring i amtet og i næsten ethvert amt i staten. Vi har fået købstadsrettigheder og lov til at oprette en borgervæbning, der nu består af 1500 personer. Vi har også tilladelse til at oprette et universitet samt et landbrugs- og forarbejdningskompagni, vi har vore egne love og administratorer og har alle de privilegier, som andre frie og oplyste borgere har.

Forfølgelserne har ikke standset sandhedens fremgang, men har kun båret ved til bålet, og har udviklet sig med rivende hast. Stolte af den sag, de har gjort sig til talsmænd for og bevidste over vores uskyld og over deres systems ægthed, er denne kirkes ældster, under bagtalelse og skændsel, gået ud og har sået evangeliet i næsten enhver stat i unionen. Det har gennemtrængt vore byer, det er blevet spredt over landsbyer og har fået tusinder af vore intelligente, ædle og patriotiske borgere til at adlyde dets guddommelige befalinger og lade sig styre ved dets hellige sandheder. Det er også blevet udbredt i England, Irland, Skotland og Wales, hvortil nogle få af vore missionærer blev sendt i 1840, og hvor flere end 5000 har meldt sig under sandhedens banner, og der er nu store antal, der tilslutter sig i alle lande.

Vore missionærer drager ud til forskellige nationer, og i Tyskland, Palæstina, New Holland, Australien, Ostindien og andre steder er sandhedens banner blevet rejst. Ingen uhellig hånd kan standse dette værks fremgang. Forfølgelser kan rase, pøbelhobe kan forene sig, hære kan samles, og bagvaskelse kan smæde, men Guds sandhed vil gå fremad frimodigt, ædelt og uafhængig, indtil den har gennemtrængt hvert kontinent, besøgt hvert himmelstrøg, fejet hen over hvert land og lydt i hvert eneste øre – indtil Guds hensigter er udført, og den store Jahve skal sige, at værket er fuldbragt.

Trosartiklerne beskriver vores religions grundlæggende lærdomme og principper.

Vi tror på Gud, den evige Fader, og på hans Søn, Jesus Kristus, og på Helligånden.

Vi tror, at menneskene vil blive straffet for deres egne synder og ikke for Adams overtrædelse.

Vi tror, at hele menneskeheden i kraft af Kristi forsoning kan blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer.

Vi tror, at evangeliets første principper og ordinancer er: 1) tro på Herren Jesus Kristus, 2) omvendelse, 3) dåb ved nedsænkning i vand til syndernes forladelse, 4) håndspålæggelse for Helligåndsgaven.

Vi tror, at en mand må kaldes af Gud ved profeti og ved håndspålæggelse af dem, der har myndighed dertil, for at kunne prædike evangeliet og forrette dets ordinancer.

Vi tror på den samme organisation, som fandtes i den oprindelige kirke, nemlig apostle, profeter, hyrder, lærere, evangelister og så videre.

Vi tror på tungemålsgaven, profeti, åbenbaring, syner, helbredelse, udlægning af tungemål og så videre.

Vi tror, at Bibelen er Guds ord, for så vidt som den er rigtigt oversat; vi tror også, at Mormons Bog er Guds ord.

Vi tror på alt, hvad Gud har åbenbaret, alt, hvad han nu åbenbarer, og vi tror, at han endnu vil åbenbare mange store og vigtige ting angående Guds rige.

Vi tror på den bogstavelige indsamling af Israel og på genrejsningen af de ti stammer, at Zion (Det Ny Jerusalem) skal blive bygget på det amerikanske kontinent, at Kristus personligt skal regere på jorden, og at jorden skal blive fornyet og få sin paradisiske herlighed.

Vi kræver ret til at tilbede Gud den Almægtige i overensstemmelse med vor egen samvittigheds bud og indrømmer alle mennesker den samme ret – lad dem tilbede hvorledes, hvor eller hvad de vil.

Vi tror, at vi må indordne os under konger, præsidenter, herskere og øvrighedspersoner med hensyn til at adlyde, ære og holde loven.

Vi tror, at vi skal være ærlige, pålidelige, kyske, velgørende, dydige, og at vi skal gøre godt mod alle mennesker; faktisk kan vi sige, at vi følger Paulus’ formaning: Vi tror alt, vi håber alt, vi har udholdt meget og håber at kunne udholde alt. Hvis noget er dydigt, elskeligt, værd at tale godt om eller rosværdigt, så tragter vi efter det (se TA 1:1-13).

Ærbødigst,

JOSEPH SMITH.«⁴

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Joseph Smith skrev Wentworth-brevet som imødekommelse af en anmodning fra John Wentworth og George Barstow (s. 433). Hvornår har andre spurgt dig om Kirkens historie og tro? Overvej, mens du studerer eller drøfter dette kapitel, hvordan du fremover kan besvare sådanne spørgsmål. Hvad kan vi lære af Joseph Smiths ord i Wentworth-brevet med hensyn til, hvordan vi skal besvare sådanne spørgsmål?
Læs det, profeten har sagt om sit første syn (s. 433-434). Hvordan kan du, næste gang du fortæller nogen om det første syn, hjælpe den person med at forstå det første syn, og hvad det betyder for jer?
Læs profetens beskrivelse af Mormons Bogs fremkomst (s. 434-437). Hvilken forskel har Mormons Bog gjort i dit liv? Hvordan kan du bære dit vidnesbyrd om Mormons Bog?
På s. 437-440 beretter Joseph Smith kort om Kirkens begyndelse og bærer derpå vidnesbyrd om Kirkens skæbne. Hvilke følelser vækker det i dig, når du læser det første afsnit på s. 440? Hvorfor tror du, at forfølgelse ikke er i stand til at bremse Kirkens fremgang? Hvilke eksempler findes der på mennesker, der har oplevet fremgang trods modstand? (Tænk på eksempler fra skriften, Kirkens historie og dit eget liv).
Gennemgå Trosartiklerne (s. 440-441). Hvordan har Trosartiklerne hjulpet dig? Hvorfor tror du, at vi beder primarybørnene om at lære dem udenad? Overvej at lægge en plan, så du kan studere eller lære Trosartiklerne udenad.

Skriftstedshenvisninger: JS – H 1:1-75.